Asser Skude

Asser Skude

Tredje søndag efter HelligTreKonger

PrædikenerPosted by Asser Skude 18 Jan, 2019 13:18:31

Evangelium til søndag den 27. januar 2019
Da Jesus var kommet ned fra bjerget, fulgte store folkeskarer ham. Og se, en spedalsk kom og kastede sig ned for ham og sagde: "Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren." Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: "Jeg vil, bliv ren!" Og straks blev han renset for sin spedalskhed. Men Jesus sagde til ham: "Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring den offergave, Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem."
Da Jesus gik ind i Kapernaum, kom en officer hen og bad ham: "Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt." Han sagde til ham: "Jeg vil komme og helbrede ham." Men officeren sagde: "Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. Jeg er jo selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til min tjener: Gør det og det! så gør han det." Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: "Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren." Men til officeren sagde Jesus: "Gå, det skal ske dig, som du troede!" Og hans tjener blev helbredt i samme time.
Matt 8,1-13

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken

- Sorg og død han hader

Dagens evangelium består af to helbredelsesfortællinger, dels den spedalske, dels officerens tjener. Det sker i Kapernaum, den by som også kaldes hans anden hjemby. Hvor Nazareth er byen, han vokser op i, er Kapernaum den by, han virker fra som voksen, f.eks. helbreder han i Kapernaum Peters svigermor, beretningen efter dagens evangelium. I kapitlerne forud for dagens evangelium beskriver Matthæus hvorledes folkeskarerne følger Jesus, og ”de er slået af hans lære og myndighed”.

Det overordnede tema i de to helbredelser i dag, ligesom generelt for Jesu helbredelser, er at sygdom bekæmpes. Sagt på en anden måde, sygdom og lidelse skal ikke accepteres. Sygdom og lidelse kræver at der gribes ind: Selv døden bekæmpes med alle midler, da Jesus oprejser Lazarus. Det er virkelig evangelium. Det er glædeligt.

For hvad godt er der i sygdom og død, og hvad glædeligt er der at spore, når mennesker lider? Vi tror vel på det modsatte? Som vi siger i trosbekendelsen søndag efter søndag: "Vi tror på kødets opstandelse og det evige liv": Vi tror og håber på at enhver, levende som død, en dag skal opstå til evigt liv hos Ham. Skulle den opstandelse da ikke også være en opstandelse på trods af sygdom og død – altså sådan forstået, at Han, som er Livet og Kærligheden taler sygdom og død imod – endda bekæmper sygdom og død.

Som Grundtvig siger: "Det vil og vor Frelsermand, sorg og død han hader", vers 8, DDS 158. Og Grundtvig fortsætter: "liv og glæde lover han, evig hos sin Fader”. Dvs. håbet om et evigt liv – uden sygdom og død. For hvad glædeligt ville der være ved at leve evigt – hvis det var med sygdom og lidelse? Det ville være et sandt Helvede.

Ikke hermed sagt, at Vorherre kan udfri enhver fra sygdom og lidelse nu og her på denne jord, men vi har håbet om en udfrielse derfra, når vi opstår til evigt liv. Og vi har også håbet om, at Han allerede nu – dennesidigt – vil gribe ind, skulle vi rammes af sygdom og død. Det kan ikke være Hans vilje, at noget menneske i årevis skal lide og smertes med sygdom, og alligevel er det virkelighed for alt for mange mennesker hver dag – dag ind og dag ud. Skrækkeligt og rædsomt er det, men hvad værre er, at en del af disse efterlades i ensomhed og tomrum, uden venner og familie, der gider dem – sådan kan gå, i værste tilfælde.

Dagens evangelium om sygdom og død og helbredelse er og bliver et mysterium. For hvis Vorherre ikke vil, at mennesker sidder tilbage i sygdom og isolation, hvordan kan samme Herre tillade, at det er virkelighed for så mange stadigvæk?

Et andet væsentligt tema i dag er tro. Officeren fremhæves for sin forbilledlige tro. Officeren har så udpræget tillid til Jesu ord, at han er tilfreds, om Jesus blot siger et ord: ”Sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt”. Officeren forlader sig fuldt ud på Jesu evne til at helbrede med sit blotte ord. Det er imponerende. Og ikke mindst fordi Jesus selv først tilbød at komme hjem til officeren og helbrede tjeneren. Officeren trækkes frem som et godt eksempel på tro – i modsætning til Israel, underforstået sådan burde også jøderne tro: Jesus siger: "Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel".

