Asser Skude

Asser Skude

Tiende øsndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 09 Jul, 2018 22:37:27

Evangelium til søndag den 5. august 2018

Jesus sagde: "Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!" Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger. Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: "Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig."
Matt 11,16-24

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken

Dagens evangelium er en del af en klagesang, som Jesus kommer med: Mange lader til ikke at forstå, hvad der er i vente. En ny tid er på vej - med en ny lov, som skal skrives i menneskers hjerter. Alligevel er det som om, at mange hverken ser, hører eller forstår, det som sker: Johannes Døber er stået frem i ørkenen. Johannes Døber lever som en anden profet - i afholdenhed - som han vandrer rundt der i ørkenen - kun iklædt kameluld og spiser vilde biers honning - alt imens han prædiker omvendelsesdåb til syndernes forladelse. Samtidig forbereder Døberen Jesu komme.

Jesus, der kommer efter Johannes, lever ikke asketisk ligesom Døberen: Jesus spiser og drikker ligesom enhver almindelig jøde: Jesus drikker både vin og spiser kød. Også det synes at falde mange for brystet, og man kalder ham "en frådser og en dranker". Det en urimelig anklage, for hvis Han havde levet ligesom Johannes - asketisk - havde det også været galt. Det er som om, at uanset hvad både Jesus og Johannes gør, er det bare ikke godt nok. Og hvad værre er: Mange synes overhovedet ikke at tage sig af deres forkyndelse af Guds rige og omvendelsesdåb til syndernes forladelse og fortaber sig i stedet i ydre banaliteter.

Mange har tilsyneladende slet ikke øje for det, som Døberen og Jesus vil. Det er ligesom en stor offentlig hemmelighed: Døberen og Jesus er stået frem og har prædiket løs og gjort mange undere, og samtidig tager mange det ikke ind og omvender sig. Det er vanskeligt at forklare, hvordan to så fremtrædende skikkelser alligevel ikke får folk til at indse, hvem de i virkeligheden er. Måske skyldes det, at det stadig er skjult for mange, hvad gudsriget er og hvem Guds udsendte er. Og først når Guds søn er opstået fra de døde og kommer igen, da vil mange forstå at han er messias, Guds salvede og udsendte.

Fuldt berettiget er Jesus frustreret over den ligegyldighed og hårdhjertethed, som han selv og profeterne før ham er blevet mødt med: Det er som om, at forkyndelsen af Guds rige sker for døve øren. Derfor er det kommet så vidt, som vi hører i dagens evangelium: "Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: "Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda!"

Andre byer havde nok ladet sig omvende, hvis noget tilsvarende var sket hos dem, men ikke Betsajda og Korazin, siger Jesus. Derfor kommer Jesus med disse veråb. Måske har de færreste hørt om Betsajda og Korazin, to mindre byer i Galilæa. Og så nævner Jesus Kapernaum. Den by kender til gengæld de fleste. Kapernaum er den mest kendte by i Galilæa - pga. Jesus selv, der er en af tidens mest markante skikkelser: Jesus slår sig ned i byen efter Døberens død. Og i Kapernaum indleder Jesus på mange måder sin forkyndelse og virke. Kapernaum er på mange måder centrum for Jesu virke:

Kapernaum har ligget i den østlige del af Galilæa, og altså ved det den nordvestlige bred af Genezareth sø. Og det er også ved den side af Genezaret sø at Jesus kalder fiskerne Filip, Simon og Andreas til at blive menneskefiskere. De er måske fra Betsajda, som betyder "fiskerby", kun 5 km. nord for Kapernaum. Og det er i Kapernaum, at Jesus helbreder Peters svigermor. Ifølge evangelisten Matthæus er det også her at Jesus helbreder en officers tjener - ved en såkaldt fjernhelbredelse, og lige efter, ifølge evangelisten Matthæus helbreder Jesus den lamme i Kapernaum, en af de mest spektakulære helbredelser af dem alle sammen: Så mange er stimlet om det hus, hvor Jesus opholder sig, at den lamme ikke kan bringes til Jesus - uden at de bærer ham over mennskemængden og ned gennem taget, ned til Jesus. Det er også i Kapernaum at Jesus kalder tolderen Matthæus, til discipel.

Selvom det ikke skorter på undere i Kapernaum sætter det tilsyneladende ikke byen på den anden ende. Det er vel også derfor Jesus indleder dagens evangelium med: "Denne slægt ligner børn, som sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke, vi sang klagesange, og I sørgede ikke". Stort set alle i og omkring Galilæa og de byer, bl.a. Korazin, Betsajda og især Kapernaum har både hørt, set, oplevet så meget - med deres egne øjne og ører - og alligevel er det som om, de hændelser ikke har brændt sig fast på nethinden og er gået ind hos byens borgere. Det er som om Jesu undere og forkyndelse har været virkningsløs på mange. Kun få er kommet til tro.

