Asser Skude

Asser Skude

Tredje søndag i advent

PrædikenerPosted by Asser Skude 10 Dec, 2018 09:42:57
Evangelium til søndag den 16. december 2018, første række
Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: "Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?" Jesus svarede dem: "Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig." Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: "Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet: "Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig."
Matt. 11,2-10

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser

- Johannes Døberen i fængsel

Vi må forestille os, at Johannes Døberen sidder i en mørk, kold celle. Johannes er Herodes Antipas' fange. Johannes sidder ifølge den jødiske historieskriver Josefus i den afsides liggende Makærusborg øst for det Det Døde hav. Ifølge Josefus er baggrunden for fængslingen af Johannes følgende: Johannes havde ophidset folket imod Herodes i en sådan grad, at Herodes betragtede ham som en politisk trussel. De kristne evangelier angiver en anden årsag til fængslingen: I følge dem havde Johannes nægtet at velsigne Herodes og hans elskerinde, Herodias. For Johannes var en stærk modstander af deres kæresteri og gifteplaner, ikke mindst fordi Herodias var Herodes egen svigerinde! Herodias var Herodes' bror, Filips, hustru!

Uanset hvad baggrunden for Johannes’ tilfangetagelse end måtte være, så havde Johannes en del fjender i den herskende del af befolkningen samt det romerske og jødiske aristokrati: Embedsmænd, soldater, toldere og farisæere. Mange så ham gerne af vejen - på grund af hans skarpe tunge. Blandt folket derimod nød Johannes bred opbakning, netop pga. sin evne til at tale overmagten imod. For dem var Johannes' kritik befriende at høre. For dem var Johannes talerør imod uretten, magtmisbrug og ugudelighed.

Hvem var han så, ham Johannes Døberen? Hos evangelisten Markus hører vi om ham allerede i indledningen: Johannes fremstilles som en gammeltestamentlig profet, der skulle bane vejen for Herren: Johannes kritiserede sin samtid og magthaverne for at have vendt sig bort fra Gud. Til gengæld forkyndte Johannes omvendelse og dåb til syndernes forladelse.

Hos dagens evangelist Mattæus møder vi en helt anden side af Johannes: Den tvivlende, ja næsten opgivende Johannes. Tilsyneladende var Johannes så meget i tvivl om Jesus, at han nu satte spørgsmålstegn ved, hvorvidt Jesus var Messias, og ikke blot en forløber for Messias.

Beretningen om Johannes' tvivl er tankevækkende: For hvordan kunne en person og profet som Johannes overhovedet tvivle? Johannes var selv stået i frem i ørkenen, hvor han havde forkyndt Guds riges komme! Johannes havde jo med egne hænder døbt Guds søn.

Beretningen om Johannes' tvivl åbner op for det skønne budskab, at selv en profet kan komme i tvivl. Selv dét menneske, som Jesus kaldte "den største blandt kvindefødte", var i stand til at tvivle.

Beretningen om Johannes' tvivl forløser, for det gør beretningen om ham endnu mere nuanceret og troværdig. At selv en profet og frontløber kan have sine svære dage. Selv en profetisk skikkelse som han er menneskelig.

Bemærk at Jesus ikke blev vred og irriteret over Johannes’ tvivl. Jesus afviste ham ikke. Derimod gav Jesus Johannes' disciple en masse argumenter: ”blinde ser, spedalske bliver rene, døve hører, evangeliet forkyndes for fattige”, dvs. opfyldelsen af den Esajas-profeti om den Salvede, Guds søn, som jøderne ventede. Den tid, var nu kommet. Nu skete det. Forventningerne blev indfriet. Nu var Han kommet, Ham som skrifterne havde forudsagt. Disse argumenter ville disciplene så tage med tilbage til Johannes i fængslet, og personligt håber jeg, at ordene nåede frem Johannes, og Johannes fik troen tilbage på, at Jesus virkelig var Guds søn.

Om det skete ved vi ikke. For det fremgår ikke noget sted i evangelierne. Og kort tid efter denne beretning kom Johannes af dage, da Herodes lod ham halshugge, og hans hoved serveret på et fad vel og mærke – deraf det udtryk som findes den dag i dag.

