Asser Skude

Asser Skude

Toogtyvende søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 05 Oct, 2018 13:10:40

Evangelium til søndag den 28. oktober 2018
På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: "Hvem er den største i Himmeriget?" Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: "Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig. Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte. Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt."
Matt 18,1-14

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken til rytmisk gudstjeneste kl. 17.00 lørdag den 27. oktober 2018 i Bellahøj kirke

- hvem er den største i himmeriget?

"Hvem er den største i Himmeriget?” spørger disciplene Jesus. Måske havde nogle af dem troet, at de selv ville blive nævnt som som eksempel på den største i himmeriget. Det sker ikke. Et sådant konkret svar med navns nævnelse giver Jesus ikke. Svarende til dengang hvor en af disciplenes mødre kommer anstigende og nærmest aftvinger Jesus svar på hvem af hendes to sønner som skal sidde ved ”faderens højre side", må Jesus skuffe moderen og hendes ambitioner på sønnernes vegne.

Det at være ydmyg, synes at være egen egenskab disciplene mangler. Ydmyghed fremhæves i dagens evangelium som et positivt træk. De små er de største i Guds rige. I en ny oversættelse og ikke autoriseret oversættelse (Den Nye Aftale) hedder det: "Hvis I ikke ændrer jer og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Guds kongerige". Det er næsten de samme ord som lyder ved døbefonten, forud for dåbsritualet.

"Den, der gør sig lige så lille som barnet her, han er den største i Guds kongerige.", som det hedder i vers 4 i den nyeste oversættelse. Ydmyghed fremhæves som en dyd. Ingen bør fremhæve sig selv, og da slet ikke på de mindstes bekostning. Det budskab klinger godt sammen med den fejring, vi netop har haft i den forgangne uge med Morten Bisp, der er kendt og elsket for netop sin forbilledlige ydmyghed. Så ydmyg var han at han, da folk ville have ham som deres biskop, gemte sig.

Jesus fremhæver i dagens evangelium nærmest ydmydhed, som et adgangskrav til Guds himmerige: "Hvis I ikke vender om og bliver som børn kommer I slet ikke ind i Himmeriget". Og hvordan skal det gå til at nogle vender om kommer ind i Himmeriget? Jesus svarer, at kun den som "ydmyger sig og blive som dette barn, er den største i Himmeriget"

Vi må forestille os, at der har været børn til stede, da Jesus svarer på disciplenes spørgsmål, for vi hører, at "han kalder et lille barn til sig og stillede det iblandt dem".

At Jesus anvender barnet som eksempel på, hvordan en god discipel bør være, er vel dels fordi der er børn til stede og alle kan forholde sig til de børn. Intet barn kan eller skal i sagens natur præstere noget. Et barn er bare. Det registrerer, det er ærligt og spontant. Det søger ikke at forstille sig. Sådan er det uspolerede barn.

Ofte har voksne en tendens til at være alt andet end ydmyge og give plads. Og den kritik Jesus retter idag, er i høj grad rettet mod hans egne disciple, der synes at have glemt det positive i at være et svagt, søgende og ydmygt menneske, der ikke fremhævder sig selv på bekostning af andre.

Det er tendens som gennemsyrer samfundet - dengang som nu - at den selvhævdende, højtråbende, krævende får opmærksomheden og får ført sin sag igennem, mens dem som ikke råber højest oftes havner bagerst i køen.

Den iagtagelse og analyse af samfundet er ikke rar at høre, hverken for Jesu disciple eller for os, som hører den idag. Jesus har ret. Der er nogen, der fylder for meget, meget mere end de burde, og nogen der fyldet alt for lidt. Det er dem, Jesus byder os, at hjælpe og støtte, så der også er plads til dem.

