Asser Skude

Asser Skude

13. s. e. Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 07 Sep, 2017 12:01:29

Evangelium
"Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.
Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: "Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?" Han sagde til ham: "Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?" Manden svarede: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv." Jesus sagde: "Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve." Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: "Hvem er så min næste? Jesus svarede og sagde: "En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?" Den lovkyndige svarede: "Han, som viste ham barmhjertighed." Og Jesus sagde: "Gå du hen og gør ligeså".
Lukas kap. 10, v. 23-37.

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for søndag den 10. september 2017

- Lignelsen om den barmhjertige samaritaner

Når der kommer en hen til Jesus og spørger "Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?", så er det ikke af interesse eller nysgerrighed, men det er for at fange Jesus på ord. Det er en lovkyndig, som vil have Jesus af vejen og en, som ikke skyr nogen midler for at finde noget, han kan bruge på ham.

Samtidig med at spørgsmålet til Jesus er en fælde, så er spørgmålets præmis fra starten helt gal: Intet menneske kan gøre noget, hvorved det menneske frelser sig selv. Intet menneske præstere tilstrækkeligt, hvorved det derved fortjener frelsen.

Derfor giver det ingen mening, når spørgsmålet hedder "Hvad skal jeg GØRE for at arve evigt liv". Du skal lige præcist intet gøre, for frelsen skænkes ufortjent, på latin kaldet "gratis". For mennesket skal ikke gøre sig fortjent til Guds kærlighed og frelse. Mennesket er allerede elsket af Gud. Gud har allerede elsket mennesket først, derfor er det eneste noget mennesket er pligtig, dette ene, at blive i kærligheden, for Gud er kærlighed.´, som det hedder i 1. Johannesbrev kapitel 4: "Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder."

Og sådan forkynder Jesus ved flere lejligheder og i flere af sine lignelser. Gud er kærlighed. Kærlighed er ikke noget, man gør sig fortjent til, kærligheden er der bare fra Guds side, og mennesket frelses ikke af sine gerninger. Mennesket frelses af troen alene.

Til trods for at spørgsmålet i dagens evangelium er en fælde og til trods for at spørgsmålets præmis er gal, går Jesus alligevel ind på mandens tankegang og spørger ham uddybende: Hvad læser du selv ud af Loven?

Det svar, som manden kommer med kaldes "det dobbelte kærlighedsbud", dvs. du skal elske Gud og du skal elske næsten som dig selv. Det er rigtigt, det er det største bud i Loven, men frelse noget menneske kan det ikke. Og selv hvis det kunne: Hvilket menneske kan i ramme alvor hævde at det til punkt og prikke - og til alle tider - har holdt det største bud i loven - elsket Gud og elsket næsten som sig selv?

Det er dog rigtigt at vil nogen elske Gud, må det menneske elske næsten, som Gud har skabt. Ingen kan hade sin næste, som han ser og kender, men elske Gud, som han ikke har set - jf. første Johannesbrev. For mennesket er skabt i kærlighed og er skabt til kærlighed. Derved tjener det også Gud bedst at elske Gud og elske næsten som sig selv. Det er det største bud, det dobbelte kærlighedsbud.

Læg øvrigt mærke til, at Jesus svarer manden, at hvis han gør alt dette, så "skal du leve", ikke "så vil du blive frelst". Når Jesus siger "så skal du leve", er det altså ikke det samme som frelse, men det er tilstrækkeligt til kunne holde sig selv ud. Det er tilstrækkeligt til at være et anstændigt og ordentligt menneske, dette dobbelte kærlighedsbud, at elske Gud og elske næsten. Mere end dette kan man ikke forlange af noget menneske.

Alligevel fortsætter manden med sine spørgsmål og spørger igen - for at retfærdiggøre sig selv: "Hvem er min næste?" Og husk på, det er ikke fordi manden ønsker at vide svaret, Det er stadig for at fange Jesus på ord. Og i stedet for at udpensle for manden præcis, hvem næsten er, gør Jesus det overraskende, at han fortæller lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

Den lignelse overrasker og provokerer. For den lignelse giver et andet svar end spørgeren kunne forvente: Den lignelse handler ikke om, at næsten er en som skal være genstand for ens egen godgørenhed og selvretfærdighed. Næsten er ikke en som skal være passiv modtager af ens egen selvtilfredshed og ens egen selvforherligelse.

