Asser Skude

Asser Skude

Femte søndag efter påske

PrædikenerPosted by Asser Skude 04 May, 2018 09:47:30

Evangelium til søndag den 6. maj 2018
Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: "Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi."
Joh 17,1-1

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser til prædiken

Dagens evangelium er en lang bøn. Bøn er det, fordi det er en lang henvendelse til Gud. Og det er endda Jesus selv, der beder. Og det er bestemt ikke første gang det sker. Flere gange tidligere har Jesus henvendt sig til Gud i bønnens form. Så dagens evangelium er faktisk en lang bøn af Jesu egen mund.
Bønnen er så lang, at den udgør hele dagens evangelium samt næste søndags evangelium, som er afslutningen på bønnen.

Ifølge evangelisten Johannes er denne Jesu bøn en udfoldelse af Jesu allersidste ord på korset. Ifølge evangelisten Johannes er denne Jesu bøn altså en fyldigere og mere uddybende gengivelse af Jesu sidste ord: "Det er fuldbragt".

Dagens evangelium er den sidste tale, som Jesus giver til sine disciple. Hvad er så indholdet i denne Jesu sidste tale til sine disciple? Jo, indholdet er hans egen udlægning af hvilken funktion, som Jesus har: Han er sønnen, der åbenbarer sin himmelske faders herlighed. I den forstand er Jesu funktion, som en anden ypperstepræst, alene han udreder og demonstrerer Guds vilje – på Guds vegne og med Guds fuldmagt. Dagens evangelium kaldes med god grund Jesu ypperstepræstelige bøn.

Det som gør dagens evangelium vanskeligt at forstå og mindst ligeså vanskeligt at prædike over, er, at evangelisten Johannes åbenlyst selv fortolker samtidig med, at han vil gengive Jesu sidste ord. Jesu sidste ord kommer derved til at fremstå som en blanding af bøn og prædiken: På én og samme tid hører vi Jesus bede samtidig med at vi hører en forkyndelse af, hvem Jesus er, nemlig Sønnen, søn af Gudfader i himlen.

Dagens evangelium indledes med "Timen er kommet". Dvs. nu er tiden kommet for højdepunktet i åbenbaringen. Nu skal Gud åbenbare sig gennem sin søn. I ham vil Gud åbenbare sin herlighed. Den herlighed, der er tale om, er herliggørelsen af sønnen. Herliggørelsen af Sønnen er identisk med Jesu død. ”Herliggør din søn”, hører vi Jesus selv bede. Dette er i virkeligheden en bøn fra Jesu side om, at han nu må dø.

Det er en bøn om, at han som er Sønnen nu skal herliggøre Faderen ved at fuldende Faderens gerning. Forholdet mellem Faderen og Sønnen er komplementært: Faderen afspejles af Sønnen – og omvendt. Afsløringen af dette forhold sker netop ved, at Sønnen overgiver sig fuldt ud til menneskers verden. Faderen sender sin Søn til verden, da han ikke selv kan komme til verden – kun Sønnen kan komme til verden.

Faderen er den ophøjede, mens Sønnen er den, som er steget ned til mennesker. Faderen er den, som er fjernt hævet over mennesker – den, som er i himlene. Det er jo Faderen i himlene, som Jesus henvender sig til – tag bare dagens evangelium, hvor Jesus før han indleder bønnen med at løfte sine øjne mod himlen. Eller tag f.eks. bønnen Fadervor, som Sønnen lærer sine disciple at bede. Den begynder jo sådan: "Fadervor, du som er i himlene". Sønnen er derimod dén, som er steget ned, den som er nærværende hos mennesker. Sønnen lever og dør som et menneske, mens Faderen er i himlene, ophøjet.

Ved at Sønnen åbenbarer Faderen, så betyder det at kun ved også at kigge på Sønnen, kan Faderens fuldstændige åbenbaring ses.

Ingen kan derfor komme til Faderen uden gennem Sønnen. I den forstand er der tale om monopol: Der er kun én fuldstændig og fyldestgørende åbenbaring af Faderen, nemlig den som går via Sønnen, der har fuldendt sin himmelske Faders gerning."Alt mit er dit", siger Jesus.

Set i det lys, er det klart, at Sønnen er den eneste, som har fuldmagt fra Gud, magt til at herliggøre Faderen – ligesom Sønnen fra Faderen har fået magt til at give evigt liv til alle, som Faderen har givet Sønnen.

Og det evige liv er, siger Jesus, dels at kende den eneste sande Gud, dels at kende Sønnen, som er udsendt fra faderen. Det evige liv har menigheden del i, for den kender Gud og har taget imod de ord, som Sønnen har forkyndt. De har troet på, at Sønnen er udsendt fra Faderen.

På denne baggrund beder Sønnen om, at menigheden må holde fast ved ordet. Så de må få del i Faderens herlighed, da han selv har herliggjort Faderen. At menigheden må få samme rettigheder og del i Faderens rige, som Sønnen allerede nu har del i.

