Asser Skude

Asser Skude

Sidste søndag efter Helligtrekonger

PrædikenerPosted by Asser Skude 29 Jan, 2019 14:41:48

Evangelium til søndag den 10. februar 2019
Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: "Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias." Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: "Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!" Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: "Rejs jer, og frygt ikke!" Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: "Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.
Matt 17,1-9

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken

- forklarelsen på bjerget

Gud åbenbarer sig i Jesus. Det sker efter det forudgående ophold i Cæsarea Filippi, hvor Peter over for Jesus bekender: "Du er Kristus, Guds søn!" Derpå forudsiger Jesus for første gang sin lidelseshistorie og Jesus taler om, hvad efterfølgelse vil sige. Forklarelsen på bjerget afklarer flere spørgsmål for disciplene om, hvem deres mester egentlig er, og hvad det vil sige at være discipel.

På den anden side giver forklarelsen på bjerget ikke disciplene mere vished for deres mesters identitet end at de glemmer deres oplevelse på bjerget, da lidelseshistorien sætter ind: Tag som eksempel Peters fornægtelse. Hvordan kan Peter fornægte Ham, som han på bjerget har skuet i forklarelsens og herlighedens lys?

Først efter Jesu opstandelse påskemorgen får Peter og resten af disciplene vished for det, som deres mester i live havde talt til dem og forudsagt om sin kommende herlighed - og det som forklarelsen på bjerget i glimt havde vist for dem: Nemlig, at deres mester virkelig er den Guds søn, som har del i faderens herlighed. At Han er Guds søn, som har sæde ved Faderens højre hånd.

Ved forklarelsen på bjerget får Peter og disciplene nok syn for sagen, at Jesus er Guds søn, men det glemmer de hurtigt igen, da Jesu lidelseshistorie begynder.
Kun retrospektivt kommer forklarelsen på bjerget i sit rette perspektiv: Først efter påsken og efter at disciplene har oplevet Jesus som opstanden, har de vished for det skin af Guds herlighed, som blev åbenbaret for dem denne dag med forklarelsen på bjerget.

Så dobbelt, så uafklaret må forklarelsen på bjerget have været for disciplene. Og som de havde det dengang med den oplevelse, sådan kan vel også vi have det i vores liv, hvor Gud i perioder kan være en del af vores liv - og så alligevel ikke...

I glimt kan vi vel fornemme Guds virkelighed i vores liv? Nærmest på guddommelig vis skuer vi i korte øjeblikke ind i en virkelighed, som ikke er af denne verden. En verden som er så smuk og fantastisk, at vi let beruses af den! Og i givet fald uden tøven kan længes imod, imod den fantastiske verden og væk fra vores hverdag, der ikke er nær så farvestrålende.

Nærmest som når man drømmer. Eller måske endda som spiritister, der henrykt fortæller om en verden på den anden side af det liv, vi kan se og føle. Spiritister har man kunnet opleve og hørt fortælle om deres "åndelige oplevelser" i en række TV-programmer: Programmerne beksæftiger sig med mennesker, der i deres liv oplever hændelser, der er uforklarlige. Folk som hævder, at uforklarlige fænomener i vores verden, skyldes fænomener fra en bagved liggende åndelig verden.

Jeg er ærgerlig over hvis nogen tror, at åndernes magt og den åndelige verden skulle være så interessante, at den virkelige verden, vores verden, de levendes verden måtte træde i baggrunden! For det er den åndelige verden ikke værd. Ensidigt at ville forsøge at nå denne bagvedliggende åndelige verden på bekostning af den sanselige og fysiske verden, vil jeg betegne som virkelighedsflugt.

Det kan ikke være meningen med åndelige oplevelser eller religiøse oplevelser. Det er enkeltestående og glimtvise syn, hvor der skues ind i en anden verden. Det må ikke betage nogen så meget, at man drømmer sig bort fra hverdagen. Tværtimod. De øjeblikke med nærvær af guddommelig eller åndelig inspiration, som vi måtte få i vores liv, dem skal vi i stedet tage med os, og bringe dem ind i vores hverdag!

Vi skal netop tage ved lære af Peters fejltrin i dagens evangelium: Peter misforstod situationen. Peter ville blive på bjerget i det ophøjede. I stedet for at vende tilbage til den verden, der ventede på ham og de andre disciple og deres mester.

Hele passionshistorien lå foran dem. Dét havde Jesus sagt forud for forklarelsen på bjerget. Alligevel var Peters forslag at slå sig ned, bygge boliger på bjerget! Hvilken virkelighedsflugt! Hvor tydeligt et tegn på, at Peter havde mistet jordforbindelsen!