Dagens evangelium forkyndt er det glædelige, at tvivlen ikke gør et stort menneske mindre! Tværtimod: I Johannes Døberen møder et ærligt menneske, der vedkender sig sin tvivl.

Og tvivl behøver ikke at betyde udelukkelse af troens genstand, men blot skepsis over for troens genstand. Tvivl kan være troens følgesvend. - Atomfysikeren Niels Bohr taler i sin kvantefysik om det såkaldte ”komplementaritetsprincip”, om atomare genstande, der både kan betragtes som partikler og som bølger. Det ene udelukker ikke det andet. Tilsammen fyldestgør de billedet.

På samme måde forholder det sig med forholdet mellem tro og tvivl. Det ene kan ikke tænkes uden det andet. Alting kan ses og iagttages – både med troens øjne og med tvivlens øjne. Det er ikke muligt for mennesker at se alt udelukkende med troens øjne. Ligesom det heller ikke er muligt for mennesker at se alt med tvivlens øjne. Så ved at acceptere tvivlen som troens følgesvend (Luther frit citeret), slipper vi for at bruge tid og kræfter på bekæmpe tvivlen - ligesom Johannes Døberen.

At være en ærlig troende er ikke en uopnåelig sag og kræver ingen særlige forudsætninger. At være et ærlig troende er netop at kunne rumme tvivlen. Den tvivl kan ingen fjerne. I stedet handler det om at gøre tvivlen til et redskab til at se kritisk på sin egen tro og sig selv, sådan at man erkender, at man ikke er perfekt, sådan kan man også lettere håndtere hverdagen og livet, som det nu arter sig for hver i sær.

Jeg håber at dagens evangelium opfattes sådan af enhver, som hører det. Kristen tro er ikke et præstationskrav og kræver ingen forudsætninger eller kundskaber, men er en mulighed for at 'være, den man er' ved at 'blive den man er'. Som filosoffen og teologen Søren Kierkegaard har sagt, at det handler om at vælge at være den, du er. Og du kan alligevel ikke være andre, end den du er, derfor er det en befrielse at få lov til at være den, du er.

Dagens evangelium forkyndt er, at dit liv ikke behøver være rosenrødt eller præget af livsglæde, men godt må rumme det menneskelige tungsind og mørke, tvivlen, mismodet.

Det budskab Jesus overbragte Johannes' disciple, at Guds rige forkyndes for fattige – både i timelig og åndelig forstand. Dvs. fattige i den forstand at de er hjælpeløse, uværdige, de som er ved at give op og tvivler på sig selv. Netop til dem rækkes og forkyndes Guds rige. Ligesom Johannes fysisk var fanget i et formørket sind – i fangekælderen, på samme måde var han mentalt fanget i et dystert sind.

Til os tilfangetagne i tvivl og fortvivlelse kom Jesus. Jesus glemmer ikke os, der er svage i troen og har brug for et opmuntrende og trøstende ord. Jesus forkynder netop det håb for os. Han er med os, som vi er. Uanset hvordan vi er, elsker Han os, og Han vil fortælle os, at Han vil være der for os.

Det sidste, som Jesus sagde til Johannes' disciple var: "Salig er den, der ikke forarges på mig". Forargelse i bibelsk forstand er skridtet videre end tvivl og fortvivlelse. At blive forarget vil sige helt at bortkaste troens mulighed og troens genstand. Forargelsen er fatal, da den troende her opgiver troen helt, men støder troen bort. Forargelsen udslettelser ethvert håb.

Måtte Gud hjælpe os til, at vi ikke forarges i denne bibelske forstand. Gud hjælpe os til, at vi ikke taber denne troens mulighed. Kan vi blot opretholde troens mulighed ved siden af tvivlen, da forstår vi bedre os selv, vores natur, da forstår vi, at Johannes er en ærlig troende OG en ærlig tvivler.

