Asser Skude

Asser Skude

Anden påskedag 2018 - 2. påskedag 2018

PrædikenerPosted by Asser Skude 28 Sep, 2017 14:31:57

Min nærmeste kommende planlagte gudstjeneste er mandag den 2. april 2018 i Bellahøj kirke, og nedenfor finder du overvejelser forud for denne:

Evangelium:
Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: "De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham." Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv.
Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen. Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: "Kvinde, hvorfor græder du?" Hun svarede: "De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham." Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: "Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?" Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: "Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham." Jesus sagde til hende: "Maria!" Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: "Rabbuni!" – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: "Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud." Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: "Jeg har set Herren," og at han havde sagt dette til hende.
Joh 20,1-18

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for mandag den 2. april 2018

Hos evangelisten Johannes får vi en ganske anden version af den tomme grav end den, vi hørte igår fra Matthæus. I dagens evangelium hos Johannes er det alene Maria Magdalene, der kommer ud til graven. Helt alene. I modsætning til evangeliet vi hørte igår, hører vi ikke om den anden Maria. Desuden hører vi, at det endnu er mørkt. I gårsdagens evangelium, hørte vi at solen var ved at stå op. Og for det tredje mødes Maria Magdalene heller ikke af engel, som byder hende gå tilbage til disciplene og fortælle at Herren er opstanden. Til gengæld møder Maria Magdalene den opstandne selv, og det er Ham, som sender hende ud til de andre disciple for at fortælle det glædelige budskab: "Jeg har set Herren"!

For at begynde ved starten i dagens evangelium: Da Maria Magdalene ankommer til graven, konstaterer hun, at stenen er flyttet fra graven. Derpå løber hun tilbage til disciplene, først til Peter, siden til Johannes for at fortælle: "De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham." Simon Peter og Johannes løber nu ud til graven. Som den første af de to ankommer Johannes til graven. Han ser ligklæderne ligge derinde – underforstået intet lig – men han går ikke ind: "han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind".

Derpå ankommer Simon Peter. Han går frygtløst lige ind i graven og gør den nye iagttagelse, at (ansigts-)ligklædet er adskilt fra (krops-) ligklædet. Derpå følger Johannes med ind i graven, og ”han så og troede”. Denne bemærkning om, at "han så og troede" kommer vel for at oplyse os om, at han eller de øvrige disciple ikke havde troet på opstandelsen. Men nu hvor Johannes ved selvsyn ser den tomme grav indefra og ser ligklæderne ligge løst, og der er intet lig i graven, kan Johannes tro "skriftens ord om at han skulle opstå".

Vi hører så: "Derpå gik de to disciple hjem igen". Nærmest som om, at disciplene nu kunne gå hjem med afsluttet sag. Og ganske ufølsomt i forhold til at "Maria stod udenfor ved graven og græd". Man burde mene, at Simon Peter og Johannes ikke burde have efterladt den sørgende Maria tilbage ved graven. Men det gør de ikke desto mindre.

Derpå kigger Maria ind i graven – og ser to engle sidde, der hvor Jesus havde ligget, een hvor hans fødder havde ligget og een, hvor hans hoved havde ligget. Englene spørger hende: "Kvinde, hvorfor græder du?" Og hun svarer: "De har flyttet min herre og jeg ved ikke hvor de har lagt ham". Da vender hun sig om og ser en person, men det går ikke umiddelbart op for hende, at det er den opstandne selv, hun står over for. Hun tror det er havemanden.

Nu finder næsten samme ordveksling sted mellem hende og den opstandne igen: Den opstandne spørger: "Hvorfor græder du? Hvem leder du efter?" Og da hun tror han er gartneren, der passer området og graven, anklager hun ham og siger: "Hvis det er dig, som har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham".

Det er stadig ikke gået op for Maria, hvem hun taler til. Det sker først i det øjeblik, han kalder hende ved fornavn: “Maria!” Langt om længe går det op for hende, hvem hun står over for, at det er Ham, den opstandne selv, Ham, hun har ledt efter. Maria tiltaler ham "Rabbuni", hvilket betyder "min mester", og det er en bekendelse. Den stemme, som kalder hende, kender hun!