Jesus advarer ligefrem imod at bringe en af disse mindste til fald: "Ve det menneske, der bliver årsag til fald." I den tidligere oversættelse kunne man læse "den som forarger en af disse mine mindste”. Forarger betyder i denne sammenhæng noget andet end det som støder etisk og moralsk. "Forarger" er oversættelsen af det græske verbum "skandalitså", at miste troens mulighed. Den oversættelse er (heldigvis) også kommet med i den nyeste oversættelse. "Men stakkels den, der får en af de små, der tror på mig, til at miste troen... Forbandede verden, der lokker mennesker væk fra Gud. Det er uundgåeligt, at nogle mennesker mister troen, men den, der får dem til det, vil blive forbandet."

Derpå kommer alverdens advarsler om ikke at bringe andre eller sig selv til fald. Retorikken er barsk og nærmest grotesk, for det kan ikke være meningen at disciplene skal lemlæste sig selv. Retorikken må snarere tjene som advarsel og tydeliggørende, og kan ikke opfattes bogstaveligt. Hvis det sidste skulle være tilfældet, vil jeg gerne vide, hvad det evangeliske er i de advarsler?

Til sidst i dagens evangelium bringes lignelse om det fortabte får og den gode hyrde som Gud er, der bringer det tabte får tilbage. Hvilken smuk illustration af Guds omsorg. "Hyrde" hedder "pastor" på latin og det er ikke tilfældigt at netop det begreb anvendes fra den tidligste kristendom om kirkens præster, der skal være som "gode hyrder" for menigheden; de skal søge at holde flokken samlet og redde den fra trusler og farer - ligesom Jesus idag forkynder med den lignelse om Guds omsorg, at Gud er som den gode hyrde, der passer på sin flok og vil opsøge det tabte for at det skal bringes tilbage i folden.

Gud er virkelig omsorgsfuld, når han vil finde det fortabte og bringe det tilbage. Ikke en af de mindste vil Gud går tabt. Den lignelse viser både Guds omsorg og Guds almagt. For Gud helmer ikke, førend han får bragt det tabte tilbage i sin fold.

Måtte vi forsøge at ligne vores himmelske fader på det punkt. Måtte vi stræbe efter at bringe det tabte tilbage. Måtte vi ikke helme, før enhver af os, selv den svageste af os i vores samfund, var fundet og bragt på ret vej igen. At finde det tabte og vende det om, hen imod fællesskabet hen imod Gud. At vende det tabte om, så det igen blev del af helheden, del af vores virkelighed og vores liv.

Da er Guds rige tydeligt blandt mennesker, når det sker. Da er Guds rige på jord, når alt sættes ind på at opsøge det fortabte og bringe det tilbage.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer: 731 266 656 593 336

-
Asser Skude © 2012, redigeret siden



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post506

Enogtyvende søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 05 Oct, 2018 13:09:30

Evangelium til søndag den 21. oktober 2018:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: "På den tid kom nogle og fortalte Jesus om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Og han sagde til dem: "Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de." Så fortalte han denne lignelse: "En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om."
Luk 13,1-9

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejeler forud for prædiken

- det ufrugtbare figentræ

Dagens evangelium er på mange måder svært at ”komme uden om”. Sidste søndag var det på samme måde et tungt og alvorligt tema: Nemlig spørgsmålet om frelse og fortabelse: Hvad skal der til for at blive frelst, og hvordan går det til at nogle fortabes? Er der håb for os?

Evangeliet i søndags lød advarende: "Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse." (Matt. 21, 44).

Med risiko for at lyde som en anden dommedagsprædikant er det er alvorlige sager, der er på spil, og det er bestemt ikke morsomt, hvordan det vil gå de, som ikke omvender sig i tide og ikke bærer frugt.

På samme måde forholder det sig også i dagens evangelium hos Lukas: Jesus advarer: "men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de." Og disse "de", som der sammenlignes med er de to gruopvækkende beretninger om massedød, især beretningen om de atten omkomne, hvor et tårn i byen Siloa styrter sammen. Højst sandsynligt en ulykke, som har været alment kendt og som alle tilhørerne derfor har kunnet relatere til, en tragedie med et fatalt udfald – uanset om det skyldtes byggesjusk eller naturkatastrofe.

