Asser Skude

Asser Skude

Bededag

PrædikenerPosted by Asser Skude 11 May, 2017 09:10:49

Evangelium
I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: "Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!" Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger: "Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!" Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder.
Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: "Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden."
Matt. 3,1-10

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejeler forud for fredag den 12. maj 2017

- Johannes Døberen i ørkenen

Når nogen siger "radikal" i dag, tænker man måske på det politiske parti af samme navn. Det parti bliver ofte betragtet som midtsøgende og fredsommeligt. Imidlertid ligger der oprindeligt noget helt andet i ordets betydning: Ordet stammer fra latin "radix", hvilket betyder "rod". Det er faktisk samme ord, man har i "radise".

"Radikal" bærer oprindelig betydningen "det, som går til rødderne". Og det er netop hovedtemaet i dagens evangelium: At gå til værks med krum hals, uanset om det så er ned til selve roden. Om det så måtte være rub og stub, det hele skal med, når der hugges til. Så radikal er Johannes Døberens i sin tale om "øksen, der ligger ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden".

Med rette kaldes Johannes Døber profet: Han taler som en og ser ud som en: Han taler om bod og omvendelse, og han har "klæ'r af kamelhår og læderbælte om livet, og hans føde er græshopper og vildhonning". Han er den, som står frem i den gamle tid og varsler en ny tids komme. Han står på tærsklen mellem det gamle og det nye.

En tid, hvor Guds rige er kommet nær, nemlig med Guds komme til mennesker - i Jesus Kristus. Johannes Døberen er jo den som døber Jesus i Jordanfloden, og herefter åbenbarer Gud sin kærlighed til mennesker i Kristus Jesus. I hans undere, helbredelser, lignelser, men frem for alt: Hans opstandelse påskemorgen betyder en sejr over dødens og mørkets magter. En sejr, som kan blive enhver til del. Nemlig den til del, som kommer til dåben, indgangen til fællesskabet med Guds søn, et evigt fællesskab, fra nu og til al evighed.

Ligesom Johannes Døberen døbte folk i Jordanfloden med sin dåb efter at have krævet omvendelse, således også med omvendelsen: Menneskene skal vende sig bort fra den vej, som fører væk fra Gud. Det er jo det, som forsagelsen i tilspørgslen inden dåben går ud på. For at tage imod Guds frelse, må mennesker først sige "nej" til det onde og aflægge sig det gamle menneske, for at kunne iklæde sig det nye.

Den omvendelse antyder dagens læsning fra det Gamle Testamente læsning, nemlig Salme 51. Salmisten bekender over for Gud sin synd og sin skyld, og salmisten lover at vende sig bort fra sine tidligere overtrædelser og vende om på en ny vej, den rette vej, mod Gud. Salmisten lover endda at ville lære lovbryderne om vejen til Gud. Samtidig bedyrer han sin fulde tillid til Guds retfærdighed og barmhjertighed - en tillid til Gud til, at Gud ikke vil afvise ham, men tage imod ham, rense ham fra den gamle synd og skyld, og i stedet lade ham love og prise Gud, og fylde ham med en ny ånd og et rent hjerte.

Dagens evangelium handler primært om at mennesker skal aflægge sig det gamle og tage imod det nye. Og den bevægelse - hen imod Gud, den skyldes i sidste instans, Gud der omvender mennesker! Fordi omvendelse er, at mennesket lader Gud bevæge sig ind på den vej, Gud vil.

For at det kan ske, skal mennesket forud for dåben aflægge trosbekendelsen: Sige "ja" til troen på Gudfader, Gudsøn og Gudhelligånd. "Ja" til at Gud er det største i menneskers liv, større end ens eget liv, større end menneskers vilje og magt. Uanset hvad mennesker måtte ønske af Gud eller måtte bede Gud om, så kan mennesket hverken styre eller manipulere Guds vilje efter dets eget forgodtbefindende.

På den ene side er mennesket frelste ved den plads, som det får hos Gud ved dåben. Een gang for alle er mennesket renset fra synd i dåben, og i nadveren modtager mennesket herefter syndernes forladelse, men det betyder ikke at mennesket er fritaget for ansvar. Mennesket står - som døbt - stadig under Guds tiltale - i hver en time, hvert minut af dets liv. Gud byder mennesket at handle på sit bud og efter hans vilje. Måske vil mennesket ikke, men det skal.

I dagens evangelium advarer Johannes Døber farisæerne og saddukæerne i deres forblændede tro på deres egen selvtilstrækkelighed. Det er ikke nok for deres frelses skyld, at de har Abraham til stamfader. Deres etniske baggrund er ikke et tilstrækkeligt privilegium i forhold til Guds frelse og Guds udvælgelse.

For - som Johannes Døberen siger, hvis Gud ville, kunne Gud uden videre skabe nye Abrahams børn af stenene i ørkenen. At være Guds udvalgte gives ikke længere pr. automatik, f.eks. pga. af ens etniske baggrund, hvad enten man er jøde eller muslim!

At være Guds udvalgte afhænger suverænt af Guds udvælgelse. Dermed udlignes enhver etnisk forskel imellem jøder og andre folkeslag.

Det tema er også centralt to andre steder i Matthæusevangeliet, nemlig om først som sidst: Først i Matthæusevangeliet, når der fortælles om Jesu fødsel, hvor fremmede, ikke-jøder, finder Guds søn. Og sidst i Matthæusevangeliet, hvor der fortælles om den opstandne Kristus, som udsender disciplene "gå ud til alle folkeslag og gør dem til mine disciple…"

Det er den Opstandne, som kommer med Guds rige begyndelse. Det er ham, som skænker mennesket muligheden for at leve et nyt liv frihed fra synd og død. Det liv i frihed skal mennesket ikke selv kan skabe. Det liv, som mennesket alene kan modtage fra Gud.

Og tænker man billedet fra Matthæus til ende - om at beskære træet, så kunne man forstille sig Jesus som den gode gartner, der beskærer de træer, der bærer dårlig frugt, ikke for at træerne ihjel, men for at give dem et nyt liv, med nye skud, nye grene, så de kan bære gode frugter.

Middelalderens cisterciensermunke havde efter sigende en talemåde som på latin hed: "Succisa virescit!" Det betyder "Det, som er skåret ned, grønnes atter". De træer, som bliver beskåret radikalt, får mulighed for at grønnes igen og bære nye frugter. Det er evangeliets billede på det håb, som gives mennesket, når det føler sig lille eller sygner hen i ingenting eller når glæden tages fra det mennesket.

Mennesket har brug for evangeliets trøstende ord om, at det ikke er ubrugeligt eller ufrugtbart, men at Gud kan skænke mennesket ny kraft, at Gud vil bruge mennesket til noget, at Gud vil give menneskers liv mening og formål: Så mennesket kan bære gode frugter. Og så det ikke skal hugges op med rode og kastes i ilden på hin dag!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

forslag til salmer: 331 13 - 402 208 752

- Asser Skude 2009 ©



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post447