Asser Skude

Asser Skude

Anden søndag i advent

PrædikenerPosted by Asser Skude 14 Nov, 2018 15:13:43

Evangelium til søndag den 9. december 2018
Jesus sagde: "Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.« Og han fortalte dem en lignelse: "Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen."
Luk 21,25-36

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Prædikenovervejelser


- Den store verdensdom

På den ene side er der i dagens evangelium rigeligt at ængstes over: Dommedag, hvor alle elementer raser og ”Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed”. På den anden side er der forventningen om noget glædeligt: "Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig".

Det er for mig at se den afsluttende verdensdom, der tales om i dagens evangelium. Selv om det ikke er morsomt at skulle forestille sig, så er det alligevel identisk med det, som menigheden hver søndag bekender i trosartiklen om Guds søn: "Vi tror på Jesus Kristus... siddende ved Gud Fader, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme og dømme levende og døde".

Og med udgangspunkt i dagens evangelium kan der ikke være tvivl om, at Jesus selv vil fastholde sin menighed på denne konkrete forventning, for Jesus formaner til slut: "Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen".


Nu er det imidlertid ingen kunst at prædike død og ødelæggelse ud fra dagens evangelium, det ville være den letteste sag i verden. Problemet er blot, at det ikke er at prædike evangelium, men derimod at prædike død og fortabelse. Og det var vel ikke det, som var meningen med Melanchtons formulering af artikel 7 i Confessio Augustana om, at "evangeliet forkyndes rent"? For ligesom enhver anden præst i Den Danske Folkekirke er jeg ud fra mit præsteløfte forpligtet på at forkynde evangeliet ”rent og purt”.

At prædike evangelium rent og purt til en dag som i dag er vel snarere at prædike alvorligt, dog ikke dommedagsagtigt: At opfordre menigheden til at forholde sig håbefuldt - til trods for der ellers er rigeligt at ængstes over. At fastholde det evangeliske, som er liv, glæde og håb. Det er glædens og håbets budskab, som bør forkyndes – i dag som alle andre dage.

Søren Kierkegaard siger i "Begrebet Angest" noget i retning af, at det handler om at være angst på det rette måde, dvs. hverken synke i angsten eller aldrig være angst, men ængstes ret: Som menneske ikke at forsøge at fjerne angsten, men derimod leve med angsten. At leve med angsten indebærer muligheden for, at selv det mest forfærdelige og uventede indtræffer, og alligevel gå hver en ny dag i møde. At leve sådan, det er tro. Det er ’at møde det frygtelige med løftet hoved.’

Når alt kommer til alt, er der er mangt og meget at glæde sig over i livet: Når kærligheden viser sig, når man føler sig elsket, når man oplever stor glæde. Ved sådanne lejligheder fyldes livet med tro og håb. Som sådan er du og jeg nødt til at leve vores liv - med ubetinget tillid og hengivenhed: Vi kan ikke knytte kontakter, opleve kærlighed og nærhed uden samtidig at have tillid til det, som skal ske: Vi kan ikke møde hinanden, uden samtidig at møde hinanden med en grundlæggende tro og tillid. Uden denne basale tiltro til livet og til hinanden, ville alle relationer falde fra hinanden og blive meningsløst og uden håb - frit citeret efter K. E. Løgstrup.

At forholde sig til livet på evangelisk vis, må vel være at fastholde troen på det, som opløfter og inspirerer. Ikke blot de gode og nærende sociale oplevelser - som menneske sammen med andre mennesker, men også som menneske i forhold til Gud, der rækker sit glædelige budskab søndag efter søndag. Som menneske er du og jeg sat til at leve af og på det Guds ord, som er evigt og altid vil bestå: "Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå", siger Jesus i dag.

Det Guds ord, som er kommet til os med Guds søn, som allerede har forløst os, og gjort os frie til at leve – ubekymret og i tillid til en bedre fremtid, for os selv, vores børn og kommende generationer. Guds ord og Guds søn, som allerede har sat os ind i ny og bedre fremtid, som vi kan forlade os på.

