Asser Skude

Asser Skude

Fjortende søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 27 Aug, 2018 09:47:35

Evangelium til søndag den 2. september 2018
Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinger, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: "Vil du være rask?" Den syge svarede: "Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig." Jesus sagde til ham: "Rejs dig, tag din båre og gå!" Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring. Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: "Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre." Han svarede dem: "Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå." De spurgte ham: "Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?" Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: "Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre." Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask.
Joh 5,1-15

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken

- den lamme ved Betesda dam

Af de mange syge mennesker, som ligger ved Betesda dam tiltrækker en person sig særligt opmærksomheden: Den syge mand, som har ligget det samme sted ved dammen i 38 år og ventet på, at nogen griber ind og hjælper ham. Enhver som hører dagens evangelium fra Johannes får medynk med staklen. Tænk at ingen endnu har hjulpet ham! Den syge kommet for sent hver gang. Han har ikke fået glæde af de gange, hvor en Guds engel har rørt vandet og forvandlet det. Den syge mand er handlingslammet – bogstaveligt talt - for hele 38 år i træk. Det er en håbløs situation. Hvordan skal det nogensinde blive bedre?

Så tager historien en drejning. Så sker der alligevel noget. For Jesus kommer forbi og får øje på ham. Jesus griber ind i den håbløse situation og henvender sig til ham. Dagens evangelium er modsat af mange andre helbredelsesberetninger, hvor det er den syge selv eller den syges familie, som henvender sig og trygler om helbredelse. Men her er det altså omvendt: Den syge mand får ikke lov til at ligge der længere, isoleret og hjælpeløs. Jesus kommer hen til ham og konfronterer ham med hans situation.

Uden diskussion er det frygteligt, når sygdom rammer et menneske. For mig at se er og bliver sygdom af det onde, og det er udsigtsløst at se nogen mening eller formål med sygdom i enhver henseende. Og forhåbentlig vælger de fleste sunde og raske mennesker at undgå enhver sygdom og lidelse med deraf følgende smerte - både på den korte og lange bane. Nogle er dog bedre stillet end andre, ikke mindst med hensyn til generne. Og nogle synes at kunne tåle mere end andre før de bliver syge eller lider, men at nogen skulle vælge sygdommen for sygdommens skyld er forhåbentlig ikke noget der sker hver dag: For mig at se drømmer vel intet barn eller ung person sig et liv som voksen - fanget i sin egen krop og med sygdom. Sygdom er ikke godt og bringer sjældent gode ting med sig.

Det er i sagens natur mod naturens og skabelsens ordning når sygdom rammer ind. Sygdom medfører ofte smerte og lidelse for den pågældende og de pårørende, og risikerer også at anspore de berørte om meningen med det hele og om det er Guds vilje eller Guds straf. Har personen gjort sig fortjent til sygdommen?

Den tankerække er udsigtsløs og fører ikke nogen steder hen. Skulle Gud være så ondsindet og udspekuleret at påføre enkeltpersoner lidelse og smerte? Det må man ikke håbe, for så skulle Gud bruge sin kostbare tid og kræfter på at ødelægge livet og glæden ved livet fra mennesker, som Gud selv har skabt. Gud er livets og menneskets skaber og opretholder, og derfor kan Gud ikke være sin egen modstander eller modsætning. I teologien kaldes dette "teo-dicé", som betyder "Guds retfærdighed" eller i daglig tale "det ondes problem": Hvordan kan Gud være god, når der findes sygdom og ødelæggelse i verden? Har Gud da ikke skabt verden og er Gud da ikke almægtig som skaber og opretholder?

Sygdom påfører mennesket så store tab, at det ville være absurd at spørge efter mening eller se noget formål med at påføre mennesket sygdom. Og der findes der menneskeskæbner og sygdomshistorier, som ingen ende synes at ville tage. Her er beretningen om den syge ved Bethesda dam en sådan skæbne: Hans sygdom og elendighed er så udtalt at de færreste mennesker i dag kan forestille sig det. Måske kun lignende eksempler i vores tid findes i den tredje verdens lande, hvor der ikke er læger eller sygeplejerske til at behandle eller lindre.

Den syge ved Bethesda dam er så ringe stillet, at han påkalder sig særlig opmærksomhed: 38 år i lidelse og hjælpeløshed: Den syge fremstår afmægtig og hans sygdomsbillede fylder mere end ham selv. Det sygelige i ethvert sygdomsbillede optræder, hvis det ikke er muligt at skelne mellem mennesket som viljefast individ og sygdommen selv. Det er ikke muligt at forestille sig den personen uden sygdommen. Sygdommen er en del af identiteten. Sygdommen har nærmest overtaget identiteten. En sådan person var den syge ved Betesda dam. Groft sagt er det snarere sygdommen og magtesløsheden, der møder Jesus, det er ikke et frit menneske.

