Asser Skude

Asser Skude

Tiende søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 18 Aug, 2019 08:48:20

Evangelium til søndag den 25. august 2019
Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde: "Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid." Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: "Der står skrevet: "Mit hus skal være et bedehus." Men I har gjort det til en røverkule."
Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham.
Luk. 19,41-48

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken


- Jesus græder over Jerusalem

Forud for dagens evangelium hos Lukas finder vi beretningen om Jesu indtog i Jerusalem: Som fredens konge ridder Jesus ind i byen. Han modtages af folket som den nye tids konge, ridende på et æsel. Uden våben indtager han byen. Som den nye frelser, Guds salvede, Davids søn ifølge profetien skulle gøre det. Og folket og den evige by Jerusalem modtager ham med fredens og evighedssymbol, palmegrene, der kastes foran ham på hans vej. Folket råber, "Lovpris Herren" og "Fred i himlen".

Indtoget står i skærende kontrast til de begivenheder, der udspiller sig kort efter: Folkets hyldest til deres nye fredskonge er kortvarig. Før ugen er omme er stemningen vendt - og nu anklager de ham for at være en falsk profet.

Han bliver genstand for en sammensværgelse. Folket og de religiøse ledere kræver hans død på korset! Hvilken by, hvilket folk kan gøre en sådan katastrofe mod ham, der er profet og Guds søn?

Det gør selv samme by, som er fredens og evighedens by. Den by, hvor Gud havde taget bolig og Gud havde besøgt sit folk. Og de følgende årtier og frem bliver byen genstand for ufred og vold, og den ødelægges.

Det vidnesbyrd er entydigt, hvis man kender fortsættelsen på byens historie: Jerusalem belejres af romere gennem fire år, fra år 66-70, indtil den indtages år 70. Jerusalem plyndres og ødelægges, dens mure rives ned. Og fatalt bliver det 60 år senere, da endnu en jødisk opstand under oprørslederen Bar-Kokba ledsages af en systematisk ødelæggelse af Jerusalem: På den gamle bys ruiner lader den romerske kejser Hadrian demonstrativt en helt ny romersk (ikke-jødisk) by opføre.

Den hedder Ælia Capitolina, "den fremmede by". Og et tempel for den mægtigste romerske (dvs. ikke-jødiske) gud Jupiter opføres på Templets plads! Og vel og mærke, der hvor alle jøders tempel havde ligget, der bygges et tempel for ikke-jøder. Og ikke nok med det, i begyndelsen af det 2. årh. bliver enhver jøde forment adgang til sin egen by, sin kulturs vugge! Og jøderne henvises til landflygtighed, den såkaldte diaspora.

Det er blot i korte rids det århundrede, der følger efter Jesu lidelseshistorie. De næste århundreder for jødernes og byens vedkommende fortsætter med samme tragiske udvikling, en lang tid med etnisk forfølgelse, overgreb og undertrykkelse.

Og samme skæbne synes at have hjemsøgt byen den dag i dag. Hvor tragisk. Jerusalem nyder langt fra den fantastiske skæbne, som den kunne - som fredens by. I stedet er Jerusalem og de begivenheder, der udspiller sig i og omkring den blevet en anstødssten for en del af verdens befolkning. Ikke fordi de nødvendigvis har ret, men nogle mennesker mener ikke byen ligefrem bidrager til verdensfreden.

Det må være alt det, som Jesus ser for sit indre i dagens evangelium, da han ser ud over byen og forudser dens ulykkelige fremtid. Jesus græder. Fordi han helst så, at byen ikke led denne grumme skæbne. Som enhver anden jøde er han opdraget og opvokset med den forestilling at byen Jerusalem er verdens centrum.

Han, som kommer fra Nazareth, ikke langt der fra, han er vant til at valfarte til byen og vant til at deltage i byens religiøse og folkelige fester. Som da han som 12-årig på egen hånd gik rundt i byen, og hjemmevant gav sig til at lære ved dens tempel, i en af forhallerne. Jerusalems historie er historien om fredens by, forsoningens by, der hvor Gud har forsonet sig med sit pagtsfolk, jøderne.

Derfor kunne Templet ikke ligge andre steder end det lå, derfor var det her jødernes åndelige og kulturelle centrum lå. Her havde Gud jo besøgt sit folk. Her havde Gud ifølge legenden David skænket sit folk tusindårsriget med fred og glæde. Fred fra fjenders angreb og fremmede hære.

