Asser Skude

Asser Skude

Anden søndag efter HelligTreKonger

PrædikenerPosted by Asser Skude 12 Jan, 2019 13:22:04

Evangelium til søndag den 20. januar 2019
Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: "De har ikke mere vin." Jesus sagde til hende: "Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet." Hans mor sagde til tjenerne: "Gør, hvad som helst han siger til jer." Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: "Fyld karrene med vand." Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: "Øs nu op og bær det hen til skafferen." Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham: "Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu." Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.
Johannes, kapitel 2, vers 1-11

Den kgl. autoriserede oversættelse af Biblen, © Det Danske Bibelselskab 1992



Overvejelser forud for prædiken

- Brylluppet i Kana

Der er bryllupsfest. Bruden, brudgommen, og gæsterne er der. Nogle af dem er Jesu mor, Jesu disciple og Jesus selv. Festen er godt i gang, og der sker det, som ikke må ske ved en sådan lejlighed: Vinen slipper op. Nu er gode råd dyre!

Det gør Jesu mor sin søn opmærksom på, men Jesus afviser hende. Alligevel forbereder hun tjenerne på at imødekomme eventuelle ordrer fra ham.

Til festen er der - som det var skik og brug - kar med vand, som gæsterne gjorde brug af til religiøs renselse. Det er disse kar, som Jesus byder selskabets tjenere at fylde op. Og karrene rummer ikke ubetydelige mængder: Hvert kar kan rumme to til tre spande - en spand svarer til 40 liter, med seks kar bliver det faktisk til ca. 700 liter i alt.

Hvordan selve forvandlingen i karrene af vandet til vin går for sig, uddybes ikke. Forvandlingen er en dog en realitet, og der er tale en virkelig forvandling, ikke bare en symbolsk forvandling. Det erfarer vi gennem det første vidne til at smage på vinen. Det er chefen for festen, overtjeneren eller ”skafferen”, der smager som den første på vinen: Intetanende om hvor vinen kommer fra, konstaterer han, at det er endda en fin vin. Han kalder endog brudgommen til sig og kritiserer, at denne gode vin ikke allerede er blevet serveret fra festens begyndelse. Argumentet er det velkendte, at den gode vin serveres først, derefter den ringere.

Hos evangelisten Johannes tillægges forvandlingen af vand til vin særlig betydning. Johannes siger udtrykkeligt, at Jesu tegn i Kana var "begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed og hans disciple troede på ham”.

For evangelisten Johannes bliver vin-underet åbningen af Jesu guddommelige tegn og virke. Ikke alene er det første gang Jesus optræder offentligt med et under – og endda for de disciple, han har kaldt. Selv hans egen mor er med og ser det ske.

Det virker som om Jesus er lidt irriteret over sin mors tilstedeværelse, og især over at hun blander sig ved at sige: "De har ikke mere vin" - underforstået, at han nu bør gribe ind med sine særlige evner. Ingen skal bryde sig om at nøde ham. End ikke hans egen mor. Hun bliver hurtigt affejet, og han er kort for hovedet og taler ikke særlig pænt til hende. Han kalder hende ”kvinde”. Det er Maria godt nok, hun er bare ikke hvilken som helst kvinde, for hun er trods alt hans egen mor.

Når Jesus taler hårdt til sin mor er det fordi, det er nu og her han træder frem - for første gang som voksen og ikke længere som "mors dreng". Han handler nu på egne veje og selv en mors indblanden er utidig.

På trods af irritationen over hendes indblanding, gør han alligevel, hvad hun siger. Dermed ikke sagt, det er fordi hun ber ham gøre det, at han så gør det. Nej, han griber ind, fordi situationen byder det. Fordi festen ikke skal ødelægges for brudeparret og gæsterne.

Et bryllup uden vin til gæsterne var ikke og kan ikke være nogen fest. Gæsterne og brudeparret har gået ud fra, at vinen naturligvis ikke slap op. Ansvaret for mad, vin og festen er ikke deres, det er og bliver skafferens.

Godt nok anerkender skafferen vinen, som Guds søn forvandler, for at være en god vin, ja ”den bedste vin”. Men skafferen ved ikke hvor den gode vin kommer fra. Ellers ville han heller ikke sige: ”Hvert Menneske sætter først den gode Vin frem, og naar de ere blevne drukne, da den ringere” (tidligere oversættelse)

Sagt med andre ord: skafferen har ingen anelse om, hvad der er foregået. Det kan man naturligvis heller ikke fortænke ham i. Hvordan skulle han have vidst, at seks store vandkar var blevet fyldt helt op med vin, helt op imod 700 liter vin! Omvendt er det ikke verdens dygtigste skaffer, der ikke har overblik over den fest, han selv er chef for, men en af gæsterne, nemlig Jesu mor, der finder ud af, at vinen er ved at slippe op.

Det glædelige i dagens evangelium er den overflod af god vin, som Guds søn donerer til festen. Tænk at Guds søn også har smag for god vin og fest og familielykke, og han har endda sin egen mor samt sine nylig kaldede disciple hos sig. Det er svært at udlægge dagens evangelium som et evangelium om afholdenhed og mådehold :-)

Det er altså sandsynligt, at Guds søn og disciple og Maria også har nydt den gode vin. Og højst sandsynligt har der været rigelige mængder lækkerier, musik og dans – selvom der ikke står det. Bryllupsfesten har næppe gået stille af. Og det mest væsentlige er, at festen bliver vellykket og ikke går død. Og hvad måske endnu mere væsentligt er, bryllupsparret, gæsterne og selv skafferen er ikke klar over, at Guds søn har reddet deres dag!