Det har Jesus naturligvis set, da han møder den ulykkelige og hjælpeløse stakkel ved Betesda dam. Derfor må Jesus gribe situationen radikalt anderledes an, end med medlidenhed og ynk. Derfor må Jesus indlede sit møde med den syge mand, om han egentlig ønsker at blive rask. For pointen ved dagens evangelium er egentlig ikke om manden kan blive rask, men om han ønsker at blive rask.

Bemærk at Jesus ikke siger "Bliv rask". Jesus spørger i stedet "Vil du være rask?". Jesus forestiller sig ikke, at ingen gennem de seneste 38 år har forsøgt at hjælpe manden. Jesus tror ikke, at manden har været helt uden skyld i, at han har ligget det samme sted i så lang tid. Bemærk at på Jesus spørgsmål "Vil du være rask?" forbliver den syge mand tavs. Den syge mand svarer ikke på, om han vil være rask! I stedet skyder den syge ansvaret for sin skæbne på andre. "Der har ikke været nogen til at hjælpe mig i 38 år". Nu fornemmer man, at Jesus tager den syge mand på ordet og Jesus kunne have sagt: "Nu har du mig til at hjælpe dig". Og i stedet for at indlede en længere diskussion med manden, om der har været chancer i de 38 år eller ej, byder Jesus den syge mand: "Stå op, tag din båre og gå”

Med sin tale griber Jesus ind i den syges liv. Også selvom den syge blot indirekte havde bedt om hjælp, idet han beklagede sig over, at ingen hidtil havde hjulpet ham. Alligevel er Jesus dér og vil hjælpe. Og nu kan den syge ikke længere blive i den passive rolle og den hjælpeløse rolle. På Jesu ord tvinges den syge til at forholde sig til sin situation, og på Jesu ord er der ingen vej udenom, da Jesus så at sige uopfordret helbreder den syge mand.

Det er næsten som om det hele går for stærkt: Den syge har blot beklaget sig over, at ingen har hjulpet og den syge har som sagt heller ikke bedt om Jesu hjælp. Alligevel får den syge hjælp og bliver helbredt. Uden forbehold rejser den syge sig, tager sin båre og går. Helbredelsen i sig selv fremstår som et antiklimaks: Dels altså fordi den syge ikke direkte beder om sin egen helbredelse og ikke desto mindre får den, dels fordi den syge ikke en gang siger redningsmanden tak, dels fordi den syge ikke engang gribes af den mindste anger eller gudsfrygt. Tilmed registrerer den syge ikke en gang, hvem der er hans redningsmand. Ikke engang den ulejlighed at anstrenge sig for at finde identiteten af sin redningsmand, gør den syge sig.

Først senere finder den syge ud af det. Det sker efter at jøderne har anklaget ham for bryde budet om at holde fri på sabbatten ved at rende rundt og bære sin båre. Tilmed fralægger den syge sit personlige ansvar og giver redningsmanden skylden. Og da den syge finder at redningsmanden er Jesus, har han tilsyneladende heller ingen problemer med at give skylden videre til sin redningsmand: "Det var ham, som gjorde mig rask. Det var ham, der sagde til mig: "Tag din båre og gå"."

Det er nærmest som om den syge mand ikke vil acceptere eller handle ud fra det vilkår, at livet lige er blevet skænket ham på ny. Den syge, der er blevet rask kan forekomme en anelse utaknemmelig: Han ikke engang opsøger Jesus eller beder om hjælp, alligevel får han hjælp udefra.

Må beretningen om den syge ved Bethesda dam tjene som styrke og trøst for enhver: At vi må se Guds ufattelige nærvær, når vi modtager hjælp ovenfra, selv når vi ikke beder om den. Og selv når vi ikke fortjener hjælp og ikke ser hjælpen eller værdsætter den.

Måtte vi i stedet opføre os taknemmeligt og i respekt for livet og den gave vi dermed har fået betroet af Gud, som skaber og opretholder os.

Måtte denne beretning tjene til trøst og håb for os, når vi føler os ensomme, forladte, syge. Måtte denne historie give os håb, når vi hører om Guds søn, vor herre Jesus Kristus, som genrejser liv.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.


forslag til salmer: 410 658 42 - 157 473 371


- Asser Skude © 2008, redigeret siden



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post498

Trettende søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 22 Aug, 2018 09:28:40

Evangelium til søndag den 26. august 2018
Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: "Hvad vil du?" Hun sagde til ham: "Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd." Jesus svarede: "I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?" "Ja, det kan vi," svarede de. Han sagde til dem: "Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for." Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: "I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange."
Matt 20,20-28

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken

- Zebadæussønnerne


Dagens evangelium beskriver en situation umiddelbart før påskeugen i Jerusalem: Jesus har netop sat sine disciple ind i sin kommende skæbne; lidelse, død og opstandelse. Alligevel er det som om disciplene ikke kan fatte, hvad der er på færde: De forstår de ikke, at Guds egen søn skal gå grueligt meget igennem. Det som, Jesus har lært dem, er prellet af på dem: Han har lært dem, at livet er om at gå sin skæbne imøde og ikke forsøge at hytte sit eget på bekostning af andre. Alligevel optræder de to Zebedæussønner som om det er dem ganske ukendt: De tror åbenbart de kan skaffe sig fordele i Guds rige. De to Zebedæussønner har udset sig de to fornemste himmelske pladser, ved Guds søns side - en ved hans højre og en ved hans venstre side. Zebedæussønnerne er ret dristige, at de uden tøven insisterer på deres ambitiøse ønske. I deres iver tøver de hellerikke med at påstå, at de sagtens kan drikke af samme bæger som han, deres mester. Zebedæussønnerne sætter med andre ord ikke deres lys under en skæppe.

