Asser Skude

Asser Skude

Anden søndag efter påske

PrædikenerPosted by Asser Skude 10 Apr, 2018 21:38:07

Evangelium til søndag den 15. april 2018

Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: "Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud." Jesus svarede dem: "Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét."
Joh 10,22-30

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser

I dagens evangelium møder vi Jesus i en typisk konfrontation med farisæerne. Og det foregår i den såkaldte Salomos Søjlegang, een af forhallerne til det allerhelligste, det eneste opholdssted, hvor Gud ifølge den jødiske tradition kan tage bolig: Nemlig Templet i Jerusalem. Og tiden er festen for den såkaldte genindvielse.

Allerførst om den fælde, som farisæerne vil lokke Jesus ud i: Farisæerne anklager Jesus for ikke at ville svare på, hvem han egentlig er. Deres anklage er falsk, for den skjuler over en lumsk fælde, som de forsøger at lokke ham i: For hvis Jesus går ind på deres præmisser og siger ’ja, jeg er Kristus og har Gud til fader’, kan Jesus anklages for blasfemi, og modsat, hvis Jesus afviser og siger ‘nej, jeg er ikke Kristus og har ikke Gud til fader’ kan farisæerne påstå, at de selv har talt med Jesus, og han selv med egne ord afviser at være Kristus, Guds søn. Jesus gennemskuer imidlertid deres falske hensigter og undgår fælden ved at henvise til de mange gerninger, som peger hen på, at han virkelig er Guds søn.

Evangelisten Johannes gør meget ud af i sit evangelium at fortælle, hvordan Jesus gør særlige gerninger, som peger hen på, at Jesus er Guds søn. Det første tegn er ifølge evangelisten Johannes det vin-under, som Jesus gør ved brylluppet i Kana’an. Op imod seks hundrede liter vand forvandler Jesus ved den bryllupsfest til vin. Og hvilken glæde og lykke har den vin gjort for de gæster ved brylluppet. Der har været mere end rigeligt vin til flere hundrede gæster og måske endda også til ganske mange dage. Vin-underet er ikke bare et lille under, men et ødselt og ekstravagant under.

På mange måder bliver Jesus hurtigt en torn i øjet på den jødiske elite. Samtidig er det også på tide, der kommer nye boller på suppen. Og Jesus bliver den, som indleder den nye tid: Hvis det virkelig er sandt, at Guds søn er født som menneske og vandrer som menneske imellem mennesker og gør tegn, ligesom det vin-under, så er den gamle tid med det gamle Tempel forbi: Gud hører ikke længere til bag et indelukke, bag et forhæng, i Templets allerhelligste, hvor kun ypperstepræsten kommer een gang om året. Gud er ikke længere en fjern og ophøjet Gud, som ikke møder almindelige og fattige mennesker uden særlig viden magt eller indflydelse. Derimod færdes Guds søn i kød og blod i Jesus Kristus iblandt mennesker, og Guds søn siger selv: "Guds rige er midt iblandt jer".

Det er provokerende nyt, hvis det virkelig forholder sådan – ikke mindst for de skriftkloge. Nok er jøderne oprigtig opsat på at tjene Gud, være retfærdige og rettroende mennesker. De skriftkloge har imidlertid - i deres iver på at tjene Gud rigtigt - har de lagt en masse regler ud, som forhindrer den oprindelige og spontane adgang til Gud. Almindelige mennesker uden viden, magt og uddannelse er afskåret fra at komme Gud nær, endsige komme nær Templets allerhelligste. Det er groft sagt kun indflydelsesrige personer, der har magten og midlerne til at ofre og behage Gud. Det er blandt andet de forhold, som Jesus kritiserer i den lignelse, han fortæller hos evangelisten Lukas kapitel 18, vers 9 ff. om farisæeren og tolderen, der kommer til templet: Den selvretfærdige farisæer takker Gud for ikke at være som tolderen og alle de andre lovbrydere. Den ærlige tolder holder sig tilbage og tør dårligt kigge op og siger blot: ‘Gud vær mig synder nådig’, og Jesus konkluderer på lignelsen, at den som gik retfærdig fra templet, var den ærlige tolder, ikke den selvretfærdige farisæer! Jesus siger: "enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes."

Andre gange kritiserer Jesus det misbrug, som Templet er blevet genstand for: Templet er blevet centrum for en masse handelsdrivende – fyldt med plattenslagere. Og præsterne og magthaverne havde “taget monopol” på Gud og gudsdyrkelsen. Almindelige og fattige mennesker var afholdt fra Templet – og denne praksis gør Jesus op med: Ifølge evangelisten Markus kapitel 11, vers 15 ff. rydder Jesus markedsboderne på tempelpladsen og skræmmer kræmmerne væk og belærer dem og siger: "Står der ikke skrevet: "Mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene"? Men I har gjort det til en røverkule."

