Asser Skude

Asser Skude

Fjerde søndag efter påske

PrædikenerPosted by Asser Skude 10 Apr, 2018 21:47:26
Evangelium
Jesus sagde da til dem: "Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne." Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: "Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie." De svarede ham: "Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?" Jesus svarede dem: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie."
Joh 8,28-36

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992



Overvejelser forud for prædiken ved rytmisk gudstjeneste kl. 17.00 lørdag den 28. april 2018 i Bellahøj kirke

- Syndens trælle?

I dagens evangelium møder vi Jesus i diskussion med jøderne. Fortsættelsen til dagens evangelium er diskussionen om de jøder er Abrahams børn, dvs. evangeliet til 3. søndag i fasten efter anden tekstrække (se prædiken hertil)

I dagens evangelium taler Jesus til de jøder om, at han har Gud til fader, og hans himmelske fader har sendt ham, og det han gør, er godt i hans himmelske faders øjne. Og vi hører, at mange kommer til tro på Jesus. Han formaner nu de jøder til at blive hans disciple og blive i hans ord og lære sandheden at kende og blive frie. På den baggrund protesterer de jøder og siger, at de aldrig har været nogens trælle, så hvad mener Jesus med at de skal blive frie?

Jesus siger: "Enhver som gør synden er syndens træl". Ligesom de jøder havde svært ved at forholde sig til at de skulle være "syndens trælle" kan vi – som moderne mennesker - have svært ved at genkende os selv i den beskrivelse. Nogle af os vil dårligt nok kunne genkende sig selv som syndere og vel slet ikke som trælle for synden?

Men hvad er det egentligt "synder" betyder, og hvad menes der egentlig med "synden" ? Mig bekendt var det professor i retorik og tidligere Roskilde biskop Jan Lindhardt, der forklarede at “synd” kan afledes af ordet “sund", dvs. et vand imellem to tørre områder. Altså kan synden opfattes som den afstand, der er imellem os og Gud. En distance, som skiller mennesker fra Gud. I det lys kan de fleste af os moderne mennesker vel stadig tale med om at være syndere: For hvem vil påstå, at hun eller han konstant gør Guds vilje og til alle tider kan se, forstå og rumme livet som Gud? Nok er mennesket skabt i Guds billede, men ofte går mennesket sine egne veje.

For at forstå dagens evangelium og de ret kryptiske ord "syndens trælle", kan vi med fordel bruge apostlen Paulus og hans eget liv og omvendelse som eksempel: Som vi hører i dagens epistel, var Paulus selv engang syndens træl, dvs. han trællede for synden: Dengang han hed Saulus og var en ivrig bekæmper af kristendommen. Han kunne ikke have at gøre med forestillingen om Gud var blevet født som menneske, og at Guds søn skulle have vandret på jord – og slet ikke var død og opstanden. Enhver som troede på dette var Saulus med til at forfølge: Saulus selv kunne ikke se noget galt i, at han nidkært forfulgte, fangede og arresterede disse “Kristus-bekendere”, som man kaldte dem hånende.

Dengang var Saulus et redskab for synden, han var selv syndens træl, for han gjorde synden og blev i synden: Forblændet af sin nidkærhed og snæversyn, forfulgte han kristne – i den tro, at han gjorde Guds vilje! Saulus handlede med myndighed fra ypperstepræsterne selv, og Saulus var en magtfuld mand. Stakkels de kristne, som kom Saulus’ vej forbi. Selvom vi ikke hører det direkte, er der nok ikke tvivl om, at Saulus havde mange kristnes liv på sin samvittighed.

Og sådan kunne det være blevet ved og ved, hvis det ikke var for den åbenbaring, som vi hørte om i dagens epistel: Den opstandne Jesus viser sig i et syn for Saulus. Alle ser et lys fra himlen, men kun Saulus ser den Opstandne selv og Saulus kaster sig ned på jorden. De, der står omkring Saulus hører stemmen af en, der siger: “Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?” Saulus forstår ingenting og spørger igen: “Hvem er du, herre?” Nu svarer den Opstandne: “Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre”.

Fortsættelsen på mødet mellem Saulus og den Opstandne, er historie: Deres møde, som beskrives i dagens epistel, bliver starten på slutningen af forfølgelserne af de kristne. Samtidig bliver deres møde starten på begyndelsen af kristendommen, som den dominerende trosretning i Middelhavsområdet. Mødet mellem Saulus og den Opstandne kan ikke undervurderes. Konsekvenserne af det møde er enorme: Ikke blot bliver Paulus en af de vigtigste apostle, dvs. udsendinge, som spreder ordet om Jesus Kristus og som hjælper de første menigheder igang – menigheder, som Saulus ellers ville have forfulgt som en anden blodhund, havde historien ikke taget den drejning. Ikke blot skyder mange nye menigheder op, også menigheder af jøder, som tror på Jesus som Guds søn. Præcis sådan som Saulus selv, der først var jøde, men så omvendte sig og troede på Jesus som Kristus, Guds søn. Og Saulus selv fik det navn, som de fleste kender ham ved: Paulus.

Vil du vide mere om, hvordan de første menigheder blev til eller følge med de første apostle på deres rejser i Middelhavsområdet, kan du med fordel læse i Apostlenes Gerninger, som fortsætter beretningen om kristendommens første historie: Her møder vi de udfordringer, som apostlene som udsendinge og missionærer stilles over for. Apostlene møder både hedninger og jøder, ikke-troende og troende. De møder persere, medere, syrere, grækere og mange flere.

