Asser Skude

Asser Skude

Fjerde søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 08 Jun, 2018 10:56:17

Evangelium til søndag den 24. juni 2018
Jesus sagde: "I har hørt, at der er sagt: "Du skal elske din næste og hade din fjende." Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!"
Matt. 5,43-48

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken

- buddet om at elske sine fjender

Temaet i dagens evangelium ligger tæt op ad det tema, som lignelsen i søndags om den fortabte søn slog an: Med hvad skal vi ligne kærlighed, og hvordan er fuldkommen kærlighed?

Gud er kærligheden og kærlighedens væsen overgår al forstand, og alene hos Gud er og findes fuldkommen kærlighed. Dog skal mennesket efterstræbe at blive i kærligheden og blive i Gud. Ligesom apostlen Johannes siger i sit første brev, kapitel 4, vers 7ff: "Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud... Vi elsker, fordi han elskede os først. Hvis nogen siger: "Jeg elsker Gud," men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder."

Ligesom teologen og filosoffen Søren Kierkegaard taler om i "Kjerlighedens Gjerninger" er Gud alene kærligheden, og kun én er fuldkommen i kærlighed, og det er Gud. Nok kan mennesker være kærlige imod hinanden og bør naturligvis efterstræbe det, men hengivelse til Gud er den mest kærlige gerning, og deraf udspringer al kærlighed. Det handler nemlig ikke om at elske sig selv, men at elske Gud, og deraf følger at elske næsten.

Kierkegaard siger sådan: "Nei, Kjerlighed søger ikke sit Eget, thi at søge sit eget, er jo netop Selvkjerlighed, Egenkjerlighed, Selvsyge, eller hvad det ukjerlige Sind har for andre Navne...Kjerlighed er netop Hengivelse; at den søger Kjerlighed er atter og er den høieste Kjerlighed."

Kierkegaard kommer derefter med den afgørende pointe, når han siger, at kærligheden ikke er en fordring, kærligheden er et tilgodehavende, dvs. kærligheden er altid noget vi har til gode hos hinanden og skylder hinanden kærlighed, ligesom de skylder os kærlighed, som vi dem. Kierkegaard understreger, at udfordringen for Hin Enkelte består i at være i 'Kjerlighedens Gjæld til hverandre'. For uanset hvor meget eller lidt vi gør for hverandre, gør vi ikke nok, vi vil ikke nogensinde kunne betale os ud af vores gensidige forpligtelser, for vi skylder hinanden alt. Og ligesom i lignelsen om den fortabte søn, er kærlighed ikke noget vi kan betale os fra eller ud af, næsten skylder vi alt i kærlighed. Det er med andre ord ikke uden vanskeligheder at tage evangeliets ord op og følge det. Kierkegaard taler ligefrem om 'vanskeligheden som følge af at blive i kærlighedens Gjæld til hverandre'.

De ord af Kierkegaard har rod i apostlens ord "så bliv da hinanden skyldige i dette ene, at elske hverandre". Apostlens budskab ligger i forlængelse af dagens evangelium; Forpligtelsen om at elske hverandre, og ikke alene den nærmeste, dvs. næsten eller ens familie, selv ens værste fjender, skal vi elske. Og deri ligger også en afgørende pointe fra Jesu side. Og derved adskiller kristendommen sig markant fra mange andre måder at forholde sig på til omverdenen. Nok er der masser af andre velmenende og gode trosretninger, men hvilke andre prædiker ligefrem kærlighed til fjenden?

Dette er dog et gode for kristendommen og for den, som vil handle på Jesu bud. For handlede kristendom kun at gøre det godt for sig og sine, ville kristendom være selvkærlighed og selvtilfredsstillelse, hvilket kristendommen ikke er. Budskabet om kærlighed er ubetinget hengivelse og atter hengivelse, selv til sin værste fjende: Som Jesus siger: "Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn... Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også".