Ifølge evangelisten Markus, kapitel 16, vers 9 har Jesus tidligere drevet syv dæmoner ud af Maria. Derfor er hun ikke fremmed for den stemme, som kalder på hende ved graven.

Det må være genkendelsens og gensynets glæde, da hun hører og ser ham. Mødet er ganske kort og derpå sender den opstandne hende tilbage til disciplene med ordene: “Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud”.

Maria Magdalene gør, som Han har sagt og går hen til disciplene og fortæller, hvad han har sagt til hende.

Maria Magdalene er ifølge dagens evangelium kronvidne. Maria Magdalene er den første, der møder den opstandne. De to andre disciple, Simon Peter og Johannes, ser "kun" at graven er tom, og de ser "kun" de tomme ligklæder. Det er alt, hvad de får at se. De møder hverken engle eller den opstandne selv.

Dagens evangelium handler både om kaldelse og udsendelse. Maria kaldes ved sit navn og den opstandne selv udsender hende til at overbringe påskens glædelige budskab: "Jeg har set Herren", underforstået: Jeg har mødt den opstandne selv og talt med Ham og set Ham selv med mine egne øjne – derfor er det sandt!

Måtte dagens evangelium give os håb, ligesom den opstandne selv kom til Maria og gav hende håb den påskemorgen og sagde: "Maria!" og hun hørte Hans stemme og genkendte den og gav det glædelige budskab videre.

Måtte dagens evangelium også give os håb, så vi tror at den opstandne selv vil komme os i møde, når mørket og fortvivlelsen har omsluttet vores liv. Der, hvor al håb synes ude, der vil den opstandne Jesus selv åbenbare sig for os med sit ord.

Måtte dagens evangelium opbygge vores tro og håb, at ligesom dengang den opstandne kaldte Maria ved fornavn, sådan vil Han også kalde os ved vores fornavn: Fra den dag vi får et navn hos ham. Fra den dag, Han tager imod os i dåben, og vi får vores kristne navn. Det navn, som Kristus selv skal kalde os ved og kende os ved: Og fra vores dåbsdag og resten af livet og indtil den dag, hvor Hans stemme vil opvække os fra de døde og kalde os til en opstandelse , hvor vi skal gå ind til Hans rige!

Som apostlen Paulus skriver i sit første Korintherbrev kapitel 15, vers 51ff: "Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles.”

Som profeten Hoseas skriver:
“Herren giver os liv efter to dage, Herren rejser os på den tredje dag, og vi skal leve for Guds ansigt.
Han bryder frem så sikkert som morgenrøden,
han kommer til os som regnskyl,
som forårsregn, der væder jorden."

For den opstandne selv vil og kan nå os med det ord, som han kalder os til sig med. Han vil vende os fra mørket og fortvivlelsen, mod sit evige lys og til en glædelig opstandelse sammen med ham. Og da skal den evige sol skinne for vores fødder og lyse for vores blik, så vi ikke længere skal snuble eller tvivle. Da skal opstandelsens lys, forklarelsens lys skinne for os.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

- forslag til salmer: 236 206 218 – 241 439 192

- Asser Skude 2008 ©



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post472

Sekstende søndag efter Trinitatis søndag - 16. s. e. trin

PrædikenerPosted by Asser Skude 26 Sep, 2017 21:58:11

Evangelium
Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: "Græd ikke!" Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: "Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!" Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: "En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk." Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.
Luk 7,11-17

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for søndag den 1. oktober 2017


- Enkens søn i Nain

"Helligånd, hør, hvad vi bede
trøstig nu i Jesu navn:
Over os du vinger sprede,
råde bod på alle savn,
vække liv med lys og styrke,
hvor kun før var død og mørke!"

Sådan sang vi før prædiken i Grundtvigs gendigtning. Den salme udtrykker rammende klart den følelse man kan have, når man mister een man holder af. Og den salme udtrykker rammende klart det afmægtige råb om hjælp et sådan tab kan føre med sig. Da kan man have brug for Helligåndens trøstende vinger, sådan at død og mørke kan vække liv med "lys og styrke".

Det kan være en ubehagelig realitet at skulle forholde sig til døden. Intet menneske kommer uden om døden, og enhver bliver konstant mindet om døden, hver gang en af vore kære tages bort: Døden kan tage ens kæreste fra een, og døden efterlader een tilbage med savn og sorg. Det kan føles som man har mistet noget af een selv. Man kan ende der, hvor man kun kan se død og mørke – en følelse af afmægtig sårbarhed og en følelse af at være efterladt og alene.