Selvom menigheden stadig er i verden, beder Jesus for, at den ikke opsluges af verden. Kun de som holder fast ved hans ord, er de udvalgte. Nok er de i denne verden, men de opsluges ikke af denne verden, for de bliver fastholdt af Ordet om ham, derved skal de også frelses fra denne verden.

Præcis derved er de ét med Sønnen, ligesom Sønnen er ét med Faderen. Ét er menigheden med Sønnen, fordi de ikke opsluges af verden, ligesom Sønnen ikke blev opslugt af verden, men steg op fra denne verden og gik ind til sin himmelske Faders rige.

Således skal også menigheden, når den holder fast ved og stoler på Sønnen, ikke fortabes i denne verden, men rives ud af denne verden, ligesom Sønnen blev revet ud af denne verden. Og efter at Sønnen er faret til himmels – op til sin himmelske Fader, så skal Faderen forbinde sig med verden gennem sin Ånd, som han sender til sin menighed, når den er samlet om hans guddommelige ord, evangeliet om hans søn, Jesus Kristus.

Sådan at menigheden, selvom den lever i denne verden, må den have et håb, der rækker ud over denne verden. Sådan at denne verdens bekymringer ikke kommer til at optage hjerte, sind og sjæl. Sådan at vi forsøger at anråbe vores himmelske Fader og beder om at Han kommer os til undsætning: Ved at Han sender sin Ånd til at vejlede og retlede os.

Også selvom vi føler os fanget i mørke, ensomhed, forladthed eller selvoptagethed. Som vi hørte ved dagens epistel, fra apostlen Paulus’ brev til romerne:

"Hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje. Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet."

Måtte Ånden give os tro på, at vi ikke er overladt til os selv i denne verden, men at Faderen har sendt sin Søn til os, for at vise os vejen og for at frelse os – for at frelse os, som er i denne verden “ud af denne verden, når de dage kommer”
Ligesom Grundtvig udtrykker det: (Talsmand, som på jorderige DDS 294)

"Trøster over alt, som truer,
alt, hvorfor vort hjerte gruer,
trøster over alle tab!
Skænk os, skønt vi bo på sletten,
i det høje indfødsretten,
i Guds rige borgerskab!
så i alt for onde dage,
glade vi herfra kan drage
did, hvor der er evig fred."

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen


Salmeforslag: 12 294 588 – 587 512 673


- Asser Skude (c) 2008.2010.2012.2014.2016



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post478

Fjerde søndag efter påske

PrædikenerPosted by Asser Skude 10 Apr, 2018 21:47:26
Evangelium
Jesus sagde da til dem: "Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne." Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: "Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie." De svarede ham: "Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?" Jesus svarede dem: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie."
Joh 8,28-36

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992



Overvejelser forud for prædiken ved rytmisk gudstjeneste kl. 17.00 lørdag den 28. april 2018 i Bellahøj kirke

- Syndens trælle?

I dagens evangelium møder vi Jesus i diskussion med jøderne. Fortsættelsen til dagens evangelium er diskussionen om de jøder er Abrahams børn, dvs. evangeliet til 3. søndag i fasten efter anden tekstrække (se prædiken hertil)

I dagens evangelium taler Jesus til de jøder om, at han har Gud til fader, og hans himmelske fader har sendt ham, og det han gør, er godt i hans himmelske faders øjne. Og vi hører, at mange kommer til tro på Jesus. Han formaner nu de jøder til at blive hans disciple og blive i hans ord og lære sandheden at kende og blive frie. På den baggrund protesterer de jøder og siger, at de aldrig har været nogens trælle, så hvad mener Jesus med at de skal blive frie?

Jesus siger: "Enhver som gør synden er syndens træl". Ligesom de jøder havde svært ved at forholde sig til at de skulle være "syndens trælle" kan vi – som moderne mennesker - have svært ved at genkende os selv i den beskrivelse. Nogle af os vil dårligt nok kunne genkende sig selv som syndere og vel slet ikke som trælle for synden?

Men hvad er det egentligt "synder" betyder, og hvad menes der egentlig med "synden" ? Mig bekendt var det professor i retorik og tidligere Roskilde biskop Jan Lindhardt, der forklarede at “synd” kan afledes af ordet “sund", dvs. et vand imellem to tørre områder. Altså kan synden opfattes som den afstand, der er imellem os og Gud. En distance, som skiller mennesker fra Gud. I det lys kan de fleste af os moderne mennesker vel stadig tale med om at være syndere: For hvem vil påstå, at hun eller han konstant gør Guds vilje og til alle tider kan se, forstå og rumme livet som Gud? Nok er mennesket skabt i Guds billede, men ofte går mennesket sine egne veje.