Dog må den forventning om en bedre fremtid og frelse ved Hans mellemkomst hverken gøre os dovne eller selvoptagne, men derimod leve ydmygt på og af Hans ord – i kærlighed til Gud og næsten – så hvad enten vi sover eller våger, arbejder eller hviler, må forvente Guds søns komme i tro og glæde – frit citeret efter Johannes Johansens kollekt til dagen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer: 86 85 89 – 274 77 74

- Asser Skude 2010 ©, udgivet samme år som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post512

Første søndag i advent

PrædikenerPosted by Asser Skude 14 Nov, 2018 15:10:56

Evangelium til søndag den 2. december 2018
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: "Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage." Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: "Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl." Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: "Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!"
Matt 21,1-9

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken ved rytmisk gudstjeneste kl. 10.30 søndag den 2. december 2018 i Bellahøj kirke samt ved højmesse kl. 12.00 søndag den 2. december 2018 i Ansgar kirke.

Det nye år begynder i dag. Altså det nye kirkeår begynder i dag. Det nye år i Herren 2017 begynder i dag 1. s. i advent.

På vej ind til dette nye år er vi nødt til at forholde os til, hvordan vi ønsker vi skal komme ind i det nye: Hvad vil vi tage med fra det år, som er gået, og hvad vil vi ikke tage med? Hvad vil vi gøre anderledes i det nye år? Hvilke mål, som vi satte os sidste år, har vi nået, og hvad har vi ikke nået?

Måske tror nogen, at et nyt år bare handler om at stille de rigtige krav og de rigtige kriterier for fremtiden, så vil det ske, nærmest af sig selv. De fleste undersøgelser siger, at sjældent skabes succes ud af tilfælde, men succes kommer af målrettet og hårdt arbejde, og handler det om man selv er villig til at bidrage til den proces - med et engagement og en deltagelse og tålmod og udholdenhed. Så et nyt år kræver også at de nytårsfortsætter vi gør os, bliver fulgt til dørs og ikke ender ikke tomme ord - uden handling bag.

Og naturligvis skal vi ikke kun arbejde på vores eget liv og bedste, men arbejde på "en fælles drøm" - ligesom sloganet lød i den forrige amerikanske præsident Barack Obamas valgkamp. Eller måske endnu bedre "Spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land!", som den legendariske amerikanske præsident John F. Kennedy sagde.

"Vi skal gøre vort land stort igen", siger den kommende amerikanske præsident Donald Trump. Det bliver spændende at se, om det lykkes finansmanden at gennemføre sine planer for at rejse sit land igen - med flere arbejdspladser og en bedre økonomi, med mindre gæld til f.eks. Kina og overskud på handelsbalancen.

Trumps ønsker og håb for fremtiden, kunne også godt overføres til vores egne breddegrader, hvor der er stor gæld til udlandet og den private gæld for den private dansker ligger på et af verdens højeste gennemsnit også. Samtidig er vi også - som danskere - kun overgået af amerikanerne - det folkefærd som udleder mest CO2 - og dermed bidrager til drivhuseffekten, opvarmning af klodens globale temperatur.

Det kunne vi som danskere og nation godt gøre lidt bedre. Vi burde gå forrest i klimakampen og reducere vores udledninger markant. Måske kunne vi endda gøre det til en god forretning. Måske kunne vi gøre det til sandhed, som vi har bildt os selv og omverden ind - at vi er foregangsland på klimaspørgsmålet.

Vi bør tænke mere på andre end os selv, og vi er ikke sat i verden for vores egen skyld eller for at være os selv nærmest. Vi er sat her med et formål, og det skal egentlig forstås ganske konkret.

Ligesom det hedder i dagens epistel hos apostlen Paulus: "For nu er frelsen os nærmere...dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rystning på... iklæd jer Herren Jesus Kristus."

At "iklæde sig Kristus" er netop hvad vi gør, når vi modtager Jesu velsignelse. Dels når vi modtager den velsignelse, som Han rækker os ved dåben, dels når vi modtager den velsignelse, han rækker os ved nadveren: Han tager mod os, og vi modtager ham. Han delagtiggør os, og gør os samtidig til del af sig selv. Vi bliver del af ham og han bliver del af os. Vi bliver lemmer på Hans legeme. Og med hans hjælp, med hans vilje vil vi kunne det, som vi ellers ikke kan. Med hans indgriben i vores liv, kan vi afklæde os mørkets gerninger, og iklæde os lysets gerninger.

