Asser Skude

Asser Skude

Første søndag efter påske

PrædikenerPosted by Asser Skude 18 Apr, 2017 15:21:27

Evangelium
Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: "Fred være med jer!" Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: "Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer." Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: "Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt."
Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: "Vi har set Herren." Men Thomas sagde til dem: "Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke." Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: "Fred være med jer!" Derpå sagde han til Thomas: "Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende." Thomas svarede: "Min Herre og min Gud!" Jesus sagde til ham: "Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror." Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.
Joh. 20,19-31

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for søndag den 23. april 2017

- "salige er de, som tror"

Hvorfor skal vi fejre gudstjeneste i dag? Det skal vi, fordi det er søndag. Den ugedag, hvor Jesus Kristus opstod fra graven. Og det er værd at fejre gudstjeneste på det grundlag. For er Jesus Kristus opstået fra graven, så er Jesus Kristus herre over livet og døden.

Sidste søndag - opstår Jesu fra graven. Tegnet derpå er den tomme grav, som kvinderne finder, da de kommer ud for at salve hans legeme. Og en engel siger til dem: "Herren er ikke her, han er opstanden."

Englen siger også til kvinderne: "Fortæl hans disciple, at Herren er opstanden". Det gør kvinderne efterfølgende. Kvinderne er de første bærere af påskens budskab, de er så at sige førstehåndsvidnerne til Herrens opstandelse. I første omgang nægter disciplene imidlertid, at tro kvindernes budskab.

Det er først, da Jesus selv, som den opstandne Herre, viser sig for disciplene, at de kan tro det er sandt. Første gang Jesus viser sig for dem, er Thomas ikke med, det får vi at vide i dagens evangelium. Ved en senere lejlighed fortæller disciplene naturligvis Thomas, hvad de har set, men Thomas siger tvivlende, at han først vil tro, at det er sandt, når han har fået et håndgribeligt tegn, nemlig set naglemærkerne i Jesu hænder.

Ugen senere, søndagen efter påskesøndag, altså i dag, byder lejligheden sig så for Thomas, det er det centrale tema i dagens evangelium.

Og vel og mærke opholder disciplene sig bag lukkede døre, alligevel kan Jesus trænge ind til dem, og Han viser sig for dem i deres midte og hilser dem med ordene "Fred være med jer". "Fred være med jer" er både almindelig hilsen på den tid og i det jødiske samfund, men hilsenen minder også om indholdet af den tid, som er nu. Nemlig påskens tid som er fredens tid, fordi Jesus Kristus, Guds søn, har stiftet freden ved at give sit liv som løsesum for mange. Han er som det påskelam, som jødernes påskefest "pasha" handler om, det lam, hvis blod reddede jøderne i Ægypten, og Han er som lammet, der reddede Isak fra at blive ofret på Guds alter.

Nu står den opstandne Herre midt iblandt disciplene. Og af sig selv udfordrer Han nu Thomas, der tidligere fremsatte et krav om bevis. Jesus siger: "Ræk din finger frem, her er mine hænder". Underforstået "hvis du vil have bevis for at jeg virkelig er den opstandne, så stik din finger igennem naglemærker i mine hænder". Vi hører desværre ikke, om Thomas gør brug af tilbudet, men Thomas kommer derpå med en bekendelse. Thomas må have opdaget, hvem han står over for, for Thomas siger jo: "Min Herre og min Gud!"

Man kan sige, at Thomas nærmest kaldes ud af tvivlen og ind i troen. Jesus siger forinden til ham: "Vær ikke vantro, men troende". Da Thomas nu tror igen, så siger Herren til Thomas "Du tror fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror." De ord er ikke ment som kritik af Thomas, snarere som en forklaring til de generationer og atter generationer efter Thomas, som i modsætning til ham ikke vil få samme mulighed for at få synligt bevis fra den opstandne selv.

Ligesom for os, der lever totusind år efter disse begivenheder fandt sted: Vi har ikke set den opstandne. Vi har ikke set det. Vi har måske hørt om det. Og måske tror vi, det er sandt, fordi vi har hørt om det – uden vi altså har set det med egne øjne. Ligesom når vi hører om dette opstandelsens tegn, som er dagens evangelium. Naglemærkerne i den opstandnes hænder.

