Asser Skude

Asser Skude

Askeonsdag

PrædikenerPosted by Asser Skude 05 Mar, 2019 09:33:56

Evangelium til Askeonsdag, onsdag den 6. marts 2019


Nota Bene! Askeonsdag er ikke en kongelig autoriseret helligdag i den Danske Folkekirke, og der forefindes derfor ikke læsninger fra Biblen der er autoriseret til denne dag. Dog i Bellahøj-Utterslev sogn er der en mangeårig tradition for at markere dagen (første onsdag efter fastelavns søndag)


Læsning fra Det Gamle Testamente
Hvem troede på det, vi hørte?
For hvem blev Herrens arm åbenbaret?
Han skød op foran Herren som en spire,
som et rodskud af den tørre jord.
Hans skikkelse havde ingen skønhed,
vi så ham, men vi brød os ikke om synet.
Foragtet og opgivet af mennesker,
en lidelsernes mand, kendt med sygdom,
én man skjuler ansigtet for,
foragtet, vi regnede ham ikke for noget.
Men det var vore sygdomme, han tog,
det var vore lidelser, han bar;
og vi regnede ham for en, der var ramt,
slået og plaget af Gud.
Men han blev gennemboret for vore overtrædelser
og knust for vore synder.
Han blev straffet, for at vi kunne få fred,
ved hans sår blev vi helbredt.
Esajas kapitel 53,1-5


Evangelium
Jesus tog de tolv til side og sagde til dem: "Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå." Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: "Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi." Da råbte han: "Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!" De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: "Davids søn, forbarm dig over mig!" Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: "Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: "Herre, at jeg må kunne se." Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig." Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud.
Lukas kapitel 18,31-43.
(fastelavns søndag efter anden tekstrække, © Det Danske Bibelselskab 1992)


Overvejelser forud for prædiken

Dagens evangelium fra Lukas falder i to dele: Først det traurige afsnit, hvor Jesus taler til sine disciple og forudsiger sin egen snarlige lidelse, død og opstandelse. Dernæst det mere opløftende afsnit om den blinde mand uden for Jerikos mure.

Før vi hører om manden uden for Jerikos mure, taler Jesus til sine egne: Han inddrager disciplene i sin dramatiske skæbne: Han skal lide, dø og opstå under jødernes snarlige påskefest. En ting er, at Jesus bærer denne smertelige viden om sin egen skæbne. En anden ting er, at hans allernærmeste end ikke forstår den skæbne, der venter ham. De fatter ikke, at deres lærer og mester skal lide, dø og opstå om kort tid. Som der står i dagens evangelium, Lukas kapitel 18, vers 34: "Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det , som blev sagt."

Vi, der kender begivenhederne og ser dem på afstand, kan forstå, at jødernes påskefest kommer til at blive en helt anden end det, som mange regnede med. Jesus må skuffe mange, både de tilrejsende, hele Jerusalem og sine egne. Jesus vil ikke være den konge for folket, som folk havde forventet. Jesus vil ikke være den, som skulle herske over sit folk her og nu, men han er kommet for at tjene sine egne, og han ville endda gå i døden for dem. Hans storhed er hans hengivelse for og troskab mod sit folk. Han er præcis ligesom det påskelam, som jøderne mindes i påsken.

Påsken, som jøderne fejrede på Jesu tid, hænger sammen med den skæbne, som jøderne led under deres slaveri i Ægypten, ca. tusind år før Jesu tid. I Det gamle Testamente kan man i 2. Mosebog kapitel 11 ff. læse, hvordan jøderne slipper ud af fangenskabet i Ægypten. Bl.a. undslipper jøderne og deres familie dødens engel ved at smøre lamme-blod på deres dørstolper. Dødens engel går forbi de huse, hvor lammets blod er smurt på. Ægypternes huse og familie derimod, som ikke har lammets blod på sig får besøg af dødens engel, mens Gudsfolket undgår døden. Gudsfolket flygter siden over Det Røde Hav. På jødernes eget sprog hebræisk findes der sproglig sammenhæng mellem "at gå forbi" (dødens engel, der går forbi dørstolperne) og så "at gå over" (det Røde Hav), "pasha", deraf det danske "påske".

