Asser Skude

Asser Skude

Femte søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 12 Jun, 2018 08:59:39

Evangelium til søndag den 1. juli 2018
Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: "Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?" De svarede: "Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne." Så spurgte han dem: "Men I, hvem siger I, at jeg er?" Simon Peter svarede: "Du er Kristus, den levende Guds søn." Og Jesus sagde til ham: "Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene." Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus. Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: "Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!" Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: "Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil." Da sagde Jesus til sine disciple: "Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?"
Matt. 16,13-26

- Den Kongelige Autoriserede Oversættelse, Det Danske Bibelselskab 1992 ©

Overvejelser forud for prædiken i forbindelse med rytmisk gudstjeneste kl. 10.30 søndag den 1. juli 2018 i Bellahøj kirke


Første del af dagens evangelium er det skrifts ord, som den katolske kirke bygger sin grundvold på. De ord af Jesu mund er den katolske kirkes argument for pavedømmet og kirkens autoritet. Disciplen Simon Peter kaldes af Jesus til at være den klippe, som kirken skal bygges på. Som Jesus selv siger i dagens evangelium: "du er Peter og på den klippe, jeg vil bygge min kirke”. Der er et ordspil mellem (til)navnet Peter, og at Peter kaldes til at være en grundvold for kirken, for "petros" betyder simpelthen "klippe".

I den katolske kirke og tradition kaldes Peter for apostelfyrsten. Peter er førstemand af apostlene, han er leder af apostlene og leder af apostelgruppen. Han er den første blandt ligemænd, på latin kaldet "primus inter pares". I den katolske tradition ophøjes Peter til den første og største blandt apostlene - og deraf kommer traditionen med ham som den første pave, hele pavedømmet og pavekirken, som den katolske kirke kaldes (om end lidt polemisk af dens modstandere). Og byen, hvor Peters jordiske rester er begravet er Rom, hvor han led martyrdøden, og hvor hans tilhængere samledes og mindedes ham. Siden blev den første Peters kirke opført over hans grav - og siden den nuværende Peters kirke, som ubetinget er hele den katolske kirkes største helligdom.

Egentlig var det tanken, at den katolske kirke skulle dække hele jorden og være kirke for alle på jorden. Rent sprogligt betyder "kat-holos" ligefrem "for hele verden", dvs. at den "katolske" (kirke) er "kirken for hele verden og alle folk".
Sådan er det ikke gået.

Anden del af dagens evangelium er af en helt anden karakter. Her er temaet den lidelse og død, som venter både Guds søn, men også disciplene og enhver, som vil følge Jesu ord: Jesus siger selv: "Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det, men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det."

Det er med andre ord en barsk omgang, der ikke er til at komme uden om. Jesus advarer direkte om de omkostninger, der vil komme for den, som følger hans ord. Helt konkret er det forbundet med akut livsfare for de første, som vælger at følge ham. De første, som lader sig døbe for at følge ham, bliver ofte forfulgt, tortureret og henrettet. De er såkaldte "martyrer" og dør for deres blotte vidnesbyrd. Læg mærke til at "martyrium" er græsk for at "vidne om noget". De vidner om at de tror på Kristus, og derfor henrettes de. Og ikke fordi de ønsker at dø, blot fordi de er ærlige og modige nok til at stå ved det valg.

Heldigvis dør ikke længere i vor tid kristne for deres tro. I hvert tilfælde på vores breddegrader. Det gør til gengæld kristne under andre himmelstrøg – og vel og mærke for blot at lade sig døbe (og få et kristent navn). Selvom ingen i vore dage under vores himmelstrøg lider døden for at lade sig døbe, så er der omkostninger ved at følge Jesu ord og tage hans kors op, som Jesus selv taler om i dagens evangelium:

Som den verdensberømte filosof og teolog Søren Kierkegaard også gør opmærksom på i "Kjerlighedens Gjerninger" er det at fortie sandheden, om nogen gik ind til den kristne tro og ikke havde fået at vide de alvorlige konsekvenser, som følger deraf: At tage Jesu kors op og følge ham, gør ikke livet nemmere, tværtimod, det kræver mod, styrke og udholdenhed – omvendt kan den enkelte så også leve hver dag med evighedens perspektiv for øje. Eller det som nogen ville kalde Dommens dag for øje.