Dagens evangelium ender op med advarsel: De, som ikke findes tro skal fortabes: "Rigets egne børn skal kastes udenfor i mørket, og der skal være gråd og tænderskæren". Det er tankevækkende, at tjeneren helbredes ved at en anden person (officeren) går i forbøn for ham. Tjeneren ligger lammet derhjemme og kan ikke selv gå til Jesus. Og måske ville tjeneren heller ikke have gjort det, måske havde han heller ikke samme tro som officeren. Men officerens tro var alligevel tilstrækkelig. Og hans tro var nok.

Officeren er ikke jøde, men alligevel skal han tilsyneladende med til bords, mens "Rigets egne børn skal kastes udenfor i mørket". Naturligvis er det ikke morsomt for dem, der er udenfor, men det er glædeligt for officeren, for han får sit ønske opfyldt, nemlig ønsket om at få sin syge tjener helbredt. Officeren repræsenterer den ydmyge og hjælpsomme ven, der gør alt hvad han kan for at komme til undsætning. Selvom han ikke er en af "Rigets egne børn" tages han med og det antydes også, at han skal få del i Guds rige.

forslag til salmer: 52 365 639 - 580 79 385

- Asser Skude 2011 ©, udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011 ©



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post518

Anden søndag efter HelligTreKonger

PrædikenerPosted by Asser Skude 12 Jan, 2019 13:22:04

Evangelium til søndag den 20. januar 2019
Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: "De har ikke mere vin." Jesus sagde til hende: "Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet." Hans mor sagde til tjenerne: "Gør, hvad som helst han siger til jer." Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: "Fyld karrene med vand." Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: "Øs nu op og bær det hen til skafferen." Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham: "Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu." Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.
Johannes, kapitel 2, vers 1-11

Den kgl. autoriserede oversættelse af Biblen, © Det Danske Bibelselskab 1992



Overvejelser forud for prædiken

- Brylluppet i Kana

Der er bryllupsfest. Bruden, brudgommen, og gæsterne er der. Nogle af dem er Jesu mor, Jesu disciple og Jesus selv. Festen er godt i gang, og der sker det, som ikke må ske ved en sådan lejlighed: Vinen slipper op. Nu er gode råd dyre!

Det gør Jesu mor sin søn opmærksom på, men Jesus afviser hende. Alligevel forbereder hun tjenerne på at imødekomme eventuelle ordrer fra ham.

Til festen er der - som det var skik og brug - kar med vand, som gæsterne gjorde brug af til religiøs renselse. Det er disse kar, som Jesus byder selskabets tjenere at fylde op. Og karrene rummer ikke ubetydelige mængder: Hvert kar kan rumme to til tre spande - en spand svarer til 40 liter, med seks kar bliver det faktisk til ca. 700 liter i alt.

Hvordan selve forvandlingen i karrene af vandet til vin går for sig, uddybes ikke. Forvandlingen er en dog en realitet, og der er tale en virkelig forvandling, ikke bare en symbolsk forvandling. Det erfarer vi gennem det første vidne til at smage på vinen. Det er chefen for festen, overtjeneren eller ”skafferen”, der smager som den første på vinen: Intetanende om hvor vinen kommer fra, konstaterer han, at det er endda en fin vin. Han kalder endog brudgommen til sig og kritiserer, at denne gode vin ikke allerede er blevet serveret fra festens begyndelse. Argumentet er det velkendte, at den gode vin serveres først, derefter den ringere.

Hos evangelisten Johannes tillægges forvandlingen af vand til vin særlig betydning. Johannes siger udtrykkeligt, at Jesu tegn i Kana var "begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed og hans disciple troede på ham”.

For evangelisten Johannes bliver vin-underet åbningen af Jesu guddommelige tegn og virke. Ikke alene er det første gang Jesus optræder offentligt med et under – og endda for de disciple, han har kaldt. Selv hans egen mor er med og ser det ske.

Det virker som om Jesus er lidt irriteret over sin mors tilstedeværelse, og især over at hun blander sig ved at sige: "De har ikke mere vin" - underforstået, at han nu bør gribe ind med sine særlige evner. Ingen skal bryde sig om at nøde ham. End ikke hans egen mor. Hun bliver hurtigt affejet, og han er kort for hovedet og taler ikke særlig pænt til hende. Han kalder hende ”kvinde”. Det er Maria godt nok, hun er bare ikke hvilken som helst kvinde, for hun er trods alt hans egen mor.

