Asser Skude

Asser Skude

Ottende søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 09 Jul, 2018 22:28:44

Evangelium til søndag den 22. juli 2018


Jesus sagde: "Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort." Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.
Matt 7,22-29

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken

"Der er nok af begivenheder omkring mig i verden, som kan bringe mig væk fra troen på en god og almægtig Gud. Der er ondskab og meningsløshed, som kan udlægges som tegn på, at Djævelen har vundet og Gud har tabt: Hver gang sygdom, ulykke og død rammer nogen, jeg kender. Eller når jeg bliver vidne til terror, krig eller naturkatastrofer.

Den smerte og lidelse gør ondt og giver sjældent svar, og synes meningsløs og tilfældig. Jeg tænker f.eks. på tsunamien i 2004, som ramte store kystområder i Østen og hundredetusinder omkom.

Midt i den håbløshed og mørke, som tsunamien bragte med sig, hørte jeg også om underfulde beretninger, hvor mennesker på mirakuløs vis undslap døden.

Glædelig var også den medfølelse og hjælp, som verdenssamfundet udviste: Jeg glemmer sent, hvordan den amerikanske præsident Barack Obama talte til det amerikanske folk anden gang inden for ti år, da næste tsunami hærgede (Japans kyst 2011) og hvor han sagde noget i retning af, at denne katastrofe minder alle verdens borgere om, at de ligner hinanden, uanset nationalitet, hudfarve, tro og religion.

Det er den gode fortælling midt i en ellers grufuld begivenhed, når mennesker og verdenssamfund forsøger at vende en så ond begivenhed til at samle verdens borgere i medfølelse og samarbejde...

Midt i desperationen og fortvivlelsen, som følger terrorhandlingerne, håber jeg, at vi som samfund ikke lader os friste til at dæmonisere eller hade eller lade mindste fællesnævner råde i vores syn på hinanden, og i stedet søger en indsigt i det skrøbelige og sårbare liv, som vi har et fælles ansvar for lykkes.

Jeg håber, vi indser, at verden og menneskene er sårbare og har brug for hinanden, og uden Guds og menneskers gensidige hjælp er vores samfund ilde stedt. Omvendt, vil mennesker arbejde på hinandens og fælles bedste, er der håb for en bedre fremtid. " (fra min fasteblog på Kristendom.dk 2015) Dagens evangelium udgør sidste og afsluttende del af Jesu såkaldte Bjergprædiken. Og lignelsen om de to typer husbyggere bliver derved Jesu afsluttende kommentar til de skarer, som er samlet for at høre hans forkyndelse: For de, som ikke ved det, er Jesu Bjergprædiken kulminationen af hans forkyndelse. I Bjergprædikenen stilles tingene skarpt overfor hinanden: Tilhørerne forventes at vælge imellem at følge Jesu forkyndelse eller det modsatte. Tilhørerne forventes at vælge imellem den rette vej, som fører til Gud eller at vælge den vej, som fører til fortabelse.

Der er naturligvis lagt op til at tilhørerne selv foretager det rigtige valg. Der ligger implicit en forventning om, at tilhørerne selv skal reagere på Jesu forkyndelse og følge hans ord. Sådan forventes det også af os, som hører dagens evangelium.

Dagens evangelium består af to dele: Første del er advarslen imod hyklerne. Den advarsel begyndte allerede i de forudgående vers - nemlig advarslen om de falske profeter, de, der kommer i fåreklæ'r, men indeni er som glubske ulve: De, som skal kendes på deres frugter eller mangel på samme, ligesom et dårligt træ kendes på dets dårlige frugt og et godt træ på dets gode frugt. Dernæst advares imod de, der snakker om Guds vilje, og det bliver ved snakken, og der er ingen handling bag, også de skal på den sidste dag afvises og få deres dom.

Anden del af dagens evangelium er lignelsen om de to typer husbyggere. Den vise er den, der bygger sit liv på den sikre grund. Det er den person, som efter at have hørt Guds ord, bygger sit liv på Jesu forkyndelse og følger hans ord. Den, der hører lignelsen og ikke handler derefter, er som tåben, der bygger sit hus på sand. Hvem anden end en tåbe vil bygge sit liv på noget så uholdbart? Ve derfor den tåbe, for hans hus skal ikke stå, når der kommer storm, og bølgerne går højt. Hans hus skal falde.

Når Jesus fortæller lignelsen om de to husbyggere som sidste og afsluttende del af sin bjergprædiken, så er det fordi denne lignelse opsumerer hele indholdet i hans forkyndelse: Hvilke værdier skal vi bygge vores liv på? Hvad skal vi stille op med os selv og livet oh hinanden? Hvordan skal vi bære os ad - i forhold til Gud og næsten?

Ingen tvivl om, at livet er svært til tider og kan være en stor mundfuld. Og intet liv vil blive levet uden storme eller høj bølgegang. Og livet er ikke noget, som man kan melde sig ud af eller blive fritaget for. Ja, selv de der i ulykke og desperation forsøger at gøre ende på deres dage, løser derved ingenting. Livet er skænket os, og livet skal leves sådan. Livet må intet menneske forsøge at afslutte - hverken for sig selv eller for andre. På godt og ondt vil det levede liv få konsekvenser: Og der vil komme storme, før eller siden, som vil prøve at vælte os om kuld.

