Asser Skude

Asser Skude

Sankt Hans aften

PrædikenerPosted by Asser Skude 25 Jun, 2019 11:40:32

Evangelium til søndag den 23. juni 2019
(Skt. Hans er ikke en helligdag, og der foreligger intet obligatorisk evangelium til denne dag - jeg har derfor efter bedste skøn udvalgt følgende)

Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: "Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?" Jesus svarede dem: "Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig. " Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: "Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet:
Se, jeg sender min engel foran dig,
han skal bane din vej for dig.
Matt. 11,2-10

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud prædiken

Vi hører om Johannes, at han er kommet i tvivl om, hvad han egentlig skal tro. Det er i sig selv befriende. Tænk sig, at han som selv har mødt og stået iver for Jesus og set nogle af de største undere, selv han kan tvivle. Så meget mere kan vi have lov at tvivle, vi som ikke har mødt eller set Jesus, mens han gik på jord. Fordi Johannes er kommet i tvivl sender han sine egne disciple til Jesu disciple, for at han kan få svar tilbage. Bemærk at Johannes er nødt til at sende nogen til Jesus. Han kan ikke selv gå til Jesus, for Johannes er havnet i fængsel. Der er han endt og der ender han også sine dage, nærmest som et politisk ikon. Han er elsket blandt folket, men en torn i øjet på magthaverne. Han har kritiseret eliten - for deres gudløshed og mangel på omtanke for samfundets svageste. Han vil række budskabet om Guds kærlighed ud til de fattige. Han er i ordets egentlige forstand en profet - et talerør for Gud. Johannes er ikke bange for at sige sin mening ligeud - uanset konsekvenserne: Det siges tydeligst med beretningen om at Johannes havde kritiseret den mægtige Herodes for at indlede en affære med sin svigerinde (sin brors hustru) Herodias. Ifølge beretningen kommer Herodes derefter - i en brandert og uforvarende ditto følger - til at love Herodias' datter, at hun kan få lige, hvad hun ønsker. Hendes svar ("hjulpet" af sin mor Herodias , der hader Johannes) er det kendte "Hans hoved på et fad". Herodes må holde sit ord, og Johannes' hoved kommer på et fad. Så galt ender det! Selv den dag idag hænger den vending ved "Hans hoved på et fad", når vi vil udtrykke vores ondeste ønske om nogen, den ultimative og definitive straf : døden over en anden person.

Johannes var kort sagt hadet af dem, som ikke brød sig om at få sandheden at høre, og omvendt var Johannes elsket blandt folket for sin frygtløshed og ligefremhed. Han talte lige ud af posen - ingen omsvøb. Og det kostede ham altså livet. Men omvendt er han ikke blevet glemt for det. Selv her totusind år efter er det ham vi husker og fejrer og har opkaldt dagen efter, Skt. Hans, altså Sankt Johannes. For hellig var han i den forstand at han var et pejlemærke for andre med sin tro og sine gerninger og ikke mindst sit ord. (jf. Melanchtons definition af hellig eller helgen i Confessio Augustana)

Før det kommer så vidt er hele den vidunderlige beretning om skæbnesammenfaldet mellem Jesu mor, Maria, og så Johannes' mor, Elisabeth. Elisabeth bliver gravid med Johannes præcis et halvt år før Maria. Det er englen Gabriel, der bringer hende budskabet om undfangelsen, præcis som vi hører om Maria et halvt år senere og Maria kommer med det kendte svar til englen "Lad det ske, efter dit ord, jeg er Herrens tjenerinde."

Med andre ord er Johannes født om sommeren, midsommer, årets længste dag, mens Jesus som bekendt fødes julenat, vintersolhverv, på året korteste dag. Deres forældre er slægtninge og dermed er Johannes og Jesus også i familie.

De to fødes til noget særligt, hver især, og hver især får deres liv voldsom dramatisk udgang. Begge forfølges de og bliver slået ihjel. Den ene mere barbarisk end den anden, kunne man have lyst til at sige. Den ene mister hovedet, den anden pines og tortures til døde, for så til sidst at blive kvalt og udånde på et kors. Hvor grusom en død for dem begge. Og hvor grusomt og ondt for deres nærmeste familie og kære, som står på sidelinjen og kan ikke forhindre det! Og hvor ondt for deres disciple og følgesvende, som må se deres kæreste ven revet fra dem.

