Asser Skude

Asser Skude

Seksagesima søndag

PrædikenerPosted by Asser Skude 19 Feb, 2019 12:47:58

Evangelium
Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem: "Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold."
Og han sagde: "Den, der har ører at høre med, skal høre!" Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: "Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse. Og han sagde til dem: "Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold."
Mark 4,1-20

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992



Overvejelser forud for prædiken til højmesse kl. 16 lørdag den 23. februar 2019 i Bellahøj kirke

- den ødsle sædemand

Sædemanden i dagens lignelse er en usædvanlig bonde. Usædvanlig, fordi han sår ved at strø om sig med sædekorn. Bogstaveligt talt "strø om sig". For denne sædemand bekymrer sig ikke for, om grunden under ham nu også tager imod. Han bekymrer sig ikke for, om der overhovedet er jord, dér, hvor han sår. Han bekymrer sig ikke om jorden er renset for tidsler og ukrudt, om det er klippe, sand eller muld. Han gør sig tilsyneladende ingen bekymringer, hvor såsæden falder. Han sår med rund hånd. Det kunne virke som om, han har sædekorn i rigelige mængder. Han er ødsel.

Ødsel plejer ikke at være kendetegnende for en bonde. En bonde, der driver landbrug er jo synonym med afmålthed og nøjsomhed. Kun den gode jord vil den typiske bonde bruge sin dyre såsæd på. Kun den gode jord vil få æren af hans udsæd. Resten vil bonden ligge brak. Det kan ikke svare sig at bruge tid og kræfter på.

Ikke denne bonde i dagens evangelium. Han spreder til højre og venstre, uagtet hvor sædekornet falder! Bonden i dagens lignelse er naturligvis et billede på Gud. Den Gud, som øser af sine uudtømmelige ressourcer. Gud, som går ad uransagelige veje: Ingen bakke, ingen dal, ingen klippe, eller noget sted på jorden er for ringe til, at Gud ikke vil forsøge sig dér. Intet sted vil Gud overse i sine anstrengelser. Gud vil komme ud i selv den fjerneste afkrog, selv den mest tørre udørk.

Udsæden som denne specielle bonde i dagens evangelium kaster ud, er billedet på Guds ord: Guds ord vil komme til ethvert område - selv til den mindste flække. Enhver skal få. Der er nok til alle. Her benyttes ingen cost-benefit analyser. Her tales ikke om, hvad der kan betale sig. Her spredes jævnt over alt, og ikke efter, hvad der svarer sig. Her spredes gavmildt og godt.

Temaet i dagens evangelium er for mig at se Guds gavmildhed. Og gavmildhed er netop en af de centrale egenskaber ved Guds væsen. Gud er kærlighed og Gud vil nå ud med sit budskab til alle. Alligevel skal der være mange som ikke vil tro eller forstå. Jesus siger: ”De skal se men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte”.

For mange vil talen om Guds kærlighed og Guds gavmildhed forarge. For skulle Gud virkelig være så gavmild, så barmhjertig, at intet er for ringe til Ham?

Det nye budskab som Jesus kommer med, er så provokerende, at Jesus ifølge evangelisten Markus, ganske enkelt er nødt til at skjule sin tale om Gud. Det er derfor Jesus taler i lignelser, siger dagens evangelist Markus. Derved skal nogle forstå og fatte og se, men andre ikke. Derved skal nogle høre og tro, og andre ikke. Derved skal Guds herlighed skjules for mange. Evangelisten Markus kalder det ”Mysterion”. Ikke at det er dunkelt eller en mørk viden, tværtimod. Det er en viden, som kun nogle skal se. Kun dem, der hører og tror, skal nå den indsigt. For andre, forbliver det en utilgængelig indsigt.

Ligeså provokerende Jesu tale om Guds gavmildhed har været på hans tid, ligeså provokerende kan det forekomme mange i dag, når talen falder på Guds ødselhed. Hvor mange af os tillader at tænke på Gud, som en gavmild og ødsel Gud? At der er nok til alle?

