Asser Skude

Anden pinsedagPrædikener

Posted by Asser Skude 19 May, 2018 10:02:58

Evangelium til mandag den 21. maj 2018

"Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. Jeg er livets brød. Jeres fædre spist manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden."
Joh 6,44-51

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken


- "Jesus med sig selv bespiser dig"

Hvis nogen skulle hævde, at kristendommen er sværmeri med al dens tale om ånd og spiritualitet, gøres de anklager til skamme i dagens evangelium.

Og det er ganske passende efter gårsdagens evangelium til pinsedag om Guds ånd, der stiger ned, når vi i dagens evangelium hører om, hvordan Gud meddeler sig konkret: Ikke bare i ånd er Gud nærværende, men også i nadveren, hvor Sønnen meddeler sig helt og udelt.

I den katolske nadverforståelse bliver brødet virkelig til Jesu legeme og vinen virkelig til Hans blod, på lation kaldet "transsubstantiation". Med Thomas af Aquinos ord fra salmen "Pris, o Zion, din Forsoner":

"Kristen tro os vished giver:
Brødet til hans legem bliver,
vinen til hans hjerte blod.
Hvad forstand og sans ej nemme,
lærer troens trygge stemme,
al naturens skik imod.
Brydes brødet,
ej du glemme:
Hvad det hele fik at gemme,
gemmes i hver enkelt del.
Væsensfylden kan ej svækkes;
tingen, der af tegnet dækkes,
bliver lige fuld og hel."

Det katolske nadversyn er grundlaget for det lutherske nadversyn – dog med visse forbehold: Først og fremmest er nadveren for Luther ikke en gentagelse af Jesu egen sonedød, men en såkaldt ihukommelse, på græsk kaldet "anamnæsis", dvs. en fortidig begivenhed der gøres nærværende og aktuelt virkende, sådan at man får frugten af den. Luther ville ikke tale om nadveren som en forvandling, men dog som et under, som kun troen kan gribe: "I, med og under brødet og vinen modtages Kristi legeme og blod", på latin kaldet "consubstantiation". Luther siger, at når Ordet kommer til brødet og vinen gøres det til sakramente, og Kristus er virkelig tilstede.

Ligesom det siges i (den lutherske såkaldte "ortodoksi") af Kingo i salmen "O Jesus, på din alterfod":

"Jeg er i dag min Jesu gæst,
o sjæl, betænk den høje fest,
han byder dig til bords med sig,
ja, med sig selv bespiser dig.

Her rækker han mig under brød sit legem,
som led korsets død,
og under vin sit rosenblod,
den dyre nådes purpurflod.

Hvordan det sker,
det ved jeg ej,
her har han ikke vist mig vej,
min sans så højt sig ej bør sno,
det er mig nok hans ord at tro."

Det lutherske nadversyn er vigtigt at forstå – ikke mindst hvis man virkelig ønsker at forstå inkarnationen. Der er jo tale om to sider af samme sag: Sønnen var Guds egen søn af kød og blod, og Gud gav virkelig sit eget kød og blod til verden. Sønnen var ikke en fjern og ophøjet kongesøn, der blev sendt til verden: Sønnen var virkelig én af os. Og ligesom Sønnen dengang “tog en ringe tjeners skikkelse på” meddeler han sig nu til os i nadveren i den tilsvarende ydmyge manifestation af sig selv i brødet og vinen.

Guds søn var virkelig én af os og vandrede sammen med os. Det skal forstås helt bogstaveligt og uden omsvøb. Guds søn lignede ikke bare et menneske (den såkaldte "doketisme"). Guds søn var virkelig af natur menneske – samtidig med, at han af natur var sand Gud. Som der står i Nikænum (den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse) om Sønnens væsen: "født, ikke skabt, sand Gud af sand Gud, af samme væsen som Faderen".Derfor når Guds søn rækker os sig selv i brødet og vinen, giver han sig selv til os. Som Kingo altså siger: "Jesus med sig selv bespiser dig". Det er ikke til at tage fejl af. Jesus giver sit eget kød og blod. Han holder det ikke tilbage, ligesom han heller ikke holdt det tilbage, dengang han døde og opstod.

Ikke dermed sagt, at nadverbordet er en gentagelse af Jesu sonedød (sådan nogle katolikker hævdede før Anden Vatikanerkoncil i 1960erne). Nadverbordet er en direkte meddelelse af Sønnen – i kød og blod. Derfor er den kristne tro og sakramenterne heller ikke bare at feje af bordet som sværmeri. I dagens evangelium omtaler Jesus ligefrem sig selv som "det levende brød". Og Han siger, at enhver, der får del af hans legeme, skal få del i hans frelse.