Set i lyset af jødernes historie er Jesus ligesom det påskelam, som dengang frelste Guds folket fra døden og fangenskabet. Han er det nye påskelam: Hans blod bliver til frelse for dem, som tror på ham. Ligesom præsten i vore dage siger efter nadverbordet til menigheden ifølge det autoriserede ritual af 1992: "Den korsfæstede og opstandne frelser, vor Herre Jesus Kristus, som nu har givet os sit hellige legeme og blod, hvormed han har gjort fyldest for alle jeres/vore synder, han styrke og opholde jer/os derved i en sand tro til det evige liv".

Jesu død og opstandelse er ikke forgæves, men til frelse for andre. Han har givet sig selv hen, for at "enhver, som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv", som der står hos evangelisten Johannes kapitel 3, vers 16.

Jesu frelsergerning har gjort det muligt for os, at vi kan arve evigt liv hos Gud. Det Jesus dermed har gjort, er et vidnesbyrd for os om, at Gud elsker mennesker så højt, at Gud har skænket sin egen søn for mennesker. Gud har gennem sin egen søn givet sig selv hen - ubetinget og grænseløst kærligt. Gudfader har gennem sin egen søns lidelse, død og opstandelse forsonet sig med mennesker.

For et par år siden skrev en læser i en kommentar til min prædiken over evangeliet til sidste søndag efter Hellig tre konger, Johannes kapitel 12, vers 23-33: "en tekst, som altid har forundret mig og som jeg gerne ville se forklaret igen og igen det er ordene, at "den, som elsker sit liv skal miste det og den som hader det skal bevare det til evigt liv"? I disse ord tror jeg, der ligger noget, som er relevant for os for vores liv på jorden her og nu – noget vi ikke bare kan afskrive med at "det ved vi ikke noget om". Derfor synes jeg at vægten i dagens tekst skal lægges der. Hvad menes der med de ord? Hvad galt er der i at elske livet ? og hvorfor (hvordan) kan vi ved at hade det bevare det til evigt liv ?"

Mit svar er ikke enkelt. Det er let at give en simpel udlægning af det sted fra evangeliet, men naturligvis kan der ikke være noget galt i at elske det liv, som Gud har skænket hver enkelt af os. Livet er skønt og skal naturligvis elskes. Det skal også nydes og plejes. Samtidig forpligter Jesu forkyndelse os til mere end blot det jordiske og dennesidige. Jesu forkyndelse forpligter os også på det hinsidige og evige. Jesus har ikke givet sig selv hen for os for ingenting. Hans liv har ikke været forgæves. Han har givet sit eget liv - for vores skyld.

Hans lidelse, død og opstandelse skal ses i det lys, at det ikke har været forgæves, og enhver skylder Gud og næsten ubetinget kærlighed og hengivelse. Buddet om at elske næsten og elske Gud, følger af at Gud har elsket mennesker først. På samme måde skal de ord tolkes: "Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det.", Lukas kapitel 17, vers 33. Og et andet sted: "Den som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den som ydmyger sig selv, skal ophøjes" Lukas, kapitel 18, vers 14.

Det nytter ikke noget, at mennesket elsker sit eget liv så meget, at det krampagtigt fastholder det liv, som er nu, i den tro at sådan vil ens liv altid være. Sandheden om menneskets liv er snarere, at livet er en konstant bevægelse. Livet er om at orientere sig på ny og se de muligheder, der hele tiden kommer til een. Livet er på godt og ondt omskifteligt. Livet er sårbart og skrøbeligt. Lykken det samme. Det lærer livet enhver af os mennesker.

Hos evangelisten Lukas hører vi tre beretninger op til påskefesten: Beretningen om den blinde mand uden for Jerikos mure, tolderen Zakæus inden for murerne samt lignelsen om de betroede talenter. Der en rød tråd i disse beretninger. Alle er de en hyldest til ikke være bange for at miste, men i stedet give sig hen. Alle handler de om ikke at afskrive sig selv fra Gud ved at ophøje sig selv, men i ydmyghed og taknemmelighed varetage det liv, som Gud rækker mennesket i sin storhed. Gør man ikke det, risikerer man følgende: "Enhver som har, til ham skal der gives, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har", Lukas kapitel 19, vers 26.

Den blinde mand uden for murene har alt at vinde og intet at tabe. Han ønsker sig brændende det, som mange tager for givet. At være i stand til at bruge sin synssans og være i stand til at se. Fordi han er blind er han ikke i stand til at orientere sig ved egen kraft, og han er helt afhængig af hjælp udefra. Til trods for det, har han hjulpet sig selv så langt, at han har bragt sig selv uden for murene og på den vej, som Jesus også vil komme forbi. Den blinde mand har altså lagt en snedig plan for, hvordan han kan møde Jesus. Det er den blinde mands bedste og eneste chance - at sætte sig selv i stævne med Jesus uden for murene.