Mange vil sige, at Apostlenes Gerninger har samme forfatter som evangelisten Lukas. Nogle vil mene at det netop er Lukas, lægen, som var Jesu discipel, og som Jesus siden gør til en af apostle, da han som den Opstandne sender Lukas og de øvrige disciple ud i verden – med ordene: "Gå derfor ud i verden og gør alle folk til mine disciple, idet i døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn – og idet i lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer."

Som sagt så var Paulus, dengang han stadig hed Saulus og forfulgte kristne og endnu ikke havde mødt den Opstandne, syndens træl. Paulus gjorde onde ting samtidig med han selv var overbevist om, at han handlede, som Gud ønskede det – for Paulus havde jo Loven og magthaverne på sin side! Troede han. Paulus blev klogere. Det var måske ikke så smart at forfølge anderledes tænkende – og det var næppe Guds vilje eller Guds ønske, at de mennesker skulle dø. Paulus måtte sande – at det grundlag han havde bygget sit liv på var falsk:

Guds vilje var ikke at han skulle forfølge andre mennesker, Guds vilje var snarere næstekærlighed, forståelse og tolerance. Og netop kun sådan ville Paulus blive i stand til at nå ud til alle de mange mennesker, som han gjorde. Måske fordi Paulus selv havde kæmpet på “den anden side” blev han en af de mest betydningsfulde apostle. Paulus satte nu alle sine kræfter ind på at rette op på de skader, han tidligere havde forvoldt. Hele sit liv viede Paulus til det arbejde. Og det er gennem Paulus, hans forståelse, både af de kristne troslærdomme, og af jødedommens og den græske filosofi, at vi får et af de mest fantastiske indtryk af de forestillinger, som de første apostle møder, da de kommer ud i til byerne og afkrogene omkring Middelhavet.

Det er også derfor at stort set alle kristne og teologer, præster osv. igen og igen griber tilbage til Paulus ord - for Paulus har så mange pointer og kloge ord – næsten til enhver sammenhæng – ikke blot var Paulus selv rasende begavet og lærd, Paulus havde set og oplevet så ufattelig meget. Samtidig glemmer Paulus ikke, at han skylder Gud alt, og Paulus får ikke for høje tanker om sig selv, for han ved, hvad han tidligere har gjort og hvor mange onde skader, han har forvoldt på mennesker.

Set i det lys var den gamle Paulus et redskab for synden og det onde, men nu er Paulus et redskab for Gud. Det er også derfor Gud kan bruge Paulus og udvælger Paulus til at blive et redskab for kristendommens udbredelse. Han, som tidligere var den argeste modstander og forfølger af kristne, udvælger Gud til at blive en af de vigtigste apostle i kristendommens historie. Vi som kender historien, må indrømme, at det var ikke så tosset at tildele Paulus den rolle.

Sådan kan Guds veje være uransalige. Hvem skulle have vidst det? Hvem havde vidst det ville gå sådan med Saulus? Eller hvem havde vidst, at tolderen Zakæus skulle få besøg af Guds søn og Zakæus lagde sit liv om? Eller hvem havde vidst at Lazarus, kunne vækkes til live igen og få livet tilbage? Og sådan er evangeliet fuld af beretninger om Gud, der giver mennesker liv, håb og muligheder.

Du og jeg, som hører Guds ord, hører også at livet har Gud skænket os. Til låns, til gavn for næsten og Gud. Ikke for at herske over hinanden, ikke for at forfølge eller slå hinanden ihjel, men for at tjene og elske næsten og Gud. Ikke for at hovere med lærdom og skriftsteder, men for at rette vores hjerte, sjæl og sind i taknemmelighed og ydmyghed til Gud – i forventningen til at Gud alene vil skænke os det fornødne.
Det betyder ikke at vi skal sidde og vente med hænderne i skødet. Tværtimod.

Budskabet om kærlighed forpligter, lige nu og her. Ligesom Gud har elsket os, bør vi også elske hinanden. Ligesom Gud har tilgivet os, bør vi også tilgive vores syndere. Ligesom Gud har tjent os i verden, bør vi nu tjene Gud i verden:

Vores liv kan vi tilegne Gud og Guds bud om kærlighed og trofasthed – som arbejdere på samme hammel i Guds vingård. Sådan skal du og jeg ikke længere være trælle for synden, men være virkelig frie. Frie til at elske Gud og næsten som os selv.

