Asser Skude

Asser Skude

Sidste søndag i kirkeåret

PrædikenerPosted by Asser Skude 14 Nov, 2018 15:06:51

Evangelium til søndag den 25. november 2018

På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«
Matthæus' evangelium, kapitel 11, vers 25-30

Overvejelser forud for prædiken

- at blive modtaget, som den jeg er - at stå foran Thorvaldsens Kristus-figur


Har du prøvet at stå i Vor Frue kirke, Københavns Domkirke, foran Bertel Thorvaldsens alterstatue af den opstandne Kristus? Har du haft den oplevelse, at det netop er dig, Kristus rækker hænderne ud mod?

Har du haft en oplevelse af at statuen har hensat dig til en særlig stemning, hvor du følte tid og rum blev ophævet? Hvor statuen kom og var meget menneskelig, virkelig og nærværende, tilstede?

Har du stået helt oppe ved statuen, har du også set, at Kristi hænder har mærker efter korsfæstelsen, dels såret efter spyddet i siden, dels naglemærkerne i hænderne. Det er de såkaldte stigmata, altså arrene efter de søm, soldaterne hamrede gennem hans håndled, da de naglede ham fast på korsets tværbjælke. Har du stået helt tæt på Kristus-figuren, har du set, at det altså er med disse mærkede hænder, at Kristus rækker ud imod dig og siger: "Kom til mig!".

Selvom der under Kristus statuen står "Kom til mig" og samtidig henvises til dagens evangelist Matthæus kapitel 11, burde der have været reference til evangelisten Johannes, kapitel 20, hvor det er den opstandne, der siger selvsamme ord, da han viser sig for Maria og disciplene. Ikke Matthæus kapitel 11, idet det er den endnu-ikke korsfæstede Jesus, og den endnu- ikke opstandne Herre og Kristus.

Thorvaldsen skildrer den opstandne med sine stigmata og dog udstrakte arme, og Thorvaldsen illustrerer dermed Frelseren, som den der virkelig meddeler sig til mennesker. Han, som virkelig har levet og er død på korset. Han, som kender til menneskelig lidelse, men holdt ud, og gennemførte sin gerning. Og derfor kan en ivrig iagttager af Kristus statuen også få den oplevelse:

Når du ser Kristi hænder, forstår du betydningen af Kristi ord. Kristus gav sit eget liv for din og min skyld. Selv ikke døden skulle skille ham fra os. Intet kan skille os fra hans kærlighed. Selv døden ville han gå igennem for vores skyld. Det var for os, han led. Og du og jeg kan være sikre på, at dér, hvor vores byrder synes tungest, dér hvor vores dage er længst, netop dér har han også været. Så forstår vi dybden bag Kristi imødekommende hænder, hænder, der viser ømhed. Hænder, der vender håndfladen opad. Hænder, der ikke skjuler våben, men som er åbne. Sårbarheden er umiddelbar. Det er disse hænder, der rækker ud, og siger til os: "Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile."

I dag er det som bekendt sidste søndag i kirkeåret: Vi tager afsked med det gamle kirkeår, som nu afsluttes. Vi reflekterer over, det som har været, den del af vores liv, vi har levet. Den vej, vi har vandret, de dage, der er gået. Alt det, vi er gået igennem i det forgangne år, som nu ligger bag. Og foran os ligger det nye kirkeår, den del af vores liv, vi endnu ikke har levet, den tid, vi endnu ikke har oplevet. Her venter os den nye tid med nye oplevelser, nye veje vi skal gå. Her – på vej ind i en ny tid og et nyt kirkeår – møder os de kærlige og fredfyldte ord fra Guds søn: ”Kom til mig”.

