Asser Skude

Asser Skude

Tolvte søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 06 Aug, 2018 12:28:21

Evangelium til søndag den 19. august 2018
Jesus sagde: "Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende. Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes." Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: "Mester, vi vil se dig gøre et tegn." Men han svarede dem: "En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas' tegn. For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter. Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig ved Jonas' prædiken, og se, her er mere end Jonas. Og Sydens dronning skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo."
Matt 12,31-42


- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken til rytmisk gudstjeneste kl. 10.30 søndag den 19. august i Bellahøj kirke

Det er svære anklager, Jesus kommer med i dagens evangelium. Umiddelbart er det vanskeligt at se det evangeliske og glædelige. For det er en sønderlemmende kritik, som Jesus retter. Imidlertid kommer Jesu anklager ikke ud af den blå luft: Forud for dagens evangelium har Jesus helbredt en stum og blind mand, hvorefter Jesus anklages for at have helbredt ved dæmonernes fyrste, Beelzebul og ikke ved Helligånden. Til det må Jesus tage til genmæle: "hvis Satan uddriver Satan, er han kommet i splid med sig selv; hvordan kan hans rige så bestå? Og hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds ånd, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Eller hvordan kan nogen trænge ind i den stærkes hus og røve hans ejendele uden først at have bundet den stærke? Først da kan han plyndre hans hus."

Jesu angreb er altså et modangreb og skal forstås på baggrund af, at han selv anklages for at være djævelens håndlanger. Derfor er han også nødt til at slå fast umiddelbart før dagens evangelium: "Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder." For Jesus er Guds søn, og Jesus forkynder Guds rige og helbreder med fuldmagt fra Gudfader og med Guds ånd. Jesus er nødt til at trække en streg i sandet. Som den Guds søn han er, er han nødt til holde fast på, at han er Guds søn og handler på sin himmelske fars vegne.

Når Jesus i dagens evangelium helt direkte advarer imod bespottelse af Helligånden, så er det i virkeligheden også en advarsel til de, som ikke tror på ham som Guds søn. De, som anklager Jesus for at være falskner og dæmonbesat, anklager i virkeligheden samtidig ham for ikke at være Guds søn. Dermed er det en advarsel til hans kritikere om, at hvis de ikke tror på ham som Guds søn, vil være værst for dem selv: For hvem skal frelse dem, som ikke tror, hvis ikke Guds søn? Og hvem skal række dem evigt liv, som ikke tror, hvis ikke Guds søn?

Troen på Jesus Kristus som Guds søn er det, som vi i vores evangelisk-lutherske tro bekender os til og tror og håber på. Hvis ikke Guds søn skal skænke frelse fra fortabelsen og række evigt liv, hvem skal? Hvad skulle meningen være med at frelse de, som ikke tror og skænke dem evigt liv? Er det ikke netop alene troen alene, som retfærdiggør? Hvis nogen skulle bortkaste troen og håbet på ham som Guds søn, som frelser og forløser, hvad er da tilbage at tro og håbe på? Som apostlen Paulus siger i sit første Korintherbrev, kapitel 15, vers 13ff: "Men når det prædikes, at Kristus er opstået fra de døde, hvordan kan så nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde? Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom. Vi kommer så også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han har oprejst Kristus, som han altså ikke har oprejst, hvis døde ikke opstår. For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker."

Apostlen Paulus gør ret i, at den kristne tro er sårbar og kan forekomme ynkværdig set med verdens øjne. Men det er ikke ensbetydende med at kristne behøver opgive tros-grundlaget: Troen på Guds søn, dødes opstandelse, frelse og et evigt liv. Troen skal ikke være forgæves, slet ikke. For ligesom Kristus er opstået, skal også døde opstå. Og ved en opstandelse, der ligner Hans.

Troen er og bliver den afgørende størrelse, omend kritikerne gør nar af den og undervurderer dens virkning. Men undervurderes bør troen ikke, ejheller bekendelsen af Guds søn. Apostlen Paulus siger i Rombrevet kapitel 10: "For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses"

Til de, som tvivler på at troen og den mundtlige bekendelse af Guds søn ikke er afgørende, taler apostlen Jakob. Jakob gør opmærksom på, at selv den lille tunge i menneskets krop har stor indflydelse på hele legemet. Trods sin ringe størrelse kan tungen have en stor magt: "Tænk også på, at skibene, der er så store og tilmed drives frem af hårde vinde, styres af et ganske lille ror, hvorhen styrmanden vil, på samme måde er tungen kun en lille legemsdel, men kan prale af stor magt. Tænk på, at den mindste ild kan sætte den største skov i brand; også tungen er en ild."