Som Paulus selv siger det: "Ved I ikke, at den, I stiller jer til rådighed for som trælle og viser lydighed, må I også være trælle for og vise lydighed, hvad enten det er synden, og det fører til død, eller det er lydigheden, og det fører til retfærdighed? Men Gud ske tak for, at I, der var syndens trælle, er blevet lydige af hjertet imod den lære, I blev indført i! Befriet fra synden er I blevet trælle for retfærdigheden – jeg bruger et udtryk fra dagliglivet, fordi I er skrøbelige mennesker. For ligesom I lod jeres lemmer trælle for urenheden og lovløsheden, så I blev lovløse, skal I nu lade dem trælle for retfærdigheden, så I helliges. Dengang I var syndens trælle, var I frie over for retfærdigheden. Hvad fik I da? Frugter, som I nu skammer jer over; de ender jo med død. Men nu, da I er blevet befriet fra synden og er blevet trælle for Gud, får I den frugt, at I helliges, og til sidst evigt liv. For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.", Romerne kapitel 6, vers 15ff.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

Forslag til salmer 722 309 670 – 492 512 668

- første udgave bragt på denne blog 2008, siden redigeret 2010, 2012


  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post477

Bededag

PrædikenerPosted by Asser Skude 10 Apr, 2018 21:42:48

Evangelium til fredag den 27. april 2018

Jesus sagde: "Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!"
Matt 7,7-14

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser

Dagens evangelium er fra kapitel 7 hos Matthæus. De bibelkyndige vil huske, at kapitel 5 til 7 hos Matthæus kaldes Jesu bjergprædiken: Her på bjerget taler Jesus til skarerne og holder sit livs prædiken - bogstaveligt talt. Jesus indleder med saligprisningerne: "Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes…" Derefter følger Jesu belæring og formaning til skarerne om at udvise næstekærlighed. Jesus kaster ikke de gamle bud fra Moseloven bort, men skærper indholdet af budene: F.eks. siger Jesus: "I har hørt, at der er sagt: 'Du må ikke bryde ægteskab'. Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.", kapitel 5, 27ff.

Vil du holde Guds bud, skal du gøre det med hele dit hjerte, hele din sjæl og af hele dit sind. Ikke fordi det står skrevet i en lov eller fordi andre skal se dine gerninger, men fordi du vil det og ønsker det af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Også sådan skal du også gøre, når du beder. Jesus siger: “Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig”, kapitel 6, vers 5f.

Og efter denne advarsel kommer endnu en. Jesus siger: "Vær ikke bekymerede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for hvordan I får tøj på kroppen…Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage", kapitel 6, vers 25ff.

Sådan kan livet forstås, og sådan kan bønnen forstås: Bønnen er ikke til for at skaffe sig timelig lykke og velstand, for det ville være misbrug. Bønnen er derimod til for at bringe mennesket tilbage til dets rette Gudsforhold – i tillid og ydmyghed til, at Gud vil skænke det tilstrækkelige, ja mere til. Og ikke for syns skyld eller for berigelses skyld, men for at hjælpe mennesket til at elske Gud og næsten som sig selv.

I Jesu egen kulturkreds var bønnen en vigtig faktor i det religiøse fromhedsliv. Som jøde var Jesus selv fra barns ben opvokset med bønnen som en naturlig og aktiv del i det religiøse fromhedsliv. Hans folk, jøderne, anvendte dagligt bønnen. Dels offentligt – på tempelpladsen i Jerusalem, dels privat, typisk tre gange dagligt på faste tider. Den bedende kunne indtage særlige bedestillinger: stående, på knæ eller liggende med arme og ben strakt ud - med ansigtet mod jorden. Den bedende kunne sågar iføre sig særlige bedeklæ'r. Disse bedeklæ’r anvendtes som beskyttelsesmidler, nærmest som magiske amuletter, som vi kender dem fra de såkaldte primitive religioner. Jødiske bedeklæ'r kunne f.eks. være et læderbælte om armen eller panden – og i læderbæltet sad kapsler med særlige udvalgte skriftsteder fra Biblen.

Denne praksis med at bede på offentlige steder var en naturlig del af enhver jødes liv, men kunne tage overhånd og ende i overdreven, udvortes fromhed. Det var det misbrug, som Jesus flere gange kritiserer: Jesus kalder al udvortes, falsk fromhed for hykleri: Tag f.eks. lignelsen om tolderen og farisæeren, der går til templet, og farisæeren beder længe for syns skyld, mens tolderen er ydmyg og siger: “Gud, vær mig arme synder nådig”. Jesus roser tolderen for sin ærlighed og selverkendelse. Og Jesus siger, at det er tolderen, der går retfærdig fra templet, ikke den nidkære farisæer.

For at undgå misbrug af bønnen i det offentlige rum, anviser Jesus i stedet det private rum. Ved privat bøn vil der ikke være samme risiko for, at ens personlige fromhed stilles til offentligt skue – og dermed ringere anledning til selvforherligelse. Jesus vil at fromheden skjules og forbeholdes Gud, sådan at den enkelte går til sit eget rum, hvor den enkelte kan være alene med sin Gud. At gå afsides giver tilmed den fordel, at den bedende har stilhed fra evt. støjende og forstyrrende omgivelser. Ro og fred styrker og intensiverer koncentrationen og hengivenheden til Gud.

Ifølge undersøgelser beder op mod 80-90 procent af jordens befolkning – mere eller mindre ofte. Nogle trosretninger udstikker ligefrem anvisninger til, hvor ofte den troende skal bede. Det gør både jødedom og islam. Sådanne krav udstikker Jesus ikke. Måske netop for at undgå, at bønnen bliver en 'sur' pligt. For mig at se anviser Jesus bønnen som et frivilligt, men dog effektivt middelt til at søge Gud. Jesus siger selv, "at enhver som beder, skal få, og enhver som banker på, for ham eller hun skal der lukkes op." Mon da ikke bønnen giver anledning til at håbe og tro, at Gud vil lytte til den, som ærligt og ydmygt beder til Gud ?