Hans frelse er evigt liv, dvs. liv, som rækker ud over døden ind i evigheden. Han er det levende brød – ikke bare til livets opretholdelse, men levende brød til verdens ende og herefter i evighed. Nok levede Guds folket på mirakuløs vis i ørkenen i 40 år – af den manna (mad), som Gud lod regne over dem. I en ellers gold og ubeboelig del af verden overlevede de. De overlevede sulten, men de overlevede ikke døden. Døden måtte de alle dø. For mannaen fra himlen var ikke brød til evigt liv!

Brød til evigt liv er til gengæld han, som selv er det levende brød, som kommer fra himlen, fra faderen selv. Og ligesom mannaen blev sendt til jøderne for at redde dem, blev sønnen sendt til verden for at redde verden. Og derved er sønnen det nye brød – til verdens frelse. Og ved at sønnen er kommet til verden, har Gudfader forbundet sig med verden, og derved er der blevet skabt en livline til verden – gennem sønnen.

Og som apostlen Paulus siger, skal vi troende blive lemmer på hans legeme. Enhver af os skal være forbundet i et gigantisk fællesskab, hvor vi skal være som små lemmer på hans legeme. Vi er altså blevet del af ham, og vi er blevet en del af hans kød. Som lemmer på ham, vil han sende kraft, styrke og næring ud til hver enkelt af os – ligesom når hjertet i et legeme banker blodet ud i enhver afkrog af legemet: Som lemmer på hans legeme lever vi af de kæmpemæssige pulsslag, der banker og sender næring og kraft ud til hver enkelt af os. Og det pulsslag, som banker og opretholder og virker alt i dette netværk, det er Guds ånd. Den ånd, som skaber og fornyer.

Så selvom vi blot er en lille bitte del i dette netværk, er vi dog ikke mindre end, at ånden kan forbinde sig med os. Og det er virkelig ikke kun en ny ånd, men også en ny fælles krop vi får med dette gigantiske netværk. Den nye krop, som vi får, er at vores gamle legeme fornyes med et andet hjerte og med en ny ånd. Det er det, profeten Ezekiel taler om i dagens læsning fra det Gamle Testamente: "Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød, så de følger mine love og omhyggeligt holder mine bud".Vi hørte fra dagens epistel fra Apostlenes Gerninger, om de første kristne, der blev inspireret af Guds ånd, samledes og tog del i fællesskabet.

Et fællesskab, der både var legemligt og åndeligt. Et fællesskab med åndelig og legemlig føde. Ikke adskilt, men sammen, to sider af samme sag, legeme og ånd. Åndeligt i den forstand at man samledes omkring gudstjenesten og fik åndelig føde med lovsange, oplæsning af Guds ord. Men også legemligt fik fællesskabet krop i den forstand, at man samledes om et virkeligt mættende måltid med mange retter og drikke. Derefter fulgte nadveren, som vi kender den.Tilmed var det fællesskab blandt de første kristne også et fællesskab om økonomi, mad, tøj mm., ja om alt.

Nærmest som et kollektiv eller familie, hvor alle deler med alle. Dette første kristne fællesskab var altså ikke kun et liturgisk eller åndeligt fællesskab, men også et økonomisk, socialt og diakonalt fællesskab - med deraf følgende fælles identitet. Med fælleseje, uddeling af overskud til de svageste i fællesskabet, ja endda uddeling af overskuddet til de fattige uden for fællesskabet.

Når Gud altså kunne give de første kristne ét fælles ståsted, én fælles identitet, en fælles ånd og praktisk fællesskab samt et overskud til at hjælpe de svage og de fattige, mon ikke Gud så ikke også den dag i dag gøre ligeså med os?

Måtte vi derfor bede Gudfader, der har sendt sin søn og sin ånd til verden, gøre det samme med os! Gud skænke os del i sit fællesskab, et fællesskab, som begynder her på jorden, men rækker ind i himlen.

Som Grundtvig siger: "Skænk os en himmelsk indfødsret", så vi bliver ét i ham, ligesom han er ét med faderen. Jesus siger selv, at "I må være ét i mig, ligesom jeg er ét med Faderen, for at verden må tro", se prædiken til 6. søndag efter påske.

Og det er vel ikke for meget at håbe, at ligesom den økumeniske bevægelse i mange år har arbejdet for et praktisk og åndeligt fællesskab mellem alle kirkesamfund, at alle kristne samfund én dag kan samles – ikke bare i sang, musik og ordet om ham, men også ved et fælles nadverbord?