Egentligt er det ret menneskeligt, sådan som de to Zebedæussønner opfører sig. Hvor mange mennesker vil ikke gerne være stjerner og have opmærksomhed og anerkendelse? Jeg selv inklusive. Hvem vil ikke gerne høste frugterne af sin indsats og højste anerkendelse? Og hvem vil ikke gerne have belønning i himlen? Og hvilken forælder ønsker ikke, at deres børn skal klare sig godt og høste berømmelse? Dagens evangelium har sådanne hovedpersoner: To unge mænd, som gerne vil høste anerkendelse samt deres mor, som gerne ser hendens børn blive kendte og belønnet.

De to Zebedæussønner, Jakob og Johannes, afslører sig som ret menneskelige, når de fremkommer med deres ønsker. De handler og tænker som denne verdens børn: De har behov og bekymringer om deres fremtid og lykke. De to har endda en mor til at gå i brechen for dem. Og måske gør hun det ligefrem gerne? Og måske endda på eget initiativ? Og måske drevet af sin moderkærlighed nurser hun om sine sønner lige på kanten af hvad godt er - som en anden "helikopterforælder" :-).

Bag Zebedæussønnernes ønske om himmelsk anerkendelse gemmer sig en form for desperation. Ordet "desperat" kommer af det latinske tilsvarende ord, som betyder "uden håb". De to Zebedæussønner må savne håb for deres fremtid siden de udfritter Guds søn om deres udkomme. Som Guds søns disciple har de ikke grund til at føle sig fortabte eller uden fremtid, alligevel opfører de sig sådan. Hvor tit har deres mester ikke vist dem kærlighed og trøstet og opmuntret dem?

Er de mon i tvivl om de er elsket? Er de mon i tvivl om, de er en del af fællesskabet? Hvordan kan det ellers være, at de higer sådan efter anerkendelse? Og hvorfor netop nu, hvor der er brug for sammenhold imellem disciplene? Det er ubelejligt, at de kommer med deres ønske lige netop nu, hvor discipel-fællesskabet er under pres og der er brug for at alle står skulder ved skulder. Jesus bruger sig selv som det gode eksempel: Han udøver ikke magt over dem eller nogen andre for magtens skyld, selvom han har magt til det. Tværtimod, han viser dem, at han, som er den mægtigste og største af dem alle, ofte tjener andre, frem for selv at lade sig tjene.

Jesus afviser de to Zebedæussønners ønske med, at den beslutning er op til hans himmelske fader. Jesus selv kan og vil ikke give nogle løfter om himmelsk belønning. Først nu træder de øvrige disciple i karakter: De øvrige disciple tager afstand fra Zebedæussønnerne og sætter dem på plads. Og Jesus lærer dem de berømte ord: "...den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl"

Det er meget menneskeligt, at Zebedæussønnerne siger og tænker, som de gør. Det er også nemt at genkende os selv i dem. Jesu disciple er hverken overmennesker eller supermænd, de er mennesker på godt og ondt, med fejl og mangler, med personlige behov og ønsker. Deres menneskelige egenskaber gør - for mig at se - at de er lettere at føle med og forstå, modsat hvis de havde været uden fejl.

Endnu engang er evangeliet om Guds søn og hans disciple hverken skønmaleri eller eventyr. Evangeliet er ukrukket, usentimentalt, virkelighedsnært og konkret : En skildring af situationer af disciplenes færden sammen med Guds søn: Vi hører disciplenes reaktioner, behov - både som venner, vidner, kammerater til Guds søn. Også i den forstand ser vi tydeligt at Guds søn lever og virker sammen med mennesker af kød og blod.

De mennesker kan Guds søn bruge. Til trods for deres mangler og fejl. For Guds søn ser hele tiden på potentialet i sine disciple. Guds søn ser på det mulige. Også her i dag, hvor vi hører, at to af dem stiller urimelige krav til ham. Alligevel bliver de ikke smidt på porten. I stedet bliver de sat på plads og ført tilbage i gruppen. Disciplenes sammenhold og loyalitet er det som skal bære igennem. Disciplenes styrke er det fællesskab, som rummer deres indbyrdes forskelle, fejl og mangler. På godt og ondt supplerer de hinanden og komplementerer hinanden: Det som den ene ikke har, har den anden osv.