Måske føler farisæerne i dagens evangelium sig truet på deres religiøse praksis, da Jesus befinder sig tæt ved Templet. Det Tempel, som Jesus senere forudsiger skal falde og siger: "og der skal ikke lades sten på sten tilbage". På en måde udgør Jesus en trussel mod Templet og den institution, som Templet er blevet. Skal denne religiøse praksis ændres til noget mere anti-autoritært og demokratisk vil det også betyde en ny æra for farisæerne i tempelbyen, Jerusalem. Og det er ikke sikkert alle ønsker det. Hvorfor ellers tage livet af Jesus?

Det kan ikke være tilfældigt, at dagens evangelium foregår ved festen for genindvielsen af Templet. I det Gamle Testamente fortælles om genindvielse i forbindelse med, at Herrens tempel havde været udsat for vanhelligelse, dvs. forkert brug eller sågar misbrug og derved var blevet urent: F.eks. i 2. Krønikebog kapitel 29 omtales en genindvielse af Herrens tempel: Genindvielsen indledes med, at præsterne bringer de urene genstande ud af selve bygningen og resten af bygningen renses og genhelliges, derpå finder en særlig genoptagelse sted af den rette offerkult med et mindre offer, hvor syndofferets blod renser brændofferalteret – imens der synges og spilles musik. Festen afsluttes med en folkefest.

På en måde kan man sige, at Jesus bliver den, som kommer for at bringe renselse af det gamle Tempel. Med sit eget blod bliver Jesus det nye syndoffer, som skal rense det gamle Tempel. I den forstand bliver og er Jesus Guds søn den som bringer det Nye Tempel. Alle kan nå Gud – nemlig gennem ham, Jesus Kristus. Intet menneske behøver derefter at tage fra verdens ende og til Templet i Jerusalem for at nå Gud. Intet menneske behøver komme med dyreofre til Gud for at mildne Gud. Intet menneske behøver at betale i dyre domme for særlig velduftende røgelse for at få Guds opmærksomhed. Guds opmærksomhed gives lige nu og her – via Guds søn, Jesus Kristus. Gud meddeler sig helt og udelt igennem ham: Fra himlene til jorden er den lige linje igennem Ham, som har vandret på her. Frelsen skænkes ikke fra en gigantisk bygning af sten og cement, derimod via Guds søn.

Guds søn har levet og vandret imellem mennesker – og er død imellem mennesker. Frelsen afhænger ikke længere for mennesker af love, påbud og forskrifter, de såkaldte lovgerninger, men frelsen skænkes af troen på Jesus som Guds søn. Og med Luthers ord "af troen på Guds søn, som døde og opstod for os".

Det er derfor apostlen Paulus taler om, at Guds søn opfylder den gamle lov. Guds søns opfyldelse af den gamle lov "dækker" menneskers manglende tilstrækkelighed i forhold til den gamle lov. Det er ikke Jesu død i sig selv, der frelser, men det er Guds søns retfærdighed og lydighed mod sin himmelske fader: “og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning… så må Kristus, der i kraft af en evig ånd frembar sig selv som et lydefrit offer til Gud, med sit blod langt bedre kunne rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud.”, som der står i Hebræerbrevet kapitel 9, v.12 ff.

Som kristne mennesker gives den nye lov til os som et evangelium: Et liv i frihed – ikke ved lovgerninger, men sat fri i kærlighed og forløsning – til at tjene Gud og mennesker.

Jesus afslutter dagens evangelium med at sige om sig selv "Jeg og Faderen er eet". Det er mig bekendt alene hos evangelisten Johannes, at Jesus siger sådan om sig selv. Den vending anvender Jesus ikke om sig selv i de synoptiske evangelier, dvs. hverken hos Matthæus, Markus eller Lukas.

For farisæerne er det aldeles utænkeligt, at noget menneske skulle have Gud til fader. Gud er ophøjet, fjern, ikke et menneske af kød og blod. Det må man forstå for at kunne forstå deres forargelse over Jesu omtale af sig selv og faderen som eet. For farisæerne er det aldeles provokerende og gudsbespottende at forestille sig, at et menneske kan have Gud til fader og gøre sig Gud lig.

Du og jeg, som sætter vores lid til Kristus, har derimod den overbevisning og det håb, at Gud virkelig lod sig føde, levede, døde og opstod for os. For derved at sone og rense vores skyld – for bringe os tilbage til det oprindelige gudsforhold – nemlig skabt i Guds billede, skabt i kærlighed og til kærlighed, til at elske og tjene næsten og Gud.

Sådan som der står i Johannes brev kapitel 2, vers 1ff.: "Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder. Og deraf kan vi vide, at vi kender ham: hvis vi holder hans bud. Den, der siger: "Jeg kender ham", men ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham; men den, der holder fast ved hans ord, i ham er Guds kærlighed i sandhed fuldendt. Deraf ved vi, at vi er i ham. Den, der siger, at han bliver i ham, skylder også selv at leve sådan, som han levede."