De, som ikke lever med evighedens perspektiv for øje kan tage anstød af Jesu ord og afvise det og derved stille sig selv uden for det fællesskab. Som dagens epistel taler om, og som nogen kalder den dobbelte udgang, findes der både en frelse for nogen, og en fortabelse for andre. I epistlen står: "men for dem, som ikke tror..."en anstødssten, en klippe til at snuble over", det er dem, der tager anstød i deres ulydighed mod ordet, "og dertil var de også bestemt". Epistlen taler her ligefrem om, at de som tager anstød endda er bestemt dertil, det som teologihistorien kalder "prædestinationslæren".

Det er diskussionen om, hvorvidt mennesket er forudbestemt til frelse eller fortabelse. Det er især spørgsmålet om forudbestemmelse til fortabelse, der vækker størst forargelse og diskussion blandt mange. Herhjemme og i vores lutherske tradition var det en diskussion mellem Calvin og Melanchton/Luther. Calvin var fortaler for prædestination, mens Melanchton/Luther var mere tilbageholdende, ikke mindst for Luthers vedkommende, hvor tanken om, at nogen skulle fortabes på forhånd, stred mod Luthers forestilling om Guds kærlighed og ønske om alles frelse.

Personligt deler jeg Luthers håb om en frelse for alle, og jeg frygter naturligvis fortabelse og synes helt indlysende det ville være ubarmhjertigt og ukristeligt, hvis nogen på forhånd – selv før deres fødsel – allerede var forudbestemt til fortabelse. Omvendt kan den del af Folkekirken, som betegner sig selv som "klassiske" eller "evangelikale" og ser sig som kirkens grundvold og bærere af kirkens lære have en pointe i, at alting ikke er lige meget, og at der er alvor bag Jesu ord og lære, og at der er en konsekvens for dem, som tager anstød og afviser evangeliet.

Nogle vil kunne indvende, at det sidste også er noget andet end prædestination, da de, som selv lever og tager anstød, netop træffer det valg i levende live, og det gør endnu-ikke fødte ikke, for hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Kan man træffe valg før man bliver født? Det er tankespind og en form for sværmeri at spekulere over sådanne forhold. Og er der noget den lutherske tradition ikke er, er det ikke sværmeri eller højtflyvende tanker. Luthersk tradition har fokus på det givne og levede menneske- og kristenliv, ikke på et liv før livet.

Naturligvis skal et kristenliv afspejle troen, håbet og kærligheden i praksis - både til Gud og til næsten. Det giver Luther selv helt konkrete og ligetil anvisninger på i sin ”Lille Katekismus”, der er skrevet til almindelige mennesker på et almindeligt hverdagssprog og som er alt andet end sværmeri og højtflyvende tankespind. Luthers lære og katekismus forpligter enhver kristen til at handle og leve på Jesu bud og ord - i kald og stand - og efter bedste evne.

Dagens evangelium handler om det ansvar, som Jesus overdrager til sine disciple. Ansvaret for at følge efter - nu hvor den svære tid kommer. I relation til dagens evangelium, hvor Jesus taler til Peter, handler evangeliet om, at nu er Jesus selv på vej til Jerusalem, hvor han skal gå igennem fornedrelsen og lidelsen, endda døden. Nu er det, at tiden nu er kommet, og hvor disciplene kan vise om de er deres opgave voksen: Vil de være i stand til at løfte arven efter deres herre?

Det er en enorm opgave, der venter - ikke mindst for Peter. For Peter har ingen særlige forudsætninger for at påtage sig opgaven. Nok er han kvik, og hans øjne er blevet åbnet for, at Jesus er Guds søn. Bemærk at Peter er den Peter, der siden fornægter - da der kommer trængsel.

Ikke desto mindre er det samme Peter, som Jesus betror nøglemagten. Det er om noget et eksempel på, at Gud vil og kan bruge småfolk. At Guds søn kan bruge en som Peter, der både fornægter og svigter. Det er eksempel på Guds barmhjertighed. Det er et vidnesbyrd om at Gud kan bruge mennesker, med og på trods af menneskers svagheder og ufuldkommenheder.