Nu er det ikke for underholdningens skyld eller for at blive kendt, at Jesus gjorde og sagde, som han gjorde. Det er ikke bare for ingenting, alt det som er sket i de byer i Galilæa. Det er forståeligt Jesus er frustreret over den ringe modtagelse og den manglende reaktion: Og det gør det heller ikke lettere for Jesus, at Døberen kort forinden dagens evangelium er blevet kastet i fængsel, og Johannes har sendt bud med sine disciple for at spørge, om Jesus virkelig er den ventede Messias eller ej. Sagt på en anden måde: Selvsamme Johannes, som havde forkyndt for folket: "efter mig skal komme han som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bøje mig ned og løse hans skorem", samme Johannes som har set himlene åbne sig ved Jesu dåb, tøver tilsyneladende på, at Jesus virkelig er Messias...

Netop fordi byerne og menneskene i Galilæa betyder så meget for Jesus, må han reagere. Netop fordi han har givet de byer så meget, gjort så meget, så er det noget særligt for ham. Derfor er det fatalt, ikke mindst for Kapernaum. Jesus siger direkte "i dødsriget skal du styrtes ned!" Fordi byen ikke har omvendt sig, kan Jesus ikke love, at det vil gå den tåleligere på dommens dag end den berygtede by Sodoma. De kyndige vil huske, at Sodoma i Det gamle Testamente bl.a. udstilles som gudsforladt og perverteret: Da Gud sender sine egne engle til byen, forsøger indbyggerne at voldtage de engle! Selv den dag i dag er Sodoma et ord som er belastet af de fortællinger fra biblen og ordet sodomi er blevet synonym med alt det onde, som mennesker kan finde på i alskens former for afstumpethed og åndsforladthed. Jesus slutter sin klage af og siger, at endda Sodoma ville have omvendt sig, hvis det samme var sket i der, som allerede er sket i Kapernaum. Kort sagt: Kapernaum har ikke kendt sin besøgelsestid.

Dagens veråb over Galilæas byer ligger ikke i tilfældig forlængelse efter sidste søndags evangelium fra Luk. 12,32-48, om den utro tjener, hvor Jesus siger at den tjener, som "kender sin herres vilje, men ikke har forberedet eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygt." Galilæas havde være vidne til så meget, de byer burde om nogen kende til Guds vilje og have handlet derefter, og gør det de bare ikke, derfor er de byer ilde stedt.

I lignelsen om den utro tjener hørte vi, at "enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af." De ord gælder ikke bare Galilæas byer og folk på Jesu tid, de ord gælder også os: Vi, der har hørt om Guds mægtige gerninger, vi som har fået kendskab til de hændelser, som er sket i Galilæa, af os skal der derfor kræves meget.

Måtte vi lære af de gerninger og af de ord, som Jesus forkyndte i de byer. Sådan vi ikke gør som de uforstandige og hårdhjertede borgere i Galilæa, som ikke ville lade sig omvende. Måtte vi omvende os og tro hans gerninger og ord. Måtte vi omvende os fra vores onde gerninger og veje og i stedet med hjerte, mund og hænder bekende, at han er Guds søn, som er kommet til os.

Selvom vi ikke har set med vores egne øjne eller hørt hans ord med egne ører, så måtte ordet om ham dog røre os, så vi kan tro at han er kommet til os, ligesom han kom til de byer i Galilæa. Ligesom han ikke er kommet til retfærdige, men lovbrydere, dengang han kom til Galilæa, er han også kommet til os. Han er kommet som et menneske af kød og blog og har spist og drukket iblandt almindelige mennesker. Han er kommet for at blive en af os, for at han kan møde os, der hvor vi er.

For kun ved at være en af os og møde os der hvor vi er, kan han frelse os. Og måske kan vi trøste os ved at "Kapernaum" ikke alene betyder "Naums by", men også kan betyde "trøstens by". Måtte vi finde trøst i håbet om, at Jesus er kommet til os - ligesom dengang han kom til Galilæas byer for at kalde de mennesker der. Måtte vi finde trøst i håbet om, at han vil skænke os vore synders nådige forladelse for at kalde os til retfærdighed, fred og glæde på den yderste dag.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

- forslag til salmer: 7 306 365 – 276 320 13

- Asser Skude
© 2008, redigeret siden



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post494

Niende søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 09 Jul, 2018 22:33:11

Evangelium til søndag den 29. juli 2018:


Han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte. Han sagde: "I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker. I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart! Længe ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker, vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær; ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet." Og Herren sagde: "Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?"
Luk 18,1-8

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 19


Overvejelser forud for prædiken

Dagens evangelium fra Lukas er del af den sammenhæng, hvor Jesus forbereder disciplene på de sidste tider. Disciplene er rastløse og utålmodige, indtil alt det skal ske, som deres herre stiller dem i udsigt. Derfor fortæller Jesus dem en lignelse. Der står direkte, at den lignelse fortæller Jesus dem, for "at de altid skulle bede og ikke blive trætte". Det er den lignelse, som udgør dagens evangelium: Lignelsen om den uretfærdige dommer.

