Asser Skude

MidfastePrædikener

Posted by Asser Skude 26 Mar, 2019 10:19:16

Midfaste

Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: "Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?" Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: "Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver." En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: "Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?" Jesus sagde: "Få folk til at sætte sig." Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: "Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde." Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: "Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden." Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.

Johannes kapitel 6, vers 1-15

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken


- brødunderet

Tænk sig, at en lille drengs madpakke kan strækkes ud og mætte flere tusind. Svarende til en mindre dansk købstad bespises med blot en madpakke. Det er da højst mirakuløst og uforklarligt.

Og i dag – to tusind år efter - kan menigheden undre sig og spørge: ”Hvornår får også vi sådanne tegn at se, som dengang Jesus vandrede på jord, helbredte og hjalp mennesker." Nogle vil måske endda anklagende sige: ”Hvorfor venter Guds søn med at komme tilbage? Guds søn kunne jo gentage sit brødunder i større skala og mætte alle sultende og fattige?"

Sådan fungerer det ikke. Guds søn kommer ikke tilbage og vandrer på jorden og gør undere. Og Guds søn griber ikke ind over for alle de sultende og nødlidende i verden. Hvert tilfælde ikke før de sidste tider, hvor han ”skal komme igen for at dømme levende og døde". Dengang som nu må menigheden besinde sig og acceptere, at selv Guds søn vil være afsides, væk fra en tilsyneladende uophørlig krævende og umættelig skare: Efter brødunderet ved Tiberias sø trak "han sig atter tilbage til bjerget, helt alene".

Da Jesus næste dag igen viser sig offentligt, er det "på den anden side af søen", hvor han i sin tid kaldte både Andreas og Filip, som var fiskere, til at være menneske-fiskere. Her i byen Kapernaum siger han om sig selv: "Jeg er livets brød… Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden."

Han spiller på den velkendte og klassiske jødiske fortælling om Moses og Gudsfolket i ørkenen: Moses og folket på vandring, og alene af Guds nåde overlever folket i den golde ørken i fyrretyve år. Gud Herren lader en form for føde, manna, falde ned fra himlen for at mætte sit folks mange munde. Alene i kraft af denne uforklarlige, overnaturlige hjælp kan Gudsfolket leve og bo i ørkenen. For i en ørken har intet menneske bogstaveligt talt mulighed for at overleve. I ørkenen er alt, hvad mennesket har og får - givet af Guds nåde. Uden Gud Herren er Gudsfolket fortabt.

Evangelisten Johannes vil vel have menigheden til at drage den slutning, at ligesom mannaen var livsvigtig for det jødiske folk i ørkenen, er hans søn Jesus Kristus, den nye manna, det livets brød, som skal redde folket igennem. Og mere til: Hvis Jesus opstod fra graven, er Jesus også kilde til evigt liv. Så er Jesus virkelig er livets kilde, sejrherre over mørkets og dødens magter. Og netop påskens begivenheder foregribes i dagens evangelium om brødunderet.

Hos evangelisten Johannes møder vi i kapitel 1 til 12 tre ikke ubetydelige tegn, som tilsammen foregriber påskebegivenhederne. Det ene tegn er brylluppet i Kanaan, kapitel 2, hvor vand forvandles til vin. Det andet tegn er det tegn, vi møder i dag i brødunderet, kapitel 6, og det tredje tegn er Lazarus' opvækkelse, kapitel 11. Tegnene med vinen og brødet er naturligvis tegn på det nadvermåltid, som Jesus senere indstifter. Da siger Jesus til sine disciple: "Tag det og spis det, dette er mit legeme, som gives for jer... Tag dette bæger. Dette er mit blod som udgydes for jer – til syndernes forladelse" Og det tredje tegn, Lazarus’ opvækkelse fra de døde foregriber påskens højdepunkt, Jesu opstandelse fra graven påskedag.

Dagens evangelium er ifølge evangelisten Johannes på en gang både optakt til, men også en foregribelse af hele fortællingens kulmination, påsken. Udover den kristologi, som ligger latent i dagens evangelium, er naturligvis også en formaning til Kristi menighed om ikke at gøre sig timelige bekymringer. Hvad der er tilstrækkeligt er derimod at gøre sig bekymring om det himmelske og sætte sin lid til Herren og vide "at mennesket ikke skal leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund".

- forslag til salmer 662 298 31 - 610 472 498

- udgivet som prædikenvejledning 2011 Præsteforeningens Blad ©



Tredje søndag i fastenPrædikener

Posted by Asser Skude 19 Mar, 2019 08:55:15

Evangelium

Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: "Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne." Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: "Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første." Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: "Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!" Men han svarede: "Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!"