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

Salmeforslag: 291 299 292 – 468 321 294

- Asser Skude (c) 2008, redigeret siden



PinsedagPrædikener

Posted by Asser Skude 14 May, 2018 20:47:34

Evangelium til søndag den 20. maj 2018

Jesus sagde: "Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham."
Joh 14,15-21

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken til rytmisk gudstjeneste kl. 10.30 søndag den 20. maj 2018 i Bellahøj kirke

Dagens evangelium hos Johannes er del af Jesu afskedstale til disciple: Her taler Jesus til dem - før hans egen tilfangetagelse, død og bortgang. Jesu tale til disciplene er en foregribelse af det, der skal komme. Det er en prædiken om Talsmanden eller Sandhedens Ånd, der skal komme over disciplene, når han selv er taget fra dem. Det er naturligvis pinsen og pinsedag, der hentydes til.

Hvad skete der så egentlig pinsedag? Jo, det hørte vi om i dagens epistel fra (evangelisten Lukas’) Apostlenes Gerninger: Her oplevede disciplene, at Guds ånd steg ned iblandt dem. Alle havde de forskellig kulturel baggrund og talte forskellige sprog. Da Guds ånd kom, forstod de, hvad hinanden sagde, også selvom de hver især talte på deres eget sprog. Pinseunderet var – udover at være et under i religiøs forstand – også et moderne sprog- og kommunikationsunder: For sproglige forskelle blev overvundet.

Som jeg skrev første gang i "Et moderne kommunikationsunder" i Kapernaum kirkeblad sommeren 1998 kan man med fordel drage paralleller mellem pinseunderet og vores moderne kommunikationsunder: Internettet. Internettet bringer alverdens folk med forskellig baggrund sammen. For sproget på internettet er det samme over hele jorden. Det er det fælles sprog, som computere over hele verden taler med hinanden, når de er forbundet.

Ingen, der vil på Internettet behøver dog at lære dette sprog (HTML), som computerne snakker sammen, for selv det klarer computeren i de fleste tilfælde. Det er faktisk overraskende let at kommunikere via Internettet – også med folk på den anden side af kloden, folk med en gammel eller ny computer, folk med anden hudfarve, andet sprog, anden kultur: Ethvert menneske med en computer og et modem og en telefonforbindelse kan komme på og bruge Internettet. Det er demokratisk, alle er lige, ingen er bedre stillet end andre på forhånd. Faktisk lyder det for godt til at være sandt.

Internettet er uafhængigt af nationale forsamlinger eller regeringer, uafhængigt af internationale konventioner eller love. Så godt som alt er tilladt – på godt og ondt. Så godt som alt findes her.

Og det kræver også, at man selv sorterer imellem informationerne. Dertil får man hjælp af forskellige såkaldte søgestationer, som hjælper én til at finde det, man søger. Man kan også sammenligne internettet med verdens største bibliotek, hvor man selv er bibliotekaren. Det er selvsagt sin sag at finde hoved og hale i det. Hvert år afholdes der endda konkurrencer i at søge på internettet eller "at surfe på nettet", som det hedder. Nettet har oplysninger om alt – for alle – til alle.

Alle kan kommunikere med alle – og om alt – på én og samme tid. Vildt fremmede mennesker kan mødes her: En del ægtefæller har mødt hinanden første gang på internettet. Jeg har viet kærestepar, som traf hinanden første gang – ikke via et fysisk møde, men via internettet! Internettet er åbent døgnet rundt, og tilgængeligt overalt på jorden.

I den forstand giver det mening at sammenligne internettet med Guds Ånd. For Guds ånd er allestedsnærværende: Guds ånd er nærværende over alt på jorden. Guds ånd skeler ikke til kulturel eller sproglig baggrund. For Guds Ånd er alle lige, der kommer til ham. Guds ånd binder alverdens kristne menigheder sammen med én fælles ånd, dvs. det tror og arbejder en del kristne i hvert tilfælde for - bl.a. i den såkaldte økumeniske bevægelse. Jesus beder til, at Guds Ånd må skabe enhed imellem alle, som tror "for at verden må tro", som vi hørte i prædiken i søndags. Guds ånd skaber og opretholder liv, inspiration, hjælp, håb og tro for kristne jorden over.

Ligesom enhver på kloden kan få adgang til internettet, kan enhver blive optaget i Guds menighed ved at blive kristen: Det sker ved at lade sig døbe til fællesskabet af troende, hvor Guds Ånd virker og fornyer med liv og vækst. Fra dåbsdagen og til evighed vil Guds Ånd være med det menneske overalt hvor det færdes.