Naturligvis findes der stadig mulighed for at bede sammen med andre. Når vi er samlet i kirken eller andre steder, hvor to eller tre er forsamlet i Jesu navn. Vores kirker er de levende fællesskaber af troende, som samles og henvender sig i sang, bøn og ikke mindst for at fejre de hellige sakramenter, dåb og nadver (skriftemål inklusiv). Vores kirker er de levende stene af kød og blod, som menigheden er.

Dog er kirkerummet ofte med til at stemme hjerte, sjæl og sind til Gud: Ofte skærper den særlige arkitektur oplevelsen af rummet som helligt: For at nå til alteret må man gå ad midtergangen og for til sidst at nå alteret, ofte hævet over gulvhøjde. Samtidig er søjler og hvælvinger med til at minde menigheden om Guds storhed og ophøjethed: Tag f.eks. den gigantiske Grundtvigs kirke, i øvrigt en af landets højeste, største og længste kirker: Dens nærmest katedralagtige og himmelstræbende arkitektur maner kirkegængeren til ydmyghed.

Størrelsen på kirkerummet er dog ikke alt: Også vores mindre landsbykirker i provinsen er ofte indtagende og stemningsmættede: Generelt maner kirkerummene til eftertanke - så kirkegængeren stopper op, nyder stemningen, lader tankerne flyde og glemmer en ofte stresset og fortravlet hverdag: Enhver, der kommer til kirken er i princippet fredet og kan samle sine tanker og følelser – uden at andre skal blande sig eller blandes ind i det. Her er der mulighed for stilhed – og mulighed for at henvende sig til Gud. Her bliver ingen filmet eller overvåget. Selv om søndagen, når der er højmesse, selv når der er barnedåb og en eller flere fotografer farer rundt, så filmes ingen af kirkegængernes ansigter, al film- og fotooptagelse sker i retning mod altereret.

Her er alle kirkegængere på en og samme tid fælles og dog privat. Fælles om salmer, sang, ritualer og musik. Og dog samtidig privat. Enhver kommer med sit eget. Enhver har sit private rum med fred og ro til at passe sit og de andre kan ikke se ens ansigt, medmindre de vender sig om. Det er helt klart en af fordelene ved at kirkens grundform er netop den arkitektoniske type, basilikaen, den aflange rektangulære form. Det er også klart den mest anvendte arkitektoniske form i vores kirkebygningshistorie – herhjemme som i udlandet.

Den, som kommer til kirke får også mulighed for at “lette sit hjerte”: Det private skriftemål tilbydes stadig i Folkekirken. Folkekirkens præster har en tavshedspligt, som overgår de flestes, og hemmeligheder, der fortælles til præsten under skriftemål, skal præsten tage med i graven. Selv den dag i dag har præster ikke underretningspligt over for selv de mest alvorlige forbrydelser. Dog undtaget forbrydelser mod landets sikkerhed og Folketing. I det private skriftemål har enhver mulighed for at lette sit hjerte for sine mest personlige tanker, følelser og oplevelser.

Ifølge den ældste jødiske visdom, er det netop hjertet, som er menneskets primære kilde til tanker og følelser – både i forhold til mennesker og i forhold til Gud. Forholdet til næsten og til Gud går gennem hjertet. Derfor er det altafgørende for mennesket, at det har hjertet med – i forhold til sig selv, andre og Gud. Har mennesket ikke hjertet med, lytter det menneske ikke til dets inderste væsen og natur. Det sted, som den jødiske visdomstradition mente mennesket skulle høre ”Guds stemme”, var gennem hjertet. Selv i vore dage findes i ordet “samvittighed” den betydning “sam-viden”, dvs. samviden med Gud. Alene Gud kender vores inderste tanker, følelser og sjæl – netop gennem vores hjerte.

Ligesom når et musikinstrument stemmes før det tages i brug, så stemmes mennekets hjerte mod Gud, når et menneske beder til Gud: Bønnen sætter mennesket i dets rette plads over for Gud. Bønnens funktion er bla. at mennesket ikke opkaster sig til Gud eller lade sig forgude. Alene Gud er Gud. Intet menneske har forrang for andre. Hverken pave, biskop eller præst. Det afstedkommer også det ukrukkede og ligefremme forhold, som mennesker er sat i forhold til hinanden, nemlig som ligestillede, forpligtet på at elske hinanden, fordi alle er skabt i Guds billede.

Den, som beder, bør være indstillet på, at bønnens ord er oprigtige. Og hvert ord forpligter, når det siges i bønnen. Og bønnen forpligter – også at man selv gør, som man vil andre skal gøre mod en. Ikke uden grund siger Jesus: "Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje." Troen er ikke kun tomme ord, men der skal følge gerninger af troen:

Hvordan kan vi ellers bede Gud om det daglige brød, og ikke tænke på dem, som lider nød og sulter – både her og i udlandet? Hvordan kan vi ellers bede Gud om tilgivelse, uden vi selv tilgiver dem, som har gjort os ondt? Hvordan kan vi ellers kalde os Guds børn, og ikke samtidig unde vores næste kærlighed, tolerance, medfølelse?
Som Jesus siger: "Alt, hvad I altså vil, at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre med dem" (jf. den gyldne regel fra Herodot og den gammeltestamentlige apokryf Tobits bog)

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

Salmeforslag 496 203 584 – 367 476 588

- udgivet første gang på denne blog 2008



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post476

Tredje søndag efter påske

PrædikenerPosted by Asser Skude 10 Apr, 2018 21:41:12

Evangelium til søndag den 22. april 2018


Jesus sagde: "Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen." Thomas sagde til ham: "Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?" Jesus sagde til ham: "Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham." Filip sagde til ham: "Herre, vis os Faderen, og det er nok for os." Jesus sagde til ham: "Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne."
Joh 14,1-11

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser

- Hvordan ser Gud ud?

