Asser Skude

Asser Skude

Anden søndag efter påske

PrædikenerPosted by Asser Skude 27 Apr, 2019 22:12:45

Evangelium
Jesus sagde: "Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde."
Joh. 10,11-16

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992



Overvejelser forud for prædiken til gudstjenesten kl. 10.30 søndag den 5. maj 2019 i Bellahøj kirke


- Den gode hyrde

Ingen jøde på Jesu tid kunne vel være i tvivl om, hvad en hyrdes funktion var. Sådan forholder det sig nok ikke for en dansk menighed dags dato: Nogen forestiller sig vel, at hyrdens arbejde var hyggeligt og rart, men det var det langt fra: De eneste, der havde det hyggeligt og rart var dyrene, som døgnet rundt var beskyttet. For hyrden selv var det et ensomt og utaknemmeligt slid: Arbejde alle døgnets timer og i al slags vejr. Og bestemt ikke ufarligt arbejde for hyrden, der i sin søgen efter vand og græs til flokken, måtte forcere al slags terræn.

Og især farligt, når rovdyr angreb flokken, og hyrden måtte forsvare sin flok. Og hvis hyrden var daglejer og ikke selv ejer, måtte han personligt afregne med ejeren for tabet – medmindre han naturligvis kunne godtgøre at have kæmpet imod eller gjort alt, hvad der stod i hans magt, for at forhindre tab.

Derfor var det vigtigt for hyrden med sin stok og stav at holde flokken fri af alle farer samt at holde sammen på ethvert dyr i flokken, sådan at flokken ikke blev spredt og eller forvildede sig væk. Og skete det alligevel og kom et dyr f.eks. til skade, skulle hyrden sørge for at det dyr blev hjulpet og forbundet.

Dermed havde hyrden samtidig funktion som læge for sin hjord. I dagens evangelium lægger Jesus trumf på og siger endda, at han vil sætte sit liv til for sin hjord. Han er ikke at sammenligne med nogen tilfældig hyrde eller daglejer, de kan regne med ham: Han vil ikke svigte eller lade nogen i stikken.

På mange måder anvender Jesus referencer til velkendte temaer fra jødernes bibel om Gud som den gode hyrde, der vil drage omsorg for sin hjord. Ved at anvende samme billede om sig selv som Gud i Salmernes Bog kapitel 23, lægger Jesus op til, at hans tilhængere kan have samme forventninger til ham: Han vil ikke skuffe dem, han vil drage omsorg for dem, lede dem ad rette stier, lindre dem og udfri dem fra al fare. Ved så åbenlyst at spille på den jødiske forventning fra Det Gamle Testamente til ham, som er den gode hyrde, bliver Jesu ord i dag en meget klar tydning af hvem han er: Han er vitterlig Gud, som er kommet for at være hyrde, beskytter og konge for sit folk.

Nærmest som den sagnomspundne kong David, der selv begyndte som hyrde, men som siden samlede sit folk under ét, stort og mægtigt rige. Dermed varsler Jesus, at han kommer som den nye David, den sande arving til kongedømmet, han der skal frelse sit folk. At Jesus er den gode hyrde betyder imidlertid ikke, at han på dumdristig vis ofrer sig selv eller bevidst søger hen imod sin egen død. Jesu liv er tværtimod gennemsyret af håb, glæde, medfølelse, kærlighed, troskab og venskab.

Og lige fra hans fødsel er der glæde og håb, på trods af han fødes af en fattig, ung, ugift mor – på trods af den onde kong Herodes efterstræber ham, før han overhovedet er født. Og allerede som stor dreng færdes han hjemmevant i Templet og siger her: "Jeg er min faders hus". Også hans voksne liv er gennemsyret af alt det gode, som han deler med sine disciple og enhver, han møder på sin vej: Hvad enten han helbreder eller genopretter tabt liv. Om nogen vil han livet og kærligheden.