Helligånden er samtidig mere end blot et kommunikationsunder. Helligånden er mere end Internettet: Guds Ånd, der steg ned pinsedag var og er et religiøst under, som fejres hvert år af over en milliard kristne verden over. Mennesket kan leve uden Internet, men intet menneske kan leve uden Guds Ånd. Uden ånd bliver menneskelivet tomt og uden hverken indhold eller retning. Mennesket er en åndelig skabning, som behøver Guds ånd, der giver liv og inspiration. Guds ånd samler alle kristne sammen i et verdensomspændende netværk af levende mennesker, ikke ligesom Internettet et netværk af døde computere. Guds Ånd skaber fællesskaber af levende mennesker af kød og blod. Derimod er fællesskabet via Internettet illusion, for det sker via en telefonlinje. Men det er ikke nær så konkret som det kristne fællesskab og samvær af levende mennesker.

Pinseunderet, hvor Guds Ånd kom, gav disciplene én fælles identitet, ét fælles ståsted. Der gik det op for dem, at Guds Ånd skaber liv og indgyder tro, håb og kærlighed i og mellem mennesker. Guds Ånd giver disciplene nyt mod og et håb for fremtiden: Håb om hvordan de skal bringe budskabet om Guds søn ud i verden.

Da Helligånden faldt på apostlene pinsedag, kom evangeliet om den korsfæstede og opstandne Kristus dem ved på en ny måde. Derfor holdt apostlen Peter efterfølgende sin berømte pinseprædiken. Peters prædiken var vedkommende og tilhørerne følte sig ramt. "Det stak dem i hjertet", står der i Apostlenes Gerninger. Derfor spurgte de Peter: "Hvad skal vi gøre?" Hans svar var: "Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse. Så vil I modtage Helligånden som gave, for løftet om Helligånden gælder både jer og jeres efterkommere – ja, alle dem som Herren, vores Gud vil kalde på fra både nær og fjern"

Oversat til vores situation som døbte, kan Peters svar formuleres sådan: "Vend om og tilbage til jeres dåb!" For er vi kommet væk fra dåben, er vi kommet væk fra det, som er vores udgangspunkt: I dåben og troen er alt, hvad vi behøver: Her rækkes Helligånden og syndernes nådige forladelse. Omvendelse er derfor at vende tilbage til den plads hos Gud, som vi fik ligesom den gang da vi kom til dåben og modtag Guds kærlighed og omsorg. Ved dåben, der typisk er ved indgangen til livet, mindes vi om, at Gud rækker os livet og Gud vil tage hånd om det lille barn fra det er helt spæd og hele livet igennem, men også efter døden vil Gud rækker os livet, nemlig det evige liv.

Det evige liv modtager vi allerede ved dåben, hvor Gud meddeler barnet sin absolutte kærlighed og omsorg. Barnet får nu et navn – hos mennesker og hos Gud. Det navn, vi modtog i dåben, er det navn, som Gud skal kende os ved, og det er gennem det navn, som siges ved dåben, at vi modtager fællesskab med Gud, og vi bliver del af et fællesskab af døbte, som er kirken, nemlig mennesker med én fælles identitet, én fælles tro og et fælles håb, troen på Guds uophørlige kærlighed til mennesker og hans uransagelige veje til at nå menneskene med sin kærlighed og nærvær – ligesom dengang da han sendte sin ånd til de fortvivlede disciple pinsedag.

Lov og tak og evig ære dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen


Salmeforslag 290 300 294 - 291 473 287

Asser Skude 1998 ©, redigeret siden



Sjette søndag efter påskePrædikener

Posted by Asser Skude 07 May, 2018 13:51:46

Evangelium

Jesus sagde: "Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem."
Joh 17,20-26.
- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for søndag den 13. maj 2018


- Kirkens enhed eller mangel på samme

Dagens evangelium er sidste del af den bøn, som Jesus indledte i søndags, nemlig den ypperstepræstelige bøn. Faktisk er det ikke så tosset, at det netop er den ypperstepræstelige bøn, som er prædiketekst, som optakt til næste søndag, som er pinsedag.

For pinse er helligåndens fest, og helligånden udruster apostlene til deres mission i verden. Og helligånden konstituerer pinsedag kirkens enhed. Enhed er netop temaet i dagens evangelium med Jesu ypperstepræstelige bøn: Enheden mellem faderen og sønnen. Enheden mellem sønnen og faderen er netop det, som gør forholdet troværdigt. Sønnen handler ikke af egen kraft, men med fuldmagt fra faderen. Og samtidig skal den enhed mellem faderen og sønnen ligne enheden mellem dem, som tror på ham: "at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig."

På faderens bud sendes sønnen til verden, og verden kan kende faderen gennem Sønnen. Derved skal verden kende faderen. Nemlig gennem den kærlighed, som faderen har til sønnen. Sådan er faderens væsen og sådan er sønnens væsen, kærlighed. Og gennem kærligheden skal verden kende sønnen. Sønnen har åbenbaret faderens væsen og sit eget væsen i verden.

