Asser Skude

Asser Skude

11. søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 22 Aug, 2017 11:24:13

Evangelium
Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: "To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig!
Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes."
Luk 18,9-14.

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for søndag den 27. august 2017


- Den hykleriske og den oprigtige

Dengang - på Jesu tid - var romerne velhavende og privilegerede - de nød eksotiske varer fra hele middelhavsområdet, de havde en velfungerende infrastruktur og et veludviklet samfund, der tog hånd om sine borgere med gode boliger, sundhedssystem, hospitaler, skoler og uddannelse, medindflydelse og et parlamentarisk styre. Romerne var suveræne på alle områder, de var verdensborgere. Og de eksporterede ligefrem deres kultur og civilisation til de omkringliggende områder og de civiliserede deres områder, og de koloniserede deres omkringliggende områder, deres kolonier. Hemmeligheden bag var ikke undertrykkelse eller diktatur, snarere det modsatte, de integrerede og gav medindflydelse. Det gjorde det ved at bl.a. uddanne og integrere deres nye medborgere i deres system, både teknologisk, socialt, militært og politisk.

Ciceros ord "Jeg er en romersk borger" er måske et af verdens mest kendte citater, mest kendt i den form, som anvendes af den daværende amerikanske præsident John F. Kennedy under hans besøg i Berlin i denne form "Ich bin ein Berliner". "At være en romersk borger" hænger sammen med forestillingen om Rom og at være borger i Rom som et privilegium, hvilket det også var. ("borger" er netop også forsøgt inkorporeret i den danske velfærdsmodel de seneste årtier - vi skal alle omtales som "borgere", dette kan kun være inspireret af den romerske model og forestillingen om et samfund, hvor enhver borger er privilegeret og nyder en række goder.)

Nu var der som nævnt en bagside ved romernes succes: Alle dem, som betalte for romernes luksus. De nederste i hierarkiet, dem som ikke var romerske borgere, de som ikke var integrerede og dem som ikke stod på den romerske imperiums lønningsliste, de som ikke var i Roms tjeneste: De som levede i kolonierne og som f.eks. ligesom jøderne oplevede at blive beskattet hårdt.

De som ind kradsede skatter var typisk landsmænd med samme etniske baggrund Mange jøder så dem som lakajer for overmagten, og mange blev endda beskyldt for at være korrupte og ubarmhjertige, jf. beretningen om Zakæus, evangeliet til 7. s. efter trinitatis.

Den tolder, som er en af hovedpersonerne i dagens lignelse, er ikke en navngiven tolder, men en person i en lignelse, og tolderen står som repræsentant for en forhadt befolkningsgruppe. "Lejesvend" eller "stikker" ville nogen måske kalde ham. Og nogle ville kalde ham en forrædder mod sit eget folk, men også forrædder mod Gud: For i mange jøders øjne var toldernes arbejde uforenligt med at være jøde og en troende.

Tolderen i dagens lignelse synes også selv at være klar over, at den er gal, og at han ikke ligefrem er Guds bedste barn. Han erkender sit svigt i forhold til Gud og mennesker. Meget kan man sige om ham, en ærlig tolder er han, og selverkendelse har han: Han slår sig i tøjet og undskylder over for Gud og så går han ud af templet.

Da lignelsen slutter, kommer Jesus med den overraskende konklusion, at det er tolderen, som går retfærdig derfra, og det er tolderen, der er retfærdig. Og det er tankevækkende. Det er ikke som forventet den hellige og fromme farisæer, der går retfærdig fra templet, det er forrædderen, tolderen!

Med den pointe provokerer Jesus endnu en gang sine tilhørere om, hvem der er retfærdig, og hvem som er lovbryder! Enhver forestilling om, at er farisæeren, som Gud vil rose, gøres til skamme. Tolderen er nok en syndig mand, dog er han en ærlig synder og ved det godt selv.

Farisæeren derimod ser alene sin egen fortræffelighed. Han behøver kun sig selv. Det er måske ikke helt løgn… Og alligevel. Han er dybest set sig selv nok. Han kredser om sig selv og sin egen godhed.

Det er ikke til at holde ud at høre på farisæerens selvros og nedladende holdning til sin næste. Fra farisæerens side er der tale om selvforherligelse, ja arrogance. Farisæerens holdning er bestemt ikke ydmyg – hverken i forhold til Gud eller næsten. Hvad skal farisæeren overhovedet bruge Gud eller næsten til? Han kan selv og magter alting selv - på den duede måde.