Som sagt tidligere, det Jesus nu ser for sig, er et andet Jerusalem. Ufreden og voldens by. Den by står for fald, Templet står for fald, hele folkets kulturelle og religiøse samlingspunkt står for fald. Den evige stad, fredens by skal indtages og ødelægges.

For en jøde som Jesus har det været det samme som verdens undergang. Og det er værd at græde over. Som en anden domsprofet advarer Jesus for sidste gang og retter en skarp kritik: "Jerusalem har ikke kendt sin besøgelsestid" .

Jesus rydder tempelpladsen og advarer sit folk og dets ledere. Imidlertid er det for døve øren. Jerusalems indbyggere tager ikke imod. Derfor kender byen ikke sin besøgelsestid, nu hvor en stor profet er stået frem. Gentagne gange er byen blevet advaret - af profeter før Jesus, og mange af dem har måttet lade livet pga. deres kritik.

Endnu engang afviser og ihjelslår byen en ny profet, der er kommet til dem. Blot med den forskel, at denne gang er profeten selveste Guds søn. Byen gør sig skyldig i sin egen undergang. Den tager ikke imod Guds søn, byen dømmer ham til døden.

Bemærk at det ikke er Guds søn, der dømmer byen, det er byen selv der med sin afvisning af Guds søn bringer dommen ned over sig selv.

Måtte dagens evangelium tjene som en advarsel til os om at kende vor besøgelsestid. Og det vil sige, at også vi må være parate til at omvende os - før det er for sent.

Omvendelse er muligt for enhver, som tror Guds Ord. Omvendelse betyder ikke at mennesket skal ud og præstere en masse gode gerninger. Omvendelse betyder, at Gud kalder mennesket med sit ord og glædelige evangelium, og at mennesket tager imod det ord.

Eller sagt på en anden måde. Ordet er Guds søn, som Gudfader i himlene har sendt til mennesker, for at de skal omvende sig og tro. Bemærk altså at omvendelse ikke er det samme som at mennesket nu skal gøre alverdens ting for at være god nok.

Evangeliet er netop nådigt og glædeligt derved, at mennesket intet andet skal gøre end netop dette ene - at tage imod Guds ord. Gud er allerede kommet til mennesker. Og Gud har besøgt os og har allerede taget chancen med os, og det er tilstrækkeligt. Det skete, da Gud ville møde os - igennem sin Søn. Og Gud måtte bøde for sin gavmildhed. Selv da det kom dertil, at Gud skulle lade sin egen søn dø for os, gjorde Gud det alligevel.

Det var og er en chance - ikke for mennesker, men for Gud. En chance Gud tog i tillid og kærlighed til os. Gud er kommet til os, vi er ikke kommet til ham. Gud er kommet til os, ligesom han kom til Jerusalem. Gud er kommet til os med fred og forsoning. Gud har besøgt os, da Gud kom til os i Jesus Kristus. For at skænke os sin fred.

Fred fra den kommende dom over verden. Fred for at dele samme skæbne som Jerusalem led. Guds søn, Jesus Kristus, er et modsigelsens tegn, et tegn til fald for nogle, et tegn til oprejsning for mange. Til oprejsning for dem, som tror, til fald for dem, der ikke tror. Til fald for dem, for hvem troen er blevet en falsk sikkerhed, til fald for dem, som ikke føler sig under stadig tiltale - af Guds ord.

Til fald for dem, som ikke frygter Gud og Guds vrede. Til fald for dem, som har hjertet hårde som stene og ikke vil åbne deres hjerte.

Måtte vi ikke føle os så stolte eller selvsikre som byen Jerusalem, måtte vi ikke tro, at vi kan være foruden Guds søn. Måtte vi ikke tro at vi kan være foruden den forsoning, som rækkes os i Jesus Kristus. Måtte vi ikke blive så skråsikre, at vi ligesom er som det Jerusalem, der ikke behøver Guds ord.

Måtte vi derimod tage Guds ord til os. Guds ord, der sætter os under stadigt ansvar i vores livsførelse. Guds ord, der samtidig giver os den frihed, at vores overtrædelser en gang for alle er sonet i Jesus Kristus. Måtte vi leve af det ord.