Gang på gang hører vi i de bibelske historier, at Gud kan bruge helt almindelige mennesker. Også selvom de prøver at undslå sig, også selvom de undertiden svigter. Sådan tror jeg også gælder for os, som udgør de levende stene i Guds kirke. Til det hellige præsteskab skal vi alle regnes, os alle som er døbte. Alle har vi en særlig rolle en særlig forpligtelse til at videreføre og viderebringe det budskab og den opgave, som vi er kaldet til. Vi er, i kraft af dåben og det budskab, som vi er kaldet af, "Guds udvalgte, hellige og elskede" (apostlen Paulus Kol. 3,12)

Uanset hvor gerne vi end måtte undslå os. Uanset hvor gerne vi end ville flygte fra vores forpligtelser og ansvar. Og uanset hvor meget vi end måtte slå os i tøjet ligesom Jeremias i dagens gammel testamente læsning og forsøge at løbe fra vores ansvar. Uanset hvor ofte vi måtte svigte, ligesom Peter svigtede, så kan og vil Gud bruge mennesker.

Til os alle gælder de ord, som Peter siger i dagens epistel: "I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mærket til sit underfulde lys, I som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed."

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

- salmeforslag: 3 296 289 - 295 778 11

- Asser Skude 2008 ©, redigeret siden

  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post489

Fjerde søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 08 Jun, 2018 10:56:17

Evangelium til søndag den 24. juni 2018
Jesus sagde: "I har hørt, at der er sagt: "Du skal elske din næste og hade din fjende." Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!"
Matt. 5,43-48

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken

- buddet om at elske sine fjender

Temaet i dagens evangelium ligger tæt op ad det tema, som lignelsen i søndags om den fortabte søn slog an: Med hvad skal vi ligne kærlighed, og hvordan er fuldkommen kærlighed?

Gud er kærligheden og kærlighedens væsen overgår al forstand, og alene hos Gud er og findes fuldkommen kærlighed. Dog skal mennesket efterstræbe at blive i kærligheden og blive i Gud. Ligesom apostlen Johannes siger i sit første brev, kapitel 4, vers 7ff: "Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud... Vi elsker, fordi han elskede os først. Hvis nogen siger: "Jeg elsker Gud," men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder."

Ligesom teologen og filosoffen Søren Kierkegaard taler om i "Kjerlighedens Gjerninger" er Gud alene kærligheden, og kun én er fuldkommen i kærlighed, og det er Gud. Nok kan mennesker være kærlige imod hinanden og bør naturligvis efterstræbe det, men hengivelse til Gud er den mest kærlige gerning, og deraf udspringer al kærlighed. Det handler nemlig ikke om at elske sig selv, men at elske Gud, og deraf følger at elske næsten.

Kierkegaard siger sådan: "Nei, Kjerlighed søger ikke sit Eget, thi at søge sit eget, er jo netop Selvkjerlighed, Egenkjerlighed, Selvsyge, eller hvad det ukjerlige Sind har for andre Navne...Kjerlighed er netop Hengivelse; at den søger Kjerlighed er atter og er den høieste Kjerlighed."

Kierkegaard kommer derefter med den afgørende pointe, når han siger, at kærligheden ikke er en fordring, kærligheden er et tilgodehavende, dvs. kærligheden er altid noget vi har til gode hos hinanden og skylder hinanden kærlighed, ligesom de skylder os kærlighed, som vi dem. Kierkegaard understreger, at udfordringen for Hin Enkelte består i at være i 'Kjerlighedens Gjæld til hverandre'. For uanset hvor meget eller lidt vi gør for hverandre, gør vi ikke nok, vi vil ikke nogensinde kunne betale os ud af vores gensidige forpligtelser, for vi skylder hinanden alt. Og ligesom i lignelsen om den fortabte søn, er kærlighed ikke noget vi kan betale os fra eller ud af, næsten skylder vi alt i kærlighed. Det er med andre ord ikke uden vanskeligheder at tage evangeliets ord op og følge det. Kierkegaard taler ligefrem om 'vanskeligheden som følge af at blive i kærlighedens Gjæld til hverandre'.

