Asser Skude

Asser Skude

Sankt Hans aften

PrædikenerPosted by Asser Skude 13 Jun, 2017 10:28:48

Evangelium
(Skt. Hans er ikke en helligdag, og der foreligger intet obligatorisk evangelium til denne dag - jeg har derfor efter bedste skøn udvalgt følgende)

Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: "Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?" Jesus svarede dem: "Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig. " Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: "Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet:
Se, jeg sender min engel foran dig,
han skal bane din vej for dig.
Matt. 11,2-10

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for børnevenlig gudstjeneste for ud for Sankt Hans aftens fest i Bellahøj kirke kl. 17.00 fredag den 23. juni 2017

Vi hører om Johannes, at han er kommet i tvivl om, hvad han egentlig skal tro. Det er i sig selv befriende. Tænk sig, at han som selv har mødt og stået iver for Jesus og set nogle af de største undere, selv han kan tvivle. Så meget mere kan vi have lov at tvivle, vi som ikke har mødt eller set Jesus, mens han gik på jord. Fordi Johannes er kommet i tvivl sender han sine egne disciple til Jesu disciple, for at han kan få svar tilbage. Bemærk at Johannes er nødt til at sende nogen til Jesus. Han kan ikke selv gå til Jesus, for Johannes er havnet i fængsel. Der er han endt og der ender han også sine dage, nærmest som et politisk ikon. Han er elsket blandt folket, men en torn i øjet på magthaverne. Han har kritiseret eliten - for deres gudløshed og mangel på omtanke for samfundets svageste. Han vil række budskabet om Guds kærlighed ud til de fattige. Han er i ordets egentlige forstand en profet - et talerør for Gud. Johannes er ikke bange for at sige sin mening ligeud - uanset konsekvenserne: Det siges tydeligst med beretningen om at Johannes havde kritiseret den mægtige Herodes for at indlede en affære med sin svigerinde (sin brors hustru) Herodias. Ifølge beretningen kommer Herodes derefter - i en brandert og uforvarende ditto følger - til at love Herodias' datter, at hun kan få lige, hvad hun ønsker. Hendes svar ("hjulpet" af sin mor Herodias , der hader Johannes) er det kendte "Hans hoved på et fad". Herodes må holde sit ord, og Johannes' hoved kommer på et fad. Så galt ender det! Selv den dag idag hænger den vending ved "Hans hoved på et fad", når vi vil udtrykke vores ondeste ønske om nogen, den ultimative og definitive straf : døden over en anden person.

Johannes var kort sagt hadet af dem, som ikke brød sig om at få sandheden at høre, og omvendt var Johannes elsket blandt folket for sin frygtløshed og ligefremhed. Han talte lige ud af posen - ingen omsvøb. Og det kostede ham altså livet. Men omvendt er han ikke blevet glemt for det. Selv her totusind år efter er det ham vi husker og fejrer og har opkaldt dagen efter, Skt. Hans, altså Sankt Johannes. For hellig var han i den forstand at han var et pejlemærke for andre med sin tro og sine gerninger og ikke mindst sit ord. (jf. Melanchtons definition af hellig eller helgen i Confessio Augustana)

Før det kommer så vidt er hele den vidunderlige beretning om skæbnesammenfaldet mellem Jesu mor, Maria, og så Johannes' mor, Elisabeth. Elisabeth bliver gravid med Johannes præcis et halvt år før Maria. Det er englen Gabriel, der bringer hende budskabet om undfangelsen, præcis som vi hører om Maria et halvt år senere og Maria kommer med det kendte svar til englen "Lad det ske, efter dit ord, jeg er Herrens tjenerinde."

Med andre ord er Johannes født om sommeren, midsommer, årets længste dag, mens Jesus som bekendt fødes julenat, vintersolhverv, på året korteste dag. Deres forældre er slægtninge og dermed er Johannes og Jesus også i familie.

De to fødes til noget særligt, hver især, og hver især får deres liv voldsom dramatisk udgang. Begge forfølges de og bliver slået ihjel. Den ene mere barbarisk end den anden, kunne man have lyst til at sige. Den ene mister hovedet, den anden pines og tortures til døde, for så til sidst at blive kvalt og udånde på et kors. Hvor grusom en død for dem begge. Og hvor grusomt og ondt for deres nærmeste familie og kære, som står på sidelinjen og kan ikke forhindre det! Og hvor ondt for deres disciple og følgesvende, som må se deres kæreste ven revet fra dem.

Alligevel er der også en masse gode og nødvendige ting, som både Johannes og Jesus udretter, før de dør, og lykkeligvis for det. Johannes bruger sit voksenliv som profet og talerør for Gud. Folket elsker ham og han døber i stort tal mennesker i Jordanfloden.
Og Jesus roser ham og giver ham en særlig plads i forhold til sin egen rolle, da han siger (i dagens evangelium) om Johannes at han er mere end en blot en profet, der er stået frem og døber i ørkenen, nej Johannes er Jesu særlige frontløber, han der ligefrem gør det muligt for Jesus at træde ind på scenen: Jesus siger direkte: "Det er om ham, der står skrevet: Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.