Og turde vi samtidig tro og håbe, at Jesus virkelig er de tvivlendes helbreder, ja alles frelser og befrier, Guds søn, Ham som vi venter, er kommet for at udfri os af vores fangehul i dødens og mørkets skygge og bringe os over i sit rige, Guds rige, der hvor der er lys og glæde, fred og glæde imellem mennesker.

Lov og tak og evig ære være dig vor Far, Søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver en, hellig, treenig og højlovet Gud, fra begyndelsen, nu og i al evighed.
Amen.

- forslag til salmer 78 80 86 - 87 69 74

Asser Skude 2010 ©, redigeret siden



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post514

Luica

PrædikenerPosted by Asser Skude 10 Dec, 2018 09:40:49

Overvejelser forud for Luciagudstjeneste kl. 13.00 onsdag den 12. december 2018 i Tagensbo kirke

LUCIA

- om en forbilledlig modig, ung kvinde, der stod op for de svageste

Lucia er måske mest kendt og elsket på grund af børnene. Deres Lucia sang og optog i denne adventstid vækker minder hos de fleste. Sangen og optoget med lys er nærmest blevet en landeplage, og den har fundet vej til de fleste børnehaver, fritidsordninger, skoler mm. Egentlig er sangen og traditionen relativ ny, og det første Luciaoptog i Danmark er 1944 - under Anden Verdenskrig, hvor den bragte håb midt i en mørk tid. Men den oprindelige fejring af Lucia er meget, meget ældre og går helt tilbage til slutningen af 200-tallet.

Dengang blev født en pige på Sicilien – ud af en velhavende familie. Selvom hun ikke nåede at leve længe, nåede hun på kort tid at gøre en forskel for mange og blev på kort tid blev hun en af de skikkelser i historien nogensinde, som blev hurtigst kendt for sit engagement for fattige og udsatte. Hun brugte sine egne penge, tid og kræfter på at hjælpe andre – og hun endte med at betale med sit eget liv for sin sag.

Lucia var en modig og selvstændig kvinde som ikke ville gifte sig med den mand, familien havde valgt til hende. Han var romersk og ikke kristen, og Lucia gav efter sigende sin medgift til de fattige, og det blev hendes forlovede så rasende over, at han valgte at angive hende til myndighederne. Hans anklage var at hun var kristen og hun blev straffet hårdt og brutalt.

Lucia selv overlevede ikke kristenforfølgelserne som var på den tid (faktisk var det de værste forfølgelser nogensinde, det gjorde til gengæld Sankt Nikolaus, ham som har inspireret til ”julemanden” – om end han højest sandsynlig bar mén resten af livet for de forfølgelser og pinsler – herom mere næste uge)

Santa Lucias helligdag er den 13. december, som oprindeligt var årets korteste da (indtil man i 1700-tallet gik over til ny kalender). På denne oprindeligt årets korteste dag giver det god mening at tænde lys. Lucias navn minder om det latinske ord ”lux”, som netop betyder ”lys”.

Lucia er måske mest kendt for at gå med lys i håret – efter sigende fordi det var det eneste måde hun kunne bære lys på, når hun i ly af natten med hænderne fulde af mad og drikke gik ud til kristne, som havde gemt sig for myndighederne. Lucia selv reddede altså mange fra sult, nød og død, men overlevede ikke selv.

Lucia er med sit eget liv og eksempel et forbillede til efterfølgelse. Og hun bringer håb, lys og inspiration til mange. Ikke kun til katolikkerne som kalder hende "den hellige Lucia" eller "Santa Lucia" og betragter hende som helgen. For os protestanter og lutheranere giver det også god mening at lade os inspirere at hendes mod, tro og kamp for sin overbevisning - ikke mindst i denne årets mørkeste og koldeste tid.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

Luciasangen:

"Nu bæres lyset frem
stolt på din krone
rundt om i hus og hjem
sangen skal tone.
Nu på Luciadag
hilser vort vennelag
Santa Lucia, Santa Lucia

Her ved vor ønskefest
sangen skal klinge
gaver til hver en gæst
glad vil du bringe.
Skænk os af lykkens væld
lige til livets kvæld
Santa Lucia, Santa Lucia".