Lov og tak og evig ære, være dig vor Fader, Søn og Helligånd, du som var er og bliver en, sand, treenig Gud, højlovet, fra første begyndelse, nu og i al evighed!
Amen.


forslag til salmer: 752 7 335 - 174 726 676

- Asser Skude 2009, redigeret siden ©



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post556

Niende søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 06 Jul, 2019 12:26:56

Evangelium til søndag den 18. august 2019
Jesus sagde også til disciplene: "Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter.
Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!" Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør.
"Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger."
Luk 16,1-9

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992




Overvejelser forud for prædiken kl. 10.30 søndag den 18. august 2019 ved gudstjeneste i Bellahøj kirke

- Den uærlige godsforvalter

Lignelsen om den uærlige godsforvalter rejser umiddelbart flere spørgsmål end den besvarer. Hvordan kan det f.eks. gå til, at Jesus roser den uærlige godsforvalter? Den uærlige godsforvalter har bedraget sin herre med sin uærlige forvaltning, og efter at være blevet sat fra bestillingen begår han endnu et bedrag: Han skaffer han sig venner ved hjælp af penge, og ikke engang sine egne, men sin herres penge.

Jesus roser ikke den uærlige godsforvalter for det underslæb, han foretog sig, mens han stadig var ved bestillingen. Og Jesus roser ham heller ikke for, at han ved hjælp af sin herres penge skaffer sig venner. Mange mener, at netop den sætning "Skaf jer penge ved den uærlige mammon..." er evangelisten Lukas' egen tilføjelse til Jesu ord og ikke Jesu holdning eller lignelsens sigte, tværtimod. Lignelsen vil noget helt andet:

Beretningen om den uærlige godsforvalter kan meget vel have haft sit udspring i en kendt sag om en uærlig forvalter - en sag om en i Jesu samtid, der havde begået underslæb. En sag, som var samtaleemne og højaktuel – ligesom i vore dage, når en skandale rydder forsiderne i sladderpressen. Sådan kan vi forestille os at den uærlige godsforvalter har været på folks læber dengang. En sag, som var almenkendt og som mange allerede havde en holdning til. Og en sag, som handler om den menneskelige natur.

Med fordel kan Jesus anvende den uærlige godsforvalter som eksponent for grådighed og uærlighed: Karakterbristen og amoralen. At tilrane sig og snyde med andre folks penge. Ikke sympatisk. På den anden side: Hvem kan sige at han eller hun ikke nogensinde har snydt sin næste? F.eks. glemt at aflevere noget tilbage? Uanset hvor meget eller lidt er det galt. Og et at snyde hinanden for ting eller penge. Værre er det fikkumdik, som mennesker begår imod hinanden. Det er vel langt mere alvorligt: Det underslæb i etisk forstand, som vi begår forhold til vores medmennesker.

Man kan spørge således: Kan vi alle modsvare den kærlighed og omsorg og respekt, som vi bør udvise mod enhver? Ligesom den uærlige godsforvalter fik en masse betroet fra sin herre, har enhver af os fået en masse betroet. Det største af alt, og som står vi med i vores hænder: Vi står bogstaveligt talt med hinandens liv i vores hænder (frit citeret efter filosoffen og præsten K. E. Løgstrup) Hver dag. Hvert øjeblik. Hvert sekund. Og forvalter vi den gave ret? Er vi tro i den måde vi forvalter livet på? Både vores eget liv og til en vis grad også hinandens liv, som vi har stor indflydelse på. Ødsler vi det gode i livet bort - ligesom forvalteren ødslede sin herres formue bort?

Er vi villige til at stå til regnskab til enhver tid over for vores næste? Vi skylder vel i virkeligheden hinanden alt - nemlig livet selv. For sådan er livet: så dyrebart og skrøbeligt, at vi ikke kan andet end være skyldig i at gøre vores ypperste for at yde livet og os selv og hinanden den allerstørste respekt.

Derfor må vi ikke ødsle det gode i livet bort, vi må ikke bedrage os selv eller hinanden i livets forhold. Vi er skyldige og vi kommer til kort. ”Vi magter ikke livet selv”, som det hedder i salme. Vi magter ikke at være den opgave voksen at yde livet og hinanden den respekt og den omsorg, som der kræves af os. Vi er utilstrækkelige og egoistiske – ligesom den uærlige godsforvalter. Vi er syndere – i større eller mindre grad.