Når Jesus taler hårdt til sin mor er det fordi, det er nu og her han træder frem - for første gang som voksen og ikke længere som "mors dreng". Han handler nu på egne veje og selv en mors indblanden er utidig.

På trods af irritationen over hendes indblanding, gør han alligevel, hvad hun siger. Dermed ikke sagt, det er fordi hun ber ham gøre det, at han så gør det. Nej, han griber ind, fordi situationen byder det. Fordi festen ikke skal ødelægges for brudeparret og gæsterne.

Et bryllup uden vin til gæsterne var ikke og kan ikke være nogen fest. Gæsterne og brudeparret har gået ud fra, at vinen naturligvis ikke slap op. Ansvaret for mad, vin og festen er ikke deres, det er og bliver skafferens.

Godt nok anerkender skafferen vinen, som Guds søn forvandler, for at være en god vin, ja ”den bedste vin”. Men skafferen ved ikke hvor den gode vin kommer fra. Ellers ville han heller ikke sige: ”Hvert Menneske sætter først den gode Vin frem, og naar de ere blevne drukne, da den ringere” (tidligere oversættelse)

Sagt med andre ord: skafferen har ingen anelse om, hvad der er foregået. Det kan man naturligvis heller ikke fortænke ham i. Hvordan skulle han have vidst, at seks store vandkar var blevet fyldt helt op med vin, helt op imod 700 liter vin! Omvendt er det ikke verdens dygtigste skaffer, der ikke har overblik over den fest, han selv er chef for, men en af gæsterne, nemlig Jesu mor, der finder ud af, at vinen er ved at slippe op.

Det glædelige i dagens evangelium er den overflod af god vin, som Guds søn donerer til festen. Tænk at Guds søn også har smag for god vin og fest og familielykke, og han har endda sin egen mor samt sine nylig kaldede disciple hos sig. Det er svært at udlægge dagens evangelium som et evangelium om afholdenhed og mådehold :-)

Det er altså sandsynligt, at Guds søn og disciple og Maria også har nydt den gode vin. Og højst sandsynligt har der været rigelige mængder lækkerier, musik og dans – selvom der ikke står det. Bryllupsfesten har næppe gået stille af. Og det mest væsentlige er, at festen bliver vellykket og ikke går død. Og hvad måske endnu mere væsentligt er, bryllupsparret, gæsterne og selv skafferen er ikke klar over, at Guds søn har reddet deres dag!

Guds søn hjælper et nygift jødisk par – sådan at denne dag, der ikke kan gøres om, ikke mislykkes eller ender som en pinlig affære: En fest for livet uden vin havde været en flad fornemmelse. En fest uden glade mennesker havde været en flad fornemmelse. En fest, der sluttede før tiden, havde været en flad fornemmelse.

Fordi Guds søn kom forbi, blev denne fest alligevel vellykket og med en glædelig udgang, glade mennesker og god stemning. Hvis ikke Guds søn var kommet forbi, ville det have set meget anderledes ud.

Hele scenariet i Kana med bryllup, bryllupsgæster, brudgom og brud leder tankerne hen på velkendte symboler fra jødedommen. Bryllupsmotivet anvendes ofte om forholdet mellem Gud og Israel. Det forhold beskrives ofte som et forlovelses- eller ægteskabsforhold. I de lærde jødiske kredse var det almindeligt at udlægge Højsangen som allegoriske skildringer af dette forhold: Herren som brudgom, folket bruden. Højsangens digte skulle ifølge rabbinsk tradition være udtryk for kærligheden imellem Gud og folket. Ofte fremstilledes tiden indtil Frelseren kommer, som forlovelsestiden. Først når Messias kom, skulle brylluppet stå.

De første kristne tager denne allegoriske skildring af gudsforholdet op: Brylluppet er billede på gudsriget, brudgommen billede på Kristus, menigheden er bruden.

Johannes Døber bruger endda selv bryllupsmotivet, da han skildrer sin relation til Kristus. Johannes Døber hævder, at Jesus er brudgommen, og han selv er brudgommens ven. Johannes Døbers opgave antydes som den, der fører folket hen til dets rette brudgom, Kristus.

