Asser Skude

Asser Skude

Påskenat

PrædikenerPosted by Asser Skude 16 Apr, 2019 11:37:23

Evangelium
Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: "Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?" Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: "Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det." Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.
Mark 16,1-8

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992



Overvejelser forud for prædiken


- De stærke kvinder

Situationen er spændt, nærmest pinlig. For Jesu familie, og ikke mindst Jesu tilhængere synes alt at være gået galt siden indtoget i Jerusalem palmesøndag. Først hyldes han som folkets nye konge, fredskongen, men få dage senere vendes stemningen imod ham: Han tages til fange og dømmes til døden. Folket håner og spotter ham.

På Golgata, Hovedskalstedet uden for Jerusalems mure, lider Han den smertefulde og skamfulde død på korset. Som et udskud latterliggøres han, og dør han. Jesu død langfredag bliver overværet af de romerske soldater, der er udkommanderet til at bevogte stedet.

Man spørger man sig selv: Hvor er alle Jesu tilhængere, alle dem, der havde fulgt Ham på hans rejse fra Galilæa? Hvor er alle dem, der hyldede Ham Palmesøndag? Vigtigst af alt, og hvor er alle disciplene henne? Har de måske mistet troen på, at Han er Guds søn?

Vi må antage, at alle tilhængerne og alle disciplene er flygtet fra begivenhederne, og holder til på afstand! Undtagen kvinderne! De nævnes. Maria Magdalene, Maria, Jesu mor og den anden Maria, Jakobs mor og Salome, de omtales i Markus som ’de kvinder, som havde fulgt ham og sørget for ham’. De kvinder holder ud, de overværer Jesu død.

Og her er vi ved kernen i dagens evangelium. Det er kvinderne, der opfører sig som sande disciple. For de holder ud. Selv da stemningen vender, og ikke bare bliver de kronvidner til Hans korsfæstelse, men også de første vidner til de følgende centrale begivenheder ved graven.

Den grav, som Jesu legeme lægges ned i, ejes af en mand ved navn Josef fra Arimatæa. Det er egentlig en grav til Josef fra Arimatæa selv, men da han er en retfærdig og troende mand, sørger han for at tage Jesu lig udleveret og hans iklæder Jesu afdøde legeme et ligklæde, inden han lægger legemet i graven. Josef vælter en stor sten for indgangen til graven, så ingen vilde dyr kan komme ind til liget. Imens Jesus lægges i graven er det igen kvinderne, der holder ud. De følger Josef fra Arimatæa lægge liget ind i graven. Jesu tilhængere og disciplene, dem hører vi ikke hører et ord om.

Næste morgen, lørdag morgen bliver romerske soldater udkommanderet til at bevogte Jesu grav, for at ingen skal komme og stjæle Jesu legeme og derpå påstå, at Jesus er opstået fra de døde. For Jesus havde jo sagt: "Efter tre dage opstår jeg". De romerske soldater ankommer og holder vagt ved graven og besegler graven: På den sten, som Josef af Arimatæa havde sat for indgangen til graven, sætter soldaterne nu et segl, som ikke kan brydes.

Tidligt søndag morgen, på tredjedagen, er det også kvinderne, vi hører om. Maria, Jesu mor og den anden Maria og Salome er på vej ud til graven for at salve liget, som det er skik og brug. De er på vej for at vise den døde den sidste ære. På vej for på ordentlig vis at afrunde en grusom og smertelig, men som sagt også pinlig begivenhed. Kort sagt: Kan Jesus ikke få en værdig død, så kan han i det mindste få en værdig begravelse!

Og måske har Maria, Jesu mor, endda forberedt sig selv mentalt på den grumme skæbne, der ventede hendes søn, for den gamle Simeon i Templet, havde jo for mange år siden sagt til hende: "Din søn skal blive stor, og han skal blive til fald og oprejsning for mange. Også din egen sjæl skal et sværd skal gennemtrænge!"

Maria, Jesu mor, må have vidst at der ventede hende en barsk skæbne, hun må have forberedt sin sjæl på det værst tænkelige: At hendes søn skulle dø. At hun skulle blive vidne til det. Og nu var hun så blevet det. Endda det første vidne. På vej ud til graven kan man forestille sig, at Maria og de andre kvinder havde diskuteret, hvem af dem der skulle vælte stenen fra indgangen til graven, for den var meget stor...

Det kommer ikke til at ske. For da de kommer hen til graven, rammes graven af et kraftigt jordskælv, og ned fra himlen kommer en engel fra Gud, og englens udseende er "som lynild og hans klæder hvide som sne." Scenariet er så voldsomt, at selv de kamptrænede romerske soldater, der vogter graven, besvimer. I Matthæusevangeliet står: "De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde". Granvoksne, rå mænd i uniformer besvimer, men det gør de kvinderne ikke!

Kvinderne holder ud, og de kommer derfor til at opleve, at englen, som har væltet stenen, meddeler dem noget særdeles rystende, men også meget glædeligt. Englen fortæller kvinderne, at de ikke længere må være bange. For deres elskede Jesus er ikke i graven, men er opstået. Englen sender kvinderne ud med den gode nyhed, at Jesus er opstået, som Han havde sagt, han ville.

Det er påskens altafgørende begivenhed, det er påskens vigtigste budskab: "Herren er opstanden." Det er evangelium, som ganske enkelt betyder "det gode budskab". Det kan ikke være tilfældigt, at det er kvinder og ikke mænd, der oplever englen, som forkynder dem evangeliet. Og det kan heller ikke være tilfældigt, at det er kvinder og ikke mænd, som af englen sendes ud med evangeliet.