Det fællesskab får de ikke lov at bryde ud af - hverken som i dag pga. ønske om at være bedre end de andre - og hverken ved - som det sker i påske - ved at prøve at stikke af fra gruppen, da de bliver bange og fortvivlede. De er bundet til Guds søn og det fællesskab - herfra og ind i evigheden. Uanset at de flere gange gør sig fortjent til at ryge ud af fællesskabet, opgiver Guds søn dem ikke. Selv ikke Peter opgives.
Selv han som svigter mest, opgives ikke: Langfredag, hvor Peter tre gange fornægter ham, selv han sendes ikke ud af fællesskabet: Guds søn svigter ikke, selvom Han selv svigtes. Sådan er Guds søn. Uanset hvor tarveligt Hans disciple end måtte opføre sig, og endda nægte at høre Ham til, så fornægter Han ikke dem. Tværtimod, Han strækker sin hånd ud mod dem, for at bringe dem tilbage i fællesskabet.

Man siger i daglig tale "det er menneskeligt at fejle". De fleste glemmer fortsættelsen: "og guddommeligt at tilgive". Den sidste sætning er den vigtigste. "Det er guddommeligt at tilgive". Heri ligger visdommen. Apostlen Paulus siger det sådan: "Kærligheden er størst af alt, kærligheden tror alt, håber alt, udholder alt... kærligheden hører aldrig op", 1. Korintherbrev, kapitel 13. Kærlighed er netop hvad Guds søn magter. Med sin kærlighed kan han rumme disciplene, også selvom de svigter og ikke er perfekte. Guds søns kærlighed bygger bro over de svigt, som disciplene gør sig skyld i.

Alene Guds søn er i stand til at tilgive fuldt ud og elske fuldt ud - på trods af de svigt, som Guds søn udsættes for. Det er alene Guds søn, der kan elske, selv når Hans bedste venner fornægter, forråder og flygter fra Ham. Alle som en svigter disciplene i påskeugen, der kommer. Alle som en bakker de ud - også selvom de er venner gennem de sidste år - og har gået sammen, sovet, spist, grædt og leet. Alle som en svigter de, da påskeugen kommer og Guds søn lider døden.

Når Guds søn kan udholde sine disciple, som svigter, forråder, fornægter, mon så ikke Guds søn også kan elske os, som også svigter og forråder? Mon ikke også Guds søn vil kunne rumme og elske os? Og mon ikke Guds søn alligevel vil skaffe os himmelsk sæde, både til de to Zebedæussønner og de øvrige disciple, og til enhver, som tror og bekender Guds søn som Frelser og Forløser?

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

Forslag til salmer: 365 613 470 786

- Asser Skude © 2008, redigeret siden





  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post497

Tolvte søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 06 Aug, 2018 12:28:21

Evangelium til søndag den 19. august 2018
Jesus sagde: "Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende. Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes." Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: "Mester, vi vil se dig gøre et tegn." Men han svarede dem: "En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas' tegn. For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter. Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig ved Jonas' prædiken, og se, her er mere end Jonas. Og Sydens dronning skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo."
Matt 12,31-42


- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken til rytmisk gudstjeneste kl. 10.30 søndag den 19. august i Bellahøj kirke

Det er svære anklager, Jesus kommer med i dagens evangelium. Umiddelbart er det vanskeligt at se det evangeliske og glædelige. For det er en sønderlemmende kritik, som Jesus retter. Imidlertid kommer Jesu anklager ikke ud af den blå luft: Forud for dagens evangelium har Jesus helbredt en stum og blind mand, hvorefter Jesus anklages for at have helbredt ved dæmonernes fyrste, Beelzebul og ikke ved Helligånden. Til det må Jesus tage til genmæle: "hvis Satan uddriver Satan, er han kommet i splid med sig selv; hvordan kan hans rige så bestå? Og hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds ånd, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Eller hvordan kan nogen trænge ind i den stærkes hus og røve hans ejendele uden først at have bundet den stærke? Først da kan han plyndre hans hus."

Jesu angreb er altså et modangreb og skal forstås på baggrund af, at han selv anklages for at være djævelens håndlanger. Derfor er han også nødt til at slå fast umiddelbart før dagens evangelium: "Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder." For Jesus er Guds søn, og Jesus forkynder Guds rige og helbreder med fuldmagt fra Gudfader og med Guds ånd. Jesus er nødt til at trække en streg i sandet. Som den Guds søn han er, er han nødt til holde fast på, at han er Guds søn og handler på sin himmelske fars vegne.

Når Jesus i dagens evangelium helt direkte advarer imod bespottelse af Helligånden, så er det i virkeligheden også en advarsel til de, som ikke tror på ham som Guds søn. De, som anklager Jesus for at være falskner og dæmonbesat, anklager i virkeligheden samtidig ham for ikke at være Guds søn. Dermed er det en advarsel til hans kritikere om, at hvis de ikke tror på ham som Guds søn, vil være værst for dem selv: For hvem skal frelse dem, som ikke tror, hvis ikke Guds søn? Og hvem skal række dem evigt liv, som ikke tror, hvis ikke Guds søn?