Sådan er det også i dagens evangelium: Død og mørke hviler over enken i Nain. Hun har mistet sin eneste søn. Og hun har allerede mistet sin mand og er virkelig efterladt og står alene tilbage – sårbar. Hun er overladt til sig selv. Som forælder er hun ramt af den største tragedie, der kan overgå een, nemlig at overleve sit eget kød og blod, og som enke har hun tilmed ingen ægtefælle at dele tabet med.

I et samfund, hvor ens identitet ligger i ens familie, har hun ikke blot mistet sin ære og anseelse, men også sin eneste forsørger. Hun befinder sig i en verden af tomhed og fortvivlelse. Ikke alene en fortvivlelse over at have mistet sin eneste søn, men også en fortvivlelse over at have mistet ethvert livsgrundlag. Ikke alene sønnen bringes til dødens rige – også den efterladte enke kan se frem til et liv i et dødens rige på jord – et liv som levende død – uden hverken livsgrundlag eller håb:

Enken deltager allerede sammen med et stort følge i det sørgetog, som bærer hendes døde søn ud af byen. Gruppen af sørgende – på vej ud af byen – mødes af en anden gruppe, der er på vej ind i byen. De mødes ved byporten i Nain. Det er gruppen af Jesu disciple som møder ligtoget. Hvor gruppen med sørgende bærer mørket og dødens mærke, bærer gruppen af Jesu disciple håbet – håbet om at der er godt nyt på vej: Håbet om lys og styrke i stedet for død og mørke. Gruppen af Jesu disciple bringer det glædelige budskab: Budskabet om at Gud er kommet til mennesker - også til enkerne, de faderløse og de fremmede - dem, der sidder ladt alene tilbage. Som der står i begyndelsen hos evangelisten Lukas: "for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge".

Og da Jesus får øje på kvinden "ynkedes han over hende". I den græske og oprindelige ordlyd står der : "at det vendte sig inden i ham". Så ondt får han af enken. Der er altså ikke tale om en smule medfølelse, men virkelig indlevelse i enkens situation.

Bemærk det er Jesus selv, der tager initiativ til at kontakte enken og griber ind. Ikke omvendt. Det er ham, der opsøger hende: Han griber ind i gruppen af sørgetoget, hvor hun befinder sig. Han blander sig og siger direkte til hende: "Græd ikke!".

Straks går han "hen og rører ved den dødes båre". Det er som om alt står stille i det øjeblik. Bærerne ved båren står helt stille. Den ellers håbløse situation ændrer sig på hans indgriben og idet han befaler: "Unge mand, jeg siger dig: "Rejs dig op!". Og det sker. Den døde adlyder! - sætter sig op - og taler!

Jesus oprejser enkens søn fra døden. Og mere til. Ikke kun sønnens liv, men i lige så høj grad enkens liv rejses op. Vi skal lægge særligt mærke til det følgende: ”og Jesus gav ham til hans mor”. Enken rejses fra et liv i ensomhed, mørke og død til liv og glæde. Ikke eet menneske rejses idag til livet, men to: Ikke bare sønnen kommer til live, men også enken får sit liv tilbage - som mor til sin eneste søn.

Enhver, der har mistet en kær, og set sine kære på dødslejet har konstateret at noget af det sværeste at håndtere i den situation er følelsen af afmagt. Ethvert forsøg på at kommunikere med afdøde er og bliver forgæves. Ethvert forsøg på kontakt mødes med larmende tavshed!

Sådan er det ikke i dagens evangelium. I evangeliet om enkens søn i Nain hører vi svar fra dødens rige og en død bringes tilbage til livet. Det sker fordi det er Gud selv, der taler til den døde. Og Guds søn kan opvække den døde. På Guds søns befaling sætter den døde sig op og begynder at tale! Både gruppen omkring Jesus og sørgetoget bliver ramt af frygt, og snart lovpriser alle Gud, takker og lover Gud med ordene "Gud har besøgt sit folk".