Sker det ikke undertiden, at vi lægger samme parametre ned over Gud, svarende til dem vi opstiller for os selv? At vi tror at Gud er som vi selv er? Og det gælder også mht. de dårlige egenskaber? Ikke at unde hinanden det bedste, at dømme, være beregnende?

Kan vi mennesker rumme den tanke, at Gud skulle være så gavmild og barmhjertig, at Gud vil give os det mest kostbare – uden at stille modkrav?

Kan vi fatte, at Gud har delt sin søn med os? Kan vi fatte, at Gud har været så gavmild og barmhjertig, at han ikke ville spare sin egen søn for vores skyld? Kan vi fatte, at Gud har ladet sin egen søn gå ud af hele sin vej for os - igennem lidelse, død og opstandelse? Kan vi fatte, at Gud delte så ødselt og barmhjertigt ud af sin kærlighed – at Gud gav os sit mest dyrebare – sin egen søn? Kan vi fatte, at Gud gennem sin søns lidelse og død åbenbarede, hvad Gud er? Kan vi fatte, at Gud ganske enkelt er Kærlighed? Kærlighed, så ødsel og stor, at intet er for meget for Gud at give sine kære?

Og til trods for at denne verdens børn ikke kunne rumme den kærlighed fra Gud, som Guds søn åbenbarede, og slog ham ihjel, så blev hans død ikke dødsdom over menneskene, men til frelse for mennesker. For da menneskene i deres vrede og forstokket hed slog kærligheden ihjel, stod det klart, at Gud ikke ville straffe mennesker – ved at være en hård dommer over menneskers ugerninger, men Gud viste sig som en nådig og barmhjertig Gud. Gud kender menneskene og deres veje - samtidig Gud er uendelig ødsel med sin kærlighed.

Guds retfærdighed overfor menneskene og Guds tilgivelse af menneskene overgår på alle måder menneskers forstand.

Guds gavmildhed til os er altså, at vi får muligheden for at modtage Guds kærlighed gennem hans Søn. Uden krav eller betingelser – ganske gratis. Gratis betyder uden modbetingelser. Eller nådigt om man vil!

Gennem sin Søn har Gud grebet ind i vores verden, for at vi skal se os selv og hinanden med nye Guds øjne - i kærlighed til os selv og næsten. Selv for den vildfarne og onde er der håb. Selv her er Gud gavmild. Det siger det Gamle Testamente i dagens Esajas læsning!

"Den ugudelige skal forlade sin vej, det onde menneske sine planer og vende om til Herren, som vil vise ham barmhjertighed"

Det kalder jeg gavmildhed. Selv den ugudelige skal Gud rumme og bringe til frelsen.

Budskabet om den kærlighed, som Gudfader åbenbarede gennem sin søn Jesus Kristus, griber ind i vores egen verden, for at vi skal se os selv og hinanden med Guds øjne og leve i frihed med hinanden som Guds børn.

Evangeliet skal forkyndes, for at vi skal forandres, for at vi skal omvendes. Så vi aflægger vores selvretfærdighed. Så vi holder op med at være beregnende og dømmende. Så vi lever med os selv og hinanden i lyset af Guds ord! Sådan som vi i dag hører om i lignelsen om sædemanden. Så vi forsøger at være som ham, der hverken har skjulte dagsordener, bagtanker, eller opstiller modkrav for sin gavmildhed!

Det er Gud, som sår sit ord i mennesker. I menneskers hjerter sår Gud sit ord. Det er Guds ord, der skal gøre os rene. Det er ordet, der skal luge ud og rense os. Det er ordet, der forlader os vores syndere. Det er ordet, som sætter os fri. Sætter os fri til det vi ikke magter af egen kraft! Alt det gør ordet med os! Det er det befriende ved Guds ord, kommet til os i Jesus Kristus, og som stadig kommer til os i ånd og ord.