Alligevel er der også en masse gode og nødvendige ting, som både Johannes og Jesus udretter, før de dør, og lykkeligvis for det. Johannes bruger sit voksenliv som profet og talerør for Gud. Folket elsker ham og han døber i stort tal mennesker i Jordanfloden.
Og Jesus roser ham og giver ham en særlig plads i forhold til sin egen rolle, da han siger (i dagens evangelium) om Johannes at han er mere end en blot en profet, der er stået frem og døber i ørkenen, nej Johannes er Jesu særlige frontløber, han der ligefrem gør det muligt for Jesus at træde ind på scenen: Jesus siger direkte: "Det er om ham, der står skrevet: Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.

Jesus tilskriver altså Johannes en nøgleposition. Hans rolle er simpelt hen forudsagt i skrifterne. Han er den som baner vejen for Jesus. Og det gør han dels ved at introducere dåben og prædike omvendelse, dels ved - og det er det vigtigste og det som giver ham tilnavnet "døberen". Det er ham som døber Jesus. Også selvom han gør det på trods. Til at begynde med nægter han og siger, det kan han ikke. Og Jesus må insistere på at Johannes skal døbe ham, og det er ok, selvom Johannes ikke mener han er værdig til det.

Det er Johannes' dåb af Jesus, hvor det uforklarlige sker, at himlen åbner sig og Guds ånd daler ned over Jesus (som en due) og en røst lyder fra himlene "Du er min søn, den elskede, i dig har jeg velbehag".

Det som sker ved Johannes' dåb af Jesus er så uvirkeligt – så langt fra menneskers virkelighed – dengang som nu. Og dette er vel samtidig det evangeliske? At det er lige ufatteligt, uforståeligt og uforklarligt, for enhver som hører ordet om ham, som blev døbt i Jordan. Hvilken fordel havde det gjort, om man selv havde været der og overværet det? Lige uforklarligt og uvirkeligt, var og er og bliver det, som skete ved Jordanfloden, dengang Johannes døbte Jesus.

Samtidighed i troen er det springende punkt. Ikke samtidighed i tiden, som Kierkegaard siger. Det er og bliver alene troen, som i sidste ende kan gribe beretningen i dagens evangelium, hvor Gud meddeler sig direkte til sin søn. Og fordi denne beretning er bevidnet og overleveret til os endnu den dag i dag, er det muligt for os at lade os gribe af ordet om hans dåb i Jordan.

Derved bliver det muligt for os i øjeblikket at lade os gribe af det evangelium og derved sætte os ud over tid og rum. For denne beretning om hans dåb ikke noget som hverken kirkefædre, kirke, pave eller profeter havde indkalkuleret.

Dagens evangelium er ikke blevet til for at skabe treenighedslære om Fader, Søn og Ånd. Dagens evangelium er og bliver Guds beretning om hans komme til jord, ikke for at grundlægge kirke, pavedømme eller trossamfund, men for at meddele sig til mennesker og frelse mennesker.

Hvordan det sker, er og bliver uforklarligt, men vi må forstille os, at Himlene flænges - ligesom et stof, der flænges: Guds dimension, evighedens og det absoluttes dimension gennembryder menneskers dimension og virkelighed.

Gud taler fra det høje, Guds stemme lyder fra himlene. Guds tale er Guds indgriben. Guds tale er besegling af den myndighed, som begivenheden har: Jesu dåb er en begivenhed, som har historisk og universel karakter. Det er en indsættelse fra højestes sted.

Hvor Johannes' dåb handlede om at lægge sit liv om i moralsk forstand, handler Jesu dåb om evige og universelle begreber som dom og frelse. Den dåb, Jesus indstifter, tager udgangspunkt i evigheden og det universelle. Den dåb Jesus indstifter handler om en gang for alle at blive stillet til regnskab, og en gang for alle at blive frikendt for den himmelske konge og dommer. Uanset hvem man er, på trods af hvad man er, og endda uanset, at man ikke har fortjent det. Og det glædelige budskab er, at enhver tilbydes et evigt og himmelsk borgerskab.

