Asser Skude

Femte søndag efter påskePrædikener

Posted by Asser Skude 21 May, 2019 09:56:45

Evangelium til søndag den 26 maj 2019
"Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen."
Joh 16,23b-28

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken


- Den fuldkomne glæde

Ligesom de seneste to søndage er evangeliet efter første tekstrække fra evangelisten Johannes, kapitel 16: Imidlertid er der er byttet om på den oprindelige rækkefølge, som findes hos Johannes til den rækkefølge, som vi møder i teksterrækken: Således udgør de første vers i Johannes kapitel 16 evangeliet til næste søndag, 6. s. e. påske, og de efterfølgende vers evangeliet til sidste søndag, fjerde søndag efter påske, og de efterfølgende vers evangeliet til forrige søndag, tredje søndag efter påske, og til slut de vers, som udgør dagens evangelium.

Derfor kan det måske også forvirre menigheden, når der er byttet rundt på rækkefølgen i forhold til den oprindelige rækkefølge: Evangeliet til fjerde søndag efter påske samt sjette søndag efter påske er en ganske klar introduktion til Talsmanden, som er den ånd, som han vil sende til sine egne, når han selv er taget fra dem. Evangeliet til tredje søndag efter påske samt dagens evangelium kan læses som en uddybelse af, hvordan det skal gå til, og hvilke konsekvenser det får for dem og deres situation, og hvordan de alligevel skal klare sig igennnem.

Hvis man gør sig denne sammenhæng bevidst, træder dagens evangelium tydeligere frem og er ikke nær så vanskeligt at gribe. Ret beset er dagens evangelium ganske enkelt og rummer ikke mange begivenheder eller temaer, som ikke allerede er slået an: Kort sagt handler dagens evangelium om det nærvær, Gud vil skænke sine disciple, når Guds søn tages fra disciplene.

Guds søn giver selv et konkret eksempel på, hvordan Gud(fader) vil være nærværende med sine disciple: "Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det … Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen." Sagt på en anden måde: Hver gang disciplene samles i hans navn og beder, skal Gudfader høre og bønhøre det. Bemærk, at det alene gælder bønner, der bedes i hans navn.

Han skal være omdrejningspunkt for alle deres tanker, følelser, bekymringer og hvad hver især nu måtte have, og som de hver især vil bringe frem for ham i bønnen. Hans blotte navn og deres blotte adressering til ham i bønnens form, vil gøre det muligt at han hører og bønhører dem.

At bede "i hans navn" er at bede på den måde, som afspejler troen på ham og hans ord. Bønnen er derfor et spejl af disciplenes egen tro på ham. Bønnen er derfor også et spejl af den bekendelse og forkyndelse om ham, der er verdens frelser og forløser.

Nu ligger der mere bag bøn end mange måske forestiller sig. Bøn var, dengang som nu, både i tiden før og efter ham omfattende: Bøn er og var alt andet end udvortes og ligegyldige remser. Bønnen må netop ikke være - advarer Guds søn i flere lignelser- være hverken hyklerisk, tom eller udvortes. Mest kendt er måske advarslerne imod at være som de farisæere, der beder længe og falsk - for syns skyld.

Nok fremsiges bøn ofte med ord, dvs. f.eks. lovprisning, tak, suk eller klage, men bønnen afspejler - og bør afspejle en oprigtig henvendelse til Gud, dvs. en slags overgivelse til det himmelske: Netop i en erkendelse af at mennesket ikke selv er tilværelsens herre, men dybt afhængig af Gud, som har skabt, men også opretholder og frelser mennesket.

Bønnen hjælper netop mennesket til at forholde sig til Gud på rette vis. Den rette bøn gør mennesket troværdig, vedholdende og from i ordets bedste betydning i dets henvendelse til Gud. Bønnen hjælper mennesket til at komme til sit rette Gudsforhold, følge Guds ord og Guds bud.

Bønnens virkning kan ikke overvurderes: Bønnen skal hjælpe mennesket til at forblive tro mod hans ord, samles om hans ord, holde fast ved hans ord. Bønnen er dermed også med til at konstituere fællesskabet af troende og fastholde menihgeden om den rette tro, lære og bekendelse af Ham, som frelser og forløser.

Guds egen søn er et eksempel på en aktiv bruger af bønnen: Under fristelser og før sin egen bortgang, anvender han bøn ofte. I evangeliet i Johannes er mest kendt nok den såkaldt "ypperstepræstelige bøn", som han selv beder og som ifølge Johannes udgør hans sidste samvær med disicplene før sin bortgang.