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

Salmeforslag 743 51 482 – 484 217 358

- udgivet første gang på denne blog 2008



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post474

Første søndag efter påske

PrædikenerPosted by Asser Skude 06 Apr, 2018 11:34:38

Evangelium til søndag den 8. april 2018 - Simon Peters kaldelse

Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: "Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?" Han svarede: "Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær." Jesus sagde til ham: "Vogt mine lam!" Igen, for anden gang, sagde han til ham: "Simon, Johannes' søn, elsker du mig?" Han svarede: "Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær." Jesus sagde til ham: "Vær hyrde for mine får!" Jesus sagde til ham for tredje gang: "Simon, Johannes' søn, har du mig kær?" Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: "Har du mig kær?" og han svarede ham: "Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær." Jesus sagde til ham: "Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil." Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: "Følg mig!"
Joh 21,15-19

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for morgenandagt kl. 8.30 mandag den 10. april 2018 i Bellahøj kirke

Søndagen efter påske er budskabet om at venskab og fællesskab kan overvinde selv de største prøvelser. Selvom Jesu disciple alle som en svigtede ham i påske, blev de dog vidner til hans opstandelse – og de fik mødt ham de havde svigtet. Og han gav dem en chance til. Hans venskab kan end ikke døden eller fornægtelse eller svigt bryde.

Det er i dag vi bliver vidner til at Peter får sin særlige funktion blandt disciplene, han skal være første blandt ligemændene af disciplene "primus inter pares" og Peter skal være hyrde for de som tror på Jesus. Hyrde hedder som bekendt ”pastor” på latin.

Selvom Peter er den ”nye klippe, som den nye kirke, skal bygges på”, så er det alligevel først og sidst Jesus, som med sin udholdenhed og fastholdelse af fællesskabet bliver den sande klippe.

Søndag efter påske er vi ved fortsættelsen af det evangelium, vi hørte 2. påskedag: Her åbenbarede den opstandne sig for Maria Magdalene, og det blev hende, der som den første mødte den opstandne. Hun fik derpå at vide, at hun skulle gå til disciplene og sige: “Jeg har set Herren”. Og det gjorde Maria Magdalene.

Ifølge evangelisten Johannnes viser den opstandne sig derpå tre gange for disciplene: Første gang allerede samme aften, hvor diciplene opholdt sig "bag lukkede døre". Jesus overdrager dem nøglemagten og siger: "Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de dem ikke forladt".

Derefter går der otte dage, førend Jesus viser sig igen for disciplene. Denne gang får Thomas lov til at mærke Jesu mærker i hænderne og i siden, for ellers kan Thomas ikke tro, at Jesus virkelig er opstanden. Omsider tror Thomas, og Jesus siger til Thomas: "Du tror fordi du har set mig, salige er de, som ikke har set og dog tror".

Jesus gør derpå flere tegn og åbenbarer sig tredje gang for disciplene – denne gang ved Tiberias’ sø, dvs. Genezareth sø. Dette er rammen for dagens evangelium: Her ved søen, i det område hvor flere af disciplene kommer fra og tidligere har været fiskere, fanger de en bemærkelsesværdig stor fangst, og da de kommer ind på land, finder de trækul, tænder bål, laver mad og spiser:

Nu finder den ordveksling sted, som er omdrejningspunktet i dagens evangelium: Samtalen mellem Simon Peter og Jesus. Eller mere præcist: Jesus spørger Simon Peter, om han elsker ham mere end de andre disciple. Det kan tænkes, at Jesus spørger Simon, om han elsker ham mere end de elsker ham, fordi Jesus tiltænker Simon ham nøglepositionen, nemlig som den første af disicplene.

Det spørgsmål om Simon elsker Jesus, falder ialt tre gange. Og hvorfor netop tre gange? Det må være fordi Simon fornægtede tre gange. Simon, som før sit svigt havde lovet Jesus, at han aldrig ville svigte ham, ja selv når de andre disciple ville svigte, ville han dog ikke svigte. Simon havde svoret, at han endda ville sætte sit liv til for Jesus, jf. Johannes kapitel 13, vers 37. Og Jesus svarede dengang: "Vil du sætte dit liv til for mig?…Hanen skal ikke gale, før du har fornægtet mig tre gange".

På den barske måde måtte Simon allerede samme aften sande, at Jesus fik ret: Simon fornægtede ham hele tre gange. Simon var lidt for stor i slaget dengang og kunne ikke holde hvad han lovede. Derfor må det være pinligt for Simon, at se Jesus i øjnene – nu hvor Jesus er kommet tilbage – som opstanden. Og hver eneste gang den opstandne Jesus i dagens evangelium spørger: "Elsker du mig?" bliver Simon indirekte gjort opmærksom på sine tidligere svigt.