Nu er beretningen om enkens søn i Nain mere end blot en fantastisk begivenhed – mere end en dødeopvækkelse. (Jf. min prædiken til forrige søndag om forskellen mellem at "forbavses og forundres"). Det er et evangelium, der gælder for enhver. Det er det glædelige budskab om, at der er håb for enhver: Selv enken, den faderløse, selv den fremmede skal Gud være Gud for. For Gud vil besøge sit folk, ligesom Gud selv i skikkelse af Jesus besøgte sit folk, da han kom til Nain.

Og det er et sandt evangelium, et sandt glædeligt budskab. At Guds søn gør alvor af sit løfte om at være nærværende, ikke bare med trøst og støtte, men også som i dagens evangelium, med virkelig indgriben. Guds søn giver virkelig enken hendes liv tilbage, ved at give hende sønnen igen. Guds søn giver hende livet tilbage, for nu er sønnen der igen til at forsørge hende, nu er sønnen der igen, som hun kan være mor for.

Enken får livet tilbage – det umulige bliver muligt ved mødet med Guds søn – det døde liv bliver til et levende liv. Enken bliver skænket et håb, der gør hende i stand til at se fremad – og helt konkret vender de om fra de dødes rige til de levendes. Beretningen om enken, der får sin søn igen fortæller os, at der ikke findes et liv, der er så ødelagt, at det ikke kan genoprettes af Guds nåde og kærlighed.

Derfor er det glædelige budskab idag, at ingen må opgive troen på, at Gud kan ændre ulykke og ensomhed til lys og liv: Som Gud rejser enkens søn op, rejser Gud mennesker op - af støvet, fornedrelsen og håbløsheden – og gør os i stand til at gå oprejst bort ud i livet. Guds herlighed er i stand til at bryde igennem og trænge selv de mørkeste kræfter bort – også håbløshedens.

Når Gud spreder sine vinger over os, kan Gud føre os fra død og mørke til lys og styrke. Enken fra Nain bliver helt konkret rejst op af støvet. Guds søn kommer helt konkret enken til undsætning og gør hende i stand til at gå bort ud i livet med opløftet hoved. Og på samme måde spreder Guds søn troens vinger over os og rejser os op af støvet.

Det samme oplevede Job, da han lå i støvet uden noget håb for fremtiden og da han mindedes Guds trøstende vinger: "Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden. Når min hud er skrællet af, Når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud; ham skal jeg skue ham og ingen anden skal mine øjne se." Jobs fastholden på troen og håbet, viser sig at blive hans redning.

På samme måde blev også enkens og hendes søn skænket troens mulighed, da de fik livet tilbage igen af Guds søn. Og på samme måde - omend ikke så dramatisk som evangeliet idag, skænkes også vi troens mulighed, når vi hører det glædelige budskab om Guds søn, der kom til os, for at åbenbare sin kærlighed til os - for at frelse og forløse os - uanset hvilket mørke eller hvilken dal, vi måtte befinde os i er Guds veje uransagelige og Gud formår det umulige.

Ved sin egen søn har Gud besøgt mennesker og skænket troen på ham, som er opstået, og som kalder enhver af os til at følge ham. Gud har altså i Jesus Kristus besøgt os - som der står i begyndelsen hos evangelisten Lukas: "fra det høje at besøge os, for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge". Gud har besøgt sit folk. Og hvor Gud altså er, findes dødens mørke ikke mere.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer: 406 316 739 - 448 476 11

- Asser Skude 2009 ©



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post471

15. s. e. Trin.

PrædikenerPosted by Asser Skude 18 Sep, 2017 08:36:31
Evangelium
Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage."
Matt 6,24-34

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken ved høstgudstjeneste kl. 17.00 lørdag den 23. september 2017 i Bellahøj kirke:

- om ikke at gøre sig timelige bekymringer

Menneskeligt er det dog i høj grad at gøre sig bekymringer om alt det, som kan gå galt, og som derfor også går galt. Menneskeligt er det også at bekymre sig om sin egen rolle i de ulykker, der sker i ens liv. Menneskeligt er det også at spekulere og gøre sig tanker om man skulle have handlet anderledes, og hvad man kunne have gjort anderledes. Og hvis der en sjælden gang slet ikke er noget at bekymre sig over, er dét i høj grad bekymrende!