For at forstå dagens evangelium og de ret kryptiske ord "syndens trælle", kan vi med fordel bruge apostlen Paulus og hans eget liv og omvendelse som eksempel: Som vi hører i dagens epistel, var Paulus selv engang syndens træl, dvs. han trællede for synden: Dengang han hed Saulus og var en ivrig bekæmper af kristendommen. Han kunne ikke have at gøre med forestillingen om Gud var blevet født som menneske, og at Guds søn skulle have vandret på jord – og slet ikke var død og opstanden. Enhver som troede på dette var Saulus med til at forfølge: Saulus selv kunne ikke se noget galt i, at han nidkært forfulgte, fangede og arresterede disse “Kristus-bekendere”, som man kaldte dem hånende.

Dengang var Saulus et redskab for synden, han var selv syndens træl, for han gjorde synden og blev i synden: Forblændet af sin nidkærhed og snæversyn, forfulgte han kristne – i den tro, at han gjorde Guds vilje! Saulus handlede med myndighed fra ypperstepræsterne selv, og Saulus var en magtfuld mand. Stakkels de kristne, som kom Saulus’ vej forbi. Selvom vi ikke hører det direkte, er der nok ikke tvivl om, at Saulus havde mange kristnes liv på sin samvittighed.

Og sådan kunne det være blevet ved og ved, hvis det ikke var for den åbenbaring, som vi hørte om i dagens epistel: Den opstandne Jesus viser sig i et syn for Saulus. Alle ser et lys fra himlen, men kun Saulus ser den Opstandne selv og Saulus kaster sig ned på jorden. De, der står omkring Saulus hører stemmen af en, der siger: “Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?” Saulus forstår ingenting og spørger igen: “Hvem er du, herre?” Nu svarer den Opstandne: “Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre”.

Fortsættelsen på mødet mellem Saulus og den Opstandne, er historie: Deres møde, som beskrives i dagens epistel, bliver starten på slutningen af forfølgelserne af de kristne. Samtidig bliver deres møde starten på begyndelsen af kristendommen, som den dominerende trosretning i Middelhavsområdet. Mødet mellem Saulus og den Opstandne kan ikke undervurderes. Konsekvenserne af det møde er enorme: Ikke blot bliver Paulus en af de vigtigste apostle, dvs. udsendinge, som spreder ordet om Jesus Kristus og som hjælper de første menigheder igang – menigheder, som Saulus ellers ville have forfulgt som en anden blodhund, havde historien ikke taget den drejning. Ikke blot skyder mange nye menigheder op, også menigheder af jøder, som tror på Jesus som Guds søn. Præcis sådan som Saulus selv, der først var jøde, men så omvendte sig og troede på Jesus som Kristus, Guds søn. Og Saulus selv fik det navn, som de fleste kender ham ved: Paulus.

Vil du vide mere om, hvordan de første menigheder blev til eller følge med de første apostle på deres rejser i Middelhavsområdet, kan du med fordel læse i Apostlenes Gerninger, som fortsætter beretningen om kristendommens første historie: Her møder vi de udfordringer, som apostlene som udsendinge og missionærer stilles over for. Apostlene møder både hedninger og jøder, ikke-troende og troende. De møder persere, medere, syrere, grækere og mange flere.

Mange vil sige, at Apostlenes Gerninger har samme forfatter som evangelisten Lukas. Nogle vil mene at det netop er Lukas, lægen, som var Jesu discipel, og som Jesus siden gør til en af apostle, da han som den Opstandne sender Lukas og de øvrige disciple ud i verden – med ordene: "Gå derfor ud i verden og gør alle folk til mine disciple, idet i døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn – og idet i lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer."

Som sagt så var Paulus, dengang han stadig hed Saulus og forfulgte kristne og endnu ikke havde mødt den Opstandne, syndens træl. Paulus gjorde onde ting samtidig med han selv var overbevist om, at han handlede, som Gud ønskede det – for Paulus havde jo Loven og magthaverne på sin side! Troede han. Paulus blev klogere. Det var måske ikke så smart at forfølge anderledes tænkende – og det var næppe Guds vilje eller Guds ønske, at de mennesker skulle dø. Paulus måtte sande – at det grundlag han havde bygget sit liv på var falsk:

Guds vilje var ikke at han skulle forfølge andre mennesker, Guds vilje var snarere næstekærlighed, forståelse og tolerance. Og netop kun sådan ville Paulus blive i stand til at nå ud til alle de mange mennesker, som han gjorde. Måske fordi Paulus selv havde kæmpet på “den anden side” blev han en af de mest betydningsfulde apostle. Paulus satte nu alle sine kræfter ind på at rette op på de skader, han tidligere havde forvoldt. Hele sit liv viede Paulus til det arbejde. Og det er gennem Paulus, hans forståelse, både af de kristne troslærdomme, og af jødedommens og den græske filosofi, at vi får et af de mest fantastiske indtryk af de forestillinger, som de første apostle møder, da de kommer ud i til byerne og afkrogene omkring Middelhavet.

Det er også derfor at stort set alle kristne og teologer, præster osv. igen og igen griber tilbage til Paulus ord - for Paulus har så mange pointer og kloge ord – næsten til enhver sammenhæng – ikke blot var Paulus selv rasende begavet og lærd, Paulus havde set og oplevet så ufattelig meget. Samtidig glemmer Paulus ikke, at han skylder Gud alt, og Paulus får ikke for høje tanker om sig selv, for han ved, hvad han tidligere har gjort og hvor mange onde skader, han har forvoldt på mennesker.