Simons tidligere løfter om, at han "elsker Jesus mere end de andre" og at han "vil gå i døden for Jesus" bliver udstillet i dagens evangelium. Ikke at Simon er en dårlig ven, ejheller at der har været noget i vejen for at bruge store ord mellem to, som elsker hinanden og vil gøre alt for hinanden. Men hvad har de ord egentlig været værd? Hvad har de ord kunnet bruges til?

Det er spørgsmålet i dagens evangelium. Spørgsmålet er dog også samtidig, om ikke Simon har lært af sine svigt? For Simon siger i dagens evangelium til den opstandne: "Herre, du ved alt, du ved, at jeg har dig kær"/"holder af dig" (Den Nye Aftale - Det Nye Testemente på nudansk) – underforstået "Du ved jeg har svigtet dig, og du ved hvor meget jeg allerede fortryder min opførsel, og du ved allerede, at jeg virkelig ikke ønsker at svigte dig een gang til". Det er som om Simon inderligt angrer sine svigt og ærligt ønsker at få en ny chance og bestemt ikke ønsker at svigte igen.

Hvordan kan dagens evangelium ellers give nogen mening, hvis det ikke handler om at få en chance til, når man inderligt erkender sine fejl og ønsker en ny start? For mig at se skal dagens evangelium ikke anvendes til at nedgøre mennesker og menneskers tomme løfter. Ejheller skal dagens evanglium benyttes til at holde mennesker fast på deres svigt og svigagtighed. Det ville være den nemmeste sag i verden, at opremse alle de gange, hvor mennesker har lovet hinanden mere, end de kunne holde. Og hvem af os, som hører dagens evangelium, kan kigge os selv i spejlet og ærligt sige, at vi ikke nogensinde har svigtet en ven?

Dagens evangelium er ikke, at mennsker er uduelige og ikke holder hvad de lover, men derimod at Gud altid holder, hvad Gud lover. Dagens evangelium er, at selvom mennesker er fulde af svigt og fejl, er mennesker er gode nok. Og Guds søn vil endda bruge de mennesker, præcis som de er – med både styrker og svagheder! Se, det er glædeligt, og det er evangelium:

Gud ser mulighederne i mennesker. På trods af menneskers svigt kan Gud bruge mennesker: I dagens evangelium hører vi, hvordan Gud udruster disciplene til den opgave, som venter dem. Ikke mindst disciplen Simon får en nøgleposition i opbygningen af den første menighed. Som første blandt ligemænd skal Peter forvalte den nøglemagt, den opstandne overdrager ham, jf. evangelisten Matthæus. Og det er apostlen Peter, som katolikkerne betragter som den første pave.

I vores lutherske tradition lægges der ikke samme vægt på nøglemagten – hverken hos paven eller hos kirken. Derimod siger Luther, at "enhver som er krøbet ud af dåben, er præst for Vorherre", dvs. hverken pave, biskop, eller præst har særlig forrang frem for andre, men alle døbte er præster for Vorherre. Præsteembedet udgør hellerikke et særligt sakramente i den lutherske tradition, modsat katolikkerne. Luther skelner af rent praktiske grunde mellem de præster, som har teologisk skoling og er kaldede af en menighed, det særlige præstedømme, mens det almindelige præstedømme gælder alle døbte.

Dog har præsten i de lutherske trossamfund stadig ansvar for skriftemål, hvor præsten har mulighed for at forlade synder. Det hører til undtagelserne at en luthersk præst har nægtet at give syndsforladelse til nogen, der ærligt og redeligt har bekendt og angret deres synder. Som udgangspunkt er præstens opgave i den lutherske traditon at opmuntre menigheden til et liv i kristen frihed, jf. Luthers "Om et kristent menneskes frihed". Præstens opgave er ifølge Confessio Augustana (skrevet af Luthers medarbejder Philip Melanchton) at prædike syndernes nådige forladelse til mennesker, der bekender og angrer deres synder. Både præst og menighed må gå ud fra at syndernes forladelse ikke er carte blanche til at fortsætte onde gerninger, men en chance for en ny begyndelse – ligesom i evangeliet om Simon, der svigter, bekender og angrer og får en ny start, endda som en apostel og som primus inter pares.

Som det andet – udover den sjælesørgeriske funktion – er den lutherske præst forpligtet på at forvalte sakramenterne ret og forkynde evangeliet rent og purt.
Alt dette om forståelsen af præsteembedet skal med fordi dagens evangelium i høj grad handler om den opstandne, der er i gang med at indsætte disciplene som apostle og med ansvar for at varetage omsorgen for menigheden og den første kirke. Denne opfattelse af apostlene som hyrde for menigheden genfinder vi synet på præsten som en særlig hyrde eller sjælesørger for menigheden den dag i dag – både i den katolske og lutherske kirke. I betegnelsen "pastor" (latin for "hyrde") ligger, at præsten er hyrde for menigheden. I dagens evangelium anvender Jesus også hyrdemetaforen, når han siger til Peter: "Vogt mine lam".