Og måske er det under modgang i livet, at vi erfarer, hvor skrøbeligt livet er, og hvor sårbare vi er. I de situationer, hvor vi ligefrem må kæmpe for livet og det, vi tror på og fastholde det, i de øjeblikke vil det måske vise sig, om vi har det mod, der skal til for at kæmpe for vores værdier, tro, håb og kærlighed? Og når det kommer dertil, tør vi så vove at sætte vores liv ind på det, vi tror på? Tør vi kæmpe til den bitre ende? Og forholder det sig i virkeligheden sådan, at det først er, når vi kæmper for noget, at vores liv bliver noget værd?

Søren Kierkegaard siger: "At vove er at miste – fodfæste for en stund, ikke at vove er at miste livet." At turde bygge sit liv på værdier, der er holdbare og sande er ikke let - ikke desto mindre er dette det eneste rigtige at gøre. Livet er ikke noget, man kan undslippe sig, og der er ingen halve eller letkøbte sandheder, som ikke står for fald, når der kommer modgang. Livet er en alvorlig sag. Derfor bliver lignelsen om de to husbyggere en tydelig afslutning og kommentar på hele bjergprædiken: Hvorledes vi indretter vores liv, er en ganske afgørende sag. Bygger vi vores liv op på et falsk fundament, vil det briste - før eller siden.

Det er vel også en livserfaring, som ethvert ældre menneske kan tale med om: At leve er at have nogle bestemte grundværdier og at turde kæmpe for det, som man tror på. Den generation, som oplevede Anden Verdenskrig lærte kun alt for godt, at de værdier vores samfund er bygget op på, hurtigt kan bringes til fald: Demokrati, retssikkerhed, fri presse mm. må ikke betragtes som goder, der er altid vil bestå uanset krig og terror. Det er værdier, som er sårbare og som hurtigt kan trues. Det er værdier, der skal kæmpes for, og som der ikke kan gives køb på.

Det er afgørende at vi, som har visse grundlæggende værdier, nemlig det kristne livsgrundlag, også er villige til at kæmpe for og stå ved de værdier. I fredstid skal vi naturligvis ikke kæmpe fysisk med vold og magt. Vi skal kæmpe med forstand, pen og tale for disse værdier: kærlighed fremfor had, forståelse fremfor foragt, fællesskab fremfor isolation, barmhjertighed fremfor forråelse, retfærdighed fremfor uret, lighed fremfor ulighed. Så vi ikke glemmer, hvad vi lever for, og hvad vi lever af. At det, vi tror på, er det vi lever for. Og uden noget at tro på, dør vi vel? For da har vores liv vel ingen retning, da har vi intet at kæmpe for ej heller nogen kamp at udkæmpe længere?

Når Jesus i dagens evangelium advarer mod imod fromme ord, der ikke efterfulges af gerninger, er det for at understrege alvoren i sin forkyndelse. Jesus er derfor også nødt til at tage afstand fra dem, der ikke vil følge Guds love og forordninger. Guds bud og love er givet til mennesker som vejledning og rettesnor. Guds bud og love er givet til mennesker for at hjælpe dem til at opbygge et samfund, der sætter budet om kærlighed til Gud og næsten højest. Guds bud og love er givet for at hjælpe mennsket til at være en god samfundsborger og efterfølger af Guds ord. Det er det som Luther kalder lovens første brug.

Jesus tager afstand fra dem, som "udøver lovløshed", i den græske oversættelse står der "ergazomenoi tæn anomian". Det er ikke fordi Jesus er en ensidig nomist, der vil at loven skal overholdes for lovens skyld. Jesus er og bliver ikke en nidkær fortaler for overholdelse af loven - ene og alene for dens egen skyld. Loven er skænket af Gud - for at hjælpe mennesket til at elske næsten og Gud. Loven skal naturligvis indskærpes og søges efterlevet. Loven er ikke blot blødsøden støtte og vejledning, som mennesket kan diskutere og relativere, loven er bud fra himlene, som mennesket skal følge.

En anden sag er så, at mennesket ikke af egen kraft formår at opfylde loven: Deraf opstår det princip, som Luther kalder lovens anden brug. Stillet over for loven indser mennesket, at det ikke formår at opfylde loven og deraf peger loven indirekte på Kristus, som alene kan skænke mennesket frihed fra loven: Alene med Kristi mellemkomst sættes mennesket fri af lovens trældom og slaveri. Ved Kristi mellemkomst kan mennesket modtage det glædelige budskab og sandhed, at det er sat fri til at elske Gud og næsten - frit til at elske, tjene og adlyde Gud og næsten i trofast tjeneste og lydighed. Et liv kaldet til herliggørelse, som er lovens tredje brug. Et liv efter helliggørelse i Kristus, som ikke er syndigt og selvoptaget, men et liv fyldt med oprigtigt gode og kristelige gerninger, hvor mål og middel altid skal være at tjene Kristus og lade sige drive af Kristus.

Efter at have holdt sin bjergprædiken hører vi om skarernes reaktion: "Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge". Vi hører om den særlige myndighed, som Jesus lærer med. En myndighed, som gør et stort indtryk på tilhørerne. Den myndighed, som Jesus har, har han naturligvis fra sin himmelske Fader, fra Gud, dels til at handle på Guds vegne, dels til at forkynde Gud ord. Ingen kan gøre som han, ingen kan tale som han, ingen kan lære som han. Hans lige findes ikke. Han er virkelig noget enestående. Det er det, som afspejler sig i tilhørernes reaktion på hans bjergprædiken.