Fra dagens læsning fra Det gamle Testamente hørte vi, hvordan Gud i en brændende tornebusk viste sig for Moses, og Gud sagde: "Jeg er den, jeg er". Gud omtaler sig selv som "Jeg er". Guds ild brænder, brænder ikke op, brænder ikke ud – modsat menneskers kærlighed, som er lunefuld og sjældent varer længe – og slet ikke evig, som Hans.

Gud viste sig for Moses, og sagde: "Kom ikke nærmere". Gud ville have afstand mellem sig og mennesker. Gud ville have respekt og sagde til Moses, at han skulle tage sine sandaler af, for det sted, han stod på, var hellig jord. Og samtidig sagde Gud til Moses, at Gud ville være med ham i hans liv, endda gå hele vejen sammen med ham: Ud af slaveriet, over Det Røde Hav, ind i det forjættede land.

For Moses og det jødiske folk var og er Gud den skjulte Gud, på latin kaldet "Deus Absconditus". Gud viser sig ikke helt, kun halvt. Intet menneske vil ikke kunne tåle at se Gud, det vil medføre døden. Endda Guds navn holdes helligt, Guds navn omskrives og siges med andre ord.

I Det nye Testamente sker noget radikalt nyt: Gud viser sig for mennesker: Gud åbenbarer sig helt og udelt igennem sin søn, Jesus Kristus. Det er del af vores kristne bekendelse, at Gud viser sig for mennesker i sin søn, Jesus Kristus. Hvordan det kan lade sig gøre, kan vores forstand ikke gribe, allerhøjest kan vores hjerte gribe det. Tro er nu engang hverken sikkerhed eller viden, men forventning og håb.

Som apostlen Paulus siger i sit første brev til menigheden i Korinth, kapitel 1, vers 21-31: "For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker. For tænk på, brødre, hvordan det var med jer selv, da I blev kaldet: I var ikke mange vise i verdslig forstand, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme. Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud. Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning, for at “den, der er stolt, skal være stolt af Herren”, som der står skrevet".

Som kristne står vi ret alene blandt andre trosretninger med vores tro på, at Gud blev født som menneske – og endda af en ung kvinde, jomfru Maria. Det kan hverken jøder eller muslimer tro på. Og når det kommer til den kristne tro på en treenighed, mellem Fader, Søn og Helligånd, kan jøder og muslimer få den opfattelse, at vi kristne tror på tre guder. Det er måske ikke underligt, at jøder og muslimer har svært ved at rumme det, når også vi kristne har det: Ret beset er treenighedslæren et af de sværeste teologiske problemer: Hvordan kan Gud have tre ansigter og dog samtidig være en og samme?

Uanset om man er jøde, kristen eller muslim, har vi alle troen på en eneste Gud. En Gud, som er almægtig Gud, og som står bag alting og opretholder alting. Alle tre trosretninger er monoteistiske, de anerkender kun en eneste Gud.

Muslimer siger det f.eks. sådan i deres bekendelse: "Gud er stor" og "Der findes kun en Gud, og Mohammed er hans profet". Muslimer anerkender Det gamle Testamente og bibelhistorierne, således også den om Moses og den brændende tornebusk. Moses får besked af Gud: "Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord."

Muslimer tager den dag i dag skoene af, inden de går ind i moskeen for at bede. Muslimer anerkender også de ord, hvor Gud siger til Moses, "Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud." Og det følgende er tankevækkende, for ifølge Det gamle Testamente, så bliver den ene af Abrahams sønner stamfar til araberne og den anden af Abrahams sønner bliver stamfar til jøderne. Ifølge Det gamle Testamente er jøder og arabere er altså halvsøskende. De har samme far, men forskellig mor.

I beretningen om Moses og tornebusken får vi at vide, at Guds ansigt er helligt, og intet menneske kan tåle at se Guds ansigt. Den historie fra Det gamle Testamente er det første eksempel på billedforbuddet – som både findes i den muslimske og i den jødiske religiøse tro: Mennesket må ikke gøre sig (af-)billeder af Gud. Derfor ingen kunstnerisk gengivelse af Gud i nogen form. Deraf er i den muslimske verden opblomstret den såkaldte kalligrafi, den smukke skrift med maleriske tegn på moskeerne, eftersom figurativ dekorering er forbudt. Denne muslimske religiøse praksis svarer til jødernes billedforbud, der også håndhæves strengt.

For muslimer viser Gud sig ikke med sit ansigt. Og for jøderne heller ikke. Det er fuldstændig utænkeligt. Det ville være imod Guds væsen, mener de. For de mener, Gud er den skjulte Gud.