Dommeren fremstilles som en et antihelt med flere uheldige egenskaber. Det værste egenskab er dog hans ligegyldighed over for Gud og hvermand: Hans laissez-faire holdning fører helt konkret til, at en stakkels enke svigtes. Det kunne næsten ikke være mere ondt: Dommeren har et betroet et ansvar, og han er ikke opgaven voksen: Som dommer i byen besidder han et af byens mægtigste embeder: Han er sat til at sikre, at retfærdigheden sker fyldest: At den svages ret tilgodeses, at ingen uretmæssigt lider nød eller ulykke - og i givet fald, at enhver sag, der indbringes for myndighederne, stilles for hans domstol og dømmes derefter.

Ikke desto mindre tøver samme dommer med at tage enkens sag op. Også selvom han kender til ret og uret - i hvert fald fra sin lange skoletid og uddannelse. Også selvom det er hans pligt at sørge for, at sagen tages op og retfærdigheden kan ske fyldest. Og som enhver anden jøde ved han også, at en enke er en socialt og retsligt en marginaliseret og svag person. Hendes rettigheder bør han forsvare - det tilsiger loven og profeterne (i det Gamle Testamente)

At dommeren til sidst ombestemmer sig og tager enkens sag op, skyldes ikke, at han omvender sig eller ændrer mentalitet: Dels orker han ikke mere besvær 'fra det kvindemenneske' (sådan hører vi ham næsten tænke), dels forudser han personligt at få problemer som følge af kvindes utilfredshed. Det er frygten for sit omdømme, der byder ham at gribe ind: Det er hverken er frygten for Gud eller mennesker, der driver ham. Det er kærligheden til hans ego og personlige omdømme, der driver ham, og ikke kærligheden til Gud eller næsten.

Hvordan kan det komme så vidt, at en god jøde, som burde være både gudfrygtig og loyal mod sine tjenere, har mistet frygten og respekten for både Gud og mennesker? Og hvordan kan det komme så vidt, at en dommer ikke 'orker' en enke, der vil have sin sag for?

Selvom dagens evangelium er en lignelse, som Jesus fortæller, og dermed ikke en konkret historisk begivenhed som har fundet sted, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig en sådan dommer. Det er set før i historien, at betroede medarbejdere ikke har passet deres arbejde og er blevet korrumperede - såvel i moral som arbejdsliv. Som en kyniker opfører den uretfærdige dommer sig: grov, afstumpet, følelseskold og uforudsigelig. Sprogligt er der en forbindelse mellem det græske ord "kyån", der betyder hund og så altså at opføre sig om en hund, være en kyniker.

Ligesom i den lignelsen om den utro tjener (Lukas 12,32-48, som er den alternative læsning efter anden tekstrække) har lignelsen om den uretfærdige dommer det tema, at et betroet ansvar svigtes. I lignelsen om den utro tjener svigtes forvaltningen, de ansatte, tilmed lider de overgreb under den utro tjeners forvaltning. Også her i dagens evangelium svigter den uretfærdige dommer - både sit eget embede lokalt, men også hele ordningen med at enhver sag kan bringes for en dommer.

For når ikke engang en dommer, som får sin gode løn for at føre dette tilsyn overkommer at gøre sit mandat gældende, hvem vil så? Hvad skal den fattige og enke så stille op? Hvem vil så skaffe enken ret og retfærdighed?

I kald og stand er det dommerens pligt at forvalte loven retfærdigt og ansvarligt. Ikke mindst over for den faderløse og enken, præcis som loven og profeterne kræver det - og som vi hørte i dagens læsning fra det Gamle Testamente: "Ve jer, der...berøve mit mit folks hjæpeløses deres ret, for at udbytte enker og udplyndre faderløse. Hvad vil I gøre på straffens dag...Hvem vil I flygte til efter hjælp...?"

I forbindelse med lignelsen om den utro tjener siger Jesus: ”Enhver som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den som har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af”. Og Jesus siger: ”Den tjener, som kender sin herres vilje, men som ikke har forberedt sig eller gjort noget efter Hans vilje, han skal have mange prygl.” Set i relation til lignelsen om den uretfærdige dommer, kan man sige, at om nogen kender dommeren Herrens vilje og har værktøjerne til at skaffe enken ret: Dommeren har uddannelse, kender lovene og spillereglerne og ved, at hans position forpligter ham på i sit embede at tjene både Gud og næsten.

Med god grund afslutter Jesus dagens evangelium med et åbent spørgsmål og siger: "Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?". Jesus er tydeligvis vred og frustreret over menneskers mangel på Gudsfrygt og næstekærlighed (læs mere om hvad der menes med disse begreber i prædiken til forrige søndag)

Den uretfærdige dommer er arketype på menneskelig svigt. Et menneske, der opfører sig som om, det menneske selv er tilværelsens herre - det menneske frygter ikke Gud og er ligeglad med mennesker.

Hvordan vil det gå for sådanne mennesker som den dommer og den utro tjener? Hvordan vil det gå de, der handler mod Herrens vilje? Hvad vil der ske, når den dommers virke skal komme for en dag? Hvad vil der ske, når regnskabet skal gøres op, og når Menneskesønnen vil komme igen for at dømme levende og døde?

