Asser Skude

Asser Skude

Askeonsdag

PrædikenerPosted by Asser Skude 05 Mar, 2019 09:33:56

Evangelium til Askeonsdag, onsdag den 6. marts 2019


Nota Bene! Askeonsdag er ikke en kongelig autoriseret helligdag i den Danske Folkekirke, og der forefindes derfor ikke læsninger fra Biblen der er autoriseret til denne dag. Dog i Bellahøj-Utterslev sogn er der en mangeårig tradition for at markere dagen (første onsdag efter fastelavns søndag)


Læsning fra Det Gamle Testamente
Hvem troede på det, vi hørte?
For hvem blev Herrens arm åbenbaret?
Han skød op foran Herren som en spire,
som et rodskud af den tørre jord.
Hans skikkelse havde ingen skønhed,
vi så ham, men vi brød os ikke om synet.
Foragtet og opgivet af mennesker,
en lidelsernes mand, kendt med sygdom,
én man skjuler ansigtet for,
foragtet, vi regnede ham ikke for noget.
Men det var vore sygdomme, han tog,
det var vore lidelser, han bar;
og vi regnede ham for en, der var ramt,
slået og plaget af Gud.
Men han blev gennemboret for vore overtrædelser
og knust for vore synder.
Han blev straffet, for at vi kunne få fred,
ved hans sår blev vi helbredt.
Esajas kapitel 53,1-5


Evangelium
Jesus tog de tolv til side og sagde til dem: "Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå." Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: "Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi." Da råbte han: "Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!" De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: "Davids søn, forbarm dig over mig!" Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: "Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: "Herre, at jeg må kunne se." Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig." Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud.
Lukas kapitel 18,31-43.
(fastelavns søndag efter anden tekstrække, © Det Danske Bibelselskab 1992)


Overvejelser forud for prædiken

Dagens evangelium fra Lukas falder i to dele: Først det traurige afsnit, hvor Jesus taler til sine disciple og forudsiger sin egen snarlige lidelse, død og opstandelse. Dernæst det mere opløftende afsnit om den blinde mand uden for Jerikos mure.

Før vi hører om manden uden for Jerikos mure, taler Jesus til sine egne: Han inddrager disciplene i sin dramatiske skæbne: Han skal lide, dø og opstå under jødernes snarlige påskefest. En ting er, at Jesus bærer denne smertelige viden om sin egen skæbne. En anden ting er, at hans allernærmeste end ikke forstår den skæbne, der venter ham. De fatter ikke, at deres lærer og mester skal lide, dø og opstå om kort tid. Som der står i dagens evangelium, Lukas kapitel 18, vers 34: "Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det , som blev sagt."

Vi, der kender begivenhederne og ser dem på afstand, kan forstå, at jødernes påskefest kommer til at blive en helt anden end det, som mange regnede med. Jesus må skuffe mange, både de tilrejsende, hele Jerusalem og sine egne. Jesus vil ikke være den konge for folket, som folk havde forventet. Jesus vil ikke være den, som skulle herske over sit folk her og nu, men han er kommet for at tjene sine egne, og han ville endda gå i døden for dem. Hans storhed er hans hengivelse for og troskab mod sit folk. Han er præcis ligesom det påskelam, som jøderne mindes i påsken.

Påsken, som jøderne fejrede på Jesu tid, hænger sammen med den skæbne, som jøderne led under deres slaveri i Ægypten, ca. tusind år før Jesu tid. I Det gamle Testamente kan man i 2. Mosebog kapitel 11 ff. læse, hvordan jøderne slipper ud af fangenskabet i Ægypten. Bl.a. undslipper jøderne og deres familie dødens engel ved at smøre lamme-blod på deres dørstolper. Dødens engel går forbi de huse, hvor lammets blod er smurt på. Ægypternes huse og familie derimod, som ikke har lammets blod på sig får besøg af dødens engel, mens Gudsfolket undgår døden. Gudsfolket flygter siden over Det Røde Hav. På jødernes eget sprog hebræisk findes der sproglig sammenhæng mellem "at gå forbi" (dødens engel, der går forbi dørstolperne) og så "at gå over" (det Røde Hav), "pasha", deraf det danske "påske".