I dagens lignelse er det næsten, der gør alt det rigtige, det er næsten, som er der for den nødlidende. Det er næsten, som er der for dig, og ikke næsten, som du kan gøre noget for. Sagt lidt mere firkantet: I dagens evangelium er budskabet, at du ikke kan vide, hvorfra hjælpen kommer og hvem der er din næste. Samtidig er næsten i dagens lignelse en person, som tilhørte en gruppe i samfundet, som mange hadede og så skævt til. Mange latterliggjorde samaritanerne for deres Gud, tro og praksis. Alligevel anvender Jesus i dagens evangelium en samaritaner som et forbillede!

Samaritaneren havde ikke behøvet al det besvær for den stakkels forkomne mand i vejkanten. Alligevel gjorde samaritaneren det - og derved var samaritaneren den bedste ven i nøden for den forslåede stakkel i vejkanten. Derved var samaritaneren der for sin næste. Derved gik samaritaneren ud af sin vej for sin næste.

Og vigtigst af alt: Derved var samaritaneren den næste, som enhver måtte ønske sig. Tænk at der findes så hjælpsom og sød og gavmild en person. Så synes selv den værste medfart til at holde ud, når bare hjælpen er nær og ens næste er ligesom den barmhjertige samaritaner.

Dagens lignelse lægger naturligvis op til at enhver bør stræbe imod at være hjælpsom og barmhjertig - ligesom samaritaneren. Enhver må arbejde på sin næstes glæde. Enhver bør være der for hinanden. Enhver bør elske sin næste, fremfor at have nok i sig selv.

Dagens lignelse bringer det overraskende budskab, at din næste ved du ikke hvem er. Den hjælp du vil få, ved du ikke hvor vil komme fra. Måske vil det være fra en, du ikke kender. Ingen kunne have forudset, at det var samaritaneren der ville hjælpe den forslåede stakkel. Det var imod alle odds. De fleste ville have troet præsten eller levitten, de to fromme, gode mennesker hjalp. Det gjorde de bare ikke. De var der ikke for den forslåede stakkel. De var der ikke næste for den forslåede.

Næste for den stakkel var en som mange ikke regnede for noget. En, som samfundet havde lagt for had og spottede. Men hjælp er hjælp og tænk at hjælpen kunne komme fra en fremmed, en med en anderledes tro!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

forslag til salmer: 365 309 164 - 360 476 728

- Asser Skude 2009 ©



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post468

12. søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 25 Aug, 2017 12:26:10

Evangelium
Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: "Effatha!" – det betyder: "Luk dig op!"
Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: "Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale."
Mark 7,31-37

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for morgenandagten kl. 8.30 tirsdag den 29. august 2017

- Helbredelsen af den døvstumme

Selv med forstanden er det vanskeligt at gribe, hvor forfærdeligt det har været for denne døve og næsten stumme mand: Han er fanget i sin egen krop, han kan ikke kommunikere eller forstå omverden på samme måde, som alle andre. Han lider af et svært handikap. Nogen ville kalde ham hjælpeløs, levende død. På Jesu tid var man virkelig prisgivet sine omgivelser, hvis man led af handikap. Det var afgørende om der var hjælpsomme mennesker i ens nærhed. Hvis ikke, var det bare ærgerligt.

Heldigvis er der søde og hjælpsomme mennesker, som bringer denne handikappede til Jesus og gør opmærksom på hans ulykkelige situation. Denne hjælp fra andre og denne tro fra andre på, at manden kan få hjælp, kaldes også "den stedfortrædende tro", Johannes Nissen i Præsteforeningens Blad, 1997, s. 707 ff.

Personligt er jeg rørt over denne stedfortrædende tro og denne hjælpsomhed fra andre. På en måde mere bevæget af de andres hjælpsomhed end, at Jesus helbrede:

De andre kunne jo bare havde ladt ham i stikken. De behøvede ikke komme med ham. Alligevel gjorde de det! Det er sådanne mennesker, der kommer til undsætning, der med til at gøre forskellen for manden i dagens beretning. Og uden Jesus havde det naturligvis ikke været muligt for manden at blive helbredt. Og uden vennerne havde miraklet ikke fundet sted, for så var manden slet ikke kommet frem til sin helbredelse.