Indsættelsen af disciplene til at være apostle og i særdeleshed Peters indsættelse som første blandt ligemænd er en ubetinget tillidserklæring fra den opstandne. Og dette er også kernen i dagens evangelium. Vi hører vi om, hvordan Jesus insisterer på venskab og fællesskab med disciplene. Også selvom de har svigtet ham. Det kan kun betyde een ting: Guds søn elsker menneskene – som de er – på godt og ondt. Ligesom disciplen Simon var elsket og fik tilnavnet "Petros", som er græsk og betyder klippe. Og dog fornægtede han tre gange, og hans opførsel var ikke en klippe værdig. Han afviste endda skærtorsdag, at være Jesu ven. Han sagde sågar: ’Jeg har aldrig kendt den mand’!

Alligevel vil den opstandne Herre beholde Peter som ven og discipel. Alligevel er Peter god nok. Den opstandne lukker Peter tilbage igen i fællesskabet, og deres venskab genoprettes. Og mon ikke Peter er lettet over at være del af det fællesskab, som han ellers var godt på vej ud af med sin tidligere opførsel?

Den opstandne er den virkelige klippe af de to. Den opstandne overrasker endnu en gang ved at kunne rumme disciplenes svigt og alligevel indsætte dem til at være apostle. Den opstandne er den usædvanlige ven, der kan rumme at blive svigtet. Een, der ikke vælger at optræde forurettet, bitter eller hævngerrig. Een, som ikke bærer nag, men som kan tilgive selv det største svigt. Een så usædvanlig tolerant, forstående og tilgivende ven kan kun Guds søn være.

Jesus er den bedste ven, der kan tænkes. Hans tilbud om venskab står altid til troende. Før som nu. Hans tilbud om venskab trækkes ikke i land, fordi nogen svigter. Jesu kærlighed og tolerance er betingelsesløs. Intet, absolut intet, skal skille venskabet ad.
Guds uforbeholdne kærlighed til mennesker er ingen sovepude! Det er en opmuntring til os til at tjene Gud i verden. Ikke til at vi fortaber os i os selv eller fortaber os i hinanden! Men at vi lader os kalde til at elske og tjene hinanden med det in mente, at Gud har elsket os først og stadig elsker os. På trods af vor skrøbelighed skal vi være Guds menighed på jord. Vi er hans tjenere, vi er brugbare, som vi er, på godt og ondt.
Dertil har vi sammen med hans menighed fået velsignelse til at være Kristi kirke på jord. Og Guds egen søn, som led og gik i døden for vores skyld, har tilgivet os, og elsker os stadig. Med hans velsignelse kan vi ikke ønske os mere. Hvad mere kan vi bede om, når Kristus siger til Peter og til os, at vi er brugbare med ordene: "Følg mig" og "Vogt mine får"? Da er da en sand tillidserklæring og en glædelig udsendelse af os, til at gå ud i verden med evangeliet om Ham.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

Salmeforslag: 749 7 186 – 249 439 218

- Asser Skude 2008 ©





  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post473

Anden påskedag 2018 - 2. påskedag 2018

PrædikenerPosted by Asser Skude 28 Sep, 2017 14:31:57

Min nærmeste kommende planlagte gudstjeneste er mandag den 2. april 2018 i Bellahøj kirke, og nedenfor finder du overvejelser forud for denne:

Evangelium:
Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: "De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham." Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv.
Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen. Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: "Kvinde, hvorfor græder du?" Hun svarede: "De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham." Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: "Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?" Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: "Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham." Jesus sagde til hende: "Maria!" Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: "Rabbuni!" – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: "Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud." Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: "Jeg har set Herren," og at han havde sagt dette til hende.
Joh 20,1-18

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for mandag den 2. april 2018

Hos evangelisten Johannes får vi en ganske anden version af den tomme grav end den, vi hørte igår fra Matthæus. I dagens evangelium hos Johannes er det alene Maria Magdalene, der kommer ud til graven. Helt alene. I modsætning til evangeliet vi hørte igår, hører vi ikke om den anden Maria. Desuden hører vi, at det endnu er mørkt. I gårsdagens evangelium, hørte vi at solen var ved at stå op. Og for det tredje mødes Maria Magdalene heller ikke af engel, som byder hende gå tilbage til disciplene og fortælle at Herren er opstanden. Til gengæld møder Maria Magdalene den opstandne selv, og det er Ham, som sender hende ud til de andre disciple for at fortælle det glædelige budskab: "Jeg har set Herren"!

