Asser Skude

Asser Skude

Sidste søndag i kirkeåret

PrædikenerPosted by Asser Skude 14 Nov, 2018 15:06:51

Evangelium til søndag den 25. november 2018

På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«
Matthæus' evangelium, kapitel 11, vers 25-30

Overvejelser forud for prædiken

- at blive modtaget, som den jeg er - at stå foran Thorvaldsens Kristus-figur


Har du prøvet at stå i Vor Frue kirke, Københavns Domkirke, foran Bertel Thorvaldsens alterstatue af den opstandne Kristus? Har du haft den oplevelse, at det netop er dig, Kristus rækker hænderne ud mod?

Har du haft en oplevelse af at statuen har hensat dig til en særlig stemning, hvor du følte tid og rum blev ophævet? Hvor statuen kom og var meget menneskelig, virkelig og nærværende, tilstede?

Har du stået helt oppe ved statuen, har du også set, at Kristi hænder har mærker efter korsfæstelsen, dels såret efter spyddet i siden, dels naglemærkerne i hænderne. Det er de såkaldte stigmata, altså arrene efter de søm, soldaterne hamrede gennem hans håndled, da de naglede ham fast på korsets tværbjælke. Har du stået helt tæt på Kristus-figuren, har du set, at det altså er med disse mærkede hænder, at Kristus rækker ud imod dig og siger: "Kom til mig!".

Selvom der under Kristus statuen står "Kom til mig" og samtidig henvises til dagens evangelist Matthæus kapitel 11, burde der have været reference til evangelisten Johannes, kapitel 20, hvor det er den opstandne, der siger selvsamme ord, da han viser sig for Maria og disciplene. Ikke Matthæus kapitel 11, idet det er den endnu-ikke korsfæstede Jesus, og den endnu- ikke opstandne Herre og Kristus.

Thorvaldsen skildrer den opstandne med sine stigmata og dog udstrakte arme, og Thorvaldsen illustrerer dermed Frelseren, som den der virkelig meddeler sig til mennesker. Han, som virkelig har levet og er død på korset. Han, som kender til menneskelig lidelse, men holdt ud, og gennemførte sin gerning. Og derfor kan en ivrig iagttager af Kristus statuen også få den oplevelse:

Når du ser Kristi hænder, forstår du betydningen af Kristi ord. Kristus gav sit eget liv for din og min skyld. Selv ikke døden skulle skille ham fra os. Intet kan skille os fra hans kærlighed. Selv døden ville han gå igennem for vores skyld. Det var for os, han led. Og du og jeg kan være sikre på, at dér, hvor vores byrder synes tungest, dér hvor vores dage er længst, netop dér har han også været. Så forstår vi dybden bag Kristi imødekommende hænder, hænder, der viser ømhed. Hænder, der vender håndfladen opad. Hænder, der ikke skjuler våben, men som er åbne. Sårbarheden er umiddelbar. Det er disse hænder, der rækker ud, og siger til os: "Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile."

I dag er det som bekendt sidste søndag i kirkeåret: Vi tager afsked med det gamle kirkeår, som nu afsluttes. Vi reflekterer over, det som har været, den del af vores liv, vi har levet. Den vej, vi har vandret, de dage, der er gået. Alt det, vi er gået igennem i det forgangne år, som nu ligger bag. Og foran os ligger det nye kirkeår, den del af vores liv, vi endnu ikke har levet, den tid, vi endnu ikke har oplevet. Her venter os den nye tid med nye oplevelser, nye veje vi skal gå. Her – på vej ind i en ny tid og et nyt kirkeår – møder os de kærlige og fredfyldte ord fra Guds søn: ”Kom til mig”.

De ord kan ikke være tilfældige på kirkeårets sidste dag! De ord skal lede os sikkert ind i det nye kirkeår og hjælpe os sikkert igennem. Kristus vil være der og møde os med sin kærlighed og sin fred. Og der er ingen årsag til at bekymre sig om den kommende tid: "Tag mit åg på jer", siger han selv til os: Nye byrder vil uvægerligt byde sig til i vores liv, og byrderne vil vi tage op, bære og bære videre. Både de byrder, der er til at bære, men også de ubærlige. Både de byrder, vi vil, men også dem, vi ikke vil, men bare skal!