Om selve helbredelsen hører vi, at Jesus tager imod den døv-stumme, og Jesus forlader menneskemylderet "og tager ham afsides, væk fra skaren". Med tegn og handling går Jesus i gang med at helbrede: Jesus spytter på sine fingre og stikker dem i mandens ører, hvorefter han igen spytter på sine fingre og rører ved mandens tunge. Brugen af spyt i forbindelse med helbredelse var ikke usædvanlig på Jesu tid, man mente det kunne have en positiv effekt.

Det næste som sker, er, at Jesus sukker. Det græske verbum for at "sukke", betyder egentlig "klage" eller "stønne". Der er tale om en ægte medlidenhed. Jesus lider sammen med manden. Også her kunne man tale om stedfortrædelse: Det er som om at Jesus træder i mandens sted, mærker og føler mandens handikap.

Og "Jesus så op mod himlen". Det er ikke fordi Jesus bebrejder himlene mandens handikap, det er snarere en bøn sendt til himlene om, at måtte denne mand undslippe sine lidelser.

Og da Jesus befaler: "Luk dig op" sker det: Mandens ører "lukkede sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst". Mandens tale- og hørehandikap forsvinder på Jesu blotte ord. Bemærk at Jesu ord er performative, dvs. de udretter, det, som de udtrykker. Når Jesus siger det, så bliver det, som han har sagt det.

Efter den mirakuløse helbredelse af stumheden og døvheden, forbyder Jesus manden at fortælle nogen om det. Det kan naturligvis undre, for hvorfor skulle manden da ikke netop fortælle alle og enhver om hans glædelige og uforklarlige helbredelse, hans nye livssituation?

Grunden kan være, at Jesus vil undgå hysteriet og fanatismen omkring helbredelserne: Det er ikke underne i sig selv, Jesus er kommet for. Nok er de en del af hans virke, de er snarere en forsmag på det Guds rige og den herlighed, som venter. De er tegnhandlinger, der peger fremad, henimod den kommende herlighed, det Guds rige, som Jesus forkynder, og som han selv bringer. Jesu undere er altså tegn på, at Guds rige er brudt ind i historien.

Den såkaldte Messias-tid er på vej. En tid, hvor Gud skal besøge sit folk. Tegnene på den tid er, som profeten Esajas siger i kapitel 35, vers 5 f.: "Da skal bindes øjne åbnes og døves ører lukkes op." Gud skal genoprette den orden, som var fra begyndelsen. Som der står i 1. Mosebog, kapitel 1, vers 31: "Gud så alt, hvad han havde skabt, og Gud så, hvor godt det var". Den gamle skabelsesorden etableres igen. Det er den nye virkelighed, som vidnerne til dagens helbredelse konstaterer: "Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale."

Med Jesu Kristi komme er frelsen altså kommet til mennesker, og den gælder ikke alene sjælens frelse, men også legemets. At blinde bliver seende, døve hørende, stumme talende, syge raske og fangerne sættes fri, ja, den nye virkelighed etableres på linje med, at Jesus forkynder Guds riges komme og Guds nåde forkyndes.

Evangeliet om helbredelsen af den døvstumme er altså ikke kun en underberetning. Det er et evangelium, der formidler håb. Der fortælles idag om et menneske, som er ramt af håbløshed, og som alligevel modtager et nyt håb. Johannes Nissen kalder det en "håbshistorie". Gud er kommet til mennesker og en ny og bedre tid er på vej. En tid, hvor det tabte skal genvindes, en tid, hvor det som var håbløst ud, igen skal lykkes, en tid, hvor skaberværket skal genoprettes, alle vores sanser skal vi igen tage i brug, som de var tiltænkt:

F.eks skal talens brug skal anvendes til at lovprise Gud for skaberværket. Og talens brug skal anvendes til at skabe nærhed og forståelse med hinanden. Talens brug skal forbinde, ikke skabe afstand. Det er et billede på den fremtid, der venter, og som vi håber på.