Apostlen Paulus fremstiller på traditionel rabbinsk vis brudemotivet således, at det er menigheden der er trolovet med Kristus. Tiden indtil Messias' komme, tiden nu - i forventning til hans komme er trolovelsestiden. Ifølge Paulus er det Paulus selv, som har formidlet denne trolovelse mellem menigheden og Kristus.

Dagens glædelige budskab er, at Gud er kommet til mennesker og han venter os, ligesom en brudgom spændt venter på sin brud. Forhåbentlig venter vi også på ham - og brylluppet med ham, når det skal stå. Forhåbentlig venter vi med spænding og glæde. Og måske ønsker vi også tegn og forvisning at det er den rigtige og eneste vi venter på – samt at vi ikke venter forgæves.

Og selvom Guds søn i første omgang afviser kravet om tegn, så giver han alligevel dette tegn, dette principielle tegn (i den latinske betydning "det første"), forvandlingen af vand til vin. At det er vin, som Jesus forvandler vandet til, er i sig selv et tegn. I datidens kulturkreds symboliserede vin både liv og frugtbarhed. Der fandtes udenfor jødedommen sågar en gud for vinen, den græske religions vingud, Dionysos.

Jesus er ikke synonym med vinguden. Jesus anvender metaforer hvor vin indgår, og hvor han endda også selv indgår, f.eks. når han omtaler sig selv som "det sande vintræ", evangeliet ifølge Johannes, kapitel 5: Jesus er det sande vintræ, og menigheden er grenene på vintræet. Menigheden skal leve ved saften og kraften af det sande vintræ, Kristus. Som den gode livgiver vil han presse sin saft og liv og kraft igennem os, grenene, og vi vil bære frugt, og være lemmer på hans legeme. Og den saft og kraft, som vi skal leve af fra ham, det er den samme kraft, som udgår fra Guds tilgivelse og kærlighed til os gennem han, som er Guds søn, Vor Herre.

Tilgivelse modtager vi i nadverens sakramente med ordene: "Modtag dette... og gør dette til ihukommelse af mig og... til syndernes forladelse". Til nadveren er enhver velkommen. Efter nadveren kan menigheden gå derfra med fred og glæde - med tilgivelsens og kærlighedens sakramente inden i, som levende grene på det sande vintræ.

Som levende grene, der søger at holde fast ved roden, som er Kristus, sådan at Kristus giver liv og kraft til at vi kan bære frugt, som Kristi legeme på jord, den sande kirke på det sande vintræ, Kristus.

Som menighed og kirke, der lever i forventningen og håbet er vi indtil ventetiden er omme, henvist til nadverens sakramente. Nadveren styrker fællesskabet og skænker indvendig renselse i sjælen, en renselse som overgår en udvendige renselse med vand.

Renselse er nemlig til styrkelse af det indre menneske: Ligesom vi hører bortsendelsesordene efter nadveren: "til een sand tro indtil det evige liv". Den dag, hvor vi som kirke skal stå brud med den sande brudgom, Jesus Kristus. På den største dag nogensinde. Til den største bryllupsfest nogensinde. Til det lykkeligste bryllup nogensinde - for tid og evighed.

Til dette bryllup er vi er alle indbudt: Høj som lav, gammel som ung, fattig som rig, alle som een er vi inviteret til dette bryllup, når Guds rige kommer.

Og den dag, skal der være til overflod af både vin, glæde, fest. Der er nok til alle. Og der er nok af den gode vin. Det bedste har vi endnu til gode. Ligesom den gode vin serveres til sidst i dagens evangelium, så er det billede på, at det bedste endnu er i vente, nemlig sammen med ham; Han som kommer med den gode vin, og har overflod af den. Han vil ikke spise os af med den ringe, men alene den bedste vin, til den glæde, den fest, som vi er inviteret til, når hans rige kommer.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer: 16 22 25 - 144 319 14


- Asser Skude 2009 ©, redigeret siden



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post517

Første søndag efter Helligtrekonger

PrædikenerPosted by Asser Skude 10 Jan, 2019 17:44:27

Evangelium til søndag den 13. januar 2019

Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: "Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige." Men han sagde til dem: "Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?" Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.
Luk 2,41-52

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken

- Hvor har jeg hjemme?