I vore dage bliver "åg" stort set kun brugt i overført forstand – og vel at mærke kun der, hvor der er tale om byrde, som noget tungt og påtvunget. Som forfatter og sognepræst Niels Brønnum har anført, så er et "åg" imidlertid oprindeligt et gavnligt og hjælpsomt instrument, da det helt bogstaveligt talt er et redskab, som igennem århundreder har hjulpet mennesker til at bære tunge byrder med: Dels et træktøj af træ til trækdyr, dels det tværtræ, som mennesker kunne lægge på deres skuldre: Åget gjorde det muligt for vedkommende at bære for eksempel to spande - og samtidig have hænderne fri.

En forudsætning for, at åget kan anvendes med fordel, er naturligvis, at det er tilpasset den, der skal bære det. Passer åget ikke til personen (skuldrene), bliver byrden ikke lettere. Så vil åget gnave og smerte, i stedet for at aflaste.

Et åg er et instrument, som er tilpasset til at lægge over skuldrene og nakken. Og godt er det åg, som er tilpasset ens skuldre, så den byrde, der skal bæres, kan være nok så tung, og alligevel til at bære og holde ud.

Og som Brønnum siger frit citeret: særligt er Kristi åg godt, fordi det deler skæbne med Kristus. Sammen med Hans åg bliver vores åg til at bære. Med Kristi åg på vores skuldre kan vi bære det ellers ubærlige. Med hans åg på vores skuldre, vil hans hænder også bære os oppe. De hænder, der er mærket af søm efter korsfæstelsen: Kristus der ydmygt og sagtmodig af hjertet låner os beredvilligt sit eget åg. Han der havde allerede taget det åg på sig, låner nu sit gode åg til os.

Vi kan tage det åg på os og vandre trygt vandre i hans spor. Hvad der tidligere tyngede os, har han nu givet os lejlighed til at give slip på ved at lægge det over på hans åg. Det, som før i tiden vejede tungt på vores skuldre, vil, når det lægges på hans åg, føles let. Og han efterlader os sin fred, når han har båret vore byrder væk. Freden som er den varige virkning af hans liv for os.

Ligesom Thorvaldsens statue i Vor Frue kirke også lyser sin fred over den, som betragter den. Det er den følelse af fred i sindet, Kristus kan give os. En fortrøstning i forhold til den kommende tid og det liv, som venter forude. En fornemmelse af, at den tid skal bringe noget godt. Ikke mindst med hans åg på vores skuldre, for han har lovet os, at den som bærer hans åg, skal finde fred og hvile for enhver byrde.

Sådan vil vores byrder, ansvar, opgaver, sorger, smerter, som ellers ikke er til at bære eller holde ud at leve med, bliver til at bære og holde ud, selv ind i det næste år, som venter.

Enhver af os, har ting som ellers kunne tynge os ned i et tungt mørke, men fordi vi tilbydes hans åg, vil vores byrder kunne bæres - uden at det tynger os ned i det mørke, men nu til at holde ud at bære – og vel og mærke bære ind i den nye tid, ind i det nye kirkeår.

Kristus breder sine hænder velsignende ud og giver os del i sin fred. Og det er i lyset af den fred, vi i dag kan afslutte vores gamle kirkeår af og rette vore blikke mod det kommende

Som det hedder i "Dybt hælder året i sin gang":

"Han lover os en evig vår
trods vinterstorm og død;
thi livet frem af graven går,
som Kristus gennembrød"

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

- forslag til salmer: 732 403 638 - 487 440 431

- © Asser Skude 2008, redigeret siden





  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post510

Femogtyvende sønddag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 10 Nov, 2018 20:55:49