Sagt på en anden måde: Med hans hjælp kan vi afklæde os vores selvoptagethed. Han vil sætte vores sind og handlinger frie af gamle, indgroede vaner og tilbøjeligheder - og vil sætte os frie til at leve livet som det var tænkt, ligesom da Gud skabte mennesket - i sit billede. Med hans hjælp kan vores liv bringes tilbage i den rette sammenhæng i forhold til vores relationer - som det var tænkt fra begyndelsen af - i ubekymrethed, hengivenhed, åbenhed, som præsten og filosoffen K.E. Løgstrup taler om.

Det er sådan vi bør indstille os tillidsfuldt og åbent til de nye spørgsmål, der trænger sig på i fremtiden. Og vil vi selv være aktive spiller og "gamechangere", som det hedder: Vil vi selv være med til at gøre en forskel? Vi vil selv bane vejen for en bedre verden? Vil vi være villige til selv at bruge vores tid, penge, kræfter og mandat til aktivt at udvikle vores samfund?

Her er vi også ved et af temaerne for det nye år og vores kirke og vores kirker. Hvad skal vi bruge vores Folkekirke og vores kirker og ressourcer til? Vil vi arbejde aktivt lokalt i de nye menighedsråd som sidder indtil advent 2020 (nogle steder kun 2018 pga. to årigt valg) ? Vil vi bruge vores mandat til at gøre vores egen lille kirke og lokalsamfund et bedre sted at være? Hvordan vil vi gøre det? Skal vi f.eks. hjælpe de fattige, flygtningene eller de ældre i sognet? Hvordan vil vi gøre det? Eller skal vi f.eks. også tænke på at Folkekirken kan være med til at nedbringe forureningen og blive en "grøn" kirke med mindre ressourcespild og mere genbrug? Eller er det slet ikke kirkens opgave? Rækken af opgaver der kunne tages fat på er lang, og det bliver altså de nye menighedsråd, der sammen med provstierne, stifterne skal løfte de udfordringer, som fremtiden vil bringe. Held og lykke til alle nyvalgte!

Til dem og til alle og enhver i det danske samfund: Vil vi være parate til at møde det nye år, den nye tid med åbne og nye friske øjne? Vil og kan vi gøre det bedre end det gamle? Vil og kan vi tåle at betale det som det vil koste os - af blod, sved og tårer?

Som filosof og teolog Søren Kierkegaard har sagt: "At vove er at miste fodfæste for en stund. Ikke at vove er at miste sig selv."

Guds søn kom til denne verden for at forkynde, at nu ville Gud besøge sit folk. Han blev modtaget af Jerusalems borgere som en frelser og de kaldte ham "fredskongen". Men folket tænkte "fred" i den forstand, at han skulle være en mægtig politisk figur, som var i stand til at bringe de omkringliggende lande i knæ med et overmåde stærkt militær. Og snart skulle alle tilbede jødernes konge. Også alle andre lande end det jødiske samfund. Han skulle være den nye Messias.

Sådan en konge ville Jesus dog ikke være. Og det kunne man allerede se på den måde, som vi hørte i dagens evangelium, hvordan han skulle komme ind i Jerusalem på: Han skulle ikke komme riddende på en strids-hingst, men derimod et æsel og et trækdyrs føl. Æsel er her symbolet på hverdagslivet og trygheden: Han ville ikke give dem magt med sværdet eller vold.

Måske bl.a. derfor blev folkets stemning kort efter vendt imod ham. Man ville alligevel ikke tage ham og hans budskab for gode varer. Man ville alligevel ikke høre på ham. Og man blev så rasende på ham, at folkets præster og øverste let kunne piske folkestemningen imod ham og forlange hans død - på et kors. Den strengeste straf og mest modbydelige straf - og så for en from og retfærdig jøde som Jesus. Han som ellers var kommet til folket med et fredsbudskab, selvsamme person ville man kort efter ombringe!

Esajas profeten siger et sted om Messias: "han bliver ikke svag og knækkes ikke, til han har ført retten igennem på jorden". Altså, uanset at denne verdens frelser måtte gå grueligt meget igennem - gennemførte Guds søn sit forehavende, om end Guds søn i sidste ende måtte bøde med sit eget liv.