Troen på Jesus Kristus som Guds søn er det, som vi i vores evangelisk-lutherske tro bekender os til og tror og håber på. Hvis ikke Guds søn skal skænke frelse fra fortabelsen og række evigt liv, hvem skal? Hvad skulle meningen være med at frelse de, som ikke tror og skænke dem evigt liv? Er det ikke netop alene troen alene, som retfærdiggør? Hvis nogen skulle bortkaste troen og håbet på ham som Guds søn, som frelser og forløser, hvad er da tilbage at tro og håbe på? Som apostlen Paulus siger i sit første Korintherbrev, kapitel 15, vers 13ff: "Men når det prædikes, at Kristus er opstået fra de døde, hvordan kan så nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde? Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom. Vi kommer så også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han har oprejst Kristus, som han altså ikke har oprejst, hvis døde ikke opstår. For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker."

Apostlen Paulus gør ret i, at den kristne tro er sårbar og kan forekomme ynkværdig set med verdens øjne. Men det er ikke ensbetydende med at kristne behøver opgive tros-grundlaget: Troen på Guds søn, dødes opstandelse, frelse og et evigt liv. Troen skal ikke være forgæves, slet ikke. For ligesom Kristus er opstået, skal også døde opstå. Og ved en opstandelse, der ligner Hans.

Troen er og bliver den afgørende størrelse, omend kritikerne gør nar af den og undervurderer dens virkning. Men undervurderes bør troen ikke, ejheller bekendelsen af Guds søn. Apostlen Paulus siger i Rombrevet kapitel 10: "For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses"

Til de, som tvivler på at troen og den mundtlige bekendelse af Guds søn ikke er afgørende, taler apostlen Jakob. Jakob gør opmærksom på, at selv den lille tunge i menneskets krop har stor indflydelse på hele legemet. Trods sin ringe størrelse kan tungen have en stor magt: "Tænk også på, at skibene, der er så store og tilmed drives frem af hårde vinde, styres af et ganske lille ror, hvorhen styrmanden vil, på samme måde er tungen kun en lille legemsdel, men kan prale af stor magt. Tænk på, at den mindste ild kan sætte den største skov i brand; også tungen er en ild."

I beretningen om Helligåndens komme til apostlene Pinsedag, jf. Apostlenes Gerninger kapitel 2, vers 1 ff. fortælles, at "tunger som af ild satte sig på dem". Ofte er Helligånden afbilledet som ildtunger, der sætter på mennesker. Som Helligånden satte sig på de apostle dengang, vil Ånden også kunne sætte sig på os og meddele sig til os. Der er en sammenhæng mellem tunge og ild samt tro og ånd. De er magtfulde størrelser, til trods for, at de til at begynde med er små: En lille gnist kan flamme op og sætte store skove i brand. Sådan kan også troen og bekendelsen af Guds søn. Troen på ham kan tage begyndelse i det små: Det lille ord om ham kommer gennem øret går ind og undfanger troen. I de første århundreder i vor tidsregning betragtede man troens undfangelse ligesom et lille menneskelivs undfangelse i moders skød: Som et frø, der sås og slår rødder og spirer og vokser sig stort i det indre menneske.

Sådan er det også med de ord, som bæres frem af menneskets tunge. Et enkelt ord kan få stor betydning. Derfor gør apostlen Jakob ret i sine betragtninger: En tunge er et virksomt instrument, der ikke bør undervurderes, men anvendes med omtanke og forsigtighed: Derfor maner epistlen til at mennesket tager sig i agt, hvordan det bruger sin tunge. Og ikke alle måder er lige hensigtsmæssige: "Som selve den uretfærdige verden sidder tungen blandt vores lemmer; den smitter hele legemet og sætter tilværelsens hjul i brand og er selv sat i brand af Helvede. For enhver art af vilde dyr og fugle, krybdyr og havdyr kan tæmmes og er blevet tæmmet af mennesket; men tungen kan intet menneske tæmme, den er ustandselig på fædre med sin ondskab og fuld af dødbringende gift, med den forbander vi mennesker, som er skabt i Guds billede, fra samme mund lyder både velsignelse og forbandelse. Mine brødre, sådan bør det ikke være."

Hvad apostlen Jakob skrev for totusind siden, kan ikke siges bedre eller mere præcist af noget menneske på vor tid: For vi lever i en verden, hvor menneskets tunge kan bruges som en knivsæg: En tunge kan være skarp, dødbringende farlig, besnærende, lokkende, dragende på samme ting: Ord kan være som det blødeste silke og dog farlige: På en og samme tid smukke og velvalgte, men også den ondeste gift. Selv små og undseelige bemærkninger kan lave dybe sår i menneskets sjæl, som ikke vil hele. Små ord kan trænge ind bag det stærkeste bryst, ligesom de mindste og dødelige giftpile. Selv små ord kan vælte mægtige herskere og riger. Apostlen Jakob opfordrer til besindighed og omtanke, når mennesket bruger sin tunge: En giftig tunge vil forpeste andres liv, men også det menneskes liv.