Dog kan vi tage ved lære af den uærlige godsforvalter, der begynde at nedskrive gælden hos sin herres skyldnere. Ligeså skal vi. Ligesom den uærlige godsforvalter ikke tøver et sekund med at nedskrive de andres gæld, bør vi heller ikke tøve med at tilgive vores skyldnere.

Den uærlige godsforvalter handler særdeles beslutsomt og konsekvent, da det går op for ham at han skal aflægge regnskab for sin bestilling. Det er godsforvalterens beslutsomhed, som Jesus roser. Stillet over for at skulle aflægge regnskab for sin bestilling, udviser godsforvalteren i situationen beslutsomhed og selverkendelse.

Derfor må pointen i dagens lignelse være, at vi, når vi skal aflægge vores himmelske regnskab overfor Gud, skal handle resolut ligesom godsforvalteren. Med Guds dom og regnskabets time for øje, skal vi som godsforvalteren skynde os at nedskrive vore skyldneres gæld. Bemærk, at vi ikke bør vente til allersidste time som godsforvalteren. Vi bør i stedet gå igang med det samme - jo før jo bedre. Regnskabets time er allerede begyndt, ikke imorgen, ikke om flere år. Lige nu og her skylder vi hinanden og Gud vores et og alt: Ubetinget kærlighed, troværdighed, ydmyghed - som Guds tro og lydige tjenere.

Og ikke alene bør vi opføre os som sådan - tro og lydige tjenere. Fra nu og resten af vores dage er vi dog stadig under Guds tiltale og Guds bud, som vi ikke formår at overholde til alle tider. Vi gør ikke altid det gode, som vi skylder hverandre. Derved er vi stadig skyldnere - ligesom den uærlige godsforvalter. Skyldnere i større eller mindre grad, men dog dette: Skyldnere.

Evangeliet er dog det glædelige at samtidig med vi er skyldnere og utro - er vores gæld betalt. "Alt betales på et brædt", som Grundtvig siger. Vores skyld er afregnet een gang for alle, på det store regnebrædt, Jesu Kristi sonedød på korsets brædt.
"Folket dobbelt nåde", kalder Grundtvig det i sin store salme "Blomstre som en rosengård". Dobbelt nåde er disse to forhold tilsammen, dels at menneskene går fri af døden, dels at Djævelen får sin rette straf.

Sagt med andre ord i forhold til dagens evangelium: Mennesket skal ikke gå og betale af på sin gæld - ligesom den uærlige godsforvalter heller ikke skulle betale sin gæld af – bemærk det!

Sådan kan vi også håbe på, at vi ikke kommer til at skulle betale af på vores gæld – i forhold til Gud og næsten. For vores gæld i det store regnestykke er betalt – én gang for alle.

Den gæld hverken kan og skal noget menneske begynde at betale af på. Det ville være gerningsretfærdighed, og ikke evangelium. Evangelium i dag er dette glædelige og overvældende budskab, at Gud er nådig, og Gud er ikke nøjeregnende. Gud er ikke smålig. Gud er gavmild. Gud er ødsel. Gud sparede end ikke sin egen søn for at betale mennesker gæld.

Hvilken ødsel og gavmild fader som end ikke sparede sin egen søn – for vores skyld? Sådan er Gudfader og Gudsøn. Og det vil Gud. Vores gæld er indfriet og betalt. Vi var skyldige og dog er vi nu retfærdige og gældfrie. Regnestykket er gjort op og gælden betalt ud.

Og dog bliver vi stadig skyldige - overfor Gud og mennesker - i dette ene: At blive i kærligheden til Gud og næsten. Som apostlen skriver et sted: Så bliv hinanden da skyldige i dette ene, at elske hverandre. Dette er et skyldnerforhold vi ikke slipper for og skal vi heller ikke skal slippe for, men er vi sat i - så længe vi lever.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

forslag til salmer: 477 278 476 728

- Asser Skude 2009, redigeret siden ©





  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post555

Ottende søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 06 Jul, 2019 12:25:05

Evangelium til søndag den 11. august 2019
Jesus sagde: "Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter.
Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje"
Matt. 7,15-21
- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken

- De falske profeter

Evangeliet i dag er primært en advarsel. En advarsel imod de falske profeter og en advarsel imod at blive som de falske profeter. De falske profeter er netop karakteriseret ved deres falskhed: De er ikke til at kende på deres ydre, de rummer noget andet, end de giver sig ud for at være.