Set i det lys var den gamle Paulus et redskab for synden og det onde, men nu er Paulus et redskab for Gud. Det er også derfor Gud kan bruge Paulus og udvælger Paulus til at blive et redskab for kristendommens udbredelse. Han, som tidligere var den argeste modstander og forfølger af kristne, udvælger Gud til at blive en af de vigtigste apostle i kristendommens historie. Vi som kender historien, må indrømme, at det var ikke så tosset at tildele Paulus den rolle.

Sådan kan Guds veje være uransalige. Hvem skulle have vidst det? Hvem havde vidst det ville gå sådan med Saulus? Eller hvem havde vidst, at tolderen Zakæus skulle få besøg af Guds søn og Zakæus lagde sit liv om? Eller hvem havde vidst at Lazarus, kunne vækkes til live igen og få livet tilbage? Og sådan er evangeliet fuld af beretninger om Gud, der giver mennesker liv, håb og muligheder.

Du og jeg, som hører Guds ord, hører også at livet har Gud skænket os. Til låns, til gavn for næsten og Gud. Ikke for at herske over hinanden, ikke for at forfølge eller slå hinanden ihjel, men for at tjene og elske næsten og Gud. Ikke for at hovere med lærdom og skriftsteder, men for at rette vores hjerte, sjæl og sind i taknemmelighed og ydmyghed til Gud – i forventningen til at Gud alene vil skænke os det fornødne.
Det betyder ikke at vi skal sidde og vente med hænderne i skødet. Tværtimod.

Budskabet om kærlighed forpligter, lige nu og her. Ligesom Gud har elsket os, bør vi også elske hinanden. Ligesom Gud har tilgivet os, bør vi også tilgive vores syndere. Ligesom Gud har tjent os i verden, bør vi nu tjene Gud i verden:

Vores liv kan vi tilegne Gud og Guds bud om kærlighed og trofasthed – som arbejdere på samme hammel i Guds vingård. Sådan skal du og jeg ikke længere være trælle for synden, men være virkelig frie. Frie til at elske Gud og næsten som os selv.

Som Paulus selv siger det: "Ved I ikke, at den, I stiller jer til rådighed for som trælle og viser lydighed, må I også være trælle for og vise lydighed, hvad enten det er synden, og det fører til død, eller det er lydigheden, og det fører til retfærdighed? Men Gud ske tak for, at I, der var syndens trælle, er blevet lydige af hjertet imod den lære, I blev indført i! Befriet fra synden er I blevet trælle for retfærdigheden – jeg bruger et udtryk fra dagliglivet, fordi I er skrøbelige mennesker. For ligesom I lod jeres lemmer trælle for urenheden og lovløsheden, så I blev lovløse, skal I nu lade dem trælle for retfærdigheden, så I helliges. Dengang I var syndens trælle, var I frie over for retfærdigheden. Hvad fik I da? Frugter, som I nu skammer jer over; de ender jo med død. Men nu, da I er blevet befriet fra synden og er blevet trælle for Gud, får I den frugt, at I helliges, og til sidst evigt liv. For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.", Romerne kapitel 6, vers 15ff.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

Forslag til salmer 722 309 670 – 492 512 668

- første udgave bragt på denne blog 2008, siden redigeret 2010, 2012


  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post477

Bededag

PrædikenerPosted by Asser Skude 10 Apr, 2018 21:42:48

Evangelium til fredag den 27. april 2018

Jesus sagde: "Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!"
Matt 7,7-14

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser

Dagens evangelium er fra kapitel 7 hos Matthæus. De bibelkyndige vil huske, at kapitel 5 til 7 hos Matthæus kaldes Jesu bjergprædiken: Her på bjerget taler Jesus til skarerne og holder sit livs prædiken - bogstaveligt talt. Jesus indleder med saligprisningerne: "Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes…" Derefter følger Jesu belæring og formaning til skarerne om at udvise næstekærlighed. Jesus kaster ikke de gamle bud fra Moseloven bort, men skærper indholdet af budene: F.eks. siger Jesus: "I har hørt, at der er sagt: 'Du må ikke bryde ægteskab'. Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.", kapitel 5, 27ff.

Vil du holde Guds bud, skal du gøre det med hele dit hjerte, hele din sjæl og af hele dit sind. Ikke fordi det står skrevet i en lov eller fordi andre skal se dine gerninger, men fordi du vil det og ønsker det af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Også sådan skal du også gøre, når du beder. Jesus siger: “Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig”, kapitel 6, vers 5f.

Og efter denne advarsel kommer endnu en. Jesus siger: "Vær ikke bekymerede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for hvordan I får tøj på kroppen…Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage", kapitel 6, vers 25ff.