I beretningen om Helligåndens komme til apostlene Pinsedag, jf. Apostlenes Gerninger kapitel 2, vers 1 ff. fortælles, at "tunger som af ild satte sig på dem". Ofte er Helligånden afbilledet som ildtunger, der sætter på mennesker. Som Helligånden satte sig på de apostle dengang, vil Ånden også kunne sætte sig på os og meddele sig til os. Der er en sammenhæng mellem tunge og ild samt tro og ånd. De er magtfulde størrelser, til trods for, at de til at begynde med er små: En lille gnist kan flamme op og sætte store skove i brand. Sådan kan også troen og bekendelsen af Guds søn. Troen på ham kan tage begyndelse i det små: Det lille ord om ham kommer gennem øret går ind og undfanger troen. I de første århundreder i vor tidsregning betragtede man troens undfangelse ligesom et lille menneskelivs undfangelse i moders skød: Som et frø, der sås og slår rødder og spirer og vokser sig stort i det indre menneske.

Sådan er det også med de ord, som bæres frem af menneskets tunge. Et enkelt ord kan få stor betydning. Derfor gør apostlen Jakob ret i sine betragtninger: En tunge er et virksomt instrument, der ikke bør undervurderes, men anvendes med omtanke og forsigtighed: Derfor maner epistlen til at mennesket tager sig i agt, hvordan det bruger sin tunge. Og ikke alle måder er lige hensigtsmæssige: "Som selve den uretfærdige verden sidder tungen blandt vores lemmer; den smitter hele legemet og sætter tilværelsens hjul i brand og er selv sat i brand af Helvede. For enhver art af vilde dyr og fugle, krybdyr og havdyr kan tæmmes og er blevet tæmmet af mennesket; men tungen kan intet menneske tæmme, den er ustandselig på fædre med sin ondskab og fuld af dødbringende gift, med den forbander vi mennesker, som er skabt i Guds billede, fra samme mund lyder både velsignelse og forbandelse. Mine brødre, sådan bør det ikke være."

Hvad apostlen Jakob skrev for totusind siden, kan ikke siges bedre eller mere præcist af noget menneske på vor tid: For vi lever i en verden, hvor menneskets tunge kan bruges som en knivsæg: En tunge kan være skarp, dødbringende farlig, besnærende, lokkende, dragende på samme ting: Ord kan være som det blødeste silke og dog farlige: På en og samme tid smukke og velvalgte, men også den ondeste gift. Selv små og undseelige bemærkninger kan lave dybe sår i menneskets sjæl, som ikke vil hele. Små ord kan trænge ind bag det stærkeste bryst, ligesom de mindste og dødelige giftpile. Selv små ord kan vælte mægtige herskere og riger. Apostlen Jakob opfordrer til besindighed og omtanke, når mennesket bruger sin tunge: En giftig tunge vil forpeste andres liv, men også det menneskes liv.

Man siger også, at "hvad hjertet er fuldt af løber munden over med". Det mundhæld stammer fra dagens evangelium ifølge Matthæus: "For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med." Men det vigtigste er faktisk fortsættelse: "Et godt menneske tager gode ting frem at sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting fra at sit onde forråd."

Heri ligger det dybe indsigt fra evangelisten Mattæus: De onde ting, som en tunge kan frembringe, kommer jo ikke ud af det blå. De onde ting, som mennesket siger, kommer et sted fra. De onde ting, mennesket siger kommer fra menneskets inderste; hjerte og tanker. Apostlen Jakob har ret, når han siger, at onde ting, som menneskers tunge løber over med, det kan intet menneske tæmme. Som man siger kan man "tale over sig", "tungen løbe over med én" og det er oftest hvad som sker, når vi siger onde ting om andre. Det sker når vi mister kontrollen over os selv, før eller siden løber det ene eller det andet over med os, før eller siden, udsat for pres, stress, svigt osv. kan vi ikke styre, det vi gør eller siger, og slet ikke hvad vi tænker. Som Jakob siger: "I ved, at vi får en særlig hård dom. Alle begår vi mange fejl. Hvis én ikke fejler i tale, er han fuldkommen og kan tøjle hele sit legeme". Men hvem kan sige, de kan tøjle deres ord, deres inderste tanker og følelser fra deres dybeste sted i deres hjerte ? Hvem er så fejlfri, at han eller hun vil stille sig op og hævde at være uden ondskab og svig?

For sandheden om os mennesker er, at vi har en hang til det onde og ikke er i stand til at tølje det onde ved egen kraft. Tag f.eks. når ondskaben hos et menneske forstærkes af jalousi, vrede og had. En ondskab, som vil tage fra andre, hvad det menneske ikke selv har, griskhed, en ondskab som vil sætte mennesket selv højere end næsten. Ondskab findes hos mennesket i mange afskygninger, og netop derfor har mennesket brug for at blive gjort sig det klart, at det ikke magter meget ved egen kraft. Derfor har mennesket brug for at blive sat på plads. Mennesket kan ikke skabe fred og fordragelighed ved egen kraft, men behøver hjælp udefra. Mennesket behøver det overskud, som er Guds og som ikke dets eget. Det overskud som kan sætte mennesket ind i dets rette sammenhæng, det overskud som vil kærlighed, fred og glæde.