Som antydet er Jesu bjergprædiken det mest grænsesprængende, der er givet til mennesker: Her forkyndes Guds rige og den radikalt nye situation, Guds søn bringer. Radikalt skal her ikke forstås som et politisk parti eller politisk intention. Historien viser - både i national og international sammenhæng, at de politikere, der har sagt de ville skabe nye verdensordner og indsætte en nye dagsorden med radikale reformer - deres politik er alt for ofte kuldsejlet, endda før, de fik begyndt.

Guds søn indstiftede ikke et politisk parti i sin forkyndelse eller i sin bjergprædiken, alligevel bringer Guds søn en ny verdensorden. Han bragte ikke reformer af livsstil eller moralsk forbedring hos mennesker. Han bragte ikke fromhedsreformer eller gerningsretfærdighed. Det, han bringer, skænker han mennesker gratis. Gratis er det modsatte af fortjeneste. Han indsætter et rige, som ikke er af denne verden, men som dog er i verden. Det rige skal bryde igennem, men er endnu ikke brudt helt igennem, så man kan sige: "dér er det" eller "dér er det ikke". Det rige giver han mennesker del i. Han er selv begyndelsen, vejen og målet i det rige. Det rige, som er Guds ubetingede kærlighed og nådige frelse til mennesker. I Jesus Kristus meddeler Gud sig helt og udelt med sin egen kærlighed, sit eget liv og blod, som han ikke sparer for mennesker. Tilmed går Guds søn i døden for at redde menneskers liv. Og han opstår fra døden. Hans forkyndelse, liv og gerning for menneskers skyld er langt mere end politik, livsstil og levemåde, det er Guds ubetingede kærlighed og Guds nådige forladelse af arme syndere.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer: 350 267 348 - 501 778 333

Asser Skude © 2008, redigeret siden



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post492

Syvende søndag efterTrinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 09 Jul, 2018 22:25:13

Evangelium til søndag den 15. juli 2018

Jesus sagde: "En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve."
Matt 10,24-31

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab

Overvejelser forud for prædiken

I søndags hørte vi om Jesu møde med den unge rige mand, og vi hørte, hvor bedrøvet den unge rige mand blev, da han måtte sande, at det ikke er uproblematsik at følge Jesus. At følge Jesus kræver det største offer for manden, herunder at give afkald på alt, hvad han ejede og følge Jesus. På samme måde i dagens evangelium, gør Jesus disciplene klart, hvad de går ind til ved at følge ham:

Dagens evangelium kan opdeles i to:
Første afsnit handler om, at disciplene kan forvente samme skæbne som deres mester: Med andre ord bør disciplene ikke bilde sig ind, at det vil gå dem meget anderledes end Jesus: De skal ikke slippe lettere, tværtimod vil de højest sandsynligt lide samme skæbne som han.

Anden del er den trøst, som disciplene måtte finde i, at de hverken behøver frygte noget menneske eller nogen menneskelig instans, for alene en er deres herre og det er han, som herre over liv og død, nemlig Gud Herren selv. Og vigtigst af alt, disciplene skal holde fast i det kald, som de er sat til. Og selvom den sandhed de prædiker nu er skjult for mange, skal der komme dage, hvor Gud vil åbenbare sin sandhed: "der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene".

Dagens evangelium er del af den tale, som Jesus holder til sine disciple, før han sender dem ud i verden. Dagens evangelium er del af Jesu såkaldte udsendelsestale til disciplene. Det er en tale, der er gennemsyret af omsorg og opmuntring, og det har disciplene hårdt brug for. Jesus ved, hvad de står over for, og spørgsmålet er, om de ikke også selv fornemmer alvoren i den tid, som de nu går i møde: En tid med forfølgelser pga. evangeliet, en tid med lidelse og svigt, dog også en tid med glæde, håb og oprejsning. Kort og godt forsøger Jesus at indgyde håb hos disciplene: En tro på at uanset, hvad der måtte ske, så har Gud greb om det hele. Disciplene behøver ikke at frygte noget. Gud er med dem. Disciplene skal forlade sig på Gud og Guds vilje. Gud har greb om alt. Som vi hørte i læsningen fra Prædikernes Bog, hvor Gud har Gud rummer alting:

"For alt hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at græde, en tid til at le,
en tid til at holde klage, en tid til at danse,
en tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne
en tid til at tale, en tid til at tie,
en tid til at elske, en tid til at hade,
en tid til krig, en tid til fred."

Anden halvdel af dagens evangelium er gennemsyret af Jesu formanende ord, som går igen: ”Frygt ikke”. Disciplene behøver ikke frygte dem, som vil forfølge dem eller slå dem ihjel pga. evangeliet. Alene en skal de frygte, og det er Gud selv. Gud er - når alt kommer til alt - den eneste, der i endegyldig forstand kan ødelægge både sjæl og legeme. Alene Gud har magt over liv og død: Gud er den, som skabte alting, og Gud er den, som opretholder alting. Så er det alene Gud, der kan tage alting tilbage. Så er det da alene Gud, disciplene behøver at frygte. Ingen verdens ting, hændelse, noget nuværende eller noget kommende behøver de frygte, men ene og alene skal de frygte Gud.