De ord af Kierkegaard har rod i apostlens ord "så bliv da hinanden skyldige i dette ene, at elske hverandre". Apostlens budskab ligger i forlængelse af dagens evangelium; Forpligtelsen om at elske hverandre, og ikke alene den nærmeste, dvs. næsten eller ens familie, selv ens værste fjender, skal vi elske. Og deri ligger også en afgørende pointe fra Jesu side. Og derved adskiller kristendommen sig markant fra mange andre måder at forholde sig på til omverdenen. Nok er der masser af andre velmenende og gode trosretninger, men hvilke andre prædiker ligefrem kærlighed til fjenden?

Dette er dog et gode for kristendommen og for den, som vil handle på Jesu bud. For handlede kristendom kun at gøre det godt for sig og sine, ville kristendom være selvkærlighed og selvtilfredsstillelse, hvilket kristendommen ikke er. Budskabet om kærlighed er ubetinget hengivelse og atter hengivelse, selv til sin værste fjende: Som Jesus siger: "Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn... Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også".

Igen advarer Jesus om den form for kærlighed, som kan forveksles med købmandskab, den såkaldte "gerningsretfærdighed": Kristendom er netop ikke øje for øje eller tand for tand. Kristendom er ikke en 'noget for noget'-religion. Så snart kærlighed bliver bundet og forudsigelig, mister den sin kraft og sit væsen. Kærlighed er ikke forbeholdt ens venner eller familie, men kærlighed skal rækkes ud over den nærmeste kreds. Og budet om at elske gælder for selv de ondeste og værste fjender. Selv de er Guds skabninger, og selv de skal også behandles som sådan, og vi er forpligtet på at elske dem.

Agter vi fradømme et andet menneske Guds og vores kærlighed, gør vi os selv til dommer over livet og kærligheden, hvilket vi ikke er! Alene Gud vil dømme og alene Gud vil frelse. Det kan og skal vi ikke. Fordi Gud har skabt os i kærlighed og skænket os kærlighed fra den dag vi blev født og indtil nu, skylder vi også at elske hverandre ubetinget og uden forbehold. Kort sagt. Fordi Gud har elsket os først og stadig elsker os og ønsker at frelse os, både gode som onde, sådan skal også vi elske enhver, vi møder på vores vej. Ja, selv den fjende som vil ødelægge eller tage dit liv, skal vi elske uden forbehold, for vi er ikke herre og dommer over livet, det er alene Gud.

Som apostlen Paulus skriver i brevet til Romerne, dagens epistel: "Ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren...Men du, hvorfor dømmer du din broder, eller hvorfor foragter du din broder? Vi skal jo alle stå frem for Guds domstol...Lad os derfor ikke længere dømme hinanden, men I skal meget hellere dømme sådan: Ingen må bringe sin broder til at snuble eller falde".
Kunsten er at elske andre, selvom de ikke ligner en selv og selvom de er ufuldkomne og ikke altid fortjener at blive elsket. Kierkegaard siger: "Vil Du derfor vorde fuldkommen i Kjerlighed, saa stræb at fuldkomme denne Pligt, i at elske at elske det Menneske, man seer, at elske ham saaledes, som Du seer ham, med alle hans Ufuldkommenheder og Svagheder, elske ham, som Du seer ham, naar han ganske har forandret sig, naar han ikke mere elsker Dig, men maaske ligegyldigt vender sig bror eller vender sig bort for at elske en Anden, elske ham, som Du seer ham, naar han forraader og fornegter Dig."

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

salmeforslag 753 366 579 – 688 68 728

- Asser Skude 2008 ©, redigeret siden



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post488

Sankt Hans

PrædikenerPosted by Asser Skude 08 Jun, 2018 10:53:42

Nu er Skt. Hans ikke en egentlig helligdag i den lutherske tradition, men dagen har sit navn fra Johannes Døber, der i følge tradition er født et halvt år før Jesus, altså den 24. juni. Johannes' fødselsdag er værd at markere, af flere grunde: Ikke mindst de begivenheder der udspiller sig efter Johannes har døbt Jesus. Herefter går Jesus ud i ørkenen, hvor han kæmper mod Djævelen. Jeg foreslår man kunne læse Matthæus' beretning om Johannes Døberen, og Jesu dåb og fristelsen i ørkenen.