Sådan kan livet forstås, og sådan kan bønnen forstås: Bønnen er ikke til for at skaffe sig timelig lykke og velstand, for det ville være misbrug. Bønnen er derimod til for at bringe mennesket tilbage til dets rette Gudsforhold – i tillid og ydmyghed til, at Gud vil skænke det tilstrækkelige, ja mere til. Og ikke for syns skyld eller for berigelses skyld, men for at hjælpe mennesket til at elske Gud og næsten som sig selv.

I Jesu egen kulturkreds var bønnen en vigtig faktor i det religiøse fromhedsliv. Som jøde var Jesus selv fra barns ben opvokset med bønnen som en naturlig og aktiv del i det religiøse fromhedsliv. Hans folk, jøderne, anvendte dagligt bønnen. Dels offentligt – på tempelpladsen i Jerusalem, dels privat, typisk tre gange dagligt på faste tider. Den bedende kunne indtage særlige bedestillinger: stående, på knæ eller liggende med arme og ben strakt ud - med ansigtet mod jorden. Den bedende kunne sågar iføre sig særlige bedeklæ'r. Disse bedeklæ’r anvendtes som beskyttelsesmidler, nærmest som magiske amuletter, som vi kender dem fra de såkaldte primitive religioner. Jødiske bedeklæ'r kunne f.eks. være et læderbælte om armen eller panden – og i læderbæltet sad kapsler med særlige udvalgte skriftsteder fra Biblen.

Denne praksis med at bede på offentlige steder var en naturlig del af enhver jødes liv, men kunne tage overhånd og ende i overdreven, udvortes fromhed. Det var det misbrug, som Jesus flere gange kritiserer: Jesus kalder al udvortes, falsk fromhed for hykleri: Tag f.eks. lignelsen om tolderen og farisæeren, der går til templet, og farisæeren beder længe for syns skyld, mens tolderen er ydmyg og siger: “Gud, vær mig arme synder nådig”. Jesus roser tolderen for sin ærlighed og selverkendelse. Og Jesus siger, at det er tolderen, der går retfærdig fra templet, ikke den nidkære farisæer.

For at undgå misbrug af bønnen i det offentlige rum, anviser Jesus i stedet det private rum. Ved privat bøn vil der ikke være samme risiko for, at ens personlige fromhed stilles til offentligt skue – og dermed ringere anledning til selvforherligelse. Jesus vil at fromheden skjules og forbeholdes Gud, sådan at den enkelte går til sit eget rum, hvor den enkelte kan være alene med sin Gud. At gå afsides giver tilmed den fordel, at den bedende har stilhed fra evt. støjende og forstyrrende omgivelser. Ro og fred styrker og intensiverer koncentrationen og hengivenheden til Gud.

Ifølge undersøgelser beder op mod 80-90 procent af jordens befolkning – mere eller mindre ofte. Nogle trosretninger udstikker ligefrem anvisninger til, hvor ofte den troende skal bede. Det gør både jødedom og islam. Sådanne krav udstikker Jesus ikke. Måske netop for at undgå, at bønnen bliver en 'sur' pligt. For mig at se anviser Jesus bønnen som et frivilligt, men dog effektivt middelt til at søge Gud. Jesus siger selv, "at enhver som beder, skal få, og enhver som banker på, for ham eller hun skal der lukkes op." Mon da ikke bønnen giver anledning til at håbe og tro, at Gud vil lytte til den, som ærligt og ydmygt beder til Gud ?

Naturligvis findes der stadig mulighed for at bede sammen med andre. Når vi er samlet i kirken eller andre steder, hvor to eller tre er forsamlet i Jesu navn. Vores kirker er de levende fællesskaber af troende, som samles og henvender sig i sang, bøn og ikke mindst for at fejre de hellige sakramenter, dåb og nadver (skriftemål inklusiv). Vores kirker er de levende stene af kød og blod, som menigheden er.

Dog er kirkerummet ofte med til at stemme hjerte, sjæl og sind til Gud: Ofte skærper den særlige arkitektur oplevelsen af rummet som helligt: For at nå til alteret må man gå ad midtergangen og for til sidst at nå alteret, ofte hævet over gulvhøjde. Samtidig er søjler og hvælvinger med til at minde menigheden om Guds storhed og ophøjethed: Tag f.eks. den gigantiske Grundtvigs kirke, i øvrigt en af landets højeste, største og længste kirker: Dens nærmest katedralagtige og himmelstræbende arkitektur maner kirkegængeren til ydmyghed.

Størrelsen på kirkerummet er dog ikke alt: Også vores mindre landsbykirker i provinsen er ofte indtagende og stemningsmættede: Generelt maner kirkerummene til eftertanke - så kirkegængeren stopper op, nyder stemningen, lader tankerne flyde og glemmer en ofte stresset og fortravlet hverdag: Enhver, der kommer til kirken er i princippet fredet og kan samle sine tanker og følelser – uden at andre skal blande sig eller blandes ind i det. Her er der mulighed for stilhed – og mulighed for at henvende sig til Gud. Her bliver ingen filmet eller overvåget. Selv om søndagen, når der er højmesse, selv når der er barnedåb og en eller flere fotografer farer rundt, så filmes ingen af kirkegængernes ansigter, al film- og fotooptagelse sker i retning mod altereret.