Vi, som kender påskens dramatiske hændelser, ved, at det var de religiøse ledere, som ønskede ham ombragt. De anklagede ham for gudsbespottelse. Ingen jøde måtte referere til sig selv som Guds søn, hverken dengang som nu. Selv den dag i dag kan de færreste jøder eller muslimer forstå, at Jesus skulle være Guds søn. At han vitterlig er Guds søn og ikke blot en mirakel-mager, viser ikke mindst påskens begivenheder. Her betaler han den ultimative pris: Med sin egen død går han som den gode hyrde i døden for at redde sin hjord. I hans fodspor skal hans tilhængere nu træde.

I hans fodspor kan de trygt vandre imod nye græsgange, hvor de ikke i evighed skal smage døden. Ikke for ingenting kaldes Han "hyrdernes hyrde". "Pastor" eller hyrde over dem alle er alene han.

forslag til salmer: 12 51 663 – 168 662 664

- udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011 ©



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post536

Første søndag efter påske

PrædikenerPosted by Asser Skude 23 Apr, 2019 09:37:35

Evangelium

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: "Fred være med jer!" Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: "Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer." Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: "Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt."
Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: "Vi har set Herren." Men Thomas sagde til dem: "Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke." Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: "Fred være med jer!" Derpå sagde han til Thomas: "Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende." Thomas svarede: "Min Herre og min Gud!" Jesus sagde til ham: "Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror." Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.
Joh. 20,19-31

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken til gudstjeneste kl. 17.00 lørdag den 27. april 2019 i Bellahøj kirke 2019

- "Salige er de, som tror"

Hvorfor skal vi fejre gudstjeneste i dag? Det skal vi, fordi det er søndag. Den ugedag, hvor Jesus Kristus opstod fra graven. Og det er værd at fejre gudstjeneste på det grundlag. For er Jesus Kristus opstået fra graven, så er Jesus Kristus herre over livet og døden.

Sidste søndag - opstår Jesu fra graven. Tegnet derpå er den tomme grav, som kvinderne finder, da de kommer ud for at salve hans legeme. Og en engel siger til dem: "Herren er ikke her, han er opstanden."

Englen siger også til kvinderne: "Fortæl hans disciple, at Herren er opstanden". Det gør kvinderne efterfølgende. Kvinderne er de første bærere af påskens budskab, de er så at sige førstehåndsvidnerne til Herrens opstandelse. I første omgang nægter disciplene imidlertid, at tro kvindernes budskab.

Det er først, da Jesus selv, som den opstandne Herre, viser sig for disciplene, at de kan tro det er sandt. Første gang Jesus viser sig for dem, er Thomas ikke med, det får vi at vide i dagens evangelium. Ved en senere lejlighed fortæller disciplene naturligvis Thomas, hvad de har set, men Thomas siger tvivlende, at han først vil tro, at det er sandt, når han har fået et håndgribeligt tegn, nemlig set naglemærkerne i Jesu hænder.

Ugen senere, søndagen efter påskesøndag, altså i dag, byder lejligheden sig så for Thomas, det er det centrale tema i dagens evangelium.

Og vel og mærke opholder disciplene sig bag lukkede døre, alligevel kan Jesus trænge ind til dem, og Han viser sig for dem i deres midte og hilser dem med ordene "Fred være med jer". "Fred være med jer" er både almindelig hilsen på den tid og i det jødiske samfund, men hilsenen minder også om indholdet af den tid, som er nu. Nemlig påskens tid som er fredens tid, fordi Jesus Kristus, Guds søn, har stiftet freden ved at give sit liv som løsesum for mange. Han er som det påskelam, som jødernes påskefest "pasha" handler om, det lam, hvis blod reddede jøderne i Ægypten, og Han er som lammet, der reddede Isak fra at blive ofret på Guds alter.

Nu står den opstandne Herre midt iblandt disciplene. Og af sig selv udfordrer Han nu Thomas, der tidligere fremsatte et krav om bevis. Jesus siger: "Ræk din finger frem, her er mine hænder". Underforstået "hvis du vil have bevis for at jeg virkelig er den opstandne, så stik din finger igennem naglemærker i mine hænder". Vi hører desværre ikke, om Thomas gør brug af tilbuddet, men Thomas kommer derpå med en bekendelse. Thomas må have opdaget, hvem han står over for, for Thomas siger jo: "Min Herre og min Gud!"