På den ene side viser lignelsen om den uretfærdige dommer med al tydelighed, at jo større indsigt, viden og ansvar et menneske har, desto mere uretfærdigt og forargerligt er det også, når det menneske svigter sine personlige værdier, svigter Gud og næsten. Og som Jesus siger i lignelsen om den utro tjener, så vil en, som kender Guds vilje, men ikke handler derefter, blive stillet så meget desto mere til regnskab for sine handlinger end en, som ikke kender Guds vilje.

På den anden side viser lignelsen om den uretfærdige dommer - at det er vigtigt at holde fast på sin ret - ikke mindst når det gælder imod uretfærdig overmagt: Ligesom enken med uforurettet sag kæmper på at få sin sag igennem, bør enhver insistere på anstændighed og moral fra sine omgivelser - uanset om omgivelserne er sene til at udvise hensynsfuldhed og rettidighed. Enhver bør kræve sin ret, indtil retten sker fyldest. Ligesom enken, den svage part må insistere over for den stærke, dommeren. Fordi enken er vedholdende ender dommeren modvilligt med at tage hendes sag op.

Enkens ihærdighed og udholdenhed kommer til at stå som forbillede for, hvordan vi som enkeltpersoner bør insistere på anstændighed og retfærdighed fra vores omgivelser. Vi bærer selv et ansvar for enhver, som har brug for os. De, som nyder vores tillid og er afhængige af os: Familie, venner, folk vi arbejder sammen med osv:

Vi har selv et betroet ansvar i forhold til vores omgivelser - i forhold til at vi selv udviser respekt og opmærksomhed. Uanset hvor stort eller lille vort ansvar end måtte være, vil det altid være en ganske betroet opgave, vi har fået. Betroet i den helt konkrete og dagligdags forstand, at vi har en vigtig rolle og medansvar for vores omgivelser, et ansvar for, hvorledes tingene spænder af, for hvorledes hverdagen former sig, både for os selv og næsten. I vores livs forvaltning må vi derfor ikke svigte det store ansvar, det store kald vi har fået betroet - på den ene eller den anden måde.

Og i lignelsen om den uretfærdige dommer anvender Jesus så argumentet: At når selv enken kan få en mægtig og uretfærdig dommer til at tage sin sag op, hvor meget mere vil så ikke Gud, der er god og almægtig, tage vores sag op, når vores liv skal komme for en dag? Hvor meget mere vil så ikke Gud, som er en god og retfærdig, på den dag se nådigt på vores livs forvaltning? Hvor meget mere vil så ikke Gud skaffe os ret og retfærdighed? - argumentum a fortiori.

Over for Guds dom kan intet menneske dog kræve frifindelse eller frifinde sig selv, men mennesket kan alene håbe på en nådig og barmhjertig dom. Den straf, som mennesket fortjener for dets ugerninger og lovløshed, har Guds søn taget - i menneskets sted - sådan at du og jeg kan gå fri. Pga. Guds søn stedfortrædende død og blod sættes mennesker fri - fri til at elske og tjene både næsten og Gud - kaldet til et liv i herliggørelse i kraft at Guds søn, som forløste os. Ved Guds søns mellemkomst har vi arvet barnekår hos vores himmelske far.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

forslag til salmer: 7 306 365 – 276 320 13

- Asser Skude © 2008, redigeret siden



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post493

Ottende søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 09 Jul, 2018 22:28:44

Evangelium til søndag den 22. juli 2018


Jesus sagde: "Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort." Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.
Matt 7,22-29

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken

"Der er nok af begivenheder omkring mig i verden, som kan bringe mig væk fra troen på en god og almægtig Gud. Der er ondskab og meningsløshed, som kan udlægges som tegn på, at Djævelen har vundet og Gud har tabt: Hver gang sygdom, ulykke og død rammer nogen, jeg kender. Eller når jeg bliver vidne til terror, krig eller naturkatastrofer.

Den smerte og lidelse gør ondt og giver sjældent svar, og synes meningsløs og tilfældig. Jeg tænker f.eks. på tsunamien i 2004, som ramte store kystområder i Østen og hundredetusinder omkom.

Midt i den håbløshed og mørke, som tsunamien bragte med sig, hørte jeg også om underfulde beretninger, hvor mennesker på mirakuløs vis undslap døden.

Glædelig var også den medfølelse og hjælp, som verdenssamfundet udviste: Jeg glemmer sent, hvordan den amerikanske præsident Barack Obama talte til det amerikanske folk anden gang inden for ti år, da næste tsunami hærgede (Japans kyst 2011) og hvor han sagde noget i retning af, at denne katastrofe minder alle verdens borgere om, at de ligner hinanden, uanset nationalitet, hudfarve, tro og religion.

Det er den gode fortælling midt i en ellers grufuld begivenhed, når mennesker og verdenssamfund forsøger at vende en så ond begivenhed til at samle verdens borgere i medfølelse og samarbejde...