Igen advarer Jesus om den form for kærlighed, som kan forveksles med købmandskab, den såkaldte "gerningsretfærdighed": Kristendom er netop ikke øje for øje eller tand for tand. Kristendom er ikke en 'noget for noget'-religion. Så snart kærlighed bliver bundet og forudsigelig, mister den sin kraft og sit væsen. Kærlighed er ikke forbeholdt ens venner eller familie, men kærlighed skal rækkes ud over den nærmeste kreds. Og budet om at elske gælder for selv de ondeste og værste fjender. Selv de er Guds skabninger, og selv de skal også behandles som sådan, og vi er forpligtet på at elske dem.

Agter vi fradømme et andet menneske Guds og vores kærlighed, gør vi os selv til dommer over livet og kærligheden, hvilket vi ikke er! Alene Gud vil dømme og alene Gud vil frelse. Det kan og skal vi ikke. Fordi Gud har skabt os i kærlighed og skænket os kærlighed fra den dag vi blev født og indtil nu, skylder vi også at elske hverandre ubetinget og uden forbehold. Kort sagt. Fordi Gud har elsket os først og stadig elsker os og ønsker at frelse os, både gode som onde, sådan skal også vi elske enhver, vi møder på vores vej. Ja, selv den fjende som vil ødelægge eller tage dit liv, skal vi elske uden forbehold, for vi er ikke herre og dommer over livet, det er alene Gud.

Som apostlen Paulus skriver i brevet til Romerne, dagens epistel: "Ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren...Men du, hvorfor dømmer du din broder, eller hvorfor foragter du din broder? Vi skal jo alle stå frem for Guds domstol...Lad os derfor ikke længere dømme hinanden, men I skal meget hellere dømme sådan: Ingen må bringe sin broder til at snuble eller falde".
Kunsten er at elske andre, selvom de ikke ligner en selv og selvom de er ufuldkomne og ikke altid fortjener at blive elsket. Kierkegaard siger: "Vil Du derfor vorde fuldkommen i Kjerlighed, saa stræb at fuldkomme denne Pligt, i at elske at elske det Menneske, man seer, at elske ham saaledes, som Du seer ham, med alle hans Ufuldkommenheder og Svagheder, elske ham, som Du seer ham, naar han ganske har forandret sig, naar han ikke mere elsker Dig, men maaske ligegyldigt vender sig bror eller vender sig bort for at elske en Anden, elske ham, som Du seer ham, naar han forraader og fornegter Dig."

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

salmeforslag 753 366 579 – 688 68 728

- Asser Skude 2008 ©, redigeret siden



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post488

Sankt Hans

PrædikenerPosted by Asser Skude 08 Jun, 2018 10:53:42

Nu er Skt. Hans ikke en egentlig helligdag i den lutherske tradition, men dagen har sit navn fra Johannes Døber, der i følge tradition er født et halvt år før Jesus, altså den 24. juni. Johannes' fødselsdag er værd at markere, af flere grunde: Ikke mindst de begivenheder der udspiller sig efter Johannes har døbt Jesus. Herefter går Jesus ud i ørkenen, hvor han kæmper mod Djævelen. Jeg foreslår man kunne læse Matthæus' beretning om Johannes Døberen, og Jesu dåb og fristelsen i ørkenen.


Evangelium

- Jesus og Johannes (Skt. Hans) og Jesu fristelse i ørkenen

Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«
Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde v6 og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet:
Han vil give sine engle befaling,
og de skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.«
Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.‹ « Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.« Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.
Matt. 3,13-4,11.

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken i forbindelsen med gudstjenesten ved sommerafslutningen for Utterslev FDF i Streyff onsdag den 20. juni fra kl.17.30-20.00

I stedet for at føre krig mod hekse, trolde, nisser, monstre og andre eksponenter for det overnaturlige kunne man netop til Sankt Hans lade sig inspirere af heksene.

Selvom det næsten har været en tradition hvert år i min barndom og ungdom, at man ”brændte heksen af” sankthansaften, så har jeg besluttet, at det er slut med det. Det er ikke en tradition, jeg vil give videre til mine egne børn.

I år bliver det uden ”afbrænding af heksen på bålet”. Det har været afgørende for mig at prøve at markere Sankt Hans på en moderne måde – og samtidig også en relevant teologisk måde.