Derfor må Moses ikke se Guds ansigt. Eller ligesom beretningen fra Det gamle Testamente om Jakob, der kæmper med Gud ved vadestedet Penuel hele natten og ikke får Guds ansigt at se. Ikke engang sit navn vil Gud afsløre. Alligevel forsøger Jakob nærmest desperat at vride et navn ud af den fremmede, som han kæmper med hele natten. Og Gudskampen giver Jakob et mærke for livet på kroppen.

I både jødedom og islam er Guds navn helligt og Gud åbenbarer sig ikke direkte for mennesker, mennesker skal holde sig på afstand. I stedet for at sige Guds navn højt omskriver jøderne Guds navn og kalder Ham "Ælohim", dvs. "Den Mægtige" eller Adonaj, dvs. "Herren". Muslimerne kan godt sige Guds navn “Allah”, de bruger ofte omskrivninger, såsom "Den barmhjertige" eller "Den nådige".

Derfor er det svært for både jøder og muslimer at forstå vores kristne tro: For i vores kristne tro viser Gud sit ansigt. Råt for usødet. Hvis man har set Mel Gibsons Kristus-film fra 2004 (The Passion of The Christ) så kan vel ingen være i tvivl om hvilken smerte Guds søn går igennem: Guds søn skildres ikke bare en indsigtsfuld person, ikke bare en mystiker: Guds søn er virkelig og tilstede og går igennem lidelsen og smerten. Her ser man Guds søn trængt ud i den yderste usselhed, tvivl, foragt, had, latterliggørelse. På den måde gør Mel Gibsons Kristus-film ikke helt uret: For Gud viser os sit sande og menneskelige ansigt. Nemlig i mennesket Jesus, der blev født, levede og voksede op, gik sammen med disciplene, men blev forrådt, tortureret, korsfæstet og døde på korset.

Det at Gud viser sit ansigt for mennesker og blandt mennesker – er helt utænkeligt for jøde og muslim. Inkarnationen, dvs. at Gud er blevet menneske og derved har åbenbaret sig, er ikke muligt hverken i jødedom eller islam. Det er ligefrem gudsbespottende at tro det muligt: For hvis Gud er så mægtigt og stor, er det selvmodsigende for dem, at Gud kunne tage et menneskes skikkelse på og være og leve et menneske – af kød og blod – og endda ligefrem give sig til kende blandt mennesker. Det er for en muslim og en jøde en gudsfornægtede tanke. For en jøde, såvel som for en muslim er og bliver Gud den skjulte Gud.

For os som kristne er Gud skabermagten, som stod bag skabelsen, og som ikke viste sit ansigt for hverken Moses eller Jakob, den såkaldte skjulte Gud. Gud er også mere end det: For os kristne er Gud også identisk med Guds Søn, Jesus Kristus. I Guds søn har Gud åbenbaret sit ansigt, sit navn, sit væsen, sin intention, sin vilje. I Jesus Kristus har Gud åbenbaret sig, den åbenbarede Gud, på latin kaldet Deus Relevatus.

Og selv i de mest håbløse forhold i livet, viser Gud endda sit ansigt. En af mine lærere, da jeg læste teologi på Københavns universitet, professor Theodor Jørgensen, har sagt det omtrent sådan, at Gud viser sit ansigt for os – selv i den uforløste skabning, dvs. svinene, der mishandles i staldene, hestene der lider under dyretransport, miljøet der er svækket af kemikalier osv. Krige og nød der hærger i Afrika, selv her viser Gud sit ansigt i skabningen, i næsten, som billede på at denne verden er et endnu ikke fuldendt værk, fra Guds hånd. Der venter forude en forløsning, en genløsning. En oprettelse og genindstiftelse af fred og forsoning, ophør af sult, krig, nød og elendighed. Det skal ske ved de sidste tider, når Gud bliver alt i alle.

Guds væsen er altså i kristendommen tre. Faderen, som er Skabermagten. Sønnen, Frelseren som er kommet til jorden, for at genoprette forholdet mellem Gud og mennesker. Helligånden, som er den usynlige kraft, som steg ned til mennesker, da Sønnen var taget bort. De er tre personer i een. De er tre ansigter af den ene og samme Gud. De er tre fremtrædelsesformer af samme ene og almægtige Gud.

Dagens evangelium handler netop om, hvordan man skal forstå treenigheden. I dagens evangelium møder vi både Thomas og Filip, der har svært ved at fatte hvad det går ud på. De kan ikke forstå, hvordan deres herre, kan være udsendt af Faderen, og de kan ikke forstå at de skal kende Faderen gennem Ham. Men som Jesus selv siger: ”Faderen er i mig og jeg er i Faderen.”, hvilket betyder at Han, Guds søn, gør sin himmelske Faderes vilje. Han er åbenbaringen af den himmelske Fader. Derfor skal de kende Faderen gennem Ham, Hans Søn.

Man kan også forklare det således: Faderen er ligesom en feltherre, der sender sine soldater ud i fronten. Menen er ikke bare feltherre. Faderen er også helt med fremme i fronten, der hvor der kæmpes. Helt ude i marken, der hvor det koster blod sved og tårer. For Faderen er med i yderste linje gennem sin egen udsending, sin tro væbner, sin Søn.