For det er kvinderne, som har været de mest vedholdende personer: Det er kvinderne, som ikke forlader Jesus, selv da alle andre svigter, selv da Han dør og tages ned fra korset og lægges ned i graven, er de der, disse udholdende og trofaste kvinder. Selv den engel, som er skræmmende, tåler de at møde, den Guds engel, hvis udseende er som lynild, som møder dem i graven og som fortæller dem at de skal gå til disciplene og til Peter og at Herren igen vil møde dem i Galilæa.

Dagens evangelium er en hyldest til de kvinder, som fulgte Jesus, da det var sværest, der hvor selv Jesu disciple stod af, selv der hvor selv granvoksne soldater måtte segne! Samtidig er det er også et evangelium om, at den person, der er mest trofast gennem det hele – ikke kun igennem påsken, det er Maria, Jesu mor. Hun er med ved alle de vigtigste begivenheder i Jesu liv – ikke én gang viger hun fra hans side.

Man kunne kalde hende ’den første og sidste og mest trofaste discipel’, den discipel, som holdt ud ved hans side først til sidst: Det er Maria vi hører om lige fra englen Gabriel forkynder, at hun skal føde Guds søn, og hans navn skal være Jesus. Det er Maria, som føder Guds søn julenat, det er Maria, som bærer Jesus frem for Simeon i Templet og Simeon profeterer om hendes søns fremtid, og Maria gemmer ordene i sit hjerte. Hvilke ord og hvilken skæbne, Simeon må have fortalt hende om!

Og det er Maria, der som en anden god mor, drager omsorg for sin søn, føder ham, drager omsorg for ham, leger med ham, opdrager ham, taler med ham, synger med ham, lærer ham om Gud, putter ham godnat. Og det er Maria, som den bekymrede og nervøse mor, dengang Jesus som 12-årig bliver væk i Templet under påskefejringen.

Det er gennem Maria, en mors uro over at hendes barn er væk, og glæden, da han genfindes, at vi oplever begivenhederne. Det er også Maria, som er det første vidne til Jesu første under, nemlig underet ved brylluppet i Kana, hvor vand forvandles til vin. Nogle vil endda mene, det er Maria, som aftvinger sin søn dette hans første mirakel. Maria, er der altså så at sige, fra begyndelsen, og hele vejen, og nu også ved slutningen af hendes søns liv.

Maria er faktisk den eneste kvinde, som nævnes i det mandeselskab af disciple, som den opstandne Jesus viser sig for siden hen. Ja, ifølge Apostlenes Gerninger, er Maria også den eneste kvinde, som nævnes at være tilstede i det samme rum igen, det "øvre rum" i Jerusalem, hvor disciplene er samlede pinsedag, hvor Ånden stiger ned over dem. Maria er med, fra først til sidst.

Det er tankevækkende. Det er nærmest skræmmende, hvor meget hun holder ud – står igennem – for det er jo hendes egen søn, hendes eget kød, som hun ser, vokse op, blive stor, dø, opstå. Det er noget af et skæbnefællesskab, der er mellem Jesus og hans mor. Ikke underligt, at katolikkerne har fejret Maria gennem så mange århundrede. Og måske er hendes betydning blevet undervurderet i vores evangeliske tradition. Måske kan vi lære af Marias barmhjertighed, hendes medfølelse, hendes medleven, hun, som har født ham, er med til det sidste.

Nok skriger Jesus på korset til sin himmelske far: "Hvorfor har du forladt mig", men hans mor, står ved siden af ham på det tidspunkt. Hun har ikke forladt ham!

Kvinderne og særligt Maria, der følger Jesus hele vejen – gennem oprejsning og fald og genrejsning – det er det glædelige budskab om, at kærligheden er stærkere end døden. At de kærligheds bånd, der er mellem Jesus og hans mor, og de andre kvinder, er så stærke, at de ikke brydes, selv ikke, da døden viser sig.

Den menneskelige kærligheds bånd bygger bro over den tomhed af afmagt og håbløshed, som slår ned. Den kærlighed og omsorg – som kvinderne demonstrerer ved graven er stærkere end døden. Den kærlighed og ømhed, som vi hører om den her, kan binde det sammen, som umiddelbart var adskilt og brudt. De bånd, som en mor eller en forælder, nærer til sit barn, kan være så stærke, at de nærmest ophæver tid og rum, selv døden får ikke lov at få det sidste ord.

Nok har døden taget Guds søn, men kvinderne har ikke opgivet Ham. Kvinderne holder ud, de bliver med Ham, selv i den mørkeste stund, deres tro, deres udholdenhed, deres kærlighed måtte den være et forbillede for os, om at elske hinanden – vores kære – med så stor en kærlighed, som muligt, selv når døden kommer, selv der forsøge at holde ud, håbe og tro på en fremtid sammen.

Så vi – ligesom de kvinder, der holdt ud i kærligheden og troen og håbet, måtte holde ud i – i det liv vi fører – til at opbygge hinanden til et sådant liv i kærlighed - til trøst, glæde for hinanden og næsten. At intet må og skal skille os – fra hinanden og de bånd vi nærer til hinanden. End ikke døden.

Lov og tak og evig ære være dig vor Fader, Søn Og Helligånd, du som var er og bliver, een sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer 224 225 - 218 230 674

- Asser Skude, 2009,redigeret siden ©



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post533