Her er alle kirkegængere på en og samme tid fælles og dog privat. Fælles om salmer, sang, ritualer og musik. Og dog samtidig privat. Enhver kommer med sit eget. Enhver har sit private rum med fred og ro til at passe sit og de andre kan ikke se ens ansigt, medmindre de vender sig om. Det er helt klart en af fordelene ved at kirkens grundform er netop den arkitektoniske type, basilikaen, den aflange rektangulære form. Det er også klart den mest anvendte arkitektoniske form i vores kirkebygningshistorie – herhjemme som i udlandet.

Den, som kommer til kirke får også mulighed for at “lette sit hjerte”: Det private skriftemål tilbydes stadig i Folkekirken. Folkekirkens præster har en tavshedspligt, som overgår de flestes, og hemmeligheder, der fortælles til præsten under skriftemål, skal præsten tage med i graven. Selv den dag i dag har præster ikke underretningspligt over for selv de mest alvorlige forbrydelser. Dog undtaget forbrydelser mod landets sikkerhed og Folketing. I det private skriftemål har enhver mulighed for at lette sit hjerte for sine mest personlige tanker, følelser og oplevelser.

Ifølge den ældste jødiske visdom, er det netop hjertet, som er menneskets primære kilde til tanker og følelser – både i forhold til mennesker og i forhold til Gud. Forholdet til næsten og til Gud går gennem hjertet. Derfor er det altafgørende for mennesket, at det har hjertet med – i forhold til sig selv, andre og Gud. Har mennesket ikke hjertet med, lytter det menneske ikke til dets inderste væsen og natur. Det sted, som den jødiske visdomstradition mente mennesket skulle høre ”Guds stemme”, var gennem hjertet. Selv i vore dage findes i ordet “samvittighed” den betydning “sam-viden”, dvs. samviden med Gud. Alene Gud kender vores inderste tanker, følelser og sjæl – netop gennem vores hjerte.

Ligesom når et musikinstrument stemmes før det tages i brug, så stemmes mennekets hjerte mod Gud, når et menneske beder til Gud: Bønnen sætter mennesket i dets rette plads over for Gud. Bønnens funktion er bla. at mennesket ikke opkaster sig til Gud eller lade sig forgude. Alene Gud er Gud. Intet menneske har forrang for andre. Hverken pave, biskop eller præst. Det afstedkommer også det ukrukkede og ligefremme forhold, som mennesker er sat i forhold til hinanden, nemlig som ligestillede, forpligtet på at elske hinanden, fordi alle er skabt i Guds billede.

Den, som beder, bør være indstillet på, at bønnens ord er oprigtige. Og hvert ord forpligter, når det siges i bønnen. Og bønnen forpligter – også at man selv gør, som man vil andre skal gøre mod en. Ikke uden grund siger Jesus: "Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje." Troen er ikke kun tomme ord, men der skal følge gerninger af troen:

Hvordan kan vi ellers bede Gud om det daglige brød, og ikke tænke på dem, som lider nød og sulter – både her og i udlandet? Hvordan kan vi ellers bede Gud om tilgivelse, uden vi selv tilgiver dem, som har gjort os ondt? Hvordan kan vi ellers kalde os Guds børn, og ikke samtidig unde vores næste kærlighed, tolerance, medfølelse?
Som Jesus siger: "Alt, hvad I altså vil, at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre med dem" (jf. den gyldne regel fra Herodot og den gammeltestamentlige apokryf Tobits bog)

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

Salmeforslag 496 203 584 – 367 476 588

- udgivet første gang på denne blog 2008



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post476

Tredje søndag efter påske

PrædikenerPosted by Asser Skude 10 Apr, 2018 21:41:12

Evangelium til søndag den 22. april 2018


Jesus sagde: "Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen." Thomas sagde til ham: "Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?" Jesus sagde til ham: "Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham." Filip sagde til ham: "Herre, vis os Faderen, og det er nok for os." Jesus sagde til ham: "Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne."
Joh 14,1-11

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser

- Hvordan ser Gud ud?

Fra dagens læsning fra Det gamle Testamente hørte vi, hvordan Gud i en brændende tornebusk viste sig for Moses, og Gud sagde: "Jeg er den, jeg er". Gud omtaler sig selv som "Jeg er". Guds ild brænder, brænder ikke op, brænder ikke ud – modsat menneskers kærlighed, som er lunefuld og sjældent varer længe – og slet ikke evig, som Hans.

Gud viste sig for Moses, og sagde: "Kom ikke nærmere". Gud ville have afstand mellem sig og mennesker. Gud ville have respekt og sagde til Moses, at han skulle tage sine sandaler af, for det sted, han stod på, var hellig jord. Og samtidig sagde Gud til Moses, at Gud ville være med ham i hans liv, endda gå hele vejen sammen med ham: Ud af slaveriet, over Det Røde Hav, ind i det forjættede land.