Man kan sige, at Thomas nærmest kaldes ud af tvivlen og ind i troen. Jesus siger forinden til ham: "Vær ikke vantro, men troende". Da Thomas nu tror igen, så siger Herren til Thomas "Du tror fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror." De ord er ikke ment som kritik af Thomas, snarere som en forklaring til de generationer og atter generationer efter Thomas, som i modsætning til ham ikke vil få samme mulighed for at få synligt bevis fra den opstandne selv.

Ligesom for os, der lever to tusind år efter disse begivenheder fandt sted: Vi har ikke set den opstandne. Vi har ikke set det. Vi har måske hørt om det. Og måske tror vi, det er sandt, fordi vi har hørt om det – uden vi altså har set det med egne øjne. Ligesom når vi hører om dette opstandelsens tegn, som er dagens evangelium. Naglemærkerne i den opstandnes hænder.

Alle disciplene må have set mærkerne, det må altså virkelig være sket, hvis det, de så er sandt, og derfor må vi også vi tro, det er sandt, når så mange har set hans mærker. Dagens vidnesbyrd i evangeliet giver os mulighed for at tro opstandelsens realitet.

Dagens evangelium er virkelig glædeligt og indbyder til tro og håb: For er Herren opstået fra graven, og er Herren trængt ind til disciplene, bag ellers lukkede døre, og har Herren talt til dem, og har Han vist sig for dem, ja endda sine egne naglemærker fra korsfæstelsen, ja så er Herren virkelig opstanden, så er han virkelig Herre over døden.

I oldkirken opfattede man det at tro, det at komme til tro meget konkret og sanseligt: Nemlig, at når Guds ord lyder, som f.eks. ved læsning af evangeliet, så glider ordet ind gennem øret og herfra finder det vej til ens inderste, hvor ordet bliver undfanget og begynder at spire.

Ligesom med Jesu undfangelse i Marias skød - det hørte vi om i evangeliet til Marias bebudelse for tre søndage siden: At Guds søn kunne undfanges i en jomfrus liv, skyldes ikke at undfangelsen sker gennem en åbning af Marias køn, men derimod fordi der er tale om en indre undfangelse, der er kommet af englens ord til Maria om at blive frugtsommelig med Guds søn. Hendes undfangelse er i den oldkirkelige gamle forstand en undfangelse, der sker via øret, via hørelsen af engles ord.

Således dog stadig ganske sanseligt og knyttet til menneskets organer, opfattede man opfattede man i oldkirken troens undfangelse i et menneske. Nemlig en besvangring med Guds ord, evangeliet, som med tiden vil spire og vokse i det menneske. Gud er altså virkelig tilstede efter sin død, på trods af sin død, for det han er tilstede virkeligt sammen med ordet, hvori og hvorigennem han meddeler sig til os, og bliver en del af os.

Ligesom når vi modtager Hans legeme og blod ved nadveren, så modtager vi det virkeligt, fordi Han er til stede (for den som tror) med vinen og brødet ved ordene, der lyder samtidig med. Ordene og nadvermåltidet skænker os virkelig sanseligt og bogstaveligt Hans kødelige og åndelige nærvær. Vi bliver en del af Ham, fordi vi spiser noget af Ham. Og Han bliver en del af os, fordi vi lukker Ham ind gennem vores mund, ind i vores system. Fordi vi modtager Ham helt og udelt, netop derfor modtager vi helt og udelt Hans fred og velsignelse. Og ikke mindst modtager vi ved nadverbordet helt og udelt vores synders forladelse, de ord tilsiges os - på Hans ord, på Hans bud.

Syndernes forladelse til at gå ud i verden, med fredens budskab, påskens budskab: At Herren virkelig er opstået. At hans opstandelse er en sejr over dødens magt. At Hans opstandelse kan blive enhver til del, som hører budskabet om Ham og kommer til troen.

Det er det budskab, som Herren som den Opstandne meddeler sine disciple, og det er det budskab Han sender dem ud i verden med. "Gå derfor ud i verden og gør alle folkeslag til mine disciple idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn."