Måske ligger det til menneskets natur at bekymre sig for dagen i morgen. Måske er en af menneskets største vildfarelser, at det bilder sig ind at have en fri vilje og magt over sit eget liv, sådan at det er i stand til at sikre sin fremtid og planlægge, hvad der skal ske, således at intet uforudset indtræffer.

Derved narrer mennesket sig selv for en stund og bilder sig ind at det er herre over sit eget liv og lykke: I stedet for at give slip på sine bekymringer og leve uden bekymringer for dagen i morgen, glemme alt om fortid og fremtid og være i nuet, i øjeblikket. Det ville være den bedste og mest lykkelige tilstand.

Hvordan er det kommet så vidt, at mennesket ikke kan leve ubekymret længere? Filosoffen og præsten K. E. Løgstrup giver det svar, at mennesket i et forsøg på at skabe sig tryghed og planlægning, har opgivet det mest dyrebare - nemlig spontaniteten og hengivelsen. I forsøg på at planlægge sit liv har mennesket kommet væk fra at leve i nuet og øjeblikket.

Derved er mennesket blevet sin egen værste fjende: I sin higen efter alt som kan kontrollere verden, gør mennesket sig bekymringer. Problemet er blot at samme bekymringer kommer til at adskille mennesket fra Gud, fra livet, øjeblikket. Fordi mennesket bilder sig ind, at det kan gøre sig til herre over livet og døden.

Herre over livet og døden er mennesket ikke - og bliver det ikke: Mennesket har ikke magt over død og ulykke – nogen gange kan vi mennesker have en medindflydelse på det, men intet menneske har eller vil få magt over alt der sker. Uanset hvor mange bekymringer vi end måtte gøre os, kan vi ikke lægge en alen til vores vækst eller blot en enkelt dag til vores liv.

Jo mere vi forsøger at fastholde livet og binde livet ned over os selv og hinanden, jo længere væk kommer vi fra livet. Og jo før jo bedre mennesket indser dette, jo før kan det menneske give sig hen, til Gud, til næsten, til øjeblikket.

For at leve som det var tænkt fra begyndelsen, i hengivelse til Guds og til næsten, fri til at elske og røres. Fri fra bekymringer, sorger og spekulationer. Fri for alt det som binder mennesket ned og gør det ufrit.

Dagens evangelium ifølge Matthæus er en del af den såkaldte Bjergprædiken (Matthæus, kapitel 5-7). I sin bjergprædiken introducerer Jesus sine disciple for, hvordan de bedst tjener Guds vilje. De skal ikke gøre det, som man kunne forvente af dem, men de skal gøre langt mere.

Jesus går imod alle principper om, at jordisk magt og gods er at foretrække, og opfordrer i stedet til at søge Guds rige først, for "Ingen kan tjene to Herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden…I kan ikke tjene både Gud og mammon."

Jordisk gods, kaldet "mammon", kan forblænde mennesket og gøre det ufrit og forhindre det i at tjene Gud.

Bemærk Guds vilje ikke handler om at have ingenting eller at have alting. Det handler ikke om at være meget fattig eller meget rig. Begge dele kan være lige galt. Det handler om at have fokus rettet mod at søge det himmelske, ikke det jordiske. Det handler om at have fokus på Guds vilje og søge Guds riges retfærdighed.

Guds vilje er ikke at afhænde jordisk gods - blot for at afhænde det, det ville blot være en ny vildfarelse. Måske kunne det i stedet være at bruge sin ejendom og rigdom og hjælpe dem, som ingenting har.

På samme måde ville det også være en ny vildfarelse at tro at Guds vilje skulle byde mennesket afholdenhed og askese. Hvad skulle det for eksempel gavne et menneske at gå i kloster for at tjene Gud? Hvorledes skulle man da kunne elske næsten som sig selv, hvis man levede afsondret fra verden og næsten?

Evangeliet byder alene dette ene: At du skal hengive dig Gud Herren af hele dit hjerte, hele din sjæl og hele din styrke - og din næste som dig selv.

Hvordan skal du gøre dette? Det skal du ved netop at bruge alle dine ressourcer, midler, penge mm. på at fremme Guds og næsten sag. At fremme din egen sag eller dine egne private interesser er ikke at tjene Gud eller næsten, det er og bliver selvkærlighed.