Dagens evangelium slutter med en advarsel: Det sker indirekte og i form af lignelsen om det ufrugtbare figentræ: En advarsel om hvordan det kan gå den, som ikke bærer frugt. Og dog er der en lille åbning: Selvom ejeren af vingården er træt af at vente på at figentræet sætter frugt, det har været håbløst de sidste tre år, taler gartneren alligevel vingårdens herre til ro og siger: "Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om".

Ligeså skræmmende beretningen om det ufrugtbare figentræ på den ene side er, pga. det ikke har båret frugt og dets skæbne er uvis, ligeså opløftende er det på den anden side at høre at gartneren i vingården insisterer på at give figentræet en chance til, og vingårdens herre går med på den.

Lignelsen om det ufrugtbare figentræ er på mange måder en sand perle og rummer evangeliet i al sin skønhed: Et ægte glædeligt og befriende budskab om, at det, som indtil nu intet har kunnet præstere, fredes og får en chance til. Til trods for at det har været frugtesløst indtil nu, selvom det tager pladsen op, selvom det "gør jorden unyttig", som der stod i en tidligere oversættelse. For det figentræ vil nu få hjælp udefra, sådan at det bliver nurset og plejet, og det vil kunne sætte frugt.

Sagt på en anden måde giver lignelsen om det ufrugtbare figentræ håb til enhver, som måtte ængstes over sine manglende formåen; Selv det ufrugtbare får en chance til. For gartneren er nådig imod træet og vil gerne hjælpe det til at bære frugt. Og vingårdens herre er forstående over for mellemmandens argument: Bedre jord og gødning til det træ, så kan det nok lykkes.

Der er håb og forsoning i dagens evangelium: Herren vil, at det lille træ sætter frugt. Og Herren giver tid og giver råd.

Herren er hverken ondsindet eller grusom. Herren ønsker derimod det bedste for sine kære, selv for det, som indtil nu intet har formået af sig selv. Og det er ikke Herrens intention at noget skal være goldt eller hugges om eller brændes.

Og til de prædikanter, som vil forsværge, at det frugtesløse træ skal forblive frugtesløs, og at det træ fortjener at blive hugget om og brændes i evig ild, skal deres tanker gøres til skamme:

Herren vil ikke at nogen eller noget, skal gøre jorden unyttig. Herren vil frede selv det, som ingen regner med, for at det kan sætte frugt, og for at ingen andre skal fradømme det muligheden for at blive til noget og gøre en forskel i sin Herres vingård. Se det er evangelium, det er håb for selv det mest ubetydelige og udskældte.

Evangeliet i dag og til alle tider er, at der er håb til alle tider, for de som endnu ikke har båret frugt, selv de som andre måtte kimse ad eller se skævt til.

Gud vil og kan gøre det som ellers ser umuligt ud, muligt. Gud vil og kan vende håbet og sætte liv i det som andre havde opgivet. Gud vil bringe lys og liv, håb ind, der hvor andre ville give op.

Sådan vil Gud også kunne gøre med os. Det er ikke for sent, der er stadig tid. Og ingen i Guds rige er unyttig eller frugtesløs – indtil det modsatte er bevist – og alene Gud kender tiden, når høsten kommer. Det gør intet menneske, sågar ej dommedagsprædikanter eller andre, som spreder frygt og rædsel, i stedet for at prædike evangelium, som giver tro og håb og fred og forsoning på den tid, som skal komme.

Gud kan ikke være ond eller hjerteløs mod os. Gud vil det bedste for sine kære små. Gud vil at hans kære må sætte frugt, også der, hvor der tidligere var goldt og frugtesløst.

Gud vil livet. Og Gud vil os. Derfor vil Gud også at livet går fra os til vores efterkommere i sin vingård. Derfor vil Gud også at vi sætter frugt. Sådan at det ikke går som i de gamle tider, som vi hørte om i den gammeltestamentlige profeti: Skyld skal ikke længere nedarves fra far til søn, men verden skal bygges op med en ny lov.