Set i lyset af jødernes historie er Jesus ligesom det påskelam, som dengang frelste Guds folket fra døden og fangenskabet. Han er det nye påskelam: Hans blod bliver til frelse for dem, som tror på ham. Ligesom præsten i vore dage siger efter nadverbordet til menigheden ifølge det autoriserede ritual af 1992: "Den korsfæstede og opstandne frelser, vor Herre Jesus Kristus, som nu har givet os sit hellige legeme og blod, hvormed han har gjort fyldest for alle jeres/vore synder, han styrke og opholde jer/os derved i en sand tro til det evige liv".

Jesu død og opstandelse er ikke forgæves, men til frelse for andre. Han har givet sig selv hen, for at "enhver, som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv", som der står hos evangelisten Johannes kapitel 3, vers 16.

Jesu frelsergerning har gjort det muligt for os, at vi kan arve evigt liv hos Gud. Det Jesus dermed har gjort, er et vidnesbyrd for os om, at Gud elsker mennesker så højt, at Gud har skænket sin egen søn for mennesker. Gud har gennem sin egen søn givet sig selv hen - ubetinget og grænseløst kærligt. Gudfader har gennem sin egen søns lidelse, død og opstandelse forsonet sig med mennesker.

For et par år siden skrev en læser i en kommentar til min prædiken over evangeliet til sidste søndag efter Hellig tre konger, Johannes kapitel 12, vers 23-33: "en tekst, som altid har forundret mig og som jeg gerne ville se forklaret igen og igen det er ordene, at "den, som elsker sit liv skal miste det og den som hader det skal bevare det til evigt liv"? I disse ord tror jeg, der ligger noget, som er relevant for os for vores liv på jorden her og nu – noget vi ikke bare kan afskrive med at "det ved vi ikke noget om". Derfor synes jeg at vægten i dagens tekst skal lægges der. Hvad menes der med de ord? Hvad galt er der i at elske livet ? og hvorfor (hvordan) kan vi ved at hade det bevare det til evigt liv ?"

Mit svar er ikke enkelt. Det er let at give en simpel udlægning af det sted fra evangeliet, men naturligvis kan der ikke være noget galt i at elske det liv, som Gud har skænket hver enkelt af os. Livet er skønt og skal naturligvis elskes. Det skal også nydes og plejes. Samtidig forpligter Jesu forkyndelse os til mere end blot det jordiske og dennesidige. Jesu forkyndelse forpligter os også på det hinsidige og evige. Jesus har ikke givet sig selv hen for os for ingenting. Hans liv har ikke været forgæves. Han har givet sit eget liv - for vores skyld.

Hans lidelse, død og opstandelse skal ses i det lys, at det ikke har været forgæves, og enhver skylder Gud og næsten ubetinget kærlighed og hengivelse. Buddet om at elske næsten og elske Gud, følger af at Gud har elsket mennesker først. På samme måde skal de ord tolkes: "Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det.", Lukas kapitel 17, vers 33. Og et andet sted: "Den som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den som ydmyger sig selv, skal ophøjes" Lukas, kapitel 18, vers 14.

Det nytter ikke noget, at mennesket elsker sit eget liv så meget, at det krampagtigt fastholder det liv, som er nu, i den tro at sådan vil ens liv altid være. Sandheden om menneskets liv er snarere, at livet er en konstant bevægelse. Livet er om at orientere sig på ny og se de muligheder, der hele tiden kommer til een. Livet er på godt og ondt omskifteligt. Livet er sårbart og skrøbeligt. Lykken det samme. Det lærer livet enhver af os mennesker.

Hos evangelisten Lukas hører vi tre beretninger op til påskefesten: Beretningen om den blinde mand uden for Jerikos mure, tolderen Zakæus inden for murerne samt lignelsen om de betroede talenter. Der en rød tråd i disse beretninger. Alle er de en hyldest til ikke være bange for at miste, men i stedet give sig hen. Alle handler de om ikke at afskrive sig selv fra Gud ved at ophøje sig selv, men i ydmyghed og taknemmelighed varetage det liv, som Gud rækker mennesket i sin storhed. Gør man ikke det, risikerer man følgende: "Enhver som har, til ham skal der gives, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har", Lukas kapitel 19, vers 26.