Man siger også, at "hvad hjertet er fuldt af løber munden over med". Det mundhæld stammer fra dagens evangelium ifølge Matthæus: "For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med." Men det vigtigste er faktisk fortsættelse: "Et godt menneske tager gode ting frem at sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting fra at sit onde forråd."

Heri ligger det dybe indsigt fra evangelisten Mattæus: De onde ting, som en tunge kan frembringe, kommer jo ikke ud af det blå. De onde ting, som mennesket siger, kommer et sted fra. De onde ting, mennesket siger kommer fra menneskets inderste; hjerte og tanker. Apostlen Jakob har ret, når han siger, at onde ting, som menneskers tunge løber over med, det kan intet menneske tæmme. Som man siger kan man "tale over sig", "tungen løbe over med én" og det er oftest hvad som sker, når vi siger onde ting om andre. Det sker når vi mister kontrollen over os selv, før eller siden løber det ene eller det andet over med os, før eller siden, udsat for pres, stress, svigt osv. kan vi ikke styre, det vi gør eller siger, og slet ikke hvad vi tænker. Som Jakob siger: "I ved, at vi får en særlig hård dom. Alle begår vi mange fejl. Hvis én ikke fejler i tale, er han fuldkommen og kan tøjle hele sit legeme". Men hvem kan sige, de kan tøjle deres ord, deres inderste tanker og følelser fra deres dybeste sted i deres hjerte ? Hvem er så fejlfri, at han eller hun vil stille sig op og hævde at være uden ondskab og svig?

For sandheden om os mennesker er, at vi har en hang til det onde og ikke er i stand til at tølje det onde ved egen kraft. Tag f.eks. når ondskaben hos et menneske forstærkes af jalousi, vrede og had. En ondskab, som vil tage fra andre, hvad det menneske ikke selv har, griskhed, en ondskab som vil sætte mennesket selv højere end næsten. Ondskab findes hos mennesket i mange afskygninger, og netop derfor har mennesket brug for at blive gjort sig det klart, at det ikke magter meget ved egen kraft. Derfor har mennesket brug for at blive sat på plads. Mennesket kan ikke skabe fred og fordragelighed ved egen kraft, men behøver hjælp udefra. Mennesket behøver det overskud, som er Guds og som ikke dets eget. Det overskud som kan sætte mennesket ind i dets rette sammenhæng, det overskud som vil kærlighed, fred og glæde.

Det overskud har alene Gud. Alene ved Guds hjælp og retledt af Guds magt, skal mennesker tøjle deres ondskab, så mennesket sættes i det rette forhold til Gud og næsten: Mennesket er skabt i kærlighed af Gud. Mennesket er skabt til kærlighed. Og når mennesket lever ud af kærlighed til andre mennesker, så skinner det menneskes gudbilledlighed igennem. Derved bliver mennesket lig Gud, nemlig når mennesket elsker og er elsket, og derved kommer mennesket tættest på at leve, som Gud havde tænkt det.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer 5 42 376 – 578 613 658

- Asser Skude © 2008, redigeret siden



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post496

Elvte søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 06 Aug, 2018 11:17:54

Evangelium til søndag den 11. august 2018
En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: "Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd." Jesus sagde da til ham: "Simon, jeg har noget at sige dig." Han svarede: "Sig det, Mester!" "En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?" Simon svarede: "Den, han eftergav mest, vil jeg tro." Jesus sagde: "Det har du ret i." Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: "Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt." Og han sagde til hende: "Dine synder er tilgivet." De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: "Hvem er han, som endog tilgiver synder?" Men han sagde til kvinden: "Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!"
Luk 7,36-50


- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken ved rytmisk gudstjeneste kl. 19.00 torsdag den 16. august 2018 til "Grill og Gud" i Bellahøj kirke

Ifølge dagens evangelist Lukas er vi i Simon farisæerens hus. Og særligt en person stjæler rent ud sagt al opmærksomheden. På alle måder får denne kvinde hovedrollen i dagens evangelium. Hun er ikke inviteret. Alligevel kommer hun forbi og trænger sig på og afbryder mændenes selskab. Det er bestemt ikke velset - det er mod enhver skik og brug: Ingen kvinde må afbryde et mandeselskab. Og hvad værre er: Hun er "synderinde", som der står i den tidligere oversættelse.

Det ord "synderinde" er naturligvis helt politisk ukorrekt at anvende idag, alligevel er det ren besked, for sådan så man på den kvinde. Som en ulækker og uren person, der ikke fortjente hverken Guds eller menneskers respekt eller kærlighed. Netop fordi ordet "synderinde" giver alle disse associationer er betegnelsen rammende. Derfor dækker det ord "synderinde" for at forstå, hvilken situation, den kvinde dagligt lever i - som prostitueret. Dag ud og dag ind er hun udsat for samfundets misbilligelse og ringeagt, både socialt og religiøst. Hun bliver betragtet som udskud - både i forhold til Gud og mennesker. Sådan - præcis sådan - må vi forestille os at selskabet ser hende - og ser ned på hende - da hun afbryder selskabet og gør sin entre.