Evangelium

- Jesus og Johannes (Skt. Hans) og Jesu fristelse i ørkenen

Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«
Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde v6 og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet:
Han vil give sine engle befaling,
og de skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.«
Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.‹ « Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.« Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.
Matt. 3,13-4,11.

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken i forbindelsen med gudstjenesten ved sommerafslutningen for Utterslev FDF i Streyff onsdag den 20. juni fra kl.17.30-20.00

I stedet for at føre krig mod hekse, trolde, nisser, monstre og andre eksponenter for det overnaturlige kunne man netop til Sankt Hans lade sig inspirere af heksene.

Selvom det næsten har været en tradition hvert år i min barndom og ungdom, at man ”brændte heksen af” sankthansaften, så har jeg besluttet, at det er slut med det. Det er ikke en tradition, jeg vil give videre til mine egne børn.

I år bliver det uden ”afbrænding af heksen på bålet”. Det har været afgørende for mig at prøve at markere Sankt Hans på en moderne måde – og samtidig også en relevant teologisk måde.


Spørgsmålet er, om det nogensinde har givet mening at ”brænde hekse af”. Indlysende nok er det bestialsk at brænde mennesker på bålet, som man gjorde op til 1600-tallet. Det er en skamplet for vores historie, ikke mindst fordi øvrigheden og præsterne bifaldt hekseafbrændingerne.


Uden at være ekspert på området tør jeg godt påstå, at hekse var nogen, man ville til livs – fordi både kirken og præsterne var bange for at miste monopol og autoritet. Pudsigt nok stammer ”hokus pokus” slet ikke fra heksekunsten, men fra præsterne. Nemlig fra de latinske nadverord ”hoc est corpus”, på dansk ”dette er [Jesu Kristi] legeme”, altså indstiftelsesordene ved alterbordet.


Fremfor at fordømme eller kaste bål efter det vi (præster) ikke kan forstå eller forklare, men som vi kalder heksekunst eller trolddom, så er det vel mere givende at prøve at rumme og tolerere andre tilgange og opfattelser af livet. Så i stedet for at føre krig mod hekse, trolde, nisser, monstre og andre eksponenter for det overnaturlige kunne man netop til Sankt Hans mane til at forstå og lade sig inspirere af heksene.

Mig bekendt er heksekunst ikke ensbetydende med ondskab eller sort magi, men det er en tolkning af verden og kræfterne i naturen, og en evne og indsigt til at kunne anvende disse kræfter og energier – som udgangspunkt til gode for andre ved at læge, lindre og måske endda helbrede sygdomme.


Ordet ”magi” stammer også fra det græske ”magoi”, som vi kender fra bibelhistoriens hellige tre konger, der var såkaldte ”tydere” eller ”magere”, som det hed i den gamle oversættelse af Bibelen. Disse hellige tre konger havde en dyb indsigt og kunne tyde varslet om Gudsbarnets fødsel. Denne indsigt fik dem til at drage ud på en lang rejse, så de blev de første fremmede til at se og tilbede det nyfødte Jesusbarn. Disse ”magere” blev de første, der kom til Jesusbarnet, vel og mærke ikke en delegation af fromme præster.


Så når vi i Bellahøj-Utterslev sogn markerer Sankt Hans den 23. juni, vil der i stedet for heksebrænding være en konkurrence for bedst udklædte heks og monster. Og vi prøver at sætte os ud over det, vi kan forstå og forklare. Blandt andet skal vi høre, hvad der skete efter Jesu dåb, nemlig da Jesus blev udsat for uforklarlige hændelser, da han var i ørkenen i 40 dage og 40 nætter.

Her prøvede Jesus på egen krop og eget sind at gå ud i det mørkeste og mest ukendte. En rejse, som ikke er beskrevet særlig detaljeret i skrifterne, men hvor det bestemt ikke kan afvises, at han mødte uforklarlige kræfter både fra naturen og fra de ondeste og mørkeste kræfter, der findes, nemlig fra djævelen selv. En rejse, som om muligt gav Jesus endnu mere indsigt og selverkendelse.