- øvrige forslag til salmer 123 120 103


Asser Skude © 2016, redigeret siden



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post513

Anden søndag i advent

PrædikenerPosted by Asser Skude 14 Nov, 2018 15:13:43

Evangelium til søndag den 9. december 2018
Jesus sagde: "Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.« Og han fortalte dem en lignelse: "Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen."
Luk 21,25-36

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Prædikenovervejelser


- Den store verdensdom

På den ene side er der i dagens evangelium rigeligt at ængstes over: Dommedag, hvor alle elementer raser og ”Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed”. På den anden side er der forventningen om noget glædeligt: "Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig".

Det er for mig at se den afsluttende verdensdom, der tales om i dagens evangelium. Selv om det ikke er morsomt at skulle forestille sig, så er det alligevel identisk med det, som menigheden hver søndag bekender i trosartiklen om Guds søn: "Vi tror på Jesus Kristus... siddende ved Gud Fader, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme og dømme levende og døde".

Og med udgangspunkt i dagens evangelium kan der ikke være tvivl om, at Jesus selv vil fastholde sin menighed på denne konkrete forventning, for Jesus formaner til slut: "Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen".


Nu er det imidlertid ingen kunst at prædike død og ødelæggelse ud fra dagens evangelium, det ville være den letteste sag i verden. Problemet er blot, at det ikke er at prædike evangelium, men derimod at prædike død og fortabelse. Og det var vel ikke det, som var meningen med Melanchtons formulering af artikel 7 i Confessio Augustana om, at "evangeliet forkyndes rent"? For ligesom enhver anden præst i Den Danske Folkekirke er jeg ud fra mit præsteløfte forpligtet på at forkynde evangeliet ”rent og purt”.

At prædike evangelium rent og purt til en dag som i dag er vel snarere at prædike alvorligt, dog ikke dommedagsagtigt: At opfordre menigheden til at forholde sig håbefuldt - til trods for der ellers er rigeligt at ængstes over. At fastholde det evangeliske, som er liv, glæde og håb. Det er glædens og håbets budskab, som bør forkyndes – i dag som alle andre dage.

Søren Kierkegaard siger i "Begrebet Angest" noget i retning af, at det handler om at være angst på det rette måde, dvs. hverken synke i angsten eller aldrig være angst, men ængstes ret: Som menneske ikke at forsøge at fjerne angsten, men derimod leve med angsten. At leve med angsten indebærer muligheden for, at selv det mest forfærdelige og uventede indtræffer, og alligevel gå hver en ny dag i møde. At leve sådan, det er tro. Det er ’at møde det frygtelige med løftet hoved.’

Når alt kommer til alt, er der er mangt og meget at glæde sig over i livet: Når kærligheden viser sig, når man føler sig elsket, når man oplever stor glæde. Ved sådanne lejligheder fyldes livet med tro og håb. Som sådan er du og jeg nødt til at leve vores liv - med ubetinget tillid og hengivenhed: Vi kan ikke knytte kontakter, opleve kærlighed og nærhed uden samtidig at have tillid til det, som skal ske: Vi kan ikke møde hinanden, uden samtidig at møde hinanden med en grundlæggende tro og tillid. Uden denne basale tiltro til livet og til hinanden, ville alle relationer falde fra hinanden og blive meningsløst og uden håb - frit citeret efter K. E. Løgstrup.

At forholde sig til livet på evangelisk vis, må vel være at fastholde troen på det, som opløfter og inspirerer. Ikke blot de gode og nærende sociale oplevelser - som menneske sammen med andre mennesker, men også som menneske i forhold til Gud, der rækker sit glædelige budskab søndag efter søndag. Som menneske er du og jeg sat til at leve af og på det Guds ord, som er evigt og altid vil bestå: "Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå", siger Jesus i dag.

Det Guds ord, som er kommet til os med Guds søn, som allerede har forløst os, og gjort os frie til at leve – ubekymret og i tillid til en bedre fremtid, for os selv, vores børn og kommende generationer. Guds ord og Guds søn, som allerede har sat os ind i ny og bedre fremtid, som vi kan forlade os på.