Det er kendetegnede for Guds vilje: Forsoningsprojektet med Guds søn, der blev sendt til verden, blev gennemført - uanset konsekvenserne.

Guds søn kom til verden for at frelse den, men verden kendte ham ikke. Sagt med Johannes evangelistens ord (Joh. 1,11f.) "Han kom til sine egne, men hans egne tog ikke imod ham".

Og som mange ved, blev Jesus afvist både i sin egen hjemby Nazareth, men også i Kapernaum, hans anden hjemby, selv der hvor han også havde udvirket så meget, bl.a. helbredt Peters svigermor, kaldet de første disciple, helbredt hærførerens søn. Selv hans egne hjembyer afviste ham.

Måtte dagens evangelium tjene som en advarsel til enhver om ikke at begå samme fejl: At vi, når vi hører evangeliet, ikke afviser det. At vi ikke føler sig så sikre og selvtilfredse, at vi ikke vil tage imod nyt og forsøge at forandre os. Måtte vi ikke handle af panisk angst for at miste det, vi har tilkæmpet os, men derimod er at åbne for at tage imod.

For at tage imod er netop hvad vi skal: Være parate til at omstille os og udvikle os. Parate til at orientere os på ny. Forholde os positivt og åbent til livet: Som humoristen Storm P. sagde: "Hver gang 1 dør lukker i, er der 100 nye der springer op."

For livet er vel om at være i stadig bevægelse? Livet er fuldt af forandring og bevægelse. Og derfor er livet vel om at vove, at satse og tage chancer, bevæge sig, udvikle sig, gøre alt for ikke at stå stille.

Måtte Gud hjælpe os til at vove i det nye år, der kommer: At vove at elske, selvom vi risikerer at miste. At vove at give, selvom vi risikerer at noget tages fra os. At vove at lytte til andre, selvom vi risikerer at de kan påvirke vores nuværende holdning.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen


forslag til salmer: 84 750 448 - 80 440 81 74

- © Asser Skude 2008, redigeret siden



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post511

Sidste søndag i kirkeåret

PrædikenerPosted by Asser Skude 14 Nov, 2018 15:06:51

Evangelium til søndag den 25. november 2018

På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«
Matthæus' evangelium, kapitel 11, vers 25-30

Overvejelser forud for prædiken

- at blive modtaget, som den jeg er - at stå foran Thorvaldsens Kristus-figur


Har du prøvet at stå i Vor Frue kirke, Københavns Domkirke, foran Bertel Thorvaldsens alterstatue af den opstandne Kristus? Har du haft den oplevelse, at det netop er dig, Kristus rækker hænderne ud mod?

Har du haft en oplevelse af at statuen har hensat dig til en særlig stemning, hvor du følte tid og rum blev ophævet? Hvor statuen kom og var meget menneskelig, virkelig og nærværende, tilstede?

Har du stået helt oppe ved statuen, har du også set, at Kristi hænder har mærker efter korsfæstelsen, dels såret efter spyddet i siden, dels naglemærkerne i hænderne. Det er de såkaldte stigmata, altså arrene efter de søm, soldaterne hamrede gennem hans håndled, da de naglede ham fast på korsets tværbjælke. Har du stået helt tæt på Kristus-figuren, har du set, at det altså er med disse mærkede hænder, at Kristus rækker ud imod dig og siger: "Kom til mig!".

Selvom der under Kristus statuen står "Kom til mig" og samtidig henvises til dagens evangelist Matthæus kapitel 11, burde der have været reference til evangelisten Johannes, kapitel 20, hvor det er den opstandne, der siger selvsamme ord, da han viser sig for Maria og disciplene. Ikke Matthæus kapitel 11, idet det er den endnu-ikke korsfæstede Jesus, og den endnu- ikke opstandne Herre og Kristus.