Enhver skal få muligheden, den tid er slut, hvor skyld og straf nedarves fra far til søn. Det skal være en ny tid, med frihed og barmhjertighed.

Gud er og bliver kærlighed, ligesom Gud åbenbarede sig i sin egen Søn, Jesus Kristus, som kom til os, ikke for at straffe eller dømme, men for at give os sit budskab om nærvær, fred og håb om frelse, tid til at bære frugt.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

- forslag til salmer: 375 368 369 787

Asser Skude © 2008, redigeret siden



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post505

Tyvende søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 05 Oct, 2018 13:04:35

Evangelium til søndag den 14. oktober 2018
Jesus sagde: "Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?" De svarede: "Den første." Jesus sagde til dem: "Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?" De svarede ham: "Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde." Jesus sagde til dem: "Har I aldrig læst i Skrifterne: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?‹ Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse." Matt 21,28-44

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken:

- vingårdsejeren og de onde vingårdsbønder

Præsten og terapeuten Bent Falk siger i "Kærlighedens Pris": ”Kærlighed koster noget, og mest for dén, der elsker mest. Det ved enhver, der elsker: forældrene, der kæmper den kærlighedens kamp, der kaldes ”opdragelse” med deres børn, ægtefæller, der livet igennem må slide hinandens hjørner af; og venner, der møjsommeligt må slå tilgivelsens bro over meningsforskellenes og interessemodsætningernes afgrund. Mest koster kærligheden, når barnet ikke kom hjem; når elskeren ikke var tro; og når vennen vendte sig bort uden at ville tage imod den udstrakte hånd. Dvs. mest koster kærligheden, når den ingenting får for dét, den betaler! Netop sådan bliver kærligheden gang på gang korsfæstet”

Bent Falk udlægger lignelsen om de onde vingårdsbønder i "Kærlighedens Pris" og siger, at denne lignelse "bekræfter denne indsigt om kærligheden mellem to parter: Naturligvis kan kærlighed ikke fremtvinges, hverken med penge, magt, eller guld. Alligevel har kærlighed har en pris, nemlig en pris som ikke kan gøres op i kroner og ører. For enhver, som har elsket, ved at det koster at elske, og mest koster det at elske når kærligheden svigtes, det koster dyrt, når den, der elsker ikke modtager nogen kærlighed tilbage fra den, som elskeren kaster sin kærlighed på. Og enhver som i sit liv har elsket, uden at blive elsket igen, ved altså at kærlighed kan have sin pris. Og prisen kan være høj. Det kan være alt lige fra afvisning og ligegyldighed, til kynisk udnyttelse."

Lignelsen om de onde vingårdsbønder er slutningen af dagens evangelium og har som tema denne "kærlighedens pris", som Gud i himlen er villig til at betale. Guds væsen er kærlighed. Gud elsker sine kære betroede så højt, at Gud er villig til at betale den kærlighedens pris, som også omfatter svigt og forræderi.

Gud er barmhjertighed. Gud er hverken smålig eller nøjsom. Gud er grænseløs i sin hengivenhed. Gud er ødsel med sin kærlighed, og Gud vil forsoning, frem for straf. Selvom vinbønderne fortjener straf fra vingårdens ejer, vil de næppe få det. For evangeliet er budskabet om barmhjertighed og tilgivelse – selv for de, der fortjener straf. For evangeliet er budskabet om at kærligheden bygger bro, kærligheden vil hverken straffen eller hævnen.

Gud vil gøre alt for sit forhold til sine elskede. Selv de, der svigter ham. Gud vil ikke vil spare noget for at vise mennesker, hvor meget Gud vil dem. End ikke sin egen søn vil Gud spare. Gud er så gavmild og har så meget overskud, at Gud kan lignes med vingårdsejeren i dagens lignelse: Vingårdsejeren betror sine vingårdsbønder sit mest dyrebare. Og ikke alene sin vingård, som han har skabt. Han betror sine medarbejdere flere udsendinge, og selv da det ikke lykkes, sender han sit eget kød og blod, sin egen søn. Vingårdens ejer er altså en person, som ikke helmer i sit forsøg på at nå ud til sine betroede medarbejdere.