Efter at sønnen er opstået og opfaret til himmels, skal folk kende sønnen, dels gennem ordet om ham, dels gennem sakramenterne, hvor han er til stede. Og Guds ånd, som sendes ti dage efter sønnens himmelfart, skal gøre det muligt. Det er ånden, som gør ordet virksomt og sakramenterne ligeså. Det er ånden, som virker troen, og troen kommer af det, der høres. Ligesom Paulus siger i brevet til romerne, kapitel 10, vers 17: "Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord."

Vi, som ikke har set Guds søn vandre på jord, har alene vidnesbyrdet om ham fra apostlene. Og troen på ham kan vi heller ikke tilrane os, troen skænkes os suverænt af helligånden. Eller sagt på en anden måde: Troen på ham kan vi ikke af os selv bestemme os for, men troen er en virkelighed, der kan bryde igennem – uanset tid og sted. Nærmest vilkårligt fristes man til at sige, for hvordan kan det være at f.eks. tre børn med samme opvækst i den selvsamme familie ikke nødvendigvis alle tror på Guds søn? To er fromme og én fornægter? Eller hvordan kan det f.eks. være, at andre tre børn i en anden familie nok tror på Gud, men hver på deres egen måde? Én er katolik, én medlem af en valgmenighed, én er ansat i Folkekirken og kommer der ofte. Hvordan kan det gå til? Hvordan kan det ske med samme forældre baggrund og samme opvækst og vilkår?

Guds veje er i sandhed er uransagelige. Og det er Guds ånd, der suverænt skaber troen af det ord, som høres. Ordet om ham, som blev sendt til os, undfanges i nogles hjerter og sind, men ikke i andres. Hvordan hver især som hører ordet og reagerer på det ord er meget forskelligt: Nogle er forstokkede og døve, andre ligeglade, nogle bliver irriterede, andre forargede og gør modstand – og ligefrem slår ihjel de, som bekender sig til den kristne tro: Tænk blot på alle de første mange titusinder, der omkom i begyndelsen af vor tidsregning og led martyrdøden for deres tro.

Selv i vore dage omkommer dagligt kristne – alene for deres overbevisnings skyld. Troen har konsekvenser, og altså stadig den dag i dag fatale konsekvenser for nogle. Heldigvis kan vi i Danmark frit tro og udøve vores tro. Ikke alene den kristne tro, men også alle andre trosretninger, og politiske organisationer for den sags skyld. Ligesiden Grundloven af 1849.

Frihed til at tro har skabt et hav (nogle vil mene et utal) af kristne bevægelser og retninger. Nogle med mere eller mindre specielle kendetegn. Og for udenforstående næsten ubetydelige forskelle imellem de bevægelser. Imellem bevægelserne internt, er det tilsyneladende uoverkommelige forskelle.

Tidligere kunne forskellige lutherske bevægelser dårligt være i samme rum på samme tid. Det er ikke mere end en generation siden, at det var virkelighed og selv den dag kan opstå pinlige situationer mellem "folk, som ikke hører til".

Det er vanskeligt at forstå for udeforstående, at kristne internt den dag i dag kan have så store forskelle, at de ikke taler sammen eller omgås eller taler pænt om hinanden, lægger afstand og fokuserer på alle de forskelle, der er. Kirkesamfundene selv kalder det dogmatiske problemer, som adskiller og umuliggør fællesskab.

Imod denne differentiering af kristne trosretninger har siden 1920’erne været en aktiv bevægelse, der prøver at forene, hvor der er splittelse imellem kirkesamfundene. Denne bevægelse kaldes "den økumeniske bevægelse". Ikke at forveksle med den "økonomiske bevægelse". Mens 'økomomi' kommer af græske 'oikos', dvs. 'hus' eller 'husholdning', betyder "oikumene" 'hele den beboede jord'. Begrebet økumeni hentyder altså til alle kirkesamfund over hele jorden.

Denne økumeniske bevægelse er organiseret i "Kirkernes Verdensråd", der har sit administrative hovedsæde i Genéve. Fra sin begyndelse satte mange kristne deres lid til denne bevægelse, og den fik hurtigt megen vind i sejlene. Nogle troede ligefrem, at det var afslutningen på alle tidligere tiders problemer og splittelser imellem kirkesamfundene. Entusiamen fejlede ingenting, og der herskede nærmest euforisk stemning, som ingen ende ville tage: Alt som klingede af økumeni var populært og blev taget vel imod overalt, nærmest verdensomspændende. I 1970erne blev bevægelsen ret venstreorienteret, og det vakte en del modstand: Bl.a. var der uenighed om Kirkernes Verdensråd skulle være politisk aktiv modstander af apartheid. Apartheid var og er naturligvis grusomt og skal bekæmpes, men på det tidspunkt i 1970erne brød ikke alle kirkesamfund sig om denne form for politisering af Kirkernes Verdensråd.