Uanset hvor usandsynligt og uforklarligt det end måtte lyde, er dagens glædelige budskab, at han stadig kan og vil være sammen med og nærværende hos dem, som holder sig til ham og følger hans anvisninger. Faktisk skal der komme en dag, hvor han selv ligeud skal forkynde om faderen. Dermed hentydes til når Guds ånd kommer – efter pinse – og ånden vil vejlede og hjælpe mennesker, hver gang de samles i Hans navn.

Og det er næsten som om der ligger en iboende automatik i bønnen: Hver gang mennesker anvender bøn og beder i hans navn, vil det ske, som han har sagt, og han vil deltage og bønhøre. Nærmest som om, at det ikke kan være anderledes end, at det vil gå som han har lovet dem. Nærmest som om, at han selv ikke behøver gøre noget særligt for det, det sker af sig selv:

"Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen".

Håbet er at Gudfader vil komme mennesker til undsætning ved at udsende sin egen ånd, der vil samle menigheden med sin egen ånd, der giver til liv, fornyelse og inspiration: Ligesom apostlen Paulus skriver i Romerbrevet, kapitel 8, vers 26bff: "Og også Ånden kommer os til hjælp i vores skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje".

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

- forslag til salmer 743 243 417 – 636 455 645

- udgivet på denne blog første gang 2009, redigeret siden ©



Fjerde søndag efter påskePrædikener

Posted by Asser Skude 14 May, 2019 08:37:39

Evangelium til søndag den 19. maj 2019
"Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer."
Joh. 16,5-15

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken

- "Paraklæten"

Evangeliet ifølge Johannes er ikke alene svært tilgængeligt for menigheden, men også for den præst, som skal udlægge det. Dog ’slipper’ hverken præst eller menighed i denne tid for Johannes: Johannes optræder i tekstrækken fra fasten til pinsen, pinsedag og 2. pinsedag inklusive. Vil man derfor være tro mod tekstrækken, slipper man ikke uden om Johannes i denne tid. Forsøger man alligevel, risikerer man at afskrive sig som en dygtig kender og udlægger af evangelierne. Nogle mener, at netop kun den, der forstår at udlægge evangelisten Johannes, virkeligt mestrer udlægningen af evangelierne.

Som forholdsvis ung teolog kan man derfor kun håbe, at hvad man begriber i de unge år om de synoptiske evangelier, begriber man også med tiden om evangelisten Johannes. Johannes’s evangelium kræver fordybelse og gribes ikke overfladisk. Den respekt og ære skylder enhver Johannes.

I dagens evangelium taler Jesus til sine egne før sin bortgang. Og han forbereder sine egne på det, som skal ske: Når han er taget bort fra dem, skal talsmanden komme til dem. Dermed tages fat på dagens tema: Talsmandens komme – og på den måde kommer dagens evangelium samtidig til at lægge op til pinsen, der står for døren.

Talsmanden er den autoriserede oversættelse af "paraklætos". Ifølge mange er den oprindelige betydning af ordet dog af mere passiv karakter, dvs. noget i retning af "den hidkaldte" eller "den tilkaldte". Måske for at undgå associationer til moderne tiders tilkaldevikar undlader man sidstnævnte oversættelse, men på en måde er det ærgerligt, fordi Guds ånd jo netop "en, der kaldes på", når Guds søn er taget fra dem. Uden at latterliggøre "paraklætos" er dens rolle at sammenligne med en moderne tilkaldevikar. En tilkaldevikar forstår alle moderne mennesker, hvad er. Det gør nok ikke alle i menigheden på vor tid, når de hører ordet "talsmand".

Endnu en alternativ oversættelse af "paráklætos" kunne være "advokat". Selvom den oversættelsesmåde sjældent forekommer, anskueliggør "advokat" ganske tydeligt metaforikken bag: Ligesom forsvarsadvokaten i en retssag vil føre forsvaret for den anklagede, vil Guds Ånd føre menneskets sag.

Paraklet er mere end en blot en tilkaldt hjælper, forsvarer, opmuntrer og trøster. "Paraklætos" kan også betyde "irettesætter" og "pædagog". Og her er en ikke uvæsentlig egenskab ved Guds ånd. Guds ånd vil ikke goutere hvilken som helst opførsel fra menneskenes side: Guds ånd vil forpligte mennesket på Guds ord og Guds vilje: Guds ånd er ingen sovepude, Guds ånd er noget så politisk ukorrekt som "en indpisker". Selvom en indpisker nok klinger ubehageligt for en moderne dansk menighed, er der nu en god årsag bag. Ligesom en træner, der fører sit team til mål og fremgang, skulle også gerne Guds ånd føre til menighedens liv og vækst – og gerne fremme kirkens sag.