En fremtid, som kan være langt fra vores liv og dagligdag. Når vi føler os alene og isolerede. Når vi ikke kan sætte ord på vores lidelser og ord på vores desperation.
Vi lever måske som "levende døde". Nok trækker vi vejret og sover og spiser, men uden menneskelig kontakt og nærvær: Når vi rammes af sorg, smerte, men ingen har, som vi kan dele vores følelser og frustration med. Uanset hvor meget vi måtte ønske det, magter vi ikke at dele det. Og vores omgivelser magter det heller ikke! De undlader at tale om det, der egentlig burde tales om. Vores omgivelser ser ikke de tegn, der kommer fra os, når det er galt, når livet gør ondt.

For har vi ikke en tendens til at isolere dem, der har det svært og bærer på byrder, som ingen tør tale om, og som ingen vil lægge øre til? Nok har vi talens og ørets brug, men vi anvender dem ikke som det var tænkt. Det kunne man også kalde en fænomenologisk erfaring af syndens virkelighed: Nemlig, at der er afstand imellem mennesker, selvom der ikke burde være det! At vi ikke lever sammen - med og af hinanden i det forhold, som vi var skabt til, nemlig i gensidighed og udleverethed til hinanden:

Ligesom den døvstumme hører vi bogstaveligt talt ikke når næsten trænger sig på med problemer, og vi holder sandheden om vores liv og vores næstes liv borte fra hinanden. I sproget er vi ofte fanget af selvtilstrækkelighed. I stedet for at gøre, de ting vi kunne gøre for os selv og vores næste griber vi det hverken med talens eller ørets brug.

Vores tale har en tendens til at forstumme - ligesom den døvstummes.

Vores tale kan dø ud og vi kan fjerne os fra den sammenhæng, som Gud satte os i - i forhold til næsten. Til trods for vi altså er sat ind i en sammenhæng med hinanden og til trods vor vi er afhængige af hinanden, og har brug for hinandens opmærksomhed på det, som berører os, når vi ikke ind til hinanden, der hvor vi kan mærke, at vi bliver lyttet til.

Med helbredelsen af den døvstumme, må vi tro, at vi med Jesu mellemkomst igen kan blive sat i det forhold til Gud og næsten, som vi fra begyndelsen var sat ind i. Sådan at vi igen kan få sat ord på vores følelser, vores tanker, så vi kan kommunikere og forstå os selv og andre, så vores tale ikke mister sit salt, sin kraft, sin oprigtighed, ærlighed, sandhed, vedkommenhed og ligefremhed.

Vi må tro og bede til at vores tale bliver levende, ikke stum, modig, ikke fej, kærlig, ikke fjendtlig, så vi i fred og kærlighed og forståelse for næsten må være sammen med hverandre.

Vi må tro og bede til at vores hørelse med Jesu mellemkomst ikke isolerer os fra den sandhed og virkelighed, at Gud har sat os ind i denne sammenhæng med næsten, og at vi lever i afhængighed af Gud og næsten.

Måtte vi ikke lukke vores ører for dette guddommelige budskab, at Gud har skabt os og stadig opretholder os, og at Gud en dag vil genskabe os med både sjæl og legeme og alle sanser i deres rette brug, til tjeneste for Gud og næsten - når Guds rige indsættes.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

- forslag til salmer: 752 7 335 - 174 726 676

- Asser Skude 2009 ©



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post467

11. søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 22 Aug, 2017 11:24:13

Evangelium
Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: "To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig!
Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes."
Luk 18,9-14.

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for søndag den 27. august 2017


- Den hykleriske og den oprigtige

Dengang - på Jesu tid - var romerne velhavende og privilegerede - de nød eksotiske varer fra hele middelhavsområdet, de havde en velfungerende infrastruktur og et veludviklet samfund, der tog hånd om sine borgere med gode boliger, sundhedssystem, hospitaler, skoler og uddannelse, medindflydelse og et parlamentarisk styre. Romerne var suveræne på alle områder, de var verdensborgere. Og de eksporterede ligefrem deres kultur og civilisation til de omkringliggende områder og de civiliserede deres områder, og de koloniserede deres omkringliggende områder, deres kolonier. Hemmeligheden bag var ikke undertrykkelse eller diktatur, snarere det modsatte, de integrerede og gav medindflydelse. Det gjorde det ved at bl.a. uddanne og integrere deres nye medborgere i deres system, både teknologisk, socialt, militært og politisk.