For at begynde ved starten i dagens evangelium: Da Maria Magdalene ankommer til graven, konstaterer hun, at stenen er flyttet fra graven. Derpå løber hun tilbage til disciplene, først til Peter, siden til Johannes for at fortælle: "De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham." Simon Peter og Johannes løber nu ud til graven. Som den første af de to ankommer Johannes til graven. Han ser ligklæderne ligge derinde – underforstået intet lig – men han går ikke ind: "han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind".

Derpå ankommer Simon Peter. Han går frygtløst lige ind i graven og gør den nye iagttagelse, at (ansigts-)ligklædet er adskilt fra (krops-) ligklædet. Derpå følger Johannes med ind i graven, og ”han så og troede”. Denne bemærkning om, at "han så og troede" kommer vel for at oplyse os om, at han eller de øvrige disciple ikke havde troet på opstandelsen. Men nu hvor Johannes ved selvsyn ser den tomme grav indefra og ser ligklæderne ligge løst, og der er intet lig i graven, kan Johannes tro "skriftens ord om at han skulle opstå".

Vi hører så: "Derpå gik de to disciple hjem igen". Nærmest som om, at disciplene nu kunne gå hjem med afsluttet sag. Og ganske ufølsomt i forhold til at "Maria stod udenfor ved graven og græd". Man burde mene, at Simon Peter og Johannes ikke burde have efterladt den sørgende Maria tilbage ved graven. Men det gør de ikke desto mindre.

Derpå kigger Maria ind i graven – og ser to engle sidde, der hvor Jesus havde ligget, een hvor hans fødder havde ligget og een, hvor hans hoved havde ligget. Englene spørger hende: "Kvinde, hvorfor græder du?" Og hun svarer: "De har flyttet min herre og jeg ved ikke hvor de har lagt ham". Da vender hun sig om og ser en person, men det går ikke umiddelbart op for hende, at det er den opstandne selv, hun står over for. Hun tror det er havemanden.

Nu finder næsten samme ordveksling sted mellem hende og den opstandne igen: Den opstandne spørger: "Hvorfor græder du? Hvem leder du efter?" Og da hun tror han er gartneren, der passer området og graven, anklager hun ham og siger: "Hvis det er dig, som har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham".

Det er stadig ikke gået op for Maria, hvem hun taler til. Det sker først i det øjeblik, han kalder hende ved fornavn: “Maria!” Langt om længe går det op for hende, hvem hun står over for, at det er Ham, den opstandne selv, Ham, hun har ledt efter. Maria tiltaler ham "Rabbuni", hvilket betyder "min mester", og det er en bekendelse. Den stemme, som kalder hende, kender hun!

Ifølge evangelisten Markus, kapitel 16, vers 9 har Jesus tidligere drevet syv dæmoner ud af Maria. Derfor er hun ikke fremmed for den stemme, som kalder på hende ved graven.

Det må være genkendelsens og gensynets glæde, da hun hører og ser ham. Mødet er ganske kort og derpå sender den opstandne hende tilbage til disciplene med ordene: “Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud”.

Maria Magdalene gør, som Han har sagt og går hen til disciplene og fortæller, hvad han har sagt til hende.

Maria Magdalene er ifølge dagens evangelium kronvidne. Maria Magdalene er den første, der møder den opstandne. De to andre disciple, Simon Peter og Johannes, ser "kun" at graven er tom, og de ser "kun" de tomme ligklæder. Det er alt, hvad de får at se. De møder hverken engle eller den opstandne selv.

Dagens evangelium handler både om kaldelse og udsendelse. Maria kaldes ved sit navn og den opstandne selv udsender hende til at overbringe påskens glædelige budskab: "Jeg har set Herren", underforstået: Jeg har mødt den opstandne selv og talt med Ham og set Ham selv med mine egne øjne – derfor er det sandt!

Måtte dagens evangelium give os håb, ligesom den opstandne selv kom til Maria og gav hende håb den påskemorgen og sagde: "Maria!" og hun hørte Hans stemme og genkendte den og gav det glædelige budskab videre.

Måtte dagens evangelium også give os håb, så vi tror at den opstandne selv vil komme os i møde, når mørket og fortvivlelsen har omsluttet vores liv. Der, hvor al håb synes ude, der vil den opstandne Jesus selv åbenbare sig for os med sit ord.

Måtte dagens evangelium opbygge vores tro og håb, at ligesom dengang den opstandne kaldte Maria ved fornavn, sådan vil Han også kalde os ved vores fornavn: Fra den dag vi får et navn hos ham. Fra den dag, Han tager imod os i dåben, og vi får vores kristne navn. Det navn, som Kristus selv skal kalde os ved og kende os ved: Og fra vores dåbsdag og resten af livet og indtil den dag, hvor Hans stemme vil opvække os fra de døde og kalde os til en opstandelse , hvor vi skal gå ind til Hans rige!

Som apostlen Paulus skriver i sit første Korintherbrev kapitel 15, vers 51ff: "Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles.”