Det korte af det lange er, at den økumeniske bevægelse pludselig fik modvind, og bevægelsen mistede enerti, og ikke siden har den genvundet fordums storhed. Ikke mindst den katolske kirke har gennem årene stillet ultimative krav, som de øvrige kirkesamfund af indlysende årsager ikke har kunnet bøje sig for. Sagt på en anden måde: Hvis man ikke vil komme med et forhandlingsudspil, er det svært at forhandle om noget som helst. Og hvis man ikke ønsker at binde sig med forpligtende underskrift, er det også vanskeligt at nedfælde kompromisser. Som den absolutte mastodont (i antal medlemmer) bærer den katolske det største ansvar for den økumeniske bevægelses succes eller mangel på samme. Den dag i dag er den katolske kirke kun med som observatør og ikke som medlem i "Kirkernes Verdensråd".

Pudsigt nok er den ortodokse kirke medlem af Kirkenes Verdensråd. 'Ortodoks' er græsk og betyder 'rettroende', og den ortodokse kirke har på nogen måder en endnu mere restriktiv praksis end den katolske, og den ortodoske kirke burde derfor i prinicipppet være mere modstander af den økumeniske bevægelse end f.eks. den katolske: F.eks. kan en lutheraner godt modtage nadveren under den katolske messe, hvis personen er katolsk gift eller på vej til at konvertere. En lutheraner ville ikke kunne modtage nadveren under en ortodoks liturgi.

Dette ikke sagt som nogen anklage mod hverken den katolske kirke eller den ortodokse kirke, blot som en konstatering. Når ikke engang de største kirkesamfund kan gå til nadverbordet sammen, hvordan kan det så give mening at tale om kirkens enhed eller kirkernes enhed? Når der gennemføres økumeniske kirkedage i f.eks. Munchen (som for nogle år siden) udstilles forskellene mere end enheden mellem kirkesamfundene: Der var hele tre forskellige gudstjenester i stedet for bare én fælles: dels en luthersk, dels en katolsk, dels en ortodoks gudstjeneste.

Økumeni er ikke ensbetydende med at lutheranere, reformerte, ortodokse, katolikker, gammelkatolikker, pinsefolk, baptister, metodister, Frelsens Hær mm. skal kaste alle troslærdomme og dogmer over bord, men kunne man dog ikke enes lidt mere, end man tidligere har gjort? Kunne man ikke deltage i hinandens nadver?

Hvorfor er nogen imod at f.eks. andre skandinaviske og baltiske landes kirkesamfund kan gå til nadverbordet sammen? Er det så skidt, at andre skandinaviske landes kirkesamfund anerkender hinandens dåb? Det er det, som den såkaldte PORVOO-erklæring muliggør. Er det virkelig smart at skælde så meget ud på denne form for økumeniske løsning? Er der ikke nok af splittelse og stridigheder i verden?

Den bøn, som Jesus beder idag, den ypperstepræstelige bøn, den er virkelig en bøn til kirkens enhed: At kirken må have samme enhed mellem sig og sine troende, som mellem faderen og sønnen. Ånden er enheden, og ånden skaber enheden mellem troende. Hvis Jesus kunne bede for kirkens enhed, hvordan kan vi så forstå os selv som kirke og del af et fællesskab, hvis vi ikke håber og tror på et åndeligt og religiøst og praktisk fællesskab?

Som optakt til pinsen, hvor ånden konstituerer enheden mellem troende med vidt forskellige baggrunde, kunne man håbe og bede til at kristne samfund over hele verden tager Jesu ord til sig om at være ét, "for at verden må tro".

Er det for meget at tro og håbe og bede om, at alle kristne en dag må kunne samles om det samme nadverbord? Ikke at kristne ikke stadig kan og skal have deres særheder eller særstandpunkter? Der er ikke tale om ensretning af alle troende, men netop enhed, trods forskelligheden.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

Salmeforslag: 478 192 - 665 69 331

Asser Skude 2008 ©, redigeret siden



Kristi HimmelfartsdagPrædikener

Posted by Asser Skude 07 May, 2018 13:45:24

Evangelium
Således står der skrevet: "Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje." Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.
Luk 24,46-53

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for torsdag den 10. maj 2018

- det ophøjede mødes med det almindelige

Da der i maj 2004 var royalt bryllup i Københavns domkirke ved københavns biskop gik det ikke stille af. Danmark stod bogstaveligt talt på den anden ende: Brylluppet stod mellem en helt almindelig pige, Mary og Hans Kongelige Højhed, Kronprinsen. Det var både eventyr og virkelighed. Måske netop derfor var det enestående. Fordi det var to forskellige verdener, der mødtes: Kronprinsen med blåt blod i årene og en almindelig pige, som lige så godt kunne være naboens datter. Den ophøjede kronprins med de mange pligter og det store ansvar, som skulle giftes med Mary, den søde, men også almindelige pige.