Ciceros ord "Jeg er en romersk borger" er måske et af verdens mest kendte citater, mest kendt i den form, som anvendes af den daværende amerikanske præsident John F. Kennedy under hans besøg i Berlin i denne form "Ich bin ein Berliner". "At være en romersk borger" hænger sammen med forestillingen om Rom og at være borger i Rom som et privilegium, hvilket det også var. ("borger" er netop også forsøgt inkorporeret i den danske velfærdsmodel de seneste årtier - vi skal alle omtales som "borgere", dette kan kun være inspireret af den romerske model og forestillingen om et samfund, hvor enhver borger er privilegeret og nyder en række goder.)

Nu var der som nævnt en bagside ved romernes succes: Alle dem, som betalte for romernes luksus. De nederste i hierarkiet, dem som ikke var romerske borgere, de som ikke var integrerede og dem som ikke stod på den romerske imperiums lønningsliste, de som ikke var i Roms tjeneste: De som levede i kolonierne og som f.eks. ligesom jøderne oplevede at blive beskattet hårdt.

De som ind kradsede skatter var typisk landsmænd med samme etniske baggrund Mange jøder så dem som lakajer for overmagten, og mange blev endda beskyldt for at være korrupte og ubarmhjertige, jf. beretningen om Zakæus, evangeliet til 7. s. efter trinitatis.

Den tolder, som er en af hovedpersonerne i dagens lignelse, er ikke en navngiven tolder, men en person i en lignelse, og tolderen står som repræsentant for en forhadt befolkningsgruppe. "Lejesvend" eller "stikker" ville nogen måske kalde ham. Og nogle ville kalde ham en forrædder mod sit eget folk, men også forrædder mod Gud: For i mange jøders øjne var toldernes arbejde uforenligt med at være jøde og en troende.

Tolderen i dagens lignelse synes også selv at være klar over, at den er gal, og at han ikke ligefrem er Guds bedste barn. Han erkender sit svigt i forhold til Gud og mennesker. Meget kan man sige om ham, en ærlig tolder er han, og selverkendelse har han: Han slår sig i tøjet og undskylder over for Gud og så går han ud af templet.

Da lignelsen slutter, kommer Jesus med den overraskende konklusion, at det er tolderen, som går retfærdig derfra, og det er tolderen, der er retfærdig. Og det er tankevækkende. Det er ikke som forventet den hellige og fromme farisæer, der går retfærdig fra templet, det er forrædderen, tolderen!

Med den pointe provokerer Jesus endnu en gang sine tilhørere om, hvem der er retfærdig, og hvem som er lovbryder! Enhver forestilling om, at er farisæeren, som Gud vil rose, gøres til skamme. Tolderen er nok en syndig mand, dog er han en ærlig synder og ved det godt selv.

Farisæeren derimod ser alene sin egen fortræffelighed. Han behøver kun sig selv. Det er måske ikke helt løgn… Og alligevel. Han er dybest set sig selv nok. Han kredser om sig selv og sin egen godhed.

Det er ikke til at holde ud at høre på farisæerens selvros og nedladende holdning til sin næste. Fra farisæerens side er der tale om selvforherligelse, ja arrogance. Farisæerens holdning er bestemt ikke ydmyg – hverken i forhold til Gud eller næsten. Hvad skal farisæeren overhovedet bruge Gud eller næsten til? Han kan selv og magter alting selv - på den duede måde.

Sin næste anvender han til at forherlige sig selv. Sin næste nedgør og håner han, alene med det formål at fremhæve sin egen formåen og godhed. Og Gud behøver farisæeren dårligt nok, for med det liv farisæeren lever, er han helt overbevist om at han selv skal klare sin egen frelse - ved egen mellemkomst, ikke Guds.

Farisæeren overser det Gudsforhold, han er sat i: At han har fået sit eget liv skænket og er sat ind i et gensidigt afhængighedsforhold til Gud og mennesker. At livets middel eller mål ikke at skabe sin egen lykke for sig selv. Livet handler om at skabe lykke for sig og sine – ikke som et enmandsprojekt, men som et fælles projekt - hvor alle er medspillere, og alle har noget at bidrage med, både de stærke og de svage.

