Asser Skude

Asser Skude

Kristi Himmelfartsdag

PrædikenerPosted by Asser Skude 25 May, 2017 13:19:03

Evangelium

Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: "Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske." Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med. Mark 16,14-20

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for rytmisk gudstjeneste kl. 10.30 torsdag den 25. maj 2017 i Bellahøj kirke

Det ophøjede og det almindelige

I maj 2004 - var der kongeligt bryllup. Og det gik ikke stille af: Danmark stod bogstaveligt talt på den anden ende: Brylluppet stod mellem en helt almindelig pige, Mary, på den ene side og på den anden side, Hans Kongelige Højhed, Kronprinsen. Det var næsten som et eventyr. Måske netop derfor var det enestående. Fordi det var et bryllup imellem to forskellige verdener: Kronprinsen med blåt blod i årene og en almindelig pige, som lige så godt kunne være naboens datter.

Den ophøjede kronprins med de mange pligter og det store ansvar, som skulle giftes med Mary, den søde, men også meget almindelige pige. Sagt lidt forenklet: Den mægtige, som skulle mødes med den lille. Måske netop fordi forskellen imellem de to var så indlysende og mægtig – gjorde det kun eventyret endnu bedre. For der skulle skabes en alliance mellem to ellers fra hinanden fjerne verdener: Det særlige skulle mødes med det almindelige – og derved blev det noget nyt og særligt derved, det blev på én og samme tid ualmindeligt og dog almindeligt:

På én gang ophøjet, på én gang afslappet og tilbagelænet. På én gang noget historisk, på én gang noget hverdagsagtigt. På én gang noget, som alle kunne forholde sig til – for den unge kvinde var en helt almindelig pige, og den unge herre lignede en hvilken som helst anden ung mand, som skulle møde sin tilkommende, nervøs og lykkelig som var han, ligesom enhver anden brudgom, som står og venter på sin brud. På den anden side et var det et bryllup uden sammenligning, uvirkeligt og overdådigt med al den pomp og pragt, tilskuernes antal, de mange fine gæster, karetkørselen bagefter, middagen om aftenen og fyrværkeriet på slottet midnat.

Netop fordi to verdener mødtes – og kunne forenes, så opstod en hybrid med det bedste fra begge verdener: Mange ventede på, om det kunne lade sig gøre. Og mange ønskede det skulle kunne lade sig gøre. Og mange gerne ville at det skulle ske. Og fordi disse to verdener så at sige smeltede sammen til en ny verden i det øjeblik de to hovedpersoner fik hinanden: Mange drømme, håb og ønsker blev opfyldt.

Sådan var det også noget ganske særligt, der skete, dengang da Gud, som er ophøjet, satte sig for at forbinde sig med denne verden. Dengang da det høje skulle mødes med det lave. Dengang da Gudfader sendte sin Søn til verden. For at lade himmel og jord mødes. Da Gud blev én af os i Jesus Kristus. På én gang ophøjet, på én gang helt almindelig. Den ene verden forbandt sig med den anden verden. To verdener mødtes.

Dagens evangelium handler om det både himmelske og jordiske møde, som er skabt mellem Gud og verden. Den særlige forbindelse, der knyttes, da Gud stiger ned til verden, bliver ét med verden, i Jesus Kristus.

Dagens evangelium til Kristi Himmelfart er evangeliet om den særlige forbindelse, der derved er opstået imellem himmel og jord, mellem Gud og mennesker. Det er en forbindelse så stærk, at den er utænkelig i enhver anden trosretning, hverken islam eller jødedom accepterer troen på, at Gud er blevet menneske.

Netop dette særlige, at Gud er blevet menneske, er ikke nogen svaghed eller gudsfornægtende tanke, men derimod en styrke og unik egenskab i den kristne tro. At Gud er blevet menneske betyder, at der er etableret en særlig en forbindelse mellem Gud og mennesker, mellem himmel og jord, fordi Gud både er hævet over jorden, men samtidig også har vandret på jorden. Gud er både ophøjet og steget ned. Det som kristne teologer kalder to-naturlæren, dels Guds guddommelige natur dels Guds menneskelige natur.

Det er specifikt og kendetegnende ved den kristne tro – og det er en blasfemisk tanke for andre religioner, at Gud skulle kunne blive menneske og blev det. Menneske har Gud været i Jesus. Gud blev én af os og vandrede iblandt os. Og Guds søn viste sig for mange, selv efter sin død, hvor han i fyrre dage vandrede iblandt dem og viste sig for dem som den opstandne, indtil han fór til himmels.

Fordi han blev sendt fra sin himmelske fader til denne jord, fordi han kom ned fra himlen, var han også nødt til at vende tilbage dertil – og det skete som bekendt i dag, fyrre dage efter opstandelsen påskemorgen.

Guds søn var allerførst hos sin himmelske fader i det høje – ved altings begyndelse og skabelse, som der står i én af trosbekendelserne, den såkaldte "Nikænum": “født af Faderen alle tider”. Vores svenske broderfolk f.eks. bruger oversættelsen “avlad”, dvs. avlet og franskmændene " engendré", dvs. avlet, hvilket er mere præcist i og med, at en fader ikke føder børn, men avler dem. Fordi Guds søn er født af Faderen eller avlet af Faderen er Guds søn også nødt til at vende tilbage til sit himmelske ophav.