Som lektor ved Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet Aage Pilgaard har sagt: "Det betyder, at al sand frygt er gudsfrygt, og at sand gudsfrygt er en tillidsfuld forladen sig på Guds tilgivende barmhjertighed som den barmhjertighed, der overvinder både synd og død." (Prædikenvejledning, Præsteforeningens Blad, årgang 2002)

Jesus formaner en ubetinget forladen sig på og tillid til Gud, Guds godhed, vilje, almagt. Samtidig anvender Jesus ordet "frygt" i sin formaning. "Frygt" anslår det ansvar som påhviler disciplene. Meget får de skænket ovenfra, men der følger også pligter med:

De skal følge efter deres mester - prædike, helbrede og forkynde Guds ord. Et ansvar, som er en stor opgave, men samtidig også en udfordring, ja ikke uden problemer, for de får at vide, at de pga. evangeliet vil møde modgang. Disciplene får nærmest at vide, at det er tilstrækkeligt, når det går dem, som det vil gå ham selv, deres mester. Jesus siger: "Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester." Dermed siger Jesus, at vil disciplene høre ham til, så må de dele hans vilkår. Det indebærer muligheden for at blive afvist ligesom han, deres mester, selv er blevet afvist. Det indebærer muligheden for at blive beskyldt for at være djævlens udsendinge, og nogle vil endda forfølge dem på livet.

Set i lyset af Jesu efterfølgende passionshistorie ved vi, at deres mester skulle gå så grueligt meget igennem, før han skulle opstå i herlighed. Kan det så alligevel være en trøst for disciplene at få at vide, at de skal være glade til, blot det går dem ligesom deres mester? Kan det så være en trøst at få at vide, at disciplene skal være glade til, hvis de selv må lade livet ligesom deres mester?

Disciplene får ingen garanti for, at de vil blive skånet for lidelser i denne verden. De får tværtimod at vide, at vil de virkelig høre Jesus til, må de blive hans disciple - med hvad deraf følger. De må følge ham, og de skal være tilfredse - også hvis det går dem som deres mester.

Disciplene kan ikke gøre andet end at forlade sig på deres tro på Jesus: Er Jesus den, som de mener han er, er han Guds søn, og kan de tillidsfuldt bygge deres tilværelse op på hans kaldelse? Indtil nu har Jesus ikke fuldstændigt åbenbaret sig for dem. Først da han opstår fra graven og viser sig for dem. Guds herlighed er indtil videre skjult åbenbaret i Jesu liv, død og opstandelse. Først fuldstændigt vil Guds herlighed blive åbenbaret den dag, hvor Gud kommer i skyerne i herlighed fra det høje.

Da skal det, som disciplene har forladt sig på, forkyndes vidt og bredt. Da skal det, som Jesus har talt til dem i mørket, tales ud i lyset. Da skal det, som blev hvisket dem i ørene, prædikes ud fra tagene.

Indtil da, skal disciplene leve i den uvished og uafklarethed, at de ikke gør sig endeligt begreb om verdens gang, og hvad Gud vil gøre, og hvordan Gud vil bruge sine disciple.

Præcis som i vores liv og i ethvert menneskes liv, her totosind år efter lever enhver, som er grebet af troen med den samme dobbelthed: Vi lever med en uafklarethed, man kunne fristes til at sige utryghed og usikkerhed. Vi håber og tror, og vi søger vished, vi oplever Guds nærvær, men til tider også det modsatte. Vi lever i et spændingsfelt at tro, men også af tvivl, af glæde, men også af smerte, af håb, men også af fortvivlelse, af kærlighed, men også af had.

Som mennesker er det vores lod, at vi intet begreb kan gøre os om verdens gang eller Guds vilje, uanset hvor mange anstrengelser, vi end måtte gøre os. Blandt andet kunne vi til tider tænke, at hvis det er det rigtige, vi tror på og kæmper for, hvornår bliver det så klart for alle andre også at den Gud, som vi bekender os til, er den eneste sande Gud?

For når vores Gud er den eneste sande Gud, hvornår skal resten af verden indse, at Gud er den, som kom til verden for at åbenbare sin vilje? Og at den eneste sande Gud er han, som frelste verden, ved selv at komme til verden gennem sin søn, Jesus Kristus, leve, dø og opstå? Og at Gud på den yderste dag, vil sende sin søn til verden for at dømme levende og døde? Og at de, som bekender sig til ham, skal gå fri og arve hans rige, evigt liv, i fred og glæde og kærlighed imellem Gud og mennesker?

Og samtidig får vi i dagens evangelium den indirekte trøst, at intet menneske skal gøre sig nogen som helst timelige bekymringer, men alene gøre eet: Nemlig frygte Gud, og Gud alene. Og med Pilgaards udlægning af frygt, så indebærer det at frygte Gud en tillidsfuld forladen sig på Gud. For mennesket skal lægge alle bekymringer over på Gud og lade Gud råde. Der er en tid for alting, og Gud vil råde - også over alt det, som mennesket ikke kan gøre sig begreb om: "Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med, han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneske verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør." (Prædikernes Bog, kapitel 3)

Det, som mennesket ikke formår af sig selv, formår Gud i Kristus Jesus. Af sig selv kan mennesket ikke frelse sig selv eller redde sig selv, men ved Guds mellemkomst i Kristus Jesus er det blevet muligt. Fordi mennesket er af kødet og under loven, og ikke kan frelse sig selv fra loven, er det alene Gud i Kristus Jesus, der formår dette. Ligesom Luther henviser til i lovens anden brug, den åndelige brug: Af sig selv kan mennesket ikke holde loven, så derfor peger loven indirekte på Kristus, som mennesket behøver for at blive frelst fra dets selvtilstrækkelighed:
"Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov. Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden.", som apostlen Paulus skriver i Romerbrevet kapitel 8, vers 1-4.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