Evangelium til søndag den 18. november 2018
Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: »Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.« Men han sagde til disciplene: »Der skal komme dage, da I vil længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den. Man vil sige til jer: Se, dér er han! eller: Se her! Men gå ikke derhen, og følg ikke efter. For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag. Men først skal han lide meget og forkastes af denne slægt. Og som det var i Noas dage, sådan skal det også være i Menneskesønnens dage: De spiste og drak, giftede sig og blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og udslettede dem alle. Eller som i Lots dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede; men den dag, da Lot forlod Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himlen og udslettede dem alle. På samme måde skal det være den dag, da Menneskesønnen åbenbares. Den, som den dag er oppe på taget og har sine ting nede i huset, skal ikke gå ned og hente dem, og lige så lidt skal den, der er ude på marken, vende hjem igen. Husk på Lots hustru! Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det.
Luk 17,20-33


Overvejelser forud for prædiken ved rytmisk gudstjeneste kl. 10.30 søndag den 18. november 2018 i Bellahøj kirke

- om at leve sit eget liv, ikke andres: Paris Hilton

I dagens evangelium er Jesus og disciplene på vej mod Jerusalem, mod Jesu endeligt. Stemningen trygget og disciplene er ængstelige for at skulle miste deres mester og ikke mindst er de ængstelige for hvordan det skal gå dem, når de bliver overladt til sig selv. Hvordan skal de klare sig, og hvordan skal de vide, når tiden er inde og Guds rige kommer. De stiller Jesus mange spørgsmål: Findes Gudsriget allerede og i givet fald hvor er det? Hvor vil det vise sig og bryde igennem?

At Gudsriget ikke lader sig skue med det blotte øje, ved enhver. Ingen har set Gudsriget, men mange har hørt om det, og tror på det findes. Selvom Gudsriget ikke kan ses med det blotte øje, kan vi høre om det og tro på det, hvis forkyndelsen af Gudsrigets griber os.

Undertiden kan vi endda ligefrem fornemme eller føle nærvær af Gudsriget:
- Når vi bliver høje af lykke.
- Ved oplevelser, vi aldrig glemmer, men husker og gemmer i vores inderste – som en dyrebar og kostbar skat.
- Ved smukke øjeblikke i vores liv, hvor vi føler en ophøjethed.
- I smukke øjeblikke hvor vi kan fastholde nuet, hvor vi skønner på det og ønsker varer ved.
- I øjeblikke hvor grænsen mellem tid og rum ophæves. Hvor evighedens dimension bryder igennem. Hvor grænsen til evigheden så at sige nedbrydes. Og vi har det næsten som om vi befinder os i en anden dimension, et andet sted - samtidig med vi befinder os lige nu og her i vores menneskelige liv.

Hvad betyder Jesu forkyndelse af Gudsriget og dets komme, hvis det skal anvendes på os? Jesus siger jo at ”Guds rige er midt iblandt jer”, dvs. at vi så sige skal finde Gudsriget lige for hånden. I vores eget liv, i vores relationer, vores samspil med andre. Dér skal det vise sig – og gribe os i nuet.

I vores moderne samfund kan man iagttage stigende tendens til at mennesker lader sig fascinere af alt andet end nuet og øjeblikket. Alt andet end det som ligger ligefor én selv– alt andet end det hverdagsagtige med familien eller vennerne, fanget i en forventning om noget kommende eller noget bedre. En fascination af alt andet end det ordinære og helt almindelige liv Et stadigt større antal af os finder interesse i at følge med i andres liv - i form af Facebook, Instagram, Snapshot osv. - hvor man følger kendte eller almindelige mennesker, der prøver at leve deres drømme ud.

Hvorfor vælger så mange af os at bruge så meget tid på at følge med i andres liv? Hvorfor være så optaget af om dem og deres liv og deres lykke? Om de realiserer sig selv, bliver stjerne for en aften? Hvorfor dog ikke give vores eget liv, den opmærksomhed, som det i virkeligheden fortjener?

Ville der ske noget ved at fokusere lidt mindre på andres liv og kere os mere om det liv, vi nu engang selv sidder med i vores hænder og som er nu og her og hvor lykken glimtvis optræder – sammen med børn, børnebørn, søskende, familie og venner. Hvorfor dog ikke vælge at leve sit eget liv som om var det ugens højdepunkt, verdens bedste underholdnings og reality-show.