Den blinde mand gør det eneste, han af gode grunde kan, da han fornemmer at Jesus og følget er på vej. Han spørger sig for hos dem der kan se, om det virkelig er Jesus fra Nazaret, der er på vej. Og i det øjeblik at andre kan fortælle den blinde mand, at det er virkelig ham Jesus fra Nazaret, da råber den blinde mand op i vilden sky. Så højt råber den blinde mand, at Jesu egne disciple truer ham til at tie. Trods det fortsætter han ufortrødent og råber endnu højere op: "Davids søn, forbarm dig over mig". Nu er følget og Jesus nødt til at stoppe op, og Jesus beder folk om at føre den blinde mand hen til sig. Kontakten er etableret. Og det går den blinde man, som han inderligt ønsker. Han møder Jesus og får synet igen.

Normalt i evangelierne er det Jesus selv, der tager initiativet og henvender sig til folk, men læg mærke til, at i dagens evangelium er det omvendt. Den blinde mands insisteren giver associationer til evangeliet om den bætte Zakæus, der på eget initiativ sætter sig selv i stævne med Jesus. Beretningen om Zakæus er det følgende afsnit hos evangelisten Lukas. Begge fortællinger er unikke i den forstand, at de vidner om, hvor langt folk vil gå - for at møde ham, de havde hørt så meget om. Både den blinde mand og Zakæus er uden for fællesskabet. Den blinde mand var udenfor fællesskabet pga. sit manglende syn. Zakæus var også udenfor på en måde, pga. hans samarbejde med de forhadte romere. Og Zakæus var samtidig så lille af vækst at han måtte gøre noget særligt, for at Jesus skulle møde ham. Zakæus klatrede op i et morbærfigentræ, sådan at Jesus kunne få øje på ham.

Dagens evangelium om den blinde mand uden for Jerikos mure giver håb til enhver om, at det ikke er nytteløst at henvende sig til Jesus. Også selvom alt bogstaveligt talt ser sort ud. Også selvom andre vil holde een tilbage. Det gælder om at planlægge sin indsats og så håbe på lidt held, og det vil lykkes, og Gud vil hjælpe een. Den blinde mand råbte til Jesus, på eget initiativ og vedholdende. Ligesom Zakæus, der også var vedholdende og havde udtænkt sig en plan.

Ligesom den blinde mand og Zakæus kunne vi måske frygte, at Guds søn ikke vil ænse os på sin vej. Alligevel er der altid et håb og en mulighed for, at Guds søn vil få øje på os. Også selvom andre siger, det er udelukket, og der er ikke noget håb, og det kan ikke lade sig gøre. Det er sandt, når det hedder, at Guds veje er uransagelige. Det håb kan vi knytte an til, så længe vi lever. Ligesom den blinde mand, ligesom Zakæus.

Læg mærke til i dagens evangelium, at den blinde mand får sit syn igen, og han følger med Jesus og disciplene. Hans liv er ikke længere fastlåst og uden muligheder, strandet for altid i byen Jeriko, men den blinde får et nyt liv og nyt livsindhold. Hans liv tager en uventet drejning. Nye muligheder åbner sig. Han vil følge Jesus og disciplene. Læg også mærke til reaktionen på den blinde mands helbredelse og omvendelse. Alle folk omkring, der ser og oplever det, priser Gud. Så måske ikke bare den blinde mand blev omvendt den dag, men også alle folk omkring Jesus og disciplene.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

-

Med tegningen af et kors på panden og udsigelsen af ordene ”husk du skal dø” er temaet slået an askeonsdag: Intet menneske er som Gud, hverken udødelig eller uden plads til forbedring.

Samtidig giver korstegningen også mindelser til det mærke, som Kain fik af Gud efter at have slået sin egen bror ihjel. Trods den grusomme handling blev Kain mærket, så ingen andre mennesker måtte slå Kain ihjel. Mærket var både et tegn på hans ufuldkommenhed og hans forbrydelse, men det var også samtidig en beskyttelse og en frihed, som Kain modtog fra Gud.

På en måde er det også en lignende form for frihed, som er det kristne menneskes frihed, som fasten og dens læsninger op til påske giver indsigt i. De læsninger vil jeg fordybe mig i over de kommende uger.

