Asser Skude

Asser Skude

Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 06 Jun, 2017 10:59:50

Evangelium
Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: "Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham." Jesus svarede ham: "Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige." Nikodemus sagde til ham: Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?" Jesus svarede: "Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden."
Nikodemus spurgte ham: "Hvordan kan det gå til?" Jesus svarede: "Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen.
Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for morgengudstjeneste kl. 08.30 tirsdag den 13. juni 2017 i Bellahøj kirke


- Nikodemus

Dagens evangelium er en del af den samtale, der finder sted mellem Nikodemus og Jesus. Første del af samtalen er dagens evangelium, anden del af samtalen er evangelium til 2. pinsedag.

Nikodemus er en mand af magten og eliten. Han omtales "arkhon", dvs. formand eller forstander for jødernes råd. For ham er det ikke smart at blive set sammen med Jesus, og Nikodemus sætter en del på spil ved at besøge Jesus. Og deri kan der ligge en form for anerkendelse fra Nikodemus' side. Med andre ord kommer Nikodemus med en udstrakt hånd til Jesus.

For at ingen skal se Nikodemus besøge Jesus, er han kommet ud til ham - om natten - i ly af mørket. Nikodemus indleder mødet med at sige: "Vi ved du er en lærer, der er kommet fra Gud, for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham."

Det er store ord for en jøde. En ting er at Nikodemus taler positivt om Jesus som lærer og underviser, på græsk "didaskalos". En anden ting er, at Nikodemus tilmed er overbevist om, at de tegn Jesus gør, er fra Gud, og at Gud er med Jesus. Og det er vel det tætteste på en trosbekendelse, der kan siges af Nikodemus som er jøde uden samtidig at sige, at Jesus er Guds søn. For det ville ikke være muligt for hverken Nikodemus eller nogen anden jøde, dvs. at tænke eller tro, at Gud skulle have en søn. Det ville være blasfemi.

Nikodemus vil som det første vide, hvordan man kan se Guds rige komme. Det er vel et helt legitimt spørgsmål og Jesus giver ham da også et helt ligetil svar: Guds rige ser man kun, når man tror.

Herefter er det som om dialogen knækker, og Nikodemus hægtes af. Nikodemus begriber ganske enkelt ikke Jesu svar om, at "Guds rige ser man kun, ved at blive født på ny". Jesus siger ifølge den oprindelige ordlyd - Guds rige ser man kun, ved at blive "avlet" på ny af Ånden.

At Nikodemus ikke forstår hvad at blive "avlet" af Ånden betyder, er vel i grunden ikke så underligt. Nikodemus spørger: "Hvordan kan et menneske fødes (avles), når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?" Nikodemus' undren er stor og han er nok ikke den eneste for hvem resten af samtalen bliver vanskelig og svært tilgængelig.

Jesus siger: At blive født på ny, er at blive født af vand og ånd. Jesus refererer til dåben med neddykkelse af legemet i vand, og åndens udgydelse over det menneske. Dåbens gave er modtagelsen af ånden, der ikke lader sig måle og veje. Ånden er uforudsigelig. Jesus bruger vinden som metafor for Ånden: "Vinden blæser hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen".

Nogle vil mene, at Jesus herefter mere spiller sit eget spil og ikke længere er i samtale med Nikodemus. Det næste Jesus siger har ikke direkte noget med Nikodemus' oprindelige spørgsmål at gøre, og handler mest af alt om Jesus selv og hans rolle som Guds søn eller menneskesønnen.

Jesus siger, at menneskesønnens ophøjelse til himlen er til frelse for mennesker. Kun menneskesønnen kan stige op til himlen, fordi han er steget ned derfra. Menneskesønnens ophøjelse til himlen er til frelse for enhver, som tror på ham.

Derpå foretager Jesus følgende sammenligning: Menneskesønnen skal ophøjes til himlen ligesom den kobberslange, Moses ophøjede under Gudsfolkets ørkenvandring: Jøderne var dengang (4. Mosebog, kapitel 21, 4ff.) plaget af giftige slanger og mange omkom af slangebid, indtil Gud befalede Moses at lave en slange af kobber og sætte den på en stang. Hvis nogen derefter blev bidt af en af giftig slange kunne vedkommende alligevel undgå døden og beholde livet, dersom hun/han blot kastede et blik på den kobberslange.

Så siger Jesus siger til Nikodemus: "Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham."