For Moses og det jødiske folk var og er Gud den skjulte Gud, på latin kaldet "Deus Absconditus". Gud viser sig ikke helt, kun halvt. Intet menneske vil ikke kunne tåle at se Gud, det vil medføre døden. Endda Guds navn holdes helligt, Guds navn omskrives og siges med andre ord.

I Det nye Testamente sker noget radikalt nyt: Gud viser sig for mennesker: Gud åbenbarer sig helt og udelt igennem sin søn, Jesus Kristus. Det er del af vores kristne bekendelse, at Gud viser sig for mennesker i sin søn, Jesus Kristus. Hvordan det kan lade sig gøre, kan vores forstand ikke gribe, allerhøjest kan vores hjerte gribe det. Tro er nu engang hverken sikkerhed eller viden, men forventning og håb.

Som apostlen Paulus siger i sit første brev til menigheden i Korinth, kapitel 1, vers 21-31: "For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker. For tænk på, brødre, hvordan det var med jer selv, da I blev kaldet: I var ikke mange vise i verdslig forstand, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme. Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud. Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning, for at “den, der er stolt, skal være stolt af Herren”, som der står skrevet".

Som kristne står vi ret alene blandt andre trosretninger med vores tro på, at Gud blev født som menneske – og endda af en ung kvinde, jomfru Maria. Det kan hverken jøder eller muslimer tro på. Og når det kommer til den kristne tro på en treenighed, mellem Fader, Søn og Helligånd, kan jøder og muslimer få den opfattelse, at vi kristne tror på tre guder. Det er måske ikke underligt, at jøder og muslimer har svært ved at rumme det, når også vi kristne har det: Ret beset er treenighedslæren et af de sværeste teologiske problemer: Hvordan kan Gud have tre ansigter og dog samtidig være en og samme?

Uanset om man er jøde, kristen eller muslim, har vi alle troen på en eneste Gud. En Gud, som er almægtig Gud, og som står bag alting og opretholder alting. Alle tre trosretninger er monoteistiske, de anerkender kun en eneste Gud.

Muslimer siger det f.eks. sådan i deres bekendelse: "Gud er stor" og "Der findes kun en Gud, og Mohammed er hans profet". Muslimer anerkender Det gamle Testamente og bibelhistorierne, således også den om Moses og den brændende tornebusk. Moses får besked af Gud: "Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord."

Muslimer tager den dag i dag skoene af, inden de går ind i moskeen for at bede. Muslimer anerkender også de ord, hvor Gud siger til Moses, "Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud." Og det følgende er tankevækkende, for ifølge Det gamle Testamente, så bliver den ene af Abrahams sønner stamfar til araberne og den anden af Abrahams sønner bliver stamfar til jøderne. Ifølge Det gamle Testamente er jøder og arabere er altså halvsøskende. De har samme far, men forskellig mor.

I beretningen om Moses og tornebusken får vi at vide, at Guds ansigt er helligt, og intet menneske kan tåle at se Guds ansigt. Den historie fra Det gamle Testamente er det første eksempel på billedforbuddet – som både findes i den muslimske og i den jødiske religiøse tro: Mennesket må ikke gøre sig (af-)billeder af Gud. Derfor ingen kunstnerisk gengivelse af Gud i nogen form. Deraf er i den muslimske verden opblomstret den såkaldte kalligrafi, den smukke skrift med maleriske tegn på moskeerne, eftersom figurativ dekorering er forbudt. Denne muslimske religiøse praksis svarer til jødernes billedforbud, der også håndhæves strengt.

For muslimer viser Gud sig ikke med sit ansigt. Og for jøderne heller ikke. Det er fuldstændig utænkeligt. Det ville være imod Guds væsen, mener de. For de mener, Gud er den skjulte Gud.

Derfor må Moses ikke se Guds ansigt. Eller ligesom beretningen fra Det gamle Testamente om Jakob, der kæmper med Gud ved vadestedet Penuel hele natten og ikke får Guds ansigt at se. Ikke engang sit navn vil Gud afsløre. Alligevel forsøger Jakob nærmest desperat at vride et navn ud af den fremmede, som han kæmper med hele natten. Og Gudskampen giver Jakob et mærke for livet på kroppen.

I både jødedom og islam er Guds navn helligt og Gud åbenbarer sig ikke direkte for mennesker, mennesker skal holde sig på afstand. I stedet for at sige Guds navn højt omskriver jøderne Guds navn og kalder Ham "Ælohim", dvs. "Den Mægtige" eller Adonaj, dvs. "Herren". Muslimerne kan godt sige Guds navn “Allah”, de bruger ofte omskrivninger, såsom "Den barmhjertige" eller "Den nådige".