Spørgsmålet er, om det nogensinde har givet mening at ”brænde hekse af”. Indlysende nok er det bestialsk at brænde mennesker på bålet, som man gjorde op til 1600-tallet. Det er en skamplet for vores historie, ikke mindst fordi øvrigheden og præsterne bifaldt hekseafbrændingerne.


Uden at være ekspert på området tør jeg godt påstå, at hekse var nogen, man ville til livs – fordi både kirken og præsterne var bange for at miste monopol og autoritet. Pudsigt nok stammer ”hokus pokus” slet ikke fra heksekunsten, men fra præsterne. Nemlig fra de latinske nadverord ”hoc est corpus”, på dansk ”dette er [Jesu Kristi] legeme”, altså indstiftelsesordene ved alterbordet.


Fremfor at fordømme eller kaste bål efter det vi (præster) ikke kan forstå eller forklare, men som vi kalder heksekunst eller trolddom, så er det vel mere givende at prøve at rumme og tolerere andre tilgange og opfattelser af livet. Så i stedet for at føre krig mod hekse, trolde, nisser, monstre og andre eksponenter for det overnaturlige kunne man netop til Sankt Hans mane til at forstå og lade sig inspirere af heksene.

Mig bekendt er heksekunst ikke ensbetydende med ondskab eller sort magi, men det er en tolkning af verden og kræfterne i naturen, og en evne og indsigt til at kunne anvende disse kræfter og energier – som udgangspunkt til gode for andre ved at læge, lindre og måske endda helbrede sygdomme.


Ordet ”magi” stammer også fra det græske ”magoi”, som vi kender fra bibelhistoriens hellige tre konger, der var såkaldte ”tydere” eller ”magere”, som det hed i den gamle oversættelse af Bibelen. Disse hellige tre konger havde en dyb indsigt og kunne tyde varslet om Gudsbarnets fødsel. Denne indsigt fik dem til at drage ud på en lang rejse, så de blev de første fremmede til at se og tilbede det nyfødte Jesusbarn. Disse ”magere” blev de første, der kom til Jesusbarnet, vel og mærke ikke en delegation af fromme præster.


Så når vi i Bellahøj-Utterslev sogn markerer Sankt Hans den 23. juni, vil der i stedet for heksebrænding være en konkurrence for bedst udklædte heks og monster. Og vi prøver at sætte os ud over det, vi kan forstå og forklare. Blandt andet skal vi høre, hvad der skete efter Jesu dåb, nemlig da Jesus blev udsat for uforklarlige hændelser, da han var i ørkenen i 40 dage og 40 nætter.

Her prøvede Jesus på egen krop og eget sind at gå ud i det mørkeste og mest ukendte. En rejse, som ikke er beskrevet særlig detaljeret i skrifterne, men hvor det bestemt ikke kan afvises, at han mødte uforklarlige kræfter både fra naturen og fra de ondeste og mørkeste kræfter, der findes, nemlig fra djævelen selv. En rejse, som om muligt gav Jesus endnu mere indsigt og selverkendelse.

Nu er det naturligvis ikke min intention at få børn og voksne til at interesse sig for hekseri eller trolddomskunst, endsige gøre dem til kommende aspiranter udi det okkulte. Hvis det er den opfattelse, der står tilbage efter læsningen af dette indlæg, er min pointe ikke slået igennem.

Mit ærinde er at se på hekse, trolde, nisser og andre overnaturlige væsener denne Sankt Hans med et barnligt sind og lade mig fascinere af dem, og det univers og den indsigt de repræsenterer. I en erkendelse af at livet og kræfterne i naturen måske ikke er så tilfældige størrelser endda, og at alt levende er skrøbeligt. Det er noget, vi skal passe på og naturligvis bør anvende med respekt og ydmyghed - vel og mærke i det godes tjeneste, til gode for mennesker, planter og dyr.

salmeforslag 778, 784, 402, 787


- udgivet første gang på www.religion.dk, Asser Skude 2016 ©



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post487

Tredje søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 08 Jun, 2018 10:52:07

Evangelium til søndag den 17. juni 2018

Jesus sagde også: "En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet."