Dog må den forventning om en bedre fremtid og frelse ved Hans mellemkomst hverken gøre os dovne eller selvoptagne, men derimod leve ydmygt på og af Hans ord – i kærlighed til Gud og næsten – så hvad enten vi sover eller våger, arbejder eller hviler, må forvente Guds søns komme i tro og glæde – frit citeret efter Johannes Johansens kollekt til dagen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer: 86 85 89 – 274 77 74

- Asser Skude 2010 ©, udgivet samme år som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post512

Første søndag i advent

PrædikenerPosted by Asser Skude 14 Nov, 2018 15:10:56

Evangelium til søndag den 2. december 2018
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: "Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage." Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: "Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl." Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: "Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!"
Matt 21,1-9

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken

ved højmessen kl. 10.30 søndag den 2. december 2018 i Bellahøj kirke

samt højmessen kl. 12.00 samme dag i Ansgar kirke, begge Bispebjerg-Brønshøj provsti, Københavns stift.

I dagens epistel hos apostlen Paulus: "For nu er frelsen os nærmere...dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rystning på... iklæd jer Herren Jesus Kristus."

At "iklæde sig Kristus" er netop hvad vi gør, når vi modtager Jesu velsignelse. Dels når vi modtager den velsignelse, som Han rækker os ved dåben, dels når vi modtager den velsignelse, han rækker os ved nadveren: Han tager mod os, og vi modtager ham. Han delagtiggør os, og gør os samtidig til del af sig selv. Vi bliver del af ham og han bliver del af os. Vi bliver lemmer på Hans legeme. Og med hans hjælp, med hans vilje vil vi kunne det, som vi ellers ikke kan. Med hans indgriben i vores liv, kan vi afklæde os mørkets gerninger, og iklæde os lysets gerninger.

Sagt på en anden måde: Med hans hjælp kan vi afklæde os vores selvoptagethed. Han vil sætte vores sind og handlinger frie af gamle, indgroede vaner og tilbøjeligheder - og vil sætte os frie til at leve livet som det var tænkt, ligesom da Gud skabte mennesket - i sit billede. Med hans hjælp kan vores liv bringes tilbage i den rette sammenhæng i forhold til vores relationer - som det var tænkt fra begyndelsen af - i ubekymrethed, hengivenhed, åbenhed, som præsten og filosoffen K.E. Løgstrup taler om.

Det er sådan vi bør indstille os tillidsfuldt og åbent til de nye spørgsmål, der trænger sig på i fremtiden. Og vil vi selv være aktive spiller og "gamechangere", som det hedder: Vil vi selv være med til at gøre en forskel? Vi vil selv bane vejen for en bedre verden? Vil vi være villige til selv at bruge vores tid, penge, kræfter og mandat til aktivt at udvikle vores samfund?

Her er vi også ved et af temaerne for det nye år og vores kirke og vores kirker. Hvad skal vi bruge vores Folkekirke og vores kirker og ressourcer til? Vil vi arbejde aktivt lokalt i de nye menighedsråd som sidder indtil advent 2020? Vil vi bruge vores mandat til at gøre vores egen lille kirke og lokalsamfund et bedre sted at være? Hvordan vil vi gøre det? Skal vi f.eks. hjælpe de fattige, flygtningene eller de ældre i sognet? Hvordan vil vi gøre det? Eller skal vi f.eks. også tænke på at Folkekirken kan være med til at nedbringe forureningen og blive en "grøn" kirke med mindre ressourcespild og mere genbrug? Eller er det slet ikke kirkens opgave? Rækken af opgaver der kunne tages fat på er lang, og det bliver altså de nye menighedsråd, der sammen med provstierne, stifterne skal løfte de udfordringer, som fremtiden vil bringe. Held og lykke til alle nyvalgte!

Til dem og til alle og enhver i det danske samfund: Vil vi være parate til at møde det nye år, den nye tid med åbne og nye friske øjne? Vil og kan vi gøre det bedre end det gamle? Vil og kan vi tåle at betale det som det vil koste os - af blod, sved og tårer?