Sin næste anvender han til at forherlige sig selv. Sin næste nedgør og håner han, alene med det formål at fremhæve sin egen formåen og godhed. Og Gud behøver farisæeren dårligt nok, for med det liv farisæeren lever, er han helt overbevist om at han selv skal klare sin egen frelse - ved egen mellemkomst, ikke Guds.

Farisæeren overser det Gudsforhold, han er sat i: At han har fået sit eget liv skænket og er sat ind i et gensidigt afhængighedsforhold til Gud og mennesker. At livets middel eller mål ikke at skabe sin egen lykke for sig selv. Livet handler om at skabe lykke for sig og sine – ikke som et enmandsprojekt, men som et fælles projekt - hvor alle er medspillere, og alle har noget at bidrage med, både de stærke og de svage.

Nok er farisæeren at regne for en af de stærke. Han er en from mand, der gør alt for at gøre Guds vilje og holde Guds bud. Farisæeren glemmer, at han er et menneske, der behøver Guds nåde. Ja, han kan ikke leve uden. Det ved han bare ikke, han tror kun at det er de andre der behøver Guds nåde. Uden Guds nåde ville selv farisæeren være fortabt. Han kan ikke klare sig uden.

En, der kan se at han behøver hjælp udefra er tolderen. Tolderen er bevidst om sin egen utilstrækkelighed. Han ved godt, at det han gør mod sit eget folk ikke er særlig smart. Han ved godt, hvorfor han er lagt for had af sine egne landsmænd. Og dybest set kan han godt forstå det. Det er derfor han har en dårlig smag i munden, da han kommer til templet. For han lever ikke efter Guds bud. Han tjener ussel mammon. Han bør skamme sig, og det gør han rent faktisk også. Han indrømmer sit svigt og sin utilstrækkelighed, da han står foran alteret i templet. ”Gud, vær mig arme synder nådig”

Sagt på en anden måde består forskellen mellem tolderen og farisæeren i, at farisæeren tror, at Gud har brug for ham, mens tolderen tror, at han brug for Gud!

Hvad sker der så efter, at tolderen og farisæeren har været i templet? Om farisæeren hører vi ikke noget om, at han går hjem. Er det måske bevist, at vi ikke hører det? Måske, for det er jo nærmest som om, at farisæeren ikke slipper sit tempel -sin kirke. Farisæeren forbliver i det hellige rum, alt imens han går rundt i sin selvtilfredshed og sin foragt for næsten. Måske står farisæeren der endnu, der i templet og priser sig selv for sine fortræffeligheder?

Om tolderen derimod får vi at vide, at han går hjem igen; og deri kan der faktisk ligge en pointe. Det er tolderen, der også vender tilbage fra templet med noget. Sagt på en anden måde: Mens farisæeren holder sin jubelsang, holder tolderen kirkegang.

Tolderen vender sig i ydmyghed til sin Gud, og vender derpå tilbage til sit liv, som er hans. Tolderen bringer noget med hjem fra templet. For ham er der ikke tale om stilstand, men en dynamik, der er tale om en bevægelse, en udvikling. Til templet og tilbage igen.

Det er også det som er meningen med overhovedet at gå i kirke! At komme og vende sig til Gud, få inspiration, glæde og liv og at vende tilbage igen – tilbage til det pulserende liv.

For vi kommer til kirke for at takke Gud for livet, som Gud har skænket os, og for at vi kan vaske tavlen ren så at sige, begynde på en ny uge – begynde med friske øjne. Det er det, som sker når vi modtager Guds nåde, synderens forladelse.

Nogen vil sige, at i kirken tales der for meget om synd - og derfor er det ikke til at holde ud at gå i kirke. Dertil er at sige, at det er da godt, at der er et sted i vores liv, hvor der tales ærligt om den menneskelige natur. Et sted hvor, der tales åbent om vores svigt i forhold til hinanden og til Gud.

Samtidig tales der også om Guds nåde imod os. At Gud elsker os– uanset, på trods af vores utilstrækkelighed. Altså at vi kommer til kirken, for at se på os selv, realistisk, men også kærligt og tilgivende, fornyende.

Vi går kirke - forhåbentlig ikke for at blive herinde i selvretfærdig ophøjethed – ligesom farisæeren. Vi går forhåbentlig i kirke, for at gå ud igen i livet, i fællesskabet, fornyede af Guds nåde. Derfor skal de ord, som afslutter dagens lignelse være disse af Grundtvig:

Gå da frit
enhver til sit
og stole på Guds nåde !
Da får vi lyst og lykke til
at gøre gavn, som Gud det vil,
på allerbedste måde.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

forslag til salmer: 609 352 - 419 476 523

- Asser Skude 2009 ©



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post466