Midt i desperationen og fortvivlelsen, som følger terrorhandlingerne, håber jeg, at vi som samfund ikke lader os friste til at dæmonisere eller hade eller lade mindste fællesnævner råde i vores syn på hinanden, og i stedet søger en indsigt i det skrøbelige og sårbare liv, som vi har et fælles ansvar for lykkes.

Jeg håber, vi indser, at verden og menneskene er sårbare og har brug for hinanden, og uden Guds og menneskers gensidige hjælp er vores samfund ilde stedt. Omvendt, vil mennesker arbejde på hinandens og fælles bedste, er der håb for en bedre fremtid. " (fra min fasteblog på Kristendom.dk 2015) Dagens evangelium udgør sidste og afsluttende del af Jesu såkaldte Bjergprædiken. Og lignelsen om de to typer husbyggere bliver derved Jesu afsluttende kommentar til de skarer, som er samlet for at høre hans forkyndelse: For de, som ikke ved det, er Jesu Bjergprædiken kulminationen af hans forkyndelse. I Bjergprædikenen stilles tingene skarpt overfor hinanden: Tilhørerne forventes at vælge imellem at følge Jesu forkyndelse eller det modsatte. Tilhørerne forventes at vælge imellem den rette vej, som fører til Gud eller at vælge den vej, som fører til fortabelse.

Der er naturligvis lagt op til at tilhørerne selv foretager det rigtige valg. Der ligger implicit en forventning om, at tilhørerne selv skal reagere på Jesu forkyndelse og følge hans ord. Sådan forventes det også af os, som hører dagens evangelium.

Dagens evangelium består af to dele: Første del er advarslen imod hyklerne. Den advarsel begyndte allerede i de forudgående vers - nemlig advarslen om de falske profeter, de, der kommer i fåreklæ'r, men indeni er som glubske ulve: De, som skal kendes på deres frugter eller mangel på samme, ligesom et dårligt træ kendes på dets dårlige frugt og et godt træ på dets gode frugt. Dernæst advares imod de, der snakker om Guds vilje, og det bliver ved snakken, og der er ingen handling bag, også de skal på den sidste dag afvises og få deres dom.

Anden del af dagens evangelium er lignelsen om de to typer husbyggere. Den vise er den, der bygger sit liv på den sikre grund. Det er den person, som efter at have hørt Guds ord, bygger sit liv på Jesu forkyndelse og følger hans ord. Den, der hører lignelsen og ikke handler derefter, er som tåben, der bygger sit hus på sand. Hvem anden end en tåbe vil bygge sit liv på noget så uholdbart? Ve derfor den tåbe, for hans hus skal ikke stå, når der kommer storm, og bølgerne går højt. Hans hus skal falde.

Når Jesus fortæller lignelsen om de to husbyggere som sidste og afsluttende del af sin bjergprædiken, så er det fordi denne lignelse opsumerer hele indholdet i hans forkyndelse: Hvilke værdier skal vi bygge vores liv på? Hvad skal vi stille op med os selv og livet oh hinanden? Hvordan skal vi bære os ad - i forhold til Gud og næsten?

Ingen tvivl om, at livet er svært til tider og kan være en stor mundfuld. Og intet liv vil blive levet uden storme eller høj bølgegang. Og livet er ikke noget, som man kan melde sig ud af eller blive fritaget for. Ja, selv de der i ulykke og desperation forsøger at gøre ende på deres dage, løser derved ingenting. Livet er skænket os, og livet skal leves sådan. Livet må intet menneske forsøge at afslutte - hverken for sig selv eller for andre. På godt og ondt vil det levede liv få konsekvenser: Og der vil komme storme, før eller siden, som vil prøve at vælte os om kuld.

Og måske er det under modgang i livet, at vi erfarer, hvor skrøbeligt livet er, og hvor sårbare vi er. I de situationer, hvor vi ligefrem må kæmpe for livet og det, vi tror på og fastholde det, i de øjeblikke vil det måske vise sig, om vi har det mod, der skal til for at kæmpe for vores værdier, tro, håb og kærlighed? Og når det kommer dertil, tør vi så vove at sætte vores liv ind på det, vi tror på? Tør vi kæmpe til den bitre ende? Og forholder det sig i virkeligheden sådan, at det først er, når vi kæmper for noget, at vores liv bliver noget værd?

Søren Kierkegaard siger: "At vove er at miste – fodfæste for en stund, ikke at vove er at miste livet." At turde bygge sit liv på værdier, der er holdbare og sande er ikke let - ikke desto mindre er dette det eneste rigtige at gøre. Livet er ikke noget, man kan undslippe sig, og der er ingen halve eller letkøbte sandheder, som ikke står for fald, når der kommer modgang. Livet er en alvorlig sag. Derfor bliver lignelsen om de to husbyggere en tydelig afslutning og kommentar på hele bjergprædiken: Hvorledes vi indretter vores liv, er en ganske afgørende sag. Bygger vi vores liv op på et falsk fundament, vil det briste - før eller siden.