Faste betyder blot ”at afholde sig fra”, dvs. at leve asketisk og f.eks. ikke mæske sig med alverdens lækkerier og overflødig kost. Faste kan også være at afholde sig fra forskellige former for mad og kun på visse tidspunkter indtage mad, ligesom visse religiøse grupper f.eks. gør. Faste for et moderne menneske kunne også være at afstå fra al elektronisk kommunikation, Facebook, SMS, Twitter, Instagram osv.

Jeg vil ikke forsøge mig med nogle af disse ovenstående former for faste. Min bod er først og fremmest af ikke-målbar karakter. Min faste er en måde at se indad på. At forholde mig til det som min samvittighed indskyder i mig. En fordybelse i den erkendelse, at jeg ikke er perfekt og dagligt fejler, og netop ved at indse mine fejl, kan jeg på rette vis modtage friheden i Kristus, som han har skænket mig og enhver som tror på ham.

Luthers medarbejder Melanchton taler i ”Confessio Augustana” artikel 12 om boden. Her siges det ”at faldne kan opnå syndernes forladelse til enhver tid, når de omvender sig, og at kirken bør give sådanne, der gør bod, afløsning” og boden består af to dele: først når personen ærligt angrer og indser sine fejl, så kan troen (som skabes af evangeliet) komme og trøste og befri fra den skræk, som samvittigheden har indjaget og ”dernæst bør følge gode gerninger som troens frugter”

I den forstand giver faste god mening for mig. Det er en vej til selverkendelse og selvindsigt. Ikke at jeg som person er interessant, men at jeg som menneske er ufuldkomment og har brug for Kristus og den frihed, han har skænket med sit kød og blod. Hans lidelse, død og opstandelse har ikke været forgæves. Det er hans lidelse, død og opstandelse, der giver mig liv og det er i kraft af hans gerning at jeg kan gå ud i verden som et frit menneske.

Et frit menneske er jeg ikke i den forstand at jeg ikke mere kan gøre noget galt og ikke længere har brug for at angre, nej lige modsat: I artiklen om bod tages der skarp afstand fra dem som ’”nægter, at én gang retfærdiggjorte kan miste Helligånden”… og ”ligeledes dem, der hævder, at nogle mennesker allerede i dette liv opnår en sådan fuldkommenhed, at de slet ikke kan synde”

Fri er jeg i kraft af troen på Jesu lidelse, død og opstandelse, fri til at gå ud i verden og leve af og med det budskab og i den gudskabte verden – til at elske Gud og næsten (det dobbelte kærlighedsbud)

Min frihed er altså en rummelighed i forhold til at kunne ønske frihed for dem, som også angrer og vil forbedre sig. I artikel 12 fordømmes de ”som ikke ville give afløsning til faldne, når de efter dåben ville gøre bod”.

Og endelig er det kristne menneskes frihed en frihed, som følger af syndernes forladelse, som skænkes af troen og ikke af gerningerne.


forslag til salmer 615 172 192 207 476 202

- Asser Skude 2009 ©, redigeret siden

- udgivet askeonsdag 2015 på www.kristendom.dk



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post524

Fastelavn

PrædikenerPosted by Asser Skude 21 Feb, 2019 16:41:53

Evangelium til fastelavns søndag, søndag den 3. marts 2019
Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: "Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?" Men Jesus svarede ham: "Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed." Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: "Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!"
Matt 3,13-17

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992




Overvejelser forud for prædiken

- Jesu dåb

Det nye Testamentes beretninger om overnaturlige fænomener kan være svære at gribe for vor tids kirkegængere med en rationel tankegang: En del vil næppe kunne relatere umiddelbart til f.eks. opstandelse, himmelfart osv. Dagens evangelium er ingen undtagelse: Der er tydeligvis tale om en overnaturlig hændelse, mens Jesus døbes i Jordan: "Guds ånd dalede ned ligesom en due" og "der lød en røst fra himlene."

Det er så uvirkeligt – så langt fra menneskers virkelighed – dengang som nu. Og dette er vel samtidig det evangeliske? At det er lige ufatteligt, uforståeligt og uforklarligt, for enhver som hører ordet om ham, som blev døbt i Jordan. Hvilken fordel havde det gjort, om man selv havde været der og overværet det? Lige uforklarligt og uvirkeligt, var og er og bliver det, som skete ved Jordanfloden, dengang Johannes døbte Jesus.