Lukas kapitel 11, vers 14-28


- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken til gudstjeneste kl. 10.30 søndag den 24. marts 2019 i Bellahøj kirke

- De urene ånder

Dagens evangelium er egentlig en glædelig beretning om en mand, som helbredes for sin lidelse. En stum ånd har besat manden, indtil Jesus kommer og uddriver den. Nu kunne beretningen slutte her, men det gør den ikke. Jesus bliver mødt af vantro, og han anklages for at være ikke Guds, men selveste Djævelens udsending: De siger: "Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne". Andre igen vil sætte ham på prøve og "krævede tegn fra himlen af ham". Det kan undre at nogle kræver tegn, når de netop har fået dette tegn, helbredelsen af den stumme mand.

Imidlertid kendte Jesus deres skepsis, og han giver dem ikke et nyt tegn, men han går ind i anklagerne, og viser dem at anklagerne er selvmodsigende. For hvordan skulle de onde ånder kunne uddrives ved den Onde selv? Så ville den Onde komme i splid med sig selv: Han siger: "Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå?" Ifølge evangeliet, er der ingen, der svarer ham. Det kan tænkes, at ingen har været i stand til at sige ham imod pga. mangel på gode argumenter, men det ender med at blive en enetale fra Jesu side, og han vender de oprindelige anklager imod dem selv: "Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så?"

Herefter får anklagerne ikke et ben til jorden. Jesus afslutter første del af dagens evangelium med ordene: "Hvis det er ved Guds finger, jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige kommet til jer”. Dette er jo i sandhed glædeligt: Guds søn meddeler nu skarerne, at Guds rige er kommet "til jer". Dette "til jer" omhandler de skeptiske og vantro, som hævder han uddriver onde ånder ved dæmonernes fyrste.

Næste del af evangeliet (vers 21 ff.) er vanskeligt at sammenfatte og for den sags skyld se hoved og hale i. Det ville have været rart at have haft en "livline" til evangelisten Lukas og spørge ham, hvad det egentlig er, han ønsker at fortælle med disse vers. Hvad har lignelsen om manden, der fuldt bevæbnet vogter sin gård at gøre med det foregående? Hvilken funktion tjener den her? Og efter den lignelse kommer ordene om den urene ånd, som "hvileløst flakker om i øde egne". Hvad skal de ord betyde? Så vender Jesus tilbage til lignelsen om den fuldt bevæbnede mand, hvis gård nu besættes af syv onde ånder, hvilket er endnu værre.

Herefter tilråber en kvindelig tilhører Jesus begejstret: "Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!" Jesus svarer ikke direkte på hendes tilråb, men kun halvt: "Javist, salige er de som hører Guds ord og bevarer det!" Jesu opfordring om at "bevare Guds ord" skal forstås i betydningen af den græske verbum "fylasså", som kan betyde "bevogter, holder i ære, adlyder, opretholder". "At bevare Guds ord” er altså ikke noget, der bevarer sig selv, men er en aktiv handling: Guds ord bevarer den, som aktivt kæmper for, opretholder og adlyder Ordet.

Guds ord er en levende størrelse, som forpligter mennesket – i ord og handling. Guds ord er hverken tomme eller døde ord, men får indflydelse og virkning i menneskers daglige gøren og laden.

- forslag til salmer: 736 339 292 – 166 376 60

- udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011 ©



Anden søndag i fastenPrædikener

Posted by Asser Skude 12 Mar, 2019 08:51:57

Evangelium til søndag den 17. marts 2019, Anden søndag i fasten

Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kanaanæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: "Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon." Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: "Send hende væk! Hun råber efter os." Han svarede: "Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus." Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: "Herre, hjælp mig!" Han sagde: "Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde." Men hun svarede: "Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord." Da sagde Jesus til hende: "Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil." Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.
Matthæus, kapitel 15, vers 21-28

- fra den autoriserede oversættelse, Det Danske Bibelselskab 1992 ©



Overvejelser forud for prædiken

- Den kanaanæiske kvinde

I dagens evangelium møder vi et menneske, som er udenfor fællesskabet, og som har alle grunde til at give op. Hun er fremmed og har en syg datter. Alligevel giver hun ikke op. Hun kæmper og gør alt, hvad hun kan for at få Jesu opmærksomhed og hjælp – også selvom Jesu disciple hellere ser hendes hæl end tå.

Det er tankevækkende, at Jesus tilsyneladende lader sig påvirke - af denne fremmede. Man fornemmer, hvor stor betydning denne fremmede får: Hun formår tilsyneladende at ændre Jesu målgruppe: Fra at henvende sig alene til jøder rækkes frelsen herefter til enhver, som tror på ham som Guds søn.