Talsmanden har en klart defineret opgave: Efter at Guds søn er taget bort fra disciplene, skal talsmanden hjælpe med at holde disciplene fast på deres mission i verden: Ikke alene skal hans disciplene rette sig efter ham og hans bud, de skal også forkynde budskabet om ham for alverden: Guds ånd vil, at hele verden skal omvende sig fra synd, dvs. omvende sig ved at tro, at Jesus Kristus er Guds søn, som Gudfader i himlene har sendt til menneskene.

Til at opbygge folk og menigheder er talsmanden sendt, efter Guds søn er taget bort. Til at inspirere og indgyde tro og håb, forene menigheder og folk i fællesskabet om troen på ham, som er Guds søn. Det er talsmanden, som skaber Guds ånds nærvær, når to eller flere er samlet i Jesu navn. Det er talsmanden, der knytter bånd mellem mennesker, kirker, lande og kontinenter. Det er talsmanden, som gennem de seneste to tusinde år har forbundet kristne op gennem historien indtil den dag i dag, og det er talsmanden, der fortsat vil være med menigheden indtil verdens ende.

forslag til salmer: 724 203 305 - 487 455 297

- udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011 ©





Bededag, fjerde fredag efter påskePrædikener

Posted by Asser Skude 14 May, 2019 08:36:30

Evangelium til fredag den 17. maj 2019
I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: "Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!" Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger: "Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!" Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder.
Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: "Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden."
Matt. 3,1-10

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejeler forud for prædiken


- Johannes Døberen i ørkenen

Når nogen siger "radikal" i dag, tænker man måske på det politiske parti af samme navn. Det parti bliver ofte betragtet som midtsøgende og fredsommeligt. Imidlertid ligger der oprindeligt noget helt andet i ordets betydning: Ordet stammer fra latin "radix", hvilket betyder "rod". Det er faktisk samme ord, man har i "radise".

"Radikal" bærer oprindelig betydningen "det, som går til rødderne". Og det er netop hovedtemaet i dagens evangelium: At gå til værks med krum hals, uanset om det så er ned til selve roden. Om det så måtte være rub og stub, det hele skal med, når der hugges til. Så radikal er Johannes Døberens i sin tale om "øksen, der ligger ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden".

Med rette kaldes Johannes Døber profet: Han taler som en og ser ud som en: Han taler om bod og omvendelse, og han har "klæ'r af kamelhår og læderbælte om livet, og hans føde er græshopper og vildhonning". Han er den, som står frem i den gamle tid og varsler en ny tids komme. Han står på tærsklen mellem det gamle og det nye.

En tid, hvor Guds rige er kommet nær, nemlig med Guds komme til mennesker - i Jesus Kristus. Johannes Døberen er jo den som døber Jesus i Jordanfloden, og herefter åbenbarer Gud sin kærlighed til mennesker i Kristus Jesus. I hans undere, helbredelser, lignelser, men frem for alt: Hans opstandelse påskemorgen betyder en sejr over dødens og mørkets magter. En sejr, som kan blive enhver til del. Nemlig den til del, som kommer til dåben, indgangen til fællesskabet med Guds søn, et evigt fællesskab, fra nu og til al evighed.

Ligesom Johannes Døberen døbte folk i Jordanfloden med sin dåb efter at have krævet omvendelse, således også med omvendelsen: Menneskene skal vende sig bort fra den vej, som fører væk fra Gud. Det er jo det, som forsagelsen i tilspørgslen inden dåben går ud på. For at tage imod Guds frelse, må mennesker først sige "nej" til det onde og aflægge sig det gamle menneske, for at kunne iklæde sig det nye.

Den omvendelse antyder dagens læsning fra det Gamle Testamente læsning, nemlig Salme 51. Salmisten bekender over for Gud sin synd og sin skyld, og salmisten lover at vende sig bort fra sine tidligere overtrædelser og vende om på en ny vej, den rette vej, mod Gud. Salmisten lover endda at ville lære lovbryderne om vejen til Gud. Samtidig bedyrer han sin fulde tillid til Guds retfærdighed og barmhjertighed - en tillid til Gud til, at Gud ikke vil afvise ham, men tage imod ham, rense ham fra den gamle synd og skyld, og i stedet lade ham love og prise Gud, og fylde ham med en ny ånd og et rent hjerte.