Samtidighed i troen er det springende punkt. Ikke samtidighed i tiden, som filosoffen og teologen Søren Kierkegaard stiger. Det er og bliver alene troen, som i sidste ende kan gribe beretningen i dagens evangelium, hvor Gud meddeler sig direkte til sin søn. Og fordi denne beretning er bevidnet og overleveret til os endnu den dag i dag, er det muligt for os at lade os gribe af ordet om hans dåb i Jordan.

Derved bliver det muligt for os i Øjeblikket at lade os gribe af det evangelium og derved sætte os ud over tid og rum. For denne beretning om hans dåb ikke noget som hverken kirkefædre, kirke, pave eller profeter havde indkalkuleret. Dagens evangelium er ikke blevet til for at skabe treenighedslære om Fader, Søn og Ånd. Dagens evangelium er og bliver Guds beretning om hans komme til jord, ikke for at grundlægge kirke, pavedømme eller trossamfund, men for at meddele sig til mennesker og frelse mennesker.

Hvordan det sker, er og bliver uforklarligt, men vi må forstille os, at himlene flænges - ligesom et stof, der flænges: Guds dimension, evighedens og det absoluttes dimension gennembryder menneskers dimension og virkelighed.

Gud taler fra det høje, Guds stemme lyder fra himlene. Guds tale er Guds indgriben. Guds tale er besegling af den myndighed, som begivenheden har: Jesu dåb er en begivenhed, som har historisk og universel karakter. Det er en indsættelse fra højestes sted.

Hvor Johannes' dåb handlede om at lægge sit liv om i moralsk forstand, handler Jesu dåb om evige og universelle begreber som dom og frelse. Den dåb, Jesus indstifter, tager udgangspunkt i evigheden og det universelle. Den dåb Jesus indstifter handler om en gang for alle at blive stillet til regnskab, og en gang for alle at blive frikendt for den himmelske konge og dommer. Uanset hvem man er, på trods af hvad man er, og endda uanset, at man ikke har fortjent det. Og det glædelige budskab er, at enhver rækkes tilbuddet om et evigt og himmelsk borgerskab.

Det er muligt, fordi Jesus er Guds kongesøn, og fordi Jesus har himmelsk fuldmagt og fordi han vil åbne himlens borgerled op for os og lukke os derind. Med Jesu dåb står himlen åben, ligesom der synges i salmen: "Kom, følg i ånden med": "Her ser du over dåben, Guds-husets dør stå åben".

Guds søn, himmelkongen, adopterer os til sit rige. Himmelkongen selv adopterer os ved dåben – præcis ligesom Gudfader adopterede sin egen søn, da Han kom til Johannes i Jordan for at lade sig døbe. Dengang ved Jordanfloden, hvor Gudfader selv åbenbarede sig og gav sig tilkende, så at ingen kunne være i tvivl om, at Faderen selv elskede sin egen søn: "Du er min søn, den elskede, i dig har jeg velbehag".

De samme ord, skal også gælde for os, og således skal vi også tænke på vores egen dåb. Ved vores dåb har Herren selv udstrakt sin hånd og tilsagt os sit rige, med retfærdighed, fred og glæde samt vores synders nådige forladelse – nu som evigt.

Lov og tak og evig ære, være dig vor Fader, Søn og Helligånd. Du, som var, er og bliver, een sand, treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen!

forslag til salmer: 66 441 142 – 141 388 140

- udgivet som Prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011 ©



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post523

Seksagesima søndag

PrædikenerPosted by Asser Skude 19 Feb, 2019 12:47:58

Evangelium
Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem: "Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold."
Og han sagde: "Den, der har ører at høre med, skal høre!" Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: "Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse. Og han sagde til dem: "Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold."
Mark 4,1-20

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992



Overvejelser forud for prædiken til højmesse kl. 16 lørdag den 23. februar 2019 i Bellahøj kirke

- den ødsle sædemand

Sædemanden i dagens lignelse er en usædvanlig bonde. Usædvanlig, fordi han sår ved at strø om sig med sædekorn. Bogstaveligt talt "strø om sig". For denne sædemand bekymrer sig ikke for, om grunden under ham nu også tager imod. Han bekymrer sig ikke for, om der overhovedet er jord, dér, hvor han sår. Han bekymrer sig ikke om jorden er renset for tidsler og ukrudt, om det er klippe, sand eller muld. Han gør sig tilsyneladende ingen bekymringer, hvor såsæden falder. Han sår med rund hånd. Det kunne virke som om, han har sædekorn i rigelige mængder. Han er ødsel.