- forslag til salmer: 6 355 41 – 509 726 502

- Asser Skude © 2008, redigeret siden



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post491

Sjette søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 09 Jul, 2018 22:21:10

Evangelium til søndag den 8. juli 2018
Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: "Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?" Han svarede ham: "Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!" Han spurgte: "Hvilke?" Jesus svarede: "Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor! og Du skal elske din næste som dig selv." Den unge mand sagde: "Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?" Jesus sagde til ham: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!" Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende. Og Jesus sagde til sine disciple: "Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige." Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: "Hvem kan så blive frelst?" Jesus så på dem og svarede: "For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt."
Matt 19,16-26

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken

I læsningen fra Det Gamle Testamente hører vi om Gud, der taler til jøderne, og Gud giver dem de ti bud. Også i dagens evangelium hører vi om de ti bud: Jesus taler med en ung og velhavende mand om, hvad der skal til for at arve evigt liv. Og Jesus indskærper over for den unge mand, at han skal holde budene, om han vil have evigt liv.

Umiddelbart er det svar, Jesus giver, et svar, som enhver anden jøde ville give - dengang som nu: De ti bud var og er en integreret del af den jødiske kultur og den jødiske moral - og overholdelse af de ti bud må tænkes med for at forstå, hvad der kræves for at være en god jøde: Som Jesus siger i dagens evangelium: "Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor"

Selvom de ti bud måske ikke ligger øverst i den moderne danskers bevidsthed og dagligdag, ligger budene alligevel bag meget af den lovgivning vi har i vores sekulariserede samfund. Det er f.eks. strengt forbudt at slå ihjel, vidne falsk, stjæle osv. Men budet om at holde Guds navn helligt og budet om at komme hviledagen ihu er svær at få øje på i den moderne lovgivning. Dette blot sagt som en konstatering.

Som sekulariserede og moderne mennesker er vi danskere frie som aldrig før: F.eks. tillader mange sig at trodse det andet bud om at holde Guds navn helligt - og mange bander og sværger åbenlyst, også selvom det stadig støder og forarger en del mennesker, ikke mindst den ældre del af befolkningen. Og det sjette bud, om ikke at bryde ægteskabet, ser ud til næsten halvdelen af os ikke længere holder helligt.

At det forholder sig sådan viste en undersøgelse, der blev offentliggjort for nogle år siden af Forskningsenheden under Rockwoolfonden. Man havde spurgt et stort antal danskere om deres moral og deres syn på, hvad man kan tillade sig og ikke kan. Og man sammenlignede i undersøgelsen med en tidligere undersøgelse af danskernes moral.

Ifølge undersøgelsen er danskernes moral for nedadgående. Hvor to ud af tre danskere 20 år tidligere mente, at det er forkert at lyve til egen fordel, mener i dag kun én ud af tre det samme. Tidligere mente tre ud af fire, at de aldrig ville beholde fundne penge. Også dét har ændret sig til det modsatte. Således kunne en lærer fra en skole på Vesterbro fortælle følgende historie: "For nylig stillede jeg min 10. klasse spørgsmålet: "Hvad er forskellen på en skurk og en engel?" Svaret, som en elev kom med, lød: "Hvis du finder en pung på gaden, så er skurken den, der tager rub og stub, mens englen lader noget blive tilbage!""

I det syvende bud hedder det f.eks.: "Du må ikke stjæle". Ifølge Rockwoolfondens undersøgelser har hver femte dansker stjålet i en butik, og hver tiende dansker har stjålet en cykel. Umiddelbart lader det til, at det syvende bud er gået i glemmebogen.

I følge undersøgelsen lader kun hver anden dansker sig forarge over forsikringssnyd, og hver sjette dansker vil ikke afvise at lade sig friste til socialt bedrageri. Hvordan kan det være det forholder sig sådan? Hvorfor forarges vi ikke i samme grad som tidligere over uretten?

Skyldes det ligegyldighed, som vi tilsyneladende i stigende grad udviser over for hinanden? At vi ikke vil blande os i, hvad hinanden gør? At vi for alt i verden ikke ønsker at fremstå som moralister?

Kan denne tilsyneladende ligegyldighed og resignation, som vi udviser over for hinanden, også samtidig være et udslag af vores fortravlede og individualiserede liv? Vi lever mere og mere hver i vores små cirkler, og vi færdes ikke uden for dem. Er vi er blevet os selv nærmest, og er vores nærmeste så at sige røget ud af vores synsfelt?

For burde det ikke netop komme os ved, om naboen f.eks. snyder i skat? Godt nok findes der ikke noget bud, hvor Gud siger: "Du må ikke snyde i skat." Men tænk på, hvor mange penge ekstra, der ville komme ind til vores samfundets bedste, hvis enhver svarede sit. Der snydes hvert år for milliarder i skat. Nogle siger det er 10 milliarder, hvilket burde være nok til både at fjerne alle ventelisterne på sygehusene øjeblikkeligt samt skaffe hjemmehjælp til alle svage ældre medborgere i det danske samfund.

Nationalt set kan skattesnyderiet i sidste instans ende med at syge og svage mennesker ikke tilbydes den optimale hjælp og behandling. Groft sagt: Vores ligegyldighed over for den økonomiske basis for vores velfærdssamfund betyder andres lidelse og i værste fald andres død.