Dagens evangelium er første gang vi hører om Jesus efter fødslen. Her træder han frem, i Templet, og lægger afstand til sine egne forældre. Her optræder han for første gang på egen hånd og nærmest som en lille voksen. Og det forekommer nok mange på vor tid og breddegrader en smule underligt, at denne 12-årige dreng ender op med at være uden sine forældres opsyn i hele tre dage. Godt nok hører vi, at hans forældre antager han er i følget, dvs. sammen med nogle af de andre voksne i familien. Men da hans forældre ikke finder ham her, vender de tilbage til Jerusalem, for at se hvor han er blevet af.

At der går hele tre dage før de finder ham igen, skyldes den forsinkelse, at de er en hel dagsrejse fra byen, da det først er gået op for dem, at han er væk. De har været i god tro og taget for givet, at de andre voksne i følget tog sig af ham. Og den langsommelige rejse tilbage igen til byen - til fods - gjorde kun forsinkelsen værre. Josef og Maria har hvert år været i Jerusalem til jødernes påskefest. De har fulgt jødisk skik og brug, og de har færdedes hjemmevant i byen. Sådan må det også have været for den 12-årige Jesus, han har kendt byen siden barns ben. Netop derfor har også han færdedes hjemmevant i byen og har lært byen og Templet at kende.

Det er her, i Templet, at hans forældre genfinder ham. Vi hører ikke direkte, at hans forældre skælder ham ud, men at de "er slået af forundring og har været ængstelige". Hans forældre gør ret i at undres: Det er ikke normalt for en 12-årig at sidde i Templet blandt de lærde - og diskutere på lige fod med dem!

I sit svar til forældrene lægger Jesus afstand til deres bekymring: de burde have vidst, at han ikke er hvilket som barn, men at han er Guds søn: Ikke mindst i lyset af beretningen om englen, der før hans fødsel viste sig for begge forældre (dog kun i en drøm for Josef) og samme engel forkyndte, at drengen havde Gud til far. Og da hyrderne fra marken kom ind til den nybagte mor julenat med budskab fra englene, hørte vi også at "Maria gemte ordene i sit hjerte".

Det har ikke været en almindelig fødsel og ny start, som den lille familie fik, da Jesus kom til verden. Måske var det (for) meget at kapere for de nybagte forældre, Maria og Josef, begge var de unge, ugifte og for en tid flygtninge - på flugt fra den onde Herodes, som stræbte alle drengebørn under to år efter livet: Efter vore dages standarder på mange måder stressende og traumatiserende oplevelser, som den nybagte familie udsættes for.

Jesu forældre ville vel helst se deres dreng som et normalt barn. Og de betragtede ham vel som deres helt egen og helt igennem normale søn. Ham de havde passet og plejet siden han var spæd, ham havde de opdraget til at være en lydig og god søn. Det er værd at bemærke, at det er Jesu mor, Maria, der igen og igen nævnes og træder frem.

Således også i dagens evangelium, hvor hun bebrejder ham med ordene: "hvorfor gjorde du sådan mod os, din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige". Og selvom hun går i rette med Jesus, er hun dog stadig hans mor og er den, som går hele vejen med sin søn og som ikke svigter: Hun følger ham - ved korsfæstelsen, gravlæggelsen og opstandelsen. Hun er sin søns mor. Far, Josef, nævnes ikke med et ord, hverken ved korsfæstelsen, opstandelsen eller graven. Det er tankevækkende.

Skal man finde det glædelige i dagens beretning, er det helt indlysende, at forældrene finder deres søn igen – og at han følger med dem hjem og på den måde igen bliver en del af en normal familie og at "han var lydig imod dem". Og bemærk at der til slut står "Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte". Samme beskrivelse som efter fødslen. Maria optræder i dag – endnu en gang - som en kærlig mor. Maria er en samvittighedsfuld mor, der opdrager sin søn og insisterer på nærhed, til trods for hun har en søn, der hævder at være Guds søn. Marias kærlighed og omsorg er forbilledlig - for enhver forælder, der vil gøre ligeså.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer: 411 308 140 – 694 362 69