Hjertet kan være som en klippe, ikke til at sprænge i stykker, ikke til at rokke. Hjertet kan være skrøbeligt og ikke særlig troværdigt. Alligevel har Ordet en sådan magt og kraft, at det er i stand til at vælte den hårdeste modstand og smelte det mest genstridige hjerte.

Vi kan aldrig vide os sikre, hvornår Guds ord rammer os og gør os bløde! Vi kan holde os nok så langt væk fra det med kirke og kristendom. Alligevel kan Guds ord ramme os dér og når, vi allermindst venter det. Der hvor vi tager afstand fra en guddommelig myndighed og magt. Det kan ske dér, hvor vi synes, at vi er allermest forladt af Gud.

Forladt af Gud er vi ikke, bliver vi ikke nogensinde. Selvom vi tror, det, oplever det sådan, føler det sådan. For Gud har en plan med enhver af os. Gud har haft den, før vi blev til, før verdens grundvold blev lagt. Og denne plan går ud på, at vi skal arve evigt liv. Planen er så godt som realiseret. Jesus har med sin død og opstandelse åbnet paradisets dør, og han vil komme igen og tage os til sig for at vi skal se Gud ansigt til ansigt, ikke efter fortjeneste, men fordi Gud vil det sådan, af sin nåde, af sin ødsle og rige nåde.

Guds veje til os er uransagelige og hans kærlighed til os er uudgrundelig.

For at slutte med berømte ord af den tyske religionshistoriker Rudolph Otto: "Vi finder ikke Gud fordi vi søger ham, men Gud søger vi fordi, han har fundet os."

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen!

- forslag til salmer: 28 391 153 – 603 321 642

Asser Skude 2008 ©, redigeret siden



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post522

Septuagesima

PrædikenerPosted by Asser Skude 29 Jan, 2019 14:48:03


Evangelium til søndag den 17. februar 2019
Jesus sagde: "Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste."
Matt 20,1-16

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken


- arbejderne i vingården

Dagens evangelium er en lignelse over Guds rige. Guds rige lignes med en vingård og dens ejer, som suverænt bestemmer over sin vingård og hvilken løn, han vil give sine medarbejdere. Og hans medarbejdere gør uklogt i at protestere over hans vilje. Det tilkommer ikke dem at gøre indsigelser. Det tilkommer ikke dem at anklage ham for at være uretfærdig.

De mest arbejdsomme synes at være dem, som er mest forbitrede. De tænker: Desto mere man arbejder, desto tjener man. Og det gør de vel ikke uret i? Sådan tænker vel de fleste? Jeg gad godt at se de medarbejdere, som stiltiende havde accepteret, at deres kolleger havde fået samme løn – for mindre arbejdsindsats.

Bemærk i øvrigt, at medarbejderne ikke selv melder sig under fanerne, men hverves af vingårdsejeren, som selv går hen på torvet flere gange i løbet af dagen og henter sin arbejdskraft. Agoraen var datidens form for jobcenter, og der man meldte sig, og der håbede man at blive hvervet til nyt arbejde, for ellers var der ingen løn. Og understøttelse var der intet af fra det offentlige.

Hvad er det glædelige budskab i, at alle får samme løn? Det er vel især glædeligt for dem, som har arbejdet mindst? For de andre som har slidt og "båret dagens byrde og hede" er det vel knap så morsomt? Alligevel får de dog, hvad der er blevet lovet dem. Både de, som har arbejdet lidt, får en denar og de, som har arbejdet hele dagen, også en denar, altså en dagløn.

I og for sig kunne alle arbejdere være glade og tilfredse, for alle fik de det, som var blevet lovet dem og nogle endda mere til. Der hvor forargelsen opstår, er da arbejdsdagen er slut og lønnen udbetales, og de sidst ankomne får samme løn, og endda lønnen udbetalt først.