Så den måde Faderen åbenbarer sig på, er altså ikke som en fjern Gud, men som en, der er med i menneskelivet og med på forkant med livet. Derfor vil Faderen også kunne følge os i vores menneskeliv. For Gud har selv været der. Gud har selv følt det på sin krop. Så at Faderen har sendt sin Søn til verden, så verden kan kende Faderen gennem Sønnen, betyder ikke at Gud er splittet, det betyder ikke at Gud ikke er en. At Gud er både Fader og Søn gør for mig at se Gud mere menneskelig, for Gud har været menneske og levet som menneske. Og når Gud har taget et menneskes skikkelse på, er Gud vel også lettere at forholde sig til som menneske og omvendt vil Gud også nemmere kunne forstå hver af os, når Gud selv har været een af os? For mig at se er det hovedargumentet, som hverken jøder eller muslimer kan matche.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

Forslag til salmer: 52 260 - 69 457 68

- udgivet første gang på denne blog 2008



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post475

Anden søndag efter påske

PrædikenerPosted by Asser Skude 10 Apr, 2018 21:38:07

Evangelium til søndag den 15. april 2018

Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: "Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud." Jesus svarede dem: "Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét."
Joh 10,22-30

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser

I dagens evangelium møder vi Jesus i en typisk konfrontation med farisæerne. Og det foregår i den såkaldte Salomos Søjlegang, een af forhallerne til det allerhelligste, det eneste opholdssted, hvor Gud ifølge den jødiske tradition kan tage bolig: Nemlig Templet i Jerusalem. Og tiden er festen for den såkaldte genindvielse.

Allerførst om den fælde, som farisæerne vil lokke Jesus ud i: Farisæerne anklager Jesus for ikke at ville svare på, hvem han egentlig er. Deres anklage er falsk, for den skjuler over en lumsk fælde, som de forsøger at lokke ham i: For hvis Jesus går ind på deres præmisser og siger ’ja, jeg er Kristus og har Gud til fader’, kan Jesus anklages for blasfemi, og modsat, hvis Jesus afviser og siger ‘nej, jeg er ikke Kristus og har ikke Gud til fader’ kan farisæerne påstå, at de selv har talt med Jesus, og han selv med egne ord afviser at være Kristus, Guds søn. Jesus gennemskuer imidlertid deres falske hensigter og undgår fælden ved at henvise til de mange gerninger, som peger hen på, at han virkelig er Guds søn.

Evangelisten Johannes gør meget ud af i sit evangelium at fortælle, hvordan Jesus gør særlige gerninger, som peger hen på, at Jesus er Guds søn. Det første tegn er ifølge evangelisten Johannes det vin-under, som Jesus gør ved brylluppet i Kana’an. Op imod seks hundrede liter vand forvandler Jesus ved den bryllupsfest til vin. Og hvilken glæde og lykke har den vin gjort for de gæster ved brylluppet. Der har været mere end rigeligt vin til flere hundrede gæster og måske endda også til ganske mange dage. Vin-underet er ikke bare et lille under, men et ødselt og ekstravagant under.

På mange måder bliver Jesus hurtigt en torn i øjet på den jødiske elite. Samtidig er det også på tide, der kommer nye boller på suppen. Og Jesus bliver den, som indleder den nye tid: Hvis det virkelig er sandt, at Guds søn er født som menneske og vandrer som menneske imellem mennesker og gør tegn, ligesom det vin-under, så er den gamle tid med det gamle Tempel forbi: Gud hører ikke længere til bag et indelukke, bag et forhæng, i Templets allerhelligste, hvor kun ypperstepræsten kommer een gang om året. Gud er ikke længere en fjern og ophøjet Gud, som ikke møder almindelige og fattige mennesker uden særlig viden magt eller indflydelse. Derimod færdes Guds søn i kød og blod i Jesus Kristus iblandt mennesker, og Guds søn siger selv: "Guds rige er midt iblandt jer".

Det er provokerende nyt, hvis det virkelig forholder sådan – ikke mindst for de skriftkloge. Nok er jøderne oprigtig opsat på at tjene Gud, være retfærdige og rettroende mennesker. De skriftkloge har imidlertid - i deres iver på at tjene Gud rigtigt - har de lagt en masse regler ud, som forhindrer den oprindelige og spontane adgang til Gud. Almindelige mennesker uden viden, magt og uddannelse er afskåret fra at komme Gud nær, endsige komme nær Templets allerhelligste. Det er groft sagt kun indflydelsesrige personer, der har magten og midlerne til at ofre og behage Gud. Det er blandt andet de forhold, som Jesus kritiserer i den lignelse, han fortæller hos evangelisten Lukas kapitel 18, vers 9 ff. om farisæeren og tolderen, der kommer til templet: Den selvretfærdige farisæer takker Gud for ikke at være som tolderen og alle de andre lovbrydere. Den ærlige tolder holder sig tilbage og tør dårligt kigge op og siger blot: ‘Gud vær mig synder nådig’, og Jesus konkluderer på lignelsen, at den som gik retfærdig fra templet, var den ærlige tolder, ikke den selvretfærdige farisæer! Jesus siger: "enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes."

Andre gange kritiserer Jesus det misbrug, som Templet er blevet genstand for: Templet er blevet centrum for en masse handelsdrivende – fyldt med plattenslagere. Og præsterne og magthaverne havde “taget monopol” på Gud og gudsdyrkelsen. Almindelige og fattige mennesker var afholdt fra Templet – og denne praksis gør Jesus op med: Ifølge evangelisten Markus kapitel 11, vers 15 ff. rydder Jesus markedsboderne på tempelpladsen og skræmmer kræmmerne væk og belærer dem og siger: "Står der ikke skrevet: "Mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene"? Men I har gjort det til en røverkule."