De er camoufleret, og mistanken falder ikke i første omgang på dem. Tag dog ikke fejl, netop derfor er farlige og som glubske ulve i fåreklæder: Måske foregiver de at have den rette lære, måske vil de fortælle om Gud og Guds vilje. Imidlertid er deres dagsorden ikke Guds ord, derimod deres egen falske lære.

Jesu advarsel imod de falske profeter er gennem tiden blev brugt flittigt. Ikke mindst af kirken og af dens egne folk. Især har man anvendt denne anklage imod dem, som man har villet til livs, f.eks. imod såkaldte "kættere", som i middelalderen blev jagtet af kirkens berygtede inkvisition.

Imidlertid dagens evangelium ikke tænkt som en løftestang til at pege fingre og finde prygelknaber. Det er ikke Jesu intention at pege fingre eller hænge folk ud. Således heller ikke i dagens evangelium, som er en del af den såkaldte "Bjergprædiken". Her introducerer Jesus en ny lov, nemlig kærlighedens lov. En lov, som går imod alle tidligere konventioner og menneskelige bud.

I "Bjergprædikenen opfordrer Jesus bl.a. til kærlighed til de fremmede og anderledes. Jesus opfordrer ligefrem til, at man beder for sine fjender. Det handler om at elske, i stedet for at fordømme.

Dagens evangelium kan derfor heller ikke være en opfordring til at gøre sig til dommer over de, som ikke ligner en selv. Et andet sted siger Jesus: "Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. Det mål I måler med, skal I selv måles med…Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men ikke bjælken i dit eget?", evangelium fra fjerde søndag efter Trinitatis.

I dagens evangelium sammenlignes den afsluttende verdensdom med bonden, der gør sin høst op: Ligesom bonden, der høster frugten, når tiden er inde, vil Gud på den afsluttende dom: Først ved høsten vil det blive afgjort, hvem der har båret gode frugter, og hvem der ikke har. Ikke før høsten er i hus kan den vurderes og gøres op, findes god eller dårlig.

Derfor kan ingen mennesker på forhånd eller med nogen form for sikkerhed udtale sig om udfaldet. Selv nogle af de mennesker, der måtte føle sikre på, at de står på sikker grund vil blive afvist på den yderste dag. Det advarer Jesus om, når han siger: "Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje".

Derfor bør enhver kristen tøve med at fare frem med bål og brand. Derfor bør enhver kristen tøve med at fælde dom over sig selv og andre. Fælde dom er noget, som kun falske profeter giver sig af med. Nej, lad i stedet frugterne tale deres tydelige sprog. På frugterne skal Guds børn kendes.

De frugter er kærlighedens gerninger, dvs. handlinger i forhold til Gud og næsten, hvor mennesket øver gode gerninger: Nærvær, støtte, omsorg osv. Det modsatte af falskhed og overfladiskhed, men ægte og oprigtig hengivenhed i forhold til Gud og næsten. Ikke gjort for at ophøje sig selv, men fordi det er menneskets fornemste opgave at søge at forblive i kærligheden - både til Guds og næsten.

1. Johannes' brev kapitel 4, vers 7 ff.: "Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden. Ingen har nogen sinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os."

Guds børn skal gøre kærlighedens gerninger. Det er lysets gerninger og ikke mørkets gerninger. Det hjælper ikke for et menneske at kaste om sig med floskler og store ord, hvis der ikke er handling bag. Ellers er det falskhed og hykleri, og det lige netop det, som Jesus vil til livs. Falskhed og hykleri er det som de falske profeter giver sig af med.

Hvad nytter det, at nogen påkalder Guds navn, og siger de elsker Gud, og ikke følger Guds bud om at elske næsten som sig selv? Ligesom 1. Johannes' brev kapitel 4, vers 20 ff. formaner: "Hvis nogen siger: "Jeg elsker Gud," men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder."

Elsker nogen ikke deres næste, og kun elsker sig selv og Gud. Så er kærligheden ikke rettet imod verden, men væk fra verden. Da risikerer menneskene at ende som verdensfjerne og selvoptagede utopister.