Nu er det naturligvis ikke min intention at få børn og voksne til at interesse sig for hekseri eller trolddomskunst, endsige gøre dem til kommende aspiranter udi det okkulte. Hvis det er den opfattelse, der står tilbage efter læsningen af dette indlæg, er min pointe ikke slået igennem.

Mit ærinde er at se på hekse, trolde, nisser og andre overnaturlige væsener denne Sankt Hans med et barnligt sind og lade mig fascinere af dem, og det univers og den indsigt de repræsenterer. I en erkendelse af at livet og kræfterne i naturen måske ikke er så tilfældige størrelser endda, og at alt levende er skrøbeligt. Det er noget, vi skal passe på og naturligvis bør anvende med respekt og ydmyghed - vel og mærke i det godes tjeneste, til gode for mennesker, planter og dyr.

salmeforslag 778, 784, 402, 787


- udgivet første gang på www.religion.dk, Asser Skude 2016 ©



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post487

Tredje søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 08 Jun, 2018 10:52:07

Evangelium til søndag den 17. juni 2018

Jesus sagde også: "En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet."

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken

- lignelsen om den fortabte søn

Guds kærlighed kan lignes med en far, som har to sønner. Og ligesom den far, der har to sønner, elsker han naturligt nok sine sønner lige meget - eller uendeligt lige meget kunne man sige. Lige meget ikke her forstået kvantitativt, men kvalitativt. Vi hører at der er rigeligt med kærlighed - selv til den søn som allerede havde fået sin del på forhånd.

Kærlighed kan - som man siger - ikke købes for guld. Og kærlighed får man ikke for god opførsel . I hvert tilfælde ikke i Guds rige. Så ville det jo være gerningsretfærdighed eller købmandskab, sådan som teolog og sjælesørger Bent Falk gør opmærksom på i "Kærlighedens Pris":

I Guds rige er det ligesom en far, der har to sønner og elsker dem begge ubetinget og grænseløst. I Guds rige kan ingen af hans børn afkræve deres himmelske fader kærlighed, men kærligheden skænkes Guds børn i rigelige mængder, og de er alle arvinger til hans uendelige rigdom og kærlighed. De er allesammen arvinger til uendelig og al ønskelig og tænkelig kærlighed. Den ene som den anden, den yngste såvel som den ældste. Ligesom i ethvert andet sundt og kærligt forhold mellem forælder og børn, har de to sønner deres forælders ubetingede kærlighed og hengivenhed. Derfor er det også absurd, da den forsmåede storebror i dagens lignelse forlanger, at faren ikke skal give lillebroren mere (kærlighed), da lillebroren allerede har fået hvad der tilkommer ham.

Den forsmåede storebror har ret i, at han som den fornuftige og retfærdige storebror fortjener at blive elsket mere - fordi han altid har gjort alting, som faren har ønsket. Men kærlighed er nu engang ikke noget som gives efter god opførsel eller fortjeneste, og derfor er storebrorens krav absurde. Kærlighed kan ikke købes - heller ikke for god opførsel. Uanset hvor meget den irriterende og flabede lillebror tosser rundt, vil der være rigeligt af kærlighed fra farens side. Faren vil elske lillebroren ubetinget, ligesom han vil elske storebroren ubetinget - det sidste hører vi ikke sagt, men det giver sig selv og alt andet ville være unaturligt.

Lignelsen om den fortabte søn handler i høj grad om kærlighedens natur, og at kærlighed oftest karakteriseres ved overbærenhed og tolerance - det som med et moderne ord kaldes for tilgivelse og rummelighed. Naturligvis er lignelsens pointe ikke, at fordi vores himmelske fader elsker os ligesom faren elsker, kan vi afkræve vores arv og forlange tilgivelse og tolerance for stort sagt alt, hvad vi foretager os. Eller sagt på en anden måde: Vi kan ikke bare gøre som den forkælede lillebror, som er elsket uanset hvad, sin dårlige opførsel til trods.