Thorvaldsen skildrer den opstandne med sine stigmata og dog udstrakte arme, og Thorvaldsen illustrerer dermed Frelseren, som den der virkelig meddeler sig til mennesker. Han, som virkelig har levet og er død på korset. Han, som kender til menneskelig lidelse, men holdt ud, og gennemførte sin gerning. Og derfor kan en ivrig iagttager af Kristus statuen også få den oplevelse:

Når du ser Kristi hænder, forstår du betydningen af Kristi ord. Kristus gav sit eget liv for din og min skyld. Selv ikke døden skulle skille ham fra os. Intet kan skille os fra hans kærlighed. Selv døden ville han gå igennem for vores skyld. Det var for os, han led. Og du og jeg kan være sikre på, at dér, hvor vores byrder synes tungest, dér hvor vores dage er længst, netop dér har han også været. Så forstår vi dybden bag Kristi imødekommende hænder, hænder, der viser ømhed. Hænder, der vender håndfladen opad. Hænder, der ikke skjuler våben, men som er åbne. Sårbarheden er umiddelbar. Det er disse hænder, der rækker ud, og siger til os: "Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile."

I dag er det som bekendt sidste søndag i kirkeåret: Vi tager afsked med det gamle kirkeår, som nu afsluttes. Vi reflekterer over, det som har været, den del af vores liv, vi har levet. Den vej, vi har vandret, de dage, der er gået. Alt det, vi er gået igennem i det forgangne år, som nu ligger bag. Og foran os ligger det nye kirkeår, den del af vores liv, vi endnu ikke har levet, den tid, vi endnu ikke har oplevet. Her venter os den nye tid med nye oplevelser, nye veje vi skal gå. Her – på vej ind i en ny tid og et nyt kirkeår – møder os de kærlige og fredfyldte ord fra Guds søn: ”Kom til mig”.

De ord kan ikke være tilfældige på kirkeårets sidste dag! De ord skal lede os sikkert ind i det nye kirkeår og hjælpe os sikkert igennem. Kristus vil være der og møde os med sin kærlighed og sin fred. Og der er ingen årsag til at bekymre sig om den kommende tid: "Tag mit åg på jer", siger han selv til os: Nye byrder vil uvægerligt byde sig til i vores liv, og byrderne vil vi tage op, bære og bære videre. Både de byrder, der er til at bære, men også de ubærlige. Både de byrder, vi vil, men også dem, vi ikke vil, men bare skal!

I vore dage bliver "åg" stort set kun brugt i overført forstand – og vel at mærke kun der, hvor der er tale om byrde, som noget tungt og påtvunget. Som forfatter og sognepræst Niels Brønnum har anført, så er et "åg" imidlertid oprindeligt et gavnligt og hjælpsomt instrument, da det helt bogstaveligt talt er et redskab, som igennem århundreder har hjulpet mennesker til at bære tunge byrder med: Dels et træktøj af træ til trækdyr, dels det tværtræ, som mennesker kunne lægge på deres skuldre: Åget gjorde det muligt for vedkommende at bære for eksempel to spande - og samtidig have hænderne fri.

En forudsætning for, at åget kan anvendes med fordel, er naturligvis, at det er tilpasset den, der skal bære det. Passer åget ikke til personen (skuldrene), bliver byrden ikke lettere. Så vil åget gnave og smerte, i stedet for at aflaste.

Et åg er et instrument, som er tilpasset til at lægge over skuldrene og nakken. Og godt er det åg, som er tilpasset ens skuldre, så den byrde, der skal bæres, kan være nok så tung, og alligevel til at bære og holde ud.

Og som Brønnum siger frit citeret: særligt er Kristi åg godt, fordi det deler skæbne med Kristus. Sammen med Hans åg bliver vores åg til at bære. Med Kristi åg på vores skuldre kan vi bære det ellers ubærlige. Med hans åg på vores skuldre, vil hans hænder også bære os oppe. De hænder, der er mærket af søm efter korsfæstelsen: Kristus der ydmygt og sagtmodig af hjertet låner os beredvilligt sit eget åg. Han der havde allerede taget det åg på sig, låner nu sit gode åg til os.

Vi kan tage det åg på os og vandre trygt vandre i hans spor. Hvad der tidligere tyngede os, har han nu givet os lejlighed til at give slip på ved at lægge det over på hans åg. Det, som før i tiden vejede tungt på vores skuldre, vil, når det lægges på hans åg, føles let. Og han efterlader os sin fred, når han har båret vore byrder væk. Freden som er den varige virkning af hans liv for os.