Den kanaanæiske kvinde er modig, og sjældent har man set nogen som hende gå op imod Guds søn. Til trods for at Guds søn afviser hende tre gange, insisterer hun alligevel: "Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord". Hun insisterer på at få del i det fællesskab, som hun og de andre fremmede ellers ikke var tiltænkt.

Dagens evangelium om den kanaanæiske kvinde er særlig glædeligt, for det taler imod enhver form for snæversyn, selvoptagethed og mørke: Selv der hvor det ser mest håbløst ud, er der håb. Selv i den yderste desperation rækkes lindring og trøst.

Hun som intet fortjener og ikke har ret eller krav på noget, skal alligevel rækkes den lindring samt det Guds rige, som ellers var tiltænkt jøderne. Hun, som var fremmed og uværdig, skal alligevel modtage det. Nærmest på trods af hendes baggrund og på trods af hendes opførsel, rækkes hun fællesskab med Guds søn.

Hun opfører sig ikke dannet eller korrekt efter datidens normer. Hun er uværdig og som et udskud betragtes hun. Upassende er hendes henvendelse til Guds søn og uartigt og uforskammet svarer hun ligefrem Guds søn igen. Alligevel ender mødet med Guds søn glædeligt: Hun forkastes ikke, og i stedet tages hun til nåde, og hendes datter udfries fra sin lidelse: "Og i samme øjeblik blev hendes datter rask."

Datteren bliver rask umiddelbart efter at Jesus har set kvindens tro og sagt: "Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil". I kraft af sin tro er den kana'anæiske kvinde forbilledlig. For hendes tro er så vedholdende og gør det muligt, som ellers så håbløst ud.

Set ud fra et evangelisk perspektiv er dagens budskab om et menneske med en stærk tro glædeligt: Fordi troen, ikke gerningerne, ejheller sociale, kulturelle eller genetiske forudsætninger gør det muligt. Troen er det, som konstituerer fællesskabet og bygger bro til det nye fællesskab. Det nye fællesskab, som kan bringes ud til alverden og bringe alverden sammen, på trods af tidligere tiders snæversyn, intolerance og selvoptagethed.

Eneste fællesnæver, som kræves for det nye fællesskab, er den fælles tro på ham, som er Herre. På mange måder bliver den kanaanæiske kvinde symbol på den nye verden, som ligger åben for de Kristus-troende og de kristne trossamfund.

Det er op til enhver at gøre som den kanaanæiske kvinde – dengang som nu: Ikke stå tilbage, og i stedet tage kampen op, uanset hvilke fordomme og intolerance, der møder een. Håbet om at der vil være plads i det fællesskab af Kristus-troende. At det fællesskab ikke er lukket om sig selv, at det fællesskab er åbent og inkluderende for enhver som tror og bekender ham, som Herre.

Dagens evangelium er samtidig en advarsel til de, som måtte forsøge at forholde andre del i hans fællesskab. Fællesskab med ham skal rækkes ud til andre – på trods af kulturelle, historiske og etniske forskelle. Fællesskab med ham er til for at bryde grænser. Fællesskabet med ham er til for at inkludere, frem for at ekskludere. Troen på ham alene er det som skal konstituere det nye fællesskab.

- udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011 ©



Første søndag i fastenPrædikener

Posted by Asser Skude 06 Mar, 2019 09:59:06

Evangelium

Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: "Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød." Men han svarede: "Der står skrevet: 'Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.' "Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: "Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: 'Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.' "Jesus sagde til ham: "Der står også skrevet: 'Du må ikke udæske Herren din Gud.'" Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: "Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig." Da svarede Jesus ham: "Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.' "Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.
Matthæus kapitel 4, vers 1-11

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992 ©


Overvejelser forud for prædiken kl. 10.30 søndag den 10. marts 2019 i Bellahøj kirke

forslag til salmer: 336 624 609 - 691 388 634


- Jesu fristelse i ørkenen

Efter Guds søns dåb i floden Jordan driver Ånden ham ud i ørkenen. Det er her, efter at Guds søn har været fyrretyve dage i ørkenen, at Djævelen kommer til ham, og han fristes. I alt tre gange. Og samtlige tre gange afviser han Djævelens fristelser. Først derefter forlader Djævelen ham.

Det ville have være oplagt på mange måder at prædike om, at menneske skal være hengivet til at tjene Gud - og ikke gøre sig jordiske bekymringer, det som er hovedtemaet for denne fastetid - og ikke mindst i dagens evangelium. Dagens evangelium er en af de mest anvendte fremstillinger af Jesu åbenlyse kamp mod Djævelen:

"Mennesket skal ikke leve af brød alene", svarer Guds søn Djævelen i sit første svar. Og selv på Fristerens citat fra biblen om, at engle "skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten", afviser Jesus med at "du må ikke udæske Herren din Gud". Og i sit sidste svar til Djævelen, formaner Guds søn: "Du skal tilbede Herren din Gud, og tjene ham alene".