Nok er farisæeren at regne for en af de stærke. Han er en from mand, der gør alt for at gøre Guds vilje og holde Guds bud. Farisæeren glemmer, at han er et menneske, der behøver Guds nåde. Ja, han kan ikke leve uden. Det ved han bare ikke, han tror kun at det er de andre der behøver Guds nåde. Uden Guds nåde ville selv farisæeren være fortabt. Han kan ikke klare sig uden.

En, der kan se at han behøver hjælp udefra er tolderen. Tolderen er bevidst om sin egen utilstrækkelighed. Han ved godt, at det han gør mod sit eget folk ikke er særlig smart. Han ved godt, hvorfor han er lagt for had af sine egne landsmænd. Og dybest set kan han godt forstå det. Det er derfor han har en dårlig smag i munden, da han kommer til templet. For han lever ikke efter Guds bud. Han tjener ussel mammon. Han bør skamme sig, og det gør han rent faktisk også. Han indrømmer sit svigt og sin utilstrækkelighed, da han står foran alteret i templet. ”Gud, vær mig arme synder nådig”

Sagt på en anden måde består forskellen mellem tolderen og farisæeren i, at farisæeren tror, at Gud har brug for ham, mens tolderen tror, at han brug for Gud!

Hvad sker der så efter, at tolderen og farisæeren har været i templet? Om farisæeren hører vi ikke noget om, at han går hjem. Er det måske bevist, at vi ikke hører det? Måske, for det er jo nærmest som om, at farisæeren ikke slipper sit tempel -sin kirke. Farisæeren forbliver i det hellige rum, alt imens han går rundt i sin selvtilfredshed og sin foragt for næsten. Måske står farisæeren der endnu, der i templet og priser sig selv for sine fortræffeligheder?

Om tolderen derimod får vi at vide, at han går hjem igen; og deri kan der faktisk ligge en pointe. Det er tolderen, der også vender tilbage fra templet med noget. Sagt på en anden måde: Mens farisæeren holder sin jubelsang, holder tolderen kirkegang.

Tolderen vender sig i ydmyghed til sin Gud, og vender derpå tilbage til sit liv, som er hans. Tolderen bringer noget med hjem fra templet. For ham er der ikke tale om stilstand, men en dynamik, der er tale om en bevægelse, en udvikling. Til templet og tilbage igen.

Det er også det som er meningen med overhovedet at gå i kirke! At komme og vende sig til Gud, få inspiration, glæde og liv og at vende tilbage igen – tilbage til det pulserende liv.

For vi kommer til kirke for at takke Gud for livet, som Gud har skænket os, og for at vi kan vaske tavlen ren så at sige, begynde på en ny uge – begynde med friske øjne. Det er det, som sker når vi modtager Guds nåde, synderens forladelse.

Nogen vil sige, at i kirken tales der for meget om synd - og derfor er det ikke til at holde ud at gå i kirke. Dertil er at sige, at det er da godt, at der er et sted i vores liv, hvor der tales ærligt om den menneskelige natur. Et sted hvor, der tales åbent om vores svigt i forhold til hinanden og til Gud.

Samtidig tales der også om Guds nåde imod os. At Gud elsker os– uanset, på trods af vores utilstrækkelighed. Altså at vi kommer til kirken, for at se på os selv, realistisk, men også kærligt og tilgivende, fornyende.

Vi går kirke - forhåbentlig ikke for at blive herinde i selvretfærdig ophøjethed – ligesom farisæeren. Vi går forhåbentlig i kirke, for at gå ud igen i livet, i fællesskabet, fornyede af Guds nåde. Derfor skal de ord, som afslutter dagens lignelse være disse af Grundtvig:

Gå da frit
enhver til sit
og stole på Guds nåde !
Da får vi lyst og lykke til
at gøre gavn, som Gud det vil,
på allerbedste måde.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

forslag til salmer: 609 352 - 419 476 523

- Asser Skude 2009 ©



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post466

Tiende søndag efter Trinitatis

PrædikenerPosted by Asser Skude 09 Aug, 2017 20:26:00

Evangelium
Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde: "Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid." Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: "Der står skrevet: "Mit hus skal være et bedehus." Men I har gjort det til en røverkule."
Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham.
Luk. 19,41-48

- fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken ved rytmisk gudstjeneste kl. 10.30 søndag den 20. august 2017 i Bellahøj kirke


- Jesus græder over Jerusalem

Forud for dagens evangelium hos Lukas finder vi beretningen om Jesu indtog i Jerusalem: Som fredens konge ridder Jesus ind i byen. Han modtages af folket som den nye tids konge, ridende på et æsel. Uden våben indtager han byen. Som den nye frelser, Guds salvede, Davids søn ifølge profetien skulle gøre det. Og folket og den evige by Jerusalem modtager ham med fredens og evighedssymbol, palmegrene, der kastes foran ham på hans vej. Folket råber, "Lovpris Herren" og "Fred i himlen".