Der er altså tale om en bevægelse fra det himmelske til det lave og en bevægelse igen opad, tilbage, en ophøjelse.

Vi kan sammenligne denne bevægelse fra et udgangspunkt og tilbage igen med en boomerangs bevægelse: Ud og væk og tilbage igen: Faderen sender sønnen ud, og Sønnen lader sig sende ud, og Sønnen fuldfører sin opgave og vender tilbage igen.

Søren Kierkegaard har sagt, at ingen far kan give sin søn væk af et helt hjerte. Det kunne Gud fader i himlen. Kun fordi den himmelske fader har så meget kærlighed, kan han give sin søn. Gudfader giver verden sin søn – uden at forvente at få sin egen søn tilbage. Det er i sandhed noget af en fader – ikke at Sønnen ikke er savnet eller ønsket – men Sønnen bliver givet til verden – uden bagtanker eller uden modkrav. I den forstand kan man måske forstå, hvilket offer det er, Gudfader giver verden: Nemlig det bedste Faderen har: Sit eget kød og blod. Det er kærlighed. Sådan er Guds væsen.

Ligeså gavmild som den himmelske fader er, ligeså sårbar bliver han også derved: For Gudfader har givet sit mest dyrebare, sin egen Søn. Og Sønnen havner i verdens vold. Og det går helt galt: Verden tager ikke godt imod Guds søn, men slår Ham ihjel. Så utaknemmelig er verden. Fordi det er Guds søn, lader den himmelske fader sin søn oprejse, og endnu en gang viser Sønnen sig for verden – i de fyrre dage, som dagens epistel beretter om, hvor den opstandne vandrer iblandt disciplene. Og så returnerer han til sin himmelske far. Til et himmelsk gensyn. Et glædeligt og festligt gensyn mellem fader og søn. Tænk, 33 år, har Faderen undværet Sønnen og endelig forenes de igen. Det er da glædeligt og det er da værd at fejre. Det er glædeligt for Faderen og Sønnen.

Samtidig er det også glædeligt for os. At vide at Sønnen, som sidder i det himmelske nu, én gang har været sendt til os og dermed er der etableret en enestående forbindelse mellem himmel og jord.

Og som apostlen Paulus siger: "Den Jesus som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen."Altså, skal der komme tider, hvor Jesus skal komme igen på himlen, ligesom dengang han blev taget op til himlen. Og de tider kalder vi de sidste tider, på græsk "ta eskata", dvs. "de sidste" (tider). Som der står i 2. Thessalonikkerbrev, kapitel 2, vers 3 ff.: “Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares, fortabelsens søn, modstanderen, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud."

De tider, som vi også kalder Dommedag. Tider, hvor Guds søn skal komme igen, for at dømme denne verden, én gang for alle. De tider, som også kaldes Verdens Genløsning med indsættelsen af en "ny himmel og en ny jord", ligesom der står i Johannes Åbenbaring kapitel 21., hvilket er den glædelige udgang for denne verden: Guds søn skal indsættes som verdens definitive frelser og genopretter af retfærdighed, fred og glæde: De gode skal modtage deres og de onde deres.

Og når de sidste tider skal stå, så er det fuldendelsen af det møde, som skal stå mellem denne verden og den himmelske verden. Vores danske digterpræst Grundtvig taler om det møde, og mange af de andre danske salmedigtere taler om det møde – imellem det himmelske og det jordiske. Grundtvig og mange af de andre danske salmedigtere sammenligner den forestående og definitive forening mellem denne verden og den himmelske som et bryllup: Kristus er brudgommen og verden og dens befolkning er bruden. Og ligesom ved et hvert andet bryllup skal det være festligt og glædeligt. Og det bryllup mellem Guds søn og Guds menighed skal være det flotteste og mest fantastiske bryllup, som verden nogensinde skal få at se.

Hvordan vi som Guds menighed skal forholde os indtil da, kan vi lære om i lignelsen om de ti brudepiger. Som Jesus selv formaner, skal vi være som de årvågne brudepiger: Altid klar og parat til at modtage vores himmelske herre, når Han kommer igen. Årvågne skal vi være ved ikke at opgive troen eller håbet på at det skal ske, og indtil da leve og tjene hinanden. Som Paulus siger i brevet til Hebræerne kapitel 10, vers 22:

"Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand. Lad os holde urokkeligt fast ved bekendelsen af vort håb, for han, som gav os løftet, er trofast; lad os give agt på hinanden, så vi tilskynder til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik, men formane hinanden så meget mere, som I ser, at dagen nærmer sig." For ingen af os kender tiden, hvor brudgommen kommer, og det himmelske bryllup skal stå.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer: "Du forsvandt" fra Lysets Utålmodighed 252 261 - 419 476 260

- Asser Skude 2009 ©





  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post450