Vi hører det ikke direkte - og dog ligger det mellem linjerne i dagens evangelium, at husets ejer - Simon farisæer - reagerer med foragt og vrede, da han ser denne kvinde. Om ikke andet er Simon nødt til at reagere, for han repræsenterer samfundets sociale og religiøse elite, farisæerne. Og det er helt klart brud på etikette for en farisæer at have besøg af en prostitueret i sit eget hjem.

Helt galt er det, at Jesus lader den prostituerede komme sig nær, og endda berøre sine fødder. Måske kan det lyde uskyldigt, men det er det ikke for jøder, der er opvokset med at betragte fødderne som noget af kroppens mest intime dele. Samtidig lader den prostituerede sine hænder, tårer og hår berøre Jesu fødder: Hendes privatsfære krydser Jesu privatsfære: Intimiteten er udtalt med hendes gerninger: Vask, berøring og salving.

Den prostituerede i Simons hus er langt ud over, hvad der går an. Nu forventer Simon måske, at Jesus smider kvinden på porten og undskylder, at han lod kvinden komme så tæt på sig. Det er lige præcis, hvad Jesus ikke gør. Som den eneste i selskabet er Jesus den, som ser og forstår kvinden. Som den eneste i selskabet ser Jesus ikke ned på kvinden, men han ser i hende alt det gode, hun vil ham og den kærlige gerning, hun gør mod ham.

Resolut sætter Jesus Simon på plads: Jesus fortæller Simon og selskabet, hvad der gør denne kvinde til noget særligt og enestående - og hvordan selskabet kunne lære af denne kvinde - og hendes gerninger. Jesus siger retorisk til Simon: "du gav mig ikke vand til mine fødder...Du gav mig ikke noget kys...Du salvede ikke mit hoved med olie". Modsat kvinden som "har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår... hun [er] blevet ved at kysse mine fødder, siden jeg kom herind...hun har salvet mine fødder med olie."

Til trods for kvinden har levet på kant med samfundets love og moral, så er det hende som elsker meget, mens Simon, den ansete farisæer, er den som ikke elsker meget. I sin iver for at holde en facade af pænhed og korrekthed har Simon farisæer tilsidesat det vigtigste bud af dem alle: Budet om at elske næsten. Simon er så optaget af sig selv, at han glemmer næsten, som han selv er skabt på lige vilkår med. Simon glemmer, at ethvert andet menneske er skabt i Guds billede - i Guds lighed - er velsignet af Gud. Simon glemmer, at ethvert menneske er elsket, umisteligt og værdifuldt i Guds øjne - uanset hvad andre måtte mene, tænke og sige. I sine naive forsøg på at opføre sig korrekt og dannet, ender Simon selv med at optræde ukærligt og uretfærdigt over for den prostituerede, som han fordømmer, og også optræder ukærligt over for Jesus, som er hans gæst, og som han forsømmer. Simon kommer ved sin opførsel til at fremstå som hovmodig og hyklerisk, netop som en farisæer, der er styret af frygten for ikke at være pæn og respektabel nok. Dermed optræder Simon både intolerant og fordomsfuldt - som moralisten.

Dagens evangelium er som sagt fra evangelisten Lukas. Også Matthæus og Markus (evangeliet til palmesøndag anden tekstrække) har deres version af beretningen om synderinden i Betania. Ifølge Matthæus og Markus finder begivenheden sted i Simon den Spedalskes hus - og ikke Simon farisæerens hus, som Lukas anfører.

Hos Matthæus og Markus hører vi om, at nogen kommer med den anklage imod kvinden, at hun ødsler en formue bort, ved at anvende den dyre alabast. En formue, som ellers kunne være givet til de fattige. Og Mattæus og Markus har Jesu afsluttende kommentar om, at "hun har salvet min legeme til min jordefærd...Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende...." Dette hører vi ikke noget om hos Lukas.

Hvad kan der ligge bag denne salving, som kvinden foretager. Hvad kan Jesus have ment med, at "hun har salvet mit legeme på forhånd"?

At salve nogen gjorde man f.eks. når man skulle vise en afdød person den sidste ære. Begravelsesskikken blandt jøderne i det første århundrede var, at man vaskede liget, klippede hår og negle, så det tog sig pænt ud - og for at det også skulle dufte godt, salvede man liget med velduftende olier, typisk aloe og myrra, og lagde man afdøde i et ligklæde og i en grav.