Dagens evangelium handler primært om at mennesker skal aflægge sig det gamle og tage imod det nye. Og den bevægelse - hen imod Gud, den skyldes i sidste instans, Gud der omvender mennesker! Fordi omvendelse er, at mennesket lader Gud bevæge sig ind på den vej, Gud vil.

For at det kan ske, skal mennesket forud for dåben aflægge trosbekendelsen: Sige "ja" til troen på Gudfader, Gudsøn og Gudhelligånd. "Ja" til at Gud er det største i menneskers liv, større end ens eget liv, større end menneskers vilje og magt. Uanset hvad mennesker måtte ønske af Gud eller måtte bede Gud om, så kan mennesket hverken styre eller manipulere Guds vilje efter dets eget forgodtbefindende.

På den ene side er mennesket frelste ved den plads, som det får hos Gud ved dåben. Een gang for alle er mennesket renset fra synd i dåben, og i nadveren modtager mennesket herefter syndernes forladelse, men det betyder ikke at mennesket er fritaget for ansvar. Mennesket står - som døbt - stadig under Guds tiltale - i hver en time, hvert minut af dets liv. Gud byder mennesket at handle på sit bud og efter hans vilje. Måske vil mennesket ikke, men det skal.

I dagens evangelium advarer Johannes Døber farisæerne og saddukæerne i deres forblændede tro på deres egen selvtilstrækkelighed. Det er ikke nok for deres frelses skyld, at de har Abraham til stamfader. Deres etniske baggrund er ikke et tilstrækkeligt privilegium i forhold til Guds frelse og Guds udvælgelse.

For - som Johannes Døberen siger, hvis Gud ville, kunne Gud uden videre skabe nye Abrahams børn af stenene i ørkenen. At være Guds udvalgte gives ikke længere pr. automatik, f.eks. pga. af ens etniske baggrund, hvad enten man er jøde eller muslim!

At være Guds udvalgte afhænger suverænt af Guds udvælgelse. Dermed udlignes enhver etnisk forskel imellem jøder og andre folkeslag.

Det tema er også centralt to andre steder i Matthæusevangeliet, nemlig om først som sidst: Først i Matthæusevangeliet, når der fortælles om Jesu fødsel, hvor fremmede, ikke-jøder, finder Guds søn. Og sidst i Matthæusevangeliet, hvor der fortælles om den opstandne Kristus, som udsender disciplene "gå ud til alle folkeslag og gør dem til mine disciple…"

Det er den Opstandne, som kommer med Guds rige begyndelse. Det er ham, som skænker mennesket muligheden for at leve et nyt liv frihed fra synd og død. Det liv i frihed skal mennesket ikke selv kan skabe. Det liv, som mennesket alene kan modtage fra Gud.

Og tænker man billedet fra Matthæus til ende - om at beskære træet, så kunne man forstille sig Jesus som den gode gartner, der beskærer de træer, der bærer dårlig frugt, ikke for at træerne ihjel, men for at give dem et nyt liv, med nye skud, nye grene, så de kan bære gode frugter.

Middelalderens cisterciensermunke havde efter sigende en talemåde som på latin hed: "Succisa virescit!" Det betyder "Det, som er skåret ned, grønnes atter". De træer, som bliver beskåret radikalt, får mulighed for at grønnes igen og bære nye frugter. Det er evangeliets billede på det håb, som gives mennesket, når det føler sig lille eller sygner hen i ingenting eller når glæden tages fra det mennesket.

Mennesket har brug for evangeliets trøstende ord om, at det ikke er ubrugeligt eller ufrugtbart, men at Gud kan skænke mennesket ny kraft, at Gud vil bruge mennesket til noget, at Gud vil give menneskers liv mening og formål: Så mennesket kan bære gode frugter. Og så det ikke skal hugges op med rode og kastes i ilden på hin dag!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

forslag til salmer: 331 13 - 402 208 752

- Asser Skude 2009 ©, redigeret siden









Tredje søndag efter påskePrædikener

Posted by Asser Skude 07 May, 2019 09:10:55

Evangelium
Jesus sagde: "En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig." Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: "Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?" De sagde altså: "Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om." Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: "I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer."
Joh. 16,16-22

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken søndag den 12. maj 2019:

- Den korte glæde

Både i dag og næste søndag er evangeliet – efter første tekstrække – fra evangelisten Johannes, kapitel 16. Imidlertid er der er byttet om på den oprindelige rækkefølge fra Johannes og til den rækkefølge, som vi møder i teksterrækken: Således udgør de første vers i Johannes kapitel 16 evangeliet til sjette søndag efter påske samt fjerde søndag efter påske, mens de efterfølgende vers hos Johannes kommer allerede i dag, tredje søndag efter påske og til sidst i kapitel 16 evangeliet til femte søndag efter påske.