Ligesom Thorvaldsens statue i Vor Frue kirke også lyser sin fred over den, som betragter den. Det er den følelse af fred i sindet, Kristus kan give os. En fortrøstning i forhold til den kommende tid og det liv, som venter forude. En fornemmelse af, at den tid skal bringe noget godt. Ikke mindst med hans åg på vores skuldre, for han har lovet os, at den som bærer hans åg, skal finde fred og hvile for enhver byrde.

Sådan vil vores byrder, ansvar, opgaver, sorger, smerter, som ellers ikke er til at bære eller holde ud at leve med, bliver til at bære og holde ud, selv ind i det næste år, som venter.

Enhver af os, har ting som ellers kunne tynge os ned i et tungt mørke, men fordi vi tilbydes hans åg, vil vores byrder kunne bæres - uden at det tynger os ned i det mørke, men nu til at holde ud at bære – og vel og mærke bære ind i den nye tid, ind i det nye kirkeår.

Kristus breder sine hænder velsignende ud og giver os del i sin fred. Og det er i lyset af den fred, vi i dag kan afslutte vores gamle kirkeår af og rette vore blikke mod det kommende

Som det hedder i "Dybt hælder året i sin gang":

"Han lover os en evig vår
trods vinterstorm og død;
thi livet frem af graven går,
som Kristus gennembrød"

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

- forslag til salmer: 732 403 638 - 487 440 431

- © Asser Skude 2008, redigeret siden





  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post510

Femogtyvende sønddag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 10 Nov, 2018 20:55:49

Evangelium til søndag den 18. november 2018
Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: »Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.« Men han sagde til disciplene: »Der skal komme dage, da I vil længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den. Man vil sige til jer: Se, dér er han! eller: Se her! Men gå ikke derhen, og følg ikke efter. For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag. Men først skal han lide meget og forkastes af denne slægt. Og som det var i Noas dage, sådan skal det også være i Menneskesønnens dage: De spiste og drak, giftede sig og blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og udslettede dem alle. Eller som i Lots dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede; men den dag, da Lot forlod Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himlen og udslettede dem alle. På samme måde skal det være den dag, da Menneskesønnen åbenbares. Den, som den dag er oppe på taget og har sine ting nede i huset, skal ikke gå ned og hente dem, og lige så lidt skal den, der er ude på marken, vende hjem igen. Husk på Lots hustru! Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det.
Luk 17,20-33


Overvejelser forud for prædiken ved rytmisk gudstjeneste kl. 10.30 søndag den 18. november 2018 i Bellahøj kirke

- om at leve sit eget liv, ikke andres: Paris Hilton

I dagens evangelium er Jesus og disciplene på vej mod Jerusalem, mod Jesu endeligt. Stemningen trygget og disciplene er ængstelige for at skulle miste deres mester og ikke mindst er de ængstelige for hvordan det skal gå dem, når de bliver overladt til sig selv. Hvordan skal de klare sig, og hvordan skal de vide, når tiden er inde og Guds rige kommer. De stiller Jesus mange spørgsmål: Findes Gudsriget allerede og i givet fald hvor er det? Hvor vil det vise sig og bryde igennem?

At Gudsriget ikke lader sig skue med det blotte øje, ved enhver. Ingen har set Gudsriget, men mange har hørt om det, og tror på det findes. Selvom Gudsriget ikke kan ses med det blotte øje, kan vi høre om det og tro på det, hvis forkyndelsen af Gudsrigets griber os.

Undertiden kan vi endda ligefrem fornemme eller føle nærvær af Gudsriget:
- Når vi bliver høje af lykke.
- Ved oplevelser, vi aldrig glemmer, men husker og gemmer i vores inderste – som en dyrebar og kostbar skat.
- Ved smukke øjeblikke i vores liv, hvor vi føler en ophøjethed.
- I smukke øjeblikke hvor vi kan fastholde nuet, hvor vi skønner på det og ønsker varer ved.
- I øjeblikke hvor grænsen mellem tid og rum ophæves. Hvor evighedens dimension bryder igennem. Hvor grænsen til evigheden så at sige nedbrydes. Og vi har det næsten som om vi befinder os i en anden dimension, et andet sted - samtidig med vi befinder os lige nu og her i vores menneskelige liv.