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken

- lignelsen om den fortabte søn

Guds kærlighed kan lignes med en far, som har to sønner. Og ligesom den far, der har to sønner, elsker han naturligt nok sine sønner lige meget - eller uendeligt lige meget kunne man sige. Lige meget ikke her forstået kvantitativt, men kvalitativt. Vi hører at der er rigeligt med kærlighed - selv til den søn som allerede havde fået sin del på forhånd.

Kærlighed kan - som man siger - ikke købes for guld. Og kærlighed får man ikke for god opførsel . I hvert tilfælde ikke i Guds rige. Så ville det jo være gerningsretfærdighed eller købmandskab, sådan som teolog og sjælesørger Bent Falk gør opmærksom på i "Kærlighedens Pris":

I Guds rige er det ligesom en far, der har to sønner og elsker dem begge ubetinget og grænseløst. I Guds rige kan ingen af hans børn afkræve deres himmelske fader kærlighed, men kærligheden skænkes Guds børn i rigelige mængder, og de er alle arvinger til hans uendelige rigdom og kærlighed. De er allesammen arvinger til uendelig og al ønskelig og tænkelig kærlighed. Den ene som den anden, den yngste såvel som den ældste. Ligesom i ethvert andet sundt og kærligt forhold mellem forælder og børn, har de to sønner deres forælders ubetingede kærlighed og hengivenhed. Derfor er det også absurd, da den forsmåede storebror i dagens lignelse forlanger, at faren ikke skal give lillebroren mere (kærlighed), da lillebroren allerede har fået hvad der tilkommer ham.

Den forsmåede storebror har ret i, at han som den fornuftige og retfærdige storebror fortjener at blive elsket mere - fordi han altid har gjort alting, som faren har ønsket. Men kærlighed er nu engang ikke noget som gives efter god opførsel eller fortjeneste, og derfor er storebrorens krav absurde. Kærlighed kan ikke købes - heller ikke for god opførsel. Uanset hvor meget den irriterende og flabede lillebror tosser rundt, vil der være rigeligt af kærlighed fra farens side. Faren vil elske lillebroren ubetinget, ligesom han vil elske storebroren ubetinget - det sidste hører vi ikke sagt, men det giver sig selv og alt andet ville være unaturligt.

Lignelsen om den fortabte søn handler i høj grad om kærlighedens natur, og at kærlighed oftest karakteriseres ved overbærenhed og tolerance - det som med et moderne ord kaldes for tilgivelse og rummelighed. Naturligvis er lignelsens pointe ikke, at fordi vores himmelske fader elsker os ligesom faren elsker, kan vi afkræve vores arv og forlange tilgivelse og tolerance for stort sagt alt, hvad vi foretager os. Eller sagt på en anden måde: Vi kan ikke bare gøre som den forkælede lillebror, som er elsket uanset hvad, sin dårlige opførsel til trods.

Lignelsens sigte er snarere at fortælle os, at vi har barnekår hos Gud, og vi har arvet hans kærlighed og rigdom. Det er en arv, som vi ikke kan fortjene, men som Gud skænker af sin gavmilde nåde. På den måde har vi ingen rettigheder, men har dog alligevel ubetinget tillid og kærlighed fra vores himmelske fader - uanset og på trods af vores til tider tossede opførsel.

Tilsyneladende lignelsens yngste indset, hvad kærlighed handler om, idet han erkender sine tossede handlinger og indser at han ikke har fortjent sin fars kærlighed og derfor intet kan forlange. Netop derfor er han værdig til at blive modtaget med åbne arme. Den lillebror er at sammenligne med en ærlig synder, der åbenhjertigt og uhøjtideligt beder om tilgivelse og om at blive taget til nåde.