Skyldes vores opførsel at vi i bund og grund ikke ikke tør se hinanden i øjnene og indrømme, at vi har brug for hinanden? Er det fordi vi er bange for at vi skulle opdage at vi tværtimod er livsvigtige for hinanden?

Præsten og digteren Johannes Møllehave har engang sagt om de ti bud: "Budene er en del af vores liv. Det er indirekte mord, at vi er ligeglade med hinanden. De ti bud har kun én forudsætning, og det er, at man elsker og gør det spontant. Det modsatte er kulde, ensomhed, ingen kontakt, og det er konsekvensen af, at det ikke længere er den spontane kærlighed, som livet drejer sig om."

Dagens evangelium handler netop om den spontane kærlighed, der går forud for overholdelsen af de ti bud. Den spontane kærlighed har den unge mand tilsyneladende glemt, da han henvender sig til Jesus. Han er tilsyneladende mest optaget af, hvad han skal udrette - altså hvilke bud han skal overholde. Men kærligheden til næsten og kærlighed til Gud kan han ikke komme om ved - alene ved nidkært at overholde budene.

Selvom Jesus i sit svar til den unge mand henviser til budene, er det ikke fordi Jesus mener, at overholdelsen af budene alene gør, at nogen arver evigt liv. Det ville være en overfortolkning af Jesu ord, hvis alene gerningerne skulle være afgørende for frelsen. Det ser vi også i Jesu kommentar til den unge mands frejdige og spontane svar, da den unge mand svarer, at han skam har holdt budene fra ungdommen af.

Jesus hæver samtalen op på et højere plan og begynder at tale om at være fuldkommen. At være fuldkommen vil kræve mere af den unge mand end han endnu har præsteret. At være fuldkommen vil kræve mere end blot nidkært at overholde budene.

Og de krav, om at være fuldkommen, som Jesus stiller er disse: Den unge mand skal sælge alt, hvad han ejer og give det til de fattige, og så skal han følge Jesus. Jesu krav om hvad der kræves for at være fuldkommen bedrøver den unge mand. For det vil han ikke og det kan han ikke. Og derved slår Jesu forkyndelse endnu en gang fast, at kravet om efterfølgelse er kategorisk og kan ikke fortjenes - heller ikke med slavisk overholdelse af budene.

Det er simpelthen ikke tilstrækkeligt. Og det bliver heller ikke tilstrækkeligt. Den unge mand vil ikke nogensinde være god nok – pga. af sine gerninger. Uanset hvor meget godt han gør. Uanset at han ikke bryder budene. Det kan ikke gøre ham retfærdig. Det kan ikke gøre ham fuldkommen. Deri består den unge mands ulykke. At han troede sig salig gennem, hvad han gjorde.

Den unge mands indlysende dilemma er også hans rigdom, som han ikke vil give afkald på. Den rigdom, som adskiller ham helt konkret fra at tage imod Jesu opfordring om at gøre ham følgeskab. Den unge mands rigdom kommer derved til at stå i vejen for at hengive sig helt og udelt til Gud og næsten. Den unge mands rigdom binder ham - og han er ufri og kan heller ikke handle spontant og ubekymret.

Den unge mands rigdom - ville nogen måske mene - er den unge mands held og burde gøre enhver misundelig. Men det evangeliske og glædelige ved dagens budskab er faktisk det modsatte. At rigdommen i den unge mands tilfælde gør ham ufri og ude af stand til at handle i nuet. Den rigdom giver den unge mand bekymringer om, hvad han kan og ikke kan. Så i stedet for at gøre den unge mand fri, gør rigdommen den unge mand bundet og ufri.

Enhver som ikke er bundet op af penge og bekymringer, burde derfor glæde sig over dagens evangelium, for hvilke muligheder ligger der ikke og venter for den, som ikke er hovedrig og samtidig ønsker at blive fuldkommen og følge Jesus?

Selv enhver hovedrig burde kunne se - i bagklogskabens ulidelide klare lys - at den unge rige mand begik en brøler ved ikke netop at kaste al rigdom bort. Hvis den unge rige mand havde vidst, at Jesus kom til at blive verdenshistoriens mest indflydelsesrige person for de følgende totosind år, havde den unge rige mand nok ikke så let afslået tilbudet om at følge med Jesus. Så havde den unge rige nok med glæde og spænding forladt alt for at blive en af de tolv disciple og måske en af de første til at stifte menigheder og blive berømt i sin hjemby og resten af verden og få kirker og meget andet opført i sit eget navn, ligesom f.eks Peters kirken i Rom osv , men vigtigst af alt gå og leve sammen med Guds søn, alle tiders vigtigste skikkelse - den vildeste oplevelse for livet, som penge ikke ville kunne købe den unge rige mand nogensinde.

(Det ville da være prisværdigt om alle landets love og bud og forbud blev overholdt, og i den sammenhæng kunne man tale om lovens første og civile brug, som Luther taler om. At lovene hjælper mennesket og retleder det til opbyggelsen af et samfund med lov og orden - modsat lovløshed og anarki.

Lovens anden brug, som Luther taler om, er den åndelige brug, som peger hen imod Kristus. For intet menneske formår at overholde alle budene til alle tider - også selvom mennesket gerne ville - og dermed peger loven mennesket hen på dets syndige natur, at mennesket er bundet af sin egen vilje - og hensynet til egne interesser. Med andre ord: Budene viser mennesket hen på, at mennesket er og bliver en synder, der ikke af egen kraft kan frelse sig selv, men har brug for Guds indgriben og frelsen i Jesus Kristus. Kun ved Guds mellemkomst kan mennesket frelses.