Det overskud har alene Gud. Alene ved Guds hjælp og retledt af Guds magt, skal mennesker tøjle deres ondskab, så mennesket sættes i det rette forhold til Gud og næsten: Mennesket er skabt i kærlighed af Gud. Mennesket er skabt til kærlighed. Og når mennesket lever ud af kærlighed til andre mennesker, så skinner det menneskes gudbilledlighed igennem. Derved bliver mennesket lig Gud, nemlig når mennesket elsker og er elsket, og derved kommer mennesket tættest på at leve, som Gud havde tænkt det.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer 5 42 376 – 578 613 658

- Asser Skude © 2008, redigeret siden



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post496

Elvte søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 06 Aug, 2018 11:17:54

Evangelium til søndag den 11. august 2018
En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: "Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd." Jesus sagde da til ham: "Simon, jeg har noget at sige dig." Han svarede: "Sig det, Mester!" "En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?" Simon svarede: "Den, han eftergav mest, vil jeg tro." Jesus sagde: "Det har du ret i." Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: "Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt." Og han sagde til hende: "Dine synder er tilgivet." De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: "Hvem er han, som endog tilgiver synder?" Men han sagde til kvinden: "Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!"
Luk 7,36-50


- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken ved rytmisk gudstjeneste kl. 19.00 torsdag den 16. august 2018 til "Grill og Gud" i Bellahøj kirke

Ifølge dagens evangelist Lukas er vi i Simon farisæerens hus. Og særligt en person stjæler rent ud sagt al opmærksomheden. På alle måder får denne kvinde hovedrollen i dagens evangelium. Hun er ikke inviteret. Alligevel kommer hun forbi og trænger sig på og afbryder mændenes selskab. Det er bestemt ikke velset - det er mod enhver skik og brug: Ingen kvinde må afbryde et mandeselskab. Og hvad værre er: Hun er "synderinde", som der står i den tidligere oversættelse.

Det ord "synderinde" er naturligvis helt politisk ukorrekt at anvende idag, alligevel er det ren besked, for sådan så man på den kvinde. Som en ulækker og uren person, der ikke fortjente hverken Guds eller menneskers respekt eller kærlighed. Netop fordi ordet "synderinde" giver alle disse associationer er betegnelsen rammende. Derfor dækker det ord "synderinde" for at forstå, hvilken situation, den kvinde dagligt lever i - som prostitueret. Dag ud og dag ind er hun udsat for samfundets misbilligelse og ringeagt, både socialt og religiøst. Hun bliver betragtet som udskud - både i forhold til Gud og mennesker. Sådan - præcis sådan - må vi forestille os at selskabet ser hende - og ser ned på hende - da hun afbryder selskabet og gør sin entre.

Vi hører det ikke direkte - og dog ligger det mellem linjerne i dagens evangelium, at husets ejer - Simon farisæer - reagerer med foragt og vrede, da han ser denne kvinde. Om ikke andet er Simon nødt til at reagere, for han repræsenterer samfundets sociale og religiøse elite, farisæerne. Og det er helt klart brud på etikette for en farisæer at have besøg af en prostitueret i sit eget hjem.

Helt galt er det, at Jesus lader den prostituerede komme sig nær, og endda berøre sine fødder. Måske kan det lyde uskyldigt, men det er det ikke for jøder, der er opvokset med at betragte fødderne som noget af kroppens mest intime dele. Samtidig lader den prostituerede sine hænder, tårer og hår berøre Jesu fødder: Hendes privatsfære krydser Jesu privatsfære: Intimiteten er udtalt med hendes gerninger: Vask, berøring og salving.

Den prostituerede i Simons hus er langt ud over, hvad der går an. Nu forventer Simon måske, at Jesus smider kvinden på porten og undskylder, at han lod kvinden komme så tæt på sig. Det er lige præcis, hvad Jesus ikke gør. Som den eneste i selskabet er Jesus den, som ser og forstår kvinden. Som den eneste i selskabet ser Jesus ikke ned på kvinden, men han ser i hende alt det gode, hun vil ham og den kærlige gerning, hun gør mod ham.

Resolut sætter Jesus Simon på plads: Jesus fortæller Simon og selskabet, hvad der gør denne kvinde til noget særligt og enestående - og hvordan selskabet kunne lære af denne kvinde - og hendes gerninger. Jesus siger retorisk til Simon: "du gav mig ikke vand til mine fødder...Du gav mig ikke noget kys...Du salvede ikke mit hoved med olie". Modsat kvinden som "har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår... hun [er] blevet ved at kysse mine fødder, siden jeg kom herind...hun har salvet mine fødder med olie."

Til trods for kvinden har levet på kant med samfundets love og moral, så er det hende som elsker meget, mens Simon, den ansete farisæer, er den som ikke elsker meget. I sin iver for at holde en facade af pænhed og korrekthed har Simon farisæer tilsidesat det vigtigste bud af dem alle: Budet om at elske næsten. Simon er så optaget af sig selv, at han glemmer næsten, som han selv er skabt på lige vilkår med. Simon glemmer, at ethvert andet menneske er skabt i Guds billede - i Guds lighed - er velsignet af Gud. Simon glemmer, at ethvert menneske er elsket, umisteligt og værdifuldt i Guds øjne - uanset hvad andre måtte mene, tænke og sige. I sine naive forsøg på at opføre sig korrekt og dannet, ender Simon selv med at optræde ukærligt og uretfærdigt over for den prostituerede, som han fordømmer, og også optræder ukærligt over for Jesus, som er hans gæst, og som han forsømmer. Simon kommer ved sin opførsel til at fremstå som hovmodig og hyklerisk, netop som en farisæer, der er styret af frygten for ikke at være pæn og respektabel nok. Dermed optræder Simon både intolerant og fordomsfuldt - som moralisten.