Netop derfor og kun derfor kan han blive del igen af det fællesskab. Ikke fordi han skal måles og vejes på hans dybfølte anger eller at faren skal aftvinge ham den ene undskyldning efter den anden. Lignelsen giver ingen mening, hvis ikke netop faren elsker sin søn ubetinget, og hvis ikke sønnen også havde realitetssans og selverkendelse nok til at se, at han ikke havde fortjent sin fars kærlighed. Lillebroren siger: "far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere."

De vilkår som lillebroren i lignelsen stilles af sin far, ligner de vilkår vi som børn stilles af vores himmelske fader. Guds kærlighed er i sagens natur og per definition grænseløs og uendelig og kan ikke købes for god opførsel eller pæn tale. Guds kærlighed kan ikke bestikkes - hverken til det bedre eller det modsatte. Gud er dog urokkelig indstillet på at elske hvert af sine jordiske børn - præcis som de er. Ikke for det, som de gør eller siger, men præcis som de er, inklusiv alle gode og mindre gode sider. Gud ser mennesker hvor de er og elsker mennesker, som de er.

Den danske teolog og filosof Søren Kierkegaard taler i "Kjerlighedens Gjerninger" om at se et menneske, som det er og elske det, som det er. Deri består det kristelige. Let er det at elske nogen som ligner sig selv, men det er også kedeligt i længden. Kunsten er at elske andre, selvom de ikke ligner en selv og selvom de - også - er ufuldkomne og ikke altid fortjener at blive elsket: "Vil Du derfor vorde fuldkommen i Kjerlighed, saa stræb at fuldkomme denne Pligt, i at elske at elske det Menneske, man seer, at elske ham saaledes, som Du seer ham, med alle hans Ufuldkommenheder og Svagheder, elske ham, som Du seer ham, naar han ganske har forandret sig, naar han ikke mere elsker Dig, men maaskee ligegyldigt vender sig bror eller vender sig bort for at elske en Anden, elske ham, som Du seer ham, naar han forraader og fornegter Dig."

Og videre: "Men vi Mennesker tale om at finde den Fuldkomne for at elske ham, Christendommen taler om at være den Fuldkomne, der grænseløst elsker det Menneske han seer"..."i Christo saa Fuldkommenheden ned til jorden og elskede det Menneske han saae". Og med ordene fra Johannes brevet siger Kierkegaard: "Bliv Ingen Noget Skyldige uden dette, at elske hverandre".

Problemet for os mennesker er, at når vi ser og møder kærlighed, vi ikke forstår, har vi måske en tendens til at gøre som den forsmåede storebror, der føler sig forurettet og gør vrøvl, da han ikke føler han selv får nok. Han lader sig forarge over den kærlighed, som den anden får. Derved gør han både sig selv og broren og faren uret, for alle som én har de lod og del i Guds rige - som handler om kærlighed, nåde og fred mellem hverandre.

Én af de opgaver som lignelsen om den fortabte søn således kunne stille os over for, er den opgave ubetinget at unde andre del og lod i den kærlighed, som vi ikke forstår. Der kan være et utal af argumenter og årsager til at vi måtte mene, at den og den ikke fortjener at blive elsket eller behandlet ordentligt. Men når alt kommer til alt, har vi ret til at dømme? Og har vi ret til at tage kærlighed, accept og forståelse væk fra nogen, som vi ikke synes er elskelige?

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

Salmeforslag 31 69 365 - 506 521 570

- Asser Skude 2008 ©, redigeret siden





  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post486

Anden søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 01 Jun, 2018 11:13:56

Evangelium til søndag den 10. juni 2018

Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: "Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!"
Luk 14,25-35

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for rytmisk gudstjeneste kl. 10.30 søndag den 10. juni 2018 i Bellahøj kirke

- Hvad kræves der af en god discipel?

Den store skare, som Jesus taler til i dagens evangelium primært er jøder. En af grundpillerne i den jødiske tro er de ti bud, hvoraf det fjerde bud lyder: "Du skal ære din far og din mor", det vil sige: "Du skal elske og ære og lyde og agte din far og din mor". Derfor provokerer Jesu tale om, at ingen kan være hans discipel 'uden at hade sin far og mor'. For jødernes tusindårige kultur bygger på et stærkt sammenhold i familien: Uden familiens opbakning var man ilde stedt, uden deres kærlighed, accept og billigelse var man socialt og økonomisk ilde stedt.