Netop dåben var allerede i oldkirken knyttet særligt til påsken. Faktisk døbte man udelukkende denne ene gang om året, nemlig påskenat.

Dagen i dag, 1. søndag efter påske, spiller en ikke helt uinteressant rolle i denne sammenhæng. Den hvide dåbsdragt, som den døbte var blevet iklædt ved dåben i påsken, blev nu, ugen efter, altså første søndag efter påske, aflagt på denne dag. Herfra har dagen sit oprindelige latinske navn "dominica in albis eller bare ”dominica in albis deponendis", de aflagte hvide dragtes søndag".

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

- forslag til salmer: 408 234 247 - 248 677 545

- Asser Skude 2009 ©, redigeret siden



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post535

Anden påskedag

PrædikenerPosted by Asser Skude 16 Apr, 2019 11:39:06

Evangelium
Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: "Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?" De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: "Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?" "Hvad da?" spurgte han. De svarede: "Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke." Da sagde han til dem: "I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?" Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: "Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld." Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: "Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?" Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: "Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon." Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.
Luk 24,13-35

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken

- Vandringen til Emmaus

På selveste opstandelsesdagen, påskedag, slår den opstandne følgeskab med to af sine egne disciple, og han taler med dem om alt det, som er sket de seneste dage. Og helt uforklarligt genkender de Ham ikke!

Måske er det tegn på, hvor underfuld opstandelsen er: End ikke to af hans egne disciple kan tro og se ham, som den han er! Selv ikke hans prædiken og udlægning af skrifterne åbner deres øjne: "men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham"

Dagens evangelium er første gang, hvor han viser sig som opstanden. Bemærk at det sker udenfor Jerusalem, ikke i Jerusalem. Deri kan der ligge en pointe. Det kan være for at vise, at det gamle centrum er flyttet: Centrum er ikke længere Jerusalem med dens årtusind gamle Tempel og kult, den antikke jødiske verdens centrum.

Centrum er ikke længere det Jerusalem, hvor påskens dramatiske begivenheder fandt sted: Den by, som modtog ham som konge palmesøndag. Den by, hvor han rensede tempelpladsen for afgudsdyrkelse og plattenslageri. Den by, hvor han udsagde ve råbene: "Da skal de, der er inde i byen, drage ud af den, … Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende." Den by, som afviste ham, og hvor han gik imod sin lidelse, død og opstandelse.

Centrum er ikke længere bundet til nogen geografisk lokalitet. Centrum er i stedet den levende Guds søn: Han som Faderen har sendt, og som har vandret blandt mennesker og har givet sig selv, gået i døden og er opstået derfra: Han, som har sejret over døden og mørkets skygge. Han, som med sit eget liv og gerning åbenbarer, at Gud selv besøger sit folk og vandrer med dem: Præcis sådan lyder evangeliet i dag: Guds søn åbenbarer sig efter sin død og opstandelse – for at være sammen med sine nærmeste. End ikke døden skal skille ham fra dem:

Han åbenbarer sig først for disse to disciple på vej mod Emmaus. Den ene discipel får vi ikke navnet på, den anden discipel hedder Kleofas, men det er første og sidste gang vi møder denne Kleofas. Måske ligger der en pointe i at, Gud meddeler sig til de mindst kendte af disciplene. De to har hverken gjort fra eller til for, at Herren skulle vise sig for netop dem. Der er intet særligt ved dem, de er endda uforstandige, for de kan ikke tro, at deres mester og lærer skal komme igen, sådan som skrifterne siger, og som han har lovet dem: "at det var ham, som skulle forløse Israel".

På grund af deres vantro skælder den Opstandne dem ud. Han forklarer de "tungnemme, og uforstandige" disciple, hvordan alting hænger sammen: "han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne", og disciplene forstår stadig ingenting. Først da disciplene byder ham med som gæst ved deres aftensbord, og han bryder brødet, velsigner det og giver det til dem, "åbnedes deres øjne, og de genkendte ham". Og da bliver han "usynlig for dem", ligeså hurtigt som deres øjne åbnes.