Det er muligt, fordi Jesus er Guds kongesøn, og fordi Jesus har himmelsk fuldmagt og fordi han vil åbne himlens borgerled op for os og lukke os derind. Med Jesu dåb står himlen åben, ligesom der synges i salmen: "Kom, følg i ånden med": "Her ser du over dåben, Guds-husets dør stå åben".

Guds søn, himmelkongen, adopterer os til sit rige. Himmelkongen selv adopterer os ved dåben – præcis ligesom Gudfader adopterede sin egen søn, da Han kom til Johannes i Jordan for at lade sig døbe. Dengang ved Jordanfloden, hvor Gudfader selv åbenbarede sig og gav sig tilkende, så at ingen kunne være i tvivl om, at Faderen selv elskede sin egen søn: "Du er min søn, den elskede, i dig har jeg velbehag".

De samme ord, skal også gælde for os, og således skal vi også tænke på vores egen dåb. Ved vores dåb har Herren selv udstrakt sin hånd og tilsagt os sit rige, med retfærdighed, fred og glæde samt vores synders nådige forladelse – nu som evigt.

Lov og tak og evig ære, være dig vor Fader, Søn og Helligånd. Du, som var, er og bliver, een sand, treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer: 69 70 508 331

- Asser Skude 2014 ©, udgivet 2016 påv www.religion.dk. Læs artiklen ved at klikke her



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post547

Første søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 18 Jun, 2019 17:30:26

Evangelium til søndag den 23. juni 2019
Jesus sagde: "Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet.
Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer.
Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde."
Luk 16,19-31

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken

- Den rige mand og Lazarus

Lazarus, kommer af 'el-asar', det betyder 'den, som Gud hjælper'. Og det er netop, hvad Gud gør i dagens evangelium: Gud griber ind i en ellers ulykkelig og håbløs situation. Gud viser sig som den, der vender smerte til lindring. Gud viser sig som den, der vender elendighed til ophøjelse. Gud viser sig som den, der vender uretfærdighed til retfærdighed.

Sådan går det den fattige Lazarus. Sådan går det bestemt ikke den rige mand. Nu er det ham, der er en stakkel, og det er svært ikke at have ondt af den rige mand, når nu Lazarus har fået det godt. Også selvom den rige mand var usympatisk, mens han levede, så er det vel de færreste af os, der synes det er i orden, at den rige straffes og pines efter døden?

Dagens evangelium er det tætteste i evangelierne vi kommer på forestillingen om to former for død: Den ene død, er den som er en overgang til det evige paradis. Den død, som enhver troende kun kan håbe på. Den anden død, er den skrækkelige og rædselsfulde skæbne, som er et langt og smertefuldt ophold i dødsriget, uden udsigt til lindring eller bedring. En skæbne som enhver må frygte og håbe ikke sker.

Hvordan kan lignelsen have to så vidt forskellige udgange? Er der overhovedet noget glædeligt og evangelisk i, at et menneske straffes, mens at et andet belønnes og får det godt hinsides?

Svaret er vel, at det ikke er evangelisk at tro eller håbe på en straf og pine for noget menneske – uanset hvad det menneske har gjort. Det fortjener ingen. Det kristne budskab er det modsatte af fortjeneste eller gerningsretfærdighed. Det kristne budskab er glædeligt, sådan forstået at ingen får efter fortjeneste, for Gud er barmhjertig og ikke giver løn som forskyldt. Det kristne håb går imod, at onde mennesker straffes, også selvom de havde fortjent det.

Derfor skal der i dag prædikes imod det budskab, som vi hører i dag, forstået sådan at det ikke er kristen tro eller håb at nogen straffes, mens andre går fri. At mennesker får løn som forskyldt. At onde og rige straffes, mens fattige og stakkels personer går fri.

Essensen i dagens evangelium er ikke, at frelse modtager alene fattige stakler som Lazarus, mens rige og usympatiske ryger lige lukt i Helvedes ild og flammer. Det er ikke det budskab evangelisten Lukas vil formidle.