De ord kan ikke være tilfældige på kirkeårets sidste dag! De ord skal lede os sikkert ind i det nye kirkeår og hjælpe os sikkert igennem. Kristus vil være der og møde os med sin kærlighed og sin fred. Og der er ingen årsag til at bekymre sig om den kommende tid: "Tag mit åg på jer", siger han selv til os: Nye byrder vil uvægerligt byde sig til i vores liv, og byrderne vil vi tage op, bære og bære videre. Både de byrder, der er til at bære, men også de ubærlige. Både de byrder, vi vil, men også dem, vi ikke vil, men bare skal!

I vore dage bliver "åg" stort set kun brugt i overført forstand – og vel at mærke kun der, hvor der er tale om byrde, som noget tungt og påtvunget. Som forfatter og sognepræst Niels Brønnum har anført, så er et "åg" imidlertid oprindeligt et gavnligt og hjælpsomt instrument, da det helt bogstaveligt talt er et redskab, som igennem århundreder har hjulpet mennesker til at bære tunge byrder med: Dels et træktøj af træ til trækdyr, dels det tværtræ, som mennesker kunne lægge på deres skuldre: Åget gjorde det muligt for vedkommende at bære for eksempel to spande - og samtidig have hænderne fri.

En forudsætning for, at åget kan anvendes med fordel, er naturligvis, at det er tilpasset den, der skal bære det. Passer åget ikke til personen (skuldrene), bliver byrden ikke lettere. Så vil åget gnave og smerte, i stedet for at aflaste.

Et åg er et instrument, som er tilpasset til at lægge over skuldrene og nakken. Og godt er det åg, som er tilpasset ens skuldre, så den byrde, der skal bæres, kan være nok så tung, og alligevel til at bære og holde ud.

Og som Brønnum siger frit citeret: særligt er Kristi åg godt, fordi det deler skæbne med Kristus. Sammen med Hans åg bliver vores åg til at bære. Med Kristi åg på vores skuldre kan vi bære det ellers ubærlige. Med hans åg på vores skuldre, vil hans hænder også bære os oppe. De hænder, der er mærket af søm efter korsfæstelsen: Kristus der ydmygt og sagtmodig af hjertet låner os beredvilligt sit eget åg. Han der havde allerede taget det åg på sig, låner nu sit gode åg til os.

Vi kan tage det åg på os og vandre trygt vandre i hans spor. Hvad der tidligere tyngede os, har han nu givet os lejlighed til at give slip på ved at lægge det over på hans åg. Det, som før i tiden vejede tungt på vores skuldre, vil, når det lægges på hans åg, føles let. Og han efterlader os sin fred, når han har båret vore byrder væk. Freden som er den varige virkning af hans liv for os.

Ligesom Thorvaldsens statue i Vor Frue kirke også lyser sin fred over den, som betragter den. Det er den følelse af fred i sindet, Kristus kan give os. En fortrøstning i forhold til den kommende tid og det liv, som venter forude. En fornemmelse af, at den tid skal bringe noget godt. Ikke mindst med hans åg på vores skuldre, for han har lovet os, at den som bærer hans åg, skal finde fred og hvile for enhver byrde.

Sådan vil vores byrder, ansvar, opgaver, sorger, smerter, som ellers ikke er til at bære eller holde ud at leve med, bliver til at bære og holde ud, selv ind i det næste år, som venter.

Enhver af os, har ting som ellers kunne tynge os ned i et tungt mørke, men fordi vi tilbydes hans åg, vil vores byrder kunne bæres - uden at det tynger os ned i det mørke, men nu til at holde ud at bære – og vel og mærke bære ind i den nye tid, ind i det nye kirkeår.

Kristus breder sine hænder velsignende ud og giver os del i sin fred. Og det er i lyset af den fred, vi i dag kan afslutte vores gamle kirkeår af og rette vore blikke mod det kommende

Som det hedder i "Dybt hælder året i sin gang":

"Han lover os en evig vår
trods vinterstorm og død;
thi livet frem af graven går,
som Kristus gennembrød"

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

- forslag til salmer: 732 403 638 - 487 440 431

- © Asser Skude 2008, redigeret siden





  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post510