Jesu opfordring og bud om at forlade alt det kendte, handler om at være omstillingsparat. Klar til hans bud og formaninger om en ny lov, kærlighedens lov. En lov som afløser de gamle bud og den gamle lov (som findes i Det Gamle Testamente) Hans formaninger og bud skal afløse de gamle (ti bud). Hans bud sammenfattes i det dobbelte kærlighedsbud, budet om at du skal elske Gud af hele din kraft og al din styrke og af hele sin sjæl – og næsten som dig selv.

Hvordan kan det så forstås sammen med Jesu ord om at: "Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja sit eget liv, kan han ikke være min discipel".

Jesus formaner ikke engang, han ligefrem kræver og forlanger. Hans krav er hverken politiske eller sociale, de kan dog have politiske, sociale og økonomiske konsekvenser. De er kategoriske krav, som han introducerer ved at henvende sig til den enkelte, som hører hans ord. Det er eksistentielle krav, som hver enkelt må forholde sig til. Alt efter hvad den enkelte er villig til.

Præcis sådan som når filosoffen og teologen Søren Kierkegaard taler om 'at blive hin enkelte', at afgøre sig for det ene eller det andet. At vælge at blive et selv og være tro mod sig selv og sine værdier. Ikke at være sig selv nok, men snarere at realisere sig selv – som et selv. Jesu forkyndelse er og bliver en etisk fordring, som filosoffen og præsten K. E. Løgstrup betegner det: Den enkelte må afgøre med sin egen samvittighed og handle derefter. Enhver må gøre sig klart, hvilken betydning Jesu ord skal få for ham eller hende.

Ej heller er det sikkert at de valg, som den enkelte træffer og handler efter, vil blive belønnet med det samme, tværtimod, nogle går mod strømmen og bliver forfulgt, og alene tiden - eller evigheden – skal dømme de handlinger. F.eks. som dengang herhjemme under den tyske besættelse, hvor få valgte fra starten at gå imod tysk overmagt og kæmpe for friheden. Nogle af de mest prominente danske frihedskæmpere blev af deres samtid i de første år af krigen betragtet som terrorister, men efter krigen er de blevet hædret og deres gerninger ses nu i et helt andet lys.

Dermed ikke sagt, at nogen form for terror eller vold er acceptabelt eller kan forsvares eller skal forsvares, og heller ikke at landets love ikke skal overholdes, det skal de naturligvis. Og følger nogen ikke landets love, skal det naturligvis have konsekvenser. Omvendt ville være misforstået, hvis ikke Jesu forkyndelse skulle angå enhver som hører og tager hans ord ind. Enhver som hører hans forkyndelse må handle derefter - og leve med sine valg – både over for sig selv og sin næste og over for Gud - nu, bagefter og i al evighed. Jesus siger at "den som vil være min discipel må tage sit kors op og gå i mit spor" og "ingen kan være min discipel uden at give afkald på al sit eget".

Vil nogen altså tage Jesu ord til sig og følge ham, må det menneske være forberedt på at gøre det helhjertet. Det er ingen middelvej eller genvej til at gøre hans vilje. Al bedsteborgerlighed og småborgerlighed må vige. Jesu bud er radikalt og forpligter ubetinget. Der er dog en sproglig vigtig nuance at have med, når Jesus taler om at den som ikke "hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv kan ikke være min discipel”. Det ord for "at hade" (sin bror...) kan også have betydningen "at underordne". Dvs. en alternativ oversættelse kunne lyde sådan: "vil nogen følge mig, må det menneske underordne deres forældre, søskende, ja selv deres eget liv".