Lignelsens sigte er snarere at fortælle os, at vi har barnekår hos Gud, og vi har arvet hans kærlighed og rigdom. Det er en arv, som vi ikke kan fortjene, men som Gud skænker af sin gavmilde nåde. På den måde har vi ingen rettigheder, men har dog alligevel ubetinget tillid og kærlighed fra vores himmelske fader - uanset og på trods af vores til tider tossede opførsel.

Tilsyneladende lignelsens yngste indset, hvad kærlighed handler om, idet han erkender sine tossede handlinger og indser at han ikke har fortjent sin fars kærlighed og derfor intet kan forlange. Netop derfor er han værdig til at blive modtaget med åbne arme. Den lillebror er at sammenligne med en ærlig synder, der åbenhjertigt og uhøjtideligt beder om tilgivelse og om at blive taget til nåde.

Netop derfor og kun derfor kan han blive del igen af det fællesskab. Ikke fordi han skal måles og vejes på hans dybfølte anger eller at faren skal aftvinge ham den ene undskyldning efter den anden. Lignelsen giver ingen mening, hvis ikke netop faren elsker sin søn ubetinget, og hvis ikke sønnen også havde realitetssans og selverkendelse nok til at se, at han ikke havde fortjent sin fars kærlighed. Lillebroren siger: "far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere."

De vilkår som lillebroren i lignelsen stilles af sin far, ligner de vilkår vi som børn stilles af vores himmelske fader. Guds kærlighed er i sagens natur og per definition grænseløs og uendelig og kan ikke købes for god opførsel eller pæn tale. Guds kærlighed kan ikke bestikkes - hverken til det bedre eller det modsatte. Gud er dog urokkelig indstillet på at elske hvert af sine jordiske børn - præcis som de er. Ikke for det, som de gør eller siger, men præcis som de er, inklusiv alle gode og mindre gode sider. Gud ser mennesker hvor de er og elsker mennesker, som de er.

Den danske teolog og filosof Søren Kierkegaard taler i "Kjerlighedens Gjerninger" om at se et menneske, som det er og elske det, som det er. Deri består det kristelige. Let er det at elske nogen som ligner sig selv, men det er også kedeligt i længden. Kunsten er at elske andre, selvom de ikke ligner en selv og selvom de - også - er ufuldkomne og ikke altid fortjener at blive elsket: "Vil Du derfor vorde fuldkommen i Kjerlighed, saa stræb at fuldkomme denne Pligt, i at elske at elske det Menneske, man seer, at elske ham saaledes, som Du seer ham, med alle hans Ufuldkommenheder og Svagheder, elske ham, som Du seer ham, naar han ganske har forandret sig, naar han ikke mere elsker Dig, men maaskee ligegyldigt vender sig bror eller vender sig bort for at elske en Anden, elske ham, som Du seer ham, naar han forraader og fornegter Dig."

Og videre: "Men vi Mennesker tale om at finde den Fuldkomne for at elske ham, Christendommen taler om at være den Fuldkomne, der grænseløst elsker det Menneske han seer"..."i Christo saa Fuldkommenheden ned til jorden og elskede det Menneske han saae". Og med ordene fra Johannes brevet siger Kierkegaard: "Bliv Ingen Noget Skyldige uden dette, at elske hverandre".

Problemet for os mennesker er, at når vi ser og møder kærlighed, vi ikke forstår, har vi måske en tendens til at gøre som den forsmåede storebror, der føler sig forurettet og gør vrøvl, da han ikke føler han selv får nok. Han lader sig forarge over den kærlighed, som den anden får. Derved gør han både sig selv og broren og faren uret, for alle som én har de lod og del i Guds rige - som handler om kærlighed, nåde og fred mellem hverandre.

Én af de opgaver som lignelsen om den fortabte søn således kunne stille os over for, er den opgave ubetinget at unde andre del og lod i den kærlighed, som vi ikke forstår. Der kan være et utal af argumenter og årsager til at vi måtte mene, at den og den ikke fortjener at blive elsket eller behandlet ordentligt. Men når alt kommer til alt, har vi ret til at dømme? Og har vi ret til at tage kærlighed, accept og forståelse væk fra nogen, som vi ikke synes er elskelige?

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

Salmeforslag 31 69 365 - 506 521 570

- Asser Skude 2008 ©, redigeret siden





  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post486
Next »