For mig at se vil lignelsen ikke moralisere over, at alle medarbejdere får samme løn. Lignelsen vil tegne en karakteristik af vingårdens ejer. Han er centrum for dagens evangelium: Han dømmer ikke efter fortjeneste, han er ikke nøjeregnende. Og han vil gerne have så mange arbejdere med som muligt: Flere gange i løbet af dagen er han forbi torvet for at finde flere arbejdere, han kan hverve. Det er vel et billede på, hvordan Gudfader er opsat at kalde sine arbejdere til sin vingård? Og det er vel et billede på, at Gudfader vil tilbyde arbejde til så mange som muligt i sin vingård?

Gudfader er på ingen måde en traditionel arbejdsgiver. Tværtimod. Han sparer ikke på lønnen til sine medarbejdere. Han tænker ikke i cost-benefit analyser eller i, om han har en løntung virksomhed. Han er derimod generøs og storsindet - nogen ville sige ubekymret med sine omkostninger for sin vingård.

På den måde er vingårdens ejer en højst usædvanlig arbejdsgiver. På den måde er lignelsen også langt væk fra noget, som vi kender fra vores tid. Hans form for logik og retfærdighed overgår menneskelig fatteevne. Han stiller ikke andre krav for sine medarbejdere, end at de arbejder i hans vingård, uanset om de så arbejder kort eller lang tid. Han kontrollerer heller ikke hvor effektive, de har været.

Dagens evangelium understreger på god evangelisk luthersk vis, at selv de gør lidt, kan få del i lønnen. Det er det glædelige, at selv lidt kan gøre en forskel. Selv en lille og kortvarig indsats, kan være tilstrækkelig til at få del i lønnen. Ingen skal derfor heller ikke gøre sig til dommer over andres indsats eller mangel på samme. Bare man har arbejdet med i vingården, er det tilstrækkeligt.

Dagens formaning er at undgå at blive som de forsmåede medarbejdere i vingården, som ikke under deres kolleger samme løn. Ingen bør give ondt af sig og optræde som disse jaloux, middelmådige, og selvretfærdige medarbejdere. Ingen bør unde kun sig selv del i den løn, som vingårdens ejer vil udbetale. Det skal vingårdsejeren nok tage sig af, med eller uden disse emsige, nævenyttige og krakilske medarbejdere, som "har båret dagens byrde og hede".

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen!

- forslag til salmer: 736 301 170 – 360 321 658

- udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011 ©



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post521

Sidste søndag efter Helligtrekonger

PrædikenerPosted by Asser Skude 29 Jan, 2019 14:41:48

Evangelium til søndag den 10. februar 2019
Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: "Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias." Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: "Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!" Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: "Rejs jer, og frygt ikke!" Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: "Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.
Matt 17,1-9

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken

- forklarelsen på bjerget

Gud åbenbarer sig i Jesus. Det sker efter det forudgående ophold i Cæsarea Filippi, hvor Peter over for Jesus bekender: "Du er Kristus, Guds søn!" Derpå forudsiger Jesus for første gang sin lidelseshistorie og Jesus taler om, hvad efterfølgelse vil sige. Forklarelsen på bjerget afklarer flere spørgsmål for disciplene om, hvem deres mester egentlig er, og hvad det vil sige at være discipel.

På den anden side giver forklarelsen på bjerget ikke disciplene mere vished for deres mesters identitet end at de glemmer deres oplevelse på bjerget, da lidelseshistorien sætter ind: Tag som eksempel Peters fornægtelse. Hvordan kan Peter fornægte Ham, som han på bjerget har skuet i forklarelsens og herlighedens lys?

Først efter Jesu opstandelse påskemorgen får Peter og resten af disciplene vished for det, som deres mester i live havde talt til dem og forudsagt om sin kommende herlighed - og det som forklarelsen på bjerget i glimt havde vist for dem: Nemlig, at deres mester virkelig er den Guds søn, som har del i faderens herlighed. At Han er Guds søn, som har sæde ved Faderens højre hånd.