Dagens evangelium er som sagt fra evangelisten Lukas. Også Matthæus og Markus (evangeliet til palmesøndag anden tekstrække) har deres version af beretningen om synderinden i Betania. Ifølge Matthæus og Markus finder begivenheden sted i Simon den Spedalskes hus - og ikke Simon farisæerens hus, som Lukas anfører.

Hos Matthæus og Markus hører vi om, at nogen kommer med den anklage imod kvinden, at hun ødsler en formue bort, ved at anvende den dyre alabast. En formue, som ellers kunne være givet til de fattige. Og Mattæus og Markus har Jesu afsluttende kommentar om, at "hun har salvet min legeme til min jordefærd...Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende...." Dette hører vi ikke noget om hos Lukas.

Hvad kan der ligge bag denne salving, som kvinden foretager. Hvad kan Jesus have ment med, at "hun har salvet mit legeme på forhånd"?

At salve nogen gjorde man f.eks. når man skulle vise en afdød person den sidste ære. Begravelsesskikken blandt jøderne i det første århundrede var, at man vaskede liget, klippede hår og negle, så det tog sig pænt ud - og for at det også skulle dufte godt, salvede man liget med velduftende olier, typisk aloe og myrra, og lagde man afdøde i et ligklæde og i en grav.

At kvinden på forhånd har salvet Jesus, bliver en handling, der varsler hans død og gravlæggelse. Med sin handling foregriber kvinden dermed påskens hændelser. Kvinden har indset, at Jesus er ved at gå sin død imøde. Resten af selskabet ser det ikke -ikke engang Jesu egne disciple synes at forstå det: Til trods for at Jesus og disciplene er på vej til påskefesten i Jerusalem, og de er ikke langt derfra, de er i Betania, kort vej derfra. Beretningen fra Betania er del af indledningen på lidelseshistorien og finder sted umiddelbart før den sidste nadver - ifølge Matthæus og Markus.

Den salve, som kvinden anvender, er noget ganske særligt. Ikke alene er den velduftende, den er også kostbar: Den koster en hel årsløn. Det er denne ekstravagance, der falder flere af de tilstedeværende for brystet. De bliver indigneret over, at kvinden ødsler en formue bort. En formue, som de mener kunne være brugt bedre, f.eks. på de fattige.

Som nævnt tager Jesus kvinden i forsvar imod de, der kritiserer hende, og Jesus siger, at hun faktisk allerede har gjort en god gerning. Og hvad da kan Jesus have ment med, at hun allerede havde gjort en god gerning? Jo, på den tid mente jøderne at der flere var typer af gode gerninger: Dels almisserne, som er pengegaver til fattige. Almisser svarer til vor tids donationer. Almisse er netop, hvad kvindens kritikere mener, hun i stedet burde have ydet med den lille formue, hun har spenderet på salven. Dels kærlighedsgerninger som kan rettes mod såvel fattige som rige, såvel mod levende som døde! Det er f.eks. en kærlighedsgerning at sørge for en afdøds begravelse! Kendetegnende for kærlighedsgerninger er, at de fordrer en særlig personlig indsats, modsat almissen. Kvindens handling i dagens evangelium er et eksempel på en særlig personlig indsats. Derved har hun udvist hengivenhed, og en god gerning, som rangerer højere end almisse.

Anklagerne imod kvinden er grundløse. Anklagerne om, at kvinden er ødsel og skødesløs, bliver gjort til skamme. Jesus forsvarer kvinden med ordene: "Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning imod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid", jf. Mark 14, 6 ff.

Kvinden i Betania handler forbilledligt. Med sin spontane kærlighedsgerning er hun mest retfærdige og hengivne af alle i selskabet. Selv Jesu disciple og Simon farisæer er ukærlige i deres tøven og resignation. De overser, at Jesus kun er hos dem i kort tid endnu og de skønner ikke på, at tiden er knap. I den forstand handler de uansvarligt og ødselt, for de opfører sig som om der er masser af tid.

I dagens evangelium byttes rollerne om, så kvinden, der til at begynde med ses ned på, til slut roses. Hun, som alle i starten betragter som uren, uretfærdig og synderinde, ender ud med at være den mest elskelige og forbilledlige. Og tilmed siger Jesus til hende: "Dine synder er tilgivet...Din tro har frelst dig... Gå bort med fred"

I den forstand er dagens budskab et evangelium: At enhver, som elsker meget og handler næstekærligt, ikke skal dømmes for sin fortid eller historie, men kaldes retfærdig og elsket: Den prostituerede ender op med at være den, som elsker Guds søn, hvor andre tøver. Og ingen kan vel være i tvivl om, at denne kvinde er elsket af Guds søn.