Kort sagt: skal budet om at elske bredes ud til alle, ikke bare din biologiske familie, din mor og far, bror og søster, men enhver, som du møder på din vej. Sagt kort er dit liv ikke kun om, at elske dem, som elsker dig (fordi du er familie)

Selv den, som ikke elsker eller forstår dig, skal du elske. Selv din fjende skal du elske, siger Jesus (bjergprædikenen) Selv det menneske skal du elske, lige så højt som Gud og dig selv, ja det menneske, skal du elske som din egen mor eller far, søster eller bror. Det er denne kritiske nytolkning af Moselovens fjerde bud, som Jesus bringer i dag.

Jesu tale er revolutionerende, samtidig er det også en befriende at høre, at ethvert medmenneske skal mødes med uforbeholden respekt og kærlighed. Faktisk ligger det fint i forlængelse af skabelsesberetningen fra 1. Mosebog, at mennesket er skabt i Guds billede: At ethvert menneskeliv, uanset hvad folk måtte mene og sige om det, er skabt i Guds billede og skal elskes som sådan. Budet om at ære og elske Gud og næsten er så omfangsrigt og vidtgående, at det fjerde bud ligesom de øvrige bud må underordnes og forstås ud fra dette dobbelte kærlighedsbud: Budet om at elske Gud og næsten - som sig selv - møder os i enhver situation i livet, hvor vi er ansigt til ansigt med hinanden - i enhver situation, hvor vi mødes af hinandens ansigt og hinandens blik om hjælp. Når vi yder hinanden hjælp i den situation, dukker det særlige op i vores livs horisont, Guds rige.

Jesu krav om kærlighed imod næsten vil før eller senere igennem vores liv kræve af os, at vi underordner et af de ti bud, herunder budet om at elske vores far og mor. Det er det Jesus sigter til, når han siger, "ingen kan komme til mig uden at hade sin far og mor, hustru og børn, brødre eller søstre". At være Jesu discipel indebærer samtidig at vi er ordets tjenere. at vi holder os selv og hinanden fast på evangeliet om Guds søn, Jesus Kristus. At vi ved at forkynde evangeliet for hinanden og ud i verden bliver og er det "jordens salt", som Jesus også taler om i dagens evangelium.

Salt bruger og kender vi alle til: Under madlavning bibringer saltet maden smag og fylde, og saltning af fødevarer er et ældgammelt huskeråd, en måde at lagre madvarer på, for herved modvirker man forrådning. På samme måde skal vi som ordets tjenere, præster såvel som lægfolk, være jordens salt. Vi skal modvirke, at livet på jorden fordærves af menneskelig egoisme og selvtilstrækkelighed.

Vi skal være det jordens salt, som skal minde verden om, at Gud een gang for alle har afsløret denne verdens griskhed, det menneskelige fordærv og forhærdelse: For Guds egen søn, Jesus Kristus, kom til os mennesker med sin kærlighed og åbenbarede sig midt iblandt os, alligevel ville vi ikke tage imod ham, men lod ham korsfæste og lide døden. Vil du og jeg virkelig være hans disciple, da må du og jeg tage imod den nye retfærdighed, den nye virkelighed, som Jesus rækker os med sit liv, sin død og opstandelse.

Vil vi være Jesu discipel, da må enhver af os - som Jesus siger det "give afkald på alt sit eget". Da må vi tage imod hans forkyndelse af en ny og grænseoverskridende kærlighed og glemme det gamle, vi har lært. Som Jesus siger: "Den, som gør Guds vilje, det er min bror og min søster". Og et andet sted: "Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger". For gør vi Guds vilje, elsker vi næsten som os selv og Gud af hele vort hjerte, da vil vi finde ud af, at vores nærmeste beslægtede ikke altid er vores familie, derimod er vores nærmeste beslægtede, dem, som vi er forbundet med åndeligt og forståelsesmæssigt.

Det er vores virkelige familie. Selvom det kan være smerteligt, var det også en erfaring Jesus selv gjorde, da han imens hans egen biologiske familie engang var over for ham, åbenlyst indrømmede, at hans virkelige familie, det er dem, som gør Guds vilje, de er hans bror og søster.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

- Forslag til salmer: 725 604 - 633 335 684

- Asser Skude 1998 ©, redigeret siden









  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post485
« PreviousNext »