Derfor er det svært for både jøder og muslimer at forstå vores kristne tro: For i vores kristne tro viser Gud sit ansigt. Råt for usødet. Hvis man har set Mel Gibsons Kristus-film fra 2004 (The Passion of The Christ) så kan vel ingen være i tvivl om hvilken smerte Guds søn går igennem: Guds søn skildres ikke bare en indsigtsfuld person, ikke bare en mystiker: Guds søn er virkelig og tilstede og går igennem lidelsen og smerten. Her ser man Guds søn trængt ud i den yderste usselhed, tvivl, foragt, had, latterliggørelse. På den måde gør Mel Gibsons Kristus-film ikke helt uret: For Gud viser os sit sande og menneskelige ansigt. Nemlig i mennesket Jesus, der blev født, levede og voksede op, gik sammen med disciplene, men blev forrådt, tortureret, korsfæstet og døde på korset.

Det at Gud viser sit ansigt for mennesker og blandt mennesker – er helt utænkeligt for jøde og muslim. Inkarnationen, dvs. at Gud er blevet menneske og derved har åbenbaret sig, er ikke muligt hverken i jødedom eller islam. Det er ligefrem gudsbespottende at tro det muligt: For hvis Gud er så mægtigt og stor, er det selvmodsigende for dem, at Gud kunne tage et menneskes skikkelse på og være og leve et menneske – af kød og blod – og endda ligefrem give sig til kende blandt mennesker. Det er for en muslim og en jøde en gudsfornægtede tanke. For en jøde, såvel som for en muslim er og bliver Gud den skjulte Gud.

For os som kristne er Gud skabermagten, som stod bag skabelsen, og som ikke viste sit ansigt for hverken Moses eller Jakob, den såkaldte skjulte Gud. Gud er også mere end det: For os kristne er Gud også identisk med Guds Søn, Jesus Kristus. I Guds søn har Gud åbenbaret sit ansigt, sit navn, sit væsen, sin intention, sin vilje. I Jesus Kristus har Gud åbenbaret sig, den åbenbarede Gud, på latin kaldet Deus Relevatus.

Og selv i de mest håbløse forhold i livet, viser Gud endda sit ansigt. En af mine lærere, da jeg læste teologi på Københavns universitet, professor Theodor Jørgensen, har sagt det omtrent sådan, at Gud viser sit ansigt for os – selv i den uforløste skabning, dvs. svinene, der mishandles i staldene, hestene der lider under dyretransport, miljøet der er svækket af kemikalier osv. Krige og nød der hærger i Afrika, selv her viser Gud sit ansigt i skabningen, i næsten, som billede på at denne verden er et endnu ikke fuldendt værk, fra Guds hånd. Der venter forude en forløsning, en genløsning. En oprettelse og genindstiftelse af fred og forsoning, ophør af sult, krig, nød og elendighed. Det skal ske ved de sidste tider, når Gud bliver alt i alle.

Guds væsen er altså i kristendommen tre. Faderen, som er Skabermagten. Sønnen, Frelseren som er kommet til jorden, for at genoprette forholdet mellem Gud og mennesker. Helligånden, som er den usynlige kraft, som steg ned til mennesker, da Sønnen var taget bort. De er tre personer i een. De er tre ansigter af den ene og samme Gud. De er tre fremtrædelsesformer af samme ene og almægtige Gud.

Dagens evangelium handler netop om, hvordan man skal forstå treenigheden. I dagens evangelium møder vi både Thomas og Filip, der har svært ved at fatte hvad det går ud på. De kan ikke forstå, hvordan deres herre, kan være udsendt af Faderen, og de kan ikke forstå at de skal kende Faderen gennem Ham. Men som Jesus selv siger: ”Faderen er i mig og jeg er i Faderen.”, hvilket betyder at Han, Guds søn, gør sin himmelske Faderes vilje. Han er åbenbaringen af den himmelske Fader. Derfor skal de kende Faderen gennem Ham, Hans Søn.

Man kan også forklare det således: Faderen er ligesom en feltherre, der sender sine soldater ud i fronten. Menen er ikke bare feltherre. Faderen er også helt med fremme i fronten, der hvor der kæmpes. Helt ude i marken, der hvor det koster blod sved og tårer. For Faderen er med i yderste linje gennem sin egen udsending, sin tro væbner, sin Søn.

Så den måde Faderen åbenbarer sig på, er altså ikke som en fjern Gud, men som en, der er med i menneskelivet og med på forkant med livet. Derfor vil Faderen også kunne følge os i vores menneskeliv. For Gud har selv været der. Gud har selv følt det på sin krop. Så at Faderen har sendt sin Søn til verden, så verden kan kende Faderen gennem Sønnen, betyder ikke at Gud er splittet, det betyder ikke at Gud ikke er en. At Gud er både Fader og Søn gør for mig at se Gud mere menneskelig, for Gud har været menneske og levet som menneske. Og når Gud har taget et menneskes skikkelse på, er Gud vel også lettere at forholde sig til som menneske og omvendt vil Gud også nemmere kunne forstå hver af os, når Gud selv har været een af os? For mig at se er det hovedargumentet, som hverken jøder eller muslimer kan matche.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

Forslag til salmer: 52 260 - 69 457 68

- udgivet første gang på denne blog 2008



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post475
« PreviousNext »