Som profeten Hoseas skriver:
“Herren giver os liv efter to dage, Herren rejser os på den tredje dag, og vi skal leve for Guds ansigt.
Han bryder frem så sikkert som morgenrøden,
han kommer til os som regnskyl,
som forårsregn, der væder jorden."

For den opstandne selv vil og kan nå os med det ord, som han kalder os til sig med. Han vil vende os fra mørket og fortvivlelsen, mod sit evige lys og til en glædelig opstandelse sammen med ham. Og da skal den evige sol skinne for vores fødder og lyse for vores blik, så vi ikke længere skal snuble eller tvivle. Da skal opstandelsens lys, forklarelsens lys skinne for os.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

- forslag til salmer: 236 206 218 – 241 439 192

- Asser Skude 2008 ©



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post472

Sekstende søndag efter Trinitatis søndag - 16. s. e. trin

PrædikenerPosted by Asser Skude 26 Sep, 2017 21:58:11

Evangelium
Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: "Græd ikke!" Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: "Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!" Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: "En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk." Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.
Luk 7,11-17

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for søndag den 1. oktober 2017


- Enkens søn i Nain

"Helligånd, hør, hvad vi bede
trøstig nu i Jesu navn:
Over os du vinger sprede,
råde bod på alle savn,
vække liv med lys og styrke,
hvor kun før var død og mørke!"

Sådan sang vi før prædiken i Grundtvigs gendigtning. Den salme udtrykker rammende klart den følelse man kan have, når man mister een man holder af. Og den salme udtrykker rammende klart det afmægtige råb om hjælp et sådan tab kan føre med sig. Da kan man have brug for Helligåndens trøstende vinger, sådan at død og mørke kan vække liv med "lys og styrke".

Det kan være en ubehagelig realitet at skulle forholde sig til døden. Intet menneske kommer uden om døden, og enhver bliver konstant mindet om døden, hver gang en af vore kære tages bort: Døden kan tage ens kæreste fra een, og døden efterlader een tilbage med savn og sorg. Det kan føles som man har mistet noget af een selv. Man kan ende der, hvor man kun kan se død og mørke – en følelse af afmægtig sårbarhed og en følelse af at være efterladt og alene.

Sådan er det også i dagens evangelium: Død og mørke hviler over enken i Nain. Hun har mistet sin eneste søn. Og hun har allerede mistet sin mand og er virkelig efterladt og står alene tilbage – sårbar. Hun er overladt til sig selv. Som forælder er hun ramt af den største tragedie, der kan overgå een, nemlig at overleve sit eget kød og blod, og som enke har hun tilmed ingen ægtefælle at dele tabet med.

I et samfund, hvor ens identitet ligger i ens familie, har hun ikke blot mistet sin ære og anseelse, men også sin eneste forsørger. Hun befinder sig i en verden af tomhed og fortvivlelse. Ikke alene en fortvivlelse over at have mistet sin eneste søn, men også en fortvivlelse over at have mistet ethvert livsgrundlag. Ikke alene sønnen bringes til dødens rige – også den efterladte enke kan se frem til et liv i et dødens rige på jord – et liv som levende død – uden hverken livsgrundlag eller håb:

Enken deltager allerede sammen med et stort følge i det sørgetog, som bærer hendes døde søn ud af byen. Gruppen af sørgende – på vej ud af byen – mødes af en anden gruppe, der er på vej ind i byen. De mødes ved byporten i Nain. Det er gruppen af Jesu disciple som møder ligtoget. Hvor gruppen med sørgende bærer mørket og dødens mærke, bærer gruppen af Jesu disciple håbet – håbet om at der er godt nyt på vej: Håbet om lys og styrke i stedet for død og mørke. Gruppen af Jesu disciple bringer det glædelige budskab: Budskabet om at Gud er kommet til mennesker - også til enkerne, de faderløse og de fremmede - dem, der sidder ladt alene tilbage. Som der står i begyndelsen hos evangelisten Lukas: "for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge".

Og da Jesus får øje på kvinden "ynkedes han over hende". I den græske og oprindelige ordlyd står der : "at det vendte sig inden i ham". Så ondt får han af enken. Der er altså ikke tale om en smule medfølelse, men virkelig indlevelse i enkens situation.

Bemærk det er Jesus selv, der tager initiativ til at kontakte enken og griber ind. Ikke omvendt. Det er ham, der opsøger hende: Han griber ind i gruppen af sørgetoget, hvor hun befinder sig. Han blander sig og siger direkte til hende: "Græd ikke!".

Straks går han "hen og rører ved den dødes båre". Det er som om alt står stille i det øjeblik. Bærerne ved båren står helt stille. Den ellers håbløse situation ændrer sig på hans indgriben og idet han befaler: "Unge mand, jeg siger dig: "Rejs dig op!". Og det sker. Den døde adlyder! - sætter sig op - og taler!