Det er vel også en livserfaring, som ethvert ældre menneske kan tale med om: At leve er at have nogle bestemte grundværdier og at turde kæmpe for det, som man tror på. Den generation, som oplevede Anden Verdenskrig lærte kun alt for godt, at de værdier vores samfund er bygget op på, hurtigt kan bringes til fald: Demokrati, retssikkerhed, fri presse mm. må ikke betragtes som goder, der er altid vil bestå uanset krig og terror. Det er værdier, som er sårbare og som hurtigt kan trues. Det er værdier, der skal kæmpes for, og som der ikke kan gives køb på.

Det er afgørende at vi, som har visse grundlæggende værdier, nemlig det kristne livsgrundlag, også er villige til at kæmpe for og stå ved de værdier. I fredstid skal vi naturligvis ikke kæmpe fysisk med vold og magt. Vi skal kæmpe med forstand, pen og tale for disse værdier: kærlighed fremfor had, forståelse fremfor foragt, fællesskab fremfor isolation, barmhjertighed fremfor forråelse, retfærdighed fremfor uret, lighed fremfor ulighed. Så vi ikke glemmer, hvad vi lever for, og hvad vi lever af. At det, vi tror på, er det vi lever for. Og uden noget at tro på, dør vi vel? For da har vores liv vel ingen retning, da har vi intet at kæmpe for ej heller nogen kamp at udkæmpe længere?

Når Jesus i dagens evangelium advarer mod imod fromme ord, der ikke efterfulges af gerninger, er det for at understrege alvoren i sin forkyndelse. Jesus er derfor også nødt til at tage afstand fra dem, der ikke vil følge Guds love og forordninger. Guds bud og love er givet til mennesker som vejledning og rettesnor. Guds bud og love er givet til mennesker for at hjælpe dem til at opbygge et samfund, der sætter budet om kærlighed til Gud og næsten højest. Guds bud og love er givet for at hjælpe mennsket til at være en god samfundsborger og efterfølger af Guds ord. Det er det som Luther kalder lovens første brug.

Jesus tager afstand fra dem, som "udøver lovløshed", i den græske oversættelse står der "ergazomenoi tæn anomian". Det er ikke fordi Jesus er en ensidig nomist, der vil at loven skal overholdes for lovens skyld. Jesus er og bliver ikke en nidkær fortaler for overholdelse af loven - ene og alene for dens egen skyld. Loven er skænket af Gud - for at hjælpe mennesket til at elske næsten og Gud. Loven skal naturligvis indskærpes og søges efterlevet. Loven er ikke blot blødsøden støtte og vejledning, som mennesket kan diskutere og relativere, loven er bud fra himlene, som mennesket skal følge.

En anden sag er så, at mennesket ikke af egen kraft formår at opfylde loven: Deraf opstår det princip, som Luther kalder lovens anden brug. Stillet over for loven indser mennesket, at det ikke formår at opfylde loven og deraf peger loven indirekte på Kristus, som alene kan skænke mennesket frihed fra loven: Alene med Kristi mellemkomst sættes mennesket fri af lovens trældom og slaveri. Ved Kristi mellemkomst kan mennesket modtage det glædelige budskab og sandhed, at det er sat fri til at elske Gud og næsten - frit til at elske, tjene og adlyde Gud og næsten i trofast tjeneste og lydighed. Et liv kaldet til herliggørelse, som er lovens tredje brug. Et liv efter helliggørelse i Kristus, som ikke er syndigt og selvoptaget, men et liv fyldt med oprigtigt gode og kristelige gerninger, hvor mål og middel altid skal være at tjene Kristus og lade sige drive af Kristus.

Efter at have holdt sin bjergprædiken hører vi om skarernes reaktion: "Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge". Vi hører om den særlige myndighed, som Jesus lærer med. En myndighed, som gør et stort indtryk på tilhørerne. Den myndighed, som Jesus har, har han naturligvis fra sin himmelske Fader, fra Gud, dels til at handle på Guds vegne, dels til at forkynde Gud ord. Ingen kan gøre som han, ingen kan tale som han, ingen kan lære som han. Hans lige findes ikke. Han er virkelig noget enestående. Det er det, som afspejler sig i tilhørernes reaktion på hans bjergprædiken.

Som antydet er Jesu bjergprædiken det mest grænsesprængende, der er givet til mennesker: Her forkyndes Guds rige og den radikalt nye situation, Guds søn bringer. Radikalt skal her ikke forstås som et politisk parti eller politisk intention. Historien viser - både i national og international sammenhæng, at de politikere, der har sagt de ville skabe nye verdensordner og indsætte en nye dagsorden med radikale reformer - deres politik er alt for ofte kuldsejlet, endda før, de fik begyndt.