Statistikken viser vi mennesker i den moderne tid lever mere og mere isolerede fra hinanden. I vores egne rum, egne verdener. Måske er vi usikre på hvordan vi finder lykken og om den findes og måske tvivler vi på vores egen evne til at skabe os lykken og måske lader vi os derfor lettere fascinere af andre, som tilsyneladende er lykkelige, fordi de måske er blevet kendte eller rige.

Et moderne fænomen, typisk for vor moderne tid har siden årtusindskiftet været f.eks. Hilton hotel-arvingen Paris Hilton. Hun synes at være blevet et ikon for millioner af unge mennesker.
I princippet er det intet unaturligt i at millioner ser op til hende og er fascineret af hende. Det generer mig ikke. Problemet er snarere at Paris Hilton er kendt – for at være kendt.

Hvad er baggrunden for at Paris Hilton-fænomenet og hvorfor være så optaget af hende og hendes liv? Jeg tror det ikke mindst skyldes den tid vi lever i. Det at være optaget af smukke unge mennesker, der har masser af penge og kendte – blot for at være rige og succesfulde. Som sådan ikke fordi det disse kendte har fundet ny viden, gjort noget fantastisk for mange mennesker eller forsket og fundet frem til et vidunder-middel og som fortjener en nobel-pris.

Min pointe er dog den. At hvis endelig Paris Hilton har gjort noget som fortjener en nobel-pris for og hvor Paris Hilton er unik, er det at hun blot er den hun er og hun forsøger ikke at lave om på det.

Paris Hilton er datter af grundlæggeren til det amerikanske Hilton-dynasti. I bedste Matador eller Glamour-stil. Arving/prinsesse eller hvad man vil kalde det til et lille kongerige af penge, prestige af en kæde af verdens fineste hoteller i verdens største byer. Hvis det ikke lige var for Paris Hiltons opførsel ville hun stå som en af hoved arvingerne til dette kongerige/imperium. Hvis det ikke lige var for Paris Hiltons opførsel kunne have levet sine dage i sus og dus uden hjælp fra det offentlige – af sin fars penge.

Nu har Paris Hilton så valgt så valgt at leve sit liv – ligesom en masse andre unge amerikanere – med fester, druk og måske også stoffer, og hvert tilfælde sex før ægteskab. Og sex på video, sex på offentlige steder og hvad ved jeg. Ikke fordi nogen ikke har gjort det før, ikke fordi at andre unge kunne gøre det, men Paris Hilton er blevet særligt eksponeret – fordi hun er en kendt ung pige og har ikke på noget tidspunkt forsøgt at skjule sin livsførelse.

Paris Hilton har nærmest gjort sine svageste sider til hendes stærkeste og det er blevet hendes kendemærke. Paris Hilton har nærmest brandet sig selv for det liv hun kom fra, hendes medfødte milliard-arv, gode udseende, ingen uddannelse. Paris Hilton har ikke forsøgt at skjule sin hang til det søde liv med sex og druk, ja selv da hun blev taget for spiritus-kørsel, forsøgte hun ikke at skjule det, men inviterede pressen indenfor.

Sagt populært, da det så allerværst ud for hende, da hendes kæreste offentliggjorde en video med hende uden tøj og hvor de havde sex, benægtede Paris Hilton ikke, og hendes kæreste kom til at stå som et jaloux kvaj, der desperat forsøgte at skandalisere sin eks-kæreste.

Og da Paris som nævnt kom i fængsel, skjulte hun det ikke, tværtimod, hun inviterede hele verdenspressen indenfor og iscenesatte sin løsladelse. Hun sørgede for at samtidig med at verdenspressen filmede hendes løsladelse, og hun benyttede lejligheden til at lancere sin nye eget tøj-design, Paris Hilton.