Det må være det, Jesus advarer imod og vil holde mennesker fast på: At enhver kigger på frugterne af sine egne gerninger. Vil nogen blive i Gud, skal det menneske blive i kærligheden, for Gud er kærlighed. Vil nogen blive i Gud, må det gøre kærlighedens gerninger - søge at elske næsten og Gud - af hele sin styrke, hele sin sjæl og sin næste som sig selv. (det dobbelte kærlighedsbud)

At mennesket skal elske Gud og næsten - som sig selv - er ikke det samme som at så kan mennesket derved gøre sig fortjent til frelsen. Uanset hvor mange gode kærlighedsgerninger og uanset, hvor meget godt det menneske har gjort og elsket, er og bliver ethvert menneske af natur optaget af sig selv og kan ikke frelse sig selv derved.

Skulle noget menneske alligevel bilde sig ind at kunne frelse sig selv ved egen kraft, fordi det mener, at det til hver en tid har overholdt Guds love og bud, da ville det menneske opføre sig som ignorant - ikke alene indbildsk og naiv, ukritisk og selvfed i sine betragtninger om dets egen formåen.

Ethvert menneske må komme til den selverkendelse, at det slet intet formår af egen kraft. Og ethvert menneske må vel indse - at uanset hvor mange gode gerninger det præsterer, vil det ikke tilstrækkeligt til alene derved at fortjene frelsen. Alene dette er kun muligt i kraft af Guds overvældende nåde i Jesus Kristus.

Lov og tak og evig ære, være dig vor Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand, treenig Gud, højlovet, fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

forslag til salmer: 369 419 - 476 786

- Asser Skude 2009, redigeret siden ©



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post554

Syvende søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 06 Jul, 2019 12:22:59

Evangelium til søndag den 4. august 2019
Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: "Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus." Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: "Han er gået ind som gæst hos en syndig mand." Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: "Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage." Da sagde Jesus om ham: "I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte."
Luk 19,1-10

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992



Overvejelser forud for prædiken


- Zakæus

Dagens evangelium er en klassisk omvendelsesberetning: Jesus kommer og gæster et almindeligt menneske, en syndig mand. Og det sker i mandens eget hjem. Og manden omvender sig. Og selvom det ikke siges direkte er det nok hele Zakæus og hans familie og slaverne i husstanden der omvendes, dvs. Zakæus' kone, børn og slaver. Hele husstanden omvendes i denne beretning. Hvorfor skulle Jesus ellers sige: "I dag er der kommet frelse til dette hus". Zakæus er vel det som med et moderne udtryk betegnes som omstillingsparat. Zakæus har mod på forandring – hvorfor skulle han ellers kravle op i et træ? Zakæus opsøger situationen og er med et andet moderne udtryk proaktiv. Han gør en aktiv indsats og der følger konsekvenser. Jesus får øje på Zakæus oppe i træet. Det er Jesus, der siger, at han i dag vil gæste Zakæus i hans hus. Og Zakæus tager imod. Zakæus indser, at hans gamle liv er forkert, og han er villig til at forbedre sig: Det skal ikke længere kun handle om at tjene penge på sine medborgere. Nu vil Zakæus være mere retfærdig - både mod mennesker og mod Gud. Nu vil Zakæus give pengene tilbage til dem, som han har været urimelig mod og nu vil han fremover give større del af sin indkomst til de fattige.

Hvad Zakæus gør i dag er prisværdigt og modigt. Det kan enhver forstå. Og Zakæus' omvendelse er et skoleeksempel på, at forandring til det bedre er muligt, og at det ikke er for sent.

Som teologen og filosoffen Søren Kierkegaard taler om, at det handler om at blive et selv, dvs. ikke være sig selv nok, men være tro mod sig selv, gøre sit liv op og at vælge at blive et selv. Det handler om at tage sit personlige ansvar op. Det er ikke lige meget, hvad man bruger sit liv til. Det gør en forskel om man sælger ud af sig selv og sine værdier, derved risikerer man at miste sig selv. Vores liv kræver så at sige, at vi vælger til og fra, og tager ansvar for vores valg og vælger den vej, vi skal gå.