Ødsel plejer ikke at være kendetegnende for en bonde. En bonde, der driver landbrug er jo synonym med afmålthed og nøjsomhed. Kun den gode jord vil den typiske bonde bruge sin dyre såsæd på. Kun den gode jord vil få æren af hans udsæd. Resten vil bonden ligge brak. Det kan ikke svare sig at bruge tid og kræfter på.

Ikke denne bonde i dagens evangelium. Han spreder til højre og venstre, uagtet hvor sædekornet falder! Bonden i dagens lignelse er naturligvis et billede på Gud. Den Gud, som øser af sine uudtømmelige ressourcer. Gud, som går ad uransagelige veje: Ingen bakke, ingen dal, ingen klippe, eller noget sted på jorden er for ringe til, at Gud ikke vil forsøge sig dér. Intet sted vil Gud overse i sine anstrengelser. Gud vil komme ud i selv den fjerneste afkrog, selv den mest tørre udørk.

Udsæden som denne specielle bonde i dagens evangelium kaster ud, er billedet på Guds ord: Guds ord vil komme til ethvert område - selv til den mindste flække. Enhver skal få. Der er nok til alle. Her benyttes ingen cost-benefit analyser. Her tales ikke om, hvad der kan betale sig. Her spredes jævnt over alt, og ikke efter, hvad der svarer sig. Her spredes gavmildt og godt.

Temaet i dagens evangelium er for mig at se Guds gavmildhed. Og gavmildhed er netop en af de centrale egenskaber ved Guds væsen. Gud er kærlighed og Gud vil nå ud med sit budskab til alle. Alligevel skal der være mange som ikke vil tro eller forstå. Jesus siger: ”De skal se men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte”.

For mange vil talen om Guds kærlighed og Guds gavmildhed forarge. For skulle Gud virkelig være så gavmild, så barmhjertig, at intet er for ringe til Ham?

Det nye budskab som Jesus kommer med, er så provokerende, at Jesus ifølge evangelisten Markus, ganske enkelt er nødt til at skjule sin tale om Gud. Det er derfor Jesus taler i lignelser, siger dagens evangelist Markus. Derved skal nogle forstå og fatte og se, men andre ikke. Derved skal nogle høre og tro, og andre ikke. Derved skal Guds herlighed skjules for mange. Evangelisten Markus kalder det ”Mysterion”. Ikke at det er dunkelt eller en mørk viden, tværtimod. Det er en viden, som kun nogle skal se. Kun dem, der hører og tror, skal nå den indsigt. For andre, forbliver det en utilgængelig indsigt.

Ligeså provokerende Jesu tale om Guds gavmildhed har været på hans tid, ligeså provokerende kan det forekomme mange i dag, når talen falder på Guds ødselhed. Hvor mange af os tillader at tænke på Gud, som en gavmild og ødsel Gud? At der er nok til alle?

Sker det ikke undertiden, at vi lægger samme parametre ned over Gud, svarende til dem vi opstiller for os selv? At vi tror at Gud er som vi selv er? Og det gælder også mht. de dårlige egenskaber? Ikke at unde hinanden det bedste, at dømme, være beregnende?

Kan vi mennesker rumme den tanke, at Gud skulle være så gavmild og barmhjertig, at Gud vil give os det mest kostbare – uden at stille modkrav?

Kan vi fatte, at Gud har delt sin søn med os? Kan vi fatte, at Gud har været så gavmild og barmhjertig, at han ikke ville spare sin egen søn for vores skyld? Kan vi fatte, at Gud har ladet sin egen søn gå ud af hele sin vej for os - igennem lidelse, død og opstandelse? Kan vi fatte, at Gud delte så ødselt og barmhjertigt ud af sin kærlighed – at Gud gav os sit mest dyrebare – sin egen søn? Kan vi fatte, at Gud gennem sin søns lidelse og død åbenbarede, hvad Gud er? Kan vi fatte, at Gud ganske enkelt er Kærlighed? Kærlighed, så ødsel og stor, at intet er for meget for Gud at give sine kære?