Alle disciplene må have set mærkerne, det må altså virkelig være sket, hvis det, de så er sandt, og derfor må vi også vi tro, det er sandt, når så mange har set hans mærker. Dagens vidnesbyrd i evangeliet giver os mulighed for at tro opstandelsens realitet.

Dagens evangelium er virkelig glædeligt og indbyder til tro og håb: For er Herren opstået fra graven, og er Herren trængt ind til disciplene, bag ellers lukkede døre, og har Herren talt til dem, og har Han vist sig for dem, ja endda sine egne naglemærker fra korsfæstelsen, ja så er Herren virkelig opstanden, så er han virkelig Herre over døden.

I oldkirken opfattede man det at tro, det at komme til tro meget konkret og sanseligt: Nemlig, at når Guds ord lyder, som f.eks. ved læsning af evangeliet, så glider ordet ind gennem øret og herfra finder det vej til ens inderste, hvor ordet bliver undfanget og begynder at spire.

Ligesom med Jesu undfangelse i Marias skød - det hørte vi om i evangeliet til Marias bebudelse for tre søndage siden: At Guds søn kunne undfanges i en jomfrus liv, skyldes ikke at undfangelsen sker gennem en åbning af Marias køn, men derimod fordi der er tale om en indre undfangelse, der er kommet af englens ord til Maria om at blive frugtsommelig med Guds søn. Hendes undfangelse er i den oldkirkelige gamle forstand en undfangelse, der sker via øret, via hørelsen af engles ord.

Således dog stadig ganske sanseligt og knyttet til menneskets organer, opfattede man opfattede man i oldkirken troens undfangelse i et menneske. Nemlig en besvangring med Guds ord, evangeliet, som med tiden vil spire og vokse i det menneske. Gud er altså virkelig tilstede efter sin død, på trods af sin død, for det han er tilstede virkeligt sammen med ordet, hvori og hvorigennem han meddeler sig til os, og bliver en del af os.

Ligesom når vi modtager Hans legeme og blod ved nadveren, så modtager vi det virkeligt, fordi Han er til stede (for den som tror) med vinen og brødet ved ordene, der lyder samtidig med. Ordene og nadvermåltidet skænker os virkelig sanseligt og bogstaveligt Hans kødelige og åndelige nærvær. Vi bliver en del af Ham, fordi vi spiser noget af Ham. Og Han bliver en del af os, fordi vi lukker Ham ind gennem vores mund, ind i vores system. Fordi vi modtager Ham helt og udelt, netop derfor modtager vi helt og udelt Hans fred og velsignelse. Og ikke mindst modtager vi ved nadverbordet helt og udelt vores synders forladelse, de ord tilsiges os - på Hans ord, på Hans bud.

Syndernes forladelse til at gå ud i verden, med fredens budskab, påskens budskab: At Herren virkelig er opstået. At hans opstandelse er en sejr over dødens magt. At Hans opstandelse kan blive enhver til del, som hører budskabet om Ham og kommer til troen.

Det er det budskab, som Herren som den Opstandne meddeler sine disciple, og det er det budskab Han sender dem ud i verden med. "Gå derfor ud i verden og gør alle folkeslag til mine disciple idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn."

Netop dåben var allerede i oldkirken knyttet særligt til påsken. Faktisk døbte man udelukkende denne ene gang om året, nemlig påskenat.

Dagen i dag, 1. søndag efter påske, spiller en ikke helt uinteressant rolle i denne sammenhæng. Den hvide dåbsdragt, som den døbte var blevet iklædt ved dåben i påsken, blev nu, ugen efter, altså første søndag efter påske, aflagt på denne dag. Herfra har dagen sit oprindelige latinske navn "dominica in albis eller bare ”dominica in albis deponendis", de aflagte hvide dragtes søndag".

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.


forslag til salmer: 408 234 247 - 248 677 545


- Asser Skude 2009 ©



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post444