Som filosof og teolog Søren Kierkegaard har sagt: "At vove er at miste fodfæste for en stund. Ikke at vove er at miste sig selv."

Guds søn kom til denne verden for at forkynde, at nu ville Gud besøge sit folk. Han blev modtaget af Jerusalems borgere som en frelser og de kaldte ham "fredskongen". Men folket tænkte "fred" i den forstand, at han skulle være en mægtig politisk figur, som var i stand til at bringe de omkringliggende lande i knæ med et overmåde stærkt militær. Og snart skulle alle tilbede jødernes konge. Også alle andre lande end det jødiske samfund. Han skulle være den nye Messias.

Sådan en konge ville Jesus dog ikke være. Og det kunne man allerede se på den måde, som vi hørte i dagens evangelium, hvordan han skulle komme ind i Jerusalem på: Han skulle ikke komme riddende på en strids-hingst, men derimod et æsel og et trækdyrs føl. Æsel er her symbolet på hverdagslivet og trygheden: Han ville ikke give dem magt med sværdet eller vold.

Måske bl.a. derfor blev folkets stemning kort efter vendt imod ham. Man ville alligevel ikke tage ham og hans budskab for gode varer. Man ville alligevel ikke høre på ham. Og man blev så rasende på ham, at folkets præster og øverste let kunne piske folkestemningen imod ham og forlange hans død - på et kors. Den strengeste straf og mest modbydelige straf - og så for en from og retfærdig jøde som Jesus. Han som ellers var kommet til folket med et fredsbudskab, selvsamme person ville man kort efter ombringe!

Esajas profeten siger et sted om Messias: "han bliver ikke svag og knækkes ikke, til han har ført retten igennem på jorden". Altså, uanset at denne verdens frelser måtte gå grueligt meget igennem - gennemførte Guds søn sit forehavende, om end Guds søn i sidste ende måtte bøde med sit eget liv.

Det er kendetegnede for Guds vilje: Forsoningsprojektet med Guds søn, der blev sendt til verden, blev gennemført - uanset konsekvenserne.

Guds søn kom til verden for at frelse den, men verden kendte ham ikke. Sagt med Johannes evangelistens ord (Joh. 1,11f.) "Han kom til sine egne, men hans egne tog ikke imod ham".

Og som mange ved, blev Jesus afvist både i sin egen hjemby Nazareth, men også i Kapernaum, hans anden hjemby, selv der hvor han også havde udvirket så meget, bl.a. helbredt Peters svigermor, kaldet de første disciple, helbredt hærførerens søn. Selv hans egne hjembyer afviste ham.

Måtte dagens evangelium tjene som en advarsel til enhver om ikke at begå samme fejl: At vi, når vi hører evangeliet, ikke afviser det. At vi ikke føler sig så sikre og selvtilfredse, at vi ikke vil tage imod nyt og forsøge at forandre os. Måtte vi ikke handle af panisk angst for at miste det, vi har tilkæmpet os, men derimod er at åbne for at tage imod.

For at tage imod er netop hvad vi skal: Være parate til at omstille os og udvikle os. Parate til at orientere os på ny. Forholde os positivt og åbent til livet: Som humoristen Storm P. sagde: "Hver gang 1 dør lukker i, er der 100 nye der springer op."

For livet er vel om at være i stadig bevægelse? Livet er fuldt af forandring og bevægelse. Og derfor er livet vel om at vove, at satse og tage chancer, bevæge sig, udvikle sig, gøre alt for ikke at stå stille.

Måtte Gud hjælpe os til at vove i det nye år, der kommer: At vove at elske, selvom vi risikerer at miste. At vove at give, selvom vi risikerer at noget tages fra os. At vove at lytte til andre, selvom vi risikerer at de kan påvirke vores nuværende holdning.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen


forslag til salmer: 84 750 448 - 80 440 81 74

- © Asser Skude 2008, redigeret siden



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post511
Next »