Det er gennemgående i dagens evangelium, at Guds vilje er større end menneskers vilje. Personlig fremgang og lykke er ikke at foretrække, hvis det sker for egen vindings skyld eller på bekostning af Guds vilje. Alt andet ville være Djævelens værk.

Guds søn afviser at tilfredsstille sine egne personlige behov til fordel for at tjene Gud Herren. Det er tale om et klassisk fremstilling: Enten er det Gud man tjener, eller også er det Djævelen. Det er en såkaldt dualistisk fremstilling, hvor det onde og det gode ses som entydige størrelser og hinandens modsætninger. Ingen kan tjene Gud og samtidig tjene Djævelen - og omvendt.

Den virkelighed, der fremstilles med beretningen om Jesu møde med Fristeren selv er imidlertid svær at forholde sig til. Hvem har mødt Fristeren selv, og hvem ville også ønske det? Det ville vel ingen? Og det ville næppe gå godt. Alene Guds søn formår at afvise Fristeren og hans tilbud.

Ingen mennesker kan vel sige, hvordan Fristeren ser ud og hvordan hans lokkemidler er. Dertil er Fristeren vel for farlig for mennesker, til at de slipper godt fra et møde med ham. Igen - kun Guds søn kan slippe afsted med livet i behold efter et personligt møde med Djævelen.

Skulle Fristeren alligevel forsøge sig på mennesker, ville han vel ikke være så usmart at vise sig med sit sande jeg, som den han er. Han ville vel skjule sig og først afsløre sig, når det var for sent.

Hvordan Fristeren ser ud, kan derfor ikke siges, andet end dette: At hans veje ikke er Guds veje. At han bryder ned, det som Gud har bygget op. Djævelen vil ødelægge, det som Gud har skabt: Liv, kærlighed, fællesskab osv.

Det ville nok være at tage munden for fuld, at sige det er Djævelens værk, hver gang naturkatastrofer raser og tusindvis omkommer, som f.eks. den flodbølge der (2004) ramte store kystområder i Østen og flere hundredetusinder omkom. Djævelsk er det dog, at uskyldige mennesker, ikke mindst børn, gamle, gravide osv. rammes og påføres så stor ulykke - uforvarende og ufortjent. For det er da ganske ufortjent og uretfærdigt, at en sådan naturkatastrofe rammer.

Midt i den håbløshed og mørke, som rammer uskyldige, hører man også om underfulde beretninger hvor mennesker på mirakuløs vis har været i stand til at sikre sig og undgå døden.

Glædeligt midt i disse tragedier er også den medfølelse og hjælp, som verdenssamfundet udviser. Jeg husker f.eks. den amerikanske præsident Barack Obamas tale til det amerikanske folk anden gang inden for ti år, hvor en stor flodbølge hærgede Japans kyst (2011) og hvor Barack Obama sagde noget i retning af, at denne katastrofe minder alle verdens borgere om at de ligner hinanden, uanset nationalitet, hudfarve, tro og religion.

Det er da i sandhed glædeligt, hvis mennesker og verdenssamfundet kan vende en så ond begivenhed til at samle verdens borgere i medfølelse og samarbejde. Ikke bare for at hjælpe dem, så de evt. kan hjælpe os, hvis også vi selv skulle få brug for hjælp.

I sandhed havde det været glædeligt, om mennesker i verden ville opleve en øget bevidsthed i forhold til at stå hinanden nærmere:

En øget bevidsthed om at verden og menneskene er sårbare, og uden Guds og menneskers gensidige hjælp er verdens børn ilde stedt. Omvendt, vil mennesker arbejde på hinandens og verdens bedste, er der håb for verden og en bedre fremtid.

Sådan må vores håb være for enhver borger på denne planet, som rammes af naturkatastrofe og ulykke: De er Guds børn, ligesom vi - uanset religion, hudfarve, nationalitet og tro. De fortjener det bedste, vi kan hjælpe med.

Det største bud i Loven er jo det, som Guds søn sammenfatter i det dobbelte kærlighedsbud: Budet om at du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, hele din styrke og hele din sjæl og din næste som dig selv.

Lad derfor de som lider og har det svært og er ramt af ulykke og smerte være i vores tanker og bønner, men også dette må være vores håb: Gud give os forstand og evner til at hjælpe enhver med bistand og lindring, så de må opleve at de del af Guds skaberværk - til trods for hvad der måtte ske på vor jord.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen


Asser Skude 2008, redigeret siden
©