Alle dine bekymringer og al din fokus i dit liv bør du være optaget af at tjene Guds vilje og søge Guds riges retfærdighed. Det bør være din største bekymring, hvordan du vil tjene Guds vilje og søge Guds riges retfærdighed.

Gud har selv sagt at Guds rige er på vej og kommer. Uanset hvad der sker. Derfor kan du ligeså godt overgive dig til det budskab og den vilje, som er Guds. Guds bud er radikalt, dvs. i ordets oprindelige græske betydning. Radix betyder egentlig rod og dvs. at Guds bud er helt ned til roden radikale og nye og omvæltende.

Guds bud er ikke at du kun skal elske dig selv og dem, som ligner dig. Det skal ikke være din største bekymring. Nej, din primære fokus og optagethed bør være at elske enhver, og selv dine værste fjender og dem, som er efter dig, bør du bede for og elske. Det er det kristne bud.

Blot at elske dem, som allerede elsker dig, gør allerede hedningerne - og deri ligger intet nyt. Nej, det nye og radikale bud er at du SKAL elske NÆSTEN - uanset du ikke bryder dig om ham eller hende. Det er din pligt og din opgave, at være næste for selv den mest usympatiske og elskelige. Selv den, som svigter og forlader dig, bør du have omtanke for - som dine allernærmeste.

Det kristne bud om kærlighed springer derved alle rammer og er på alle måder nyt. Det kristne bud om kærlighed findes ikke i jødedom eller islam eller andre steder.

Det kristne bud er - som apostlen Paulus har formuleret i første Johannes brev - "så bliv da hinanden skyldige i dette ene, at elske hverandre."

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

forslag til salmer: 15 29 41 - 369 69 730

- Asser Skude 2009 ©



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post470

14. s. e. Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 11 Sep, 2017 11:03:23

Evangelium til søndag den 17. september 2017

Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: "Jesus, Mester, forbarm dig over os!" Da han så dem, sagde han: "Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!" Og mens de var på vej derhen, blev de rene.
Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: "Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?" Og han sagde til ham: "Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig."
Luk. 17,11-19

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken over evangelium

- De ti spedalske

Dagens evangelium giver anledning til overvejelser om helbredelse kontra frelse. Frelse er noget andet og mere end helbredelse. F.eks. som i dagens evangelium hvor nogle får svar på deres bøn om helbredelse - uden at det nødvendigvis fører til frelse.

For om de ni andre spedalske blev frelst, hører vi ikke noget om. Sagt på en anden måde: Kun den ene af de ti blev helbredt og frelst. Netop han, der ikke alene tog imod den ydre gave, men takkede Gud og forstod, at Jesus var Guds søn. Jesus sagde til manden: Din tro har frelst dig.

Troen frelser den, som tror. "Din tro har frelst dig", siger Jesus til manden. De ord lyder også til os i dag. Vores tro holder os opmærksom på, at vi ikke er tilværelses herre, og bør sætte pris på livet og være taknemmelige for det.

Hvis vi tager alt i vores liv for en selvfølgelighed, så har takken ingen grobund. Takkens grobund er en tro på, at alt vi får, skænkes som en ufortjent gave til os. Vi ved, at vi ikke er overladt til vilkårlighed, og vi modtager vores liv og kraft fra Gud.

Vores tak til Gud udtrykker vi tydeligt i kirken og når vi f.eks. fejrer gudstjeneste – når vi samles i Guds hus og til Guds tjeneste, og hvor vi gennem vore ord, bøn, sang og lovprisning lader vor tro og taknemmelighed komme til udtryk.

Husker vi også at takke Gud i hverdagen? Hvad med de øvrige dage og tider, når vi ikke er i kirken og takke Gud. Hvad med i vores dagligdag. Husker vi der Gud? Kan det ske at vi til hverdag opfører os som en af de ni? Tager vi som de ni spedalske et godt helbred og fysisk velbefindende som en selvfølge?

I dag får vi muligheden for at gøre anderledes - og blive som den ene - samaritaneren - der hører Guds søn sige til ham: "Din tro har frelst dig". Og derfor har vi al mulig grund til at være glade og takke Gud.