Ved forklarelsen på bjerget får Peter og disciplene nok syn for sagen, at Jesus er Guds søn, men det glemmer de hurtigt igen, da Jesu lidelseshistorie begynder.
Kun retrospektivt kommer forklarelsen på bjerget i sit rette perspektiv: Først efter påsken og efter at disciplene har oplevet Jesus som opstanden, har de vished for det skin af Guds herlighed, som blev åbenbaret for dem denne dag med forklarelsen på bjerget.

Så dobbelt, så uafklaret må forklarelsen på bjerget have været for disciplene. Og som de havde det dengang med den oplevelse, sådan kan vel også vi have det i vores liv, hvor Gud i perioder kan være en del af vores liv - og så alligevel ikke...

I glimt kan vi vel fornemme Guds virkelighed i vores liv? Nærmest på guddommelig vis skuer vi i korte øjeblikke ind i en virkelighed, som ikke er af denne verden. En verden som er så smuk og fantastisk, at vi let beruses af den! Og i givet fald uden tøven kan længes imod, imod den fantastiske verden og væk fra vores hverdag, der ikke er nær så farvestrålende.

Nærmest som når man drømmer. Eller måske endda som spiritister, der henrykt fortæller om en verden på den anden side af det liv, vi kan se og føle. Spiritister har man kunnet opleve og hørt fortælle om deres "åndelige oplevelser" i en række TV-programmer: Programmerne beksæftiger sig med mennesker, der i deres liv oplever hændelser, der er uforklarlige. Folk som hævder, at uforklarlige fænomener i vores verden, skyldes fænomener fra en bagved liggende åndelig verden.

Jeg er ærgerlig over hvis nogen tror, at åndernes magt og den åndelige verden skulle være så interessante, at den virkelige verden, vores verden, de levendes verden måtte træde i baggrunden! For det er den åndelige verden ikke værd. Ensidigt at ville forsøge at nå denne bagvedliggende åndelige verden på bekostning af den sanselige og fysiske verden, vil jeg betegne som virkelighedsflugt.

Det kan ikke være meningen med åndelige oplevelser eller religiøse oplevelser. Det er enkeltestående og glimtvise syn, hvor der skues ind i en anden verden. Det må ikke betage nogen så meget, at man drømmer sig bort fra hverdagen. Tværtimod. De øjeblikke med nærvær af guddommelig eller åndelig inspiration, som vi måtte få i vores liv, dem skal vi i stedet tage med os, og bringe dem ind i vores hverdag!

Vi skal netop tage ved lære af Peters fejltrin i dagens evangelium: Peter misforstod situationen. Peter ville blive på bjerget i det ophøjede. I stedet for at vende tilbage til den verden, der ventede på ham og de andre disciple og deres mester.

Hele passionshistorien lå foran dem. Dét havde Jesus sagt forud for forklarelsen på bjerget. Alligevel var Peters forslag at slå sig ned, bygge boliger på bjerget! Hvilken virkelighedsflugt! Hvor tydeligt et tegn på, at Peter havde mistet jordforbindelsen!

Som hørere af dagens evangelium er det oplagt at spejle sig i den drømmende side i Peters sind, den side af Peter som vil blive i det ophøjede. Hvor mange af os kan ikke drømme om en ideal verden, hvor der er ro og harmoni. Ja, kort sagt, det rigtige liv, for Gud og mennesker. Dér, hvor vi har fred med Gud og med os selv. Og der, ja, der kunne det nu være rart at være! Og ikke mindst at blive der for altid? Hvem kan fortænke Peter i at foreslå at bygge bolig i det høje?

Ligesom Peter i dagens evangelium afbrydes i sit forehavende og modsiges af den himmelske røst, sådan er Guds tiltale til os i dag: Vi må ikke i vores liv forsøge at leve et perfekt og ophøjet liv med Gud alene - afsondret fra andre mennesker - adskilt fra denne verden!