Sådan må evangeliet også gælde for os - vi der er syndere ligesom den kvinde - syndere i kraft af alle de gange, hvor vi ikke har elsket, men svigtet dem vi burde elske. Sådan må evangeliet gælde for os, at også vi kan blive sat fri til at elske ubetinget - ligesom den kvinde i Betania: Sådan at vi ikke er bundet af vores fortid og dårlige vaner, men sættes fri og gøres retfærdige ikraft af Guds søn, som giver os mod og håb til at elske ubetinget.

I håbet om at vi måtte gøre ligesom kvinden i Betania - sætte os ud over andres fordomme og foragt, give slip på fortiden og give os hen i kærlighed - både til Gud og næsten. I håbet om at vi allerede da, ligesom den kvinde i Betania, må tage imod den kærlighed og nærvær, som rækkes os sekund for sekund, ligesom det Guds rige, som venter os forude, og som allerede nu er ved at bryde igennem.

Og det glædelige er, at vi intet andet behøver foretage os end dette ene: At være åbne for at tage imod Guds søn, når han kommer til os, ligesom han kom den gang til kvinden i Betania. At han vil tage bolig hos os, ligesom han tog bolig dengang, uanset og på trods af at vi ikke har gjort os fortjent dertil - ligesom den kvinde i Betania. Selvom ingen regnede hende for noget, blev det ikke desto mindre hende, som mødte Guds søn, og han tog hende i forsvar og brugte hende som forbillede. Lad også dette kunne ske for os. Så også vi kan modtage hans velsignelse og ord på det evangelium: "Dine synder er tilgivet...Din tro har frelst dig...Gå med fred"

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

Salmeforslag: 3 355 131 - 151 320 522

- Asser Skude © 2008, redigeret siden





  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post495

Tiende øsndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 09 Jul, 2018 22:37:27

Evangelium til søndag den 5. august 2018

Jesus sagde: "Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!" Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger. Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: "Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig."
Matt 11,16-24

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken

Dagens evangelium er en del af en klagesang, som Jesus kommer med: Mange lader til ikke at forstå, hvad der er i vente. En ny tid er på vej - med en ny lov, som skal skrives i menneskers hjerter. Alligevel er det som om, at mange hverken ser, hører eller forstår, det som sker: Johannes Døber er stået frem i ørkenen. Johannes Døber lever som en anden profet - i afholdenhed - som han vandrer rundt der i ørkenen - kun iklædt kameluld og spiser vilde biers honning - alt imens han prædiker omvendelsesdåb til syndernes forladelse. Samtidig forbereder Døberen Jesu komme.

Jesus, der kommer efter Johannes, lever ikke asketisk ligesom Døberen: Jesus spiser og drikker ligesom enhver almindelig jøde: Jesus drikker både vin og spiser kød. Også det synes at falde mange for brystet, og man kalder ham "en frådser og en dranker". Det en urimelig anklage, for hvis Han havde levet ligesom Johannes - asketisk - havde det også været galt. Det er som om, at uanset hvad både Jesus og Johannes gør, er det bare ikke godt nok. Og hvad værre er: Mange synes overhovedet ikke at tage sig af deres forkyndelse af Guds rige og omvendelsesdåb til syndernes forladelse og fortaber sig i stedet i ydre banaliteter.

Mange har tilsyneladende slet ikke øje for det, som Døberen og Jesus vil. Det er ligesom en stor offentlig hemmelighed: Døberen og Jesus er stået frem og har prædiket løs og gjort mange undere, og samtidig tager mange det ikke ind og omvender sig. Det er vanskeligt at forklare, hvordan to så fremtrædende skikkelser alligevel ikke får folk til at indse, hvem de i virkeligheden er. Måske skyldes det, at det stadig er skjult for mange, hvad gudsriget er og hvem Guds udsendte er. Og først når Guds søn er opstået fra de døde og kommer igen, da vil mange forstå at han er messias, Guds salvede og udsendte.

Fuldt berettiget er Jesus frustreret over den ligegyldighed og hårdhjertethed, som han selv og profeterne før ham er blevet mødt med: Det er som om, at forkyndelsen af Guds rige sker for døve øren. Derfor er det kommet så vidt, som vi hører i dagens evangelium: "Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: "Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda!"

Andre byer havde nok ladet sig omvende, hvis noget tilsvarende var sket hos dem, men ikke Betsajda og Korazin, siger Jesus. Derfor kommer Jesus med disse veråb. Måske har de færreste hørt om Betsajda og Korazin, to mindre byer i Galilæa. Og så nævner Jesus Kapernaum. Den by kender til gengæld de fleste. Kapernaum er den mest kendte by i Galilæa - pga. Jesus selv, der er en af tidens mest markante skikkelser: Jesus slår sig ned i byen efter Døberens død. Og i Kapernaum indleder Jesus på mange måder sin forkyndelse og virke. Kapernaum er på mange måder centrum for Jesu virke:

Kapernaum har ligget i den østlige del af Galilæa, og altså ved det den nordvestlige bred af Genezareth sø. Og det er også ved den side af Genezaret sø at Jesus kalder fiskerne Filip, Simon og Andreas til at blive menneskefiskere. De er måske fra Betsajda, som betyder "fiskerby", kun 5 km. nord for Kapernaum. Og det er i Kapernaum, at Jesus helbreder Peters svigermor. Ifølge evangelisten Matthæus er det også her at Jesus helbreder en officers tjener - ved en såkaldt fjernhelbredelse, og lige efter, ifølge evangelisten Matthæus helbreder Jesus den lamme i Kapernaum, en af de mest spektakulære helbredelser af dem alle sammen: Så mange er stimlet om det hus, hvor Jesus opholder sig, at den lamme ikke kan bringes til Jesus - uden at de bærer ham over mennskemængden og ned gennem taget, ned til Jesus. Det er også i Kapernaum at Jesus kalder tolderen Matthæus, til discipel.

Selvom det ikke skorter på undere i Kapernaum sætter det tilsyneladende ikke byen på den anden ende. Det er vel også derfor Jesus indleder dagens evangelium med: "Denne slægt ligner børn, som sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke, vi sang klagesange, og I sørgede ikke". Stort set alle i og omkring Galilæa og de byer, bl.a. Korazin, Betsajda og især Kapernaum har både hørt, set, oplevet så meget - med deres egne øjne og ører - og alligevel er det som om, de hændelser ikke har brændt sig fast på nethinden og er gået ind hos byens borgere. Det er som om Jesu undere og forkyndelse har været virkningsløs på mange. Kun få er kommet til tro.

Nu er det ikke for underholdningens skyld eller for at blive kendt, at Jesus gjorde og sagde, som han gjorde. Det er ikke bare for ingenting, alt det som er sket i de byer i Galilæa. Det er forståeligt Jesus er frustreret over den ringe modtagelse og den manglende reaktion: Og det gør det heller ikke lettere for Jesus, at Døberen kort forinden dagens evangelium er blevet kastet i fængsel, og Johannes har sendt bud med sine disciple for at spørge, om Jesus virkelig er den ventede Messias eller ej. Sagt på en anden måde: Selvsamme Johannes, som havde forkyndt for folket: "efter mig skal komme han som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bøje mig ned og løse hans skorem", samme Johannes som har set himlene åbne sig ved Jesu dåb, tøver tilsyneladende på, at Jesus virkelig er Messias...

Netop fordi byerne og menneskene i Galilæa betyder så meget for Jesus, må han reagere. Netop fordi han har givet de byer så meget, gjort så meget, så er det noget særligt for ham. Derfor er det fatalt, ikke mindst for Kapernaum. Jesus siger direkte "i dødsriget skal du styrtes ned!" Fordi byen ikke har omvendt sig, kan Jesus ikke love, at det vil gå den tåleligere på dommens dag end den berygtede by Sodoma. De kyndige vil huske, at Sodoma i Det gamle Testamente bl.a. udstilles som gudsforladt og perverteret: Da Gud sender sine egne engle til byen, forsøger indbyggerne at voldtage de engle! Selv den dag i dag er Sodoma et ord som er belastet af de fortællinger fra biblen og ordet sodomi er blevet synonym med alt det onde, som mennesker kan finde på i alskens former for afstumpethed og åndsforladthed. Jesus slutter sin klage af og siger, at endda Sodoma ville have omvendt sig, hvis det samme var sket i der, som allerede er sket i Kapernaum. Kort sagt: Kapernaum har ikke kendt sin besøgelsestid.

Dagens veråb over Galilæas byer ligger ikke i tilfældig forlængelse efter sidste søndags evangelium fra Luk. 12,32-48, om den utro tjener, hvor Jesus siger at den tjener, som "kender sin herres vilje, men ikke har forberedet eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygt." Galilæas havde være vidne til så meget, de byer burde om nogen kende til Guds vilje og have handlet derefter, og gør det de bare ikke, derfor er de byer ilde stedt.

I lignelsen om den utro tjener hørte vi, at "enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af." De ord gælder ikke bare Galilæas byer og folk på Jesu tid, de ord gælder også os: Vi, der har hørt om Guds mægtige gerninger, vi som har fået kendskab til de hændelser, som er sket i Galilæa, af os skal der derfor kræves meget.

Måtte vi lære af de gerninger og af de ord, som Jesus forkyndte i de byer. Sådan vi ikke gør som de uforstandige og hårdhjertede borgere i Galilæa, som ikke ville lade sig omvende. Måtte vi omvende os og tro hans gerninger og ord. Måtte vi omvende os fra vores onde gerninger og veje og i stedet med hjerte, mund og hænder bekende, at han er Guds søn, som er kommet til os.

Selvom vi ikke har set med vores egne øjne eller hørt hans ord med egne ører, så måtte ordet om ham dog røre os, så vi kan tro at han er kommet til os, ligesom han kom til de byer i Galilæa. Ligesom han ikke er kommet til retfærdige, men lovbrydere, dengang han kom til Galilæa, er han også kommet til os. Han er kommet som et menneske af kød og blog og har spist og drukket iblandt almindelige mennesker. Han er kommet for at blive en af os, for at han kan møde os, der hvor vi er.