Hvad betyder Jesu forkyndelse af Gudsriget og dets komme, hvis det skal anvendes på os? Jesus siger jo at ”Guds rige er midt iblandt jer”, dvs. at vi så sige skal finde Gudsriget lige for hånden. I vores eget liv, i vores relationer, vores samspil med andre. Dér skal det vise sig – og gribe os i nuet.

I vores moderne samfund kan man iagttage stigende tendens til at mennesker lader sig fascinere af alt andet end nuet og øjeblikket. Alt andet end det som ligger ligefor én selv– alt andet end det hverdagsagtige med familien eller vennerne, fanget i en forventning om noget kommende eller noget bedre. En fascination af alt andet end det ordinære og helt almindelige liv Et stadigt større antal af os finder interesse i at følge med i andres liv - i form af Facebook, Instagram, Snapshot osv. - hvor man følger kendte eller almindelige mennesker, der prøver at leve deres drømme ud.

Hvorfor vælger så mange af os at bruge så meget tid på at følge med i andres liv? Hvorfor være så optaget af om dem og deres liv og deres lykke? Om de realiserer sig selv, bliver stjerne for en aften? Hvorfor dog ikke give vores eget liv, den opmærksomhed, som det i virkeligheden fortjener?

Ville der ske noget ved at fokusere lidt mindre på andres liv og kere os mere om det liv, vi nu engang selv sidder med i vores hænder og som er nu og her og hvor lykken glimtvis optræder – sammen med børn, børnebørn, søskende, familie og venner. Hvorfor dog ikke vælge at leve sit eget liv som om var det ugens højdepunkt, verdens bedste underholdnings og reality-show.

Statistikken viser vi mennesker i den moderne tid lever mere og mere isolerede fra hinanden. I vores egne rum, egne verdener. Måske er vi usikre på hvordan vi finder lykken og om den findes og måske tvivler vi på vores egen evne til at skabe os lykken og måske lader vi os derfor lettere fascinere af andre, som tilsyneladende er lykkelige, fordi de måske er blevet kendte eller rige.

Et moderne fænomen, typisk for vor moderne tid har siden årtusindskiftet været f.eks. Hilton hotel-arvingen Paris Hilton. Hun synes at være blevet et ikon for millioner af unge mennesker.
I princippet er det intet unaturligt i at millioner ser op til hende og er fascineret af hende. Det generer mig ikke. Problemet er snarere at Paris Hilton er kendt – for at være kendt.

Hvad er baggrunden for at Paris Hilton-fænomenet og hvorfor være så optaget af hende og hendes liv? Jeg tror det ikke mindst skyldes den tid vi lever i. Det at være optaget af smukke unge mennesker, der har masser af penge og kendte – blot for at være rige og succesfulde. Som sådan ikke fordi det disse kendte har fundet ny viden, gjort noget fantastisk for mange mennesker eller forsket og fundet frem til et vidunder-middel og som fortjener en nobel-pris.

Min pointe er dog den. At hvis endelig Paris Hilton har gjort noget som fortjener en nobel-pris for og hvor Paris Hilton er unik, er det at hun blot er den hun er og hun forsøger ikke at lave om på det.

Paris Hilton er datter af grundlæggeren til det amerikanske Hilton-dynasti. I bedste Matador eller Glamour-stil. Arving/prinsesse eller hvad man vil kalde det til et lille kongerige af penge, prestige af en kæde af verdens fineste hoteller i verdens største byer. Hvis det ikke lige var for Paris Hiltons opførsel ville hun stå som en af hoved arvingerne til dette kongerige/imperium. Hvis det ikke lige var for Paris Hiltons opførsel kunne have levet sine dage i sus og dus uden hjælp fra det offentlige – af sin fars penge.

Nu har Paris Hilton så valgt så valgt at leve sit liv – ligesom en masse andre unge amerikanere – med fester, druk og måske også stoffer, og hvert tilfælde sex før ægteskab. Og sex på video, sex på offentlige steder og hvad ved jeg. Ikke fordi nogen ikke har gjort det før, ikke fordi at andre unge kunne gøre det, men Paris Hilton er blevet særligt eksponeret – fordi hun er en kendt ung pige og har ikke på noget tidspunkt forsøgt at skjule sin livsførelse.