Alligevel må vingårdens ejer betale den højeste pris, der kan tænkes: sit eget kød og blod. Hans søn mødes af en sådan uvilje og et sådant had, som når det er værst blandt mennesker. Det er en menneskelig tragedie: Sønnen bliver offer for en sammensværgelse. Et rovmord. Og forbrydelsen har mange skyldige. Og mange ofre. Og den som betaler den største pris, er faderen.

En fader mister sin søn for en vingårds skyld. Er det virkelig det værd? Ja og nej. Nej, fordi ingen far i verden vil ofre sin egen søn for en vingård. Nej, fordi enhver far, der mister en søn, vil kræve straf over sin søns bødler.

Og på den anden side. Ja, det er åbenbart det værd, siden at faderen ofrer sin søn i et forsøg på at nå sine medarbejdere. Åbenbart er faderen så ødsel med sin kærlighed, at han kan elske og elsker dem som slår hans egen søn ihjel.

Vingårdens ejer, lignelsens billede på Gud, er en fader som elsker. Det er historien om en, der elsker så højt og er så ødsel med sin kærlighed, at intet er for dyrt, intet spares.

Dagens evangelium om Guds barmhjertighed overgår enhver forstand: Gud vil ikke straffe sønnens død, Gud vil genoprette det tabte med sin kærlighed. Gud vil vise, at Gud er villig til at betale den højeste pris for sin kærlighed. Og menneskene vil ikke tage imod Guds kærlighed. Menneskene afviser Guds kærlighed, som var tiltænkt dem.

Gud går hele vejen og kommer med det ultimative offer: Sin egen søns kød og blod. Gud vil og gennemfører sin vilje til forsoning, og derved åbenbarer Gud sin grænseløse og betingelsesløse kærlighed, ved at elske, til trods for at menneskene korsfæstede hans søn.

Det var ikke fordi Gud ville sønnens offerdød, men var Gud villig til at betale den højeste pris.

Det var ikke Gud, der slog sin søn ihjel, det gjorde mennesker. Menneskene slog Guds søn ihjel. Menneskene svigtede budet om kærlighed. Og som apostlen Paulus siger i dagens epistel : "Alle har Gud indesluttet i ulydighed, for at de som er ulydige kan få barmhjertighed."

Og vi er som mennesker ofte skyld i at svigte og gøre hinanden ondt, også selv når vi mindst ønsker det eller er os det bevidst. Trods vores ansvar og svigt og at vi er skyldige i svigt og Gud elsker os. Vi er skyldige og går fri af straffen. Fordi Gud ikke er en nøjeregnende Gud, men fordi Gud er en barmhjertig og nådig Gud.

Det betyder ikke, at vi kan tillade os at være kynikere. Det betyder ikke at vi kan sløse med kærligheden, bare fordi Gud er ødsel med den. Det betyder ikke, at vi ikke er forpligtet på at elske, fordi Gud elsker os betingelsesløst.

Vi er forpligtet på kærlighed, barmhjertighed, hengivenhed – i forhold til Gud og næsten. Vi skylder hinanden ubetinget dette: At elske Gud af hele vores hjerte og styrke og vores sjæl og at elske næsten som os selv.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

- forslag til salmer: 392 358 376 492

Asser Skude © 2008, redigeret siden



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post504

Nittende søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 01 Oct, 2018 09:27:52
Evangelium til søndag den 7. oktober 2018

Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger: "Se, dér er Guds lam." De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: "Hvad vil I?" De svarede: "Rabbi, hvor bor du?" – Rabbi betyder Mester. Han sagde til dem: "Kom og se!" De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus. Først møder han sin bror Simon og siger til ham: "Vi har mødt Messias" – det betyder Kristus. Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: "Du er Simon, Johannes' søn; du skal kaldes Kefas" – det er det samme som Peter. Næste dag ville han tage til Galilæa og møder Filip. Jesus siger til ham: "Følg mig!" Filip var fra Betsajda, fra samme by som Andreas og Peter. Filip møder Nathanael og siger til ham: "Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.” Nathanael spurgte: "Kan noget godt komme fra Nazaret?" Filip sagde til ham: "Kom og se!" Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: "Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig." Nathanael spurgte ham: "Hvor kender du mig fra?" Jesus svarede ham: "Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet." Nathanael udbrød: "Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!" Jesus sagde til ham: "Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det." Og han sagde til ham: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen."
Joh. 1,35-51

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken

I dagens evangelium hører vi først om Johannes Døberen og to af Johannes’ disciple. Det er Johannes Døberen som direkte peger på Jesus og siger: "Se, dér er Guds lam". Johannes Døberens ord er en såkaldt Kristusbekendelse. Altså en bekendelse til Jesus som den frelser, som jøderne har ventet. Han, der tager verdens synd på sig og dermed tager den bort. Med hans død skal verdens synd sones, og verden skal reddes fra undergang og fortabelse. Ligesom det lydefrit offerlam som reddede Guds folket under fangenskabet i Ægypten fra dødens engel, skal Kristus og Hans blod under påskefesten sone verdens skyld. Hans offer, lidelse og død skal genoprette den brudte relation mellem Gud og mennesker. Forholdet mellem Gud og mennesker skal genoprettes en gang for alle.

Det er det, som ligger i Johannes Døberens udsagn: "Se, det er Guds lam". Det er en bekendelse til Jesus som den Guds udvalgte, verdens frelser.

Og det er netop som konsekvens af Johannes Døbers egen utvetydige bekendelse "Se, dér er Guds lam", at de første disciple kaldes: Dagens evangelium er en række af discipelkaldelser, helt præcist fire nævnes: Andreas og hans bror Simon, siden Filip og til sidst Nathanael. Og tror disciplene, at de indtil nu har fået noget særligt at se, stiller Jesus dem i udsigt, at de skal få langt større ting at se.

Jesus siger jo i dagens evangelium: "I skal se himlen åben og Guds engel stige op og stige ned over Menneskesønnen." Med de ord hentyder Jesus til, at disciplene ved hans mellemkomst skal se himmel og jord mødes. Ved ham skal himmel og jord mødes. I kraft af ham skal disciplene himlen åben, og Guds engle skal stiger op og stige ned over ham: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen."

Præcis som i dagens læsning fra det Gamle Testamente, som Jesus helt bevidst hentyder til, og som alle disciplene kender til: Beretningen om Jakob, der lægger sig til hvile under vandring. Og Jakob har en drøm: Han ser en stige, som står på jorden og når helt op til himlen, og at Guds engle stiger op og stiger ned ad den stige, og at Jakob bagefter kalder det sted, hvor han har haft sin drøm for Guds hus, himlens port.

Og ligesom Jakob mødte den åbne himmel og porten til Gud, vil Jesus nu have, at disciplene skal opfatte Ham: At disciplene skal se ham som dén, i gennem hvilken de skal møde himlen åben. At Han for dem vil være porten til himlene: Han skal være og er indgangen til Guds rige, Guds hus. At Han er den som er vejen til Gud.

Han er "vejen, sandheden og livet", som der står et andet sted hos evangelisten Johannes.

Han er vejen til Gud, fordi der ikke er andre veje til Gud: Der er ingen andre, som Gud direkte har åbenbaret sig igennem. Jesus er jo er både Gud og menneske i en og samme skikkelse.

Han er sandheden om Gud, fordi Gud gennem ham – i hans liv og gerning – åbenbarer sin kærlighed og frelse - uforfalsket, ægte, ligetil, umiddelbart. Han er som lyset, der kommer til verden, der er formørket og vendt bort fra Gud.

Han er livet selv, fordi han har Gud som fader, fordi han er født som menneske og dog har Gud til fader. Han er Gud inkarneret, dvs. Gud i menneskekød. Han er sendt fra Gud og kommet i skikkelse af et menneske.