Indtoget står i skærende kontrast til de begivenheder, der udspiller sig kort efter: Folkets hyldest til deres nye fredskonge er kortvarig. Før ugen er omme er stemningen vendt - og nu anklager de ham for at være en falsk profet.

Han bliver genstand for en sammensværgelse. Folket og de religiøse ledere kræver hans død på korset! Hvilken by, hvilket folk kan gøre en sådan katastrofe mod ham, der er profet og Guds søn?

Det gør selv samme by, som er fredens og evighedens by. Den by, hvor Gud havde taget bolig og Gud havde besøgt sit folk. Og de følgende årtier og frem bliver byen genstand for ufred og vold, og den ødelægges.

Det vidnesbyrd er entydigt, hvis man kender fortsættelsen på byens historie: Jerusalem belejres af romere gennem fire år, fra år 66-70, indtil den indtages år 70. Jerusalem plyndres og ødelægges, dens mure rives ned. Og fatalt bliver det 60 år senere, da endnu en jødisk opstand under oprørslederen Bar-Kokba ledsages af en systematisk ødelæggelse af Jerusalem: På den gamle bys ruiner lader den romerske kejser Hadrian demonstrativt en helt ny romersk (ikke-jødisk) by opføre.

Den hedder Ælia Capitolina, "den fremmede by". Og et tempel for den mægtigste romerske (dvs. ikke-jødiske) gud Jupiter opføres på Templets plads! Og vel og mærke, der hvor alle jøders tempel havde ligget, der bygges et tempel for ikke-jøder. Og ikke nok med det, i begyndelsen af det 2. årh. bliver enhver jøde forment adgang til sin egen by, sin kulturs vugge! Og jøderne henvises til landflygtighed, den såkaldte diaspora.

Det er blot i korte rids det århundrede, der følger efter Jesu lidelseshistorie. De næste århundreder for jødernes og byens vedkommende fortsætter med samme tragiske udvikling, en lang tid med etnisk forfølgelse, overgreb og undertrykkelse.

Og samme skæbne synes at have hjemsøgt byen den dag i dag. Hvor tragisk. Jerusalem nyder langt fra den fantastiske skæbne, som den kunne - som fredens by. I stedet er Jerusalem og de begivenheder, der udspiller sig i og omkring den blevet en anstødssten for en del af verdens befolkning. Ikke fordi de nødvendigvis har ret, men nogle mennesker mener ikke byen ligefrem bidrager til verdensfreden.

Det må være alt det, som Jesus ser for sit indre i dagens evangelium, da han ser ud over byen og forudser dens ulykkelige fremtid. Jesus græder. Fordi han helst så, at byen ikke led denne grumme skæbne. Som enhver anden jøde er han opdraget og opvokset med den forestilling at byen Jerusalem er verdens centrum.

Han, som kommer fra Nazareth, ikke langt der fra, han er vant til at valfarte til byen og vant til at deltage i byens religiøse og folkelige fester. Som da han som 12-årig på egen hånd gik rundt i byen, og hjemmevant gav sig til at lære ved dens tempel, i en af forhallerne. Jerusalems historie er historien om fredens by, forsoningens by, der hvor Gud har forsonet sig med sit pagtsfolk, jøderne.

Derfor kunne Templet ikke ligge andre steder end det lå, derfor var det her jødernes åndelige og kulturelle centrum lå. Her havde Gud jo besøgt sit folk. Her havde Gud ifølge legenden David skænket sit folk tusindårsriget med fred og glæde. Fred fra fjenders angreb og fremmede hære.

Som sagt tidligere, det Jesus nu ser for sig, er et andet Jerusalem. Ufreden og voldens by. Den by står for fald, Templet står for fald, hele folkets kulturelle og religiøse samlingspunkt står for fald. Den evige stad, fredens by skal indtages og ødelægges.