At kvinden på forhånd har salvet Jesus, bliver en handling, der varsler hans død og gravlæggelse. Med sin handling foregriber kvinden dermed påskens hændelser. Kvinden har indset, at Jesus er ved at gå sin død imøde. Resten af selskabet ser det ikke -ikke engang Jesu egne disciple synes at forstå det: Til trods for at Jesus og disciplene er på vej til påskefesten i Jerusalem, og de er ikke langt derfra, de er i Betania, kort vej derfra. Beretningen fra Betania er del af indledningen på lidelseshistorien og finder sted umiddelbart før den sidste nadver - ifølge Matthæus og Markus.

Den salve, som kvinden anvender, er noget ganske særligt. Ikke alene er den velduftende, den er også kostbar: Den koster en hel årsløn. Det er denne ekstravagance, der falder flere af de tilstedeværende for brystet. De bliver indigneret over, at kvinden ødsler en formue bort. En formue, som de mener kunne være brugt bedre, f.eks. på de fattige.

Som nævnt tager Jesus kvinden i forsvar imod de, der kritiserer hende, og Jesus siger, at hun faktisk allerede har gjort en god gerning. Og hvad da kan Jesus have ment med, at hun allerede havde gjort en god gerning? Jo, på den tid mente jøderne at der flere var typer af gode gerninger: Dels almisserne, som er pengegaver til fattige. Almisser svarer til vor tids donationer. Almisse er netop, hvad kvindens kritikere mener, hun i stedet burde have ydet med den lille formue, hun har spenderet på salven. Dels kærlighedsgerninger som kan rettes mod såvel fattige som rige, såvel mod levende som døde! Det er f.eks. en kærlighedsgerning at sørge for en afdøds begravelse! Kendetegnende for kærlighedsgerninger er, at de fordrer en særlig personlig indsats, modsat almissen. Kvindens handling i dagens evangelium er et eksempel på en særlig personlig indsats. Derved har hun udvist hengivenhed, og en god gerning, som rangerer højere end almisse.

Anklagerne imod kvinden er grundløse. Anklagerne om, at kvinden er ødsel og skødesløs, bliver gjort til skamme. Jesus forsvarer kvinden med ordene: "Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning imod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid", jf. Mark 14, 6 ff.

Kvinden i Betania handler forbilledligt. Med sin spontane kærlighedsgerning er hun mest retfærdige og hengivne af alle i selskabet. Selv Jesu disciple og Simon farisæer er ukærlige i deres tøven og resignation. De overser, at Jesus kun er hos dem i kort tid endnu og de skønner ikke på, at tiden er knap. I den forstand handler de uansvarligt og ødselt, for de opfører sig som om der er masser af tid.

I dagens evangelium byttes rollerne om, så kvinden, der til at begynde med ses ned på, til slut roses. Hun, som alle i starten betragter som uren, uretfærdig og synderinde, ender ud med at være den mest elskelige og forbilledlige. Og tilmed siger Jesus til hende: "Dine synder er tilgivet...Din tro har frelst dig... Gå bort med fred"

I den forstand er dagens budskab et evangelium: At enhver, som elsker meget og handler næstekærligt, ikke skal dømmes for sin fortid eller historie, men kaldes retfærdig og elsket: Den prostituerede ender op med at være den, som elsker Guds søn, hvor andre tøver. Og ingen kan vel være i tvivl om, at denne kvinde er elsket af Guds søn.

Sådan må evangeliet også gælde for os - vi der er syndere ligesom den kvinde - syndere i kraft af alle de gange, hvor vi ikke har elsket, men svigtet dem vi burde elske. Sådan må evangeliet gælde for os, at også vi kan blive sat fri til at elske ubetinget - ligesom den kvinde i Betania: Sådan at vi ikke er bundet af vores fortid og dårlige vaner, men sættes fri og gøres retfærdige ikraft af Guds søn, som giver os mod og håb til at elske ubetinget.

I håbet om at vi måtte gøre ligesom kvinden i Betania - sætte os ud over andres fordomme og foragt, give slip på fortiden og give os hen i kærlighed - både til Gud og næsten. I håbet om at vi allerede da, ligesom den kvinde i Betania, må tage imod den kærlighed og nærvær, som rækkes os sekund for sekund, ligesom det Guds rige, som venter os forude, og som allerede nu er ved at bryde igennem.

Og det glædelige er, at vi intet andet behøver foretage os end dette ene: At være åbne for at tage imod Guds søn, når han kommer til os, ligesom han kom den gang til kvinden i Betania. At han vil tage bolig hos os, ligesom han tog bolig dengang, uanset og på trods af at vi ikke har gjort os fortjent dertil - ligesom den kvinde i Betania. Selvom ingen regnede hende for noget, blev det ikke desto mindre hende, som mødte Guds søn, og han tog hende i forsvar og brugte hende som forbillede. Lad også dette kunne ske for os. Så også vi kan modtage hans velsignelse og ord på det evangelium: "Dine synder er tilgivet...Din tro har frelst dig...Gå med fred"

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

Salmeforslag: 3 355 131 - 151 320 522

- Asser Skude © 2008, redigeret siden





  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post495
« PreviousNext »