Zakæus havde i sit gamle liv betalt en høj pris for sine valg: Han var tolder og levede af at indkræve penge fra sit eget fattige folk, og give skatterne videre til de rige romere – som ingenting selv betalte i skat. Romerne levede højt på strå - pga. de skatteindtægter, der kom ind fra de besatte (imperialiserede) områder i Romerriget (Imperium Romanum).

Zakæus selv var blevet en rig mand – i kraft af han gjorde det, han gjorde, i kraft af han havde valgt at forråde sine egne. Den udokumenterede anklage ligger imellem linjerne i dagens evangelium: At Zakæus som enhver anden tolder på den tid var korrupt og faktisk tog mere fra til sig selv end han behøvede.

Måske havde Zakæus ræsonneret som så, at hvis ikke han ikke var overtolder i Jeriko, var der bare end anden som fik hans arbejde, og så kunne han ligeså godt være korrupt, når nu alle andre toldere var berygtet for det.

Og selvom vi ikke hører det direkte, så var han nok ikke blevet spor lykkelig af alle de penge, og både romerne og hans eget folk foragtede ham. Måske var Zakæus til sidst kommet til at hade sig selv og sit liv. Så meget, at Zakæus ikke ville mere. Derfor var der alt at vinde og intet at tabe, siden Zakæus var parat til forandring

Der må have været noget særligt, der drev Zakæus op i figentræet for at få et glimt af ham, som han havde hørt så meget om. Og så skete det helt uventede, at Guds søn i stedet fik øje på ham. Og Guds søn insisterede på at komme ind i Zakæus’ hus. Guds søn var ikke bange for at mødes med denne forhadte lille mand, denne værnemager.

Måske så Guds søn endda ligefrem potentiale i Zakæus? Måske så Guds søn, hvad ingen andre så i Zakæus? Måske så Guds søn, at her var en ærlig synder, som ville omvende sig, hvis han fik chance? Og måske var det i sig selv nok til at Zakæus lod sig omvende - af bar forundring og forbløffelse over at få besøg af ham, som alle talte om? Og måske var det tilstrækkeligt for Zakæus, at der endelig var en person som kom i hans hjem og så ham, som den han var? At Zakæus blot var en helt ordinær person, en lille, almindelig mand, borger og jøde - på godt og ondt - som alle andre i den by, Jeriko. Kort sagt. Zakæus var en syndig mand - som alle andre - men med mulighed for at møde Guds søn og lægge sit liv om til det bedre.

Og selvfølgelig er det fantastisk, at Guds søn kommer til Zakæus og gæster hans hus. Mest fantastisk – er dog at Zakæus – ikke er mere rædselsslagen for at give sig selv en ny chance og komme videre. Zakæus er åben for, at han kan få et nyt liv, som han havde ønsket sig.

Nærmest som et barn, der er i leg – så åben var Zakæus for at hans liv kunne forandres. Nærmest naivt. Med et troskyldigt og naivt håb til fremtiden, tager Zakæus imod Guds søn.

Et sted siger Guds søn: "Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det". Sådan tænker jeg også at du og jeg må give os lov til at have den tro og det håb, til os selv og til Gud. At Gud også vil komme til os – selv hvis/når vi har svigtet os selv, og det vi tror på.

Måtte vi bede Gud give os mod til at gøre det, som vi længes efter. At Gud vil give os styrke til ikke at give op – hverken i forhold til os selv, hinanden eller Gud. At Gud vil give os mod til at kæmpe videre, stå op for det vi tror på, værne om hinanden, vores næste – fjern og nær.

At vi kan arbejde på den fælles sag: Nemlig Guds og menneskers sag. Den sag, som er, at Gud er kærlighed og har sendt sin egen søn til os for at fri os fra vores selvoptagethed og selvkærlighed, sådan at vi indser vi har brug for hinanden. Sådan at vi indser vi behøver Guds hjælp til at arbejde på vores egen og næstens bedste, Guds og menneskers sag. Ligesom den dag Gud kom og hjalp Zakæus til at omvende sig fra sin selvoptagethed - for at blive en bedre borger og bedre menneske - i Guds og menneskers øjne.

Lov og tak og evig ære, være dig vor Fader, Søn og Helligånd, du som var er og bliver, én sand, treenig Gud, højlovet, fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

forslag til salmer: Zakæus var tolderfuld 31 339 - 419 476 591

- Asser Skude 2009, redigeret siden ©



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post553
Next »