Måske føler farisæerne i dagens evangelium sig truet på deres religiøse praksis, da Jesus befinder sig tæt ved Templet. Det Tempel, som Jesus senere forudsiger skal falde og siger: "og der skal ikke lades sten på sten tilbage". På en måde udgør Jesus en trussel mod Templet og den institution, som Templet er blevet. Skal denne religiøse praksis ændres til noget mere anti-autoritært og demokratisk vil det også betyde en ny æra for farisæerne i tempelbyen, Jerusalem. Og det er ikke sikkert alle ønsker det. Hvorfor ellers tage livet af Jesus?

Det kan ikke være tilfældigt, at dagens evangelium foregår ved festen for genindvielsen af Templet. I det Gamle Testamente fortælles om genindvielse i forbindelse med, at Herrens tempel havde været udsat for vanhelligelse, dvs. forkert brug eller sågar misbrug og derved var blevet urent: F.eks. i 2. Krønikebog kapitel 29 omtales en genindvielse af Herrens tempel: Genindvielsen indledes med, at præsterne bringer de urene genstande ud af selve bygningen og resten af bygningen renses og genhelliges, derpå finder en særlig genoptagelse sted af den rette offerkult med et mindre offer, hvor syndofferets blod renser brændofferalteret – imens der synges og spilles musik. Festen afsluttes med en folkefest.

På en måde kan man sige, at Jesus bliver den, som kommer for at bringe renselse af det gamle Tempel. Med sit eget blod bliver Jesus det nye syndoffer, som skal rense det gamle Tempel. I den forstand bliver og er Jesus Guds søn den som bringer det Nye Tempel. Alle kan nå Gud – nemlig gennem ham, Jesus Kristus. Intet menneske behøver derefter at tage fra verdens ende og til Templet i Jerusalem for at nå Gud. Intet menneske behøver komme med dyreofre til Gud for at mildne Gud. Intet menneske behøver at betale i dyre domme for særlig velduftende røgelse for at få Guds opmærksomhed. Guds opmærksomhed gives lige nu og her – via Guds søn, Jesus Kristus. Gud meddeler sig helt og udelt igennem ham: Fra himlene til jorden er den lige linje igennem Ham, som har vandret på her. Frelsen skænkes ikke fra en gigantisk bygning af sten og cement, derimod via Guds søn.

Guds søn har levet og vandret imellem mennesker – og er død imellem mennesker. Frelsen afhænger ikke længere for mennesker af love, påbud og forskrifter, de såkaldte lovgerninger, men frelsen skænkes af troen på Jesus som Guds søn. Og med Luthers ord "af troen på Guds søn, som døde og opstod for os".

Det er derfor apostlen Paulus taler om, at Guds søn opfylder den gamle lov. Guds søns opfyldelse af den gamle lov "dækker" menneskers manglende tilstrækkelighed i forhold til den gamle lov. Det er ikke Jesu død i sig selv, der frelser, men det er Guds søns retfærdighed og lydighed mod sin himmelske fader: “og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning… så må Kristus, der i kraft af en evig ånd frembar sig selv som et lydefrit offer til Gud, med sit blod langt bedre kunne rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud.”, som der står i Hebræerbrevet kapitel 9, v.12 ff.

Som kristne mennesker gives den nye lov til os som et evangelium: Et liv i frihed – ikke ved lovgerninger, men sat fri i kærlighed og forløsning – til at tjene Gud og mennesker.

Jesus afslutter dagens evangelium med at sige om sig selv "Jeg og Faderen er eet". Det er mig bekendt alene hos evangelisten Johannes, at Jesus siger sådan om sig selv. Den vending anvender Jesus ikke om sig selv i de synoptiske evangelier, dvs. hverken hos Matthæus, Markus eller Lukas.

For farisæerne er det aldeles utænkeligt, at noget menneske skulle have Gud til fader. Gud er ophøjet, fjern, ikke et menneske af kød og blod. Det må man forstå for at kunne forstå deres forargelse over Jesu omtale af sig selv og faderen som eet. For farisæerne er det aldeles provokerende og gudsbespottende at forestille sig, at et menneske kan have Gud til fader og gøre sig Gud lig.

Du og jeg, som sætter vores lid til Kristus, har derimod den overbevisning og det håb, at Gud virkelig lod sig føde, levede, døde og opstod for os. For derved at sone og rense vores skyld – for bringe os tilbage til det oprindelige gudsforhold – nemlig skabt i Guds billede, skabt i kærlighed og til kærlighed, til at elske og tjene næsten og Gud.

Sådan som der står i Johannes brev kapitel 2, vers 1ff.: "Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder. Og deraf kan vi vide, at vi kender ham: hvis vi holder hans bud. Den, der siger: "Jeg kender ham", men ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham; men den, der holder fast ved hans ord, i ham er Guds kærlighed i sandhed fuldendt. Deraf ved vi, at vi er i ham. Den, der siger, at han bliver i ham, skylder også selv at leve sådan, som han levede."

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

Salmeforslag 743 51 482 – 484 217 358

- udgivet første gang på denne blog 2008



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post474
Next »