Som hørere af dagens evangelium er det oplagt at spejle sig i den drømmende side i Peters sind, den side af Peter som vil blive i det ophøjede. Hvor mange af os kan ikke drømme om en ideal verden, hvor der er ro og harmoni. Ja, kort sagt, det rigtige liv, for Gud og mennesker. Dér, hvor vi har fred med Gud og med os selv. Og der, ja, der kunne det nu være rart at være! Og ikke mindst at blive der for altid? Hvem kan fortænke Peter i at foreslå at bygge bolig i det høje?

Ligesom Peter i dagens evangelium afbrydes i sit forehavende og modsiges af den himmelske røst, sådan er Guds tiltale til os i dag: Vi må ikke i vores liv forsøge at leve et perfekt og ophøjet liv med Gud alene - afsondret fra andre mennesker - adskilt fra denne verden!

Ligesom Peter ikke skulle leve afsondret fra andre mennesker med de besværligheder og problemer, der følger med deraf - ja sådan skal vi det heller ikke. Vi må ikke lukke alt andet ude fra vores liv - i et forsøg på at undgå sorger og skuffelser - i et forsøg på kun at ville det fantastiske - et liv i ophøjethed med Gud.

Det kunne ellers være fristende at søge Gud og det åndelige (og afsondrede liv)! Og mange mennesker har siden kirkens første dage gjort det - på godt og ondt. Levet deres liv i askese, som enspænder eller en form for eremit - et simpelt liv uden samspil med almindelige mennesker - til opofrelse og til den sande vej eller Guds ære. En verden i isolation - optaget af sig selv og deres egne erfaringer og oplevelser.

En verden hvor den enkelte selv har været centrum for sin egen såkaldte "personlige udvikling" - mod et højere plan, nærmere Gud, længere væk fra helt almindelige mennesker! For det er bedst at være hos Gud, synes logikken at være i de strømninger, som lægger vægt på menneskets egen personlige higen mod Gud og det enkelte menneskes guddommeliggørelse ved egen kraft.

I dagens evangelium er budskabet det stik modsatte: Disciplen Peter får klar besked på at gå ned fra bjerget - og ud mellem mennesker - ud i en verden af kaos og uorden! En verden sammen med andre mennesker.

Vi skal gøre som Peter. Nok må vi gerne skue mod det ophøjede - dog vores fokus skal være på det plan, som vi nu er og lever i. Vores fokus skal være det mellem- menneskelige plan. Vi skal have for øje de mennesker, som vi lever vores liv sammen med. Så vi ser hinanden i øjenhøjde - så vi griber de muligheder, der er hér og lever i den virkelighed, der er vores.

I den foreliggende verden skal vi være, det er her vi skal leve vores liv. Vi skal elske næsten, også selvom vi synes bedre om Gud og egentlig helst ikke bryder os om vores næste.

Gud har selv åbenbaret det for os. Da Hans egen søn kom til os, gjorde Gud det netop for at vise at Gud er blevet en af os. Gud er ikke en fjern Gud, men Gud er Gud blandt mennesker, og ikke blandt halvguder, spiritister eller munke. Gud er Gud blandt helt almindelige mennesker. Det var her Gud levede og døde! Derfor er det også her - i blandt mennesker af kød og blod - på godt og ondt- at vi skal leve vores liv.

Guds søn har selv vist disciplene og os den vej i livet.

For efter forklarelsen på bjerget går Jesus ned ad bjerget, for at møde mennesker, for at undervise, og så indleder han sin lidelseshistorie, blandt mennesker, for mennesker. Med sin egen lidelseshistorie viser Jesus os den vej, der fører os fra den guddommelige åbenbaring ud blandt andre mennesker - en vej med fællesskab og ansvar, opgaver og problemer.

Naturligvis kan forklarelsen på bjerget bruges til at tyde forklarelsen som et skin af Jesu guddommelige herlighed og som en foregribelse af Jesu egen opstandelse påskemorgen! Forklarelsen på bjerget kan vi også se som en foregribelse af den herlighed, som venter os, når vi skal opstå, ved de sidste tider. Først når Jesus kommer igen i de sidste tider, skal vi se ham som den, han virkelig er.

Som apostlen Paulus siger i Korinterbrevet: "Nu skuer vi i et spejl, men da skal vi skue, ansigt til ansigt." For når Guds søn kommer igen til jord, da skal ingen være i tvivl om hans ophav om og Hans herlighed. Det syn kan vi frem til. Men det syn må vi også frygte. Derfor må vi leve vores liv her på jorden - på Hans bud, af hans nåde - med Dommens dag for øje. Med øje for alt det, som vi har gjort og vil gøre og med øje for alt det, som vi burde have gjort og bør gøre, i lyset af den herlighed, som han åbenbarede for os med sit liv og lære. Og som blev åbenbaret i et glimt for disciplene på bjerget.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen!

- forslag til salmer: 54 292 162 – 161 56 57

-
Asser Skude 2009 ©, redigeret siden





  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post520