Han kommer fra Gud og Hans udsendelse er fra himlen til jorden, for at være iblandt mennesker. Jesu udsendelse fra Gud er oppe fra og ned: Fra himlen til jorden. Med Jesu fødsel er der sket en åbning fra oven og ned, fra himlen mod jorden.

Ved Jesu død på korset, åbnes vejen til himlen nede fra og op. Jesu korsdød er altså en bevægelse nedefra og op. Hans korsdød er en åbning fra jorden op til himlen. En åbning for mennesker op til himlen. Det er derfor, at Jesus siger til disciplene, at de skal se Guds engle stige op og stige ned, netop ikke "stige ned og stige op", for bevægelsen er nedefra og op.

Ved Jesu død på korset åbnes vejen til himlen. Ved Jesu død på korset åbnes himlens port. Det kaldes også teologi fra neden, fordi Gud møder mennesker, hvor de er. Fordi Gud møder mennesker på deres hjemmebane. Mennesket skal ikke forsøge at nå op til Gud, for Gud er allerede steget ned til mennesker og er kommet til mennesker med sin frelse med sin kærlighed.

Sådan er Jesus kommet til verden, med Guds velsignelse, med Guds udsendelse og med myndighed og mandat fra Gud til at sone, forlade synder, åbenbare sin kærlighed, helbrede, frelse verden med løftet om evigt liv.

For de mennesker i dagens evangelium, møder Jesus er der ingen tøven. De følger ham uden at betænke sig og de gør det uden skrupler. De tager imod hans tilbud om fællesskab, et fællesskab, der rækker fra menneskelivet, på tværs af døden og efter døden og ind i evigheden. Et løfte om evigt liv i kraft af fællesskabet med ham, som de bekender sig til som Herre og hvis ord og lære de skal holde sig til. Og han vil være med dem alle dage, som han selv lover dem.

Dagens evangelium beretter om kaldelse af nogle af de første, som blev kaldet til det fællesskab med Jesus. Især Simon, som skal kaldes Kefas eller klippe, svarende til Peter. Han og de andre første disciple, som blev kaldet til at høre Jesus til, udvikler et omfattende netværk af menigheder i hele den kendte verden.

Og antallet af troende vokser sig hurtigt til et netværk ud til verdens ender: Hos evangelisten Matthæus hører vi om, hvordan Jesus sender jo de disciplene ud i verden med ordene: "Gå ud i verden og gør alle folk til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer, og se jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende." Det er den såkaldte dåbsbefaling eller missionsbefalingen.

De ord sagde præsten, dengang vi selv kaldet og døbt og vi blev indlemmet i fællesskabet. Hans fællesskab er åbent for alle. Og dåben er indgangen til hans rige: Her står himlen åben. Og her står himlen åben for enhver, som kommer til dåben. Hedning, græker, jøder, som apostlen, Paulus siger i Galaterbrevet kapitel 3, vers 26 ff.: "For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte."

Faktisk står der på en gammel døbefont i en kirke, hvor jeg har døbt mange børn: "Bær dit barn til dåben, her står himlen åben. Her står selv Guds søn".

Når forældre tager deres barn til dåben, står altså himlen åben og her er himlens port, indgangen til Guds rige.

Sådan er også vores tro for det barn, som vi bærer frem til dåben. At det barn, må blive et Guds barn, elsket og omsluttet alle dage, nu og i evighed, af Guds kærlighed og omsorg.

For selvom dåben nok er en stor og vigtig begivenhed og indlemmer barnet hos Gud, så er det begyndelsen på noget endnu større, nemlig Guds rige. Hvordan det Guds rige er, kan ord svært beskrive, men vidunderligt og pragtfuldt og fantastisk er det. Løftet fra Guds søn til os om det Guds rige, er de samme ord, som til Nathanael: "Du skal få større ting at se end det... Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen."

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer: 13 448 447 376 440 375

- Asser Skude © 2008., redigeret siden



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post503
Next »