På bedste evangeliske vis er dagens budskab, at Guds søn er nærværende: Alle steder, hvor brødet brydes, vil Han besøge og meddele sig selv og være virkeligt til stede. Ikke symbolsk, men Han er virkeligt til stede: "Kristi legeme og blod er virkeligt til stede og uddeles til dem, der nyder nadveren", artikel 10 i Melanchtons "Confessio Augustana".

Og ligesom de to disciple genkender deres herre, da han delte ud af brødet, kan vi kende ham i nadveren, som er hans sande og virkelige nærvær, trods hans død og opstandelse. Det er et vidnesbyrd, tegn og meddelelsesmiddel, hvor han er virksom og lever og kan modtages endnu den dag i dag. Samtidig er nadverens sakramente en forkyndelse af, at Han vil dele sig selv med os, sådan at vi får del i ham og han i os.

På den måde meddeler Han sig stadig og slår følgeskab med os, på vores vej gennem livet, gennem denne verdens lidelser og efter døden indtil det evige liv. Ligesom dengang for de to disciple på vej mod Emmaus.

forslag til salmer 349 14 262 – 245 249 243

- udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011 ©

  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post534

Påskenat

PrædikenerPosted by Asser Skude 16 Apr, 2019 11:37:23

Evangelium
Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: "Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?" Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: "Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det." Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.
Mark 16,1-8

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992



Overvejelser forud for prædiken


- De stærke kvinder

Situationen er spændt, nærmest pinlig. For Jesu familie, og ikke mindst Jesu tilhængere synes alt at være gået galt siden indtoget i Jerusalem palmesøndag. Først hyldes han som folkets nye konge, fredskongen, men få dage senere vendes stemningen imod ham: Han tages til fange og dømmes til døden. Folket håner og spotter ham.

På Golgata, Hovedskalstedet uden for Jerusalems mure, lider Han den smertefulde og skamfulde død på korset. Som et udskud latterliggøres han, og dør han. Jesu død langfredag bliver overværet af de romerske soldater, der er udkommanderet til at bevogte stedet.

Man spørger man sig selv: Hvor er alle Jesu tilhængere, alle dem, der havde fulgt Ham på hans rejse fra Galilæa? Hvor er alle dem, der hyldede Ham Palmesøndag? Vigtigst af alt, og hvor er alle disciplene henne? Har de måske mistet troen på, at Han er Guds søn?

Vi må antage, at alle tilhængerne og alle disciplene er flygtet fra begivenhederne, og holder til på afstand! Undtagen kvinderne! De nævnes. Maria Magdalene, Maria, Jesu mor og den anden Maria, Jakobs mor og Salome, de omtales i Markus som ’de kvinder, som havde fulgt ham og sørget for ham’. De kvinder holder ud, de overværer Jesu død.

Og her er vi ved kernen i dagens evangelium. Det er kvinderne, der opfører sig som sande disciple. For de holder ud. Selv da stemningen vender, og ikke bare bliver de kronvidner til Hans korsfæstelse, men også de første vidner til de følgende centrale begivenheder ved graven.

Den grav, som Jesu legeme lægges ned i, ejes af en mand ved navn Josef fra Arimatæa. Det er egentlig en grav til Josef fra Arimatæa selv, men da han er en retfærdig og troende mand, sørger han for at tage Jesu lig udleveret og hans iklæder Jesu afdøde legeme et ligklæde, inden han lægger legemet i graven. Josef vælter en stor sten for indgangen til graven, så ingen vilde dyr kan komme ind til liget. Imens Jesus lægges i graven er det igen kvinderne, der holder ud. De følger Josef fra Arimatæa lægge liget ind i graven. Jesu tilhængere og disciplene, dem hører vi ikke hører et ord om.

Næste morgen, lørdag morgen bliver romerske soldater udkommanderet til at bevogte Jesu grav, for at ingen skal komme og stjæle Jesu legeme og derpå påstå, at Jesus er opstået fra de døde. For Jesus havde jo sagt: "Efter tre dage opstår jeg". De romerske soldater ankommer og holder vagt ved graven og besegler graven: På den sten, som Josef af Arimatæa havde sat for indgangen til graven, sætter soldaterne nu et segl, som ikke kan brydes.