For en jøde som Jesus har det været det samme som verdens undergang. Og det er værd at græde over. Som en anden domsprofet advarer Jesus for sidste gang og retter en skarp kritik: "Jerusalem har ikke kendt sin besøgelsestid" .

Jesus rydder tempelpladsen og advarer sit folk og dets ledere. Imidlertid er det for døve øren. Jerusalems indbyggere tager ikke imod. Derfor kender byen ikke sin besøgelsestid, nu hvor en stor profet er stået frem. Gentagne gange er byen blevet advaret - af profeter før Jesus, og mange af dem har måttet lade livet pga. deres kritik.

Endnu engang afviser og ihjelslår byen en ny profet, der er kommet til dem. Blot med den forskel, at denne gang er profeten selveste Guds søn. Byen gør sig skyldig i sin egen undergang. Den tager ikke imod Guds søn, byen dømmer ham til døden.

Bemærk at det ikke er Guds søn, der dømmer byen, det er byen selv der med sin afvisning af Guds søn bringer dommen ned over sig selv.

Måtte dagens evangelium tjene som en advarsel til os om at kende vor besøgelsestid. Og det vil sige, at også vi må være parate til at omvende os - før det er for sent.

Omvendelse er muligt for enhver, som tror Guds Ord. Omvendelse betyder ikke at mennesket skal ud og præstere en masse gode gerninger. Omvendelse betyder, at Gud kalder mennesket med sit ord og glædelige evangelium, og at mennesket tager imod det ord.

Eller sagt på en anden måde. Ordet er Guds søn, som Gudfader i himlene har sendt til mennesker, for at de skal omvende sig og tro. Bemærk altså at omvendelse ikke er det samme som at mennesket nu skal gøre alverdens ting for at være god nok.

Evangeliet er netop nådigt og glædeligt derved, at mennesket intet andet skal gøre end netop dette ene - at tage imod Guds ord. Gud er allerede kommet til mennesker. Og Gud har besøgt os og har allerede taget chancen med os, og det er tilstrækkeligt. Det skete, da Gud ville møde os - igennem sin Søn. Og Gud måtte bøde for sin gavmildhed. Selv da det kom dertil, at Gud skulle lade sin egen søn dø for os, gjorde Gud det alligevel.

Det var og er en chance - ikke for mennesker, men for Gud. En chance Gud tog i tillid og kærlighed til os. Gud er kommet til os, vi er ikke kommet til ham. Gud er kommet til os, ligesom han kom til Jerusalem. Gud er kommet til os med fred og forsoning. Gud har besøgt os, da Gud kom til os i Jesus Kristus. For at skænke os sin fred.

Fred fra den kommende dom over verden. Fred for at dele samme skæbne som Jerusalem led. Guds søn, Jesus Kristus, er et modsigelsens tegn, et tegn til fald for nogle, et tegn til oprejsning for mange. Til oprejsning for dem, som tror, til fald for dem, der ikke tror. Til fald for dem, for hvem troen er blevet en falsk sikkerhed, til fald for dem, som ikke føler sig under stadig tiltale - af Guds ord.

Til fald for dem, som ikke frygter Gud og Guds vrede. Til fald for dem, som har hjertet hårde som stene og ikke vil åbne deres hjerte.

Måtte vi ikke føle os så stolte eller selvsikre som byen Jerusalem, måtte vi ikke tro, at vi kan være foruden Guds søn. Måtte vi ikke tro at vi kan være foruden den forsoning, som rækkes os i Jesus Kristus. Måtte vi ikke blive så skråsikre, at vi ligesom er som det Jerusalem, der ikke behøver Guds ord.

Måtte vi derimod tage Guds ord til os. Guds ord, der sætter os under stadigt ansvar i vores livsførelse. Guds ord, der samtidig giver os den frihed, at vores overtrædelser en gang for alle er sonet i Jesus Kristus. Måtte vi leve af det ord.

Lov og tak og evig ære, være dig vor fader, søn og helligånd, du som var er og bliver en, sand, treenig Gud, højlovet, fra første begyndelse, nu og i al evighed!
Amen.


forslag til salmer: 752 7 335 - 174 726 676

- Asser Skude 2009 ©



  • Comments(0)//blog.asserskude.dk/#post465
« PreviousNext »