For kun ved at være en af os og møde os der hvor vi er, kan han frelse os. Og måske kan vi trøste os ved at "Kapernaum" ikke alene betyder "Naums by", men også kan betyde "trøstens by". Måtte vi finde trøst i håbet om, at Jesus er kommet til os - ligesom dengang han kom til Galilæas byer for at kalde de mennesker der. Måtte vi finde trøst i håbet om, at han vil skænke os vore synders nådige forladelse for at kalde os til retfærdighed, fred og glæde på den yderste dag.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

- forslag til salmer: 7 306 365 – 276 320 13

- Asser Skude
© 2008, redigeret siden



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post494

Niende søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 09 Jul, 2018 22:33:11

Evangelium til søndag den 29. juli 2018:


Han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte. Han sagde: "I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker. I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart! Længe ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker, vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær; ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet." Og Herren sagde: "Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?"
Luk 18,1-8

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 19


Overvejelser forud for prædiken

Dagens evangelium fra Lukas er del af den sammenhæng, hvor Jesus forbereder disciplene på de sidste tider. Disciplene er rastløse og utålmodige, indtil alt det skal ske, som deres herre stiller dem i udsigt. Derfor fortæller Jesus dem en lignelse. Der står direkte, at den lignelse fortæller Jesus dem, for "at de altid skulle bede og ikke blive trætte". Det er den lignelse, som udgør dagens evangelium: Lignelsen om den uretfærdige dommer.

Dommeren fremstilles som en et antihelt med flere uheldige egenskaber. Det værste egenskab er dog hans ligegyldighed over for Gud og hvermand: Hans laissez-faire holdning fører helt konkret til, at en stakkels enke svigtes. Det kunne næsten ikke være mere ondt: Dommeren har et betroet et ansvar, og han er ikke opgaven voksen: Som dommer i byen besidder han et af byens mægtigste embeder: Han er sat til at sikre, at retfærdigheden sker fyldest: At den svages ret tilgodeses, at ingen uretmæssigt lider nød eller ulykke - og i givet fald, at enhver sag, der indbringes for myndighederne, stilles for hans domstol og dømmes derefter.

Ikke desto mindre tøver samme dommer med at tage enkens sag op. Også selvom han kender til ret og uret - i hvert fald fra sin lange skoletid og uddannelse. Også selvom det er hans pligt at sørge for, at sagen tages op og retfærdigheden kan ske fyldest. Og som enhver anden jøde ved han også, at en enke er en socialt og retsligt en marginaliseret og svag person. Hendes rettigheder bør han forsvare - det tilsiger loven og profeterne (i det Gamle Testamente)

At dommeren til sidst ombestemmer sig og tager enkens sag op, skyldes ikke, at han omvender sig eller ændrer mentalitet: Dels orker han ikke mere besvær 'fra det kvindemenneske' (sådan hører vi ham næsten tænke), dels forudser han personligt at få problemer som følge af kvindes utilfredshed. Det er frygten for sit omdømme, der byder ham at gribe ind: Det er hverken er frygten for Gud eller mennesker, der driver ham. Det er kærligheden til hans ego og personlige omdømme, der driver ham, og ikke kærligheden til Gud eller næsten.

Hvordan kan det komme så vidt, at en god jøde, som burde være både gudfrygtig og loyal mod sine tjenere, har mistet frygten og respekten for både Gud og mennesker? Og hvordan kan det komme så vidt, at en dommer ikke 'orker' en enke, der vil have sin sag for?

Selvom dagens evangelium er en lignelse, som Jesus fortæller, og dermed ikke en konkret historisk begivenhed som har fundet sted, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig en sådan dommer. Det er set før i historien, at betroede medarbejdere ikke har passet deres arbejde og er blevet korrumperede - såvel i moral som arbejdsliv. Som en kyniker opfører den uretfærdige dommer sig: grov, afstumpet, følelseskold og uforudsigelig. Sprogligt er der en forbindelse mellem det græske ord "kyån", der betyder hund og så altså at opføre sig om en hund, være en kyniker.

Ligesom i den lignelsen om den utro tjener (Lukas 12,32-48, som er den alternative læsning efter anden tekstrække) har lignelsen om den uretfærdige dommer det tema, at et betroet ansvar svigtes. I lignelsen om den utro tjener svigtes forvaltningen, de ansatte, tilmed lider de overgreb under den utro tjeners forvaltning. Også her i dagens evangelium svigter den uretfærdige dommer - både sit eget embede lokalt, men også hele ordningen med at enhver sag kan bringes for en dommer.

For når ikke engang en dommer, som får sin gode løn for at føre dette tilsyn overkommer at gøre sit mandat gældende, hvem vil så? Hvad skal den fattige og enke så stille op? Hvem vil så skaffe enken ret og retfærdighed?