Derfor kan det måske også forvirre menigheden, når der er byttet sådan rundt på rækkefølgen i forhold til den oprindelige rækkefølge: Næste søndags læsning fremstår ganske tydeligt som en introduktion til Talsmanden eller Ånden, som Jesus lover at sende til sine egne, når han selv er taget fra dem. Og dagens evangelium er så en forklaring af, hvad det betyder, at han tages fra dem en kort tid.

Hvis man ikke er sig dette bevidst på forhånd, kan dagens evangelium umiddelbart forekomme vanskeligt at forstå. Men ret beset er dagens evangelium imidlertid ganske enkelt og rummer ikke mange begivenheder eller temaer, som ikke allerede er slået an: Kort sagt handler dagens evangelium om den allersidste glæde, når han er taget fra sine egne, disciplene.

I dag taler Jesus til sine disciple om tre perioder:

Først den korte tid, hvor han endnu skal være hos dem.

Derpå den korte tid, hvor han skal opstå og vise sig for dem.

Til sidst den tid, hvor skal han gå til sin himmelske far.

Og det er i og for sig forståeligt, at når han dør om kort til, nemlig idet han udånder på korset Langfredag, skal Hans disciple blive kede af det, og når han derefter opstår, Påskedag, skal hans disciple glæde sig, og han skal være sammen med dem i de fyrre dage, hvor han er sammen med dem efter sin opstandelse. Herefter skal ingen kunne tage deres glæde fra dem: "Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer".

Af indlysende grunde er dagens tema sorg og glæde, for hvem ville ikke sørge, hvis deres elskede var taget fra dem? Og tilsvarende: Hvem ville ikke glæde sig, hvis deres afdøde og elskede stik imod al forventning kom tilbage fra døden?

Og endnu mere, når nu den død, som han led på korset Langfredag, var så himmelråbende uretfærdig, og samtidig hverken naturlig eller forventelig: Ganske ung - med livet foran sig - med familie, venner og mange tilhængere omkring sig – kom Jesu død som et chok for hans nærmeste: Uforståeligt blev han taget fra dem. Hvorfor skulle nogen af hans venner eller familie forstå, at han skulle henrettes som en gemen forbryder? Og tilmed: Hvorfor skulle Han hånes, tilsvines, piskes, tortureres, og tilmed lide den mest usle død, døden på et kors, som en anden samfundsfjende?

Hans død var og er ingen naturlig død, og dermed var hans bortgang hverken forudsigelig eller forventelig for hans nærmeste, herunder disciplene. Ikke underligt de var uforstående over for hans død, som var brutal og urimelig. Ingen af dem kunne forstå, hvorfor alle disse ondsindede anklager skulle rejses imod ham. Hvilken forbrydelse havde han gjort, at han allerede skulle dø inden påskeugen var omme?

Også selvom hans modstandere på kort tid i påskeugen havde sammenfattet et anklageskrift imod ham og havde vendt folkestemningen imod ham. Også selvom hans modstandere anklagede Ham for Gudsbespottelse, så kom det alligevel som et chok for hans egne, at Han skulle dømmes til døden – ja døden på et kors – før påskeugen var omme.

Netop fordi hans død skulle komme så brat og uvirkeligt, måtte han i al hast forberede sine nærmeste på de kommende begivenheder: "En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig."

Først når alle påskens dramatiske begivenheder har fundet sted, vil det gå op for hans egne, hvad der er sket, og når han kommer igen, da skal deres sorg vendes til glæde, og han skal være sammen med dem igen og Jesus trøster og siger "ingen skal tage jeres glæde fra jer".

Ligesom kvinden der efter fødslen glæder sig ved sit barn – og ikke husker tilbage på smerten ved fødslen, skal hans egne glæde sig ved hans genkomst – og ikke huske tilbage på den korte tid med smerte og savn, hvor han blev taget fra dem. Nej, deres glæde skal ingen tage fra dem og deres hjerter skal glæde sig.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

forslag til salmer: 349 206 644 – 540 220 721

- Asser Skude 2009 ©, redigeret siden