Jesus oprejser enkens søn fra døden. Og mere til. Ikke kun sønnens liv, men i lige så høj grad enkens liv rejses op. Vi skal lægge særligt mærke til det følgende: ”og Jesus gav ham til hans mor”. Enken rejses fra et liv i ensomhed, mørke og død til liv og glæde. Ikke eet menneske rejses idag til livet, men to: Ikke bare sønnen kommer til live, men også enken får sit liv tilbage - som mor til sin eneste søn.

Enhver, der har mistet en kær, og set sine kære på dødslejet har konstateret at noget af det sværeste at håndtere i den situation er følelsen af afmagt. Ethvert forsøg på at kommunikere med afdøde er og bliver forgæves. Ethvert forsøg på kontakt mødes med larmende tavshed!

Sådan er det ikke i dagens evangelium. I evangeliet om enkens søn i Nain hører vi svar fra dødens rige og en død bringes tilbage til livet. Det sker fordi det er Gud selv, der taler til den døde. Og Guds søn kan opvække den døde. På Guds søns befaling sætter den døde sig op og begynder at tale! Både gruppen omkring Jesus og sørgetoget bliver ramt af frygt, og snart lovpriser alle Gud, takker og lover Gud med ordene "Gud har besøgt sit folk".

Nu er beretningen om enkens søn i Nain mere end blot en fantastisk begivenhed – mere end en dødeopvækkelse. (Jf. min prædiken til forrige søndag om forskellen mellem at "forbavses og forundres"). Det er et evangelium, der gælder for enhver. Det er det glædelige budskab om, at der er håb for enhver: Selv enken, den faderløse, selv den fremmede skal Gud være Gud for. For Gud vil besøge sit folk, ligesom Gud selv i skikkelse af Jesus besøgte sit folk, da han kom til Nain.

Og det er et sandt evangelium, et sandt glædeligt budskab. At Guds søn gør alvor af sit løfte om at være nærværende, ikke bare med trøst og støtte, men også som i dagens evangelium, med virkelig indgriben. Guds søn giver virkelig enken hendes liv tilbage, ved at give hende sønnen igen. Guds søn giver hende livet tilbage, for nu er sønnen der igen til at forsørge hende, nu er sønnen der igen, som hun kan være mor for.

Enken får livet tilbage – det umulige bliver muligt ved mødet med Guds søn – det døde liv bliver til et levende liv. Enken bliver skænket et håb, der gør hende i stand til at se fremad – og helt konkret vender de om fra de dødes rige til de levendes. Beretningen om enken, der får sin søn igen fortæller os, at der ikke findes et liv, der er så ødelagt, at det ikke kan genoprettes af Guds nåde og kærlighed.

Derfor er det glædelige budskab idag, at ingen må opgive troen på, at Gud kan ændre ulykke og ensomhed til lys og liv: Som Gud rejser enkens søn op, rejser Gud mennesker op - af støvet, fornedrelsen og håbløsheden – og gør os i stand til at gå oprejst bort ud i livet. Guds herlighed er i stand til at bryde igennem og trænge selv de mørkeste kræfter bort – også håbløshedens.

Når Gud spreder sine vinger over os, kan Gud føre os fra død og mørke til lys og styrke. Enken fra Nain bliver helt konkret rejst op af støvet. Guds søn kommer helt konkret enken til undsætning og gør hende i stand til at gå bort ud i livet med opløftet hoved. Og på samme måde spreder Guds søn troens vinger over os og rejser os op af støvet.

Det samme oplevede Job, da han lå i støvet uden noget håb for fremtiden og da han mindedes Guds trøstende vinger: "Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden. Når min hud er skrællet af, Når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud; ham skal jeg skue ham og ingen anden skal mine øjne se." Jobs fastholden på troen og håbet, viser sig at blive hans redning.

På samme måde blev også enkens og hendes søn skænket troens mulighed, da de fik livet tilbage igen af Guds søn. Og på samme måde - omend ikke så dramatisk som evangeliet idag, skænkes også vi troens mulighed, når vi hører det glædelige budskab om Guds søn, der kom til os, for at åbenbare sin kærlighed til os - for at frelse og forløse os - uanset hvilket mørke eller hvilken dal, vi måtte befinde os i er Guds veje uransagelige og Gud formår det umulige.

Ved sin egen søn har Gud besøgt mennesker og skænket troen på ham, som er opstået, og som kalder enhver af os til at følge ham. Gud har altså i Jesus Kristus besøgt os - som der står i begyndelsen hos evangelisten Lukas: "fra det høje at besøge os, for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge". Gud har besøgt sit folk. Og hvor Gud altså er, findes dødens mørke ikke mere.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer: 406 316 739 - 448 476 11

- Asser Skude 2009 ©



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post471
« PreviousNext »