Og til trods for at denne verdens børn ikke kunne rumme den kærlighed fra Gud, som Guds søn åbenbarede, og slog ham ihjel, så blev hans død ikke dødsdom over menneskene, men til frelse for mennesker. For da menneskene i deres vrede og forstokket hed slog kærligheden ihjel, stod det klart, at Gud ikke ville straffe mennesker – ved at være en hård dommer over menneskers ugerninger, men Gud viste sig som en nådig og barmhjertig Gud. Gud kender menneskene og deres veje - samtidig Gud er uendelig ødsel med sin kærlighed.

Guds retfærdighed overfor menneskene og Guds tilgivelse af menneskene overgår på alle måder menneskers forstand.

Guds gavmildhed til os er altså, at vi får muligheden for at modtage Guds kærlighed gennem hans Søn. Uden krav eller betingelser – ganske gratis. Gratis betyder uden modbetingelser. Eller nådigt om man vil!

Gennem sin Søn har Gud grebet ind i vores verden, for at vi skal se os selv og hinanden med nye Guds øjne - i kærlighed til os selv og næsten. Selv for den vildfarne og onde er der håb. Selv her er Gud gavmild. Det siger det Gamle Testamente i dagens Esajas læsning!

"Den ugudelige skal forlade sin vej, det onde menneske sine planer og vende om til Herren, som vil vise ham barmhjertighed"

Det kalder jeg gavmildhed. Selv den ugudelige skal Gud rumme og bringe til frelsen.

Budskabet om den kærlighed, som Gudfader åbenbarede gennem sin søn Jesus Kristus, griber ind i vores egen verden, for at vi skal se os selv og hinanden med Guds øjne og leve i frihed med hinanden som Guds børn.

Evangeliet skal forkyndes, for at vi skal forandres, for at vi skal omvendes. Så vi aflægger vores selvretfærdighed. Så vi holder op med at være beregnende og dømmende. Så vi lever med os selv og hinanden i lyset af Guds ord! Sådan som vi i dag hører om i lignelsen om sædemanden. Så vi forsøger at være som ham, der hverken har skjulte dagsordener, bagtanker, eller opstiller modkrav for sin gavmildhed!

Det er Gud, som sår sit ord i mennesker. I menneskers hjerter sår Gud sit ord. Det er Guds ord, der skal gøre os rene. Det er ordet, der skal luge ud og rense os. Det er ordet, der forlader os vores syndere. Det er ordet, som sætter os fri. Sætter os fri til det vi ikke magter af egen kraft! Alt det gør ordet med os! Det er det befriende ved Guds ord, kommet til os i Jesus Kristus, og som stadig kommer til os i ånd og ord.

Hjertet kan være som en klippe, ikke til at sprænge i stykker, ikke til at rokke. Hjertet kan være skrøbeligt og ikke særlig troværdigt. Alligevel har Ordet en sådan magt og kraft, at det er i stand til at vælte den hårdeste modstand og smelte det mest genstridige hjerte.

Vi kan aldrig vide os sikre, hvornår Guds ord rammer os og gør os bløde! Vi kan holde os nok så langt væk fra det med kirke og kristendom. Alligevel kan Guds ord ramme os dér og når, vi allermindst venter det. Der hvor vi tager afstand fra en guddommelig myndighed og magt. Det kan ske dér, hvor vi synes, at vi er allermest forladt af Gud.

Forladt af Gud er vi ikke, bliver vi ikke nogensinde. Selvom vi tror, det, oplever det sådan, føler det sådan. For Gud har en plan med enhver af os. Gud har haft den, før vi blev til, før verdens grundvold blev lagt. Og denne plan går ud på, at vi skal arve evigt liv. Planen er så godt som realiseret. Jesus har med sin død og opstandelse åbnet paradisets dør, og han vil komme igen og tage os til sig for at vi skal se Gud ansigt til ansigt, ikke efter fortjeneste, men fordi Gud vil det sådan, af sin nåde, af sin ødsle og rige nåde.

Guds veje til os er uransagelige og hans kærlighed til os er uudgrundelig.

For at slutte med berømte ord af den tyske religionshistoriker Rudolph Otto: "Vi finder ikke Gud fordi vi søger ham, men Gud søger vi fordi, han har fundet os."

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen!