Den blinde mand uden for murene har alt at vinde og intet at tabe. Han ønsker sig brændende det, som mange tager for givet. At være i stand til at bruge sin synssans og være i stand til at se. Fordi han er blind er han ikke i stand til at orientere sig ved egen kraft, og han er helt afhængig af hjælp udefra. Til trods for det, har han hjulpet sig selv så langt, at han har bragt sig selv uden for murene og på den vej, som Jesus også vil komme forbi. Den blinde mand har altså lagt en snedig plan for, hvordan han kan møde Jesus. Det er den blinde mands bedste og eneste chance - at sætte sig selv i stævne med Jesus uden for murene.

Den blinde mand gør det eneste, han af gode grunde kan, da han fornemmer at Jesus og følget er på vej. Han spørger sig for hos dem der kan se, om det virkelig er Jesus fra Nazaret, der er på vej. Og i det øjeblik at andre kan fortælle den blinde mand, at det er virkelig ham Jesus fra Nazaret, da råber den blinde mand op i vilden sky. Så højt råber den blinde mand, at Jesu egne disciple truer ham til at tie. Trods det fortsætter han ufortrødent og råber endnu højere op: "Davids søn, forbarm dig over mig". Nu er følget og Jesus nødt til at stoppe op, og Jesus beder folk om at føre den blinde mand hen til sig. Kontakten er etableret. Og det går den blinde man, som han inderligt ønsker. Han møder Jesus og får synet igen.

Normalt i evangelierne er det Jesus selv, der tager initiativet og henvender sig til folk, men læg mærke til, at i dagens evangelium er det omvendt. Den blinde mands insisteren giver associationer til evangeliet om den bætte Zakæus, der på eget initiativ sætter sig selv i stævne med Jesus. Beretningen om Zakæus er det følgende afsnit hos evangelisten Lukas. Begge fortællinger er unikke i den forstand, at de vidner om, hvor langt folk vil gå - for at møde ham, de havde hørt så meget om. Både den blinde mand og Zakæus er uden for fællesskabet. Den blinde mand var udenfor fællesskabet pga. sit manglende syn. Zakæus var også udenfor på en måde, pga. hans samarbejde med de forhadte romere. Og Zakæus var samtidig så lille af vækst at han måtte gøre noget særligt, for at Jesus skulle møde ham. Zakæus klatrede op i et morbærfigentræ, sådan at Jesus kunne få øje på ham.

Dagens evangelium om den blinde mand uden for Jerikos mure giver håb til enhver om, at det ikke er nytteløst at henvende sig til Jesus. Også selvom alt bogstaveligt talt ser sort ud. Også selvom andre vil holde een tilbage. Det gælder om at planlægge sin indsats og så håbe på lidt held, og det vil lykkes, og Gud vil hjælpe een. Den blinde mand råbte til Jesus, på eget initiativ og vedholdende. Ligesom Zakæus, der også var vedholdende og havde udtænkt sig en plan.

Ligesom den blinde mand og Zakæus kunne vi måske frygte, at Guds søn ikke vil ænse os på sin vej. Alligevel er der altid et håb og en mulighed for, at Guds søn vil få øje på os. Også selvom andre siger, det er udelukket, og der er ikke noget håb, og det kan ikke lade sig gøre. Det er sandt, når det hedder, at Guds veje er uransagelige. Det håb kan vi knytte an til, så længe vi lever. Ligesom den blinde mand, ligesom Zakæus.

Læg mærke til i dagens evangelium, at den blinde mand får sit syn igen, og han følger med Jesus og disciplene. Hans liv er ikke længere fastlåst og uden muligheder, strandet for altid i byen Jeriko, men den blinde får et nyt liv og nyt livsindhold. Hans liv tager en uventet drejning. Nye muligheder åbner sig. Han vil følge Jesus og disciplene. Læg også mærke til reaktionen på den blinde mands helbredelse og omvendelse. Alle folk omkring, der ser og oplever det, priser Gud. Så måske ikke bare den blinde mand blev omvendt den dag, men også alle folk omkring Jesus og disciplene.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

-

Med tegningen af et kors på panden og udsigelsen af ordene ”husk du skal dø” er temaet slået an askeonsdag: Intet menneske er som Gud, hverken udødelig eller uden plads til forbedring.