Her slutter dagens evangelium, og det er som sagt kun første del af samtalen med Nikodemus. Hvordan samtalen fortsætter hører vi om i de følgende vers, og de vers er evangelium til 2. pinsedag: "Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv."

Sagt med andre ord: Allerede fra begyndelsen havde Gud omsorg for sit folk: Gud var med sit folk dengang i ørkenen. Og Gud bekymrede sig for folkets overlevelse og dets frelse. Derfor lod Gud kobberslangen ophøje til folkets frelse - frelse fra døden. På samme måde som kobberslangen skal han selv, Menneskesønnen ophøjes af Gud, til frelse for enhver, som tror på ham.

Som sagt var det jo af kærlighed til denne verden, at Gud sendte sin enbårne til verden. Frelsens mulighed kom til enhver med sønnens sendelse til verden. At Gud blev kød og blod i sin ´søn kaldes også inkarnationen. Inkarnationen havde det ene, klare formål, at Gud ville frelse verden, dvs. enhver, som tror på ham.

Samtalen mellem Nikodemus kommer vidt omkring, og udvikler sig at blive en af de mest spændende i evangelierne. Ikke mindst for Nikodemus. Han møder Guds søn - med et åbent sind, og selvom samtalen mest har karakter af belæring fra Jesu side, gør den alligevel noget ved Nikodemus: For to gange senere hos evangelisten Johannes møder vi igen Nikodemus. Og her det som at møde et nyt menneske, en ny Nikodemus: Det er selvsamme Nikodemus, der tager Jesus i forsvar under et af farisæernes angreb, kapitel 7,50-53. Det er selv samme Nikodemus, der i kapitel 19,38-42 sammen med Josef fra Arimatæa er med til at gravlægge Jesus.

For Nikodemus kommer samtalen med Jesus altså til at få betydning, og samtalen mellem Guds søn og Nikodemus indbyder også menigheden til at forholde sig til de vældige temaer, som er på spil: Ikke mindst er dagens evangelium, hvor Guds søn taler om en fødsel på ny, tematisk forbundet med det overordnede tema om ånden, som kommer til apostlene og levendegør, som fornyr, som giver liv, som føder.

Ånden som konstituerer det fællesskab, som er det levende kirke, fællesskabet af troende. Ånden som stiger ned pinsedag og som grundlægger kirken af troende. I Apostlenes Gerninger - epistlen til 2. pinsedag - hører man hvordan folk fødes af ånden: Ånden kommer til nogle, endda ikke-jøder, nogle som ikke er døbt, dvs. nogle som ikke er kristne. De er alle hedninger, alligevel kommer ånden til dem - og på den baggrund ræsonnerer apostlen Peter, at de fremmede derfor godt kan optages i fællesskabet. Af kød og blod er de blot fremmede hedninger, men pga. Ånden står de for at skulle optages i fællesskabet af troende. Fællesskabet af troende konstitueres altså ikke af, hvilken etnisk baggrund man har, hvor man er født, eller af hvem, men af om man er født af ånden.

Åndens komme til menigheden konstituerer fællesskabet! Åndens komme til menigheden kaldes som bekendt kirkens fødselsdag! Det er i pinsen, at fællesskabet af troende bliver til. Det er i pinsen, at den første menighed bliver indstiftet ved åndens sendelse. Pinsen er kirkens dåbsdag eller ånds fødselsdag. Det er i pinsen vi hører om apostelkredsens ilddåb, hvor tunger som af ild satte sig på disse mennesker, så de omvendte sig, lovpriste og bar vidnesbyrd. De blev virkelig født på ny, født af ånd, sådan som Jesus havde fortalt Nikodemus om, på spørgsmålet om, hvad det vil sige at blive født på ny.

Og den tid, som indledes, Trinitatis, har fået sit navn efter den hellige treenighed, som menigheden bekender hver søndag: Gud som skaber, søn og helligånd. De tre, som dog er een. Først var faderen og sønnen, og dernæst blev Guds søn sendt til jorden, men blev taget fra disciplene, og kom tilbage ved "faderens højre hånd". Nu er i stedet ånden sendt til verden og disciplene er ikke alene. De klarer sig med åndens hjælp, indtil Gud selv kommer igen. Trinitatis er den længste tid i kirkeåret, det er den lange ’ventetid’. Det er den tid hvor kirken skal finde sig selv, opbygge sig og konstituere sig.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer 331 330 - 419 476 786

- Asser Skude 2009 ©

  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post454