Paris Hilton har nærmest gjort sine svageste sider til hendes stærkeste og det er blevet hendes kendemærke. Paris Hilton har nærmest brandet sig selv for det liv hun kom fra, hendes medfødte milliard-arv, gode udseende, ingen uddannelse. Paris Hilton har ikke forsøgt at skjule sin hang til det søde liv med sex og druk, ja selv da hun blev taget for spiritus-kørsel, forsøgte hun ikke at skjule det, men inviterede pressen indenfor.

Sagt populært, da det så allerværst ud for hende, da hendes kæreste offentliggjorde en video med hende uden tøj og hvor de havde sex, benægtede Paris Hilton ikke, og hendes kæreste kom til at stå som et jaloux kvaj, der desperat forsøgte at skandalisere sin eks-kæreste.

Og da Paris som nævnt kom i fængsel, skjulte hun det ikke, tværtimod, hun inviterede hele verdenspressen indenfor og iscenesatte sin løsladelse. Hun sørgede for at samtidig med at verdenspressen filmede hendes løsladelse, og hun benyttede lejligheden til at lancere sin nye eget tøj-design, Paris Hilton.

Jeg kender ikke Paris Hilton personligt, men hvis jeg havde, ville jeg have rost hende for, at hun har levet sit liv som hun har levet, hun er sig selv, forsøger ikke at gøre det bedre, og forsøger heller ikke at gøre sig værre end hun er. Og måske er det det som en masse unge mennesker ser op til ved hende. Det lyder naivt. Det lyder banalt. Det er det måske også. Og alligevel er der en kæmpe styrke i den måde Paris Hilton lever på og måske er det det som fænger så mange millioner af unge mennesker verden over. Og måske er det hele ikke bare markedsføring og onde markedskræfter.

Måske skyldes interessen for Paris Hilton, at hun oprigtig talt, når alt kommer til alt, vitterlig er en helt almindelig pige, der forsøger at leve sit liv – uanset at hun så er også var og er en af verdens største brands og et ikon for nutidens unge..

Måske er det det som ligger under overfladen bag hendes ellers glamourøse liv med eksklusivt tøj, dyre vaner, spektakulære kærester, sex osv. Men når alt kommer til alt, bag facaden er hun en almindelig pige, som ethvert andet ungt menneske, der forsøger at finde lykken og finde venner, finde sig selv, vælge sig selv, begå sig i en verden, hvor overflade har så meget fokus.

Det mest skræmmende for mange mennesker ville måske være, hvis de selv havde mulighed for at være som Paris Hilton. Ikke nødvendigvis rige og berømte, men hvis enhver indså, at det er op til ham og hende at skabe sit eget liv, vælge sig selv, realisere sig selv. Ikke lægge skylden over på andre. Selv tage ansvaret for sit eget liv. Være mest optaget af sin egen karriere og lykke, frem for de rige og kendte, mennesker man aldrig har mødt.

Det ”at græsset altid er grønnere på den anden side” er måske noget som vi prøver at bilde os selv ind, for at slippe for det enorme ansvar du og jeg har for selv at være herre i eget hus. Selv at skabe os et liv og en lykke, vi kan være tilfredse med.

Nok er det sjovt at engagere sit i andres liv, det er fascinerende, men risikoen er, at vi glemmer at leve vores eget liv, som nu engang er langt vigtigere at leve.

Og det må nu engang være op til os selv og være eget vores ansvar at skabe os et liv, som vi finder interessant og meningsfuldt.

Så vi ikke ødsler vores kostbare og dyrebare tid bort – men – som Jesus forkynder - tage udgangspunkt i, at Guds rige er midt iblandt os. Nu og her. En virkelighed, der er til at forholde sig til. En virkelighed som er langt mere spændende og rig på oplevelser, end noget TV-show eller nogen kendt eller berømt person kan præstere for os.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

- forslag til salmer: 731 28 69 458 750

- © Asser Skude 2008 ©, redigeret siden



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post509
Next »