Ligesom Peter ikke skulle leve afsondret fra andre mennesker med de besværligheder og problemer, der følger med deraf - ja sådan skal vi det heller ikke. Vi må ikke lukke alt andet ude fra vores liv - i et forsøg på at undgå sorger og skuffelser - i et forsøg på kun at ville det fantastiske - et liv i ophøjethed med Gud.

Det kunne ellers være fristende at søge Gud og det åndelige (og afsondrede liv)! Og mange mennesker har siden kirkens første dage gjort det - på godt og ondt. Levet deres liv i askese, som enspænder eller en form for eremit - et simpelt liv uden samspil med almindelige mennesker - til opofrelse og til den sande vej eller Guds ære. En verden i isolation - optaget af sig selv og deres egne erfaringer og oplevelser.

En verden hvor den enkelte selv har været centrum for sin egen såkaldte "personlige udvikling" - mod et højere plan, nærmere Gud, længere væk fra helt almindelige mennesker! For det er bedst at være hos Gud, synes logikken at være i de strømninger, som lægger vægt på menneskets egen personlige higen mod Gud og det enkelte menneskes guddommeliggørelse ved egen kraft.

I dagens evangelium er budskabet det stik modsatte: Disciplen Peter får klar besked på at gå ned fra bjerget - og ud mellem mennesker - ud i en verden af kaos og uorden! En verden sammen med andre mennesker.

Vi skal gøre som Peter. Nok må vi gerne skue mod det ophøjede - dog vores fokus skal være på det plan, som vi nu er og lever i. Vores fokus skal være det mellem- menneskelige plan. Vi skal have for øje de mennesker, som vi lever vores liv sammen med. Så vi ser hinanden i øjenhøjde - så vi griber de muligheder, der er hér og lever i den virkelighed, der er vores.

I den foreliggende verden skal vi være, det er her vi skal leve vores liv. Vi skal elske næsten, også selvom vi synes bedre om Gud og egentlig helst ikke bryder os om vores næste.

Gud har selv åbenbaret det for os. Da Hans egen søn kom til os, gjorde Gud det netop for at vise at Gud er blevet en af os. Gud er ikke en fjern Gud, men Gud er Gud blandt mennesker, og ikke blandt halvguder, spiritister eller munke. Gud er Gud blandt helt almindelige mennesker. Det var her Gud levede og døde! Derfor er det også her - i blandt mennesker af kød og blod - på godt og ondt- at vi skal leve vores liv.

Guds søn har selv vist disciplene og os den vej i livet.

For efter forklarelsen på bjerget går Jesus ned ad bjerget, for at møde mennesker, for at undervise, og så indleder han sin lidelseshistorie, blandt mennesker, for mennesker. Med sin egen lidelseshistorie viser Jesus os den vej, der fører os fra den guddommelige åbenbaring ud blandt andre mennesker - en vej med fællesskab og ansvar, opgaver og problemer.

Naturligvis kan forklarelsen på bjerget bruges til at tyde forklarelsen som et skin af Jesu guddommelige herlighed og som en foregribelse af Jesu egen opstandelse påskemorgen! Forklarelsen på bjerget kan vi også se som en foregribelse af den herlighed, som venter os, når vi skal opstå, ved de sidste tider. Først når Jesus kommer igen i de sidste tider, skal vi se ham som den, han virkelig er.

Som apostlen Paulus siger i Korinterbrevet: "Nu skuer vi i et spejl, men da skal vi skue, ansigt til ansigt." For når Guds søn kommer igen til jord, da skal ingen være i tvivl om hans ophav om og Hans herlighed. Det syn kan vi frem til. Men det syn må vi også frygte. Derfor må vi leve vores liv her på jorden - på Hans bud, af hans nåde - med Dommens dag for øje. Med øje for alt det, som vi har gjort og vil gøre og med øje for alt det, som vi burde have gjort og bør gøre, i lyset af den herlighed, som han åbenbarede for os med sit liv og lære. Og som blev åbenbaret i et glimt for disciplene på bjerget.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen!