Guds søn hjælper et nygift jødisk par – sådan at denne dag, der ikke kan gøres om, ikke mislykkes eller ender som en pinlig affære: En fest for livet uden vin havde været en flad fornemmelse. En fest uden glade mennesker havde været en flad fornemmelse. En fest, der sluttede før tiden, havde været en flad fornemmelse.

Fordi Guds søn kom forbi, blev denne fest alligevel vellykket og med en glædelig udgang, glade mennesker og god stemning. Hvis ikke Guds søn var kommet forbi, ville det have set meget anderledes ud.

Hele scenariet i Kana med bryllup, bryllupsgæster, brudgom og brud leder tankerne hen på velkendte symboler fra jødedommen. Bryllupsmotivet anvendes ofte om forholdet mellem Gud og Israel. Det forhold beskrives ofte som et forlovelses- eller ægteskabsforhold. I de lærde jødiske kredse var det almindeligt at udlægge Højsangen som allegoriske skildringer af dette forhold: Herren som brudgom, folket bruden. Højsangens digte skulle ifølge rabbinsk tradition være udtryk for kærligheden imellem Gud og folket. Ofte fremstilledes tiden indtil Frelseren kommer, som forlovelsestiden. Først når Messias kom, skulle brylluppet stå.

De første kristne tager denne allegoriske skildring af gudsforholdet op: Brylluppet er billede på gudsriget, brudgommen billede på Kristus, menigheden er bruden.

Johannes Døber bruger endda selv bryllupsmotivet, da han skildrer sin relation til Kristus. Johannes Døber hævder, at Jesus er brudgommen, og han selv er brudgommens ven. Johannes Døbers opgave antydes som den, der fører folket hen til dets rette brudgom, Kristus.

Apostlen Paulus fremstiller på traditionel rabbinsk vis brudemotivet således, at det er menigheden der er trolovet med Kristus. Tiden indtil Messias' komme, tiden nu - i forventning til hans komme er trolovelsestiden. Ifølge Paulus er det Paulus selv, som har formidlet denne trolovelse mellem menigheden og Kristus.

Dagens glædelige budskab er, at Gud er kommet til mennesker og han venter os, ligesom en brudgom spændt venter på sin brud. Forhåbentlig venter vi også på ham - og brylluppet med ham, når det skal stå. Forhåbentlig venter vi med spænding og glæde. Og måske ønsker vi også tegn og forvisning at det er den rigtige og eneste vi venter på – samt at vi ikke venter forgæves.

Og selvom Guds søn i første omgang afviser kravet om tegn, så giver han alligevel dette tegn, dette principielle tegn (i den latinske betydning "det første"), forvandlingen af vand til vin. At det er vin, som Jesus forvandler vandet til, er i sig selv et tegn. I datidens kulturkreds symboliserede vin både liv og frugtbarhed. Der fandtes udenfor jødedommen sågar en gud for vinen, den græske religions vingud, Dionysos.

Jesus er ikke synonym med vinguden. Jesus anvender metaforer hvor vin indgår, og hvor han endda også selv indgår, f.eks. når han omtaler sig selv som "det sande vintræ", evangeliet ifølge Johannes, kapitel 5: Jesus er det sande vintræ, og menigheden er grenene på vintræet. Menigheden skal leve ved saften og kraften af det sande vintræ, Kristus. Som den gode livgiver vil han presse sin saft og liv og kraft igennem os, grenene, og vi vil bære frugt, og være lemmer på hans legeme. Og den saft og kraft, som vi skal leve af fra ham, det er den samme kraft, som udgår fra Guds tilgivelse og kærlighed til os gennem han, som er Guds søn, Vor Herre.

Tilgivelse modtager vi i nadverens sakramente med ordene: "Modtag dette... og gør dette til ihukommelse af mig og... til syndernes forladelse". Til nadveren er enhver velkommen. Efter nadveren kan menigheden gå derfra med fred og glæde - med tilgivelsens og kærlighedens sakramente inden i, som levende grene på det sande vintræ.

Som levende grene, der søger at holde fast ved roden, som er Kristus, sådan at Kristus giver liv og kraft til at vi kan bære frugt, som Kristi legeme på jord, den sande kirke på det sande vintræ, Kristus.

Som menighed og kirke, der lever i forventningen og håbet er vi indtil ventetiden er omme, henvist til nadverens sakramente. Nadveren styrker fællesskabet og skænker indvendig renselse i sjælen, en renselse som overgår en udvendige renselse med vand.

Renselse er nemlig til styrkelse af det indre menneske: Ligesom vi hører bortsendelsesordene efter nadveren: "til een sand tro indtil det evige liv". Den dag, hvor vi som kirke skal stå brud med den sande brudgom, Jesus Kristus. På den største dag nogensinde. Til den største bryllupsfest nogensinde. Til det lykkeligste bryllup nogensinde - for tid og evighed.

Til dette bryllup er vi er alle indbudt: Høj som lav, gammel som ung, fattig som rig, alle som een er vi inviteret til dette bryllup, når Guds rige kommer.

Og den dag, skal der være til overflod af både vin, glæde, fest. Der er nok til alle. Og der er nok af den gode vin. Det bedste har vi endnu til gode. Ligesom den gode vin serveres til sidst i dagens evangelium, så er det billede på, at det bedste endnu er i vente, nemlig sammen med ham; Han som kommer med den gode vin, og har overflod af den. Han vil ikke spise os af med den ringe, men alene den bedste vin, til den glæde, den fest, som vi er inviteret til, når hans rige kommer.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer: 16 22 25 - 144 319 14


- Asser Skude 2009 ©, redigeret siden



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post517