Når vi hører dagens evangelium, må vi samtidig standse op over det under, som sker: Ikke bare et menneske, men hele ti mennesker udfries for deres fysiske lidelser, og de får også chancen få at vende tilbage til et socialt og kultisk fællesskab med de andre "rene".

Ikke desto mindre er det alligevel så som så med taknemmeligheden. Vi må spørge os selv hvordan det kan være, at kun den ene vender tilbage for at takke Guds søn. Jesus selv synes også at være uforstående og spørger: "Var der ikke ti, der blev rene?" Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?"

Sagt på en anden måde: De ni er overraskede pga. af deres helbredelse, og her slutter det også. Sådan forholder det sig ikke med samaritaneren: Han kan sandsynligvis ikke leve videre med sin helbredelse uden at han må standse op - og undres. Han må give efter for den forundring, som oplevelsen må have vækket i ham.

Dagens evangeliet vil fortælle os, at du og jeg skal have øjne og ører åbne, så når vi møder Guds rige, hvad enten det er i form af små lyspunkter og forandringer i vores liv, glæde, kærlighed, venskab eller ordets forkyndelse eller på anden vis forundres, vender os til Gud.

Hvor mange af os ville egentlig, hvis vi blev genstand en uforklarlig og glædelig helbredelse, sige tak til Gud? Det ville vel kun de færreste. For som moderne menneske er det vanskeligt at røres af det uforklarlige: Måske forbavses vi en gang imellem, men sjældent kommer vi til den religiøse forundring.

Det er præsten og filosoffen K. E. Løgstrup, der har gjort sig overvejelser over forskellen imellem at "forundres" og "forbavses": Når vi forundres, søger vi efter meningen bag det hele. Når vi forundres, leder vi efter Guds delagtighed i vores skæbne. Forundringen stikker langt dybere end de små forbavselser.

Ofte søger vi de tomme forbavselser, når vi vælger nyheder og tv-udsendelser. Vi vil have de mest saftige og mest hårrejsende historier, der for et øjeblik giver os oplevelse af noget, noget der er større end vores eksistens.

Turde vi blot i stedet lade os bevæge dybere end blot forbavselsen! Hvornår kommer vi til det punkt i vores liv, hvor vi må forundres, give os selv lov at stille dybere spørgsmål til livet, til eksistensen, til Gud.

Vi kunne vælge at gøre ligesom samaritaneren i dagens evangelium. Han, som de andre gjorde grin med. Han, som andre talte nedsættende om pga. hans tro. Han handlede dog viist. For han havde en søgen, en spørgen til livet. Han turde se ud over sin egen eksistens. Han mente ikke selv han var tilværelsens herre. I den forstand var han den viiseste af dem alle.

Sådan som samaritaneren kunne vi måske også gøre: Og som Løgstrup opfordrer enhver til, når han siger noget i retning af - Tag dig tid og giv dig tid til at pleje din forundring, som dit liv nok skal give dig anledning til. Når du forundres og ikke kan forklare, hvad det præcist er, da er det livet selv og livets gave, som er større, end du troede:

Livet er skænket fra Gud, det var det samaritaneren blev opmærksom på. Det liv, han havde fået i kraft af helbredelsen, kom fra Livet selv, Guds søn, derfor måtte han forundres. Det nye liv, han var blevet skænket, var større end ham selv, derfor måtte han vende tilbage til Guds søn og takke Ham - uanset at han ikke selv var jøde, men blot en fremmed, en samaritaner.

De ni andre var sandsynligvis jøder, egentlig fromme og troende mennesker, som også burde være blevet forundrede. De burde have takket Jesus, det gjorde de bare ikke! Man kunne derfor spørge: Hvor var deres spontane glæde og begejstring over at have fået livet tilbage? Hvorfor kunne de ikke takke deres livs giver? Hvor var deres forundring?

Når det i stedet er en fremmed, en samaritaner, der handler forbilledligt i dagens evangelium, giver det yderligere anledning til forundring. Det er netop evangeliets kendetegn: Evangeliet er ikke vished eller sikkerhed, det er overraskelse og uforklarlighed. Evangeliet overrasker os med budskabet om, at en fremmed og forhånet mand frelses, og ikke de ni fromme og gudstro jøder.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.


Salmeforslag 730 23 310 - 28 476 728

- Asser Skude 2009 ©



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post469
Next »