Hvad er det så evangelisten Lukas vil? Mange mener, evangelisten Lukas vil noget helt andet. Og det formål ses ud af den sammenhæng som Lukas bringer lignelsen i: Lukas har lignelsen umiddelbart efter, at farisæere har gjort grin med Jesu belæring om at give almisse. Altså formidler Lukas lignelsen om Lazarus og den rige mand som kontrast til farisæernes holdning til almisse.

For det andet er det nok disse farisæere, der står for skud, når evangelisten Lukas i dagens lignelse lader Abraham sige til den rige mand om hans fem brødre: "Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selvom een står op fra de døde".

Man kan spørge sig selv om det er smart, at evangelisten Lukas farer så stærkt frem imod de farisæere. Han kalder dem "pengeglade" og karikerer dem og synes at skære alle rige mennesker over en kam. For spørgsmålet er om Lukas dermed ikke kommer til at være unuanceret i sin kritik, og dermed urimelig i sin kritik af farisæerne.

De fleste mener i dag, at sagen er den, at Jesu kritik af farisæerne ikke går så meget på farisæernes griskhed, men snarere går på deres arrogance. Jesus kritiserer farisæerne, fordi de mener sig selv socialt, politisk og religiøst hævet over deres næste. I deres selvretfærdighed vil de ikke dele deres rigdom med andre, de vil ikke dele med dem, som er uden for; de udsatte, de fremmede og anderledes tænkende. De behøver ikke næsten, de kan klare sig uden – de klarer sig bedst uden næsten. De har nok i sig selv og Gud. Det er denne selvoptagethed, som Jesus vil til livs.

Når evangelisten Lukas derfor lader Jesus fortælle lignelsen om Lazarus og den rige mand, er det vel fordi, at ingen må være ligeglad med sin næste, og bør være optaget af næstens ve og vel. Og at ingen må have nok i sig selv og sit – men altid have fokus for dem, som har brug for hjælp.

Gud ønsker næstekærlighed i praksis. Det er det, som profeten Esajas taler om i dagens læsning fra det Gamle Testamente, når han lader Gud Herren sige: "Den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker, og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg, ja at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne".

Tager vi som eksempel de stakler i vores danske samfund, som vores samfund synes at have opgivet, f.eks. nogle af de mest udsatte, de hjemløse. De har intet sted at gå hen, ingen steder de kan kalde deres, ingen sted at gøre af deres ting, intet sted de kan være i fred. Det er vor tids Lazarus'ser. Der er mange tusinde hjemløse, alene i København. Der er kun herberger til halvdelen. Den anden halvdel er henvist til at sove på gaden eller andre steder. Og en gang imellem hører man at historier om hjemløse, der ikke får lov at være i fred på gaden, men bliver spyttet på, skubbet og voldeligt overfaldet.

Lykkeligvis er min oplevelse af de danskere jeg kender, at de er meget hjælpsomme og omsorgsfulde over for f.eks. hjemløse. Og det som jeg synes er tankevækkende, er at flere af landets rigeste har et stort hjerte for f.eks. hjemløse.

De holder sig ikke tilbage med at hjælpe de fattige og svage stakler i vores samfund. De er ikke bange for at mødes med eller prøve at sætte sig ind i de hjemløses sted. Det tænker jeg er grænseoverskridende i en positiv forstand og det finder jeg glædeligt og nærmest som et lille evangelium. Og i den forstand også et evangelium som taler imod det evangelium, man umiddelbart hører, når man første gang hører lignelsen om Lazarus og den rige mand.

Lov og tak og evig ære være dig vor Fader, Søn og Helligånd, du som var og bliver en sand treenig Gud, højlovet, nu og i al evighed.
Amen.

forslag til salmer: 725 494 365 – 638 476 372

- Asser Skude 2009 ©



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post546

Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 11 Jun, 2019 09:13:09

Evangelium til søndag den 16. juni 2019
Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: "Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham." Jesus svarede ham: "Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige." Nikodemus sagde til ham: Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?" Jesus svarede: "Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden."
Nikodemus spurgte ham: "Hvordan kan det gå til?" Jesus svarede: "Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen.
Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken


- Nikodemus

Dagens evangelium er en del af den samtale, der finder sted mellem Nikodemus og Jesus. Første del af samtalen er dagens evangelium, anden del af samtalen er evangelium til 2. pinsedag.