Tidligt søndag morgen, på tredjedagen, er det også kvinderne, vi hører om. Maria, Jesu mor og den anden Maria og Salome er på vej ud til graven for at salve liget, som det er skik og brug. De er på vej for at vise den døde den sidste ære. På vej for på ordentlig vis at afrunde en grusom og smertelig, men som sagt også pinlig begivenhed. Kort sagt: Kan Jesus ikke få en værdig død, så kan han i det mindste få en værdig begravelse!

Og måske har Maria, Jesu mor, endda forberedt sig selv mentalt på den grumme skæbne, der ventede hendes søn, for den gamle Simeon i Templet, havde jo for mange år siden sagt til hende: "Din søn skal blive stor, og han skal blive til fald og oprejsning for mange. Også din egen sjæl skal et sværd skal gennemtrænge!"

Maria, Jesu mor, må have vidst at der ventede hende en barsk skæbne, hun må have forberedt sin sjæl på det værst tænkelige: At hendes søn skulle dø. At hun skulle blive vidne til det. Og nu var hun så blevet det. Endda det første vidne. På vej ud til graven kan man forestille sig, at Maria og de andre kvinder havde diskuteret, hvem af dem der skulle vælte stenen fra indgangen til graven, for den var meget stor...

Det kommer ikke til at ske. For da de kommer hen til graven, rammes graven af et kraftigt jordskælv, og ned fra himlen kommer en engel fra Gud, og englens udseende er "som lynild og hans klæder hvide som sne." Scenariet er så voldsomt, at selv de kamptrænede romerske soldater, der vogter graven, besvimer. I Matthæusevangeliet står: "De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde". Granvoksne, rå mænd i uniformer besvimer, men det gør de kvinderne ikke!

Kvinderne holder ud, og de kommer derfor til at opleve, at englen, som har væltet stenen, meddeler dem noget særdeles rystende, men også meget glædeligt. Englen fortæller kvinderne, at de ikke længere må være bange. For deres elskede Jesus er ikke i graven, men er opstået. Englen sender kvinderne ud med den gode nyhed, at Jesus er opstået, som Han havde sagt, han ville.

Det er påskens altafgørende begivenhed, det er påskens vigtigste budskab: "Herren er opstanden." Det er evangelium, som ganske enkelt betyder "det gode budskab". Det kan ikke være tilfældigt, at det er kvinder og ikke mænd, der oplever englen, som forkynder dem evangeliet. Og det kan heller ikke være tilfældigt, at det er kvinder og ikke mænd, som af englen sendes ud med evangeliet.

For det er kvinderne, som har været de mest vedholdende personer: Det er kvinderne, som ikke forlader Jesus, selv da alle andre svigter, selv da Han dør og tages ned fra korset og lægges ned i graven, er de der, disse udholdende og trofaste kvinder. Selv den engel, som er skræmmende, tåler de at møde, den Guds engel, hvis udseende er som lynild, som møder dem i graven og som fortæller dem at de skal gå til disciplene og til Peter og at Herren igen vil møde dem i Galilæa.

Dagens evangelium er en hyldest til de kvinder, som fulgte Jesus, da det var sværest, der hvor selv Jesu disciple stod af, selv der hvor selv granvoksne soldater måtte segne! Samtidig er det er også et evangelium om, at den person, der er mest trofast gennem det hele – ikke kun igennem påsken, det er Maria, Jesu mor. Hun er med ved alle de vigtigste begivenheder i Jesu liv – ikke én gang viger hun fra hans side.

Man kunne kalde hende ’den første og sidste og mest trofaste discipel’, den discipel, som holdt ud ved hans side først til sidst: Det er Maria vi hører om lige fra englen Gabriel forkynder, at hun skal føde Guds søn, og hans navn skal være Jesus. Det er Maria, som føder Guds søn julenat, det er Maria, som bærer Jesus frem for Simeon i Templet og Simeon profeterer om hendes søns fremtid, og Maria gemmer ordene i sit hjerte. Hvilke ord og hvilken skæbne, Simeon må have fortalt hende om!