- Asser Skude, 2011 ©

udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011 ©



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post516

Fjerde søndag i advent

PrædikenerPosted by Asser Skude 17 Dec, 2018 11:26:53

Evangelium til søndag den 23. december 2018
Dette er Johannes' vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: "Hvem er du?" Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: "Jeg er ikke Kristus." "Hvad er du da?" spurgte de ham," er du Elias?" "Det er jeg ikke," svarede han. "Er du Profeten?" "Nej," svarede han. Så sagde de til ham: "Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?" Han svarede: "Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt." De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham: "Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?" Johannes svarede dem: "Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse." Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.
Joh 1,19-28

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken

- Johannes døberen

For os, der kender beretningen om Døberen, er hans baggrund ikke helt almindelig: En engel forkynder hans undfangelse i Elisabeths skød (Lukas 1,11 ff.). Samme engel forkynder et halvt år senere Jesu undfangelse i Marias skød. Og Maria og Elisabeth er i familie, for englen siger til Maria: "også din slægtning Elisabeth"

Ingen kan imidlertid beskylde Johannes Døberen for at opkaste sig til mere, end han er: Døberen afviser i dagens evangelium, at han kommer direkte fra himlene. Han konstaterer blot: "Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹" Samtidig siger Døberen, at der midt iblandt dem, står en, som de ikke kender, en, som skal komme efter, en, hvis skorem han ikke er værdig til at løse: Døberen hentyder helt klart til Herren selv, selvom det ikke siges direkte i dagens evangelium.

Hvordan kan det glædelige budskab forkyndes på en dag som i dag? Er det evangeliske mon ikke, at vi har mange lighedspunkter med Døberen? Selvom vi ikke er bebudet af en engel, så er de fleste af os forhåbentlig ønsket og elsket fra den dag, vi blev til. Og forhåbentlig ikke bare elsket af vores forældre og familie, men også af Gud, som har skabt og opretholder os. Og så ligner vi vel også Døberen – ved på den ene side at være mennesker af kød og blod – og egentlig ret almindelige, og på den anden side ualmindelige: For med vores forventning om han, som kommer, får vi en særlig opgave: Ligesom Døberen banede Herrens vej, kan vel også vi gøre det, på hver vores måde – ved at forkynde budskabet om ham og hilse ham velkommen.

Ingen tvivl om, at Døberen gjorde en forskel for andre: Med sit virke blev han på mange måder et forbillede – i ord og gerning – en person, der havde et kald og forfulgte det. Johannes Døberen havde hverken penge eller magt. Alligevel var det ham, som tog imod Guds søn ved Jordanfloden. Guds søn kom til denne helt almindelige mand med dette ualmindelige kald – og Guds søn lod sig siden døbe af denne mand. Johannes Døberen indfriede på den måde menneskers forventning om Guds søns komme til jord. 4. søndag i advent er det i dag, og så kommer vi ikke meget tættere på julen.

I julens evangelium hører vi, at en helt almindelig pige fødte en ualmindelig søn, Guds søn. Maria var en typisk pige på den tid – i det lille samfund. Og netop fordi hun havde taget imod den ualmindelige opgave, at tjene Gud og sagde: "Lad det ske mig efter dit ord, se jeg er Herrens tjenerinde", så blev Marias liv forvandlet fra at være almindeligt til også at være ualmindeligt.

Forhåbentlig er det ikke alene Maria eller Johannes Døberen, som er noget særligt. Det glædelige budskab er, at enhver er noget særligt - i Guds øjne: At vi er udvalgt og elsket af Gud. Det handler blot om at turde leve på Guds ord: At være elsket og udvalgt, som den, du nu engang er. Du skal ikke forstille dig. Du skal være dig selv. Du skal vælge dig selv. Du skal blive dig selv, som Søren Kierkegaard siger (frit citeret). At blive sig selv er ikke det samme som at være sig selv nok. Det er at være tro mod sig selv, sin identitet, sit liv, sin erfaring – som et almindeligt menneske på godt og ondt – og dog med det ualmindelige budskab fra Gud: At du er elsket, som du er - og med dine synders nådige forladelse!

Og vi skal modtage dette glædelige budskab i dag, om at Gud vil os og elsker os, som vi er. At Gud her i det ny kirkeår vil byde os velkommen til at gå ind til ham og hans rige: At du og jeg er elsket og vores synder er os forladt! Dette er en ny begyndelse for enhver af os – gammel som ung - og med den glædelige forventning kan vi tage imod det nye år, som kommer til os fra Herren.

- udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2010

forslag til salmer: 93 90 91- 441 87 74

  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post515
Next »