Måske netop fordi forskellen imellem de to var så indlysende – gjorde det egentlig kun eventyret endnu bedre. Der skulle skabes en alliance mellem to verdener: Det særlige skulle mødes med det almindelige – og det blev noget nyt og ganske særligt derved, det blev på én og samme tid ualmindeligt og dog almindeligt: På én gang ophøjet, på én gang afslappet og tilbagelænet. På én gang noget historisk, på én gang noget hverdagsagtigt. På én gang noget, som alle kunne forholde os til – for den unge kvinde var en helt almindelig pige, og den unge herre lignede en hvilken som helst anden ung mand, som skulle møde sin tilkommende, nervøs og lykkelig som var han, ligesom enhver anden brudgom, som står og venter på sin brud. På den anden side et var det et bryllup uden sammenligning, uvirkeligt og overdådigt med al den pomp og pragt, tilskuernes antal, de mange fine gæster, karetkørslen, middagen om aftenen og fyrværkeriet på slottet:

Netop fordi to verdener mødtes – og kunne forenes, så opstod en hybrid med det bedste fra begge verdener: Alle ventede på, om det kunne lade sig gøre. Og alle ønskede det skulle kunne lade sig gøre. Og alle gerne ville at det skulle ske. Og fordi disse to verdener så at sige smeltede sammen til en ny verden i det øjeblik de to hovedpersoner fik hinanden: Alle drømme, håb og ønsker blev opfyldt.

Sådan var det også noget ganske særligt, der skete, dengang da Gud, som er ophøjet, satte sig for at forbinde sig med denne verden. Dengang da det høje skulle mødes med det lave. Dengang da Gudfader sendte sin Søn til verden. For at lade himmel og jord mødes. Da Gud blev én af os i Jesus Kristus. På én gang ophøjet, på én gang helt almindelig. Den ene verden forbandt sig med den anden verden. To verdener mødtes.

Dagens evangelium handler om det både himmelske og jordiske møde, som er skabt mellem Gud og verden. Den særlig forbindelse, der knyttes, da Gud stiger ned til verden, bliver ét med verden, i Jesus Kristus. Dagens evangelium til Kristi Himmelfart er evangeliet om den særlige forbindelse, der derved er opstået imellem himmel og jord, mellem Gud og mennesker. Det er en forbindelse der er så stærk, at den er utænkelig i enhver anden trosretning, hverken islam eller jødedom kan acceptere troen på, at Gud er blevet menneske.

Netop dette særlige, at Gud er blevet menneske, er ikke nogen svaghed eller gudsfornægtende tanke, men derimod en styrke og unik egenskab i den kristne tro. At Gud er blevet menneske betyder for os at der er etableret en særlig en forbindelse mellem Gud og mennesker, mellem himmel og jord, fordi Gud er hævet over tid og rum, men samtidig også har været menneske som du og jeg. Gud er både ophøjet og steget ned. Det som kristne teologer kalder to-naturlæren, Guds guddommelige natur samt Guds menneskelige natur.

Det er specifikt og kendetegnende ved vores kristne tro – og det er en blasfemisk tanke for andre religioner, at Gud skulle kunne blive menneske og blev det. Men menneske har Gud været i Jesus. Gud blev én af os og vandrede iblandt os, som vi hører fra dagens epistel fra Apostlenes Gerninger. Her hører vi at Guds søn viste sig for mange, selv efter sin død, hvor han i fyrre dage vandrede iblandt dem og viste sig for dem som den opstandne, indtil Han fór til himmels.

Fordi han blev sendt fra sin himmelske fader til denne jord, fordi Han kom ned fra himlen, var han også nødt til at vende tilbage dertil – og det skete som bekendt i dag, fyrre dage efter opstandelsen påskemorgen.

Guds søn var allerførst hos sin himmelske fader i det høje – ved altings begyndelse og skabelse, som der står i én af trosbekendelserne, nemlig Nikænum: "født af Faderen alle tider" (svenskerne siger "avlad", dvs. avlet og franskmændene siger "engendré", dvs. avlet, hvilket er mere præcist i og med at en fader ikke føder børn, men "avler" dem.) Fordi Guds søn er født af Faderen eller avlet af Faderen er Guds søn også nødt til at vende tilbage til sit himmelske ophav.

Der er altså tale om en bevægelse fra det himmelske til det lave og en bevægelse igen opad, tilbage, en ophøjelse.