- forslag til salmer: 54 292 162 – 161 56 57

-
Asser Skude 2009 ©, redigeret siden





  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post520

Fjerde søndag efter HelligTreKonger

PrædikenerPosted by Asser Skude 24 Jan, 2019 10:08:03

Evangelium til søndag den 3. februar 2019
Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! Vi går under!« Men han sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde: »Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?«
Matt 8,23-27

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken kl. 10.30 i Bellahøj kirke 2019

- stormen på søen


Dagens evangelium er en af de fortællinger, som jeg tydeligst husker. Jeg er sikker på jeg hørte den første gang som helt lille, og den gjorde indtryk på mig. Det er en fantastisk og dramatisk beretning: Alle elementer raser. Vind og hav står i et.

Kun hvis man kender søen og har oplevet at være et med søen og prisgivet søen, kan man helt forstå, hvad der er på spil. Det her er alvor. Det er et spørgsmål om liv og død for de, som er om bord.

De, som er er om bord i båden, var kendt med søen. Søen var en del af deres hverdag – på den ene eller anden måde. Var de ikke selv fiskere, var deres bror eller far det nok. Det siges i øvrigt om et af områderne og dens befolkning ved søen blev kaldt det samme som søens fisk. Så når Jesus sagde: I skal ikke længere fiske fisk, men fiske mennesker, kan der meget vel have været et ordspil (på aramæisk som oversat til danske breddegrader:, I skal ikke længere fange Bornholmere, men bornholmersild.)

En ting er de ombordværende frygter for deres eget liv. Det er slemt nok hvis de selv dør, men værre er for dem på land, som efterlades uden mand, søn eller nogen til at forsøge dem. Det er med andre ord, dem på land, der kommer til at betale prisen, hvis båden går ned og ingen overlever: Familie og børn rammes hårdt, hvis der sker en ulykke på havet.

Stormen er ikke bare en naturfænomen med voldsomme kræfter. I det Gamle Testamente er stormen ofte en måde, som Gud manifesterer sig på. Sådan kunne man også godt betragte dagens evangelium. Hvem andre end Gud kan byde over storm og hav? Det er og bliver Gud.

Den fremstilling af stormen på søen, der falder mig mest spontant ind er Havsteen Mikkelsens ”Søen” i Skt. Nikolaj kirke i Rønne (Bornholm). Det er ingen hemmelighed at f.eks. bornholmere alle dage har levet tæt på naturens kræfter og med naturen omkring sig. Som fiskere har mange haft søen tæt inde på livet. Og mange har mistet deres kære - under stormes rasen.

Sådan var det og sådan er det stadig den dag i dag for de som lever tæt på og i naturen og er prisgivet dens kræfter. Måske er det heller ikke tilfældigt at man ofte finder en ydmyghed og respekt for havet og naturens kræfter - netop i samfund, som har det inde på livet hver dag.

Som søfartsnation kan det heller ikke undre nogen at Danmark har relativt mange kirker tilegnet den helgen Nikolaj - som i følge den gamle katolske tradition var den biskop i det nuværende Tyrkiet og som blev kendt for bl.a. at redde skibbrudne.

Op gennem tiderne har mange mennesker fundet deres tro - netop allermest udsat og presset - af f.eks. stormes og naturkræfters rasen. Nogle fortæller om de nærmest er blevet reddet ved et mirakel eller at Gud har grebet ind. Uanset hvordan man forholder sig til deres historier, er de fortællinger virkelige for de mennesker, og enhver som har sejlet på åbent hav i en relativ lille båd har eller vil formentlig også blive konfronteret med sin værste frygt, når stormen raser.

Så er man bare i naturens og kræfternes vold, og har kun lidt kontrol over situationen, men har dog håbet og troen på at det nok skal gå alligevel, kan det håb og den tro redde en - om ikke bogstaveligt, så dog mentalt og i evighedens perspektiv.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

- forslag til salmer: 36 7 696 – 150 321 644

- Asser Skude 2011 ©



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post519
Next »