Guds søn indstiftede ikke et politisk parti i sin forkyndelse eller i sin bjergprædiken, alligevel bringer Guds søn en ny verdensorden. Han bragte ikke reformer af livsstil eller moralsk forbedring hos mennesker. Han bragte ikke fromhedsreformer eller gerningsretfærdighed. Det, han bringer, skænker han mennesker gratis. Gratis er det modsatte af fortjeneste. Han indsætter et rige, som ikke er af denne verden, men som dog er i verden. Det rige skal bryde igennem, men er endnu ikke brudt helt igennem, så man kan sige: "dér er det" eller "dér er det ikke". Det rige giver han mennesker del i. Han er selv begyndelsen, vejen og målet i det rige. Det rige, som er Guds ubetingede kærlighed og nådige frelse til mennesker. I Jesus Kristus meddeler Gud sig helt og udelt med sin egen kærlighed, sit eget liv og blod, som han ikke sparer for mennesker. Tilmed går Guds søn i døden for at redde menneskers liv. Og han opstår fra døden. Hans forkyndelse, liv og gerning for menneskers skyld er langt mere end politik, livsstil og levemåde, det er Guds ubetingede kærlighed og Guds nådige forladelse af arme syndere.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer: 350 267 348 - 501 778 333

Asser Skude © 2008, redigeret siden



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post492

Syvende søndag efterTrinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 09 Jul, 2018 22:25:13

Evangelium til søndag den 15. juli 2018

Jesus sagde: "En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve."
Matt 10,24-31

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab

Overvejelser forud for prædiken

I søndags hørte vi om Jesu møde med den unge rige mand, og vi hørte, hvor bedrøvet den unge rige mand blev, da han måtte sande, at det ikke er uproblematsik at følge Jesus. At følge Jesus kræver det største offer for manden, herunder at give afkald på alt, hvad han ejede og følge Jesus. På samme måde i dagens evangelium, gør Jesus disciplene klart, hvad de går ind til ved at følge ham:

Dagens evangelium kan opdeles i to:
Første afsnit handler om, at disciplene kan forvente samme skæbne som deres mester: Med andre ord bør disciplene ikke bilde sig ind, at det vil gå dem meget anderledes end Jesus: De skal ikke slippe lettere, tværtimod vil de højest sandsynligt lide samme skæbne som han.

Anden del er den trøst, som disciplene måtte finde i, at de hverken behøver frygte noget menneske eller nogen menneskelig instans, for alene en er deres herre og det er han, som herre over liv og død, nemlig Gud Herren selv. Og vigtigst af alt, disciplene skal holde fast i det kald, som de er sat til. Og selvom den sandhed de prædiker nu er skjult for mange, skal der komme dage, hvor Gud vil åbenbare sin sandhed: "der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene".

Dagens evangelium er del af den tale, som Jesus holder til sine disciple, før han sender dem ud i verden. Dagens evangelium er del af Jesu såkaldte udsendelsestale til disciplene. Det er en tale, der er gennemsyret af omsorg og opmuntring, og det har disciplene hårdt brug for. Jesus ved, hvad de står over for, og spørgsmålet er, om de ikke også selv fornemmer alvoren i den tid, som de nu går i møde: En tid med forfølgelser pga. evangeliet, en tid med lidelse og svigt, dog også en tid med glæde, håb og oprejsning. Kort og godt forsøger Jesus at indgyde håb hos disciplene: En tro på at uanset, hvad der måtte ske, så har Gud greb om det hele. Disciplene behøver ikke at frygte noget. Gud er med dem. Disciplene skal forlade sig på Gud og Guds vilje. Gud har greb om alt. Som vi hørte i læsningen fra Prædikernes Bog, hvor Gud har Gud rummer alting:

"For alt hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at græde, en tid til at le,
en tid til at holde klage, en tid til at danse,
en tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne
en tid til at tale, en tid til at tie,
en tid til at elske, en tid til at hade,
en tid til krig, en tid til fred."

Anden halvdel af dagens evangelium er gennemsyret af Jesu formanende ord, som går igen: ”Frygt ikke”. Disciplene behøver ikke frygte dem, som vil forfølge dem eller slå dem ihjel pga. evangeliet. Alene en skal de frygte, og det er Gud selv. Gud er - når alt kommer til alt - den eneste, der i endegyldig forstand kan ødelægge både sjæl og legeme. Alene Gud har magt over liv og død: Gud er den, som skabte alting, og Gud er den, som opretholder alting. Så er det alene Gud, der kan tage alting tilbage. Så er det da alene Gud, disciplene behøver at frygte. Ingen verdens ting, hændelse, noget nuværende eller noget kommende behøver de frygte, men ene og alene skal de frygte Gud.

Som lektor ved Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet Aage Pilgaard har sagt: "Det betyder, at al sand frygt er gudsfrygt, og at sand gudsfrygt er en tillidsfuld forladen sig på Guds tilgivende barmhjertighed som den barmhjertighed, der overvinder både synd og død." (Prædikenvejledning, Præsteforeningens Blad, årgang 2002)

Jesus formaner en ubetinget forladen sig på og tillid til Gud, Guds godhed, vilje, almagt. Samtidig anvender Jesus ordet "frygt" i sin formaning. "Frygt" anslår det ansvar som påhviler disciplene. Meget får de skænket ovenfra, men der følger også pligter med:

De skal følge efter deres mester - prædike, helbrede og forkynde Guds ord. Et ansvar, som er en stor opgave, men samtidig også en udfordring, ja ikke uden problemer, for de får at vide, at de pga. evangeliet vil møde modgang. Disciplene får nærmest at vide, at det er tilstrækkeligt, når det går dem, som det vil gå ham selv, deres mester. Jesus siger: "Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester." Dermed siger Jesus, at vil disciplene høre ham til, så må de dele hans vilkår. Det indebærer muligheden for at blive afvist ligesom han, deres mester, selv er blevet afvist. Det indebærer muligheden for at blive beskyldt for at være djævlens udsendinge, og nogle vil endda forfølge dem på livet.