Nikodemus er en mand af magten og eliten. Han omtales "arkhon", dvs. formand eller forstander for jødernes råd. For ham er det ikke smart at blive set sammen med Jesus, og Nikodemus sætter en del på spil ved at besøge Jesus. Og deri kan der ligge en form for anerkendelse fra Nikodemus' side. Med andre ord kommer Nikodemus med en udstrakt hånd til Jesus.

For at ingen skal se Nikodemus besøge Jesus, er han kommet ud til ham - om natten - i ly af mørket. Nikodemus indleder mødet med at sige: "Vi ved du er en lærer, der er kommet fra Gud, for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham."

Det er store ord for en jøde. En ting er at Nikodemus taler positivt om Jesus som lærer og underviser, på græsk "didaskalos". En anden ting er, at Nikodemus tilmed er overbevist om, at de tegn Jesus gør, er fra Gud, og at Gud er med Jesus. Og det er vel det tætteste på en trosbekendelse, der kan siges af Nikodemus som er jøde uden samtidig at sige, at Jesus er Guds søn. For det ville ikke være muligt for hverken Nikodemus eller nogen anden jøde, dvs. at tænke eller tro, at Gud skulle have en søn. Det ville være blasfemi.

Nikodemus vil som det første vide, hvordan man kan se Guds rige komme. Det er vel et helt legitimt spørgsmål og Jesus giver ham da også et helt ligetil svar: Guds rige ser man kun, når man tror.

Herefter er det som om dialogen knækker, og Nikodemus hægtes af. Nikodemus begriber ganske enkelt ikke Jesu svar om, at "Guds rige ser man kun, ved at blive født på ny". Jesus siger ifølge den oprindelige ordlyd - Guds rige ser man kun, ved at blive "avlet" på ny af Ånden.

At Nikodemus ikke forstår hvad at blive "avlet" af Ånden betyder, er vel i grunden ikke så underligt. Nikodemus spørger: "Hvordan kan et menneske fødes (avles), når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?" Nikodemus' undren er stor og han er nok ikke den eneste for hvem resten af samtalen bliver vanskelig og svært tilgængelig.

Jesus siger: At blive født på ny, er at blive født af vand og ånd. Jesus refererer til dåben med neddykkelse af legemet i vand, og åndens udgydelse over det menneske. Dåbens gave er modtagelsen af ånden, der ikke lader sig måle og veje. Ånden er uforudsigelig. Jesus bruger vinden som metafor for Ånden: "Vinden blæser hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen".

Nogle vil mene, at Jesus herefter mere spiller sit eget spil og ikke længere er i samtale med Nikodemus. Det næste Jesus siger har ikke direkte noget med Nikodemus' oprindelige spørgsmål at gøre, og handler mest af alt om Jesus selv og hans rolle som Guds søn eller menneskesønnen.

Jesus siger, at menneskesønnens ophøjelse til himlen er til frelse for mennesker. Kun menneskesønnen kan stige op til himlen, fordi han er steget ned derfra. Menneskesønnens ophøjelse til himlen er til frelse for enhver, som tror på ham.

Derpå foretager Jesus følgende sammenligning: Menneskesønnen skal ophøjes til himlen ligesom den kobberslange, Moses ophøjede under Gudsfolkets ørkenvandring: Jøderne var dengang (4. Mosebog, kapitel 21, 4ff.) plaget af giftige slanger og mange omkom af slangebid, indtil Gud befalede Moses at lave en slange af kobber og sætte den på en stang. Hvis nogen derefter blev bidt af en af giftig slange kunne vedkommende alligevel undgå døden og beholde livet, dersom hun/han blot kastede et blik på den kobberslange.

Så siger Jesus siger til Nikodemus: "Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham."

Her slutter dagens evangelium, og det er som sagt kun første del af samtalen med Nikodemus. Hvordan samtalen fortsætter hører vi om i de følgende vers, og de vers er evangelium til 2. pinsedag: "Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv."