Loven peger hen på evangeliet om ham, som vil gøre det muligt for mennesker at blive frelst fra deres egen utilstrækkelighed. Alene en, nemlig Gud, formår at gøre det som skal gøres - hverken mere eller mindre. Og alene en, nemlig Gud, kunne gøre det, som mennesker ikke kunne. Nemlig at frelse mennesket fra dets selvoptagethed og selvkærlighed. Alene en kunne gå i døden – uskyldig dømt – og tage denne verdens skyld og skam på sine skuldre – for at frelse verden, Jesus Kristus, Guds egen søn. Alene for Gud er det muligt at få mennesket gennem det nåleøje til Himmerig. Uanset det menneske er rig eller fattig er det ikke muligt for mennesket alene, men for Gud er det muligt.

Melanchton (og ikke Luther) taler sågar også om lovens tredje brug: At loven foruden disse to brug har en tredje brug: Den kan bruges af de kristne, der er blevet omvendt, som rettesnor for det nye liv.)

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

- forslag til salmer: 392 309 493 – 369 726 353

- Asser Skude 2008 ©, redigeret siden



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post490

Femte søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 12 Jun, 2018 08:59:39

Evangelium til søndag den 1. juli 2018
Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: "Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?" De svarede: "Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne." Så spurgte han dem: "Men I, hvem siger I, at jeg er?" Simon Peter svarede: "Du er Kristus, den levende Guds søn." Og Jesus sagde til ham: "Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene." Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus. Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: "Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!" Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: "Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil." Da sagde Jesus til sine disciple: "Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?"
Matt. 16,13-26

- Den Kongelige Autoriserede Oversættelse, Det Danske Bibelselskab 1992 ©

Overvejelser forud for prædiken i forbindelse med rytmisk gudstjeneste kl. 10.30 søndag den 1. juli 2018 i Bellahøj kirke


Første del af dagens evangelium er det skrifts ord, som den katolske kirke bygger sin grundvold på. De ord af Jesu mund er den katolske kirkes argument for pavedømmet og kirkens autoritet. Disciplen Simon Peter kaldes af Jesus til at være den klippe, som kirken skal bygges på. Som Jesus selv siger i dagens evangelium: "du er Peter og på den klippe, jeg vil bygge min kirke”. Der er et ordspil mellem (til)navnet Peter, og at Peter kaldes til at være en grundvold for kirken, for "petros" betyder simpelthen "klippe".

I den katolske kirke og tradition kaldes Peter for apostelfyrsten. Peter er førstemand af apostlene, han er leder af apostlene og leder af apostelgruppen. Han er den første blandt ligemænd, på latin kaldet "primus inter pares". I den katolske tradition ophøjes Peter til den første og største blandt apostlene - og deraf kommer traditionen med ham som den første pave, hele pavedømmet og pavekirken, som den katolske kirke kaldes (om end lidt polemisk af dens modstandere). Og byen, hvor Peters jordiske rester er begravet er Rom, hvor han led martyrdøden, og hvor hans tilhængere samledes og mindedes ham. Siden blev den første Peters kirke opført over hans grav - og siden den nuværende Peters kirke, som ubetinget er hele den katolske kirkes største helligdom.

Egentlig var det tanken, at den katolske kirke skulle dække hele jorden og være kirke for alle på jorden. Rent sprogligt betyder "kat-holos" ligefrem "for hele verden", dvs. at den "katolske" (kirke) er "kirken for hele verden og alle folk".
Sådan er det ikke gået.

Anden del af dagens evangelium er af en helt anden karakter. Her er temaet den lidelse og død, som venter både Guds søn, men også disciplene og enhver, som vil følge Jesu ord: Jesus siger selv: "Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det, men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det."

Det er med andre ord en barsk omgang, der ikke er til at komme uden om. Jesus advarer direkte om de omkostninger, der vil komme for den, som følger hans ord. Helt konkret er det forbundet med akut livsfare for de første, som vælger at følge ham. De første, som lader sig døbe for at følge ham, bliver ofte forfulgt, tortureret og henrettet. De er såkaldte "martyrer" og dør for deres blotte vidnesbyrd. Læg mærke til at "martyrium" er græsk for at "vidne om noget". De vidner om at de tror på Kristus, og derfor henrettes de. Og ikke fordi de ønsker at dø, blot fordi de er ærlige og modige nok til at stå ved det valg.

Heldigvis dør ikke længere i vor tid kristne for deres tro. I hvert tilfælde på vores breddegrader. Det gør til gengæld kristne under andre himmelstrøg – og vel og mærke for blot at lade sig døbe (og få et kristent navn). Selvom ingen i vore dage under vores himmelstrøg lider døden for at lade sig døbe, så er der omkostninger ved at følge Jesu ord og tage hans kors op, som Jesus selv taler om i dagens evangelium:

Som den verdensberømte filosof og teolog Søren Kierkegaard også gør opmærksom på i "Kjerlighedens Gjerninger" er det at fortie sandheden, om nogen gik ind til den kristne tro og ikke havde fået at vide de alvorlige konsekvenser, som følger deraf: At tage Jesu kors op og følge ham, gør ikke livet nemmere, tværtimod, det kræver mod, styrke og udholdenhed – omvendt kan den enkelte så også leve hver dag med evighedens perspektiv for øje. Eller det som nogen ville kalde Dommens dag for øje.