- forslag til salmer: 28 391 153 – 603 321 642

Asser Skude 2008 ©, redigeret siden



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post522

Septuagesima

PrædikenerPosted by Asser Skude 29 Jan, 2019 14:48:03


Evangelium til søndag den 17. februar 2019
Jesus sagde: "Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste."
Matt 20,1-16

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken


- arbejderne i vingården

Dagens evangelium er en lignelse over Guds rige. Guds rige lignes med en vingård og dens ejer, som suverænt bestemmer over sin vingård og hvilken løn, han vil give sine medarbejdere. Og hans medarbejdere gør uklogt i at protestere over hans vilje. Det tilkommer ikke dem at gøre indsigelser. Det tilkommer ikke dem at anklage ham for at være uretfærdig.

De mest arbejdsomme synes at være dem, som er mest forbitrede. De tænker: Desto mere man arbejder, desto tjener man. Og det gør de vel ikke uret i? Sådan tænker vel de fleste? Jeg gad godt at se de medarbejdere, som stiltiende havde accepteret, at deres kolleger havde fået samme løn – for mindre arbejdsindsats.

Bemærk i øvrigt, at medarbejderne ikke selv melder sig under fanerne, men hverves af vingårdsejeren, som selv går hen på torvet flere gange i løbet af dagen og henter sin arbejdskraft. Agoraen var datidens form for jobcenter, og der man meldte sig, og der håbede man at blive hvervet til nyt arbejde, for ellers var der ingen løn. Og understøttelse var der intet af fra det offentlige.

Hvad er det glædelige budskab i, at alle får samme løn? Det er vel især glædeligt for dem, som har arbejdet mindst? For de andre som har slidt og "båret dagens byrde og hede" er det vel knap så morsomt? Alligevel får de dog, hvad der er blevet lovet dem. Både de, som har arbejdet lidt, får en denar og de, som har arbejdet hele dagen, også en denar, altså en dagløn.

I og for sig kunne alle arbejdere være glade og tilfredse, for alle fik de det, som var blevet lovet dem og nogle endda mere til. Der hvor forargelsen opstår, er da arbejdsdagen er slut og lønnen udbetales, og de sidst ankomne får samme løn, og endda lønnen udbetalt først.

For mig at se vil lignelsen ikke moralisere over, at alle medarbejdere får samme løn. Lignelsen vil tegne en karakteristik af vingårdens ejer. Han er centrum for dagens evangelium: Han dømmer ikke efter fortjeneste, han er ikke nøjeregnende. Og han vil gerne have så mange arbejdere med som muligt: Flere gange i løbet af dagen er han forbi torvet for at finde flere arbejdere, han kan hverve. Det er vel et billede på, hvordan Gudfader er opsat at kalde sine arbejdere til sin vingård? Og det er vel et billede på, at Gudfader vil tilbyde arbejde til så mange som muligt i sin vingård?

Gudfader er på ingen måde en traditionel arbejdsgiver. Tværtimod. Han sparer ikke på lønnen til sine medarbejdere. Han tænker ikke i cost-benefit analyser eller i, om han har en løntung virksomhed. Han er derimod generøs og storsindet - nogen ville sige ubekymret med sine omkostninger for sin vingård.

På den måde er vingårdens ejer en højst usædvanlig arbejdsgiver. På den måde er lignelsen også langt væk fra noget, som vi kender fra vores tid. Hans form for logik og retfærdighed overgår menneskelig fatteevne. Han stiller ikke andre krav for sine medarbejdere, end at de arbejder i hans vingård, uanset om de så arbejder kort eller lang tid. Han kontrollerer heller ikke hvor effektive, de har været.

Dagens evangelium understreger på god evangelisk luthersk vis, at selv de gør lidt, kan få del i lønnen. Det er det glædelige, at selv lidt kan gøre en forskel. Selv en lille og kortvarig indsats, kan være tilstrækkelig til at få del i lønnen. Ingen skal derfor heller ikke gøre sig til dommer over andres indsats eller mangel på samme. Bare man har arbejdet med i vingården, er det tilstrækkeligt.

Dagens formaning er at undgå at blive som de forsmåede medarbejdere i vingården, som ikke under deres kolleger samme løn. Ingen bør give ondt af sig og optræde som disse jaloux, middelmådige, og selvretfærdige medarbejdere. Ingen bør unde kun sig selv del i den løn, som vingårdens ejer vil udbetale. Det skal vingårdsejeren nok tage sig af, med eller uden disse emsige, nævenyttige og krakilske medarbejdere, som "har båret dagens byrde og hede".

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen!

- forslag til salmer: 736 301 170 – 360 321 658

- udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011 ©



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post521
« PreviousNext »