Jeg kender ikke Paris Hilton personligt, men hvis jeg havde, ville jeg have rost hende for, at hun har levet sit liv som hun har levet, hun er sig selv, forsøger ikke at gøre det bedre, og forsøger heller ikke at gøre sig værre end hun er. Og måske er det det som en masse unge mennesker ser op til ved hende. Det lyder naivt. Det lyder banalt. Det er det måske også. Og alligevel er der en kæmpe styrke i den måde Paris Hilton lever på og måske er det det som fænger så mange millioner af unge mennesker verden over. Og måske er det hele ikke bare markedsføring og onde markedskræfter.

Måske skyldes interessen for Paris Hilton, at hun oprigtig talt, når alt kommer til alt, vitterlig er en helt almindelig pige, der forsøger at leve sit liv – uanset at hun så er også var og er en af verdens største brands og et ikon for nutidens unge..

Måske er det det som ligger under overfladen bag hendes ellers glamourøse liv med eksklusivt tøj, dyre vaner, spektakulære kærester, sex osv. Men når alt kommer til alt, bag facaden er hun en almindelig pige, som ethvert andet ungt menneske, der forsøger at finde lykken og finde venner, finde sig selv, vælge sig selv, begå sig i en verden, hvor overflade har så meget fokus.

Det mest skræmmende for mange mennesker ville måske være, hvis de selv havde mulighed for at være som Paris Hilton. Ikke nødvendigvis rige og berømte, men hvis enhver indså, at det er op til ham og hende at skabe sit eget liv, vælge sig selv, realisere sig selv. Ikke lægge skylden over på andre. Selv tage ansvaret for sit eget liv. Være mest optaget af sin egen karriere og lykke, frem for de rige og kendte, mennesker man aldrig har mødt.

Det ”at græsset altid er grønnere på den anden side” er måske noget som vi prøver at bilde os selv ind, for at slippe for det enorme ansvar du og jeg har for selv at være herre i eget hus. Selv at skabe os et liv og en lykke, vi kan være tilfredse med.

Nok er det sjovt at engagere sit i andres liv, det er fascinerende, men risikoen er, at vi glemmer at leve vores eget liv, som nu engang er langt vigtigere at leve.

Og det må nu engang være op til os selv og være eget vores ansvar at skabe os et liv, som vi finder interessant og meningsfuldt.

Så vi ikke ødsler vores kostbare og dyrebare tid bort – men – som Jesus forkynder - tage udgangspunkt i, at Guds rige er midt iblandt os. Nu og her. En virkelighed, der er til at forholde sig til. En virkelighed som er langt mere spændende og rig på oplevelser, end noget TV-show eller nogen kendt eller berømt person kan præstere for os.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

- forslag til salmer: 731 28 69 458 750

- © Asser Skude 2008 ©, redigeret siden



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post509

Morten Bisp

PrædikenerPosted by Asser Skude 30 Oct, 2018 14:02:48

Overvejelser forud for prædiken ved rytmisk gudstjeneste kl. 16.00 lørdag den 10. november 2018 i Bellahøj kirke


Morten Bisp - "ydmyghed fremfor ære"

Ret beset er Mortens Aften ingen helligdag, og det er strengt taget ikke obligatorisk at fejre gudstjeneste denne dag i kirken og der findes heller ikke et obligatorisk evangelium til denne dag, som præsten skal prædike over. Lidt ligesom Alle Helgen er dette en fest, som markeres oftest uden for kirkens rum - og har overtaget ude i hjemmene, hvor man traditionen tro spiser and eller gæs, men måske har glemt hvorfor man egentlig gør det...

I Bellahøj kirke er der dog en tradtion for at man markerer denne aften, dels med en aftensgudstjeneste, dels med spisning af and bagefter - Mortens and, som traditionen foreskriver.

Mortensaften og dens tradition synes at have overlevet den reformation, som Danmark gennemgik siden 1500-tallet. Den reformatoriske bevægelse herhjemme og i Norden har tilsyneladende dog ikke formået at udvidske en skikkelse som Morten Bisp.