Sagt med andre ord: Allerede fra begyndelsen havde Gud omsorg for sit folk: Gud var med sit folk dengang i ørkenen. Og Gud bekymrede sig for folkets overlevelse og dets frelse. Derfor lod Gud kobberslangen ophøje til folkets frelse - frelse fra døden. På samme måde som kobberslangen skal han selv, Menneskesønnen ophøjes af Gud, til frelse for enhver, som tror på ham.

Som sagt var det jo af kærlighed til denne verden, at Gud sendte sin enbårne til verden. Frelsens mulighed kom til enhver med sønnens sendelse til verden. At Gud blev kød og blod i sin ´søn kaldes også inkarnationen. Inkarnationen havde det ene, klare formål, at Gud ville frelse verden, dvs. enhver, som tror på ham.

Samtalen mellem Nikodemus kommer vidt omkring, og udvikler sig at blive en af de mest spændende i evangelierne. Ikke mindst for Nikodemus. Han møder Guds søn - med et åbent sind, og selvom samtalen mest har karakter af belæring fra Jesu side, gør den alligevel noget ved Nikodemus: For to gange senere hos evangelisten Johannes møder vi igen Nikodemus. Og her det som at møde et nyt menneske, en ny Nikodemus: Det er selvsamme Nikodemus, der tager Jesus i forsvar under et af farisæernes angreb, kapitel 7,50-53. Det er selv samme Nikodemus, der i kapitel 19,38-42 sammen med Josef fra Arimatæa er med til at gravlægge Jesus.

For Nikodemus kommer samtalen med Jesus altså til at få betydning, og samtalen mellem Guds søn og Nikodemus indbyder også menigheden til at forholde sig til de vældige temaer, som er på spil: Ikke mindst er dagens evangelium, hvor Guds søn taler om en fødsel på ny, tematisk forbundet med det overordnede tema om ånden, som kommer til apostlene og levendegør, som fornyr, som giver liv, som føder.

Ånden som konstituerer det fællesskab, som er det levende kirke, fællesskabet af troende. Ånden som stiger ned pinsedag og som grundlægger kirken af troende. I Apostlenes Gerninger - epistlen til 2. pinsedag - hører man hvordan folk fødes af ånden: Ånden kommer til nogle, endda ikke-jøder, nogle som ikke er døbt, dvs. nogle som ikke er kristne. De er alle hedninger, alligevel kommer ånden til dem - og på den baggrund ræsonnerer apostlen Peter, at de fremmede derfor godt kan optages i fællesskabet. Af kød og blod er de blot fremmede hedninger, men pga. Ånden står de for at skulle optages i fællesskabet af troende. Fællesskabet af troende konstitueres altså ikke af, hvilken etnisk baggrund man har, hvor man er født, eller af hvem, men af om man er født af ånden.

Åndens komme til menigheden konstituerer fællesskabet! Åndens komme til menigheden kaldes som bekendt kirkens fødselsdag! Det er i pinsen, at fællesskabet af troende bliver til. Det er i pinsen, at den første menighed bliver indstiftet ved åndens sendelse. Pinsen er kirkens dåbsdag eller ånds fødselsdag. Det er i pinsen vi hører om apostelkredsens ilddåb, hvor tunger som af ild satte sig på disse mennesker, så de omvendte sig, lovpriste og bar vidnesbyrd. De blev virkelig født på ny, født af ånd, sådan som Jesus havde fortalt Nikodemus om, på spørgsmålet om, hvad det vil sige at blive født på ny.