Vi kan sammenligne denne bevægelse fra et udgangspunkt og tilbage igen med en boomerangs bevægelse: Ud og væk og tilbage igen: Faderen sender sønnen ud, og Sønnen lader sig sende ud, og Sønnen fuldfører sin opgave og vender tilbage igen.

Den danske filosof og teolog Søren Kierkegaard har sagt, at ingen far kan give sin søn væk af et helt hjerte. Men det kunne Gud fader i himlen. Kun fordi den himmelske fader har så meget kærlighed, kan han give sin søn. Gudfader giver verden sin søn – uden at forvente at få sin egen søn tilbage. Det er i sandhed noget af en fader – ikke at Sønnen ikke er savnet eller ønsket – men Sønnen bliver givet til verden – uden bagtanker eller uden modkrav. I den forstand kan man måske forstå, hvilket offer det er, Gudfader giver verden: Nemlig det bedste Faderen har: Sit eget kød og blod. Det er kærlighed. Sådan er Guds væsen.

Ligeså gavmild som den himmelske fader er, ligeså sårbar bliver han også derved: For Gudfader har givet sit mest dyrebare, sin egen Søn. Og Sønnen havner i verdens vold. Og det går helt galt: Verden vil ikke tage imod Sønnen, men slår Sønnen ihjel. Så utaknemmelig er verden. Men fordi det er Guds søn, lader den himmelske fader sin søn oprejse, og endnu en gang viser Sønnen sig for verden – i de fyrre dage, som dagens epistel beretter om, hvor den opstandne vandrer iblandt disciplene. Og så returnerer han til sin himmelske far. Til et himmelsk gensyn. Et glædeligt og festligt gensyn mellem fader og søn. Tænk, 33 år, har faderen undværet sin søn og endelig forenes han igen med ham. Det er da glædeligt og det er da værd at fejre. Det er glædeligt for faderen og Sønnen.

Det er så sandelig også glædeligt for os. At vide at Sønnen, som sidder i det himmelske nu, én gang har været sendt til os og dermed er der etableret en enestående forbindelse mellem himmel og jord.

Og som vi hører i dagens epistel fra apostlen Paulus: "Den Jesus som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen."Altså, skal der komme tider, hvor Jesus skal komme igen på himlen, ligesom dengang han blev taget op til himlen. Og de tider kalder vi de sidste tider, på græsk "ta eskata", dvs. "de sidste" (tider). Som der står i 2. Thessalonikkerbrev, kapitel 2, vers 3 ff.: "Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares, fortabelsens søn, modstanderen, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud."

De tider, som vi også kalder Dommedag. Tider, hvor Guds søn skal komme igen, for at dømme denne verden, én gang for alle. De tider, som også kaldes Verdens Genløsning med indsættelsen af en "ny himmel og en ny jord", ligesom der står i Johannes' Åbenbaring kapitel 21., hvilket er den glædelige udgang for denne verden: Guds søn skal indsættes som verdens definitive frelser og genopretter af retfærdighed, fred og glæde: De gode skal modtage deres og de onde deres.

Og når de sidste tider skal stå, så er det fuldendelsen af det møde, som skal stå mellem denne verden og den himmelske verden. Digterpræsten Grundtvig taler om det møde, og mange af de andre danske salmedigtere taler om det møde – imellem det himmelske og det jordiske. Grundtvig og mange af de andre danske salmedigtere sammenligner den forestående og definitive forening mellem denne verden og den himmelske som et bryllup: Kristus er brudgommen og verden og dens befolkning er bruden. Og ligesom ved et hvert andet bryllup skal det være festligt og glædeligt. Og det bryllup mellem Guds søn og Guds menighed skal være det flotteste og mest fantastiske bryllup, som verden nogensinde skal få at se.

Hvordan vi som Guds menighed skal forholde os indtil da, kan vi lære om i lignelsen om de ti brudepiger. Som Jesus selv formaner, skal vi være som de årvågne brudepiger: Altid klar og parat til at modtage vores himmelske herre, når han kommer igen. Årvågne skal vi være ved ikke at opgive troen eller håbet på at det skal ske, og indtil da leve og tjene hinanden. Som Paulus siger i brevet til Hebræerne kapitel 10, vers 22: "Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand. Lad os holde urokkeligt fast ved bekendelsen af vort håb, for han, som gav os løftet, er trofast; lad os give agt på hinanden, så vi tilskynder til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik, men formane hinanden så meget mere, som I ser, at dagen nærmer sig."

For ingen af os kender tiden, hvor brudgommen kommer, og det himmelske bryllup skal stå.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

Salmeforslag: 257 261 251 – 66 512 263


Asser Skude 2004 ©, redigeret siden