Set i lyset af Jesu efterfølgende passionshistorie ved vi, at deres mester skulle gå så grueligt meget igennem, før han skulle opstå i herlighed. Kan det så alligevel være en trøst for disciplene at få at vide, at de skal være glade til, blot det går dem ligesom deres mester? Kan det så være en trøst at få at vide, at disciplene skal være glade til, hvis de selv må lade livet ligesom deres mester?

Disciplene får ingen garanti for, at de vil blive skånet for lidelser i denne verden. De får tværtimod at vide, at vil de virkelig høre Jesus til, må de blive hans disciple - med hvad deraf følger. De må følge ham, og de skal være tilfredse - også hvis det går dem som deres mester.

Disciplene kan ikke gøre andet end at forlade sig på deres tro på Jesus: Er Jesus den, som de mener han er, er han Guds søn, og kan de tillidsfuldt bygge deres tilværelse op på hans kaldelse? Indtil nu har Jesus ikke fuldstændigt åbenbaret sig for dem. Først da han opstår fra graven og viser sig for dem. Guds herlighed er indtil videre skjult åbenbaret i Jesu liv, død og opstandelse. Først fuldstændigt vil Guds herlighed blive åbenbaret den dag, hvor Gud kommer i skyerne i herlighed fra det høje.

Da skal det, som disciplene har forladt sig på, forkyndes vidt og bredt. Da skal det, som Jesus har talt til dem i mørket, tales ud i lyset. Da skal det, som blev hvisket dem i ørene, prædikes ud fra tagene.

Indtil da, skal disciplene leve i den uvished og uafklarethed, at de ikke gør sig endeligt begreb om verdens gang, og hvad Gud vil gøre, og hvordan Gud vil bruge sine disciple.

Præcis som i vores liv og i ethvert menneskes liv, her totosind år efter lever enhver, som er grebet af troen med den samme dobbelthed: Vi lever med en uafklarethed, man kunne fristes til at sige utryghed og usikkerhed. Vi håber og tror, og vi søger vished, vi oplever Guds nærvær, men til tider også det modsatte. Vi lever i et spændingsfelt at tro, men også af tvivl, af glæde, men også af smerte, af håb, men også af fortvivlelse, af kærlighed, men også af had.

Som mennesker er det vores lod, at vi intet begreb kan gøre os om verdens gang eller Guds vilje, uanset hvor mange anstrengelser, vi end måtte gøre os. Blandt andet kunne vi til tider tænke, at hvis det er det rigtige, vi tror på og kæmper for, hvornår bliver det så klart for alle andre også at den Gud, som vi bekender os til, er den eneste sande Gud?

For når vores Gud er den eneste sande Gud, hvornår skal resten af verden indse, at Gud er den, som kom til verden for at åbenbare sin vilje? Og at den eneste sande Gud er han, som frelste verden, ved selv at komme til verden gennem sin søn, Jesus Kristus, leve, dø og opstå? Og at Gud på den yderste dag, vil sende sin søn til verden for at dømme levende og døde? Og at de, som bekender sig til ham, skal gå fri og arve hans rige, evigt liv, i fred og glæde og kærlighed imellem Gud og mennesker?

Og samtidig får vi i dagens evangelium den indirekte trøst, at intet menneske skal gøre sig nogen som helst timelige bekymringer, men alene gøre eet: Nemlig frygte Gud, og Gud alene. Og med Pilgaards udlægning af frygt, så indebærer det at frygte Gud en tillidsfuld forladen sig på Gud. For mennesket skal lægge alle bekymringer over på Gud og lade Gud råde. Der er en tid for alting, og Gud vil råde - også over alt det, som mennesket ikke kan gøre sig begreb om: "Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med, han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneske verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør." (Prædikernes Bog, kapitel 3)

Det, som mennesket ikke formår af sig selv, formår Gud i Kristus Jesus. Af sig selv kan mennesket ikke frelse sig selv eller redde sig selv, men ved Guds mellemkomst i Kristus Jesus er det blevet muligt. Fordi mennesket er af kødet og under loven, og ikke kan frelse sig selv fra loven, er det alene Gud i Kristus Jesus, der formår dette. Ligesom Luther henviser til i lovens anden brug, den åndelige brug: Af sig selv kan mennesket ikke holde loven, så derfor peger loven indirekte på Kristus, som mennesket behøver for at blive frelst fra dets selvtilstrækkelighed:
"Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov. Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden.", som apostlen Paulus skriver i Romerbrevet kapitel 8, vers 1-4.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

- forslag til salmer: 6 355 41 – 509 726 502

- Asser Skude © 2008, redigeret siden



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post491
Next »