Og den tid, som indledes, Trinitatis, har fået sit navn efter den hellige treenighed, som menigheden bekender hver søndag: Gud som skaber, søn og helligånd. De tre, som dog er een. Først var faderen og sønnen, og dernæst blev Guds søn sendt til jorden, men blev taget fra disciplene, og kom tilbage ved "faderens højre hånd". Nu er i stedet ånden sendt til verden og disciplene er ikke alene. De klarer sig med åndens hjælp, indtil Gud selv kommer igen. Trinitatis er den længste tid i kirkeåret, det er den lange ’ventetid’. Det er den tid hvor kirken skal finde sig selv, opbygge sig og konstituere sig.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer 331 330 - 419 476 786

- Asser Skude 2009, redigeret siden ©

  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post545

Anden pinsedag

PrædikenerPosted by Asser Skude 04 Jun, 2019 11:12:08

Evangelium til Anden pinsedag, 10. juni
For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.
Joh. 3,16-21

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken

- Guds frelses plan

Dagens evangelium er et af de mest citerede steder fra Biblen – og genkendeligt og karakteristisk for evangelisten Johannes. Dagens budskab er glædeligt, for det er Guds frelses plan, der introduceres: Gud giver sin enbårne til verden, for at frelse verden.

Det er Guds plan og Guds værk. Det er Gud, der sætter det i gang. Det er Gud, der elsker først, ikke omvendt. Og nu hvor udspillet fra Guds side ligger klar, er det op til den enkelte at afgøre sig, ved at tro eller ikke tro. Og ved at være tro eller ikke være tro.

Vælger noget menneske det sidste, dømmer det derved sig selv. Det er ikke Gud, som dømmer, men det er mennesket og dets gerninger, som skal afsløre sig selv. Og omvendt: Den, der tror og forbliver tro, skal komme "til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort af Gud".

Med dette sidste evangelium før Trinitatis, står præst og menighed over for den længste periode i kirkeåret, Trinitatis tiden. Denne tid strækker sig som bekendt over nogle og tyve søndage - alt afhængig af, hvor sent påsken falder. Trinitatis tiden kan betragtes som kirkeårets hverdags-tid - uden særlige højtider eller særlige fester.

Der er en relation mellem dagens evangelium og Trinitatis. Evangelium til Trinitatis er også fra Johannes kapitel 3, og er optakten til dagens evangelium. Trinitatis har beretningen om Nikodemus – der handler om at blive født på ny: "Den der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige… Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige... Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd", vers 5ff.

Selvom disse ord klinger typisk johannæiske og forekommer specielle, lægger de dog op til de efterfølgende vers, som udgør dagens evangelium: "For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke.", vers 17 f. Sagt på en anden måde. Adgang til Guds rige, skænker Gud ved troen på Ham.

Fødes et menneske på ny er Guds ånd kommet til det menneske, og Guds ånd virker nu i det menneske: Guds ånd bor i hjertet i det menneske og skaber et nyt menneske. Og den fødsel på ny sker ved vand og ånd, dvs. dåben: Ligesom det lyder i dåbsritualet: "Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden..."

Den, som tror skal også blive ved troen og forblive tro: De, som tror på ham må handle på hans Ord og på hans bud, sådan at hans vilje sker. Omvendt, følger de deres egne veje og ikke hans vilje, vil det blive afsløret: "For enhver, som øver ondt, hader lystet og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres."

Vil nogen tjene Gud, må det menneske "blive født på ny", og det indebærer altså ifølge evangelisten Johannes en ny livsførelse: Det menneske skal aflægge sig det gamle og blive nyt. Det menneske skal aflægge sig mørkets gerninger og iføre sig lysets gerninger.

Og omvendt, tror et menneske ikke på ham er det menneske allerede dømt: "den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn". Dette er den nedslående virkelighed, som gælder de, som ikke tror.

Kort sagt: Frelsen kommer fra Gud, og fortabelsens mulighed fra mennesket. Derved er rammen sat. Det er ikke Guds hensigt at dømme nogen. Og det er ikke Gud, der fradømmer mennesket sin frelse, men det er mennesket selv, der allerede er dømt ved sin manglende tro.

Bolden er spillet over på menneskets banehalvdel, og der er lagt op til at mennesket selv afgør sig. Og om den frie vilje siger Melanchton i artikel 18 i Confessio Augustana: "Men den har ikke uden Helligånden magt til at virkeliggøre Guds retfærdighed eller den åndelige retfærdighed…men den bliver til i hjerterne, når Helligånden modtages ved Ordet".

forslag til salmer: 290 292 294 - 681 490 725

- udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011 ©



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post544
Next »