Det er interessant. Den reformatiske bevægelse vil afskaffe helgendyrkelse, men afviser ikke brugen af helgener - så længe de blot tjener som forbilleder for andre - som pejlemærker hen på Gud. Luthers medarbejder Melanchton skriver f.eks. i artikel 21 i bekendelsesskriftet "Confessio Augustana", at helgener "ikke skal dyrkes, men ihukommes offentligt, for at vi skal efterligne deres tro og gode gerninger i overensstemmelse med vort kald". (se min prædiken til Alle Helgen, hvor jeg uddyber dette.)

Morten Bisp synes at være sådan et eksempel, han hjalp de fattige og han havde stor folkelig appel. Og han var elsket og afholdt - så meget altså - at folk ville have ham som biskop og ingen anden.

Personligt minder han mig om andre skikkelser fra biblen. Fra det Gamle Testamente lidt som Moses, der egentlig var en fyr, som ikke mente, han kunne opfylde Guds plan med det jødiske folk. Alligevel blev det Moses, som kom til at stå i spidsen for den vandring ud af Ægypten og til det hellige land. For Gud kunne godt bruge Moses, også selvom Moses ikke synes han var den rette til opgaven og tvivlede på sine evner.

Morten Bisp minder mig også lidt om en skikkelse fra det Gamle Testamente som Abram, der var næsten 100 år og ikke kunne få børn, og dårligt kunne tro da Gud fortalte ham, at han skulle blive far til et hav af folk, ligeså talrige som himlens stjerner, derefter fik han tilnavnet Abraham (ordspil på hebræisk mellem hav af folk og hav af stjerner).

Hvad kan vi lære af Morten Bisp?

Først og fremmest er beretningen om Morten Bisp en humoristisk beretning. Hvor meget sjov og ballade har der ikke været i byen, hvor Morten boede, da en kirkens mand gemte sig i møddingen sammen med dyrene? Dels må han have lugtet og hans tøj været svært at få rent igen. Enhver som kender gæs, ved at de sviner helt enormt. Det er det værste sted at gemme sig, hvis man ikke vil være beskidt.

Det er samtidig også meget sympatisk træk at Morten ikke var bleg for at gemme sig i det værste møg, for det ville de færreste kirkefolk gøre på den tid. Selv i dag ville vel nok mange trække på smilebåndet - måske endda blive forargede, hvis en præst bogstaveligt talt kom på bondes mødding og fik møjet sit fornemme tøj til.

Frygten for hvad folk måtte tænke om at Morten gik ind til svineriet hos gæssene, synes ikke at have været Morten Bisps største bekymring - og det er også et ret sympatisk træk. Morten har gået sine egne veje. Man ser ham nærmest for sit indre blik som en livsglad og folkekær person, afholdt for sit elskelige og jordnære væsen.

Også beretningen om hvordan han som ung soldat hugger sin kappe i to, for at dele med den fattige foran porten i Amiens. Ham som ellers ingen anden havde set eller hjulpet, ham hjalp Morten. En rådsnar og enkel handling, der fortæller alt. En ung og fattig soldat, der - som en anden ridder - træder til - og retter op på uligheden. Et godt eksempel til efterfølgelse. Inspirerende og varmende er det at høre om hvordan han allerede som ung formår at gøre en forskel - med enkle midler. Og historie der også hurtigt blev til en legende om Mortens særlige evner.

Fordi Morten bare er sådan en skikkelse som naturligt gør en varm og glad om hjertet - og en, der gør som Jesus formanede sine egne disciple at gøre (Hvis du har to kapper, så giv til ham som ingen har...)

Til gudstjenesten i Bellahøj kirke på lørdag, hvor vi markerer Morten Bisp, vil det være oplagt at synge de glade (og nye) salmer fra salmebogen "Du som gir os liv og gør os glade" - for det gør sådan en skikkelse som Morten Bisp. Og "Du satte dig selv i de nederste sted". Om nogen gjorden Morten det. Og vi husker ham for det den dag idag, mere end 1600 år efter hans død.

Sikke et eftermæle Morten Bisp har fået. Han må virkelig have gjort indtryk på sin samtid. Han må virkelig have gjort end forskel at vi hører om ham og fejrer.