Jesus tilskriver altså Johannes en nøgleposition. Hans rolle er simpelt hen forudsagt i skrifterne. Han er den som baner vejen for Jesus. Og det gør han dels ved at introducere dåben og prædike omvendelse, dels ved - og det er det vigtigste og det som giver ham tilnavnet "døberen". Det er ham som døber Jesus. Også selvom han gør det på trods. Til at begynde med nægter han og siger, det kan han ikke. Og Jesus må insistere på at Johannes skal døbe ham, og det er ok, selvom Johannes ikke mener han er værdig til det.

Det er Johannes' dåb af Jesus, hvor det uforklarlige sker, at himlen åbner sig og Guds ånd daler ned over Jesus (som en due) og en røst lyder fra himlene "Du er min søn, den elskede, i dig har jeg velbehag".

Det som sker ved Johannes' dåb af Jesus er så uvirkeligt – så langt fra menneskers virkelighed – dengang som nu. Og dette er vel samtidig det evangeliske? At det er lige ufatteligt, uforståeligt og uforklarligt, for enhver som hører ordet om ham, som blev døbt i Jordan. Hvilken fordel havde det gjort, om man selv havde været der og overværet det? Lige uforklarligt og uvirkeligt, var og er og bliver det, som skete ved Jordanfloden, dengang Johannes døbte Jesus.

Samtidighed i troen er det springende punkt. Ikke samtidighed i tiden, som Kierkegaard siger. Det er og bliver alene troen, som i sidste ende kan gribe beretningen i dagens evangelium, hvor Gud meddeler sig direkte til sin søn. Og fordi denne beretning er bevidnet og overleveret til os endnu den dag i dag, er det muligt for os at lade os gribe af ordet om hans dåb i Jordan.

Derved bliver det muligt for os i øjeblikket at lade os gribe af det evangelium og derved sætte os ud over tid og rum. For denne beretning om hans dåb ikke noget som hverken kirkefædre, kirke, pave eller profeter havde indkalkuleret.

Dagens evangelium er ikke blevet til for at skabe treenighedslære om Fader, Søn og Ånd. Dagens evangelium er og bliver Guds beretning om hans komme til jord, ikke for at grundlægge kirke, pavedømme eller trossamfund, men for at meddele sig til mennesker og frelse mennesker.

Hvordan det sker, er og bliver uforklarligt, men vi må forstille os, at Himlene flænges - ligesom et stof, der flænges: Guds dimension, evighedens og det absoluttes dimension gennembryder menneskers dimension og virkelighed.

Gud taler fra det høje, Guds stemme lyder fra himlene. Guds tale er Guds indgriben. Guds tale er besegling af den myndighed, som begivenheden har: Jesu dåb er en begivenhed, som har historisk og universel karakter. Det er en indsættelse fra højestes sted.

Hvor Johannes' dåb handlede om at lægge sit liv om i moralsk forstand, handler Jesu dåb om evige og universelle begreber som dom og frelse. Den dåb, Jesus indstifter, tager udgangspunkt i evigheden og det universelle. Den dåb Jesus indstifter handler om en gang for alle at blive stillet til regnskab, og en gang for alle at blive frikendt for den himmelske konge og dommer. Uanset hvem man er, på trods af hvad man er, og endda uanset, at man ikke har fortjent det. Og det glædelige budskab er, at enhver tilbydes et evigt og himmelsk borgerskab.

Det er muligt, fordi Jesus er Guds kongesøn, og fordi Jesus har himmelsk fuldmagt og fordi han vil åbne himlens borgerled op for os og lukke os derind. Med Jesu dåb står himlen åben, ligesom der synges i salmen: "Kom, følg i ånden med": "Her ser du over dåben, Guds-husets dør stå åben".

Guds søn, himmelkongen, adopterer os til sit rige. Himmelkongen selv adopterer os ved dåben – præcis ligesom Gudfader adopterede sin egen søn, da Han kom til Johannes i Jordan for at lade sig døbe. Dengang ved Jordanfloden, hvor Gudfader selv åbenbarede sig og gav sig tilkende, så at ingen kunne være i tvivl om, at Faderen selv elskede sin egen søn: "Du er min søn, den elskede, i dig har jeg velbehag".

De samme ord, skal også gælde for os, og således skal vi også tænke på vores egen dåb. Ved vores dåb har Herren selv udstrakt sin hånd og tilsagt os sit rige, med retfærdighed, fred og glæde samt vores synders nådige forladelse – nu som evigt.

Lov og tak og evig ære, være dig vor Fader, Søn og Helligånd. Du, som var, er og bliver, een sand, treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer: 69 70 508 331

- Asser Skude 2014 ©

Sankt Hans 2016 udgav www.religion.dk denne artikel jeg har skrevet om bål og hekseafbrænding ved Sankt Hans. Læs artiklen ved at klikke her



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post456