De, som ikke lever med evighedens perspektiv for øje kan tage anstød af Jesu ord og afvise det og derved stille sig selv uden for det fællesskab. Som dagens epistel taler om, og som nogen kalder den dobbelte udgang, findes der både en frelse for nogen, og en fortabelse for andre. I epistlen står: "men for dem, som ikke tror..."en anstødssten, en klippe til at snuble over", det er dem, der tager anstød i deres ulydighed mod ordet, "og dertil var de også bestemt". Epistlen taler her ligefrem om, at de som tager anstød endda er bestemt dertil, det som teologihistorien kalder "prædestinationslæren".

Det er diskussionen om, hvorvidt mennesket er forudbestemt til frelse eller fortabelse. Det er især spørgsmålet om forudbestemmelse til fortabelse, der vækker størst forargelse og diskussion blandt mange. Herhjemme og i vores lutherske tradition var det en diskussion mellem Calvin og Melanchton/Luther. Calvin var fortaler for prædestination, mens Melanchton/Luther var mere tilbageholdende, ikke mindst for Luthers vedkommende, hvor tanken om, at nogen skulle fortabes på forhånd, stred mod Luthers forestilling om Guds kærlighed og ønske om alles frelse.

Personligt deler jeg Luthers håb om en frelse for alle, og jeg frygter naturligvis fortabelse og synes helt indlysende det ville være ubarmhjertigt og ukristeligt, hvis nogen på forhånd – selv før deres fødsel – allerede var forudbestemt til fortabelse. Omvendt kan den del af Folkekirken, som betegner sig selv som "klassiske" eller "evangelikale" og ser sig som kirkens grundvold og bærere af kirkens lære have en pointe i, at alting ikke er lige meget, og at der er alvor bag Jesu ord og lære, og at der er en konsekvens for dem, som tager anstød og afviser evangeliet.

Nogle vil kunne indvende, at det sidste også er noget andet end prædestination, da de, som selv lever og tager anstød, netop træffer det valg i levende live, og det gør endnu-ikke fødte ikke, for hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Kan man træffe valg før man bliver født? Det er tankespind og en form for sværmeri at spekulere over sådanne forhold. Og er der noget den lutherske tradition ikke er, er det ikke sværmeri eller højtflyvende tanker. Luthersk tradition har fokus på det givne og levede menneske- og kristenliv, ikke på et liv før livet.

Naturligvis skal et kristenliv afspejle troen, håbet og kærligheden i praksis - både til Gud og til næsten. Det giver Luther selv helt konkrete og ligetil anvisninger på i sin ”Lille Katekismus”, der er skrevet til almindelige mennesker på et almindeligt hverdagssprog og som er alt andet end sværmeri og højtflyvende tankespind. Luthers lære og katekismus forpligter enhver kristen til at handle og leve på Jesu bud og ord - i kald og stand - og efter bedste evne.

Dagens evangelium handler om det ansvar, som Jesus overdrager til sine disciple. Ansvaret for at følge efter - nu hvor den svære tid kommer. I relation til dagens evangelium, hvor Jesus taler til Peter, handler evangeliet om, at nu er Jesus selv på vej til Jerusalem, hvor han skal gå igennem fornedrelsen og lidelsen, endda døden. Nu er det, at tiden nu er kommet, og hvor disciplene kan vise om de er deres opgave voksen: Vil de være i stand til at løfte arven efter deres herre?

Det er en enorm opgave, der venter - ikke mindst for Peter. For Peter har ingen særlige forudsætninger for at påtage sig opgaven. Nok er han kvik, og hans øjne er blevet åbnet for, at Jesus er Guds søn. Bemærk at Peter er den Peter, der siden fornægter - da der kommer trængsel.

Ikke desto mindre er det samme Peter, som Jesus betror nøglemagten. Det er om noget et eksempel på, at Gud vil og kan bruge småfolk. At Guds søn kan bruge en som Peter, der både fornægter og svigter. Det er eksempel på Guds barmhjertighed. Det er et vidnesbyrd om at Gud kan bruge mennesker, med og på trods af menneskers svagheder og ufuldkommenheder.

Gang på gang hører vi i de bibelske historier, at Gud kan bruge helt almindelige mennesker. Også selvom de prøver at undslå sig, også selvom de undertiden svigter. Sådan tror jeg også gælder for os, som udgør de levende stene i Guds kirke. Til det hellige præsteskab skal vi alle regnes, os alle som er døbte. Alle har vi en særlig rolle en særlig forpligtelse til at videreføre og viderebringe det budskab og den opgave, som vi er kaldet til. Vi er, i kraft af dåben og det budskab, som vi er kaldet af, "Guds udvalgte, hellige og elskede" (apostlen Paulus Kol. 3,12)

Uanset hvor gerne vi end måtte undslå os. Uanset hvor gerne vi end ville flygte fra vores forpligtelser og ansvar. Og uanset hvor meget vi end måtte slå os i tøjet ligesom Jeremias i dagens gammel testamente læsning og forsøge at løbe fra vores ansvar. Uanset hvor ofte vi måtte svigte, ligesom Peter svigtede, så kan og vil Gud bruge mennesker.

Til os alle gælder de ord, som Peter siger i dagens epistel: "I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mærket til sit underfulde lys, I som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed."

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

- salmeforslag: 3 296 289 - 295 778 11

- Asser Skude 2008 ©, redigeret siden

  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post489
« PreviousNext »