Og det er vel netop fordi han var et eksempel, der pegede ud over sig selv - hen på kærligheden til Gud og næsten. Fordi det han gjorde og sagde peger hen på en virkelighed, som er større end denne verden.

Hans beretning står på mange måder i kontrast den en verden af i dag, hvor en del er selv nok og sig selv nærmest og vil krediteres for deres gode handlinger. Der mangler empati og retfærdighedssans i vores samfund, og man savner sådanne nogle forbilleder som Morten Bisp i vores samfund. Hvor inspirerende for vores politiske klima og parlamentariske styre, ville det ikke have været, hvis der havde været en Morten Bisp anno 2018 – så ville hans eksempel være et ”lys i mørket” for vores samfunds syge og udsatte.

Alle danskere kunne have nytte af at lære om hans ydmyghed – og det at pege ud over sig selv. Forhåbentlig vil de fleste danskere gerne hjælpe de svageste og gøre en forskel i samfundet, men når det kommer til stykket har vi måske for travlt eller er for selvoptagede til at række ud og hjælpe.

Hvis der var nogle flere slags af Morten Bisps støbning, ville verden se anderledes ud. Med sin ydmyghed og hjælpsomhed gjorde han en forskel. Han gjorde det jo ikke for at det skulle blive kendt eller for at fremme sin egen sag.

I dag kunne man frygte at vi er så optagede af os selv – så når vi gør noget godt for andre – lægger vi vores gode gerninger ud på Facebook, Twitter, Instagram osv.

Det er godt at hjælpe andre, men det skal ikke ske for at fremme sin egen sag – eller for at det skal udbasuneres til højre og venstre eller man profilerer sin egen agtelse og selvbillede.

Morten Bisp kan anvendes som forbillede for ydmyghed. I protestantisk sammenhæng skal han naturligvis ikke dyrkes som helgen, men hans liv kan tjene som inspiration for enhver kristen. Og i den sammenhæng er det ikke så mærkeligt at også hans historie har ”overlevet” reformationen. Ligesom Lucia og Sankt Nikolaus, som vi i december også vil fejre i protestantisk sammenhæng – for deres hjælp til fattige og udsatte.

Det er opbyggeligt at hjælpe svage, men naturligvis ikke noget som gør os til bedre kristne eller troende. Det er alene ved hjælp af vores tro og Guds nåde at vi kan blive frelst. Af vores gode gerninger til fattige og udsatte frelses vi ikke – uanset hvor meget eller lidt vi gør.

Men rigtigt og næstekærligt er det naturligvis at hjælpe de svageste.


På en måde har Morten Bisp været forud for sin tid. I en vis forstand var hans bedrifter ”protestantiske”. Det handler ikke om at fremme sin egen sag, men Guds sag. Det handler ikke om ham selv eller fremme hans sag, men en større sag. Og han gør det ikke med nogen bagtanker eller noget formål. Han gør tilsyneladende bare det ”rigtige”, fordi han ikke kan andet.

Heldigvis afslørede gæssene Morten og han blev fundet og gjort til biskop. Og mon ikke Morten var en succes som biskop, hvorfor ellers huske ham? Meget menneskeligt og sympatisk er det at Morten Bisp ikke fremhævede sig selv, men gemte sig. Faktisk er det også i overensstemmelse med det sted fra apostlen Paulus, hvor han skriver i sit brev til menigheden i Rom: "Tragt ikke efter de høje ting, men hold jer til de ringe, vær ikke kloge i egne tanker; stræb efter det, der er godt i alle menneskers øjne, om det er muligt. Hold fred med alle mennesker, så vidt det står til jer."

Det evangeliske i Morten Bisp legenden, er for mig at se, at Morten ikke overvurderer sig selv, i stedet er han nøgtern og tvivlende om sin formåen. Gud vil dog gerne have ham til biskop - og folket ønsker ham som biskop, ja de leder jo ligefrem efter ham alle vegne, og selvom de må helt ud til gæssene (i grissestien formoder man) så går de helt der ud. Så meget er han ønsket - også selvom han virkelig gjorde sig for at undslå sig.


Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

- forslag til salmer: 68 614 369

- © Asser Skude 2014 ©, redigeret siden



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post508

Alle Helgen

PrædikenerPosted by Asser Skude 27 Oct, 2018 22:46:43

Evangelium til søndag den 4. november 2018
Jesus sagde: »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.«
Matt 5,13-16

Overvejelser forud for mindegudstjeneste kl. 10.30 søndag den 4 november 2018 i Bellahøj kirke

Lutheranere har god grund til at fejre Allehelgen, også selvom det var Luther imod. For Alle helgen er ikke ensbetydende med helgendyrkelse!

Må vi lutheranere fejre Allehelgen? Ja, det må vi. Vi har frihed til at fejre Allehelgen – også selvom det egentlig personligt var Luther imod. Jeg vil også give andre grunde til, at vi som gode lutheranere kan fejre Allehelgen.

Allehelgenssøndag har fået sit navn efter Allehelgen, som oprindeligt er en tradition fra den katolske kirke. Faktisk falder fejringen af Allehelgen i den katolske kirke i to dele, dels en fejring søndag af alle helgener, dels en fejring mandag af alle sjæle, det vil sige alle de, der er gået bort.

Nu er de to fejringer så i vores lutherske kirker slået sammen til blot én eneste fejring. Det er en fejring af alle, som med deres liv og gerning har været forbilleder for andre. Ikke at de er mere hellige end alle andre dødelige, ikke fordi de skal tilbedes eller påkaldes i håb om frelse, men fordi de med deres liv og gerninger har været forbilleder for andre, og fordi deres gerninger peger hen mod Gud.

Sådan kan vi stadig være tro mod den lutherske tradition og samtidig fejre Allehelgen uden at øve vold på den fine og tusindårige tradition, som den katolske kirke bar indtil Reformationen. Luthers medarbejder Melanchton skriver i artikel 21 i bekendelsesskriftet Confessio Augustana, at helgener "ikke skal dyrkes, men ihukommes offentligt, for at vi skal efterligne deres tro og gode gerninger i overensstemmelse med vort kald".

Når mange lutherske kirker hvert år tænder lys og mindes dem, som er gået bort i årets løb, så mindes man dem, som har været med til at gøre en forskel. Så mindes man de, som har gjort noget særligt og betydet noget særligt, ikke for at høste berømmelse, ikke for at få ros, ikke for at få det igen, de har givet, men af oprigtig kærlighed til Gud og næsten.

I dette lys kan allehelgenssøndags evangelium udlægges: At vi mindes og ihukommer de, som har betydet noget ganske særligt: De, som har tændt et lys for os, de som er blevet lys for os. Som lys, der skal skinne for os på vores vej gennem livet. Og deres tro og gerninger er eksempel til efterfølgelse, som Melanchton skriver.

Gerningerne, vi gør for andre, er ikke uden betydning: Gerningerne kan også give lys og håb til dem, vi møder. Hvad er det så for gerninger, som er så lysende, at andre ser dem og kommer på rette vej? Er det bedrifter, der får folk til at spærre øjnene op? Næppe, det er langt mere udramatisk og stilfærdigt.

Det er snarere "at leve sømmeligt", som apostlen Paulus skriver i sit første brev til menigheden i Thessalonikki: "I skal sætte en ære i at leve stille og passe jeres egne sager og arbejde med jeres hænder, for at I må vandre sømmeligt over for dem, der er udenfor, og ikke trænge til hjælp af nogen."

Og i sit brev til menigheden i Rom skriver apostlen Paulus: "Tragt ikke efter de høje ting, men hold jer til de ringe, vær ikke kloge i egne tanker; stræb efter det, der er godt i alle menneskers øjne, om det er muligt. Hold fred med alle mennesker, så vidt det står til jer."

- forslag til salmer: 731 552 571 476 787

© Asser Skude 2016 - udgivet som Allehelgens synspunkt, forside www.kristendom.dk tirsdag den 1. november 2016

  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post507
« PreviousNext »