Og det er Maria, der som en anden god mor, drager omsorg for sin søn, føder ham, drager omsorg for ham, leger med ham, opdrager ham, taler med ham, synger med ham, lærer ham om Gud, putter ham godnat. Og det er Maria, som den bekymrede og nervøse mor, dengang Jesus som 12-årig bliver væk i Templet under påskefejringen.

Det er gennem Maria, en mors uro over at hendes barn er væk, og glæden, da han genfindes, at vi oplever begivenhederne. Det er også Maria, som er det første vidne til Jesu første under, nemlig underet ved brylluppet i Kana, hvor vand forvandles til vin. Nogle vil endda mene, det er Maria, som aftvinger sin søn dette hans første mirakel. Maria, er der altså så at sige, fra begyndelsen, og hele vejen, og nu også ved slutningen af hendes søns liv.

Maria er faktisk den eneste kvinde, som nævnes i det mandeselskab af disciple, som den opstandne Jesus viser sig for siden hen. Ja, ifølge Apostlenes Gerninger, er Maria også den eneste kvinde, som nævnes at være tilstede i det samme rum igen, det "øvre rum" i Jerusalem, hvor disciplene er samlede pinsedag, hvor Ånden stiger ned over dem. Maria er med, fra først til sidst.

Det er tankevækkende. Det er nærmest skræmmende, hvor meget hun holder ud – står igennem – for det er jo hendes egen søn, hendes eget kød, som hun ser, vokse op, blive stor, dø, opstå. Det er noget af et skæbnefællesskab, der er mellem Jesus og hans mor. Ikke underligt, at katolikkerne har fejret Maria gennem så mange århundrede. Og måske er hendes betydning blevet undervurderet i vores evangeliske tradition. Måske kan vi lære af Marias barmhjertighed, hendes medfølelse, hendes medleven, hun, som har født ham, er med til det sidste.

Nok skriger Jesus på korset til sin himmelske far: "Hvorfor har du forladt mig", men hans mor, står ved siden af ham på det tidspunkt. Hun har ikke forladt ham!

Kvinderne og særligt Maria, der følger Jesus hele vejen – gennem oprejsning og fald og genrejsning – det er det glædelige budskab om, at kærligheden er stærkere end døden. At de kærligheds bånd, der er mellem Jesus og hans mor, og de andre kvinder, er så stærke, at de ikke brydes, selv ikke, da døden viser sig.

Den menneskelige kærligheds bånd bygger bro over den tomhed af afmagt og håbløshed, som slår ned. Den kærlighed og omsorg – som kvinderne demonstrerer ved graven er stærkere end døden. Den kærlighed og ømhed, som vi hører om den her, kan binde det sammen, som umiddelbart var adskilt og brudt. De bånd, som en mor eller en forælder, nærer til sit barn, kan være så stærke, at de nærmest ophæver tid og rum, selv døden får ikke lov at få det sidste ord.

Nok har døden taget Guds søn, men kvinderne har ikke opgivet Ham. Kvinderne holder ud, de bliver med Ham, selv i den mørkeste stund, deres tro, deres udholdenhed, deres kærlighed måtte den være et forbillede for os, om at elske hinanden – vores kære – med så stor en kærlighed, som muligt, selv når døden kommer, selv der forsøge at holde ud, håbe og tro på en fremtid sammen.

Så vi – ligesom de kvinder, der holdt ud i kærligheden og troen og håbet, måtte holde ud i – i det liv vi fører – til at opbygge hinanden til et sådant liv i kærlighed - til trøst, glæde for hinanden og næsten. At intet må og skal skille os – fra hinanden og de bånd vi nærer til hinanden. End ikke døden.

Lov og tak og evig ære være dig vor Fader, Søn Og Helligånd, du som var er og bliver, een sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer 224 225 - 218 230 674

- Asser Skude, 2009,redigeret siden ©



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post533
« PreviousNext »