Samtidig giver korstegningen også mindelser til det mærke, som Kain fik af Gud efter at have slået sin egen bror ihjel. Trods den grusomme handling blev Kain mærket, så ingen andre mennesker måtte slå Kain ihjel. Mærket var både et tegn på hans ufuldkommenhed og hans forbrydelse, men det var også samtidig en beskyttelse og en frihed, som Kain modtog fra Gud.

På en måde er det også en lignende form for frihed, som er det kristne menneskes frihed, som fasten og dens læsninger op til påske giver indsigt i. De læsninger vil jeg fordybe mig i over de kommende uger.

Faste betyder blot ”at afholde sig fra”, dvs. at leve asketisk og f.eks. ikke mæske sig med alverdens lækkerier og overflødig kost. Faste kan også være at afholde sig fra forskellige former for mad og kun på visse tidspunkter indtage mad, ligesom visse religiøse grupper f.eks. gør. Faste for et moderne menneske kunne også være at afstå fra al elektronisk kommunikation, Facebook, SMS, Twitter, Instagram osv.

Jeg vil ikke forsøge mig med nogle af disse ovenstående former for faste. Min bod er først og fremmest af ikke-målbar karakter. Min faste er en måde at se indad på. At forholde mig til det som min samvittighed indskyder i mig. En fordybelse i den erkendelse, at jeg ikke er perfekt og dagligt fejler, og netop ved at indse mine fejl, kan jeg på rette vis modtage friheden i Kristus, som han har skænket mig og enhver som tror på ham.

Luthers medarbejder Melanchton taler i ”Confessio Augustana” artikel 12 om boden. Her siges det ”at faldne kan opnå syndernes forladelse til enhver tid, når de omvender sig, og at kirken bør give sådanne, der gør bod, afløsning” og boden består af to dele: først når personen ærligt angrer og indser sine fejl, så kan troen (som skabes af evangeliet) komme og trøste og befri fra den skræk, som samvittigheden har indjaget og ”dernæst bør følge gode gerninger som troens frugter”

I den forstand giver faste god mening for mig. Det er en vej til selverkendelse og selvindsigt. Ikke at jeg som person er interessant, men at jeg som menneske er ufuldkomment og har brug for Kristus og den frihed, han har skænket med sit kød og blod. Hans lidelse, død og opstandelse har ikke været forgæves. Det er hans lidelse, død og opstandelse, der giver mig liv og det er i kraft af hans gerning at jeg kan gå ud i verden som et frit menneske.

Et frit menneske er jeg ikke i den forstand at jeg ikke mere kan gøre noget galt og ikke længere har brug for at angre, nej lige modsat: I artiklen om bod tages der skarp afstand fra dem som ’”nægter, at én gang retfærdiggjorte kan miste Helligånden”… og ”ligeledes dem, der hævder, at nogle mennesker allerede i dette liv opnår en sådan fuldkommenhed, at de slet ikke kan synde”

Fri er jeg i kraft af troen på Jesu lidelse, død og opstandelse, fri til at gå ud i verden og leve af og med det budskab og i den gudskabte verden – til at elske Gud og næsten (det dobbelte kærlighedsbud)

Min frihed er altså en rummelighed i forhold til at kunne ønske frihed for dem, som også angrer og vil forbedre sig. I artikel 12 fordømmes de ”som ikke ville give afløsning til faldne, når de efter dåben ville gøre bod”.

Og endelig er det kristne menneskes frihed en frihed, som følger af syndernes forladelse, som skænkes af troen og ikke af gerningerne.


forslag til salmer 615 172 192 207 476 202

- Asser Skude 2009 ©, redigeret siden

- udgivet askeonsdag 2015 på www.kristendom.dk



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post524