I kald og stand er det dommerens pligt at forvalte loven retfærdigt og ansvarligt. Ikke mindst over for den faderløse og enken, præcis som loven og profeterne kræver det - og som vi hørte i dagens læsning fra det Gamle Testamente: "Ve jer, der...berøve mit mit folks hjæpeløses deres ret, for at udbytte enker og udplyndre faderløse. Hvad vil I gøre på straffens dag...Hvem vil I flygte til efter hjælp...?"

I forbindelse med lignelsen om den utro tjener siger Jesus: ”Enhver som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den som har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af”. Og Jesus siger: ”Den tjener, som kender sin herres vilje, men som ikke har forberedt sig eller gjort noget efter Hans vilje, han skal have mange prygl.” Set i relation til lignelsen om den uretfærdige dommer, kan man sige, at om nogen kender dommeren Herrens vilje og har værktøjerne til at skaffe enken ret: Dommeren har uddannelse, kender lovene og spillereglerne og ved, at hans position forpligter ham på i sit embede at tjene både Gud og næsten.

Med god grund afslutter Jesus dagens evangelium med et åbent spørgsmål og siger: "Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?". Jesus er tydeligvis vred og frustreret over menneskers mangel på Gudsfrygt og næstekærlighed (læs mere om hvad der menes med disse begreber i prædiken til forrige søndag)

Den uretfærdige dommer er arketype på menneskelig svigt. Et menneske, der opfører sig som om, det menneske selv er tilværelsens herre - det menneske frygter ikke Gud og er ligeglad med mennesker.

Hvordan vil det gå for sådanne mennesker som den dommer og den utro tjener? Hvordan vil det gå de, der handler mod Herrens vilje? Hvad vil der ske, når den dommers virke skal komme for en dag? Hvad vil der ske, når regnskabet skal gøres op, og når Menneskesønnen vil komme igen for at dømme levende og døde?

På den ene side viser lignelsen om den uretfærdige dommer med al tydelighed, at jo større indsigt, viden og ansvar et menneske har, desto mere uretfærdigt og forargerligt er det også, når det menneske svigter sine personlige værdier, svigter Gud og næsten. Og som Jesus siger i lignelsen om den utro tjener, så vil en, som kender Guds vilje, men ikke handler derefter, blive stillet så meget desto mere til regnskab for sine handlinger end en, som ikke kender Guds vilje.

På den anden side viser lignelsen om den uretfærdige dommer - at det er vigtigt at holde fast på sin ret - ikke mindst når det gælder imod uretfærdig overmagt: Ligesom enken med uforurettet sag kæmper på at få sin sag igennem, bør enhver insistere på anstændighed og moral fra sine omgivelser - uanset om omgivelserne er sene til at udvise hensynsfuldhed og rettidighed. Enhver bør kræve sin ret, indtil retten sker fyldest. Ligesom enken, den svage part må insistere over for den stærke, dommeren. Fordi enken er vedholdende ender dommeren modvilligt med at tage hendes sag op.

Enkens ihærdighed og udholdenhed kommer til at stå som forbillede for, hvordan vi som enkeltpersoner bør insistere på anstændighed og retfærdighed fra vores omgivelser. Vi bærer selv et ansvar for enhver, som har brug for os. De, som nyder vores tillid og er afhængige af os: Familie, venner, folk vi arbejder sammen med osv:

Vi har selv et betroet ansvar i forhold til vores omgivelser - i forhold til at vi selv udviser respekt og opmærksomhed. Uanset hvor stort eller lille vort ansvar end måtte være, vil det altid være en ganske betroet opgave, vi har fået. Betroet i den helt konkrete og dagligdags forstand, at vi har en vigtig rolle og medansvar for vores omgivelser, et ansvar for, hvorledes tingene spænder af, for hvorledes hverdagen former sig, både for os selv og næsten. I vores livs forvaltning må vi derfor ikke svigte det store ansvar, det store kald vi har fået betroet - på den ene eller den anden måde.

Og i lignelsen om den uretfærdige dommer anvender Jesus så argumentet: At når selv enken kan få en mægtig og uretfærdig dommer til at tage sin sag op, hvor meget mere vil så ikke Gud, der er god og almægtig, tage vores sag op, når vores liv skal komme for en dag? Hvor meget mere vil så ikke Gud, som er en god og retfærdig, på den dag se nådigt på vores livs forvaltning? Hvor meget mere vil så ikke Gud skaffe os ret og retfærdighed? - argumentum a fortiori.

Over for Guds dom kan intet menneske dog kræve frifindelse eller frifinde sig selv, men mennesket kan alene håbe på en nådig og barmhjertig dom. Den straf, som mennesket fortjener for dets ugerninger og lovløshed, har Guds søn taget - i menneskets sted - sådan at du og jeg kan gå fri. Pga. Guds søn stedfortrædende død og blod sættes mennesker fri - fri til at elske og tjene både næsten og Gud - kaldet til et liv i herliggørelse i kraft at Guds søn, som forløste os. Ved Guds søns mellemkomst har vi arvet barnekår hos vores himmelske far.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

forslag til salmer: 7 306 365 – 276 320 13

- Asser Skude © 2008, redigeret siden



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post493
Next »